Ole Kiilerich: Politikeren Estrup og hans konge. (Gyldendal, 1975). 147 s.

En ironisk skaebne har sorget for, at J. B. S. Estrup, der engang skrev til Frederik Barfod: ».. . nasst efter mit principale onske: - slet ikke at omtales - kommer det subsidiaire: at omtales saa lidet som muligt. ..«, ikke blot levede en stor del af sin tilvserelse med offentlighedens skarpe sogelys pa. sig, men ogsa nu mange ar efter sin dod stadig er genstand for offentlig omtale og debat. Deri er intet maerkeligt — Estrups kontroversielle rolle i forfatningskampen gor det indlysende, at det ma vaere sadan.

Denne rolle er maske ogsa en del af forklaringen pa, hvorfor det har vaeret Estrups kranke skaebne at udgore dansk historieskrivnings parallel til engelsk forsknings behandling af den sidste York-konge, Richard III: enten at vaere den inkarnerede nedrighed og det personificerede magtstraeb eller at symbolisere den ufejlbarlige, vidtskuende heltefigur - i begge tilfaelde helt uden de nuancerede karaktertraek, der giver personen liv og gor den trovaerdig.

Den Estrup, vi kender gennem historieskrivningen, kan med megen ret siges at vaere resultatet af en langstrakt rettergang med den radikale historikertradition i aktoratet og en raskke amatorhistorikere af konservativ observans i defensoratet.

Pa grund af den radikale historikerskoleshidtidige gennemslagskraft i fagkredse er aktoratets synspunkter nok mest dominerende her. Mest praegnant og talentfuldt finder disse synspunkter vel udtryk i Erik Arups bog om Viggo Horup fra 1941, hvori Estrup fremstilles som en magtglad stivnakke, hvis adfserd kun kan forstas,om man akcepterer forudsaetningenom

ningenomhans unormale glasde ved
magten for dens egen skyld.

Heroverfor star den anden tradition - defensoratets - der groft taget repraesenteres af tre skrifter. Forst K. G. Brondsteds mindeskrift fra 1925, J. B. S. Estrup. Mindeskrift i Anledning af Hundredaarsdagen for hans Fpdsel 16. April 1925. (Kbh. 1925), hvor Estrup-billedet - som Povl Engelstoft traeffende bemaerker i sin anmeldelse (Historisk Tidsskrift, 9. Rk., Bd. IV, s. 188-192) - er heltemotivet, den staerke mand, der vil, hvad han vil, der kaemper for det til det sidste, men forrades af sine egne og falder i et baghold. - Demaest oberstlojtnant Th. Thaulow: Jacob Bronnum Scavenius Estrup. Hans Liv og Gerning 1825-1913. (Kbh. 1940). Thaulows evner som historiker var übestrideligt storre end Brondsteds, og han kunne desuden os;e af en lang raekke utrykte kilder, heriblandt akter fra Estrups eget arkiv pa Skafogaard. Hans givne forudsaetning var imidlertid, at Estrups optraeden i ethvert tilfaelde var den rette, hvorfor han sa det som sin opgave at illustrere og bevise dette. Thaulows bog blev derfor ikke biografien om Estrup, men snarere et defensorat for den afdode konsejlspraesident i den standende rettergang.

Det seneste skud pa denne traditions stamme er det her foreliggende arbejde af redaktor Ole Kiilerich. Hans bog, der markerer 150-aret for J. B. S. Estrups fodsel, er ligesom Brondsteds vaerk fra 192,5 udgivet pa foranledning af Hojres Ponds bestyrelse, og indholds- og holdningsmaessigt ligger den inden for de rammer, som Brondsted for 50 ar siden afstak. Ogsa Kiilerichs Estrup-billede er heltemotivet, og hans ideal er den staerke mand, denned en hartad utrolig fremsynethed sa det som sin livsopgave at sla bom for uansvarlige venstrepolitikeres bestraebelser for folketingsparlamentarisme - et princip, hvis gennemforelse efter Kiilerichs opfattelse var arhundredets dumhed og roden til de fleste af det danske samfunds nuvaerende miserer.

Hermed er vi fremme ved den indvending mod bogen, der fra en faghistorikers synspunkt er den centrale: Kiilerichs interesse for savel Estrup som Christian IX er i virkeligheden ikke stor. De to hovedpersoner skal kun bruges til at illustrere det, der er hans hovedanliggende: en analyse af vanskelighederne i det nuvaerende danske politiske styringssystem og en anvisning pa, hvorledes faedrelandet kan frelses. - Det behover vel naeppe at siges, at Kiilerichs anvisning gar ud pa genindforelse af en konservativ forfatning a la den, Kiilerichs Estrup kaempede for at bevare mod uansvarlige venstrekraefters angreb. Dette viser sig isaer tydeligt i bogens afsluttende kapitel, »Efter Estrup«, hvor Kiilerichs politiske trosbekendelse fremlaegges. Det havde nok vaeret mere redeligt overfor laeserne, om dette kapitel havde vaeret anbragt forst i bogen - sa vidste man dog straks, hvor forfatteren stod.

I det hele ma man om Kiilerichs skildring af Estrup og Christian IX sige, at den intet nyt fojer til vor viden, skont forfatteren har haft adgang til arkiver, der normalt er lukket land for historikerne - saledes kongehusets private arkiv. Hans karaktertegninger er helt i traditionens and, og han viderebefordrer troligt alle de gamle myter - herunder ogsa skronen om Estrups brasndte arkiv.

Redaktor Kiilerich er ikke historiker,og
giver sig heller ikke ud for at
vaere det. Deter derfor naeppe heller

rimeligt at kritisere ham for at have begaet en raskke helt elementaere kildekritiskebommerter - sasom at brugekilderne som illustrationsmateriale,at bruge dem uden kritik, slet ikke at angive sine kilder osv. Disse elementaerefejl moder man gang pa gang i bogen; men dem har forfatterenikke forudsaetninger for - og nasppe heller nogen interesse i — at undga. Hans hovedanliggende er jo ikke at bringe foroget historisk indsigt,men at illustrere et bestemt samfundssynmed historisk materiale.

Kiilerichs bog er levende og dygtigt skrevet - og ogsa morsom at laese; men den bringer os pa intet punkt foroget indsigt i det, der er dens tilsyneladende genstand: J. B. S. Estrup og Christian IX. Derimod giver den os en klar viden om forfatterens syn pa det nuvaerende danske samfundssystem - men deter for en historiker af mindre interesse.

I bogen sammenlignes Estrup pa tvivlsomme praemisser med Stauning og de Gaulle. Hvad angar Estrups historiografi, synes en sammenligning med Richard 111 - som indledningsvis bemaerket — mere adaskvat: i England savner man stadigvaek den uhildede biografi af Richard - og vi savner stadigvaek en bare nogenlunde anstaendig faghistorisk biografi af den mand, der laengere end nogen anden har vaeret regeringschef under den konstitutionelle forfatning. Estrup fortjener visselig en bedre skaebne end den, der hidtil er blevet ham til del: at vaere enten radikale historikeres priigelknabe eller konservative amatorers