Saxostudier (Saxokollokvierne ved Københavns universitet) red. af Ivan Boserup. (Museum Tusculanum, 1975). 200 s.

Saxos Gesta Danorum er helt uomtvisteligt det savel kvalitativt som kvantitativt storste litteraere vaerk, der er overleveret fra dansk middelalder. Allerede af den grund ma beskaeftigelse med Saxo foles som en pligtopgave for dansk forskning.

For historievidenskabens vedkommendehar dog tydeligvis forskning pa grundlag af Saxo vaeret et omfindtligtemne siden brodrene Lauritz og (isasr) Curt Weibull i de forste artier

af det 20. arhundrede gennem uafviseligekildekritiske analyser paviste, at Saxos beretninger bygger pa kraftigtbearbejdede forlaeg. Forskningens opgave omdefineredes dermed pa fundamental vis fra en beskaeftigelse med de enkelte af Saxo omtalte begivenhedertil en bestraebelse pa. at tolkeSaxo som levning, som et produkt af det 12. arhundredes andsform og samfundsmcessige forestillingsverden.

Naervaerende bog er et produkt af ni tvaerfaglige kollokvier omkring Saxo, der i 1969-70 afholdtes af Centralen for middelalderstudier ved Kobenhavns universitet. 20 foredrag og diskussioner blev pa disse moder optaget pa band og publiceres her i relativt lemfaeldigt redigeret form, saledes at f. eks. diskussionsindlaeggenes mundtlige praeg er iojnefaldende. Netop i kraft af denne udgivelsesform, der lader vaegtige forskningsbidrag og skitser, der i hojere grad har flyvetankens karakter, sta side om side, giver bogen et alsidigt indtryk af Saxoopfattelsen et halvt arhundrede efter den weibullske »henrettelse« af Saxo som historisk beretning.

Den ojeblikkelige situation karakteriseres rammende af historikeren Niels Skyum-Nielsen, der i bogens sidste diskussionsindlaeg fastslar, at filologerne gennem udgivelsen af Saxoleksikonnet fra 1957 har givet historikerne et praegtigt hjaelpemiddel i haende. »Nu kan enhver forsker fa fuldt herredomme over Saxos ordforrad og i leksikonartiklerne ofte vigtige anvisninger pa. en naarmere tolkning. Det betyder, at Saxo er abnet pa en helt ny made for vor generation.« Det synes et vaesentligt traek, at Saxoarbejdet i de seneste artier har vaeret filologisk. En milepael var i sa henseende allerede den videnskabelige Saxoudgave i 1931.

Ogsa i den foreliggende publikation stammer de sikreste og mest betydningsfulde forskningsresultater fra filologer. Saledes Franz Blatts pa dybtgaende studier i Saxos sprog baserede pavisning af graden af Saxos enestaende format: »... jeg kender hverken fra Danmark eller noget andet sted en middelalderlig forfatter, der driver efterligningen af antikke forbilleder sa vidt som Saxo. Han har helt formaet at holde sig uden for Vulgatas tryllekreds.« Andre vaesentlige bidrag er Kristian Halds pavisning af, at sprogformen i Saxos nordiske person- og stednavne peger mod nordiske kilder og Palle W. Nielsens tese, at »den typiske Saxo-saetning« tilhorer en meget speciel stil, der ma vaere tillaert ikke blot ved lekture men snarere ved optrsening i et udenlandsk kancelli.

De deltagende historikeres bidrag drejer sig i et vist omfang om petitesser. Perspektivrig synes den ovenfor omtalte af Skyum-Nielsen skitserede metode til arbejde med de nye sproglige hjaelpemidler, omend diskussionen af dennes eget forsog pa ad denne vej at na til nye resultater vedrorende to samtidige institutioner, slaveriet og hirden, illustrerer, at historikerenighed ogsa pa dette grundlag bliver vanskelig at opna.

Sandsynligst er det vel, at studier i Saxo som eneste kilde fortsat vil have begraenset gennemslagskraft. En mere frugtbar fremgangsmade vil taenkeligt vaere sammenstillinger af Saxos begrebsverden med den fra tidens ovrige kilder kendte, saledes som det, omend med lidt selvfolgelige resultater, i bogen illustreres ved Nanna Damsholts sammenligning af kongeideologien i de kongelige diplomer og hos Saxo.