Indledning

Lenins kommunistiske styre i Rusland var i de forste ar efter revolutioneninternationalt isoleret i en fjendtlig kapitalistisk verden, hvis regeringernaegtede at have noget at gore med en politisk ledelse, der - som de haevdede - hensynslost kraenkede den civiliserede verdensorden. Sovjetregeringen erklserede, at den ikke ville anerkende nogen forpligtelsetil at forrente og tilbagebetale de lan, som det gamle Rusland havde optaget i udlandet for 1917. Endvidere agtede man ikke at erstattede umadelige kapitaler, som udenlandske forretningsvirksomheder havde investeret i det russiske erhvervsliv, og som nu var blevet nationaliseretaf sovjetmagten. Dertil kom frygten for den kommunistiske propaganda, denned »Tredie Internationale«, Komintern, i Moskva som arriested sogte at rejse arbejdermasserne i vestens industrilande og koloniernes udbyttede farvede befolkninger til en proletarisk verdensrevolutionefter russisk forbillede. I disse lande skulle der efter en marxistiskanalyse

---

* I translitteraturen af det russiske navnestof folges som hovedregel British. Standards norm saledes: zh udtales som s i engelsk pleasure eller j i fransk jardin z — — stemt si engelsk his eller i tysk sein kh - - ch i tysk ach ch - - ch i engelsk child sh - - sh i engelsk shop shch - - langt, mouilleret sh i English ship. Der er anvendt trykaccenter, hvor trykket kan give anledning til usikkerhed. Den traditionelle danske stavemade af en del russisk navnestof er bevaret, f. eks. St. Petersborg, Katharina, Alexander, Kaukasus, Krim.

stiskanalyseforeligge en revolutionser situation som folge af den forste
verdenskrig og de sociale omvaeltninger, som fulgte i dens kolvand.

Vestens militaere intervention i Rusland og stotten til de kontrarevolutionaere hvide haere under borgerkrigen var for Moskva et bevis pa rigtigheden af teorien om den kapitalistiske verdens vilje til at knuse den russiske revolution. Pa tilsvarende made mente man i Vesten, at Kominterns virksomhed var et udtryk for Sovjets fjendtlige hensigter. Den sejrrige socialistiske revolution og appellerne fra Komintern undlod ikke at gore indtryk langi: ud over den unge sovjetstats graenser.

I lobet af 1919 blev de hvide haere afgorende slaet, samtidig rned at vestmagterne begyndte at afvikle deres interventionspolitik, og i 1922 blev der sat punktum for interventionseventyret og den hvide kontrarevolution, da de sidste japanske tropper blev evakueret fra Vladivostok. Men de forlobne fern ar havde hos kommunisterne efterladt en forklarlig og velbegrundet mistillid til og frygt for det kapitalistiske udlands planer.

Under borgerkrigen iiavde Rusland i det store og hele vaeret afskaret fra tilforsler udefra, og de indre kampe havde medfort et naesten totalt sammenbrud af transportvaesenet og produktionen. Det normale samfundsliv var blevet aflost af kaos, selvtaegt og stigende kriminalitet, og store flygtningeskarer var pa hvilelos vandring i det uhyre rige. For at holde samfundet blot nogenlunde i gang matte sovjetregeringen indfore den sakaldte krigskommunisme, der hjemlede arbejdspligt, vaernepligt og sts.tens ret til tvangsrekvisitioner af al ejendom. Produktionen i landbrug og industri gik katastrofalt tilbage, dels fordi der ikke matte anvendes Ionnet arbejdskraft i landbruget, og dels pa grund af vanskelighederne ved pludselig at skulle overtage administrationen af hele det industrielle produktionsapparat.

Til alt dette koni i iirene 1921-22 en katastrofal hungersnod. Den hang dels sammen med, at mange landsbyer var forladt, og jorden la udyrket hen, dels skyldtes den, at landet i 1921 blev ramt af en usaedvanlig torke. I Volga-otnradet truede hungersnoden millioner af menneskeliv, og kendte russere med forfatteren Maksim Gorkij i spidsen appellerede til udlandet om hjaelp, der blev besvaret ved en storstilet humanitaer indsats. Saerlig kendt var den norske polarforsker Fridtjof Nansens organisation af det internationale hjaelpearbejde, hvor ogsa mange danskere ydede et vaerdifuldt bidrag. Russerne anerkendte Nansenaktionens uhyre betydning og viste ved talrige lejligheder deres taknemmelighed. Stillet over for de uhyre vanskeligheder pa alle indre fronter matte Lenin for en tid opgive krigskommunismen.

Den nye okonomiske politik, Nep-politikken, betod fra foraret 1921 en del indrommelser til privatkapitalismen. Bonderne slap for tvangsaflevering af hele deres landbrugsproduktion, og de fik tilladelse til at saelge et vist overskud pa det frie marked. Derved styrkedes den velstaende gardejerklasse - kulakkerne - som med fordel udnyttede de friere omsastningsforhold; men samtidig voksede et talstaerkt landproletariat frem. Desuden fik private forretningsfolk ret til at drive mindre industrielle virksomheder og detailhandel. Men staten forbeholdt sig eneret pa storindustri, transport, bankvaesen og udenrigshandel. De forste handelsaftaler med kapitalistiske lande blev indgaet, og udenlandske firmaer kunne fa koncessioner pa at drive forretning, investere og udnytte de russiske naturrigdomme.

Synspunktet i Vesten var, at nar sovjetstyret ikke kunne nedkaempes, matte man affinde sig med det og soge genoptagelse af de okonomiske forbindelser. For sovjetregeringen kunne samarbejdet med vestmagteme vaere vaerdifuldt dels af hensyn til genoplivelsen af den russiske okonomi og tilforelse af udenlandsk kapital, dels fordi man habede pa, at udlandet kunne presses til at anerkende det nye styre. Moskva matte soge at bryde den totale isolation, som revolutionen havde medfort.

Den okonomiske konference i Genua i foraret 1922 var den forste international forhandling, hvor der modte sovjetiske delegerede pa lige fod med Vestens forende statsmaend. Den russiske delegationsleder, udenrigskommissaer Georgij Chicherin, erklasrede, at hans land var rede til at anerkende bade forkrigs- og krigstidsgaeld og enten restituere konfiskeret udenlandsk ejendom eller betale erstatning, men til gengasld kraevede han omgaende anerkendelse de jure og store kreditter til Rusland. Endvidere fremsatte han modkrav for odelaeggelse, der var forarsaget af de allieredes intervention under borgerkrigen og for folgerne af den okonomiske blokade. Italien og England var ikke uvillige til at drofte de russiske forslag nasrmere, hvorimod Frankrig og Belgien pure afviste overhovedet at overveje sagen. Da vestmagterne ikke kunne blive enige om en faelles holdning over for Sovjet, blev konferencen resultatlos, og det forste forsog i efterkrigstiden pa at inddrage Sovjetunionen i den europaeiske familie var mislykket.

Det sovjetiske standpunkt vedrorende gaeldssporgsmalet kom klart frem i det russiske memorandum af 11. maj 1922, hvori det hed: »Mere end en af de pa konferencen i Genua repraesenterede stater har i fortiden annulleret gaeldsforpligtelser, som var blevet indgaet af dem. Mere end en stat har beslaglagt ejendom, der tilhorte udlaendinge eller dets egne statsborgere, uden af den grand at vaere blevet fordomt pa samme made,som

de,somSovjetrusland er blevet det«, og der henvistes til Det franske Konvent, der i 1792 ophaevede det tidligere regimes traktater og nationale gaeld. Med hensyn til erstatningskrav, der hidrorte fra udlandets indblandingi borgerkrig, anfortes Alabama-sagen fra 1872. Pa grundlag af dette princip kraevede russerne 50 milliarder francs i erstatning for fremmede magters odelaeggelser under den russiske borgerkrig.

Herom siger det sovjetiske memorandum: »Rusland er rede til at indromme udlandet vigtige koncessioner, men pa den absolutte betingelse, at der skal gives tilsvarende indrommelser til fordel for det russiske folk, som ikke vil kunne anerkende en overenskomst, der er ensidig til fordel for udlandet» x.

Den danske delegation i Genua blev ledet af Danmarks gesandt i Paris H. A. Bernhoft². Delegationen omfattede endvidere direktor Emil Gliickstadt fra Landmandsbanken, hvorimod 0. K. s almaegtige leder, etatsrad H. N. Andersen, var blevet forbigaet, hvilket han tog udenrigsministeren Harald Scavenius, der havde sammensat delegationen, ilde op, og denne forbigaelse var medvirkende til udenrigsministerens afgang senere pa aret^2a.

H. N. Andersen fremsatte nogle übeherskede angreb pa Gliickstadt, og han havde yderligere til kongen udtalt, at halvdelen af ministeriet burde smides ud, og at statsminister Niels Neergard skyldte ham en undskyldning for gentagne forbigaelser. H. N. Andersens betroede mand i regeringen, landbrugsminister Th. Madsen-Mygdal havde gjort, hvad han kunne for at intrigere mod Gliickstadts deltagelse i Genua-konferencen, men uden resultat³.

Den forhenvaerende russiske statsrad C. A. Koefoed, der i tsartiden havdegjort et stort arbejde for at reformere det forsomte russiske landbrug,var ogsa medlem af delegationen. Han matte anses for saerlig sagkyndig i sporgsmalet om bolshevistiske konfiskationer, da han selv havde mistet bl.a. en villa ved Sortehavet. Han opnaede dog intetsomhelsti form af erstatning, da han engang havde lejlighed til at droftesagen med den sovjetiske viceudenrigskommissaer Maksim Litvinov.

---

1. Louis Fischer: The Soviets in World Affairs. Vol. 1. (Princeton, 1951), s. 362 f.

2. Om Danmarks deltagelse i Genua-konferencen se: C. V. B r a m s n ae s: Erindringer (1965), s. 97 f.

2a. Om Harald Scavenius' vanskelige forhold til ministerkollegerne og om H. N. Andersens undsigelse af udenrigsministeren se Knud Larsen: Regeringskrisen 1922 i Historic Ny raekke X, 4 (1973), s. 570 ff.

3. E. Reventlows privats.rkiv. Rigsarkivet, nr. 6204. Dagbog 1922, 6. og 17. marts 1922.

Den danske indflydelse i Genua var minimal. Derimod vakte den tysksovjetiskeoverenskomst i Rapallo stor opsigt. Bag ryggen af vestmagterneaftalte de to isolerede stormagter, begge tabere i forste verdenskrig, at genoptage fulde diplomatiske forbindelser med hinanden, at slette alle gensidige erstatningskrav og indlede et okonomisk samarbejde. Det fik i sgerdeleshed betydning for fremtiden, at Tyskland gav afkald pa erstatningskrav, der hidrorte fra sovjetiske nationaliseringsdekreter pa betingelse af, at Sovjet ikke matte anerkende tilsvarende krav fra nogen anden stat. Den alrussiske centraleksekutivkomite vedtog en resolution, hvori det blev udtalt: »Vi hilser den russisk-tyske traktat, der er afslutteti Rapallo, velkommen som den eneste rigtige vej ud af vanskeligheder,kaos og krigsfare; vi anerkender kun traktater af denne slags som normgivende for forholdet mellem Sovjetrusland og de kapitalistiske stater;vi palaegger folkekommissaerernes rad og folkekommissariatet for udenrigsanliggende at fore sin politik i overensstemmelse med denne linie«4.

Pa en efterfolgende konference mellem okonomiske eksperter i Haag i sommeren 1922 kunne man ikke komme et skridt nsermere til en generel losning af de omstridte sporgsmal mellem Sovjet og den kapitalistiske verden. For fremtiden matte hver stat fore sin egen selvstasndige politik over for Sovjetrusland.

Den danske delegerede pa Haagkonferencen, statsg£elddirektor P. O. A. Andersen, havde udvist en usasdvanlig klodset optraeden. Han havde fremsat en serie grovheder mod russerne, og Litvinov, den sovjetiske viceudenrigskommissaer, havde bem£erket, at efter denne hablose sammenkomst ville de separate overenskomsters tid begynde, og sa skulle Danmark nok komme allersidst i raekken⁵.

Diplomatisk brud mellem Danmark og Sovjetrusland

Efter bolshevikkernes magtovertagelse i november 1917 trak det ene land efter det andet sine diplomatiske reprsesentationer tilbage fra russisk territorium og undlod at anerkende den revolutionasre regering, folkekommissaerernes rad, i Petrograd, der i marts 1918 blev opgivet som landets hovedstad, hvorefter Kreml i Moskva blev kommunisternes regeringssasde.

Den danske legation under gesandten Harald Scavenius' ledelse forblevpa
sin post i Petrograd indtil december 1918. I kraft af de talrige

---

4. E. H. Carr: The Bolshevik Revolution. Vol. 3. (London 1971), s. 379.

5. Som 3. 3. august 1922.

opgaver, som i tidens 10b var blevet overdraget gesandtskabet, svulmedepersonaletallet op, sa det til sidst blev langt den storste mission, Danmark nogensinde har haft i udlandet. Fra april 1917 havde Danmark overtaget hvervet som beskyttelsesmagt for ostrig-ungarske statsborgere i Rusland, hvoraf der alene fandtes halvanden million krigsfanger. Da mange engelske og franske civile og militserpersoner i lobet af 1918 blev arresteret af de russiske myndigheder, patog det danske gesandtskab sig ogsa at reprassentere de store vestmagters interesser, og til sidst var Danmark blevet beskyttelsesmagt for mere end 20 storre og mindre stater.

Den danske regering onskede dog ikke at sta naesten ene af alle lande i verden, der bevarede en form for diplomatisk kontakt med et styre, der blev fordomt fra alle sider, og gesandtskabet fik ordre til at pakke og rejse hjem. Den 15. december 1918 passerede Harald Scavenius med en del af personalet i. slaede den finsk-russiske graense. Et dramatisk kapitel i dansk diplomaiisk historie var afsluttet⁶.

Straks efter gesandtparrets afrejse fra Petrograd brod bolshevikkerne ind i legationen, ligesom i alle andre gesandtskaber, og konfiskerede alt, hvad der var, mobler, malerier, porcelaen, bl. a. et kobenhavnsk purpurstel, der var blevet fremstillet til gesandtens fader, den tidligere kulturminister Jacob Scavenius' bryllup i 1860'erne, solvtoj, boger og personlige ejendele. Der blev anvist gesandtparret en rimelig erstatning af den danske stat⁷.

Den forhenvasrende gesandts naeste storpolitiske optraeden fandt sted i Paris i januar 1919, hvor hansom saerlig sagkyndig aflagde beretning for De fire Store pa fredskonferencen. Det var den italienske udenrigsministerSonnino, der havde foreslaet, at man skulle hore, hvad Scaveniuskunne berette om tilstandene i Rusland. Vidnet kunne fortaslle, at efter han mening bestod Den rode Haer hovedsagelig af letter, ungarere,tyskere og kinesere. Da den engelske premierminister Lloyd George spurgte ham, om han anbefalede en allieret militaer intervention imod bolshevikstyret, svarede Scavenius bekraeftende, men mente, at en haer pa 100.000-150.000 mand ville vaere nodvendig, hvis man skulle tage kampen op mod de rode og gore sig hab om sejr. Fra britisk side indvendte man, at de hvide styrker ville ga i oplosning, hvis de ikke blev stottet af fremmede tropper, og det kunne tyde pa, at bolshevikkerne fik

---

6. Om Harald Scavenius og gesandtskabet i Petrograd i almindelighed se Den danske udenrigstjeneste 1770-1970. 1. (1970), s. 364-370. BentJensen: Den danske gesandt i Petrograd, Harald Scavenius' syn pa omvceltningerne i Rusland 1917-18 i Danske Magazin, 4. bind 2. haefte (1973). Passim.

7. AnnaSofieScavenius: Diplomatfrue ved zarhoffet. (1960), s. 107.

en stark folkelig tilslutning. Scavenius forklarede dette fasnomen med, at den lavere russiske middelklasse var kommet under indflydelse af den kommunistiske propaganda, der havde overbevist den om, at de allierede var imperialister, der blot tsenkte pa at udnytte det russiske rige, som det havde vaeret tilfaeldet for forste verdenskrig. Scavenius' velmente rad om en massiv allieret indsats til fordel for de hvide blev ikke fulgt, dels fordi de krigstrastte vestmagter ikke kunne overkomme en sadan opgave, dels fordi man ikke nasrede overdreven tillid til de indbyrdes splidagtige hvide generaler og deres manglende evne til at opstille et brugbart alternativ til det bolshevistiske styre 8.

Pa den danske hjemmefront var der, inspireret af den russiske revolution, skred i arbejderbevsegelsens venstrefloj. I foraret 1918 var den kobenhavnske kommunelaerer Marie Nielsen medstifter af »Socialistisk Arbejderparti«, hvis kamporgan var »Klassekampen«. I januar 1919 blev Martin Andersen Nexo medlem af det nye partis hovedbestyrelse.

I november samme ar dannede de tre unge socialdemokrater Ernst Christiansen, Sigvald Hellberg og Johannes Erwig »Danmarks venstresocialistiske Parti«, efter at »Det socialdemokratiske Ungdomsforbund« havde brudt med moderpartiet. Pa initiativ af Komintern sammensmeltedes efterhanden de forskellige grupper pa venstreflojen til den partienhed, der blev kaernen i »Danmarks kommunistiske Parti«.

Fra forste faerd stottede arbejderbevsegelsens venstrefloj den kommunistiske omvaeltning i Rusland og den unge Sovjetrepubliks pafolgende kamp for livet. Fra denne side fremsattes ogsa utraetteligt kravet om, at det officielle Danmark skulle optage normale forbindelser med Lenins styre og anerkende Sovjetrusland. Martin Andersen Nexo var den folkelige socialistiske bevsegelses penneforer, der abent og uden forbehold bekendte sin hengivenhed over for det internationale proletariats faedreland og socialistiske forbillede. Ved utallige lejligheder skrev og talte han om sin politiske hjertesag. I »Klassekampen« januar 1919 skrev han: »Jeg er ikke diplomat som Stauning; jeg har ikke laert at pakke sandheden ind. Men jeg har til gengaeld laert at pakke den ud; jeg ser deri en storre opgave for den, der vil vasre underklassens talsmand«. Bolshevikkernes revolution karakteriserede han ifolge referatet af en tale i »Klassekampen« med de bekendte ord: »Nar slaverne ikke leengere ville vaere slaver, stemte de ikke forst derom, men sa sprasngte de deres lsenker!«⁹

---

8. John M. Thompson: Russia, Bolshevism, and the Versailles Peace. (Princeton, 1966), s. 104.

9. Martin Andersen Nexo: Det rode Flag. 2. (1954), s. 10ff.

I marts 1920 udsendte Centralkomiteen for Skandinaviens revolutionaere
og socialistiske arbejderorganisationer folgende proklamation:

Skandinavisk arbejderaktion for Rusland.

Det russiske proletariat har sejrrigt tilbageslaet verdensreaktionens angreb mod radsrepublikken. Hverken med militaermagt eller gennem sulteblokade er det lykkedes Ententestaterne at kvseLj den russiske arbejderrevolution. Staende over for det udsigtslose i med sadanne tabelige og forbryderiske midler at na deres mal, har Ententen mattet sla ind pa en ny vej, og det hoje rads beslutning for et par uger siden om blokadens ophaevelse viser, at verdenskapitalismen, hvis uundgaelige sammenstyrtning foregar i stadig hastigere tempo, nodsages til at Soge en fredelig opgorelse med Sovjet-Rusland.

Ententemagternes politik har imidlertid hidtil vaeret sa uklar og falsk, at det meget vel kan tasnkes, at den nasvnte beslutning fra deres side blot er en skinmanovre, fremsat for at daempe mis:>temningen blandt deres egne arbejdermasser. For at tvinge det kapitalistiske Euiopa til at ga videre pa den nu betradte vej ma proletariatet i alle lande derfor siette al sin kraft ind for kravene om almindelig fred og genoptagelse af savel de politiske som de kommercielle forbindelser med Rads- Rusland.

Skandinaviens arbejdere vil i en sadan aktion ikke blot opfylde en uafviselig, international solidaritetspligi: mod det russiske proletariat, hvis heltemodige kamp var og er en kamp for hele verdens arbejderklasses faslles sag, men de har ogsa et vigtigt okonomisk interessemotiv i kravet om forbindelsernes genoptagelse. Rusland har et umaetteligt afsa;tningsmarked for skandinaviske industriprodukter, og fra dette land kan vi hente ramateriale for vor egen industri. Netop nu, da den almindelige europaeiske krise har stor indflydelse ogsa pa de nordiske landes okonomiske stilling, vil et varebytte med Rusland vaere egnet til i hoj grad at forbedre konjunkturerne, ikke mindst inden for metalindustrien, hvor der nu foreligger en sa omfattende konflikt i Sverige.

Ud fra disse synspunkter opfordrer vi hermed Skandinaviens socialistiske og revolutionaere
arbejdere til straks at igangsaette en energisk kampagne for Sovjet-
Rusland. Kravene bor vaere:

1. Almindelig fred.

2. Blokadens fuldstasndige ophaevelse.

3. De diplomatiske og kommercielle forbindelsers genoptagelse.

I forbindelse hermed border foretages indsamlinger til kob af medicin til Rads-
Rusland.

Kammerater! Ma den skj.ndinaviske arbejderklasse lade sin rost hore og gore sin vilje gaeldende sa eftertrj kkeligt, at regeringerne i vore lande ma give efter og dermed den skamplet aftvaettes, som vore folks deltagelse i den vanaerende kamp med den frigjorte russiske nation har vaeret.¹⁰

---

10. Jorgen Olsen og Bjarne Schoubye: Reformpolitik eller revolution (1973), s. 86.

De første dansk-sovjetiske kontakter

Da den sovjetiske befuldmaegtigede for de tre nordiske riger med saede i Stockholm, Vatslav Vorovskij, i maj 1918 besogte Kobenhavn, blev han modtaget i det danske udenrigsministerium. Sporgsmalet om formel anerkendelse blev ikke berort. I en fortrolig indberetning fra den danske gesandt i Stockholm, O. C. Scavenius, blev det oplyst, at den svenske udenrigsminister Hellner havde givet Vorovskij tilladelse til at afsende og modtage kurerer med forseglet bagage og benytte telegrafen i chiffersprog. Det ses ikke, at Vorovskij har opnaet tilsvarende privilegier i Kobenhavn^xl.

Den nasste direkte forbindelse med en sovjetrepraesentant fandt sted i november 1919, da den stedfortrasdende udenrigskommissaer, Maksim Litvinov, kom til Kobenhavn. Han skulle fore forhandlinger orn krigsfangeudveksling med det britiske parlamentsmedlem for Labour, James O'Grady. Litvinov sogte at laegge op til egentlige fredsforhandlinger og okonomiske droftelser, men i forste omgang blev der kun underskrevet en aftale om udveksling af krigsfanger den 12. februar 1920. Under Litvinovs ophold i Danmark havde man gennem det sakaldte Ruslandsudvalg, som de danske erhvervsorganisationer havde nedsat, sogt at fore forhandlinger med Litvinov om en genoptagelse af handelsforbindelserne. Men det strandede pa grund af den voldsomme pressekampagne, der blev fort mod russeren, som man mistaenkte for at ville organisere bolshevikpropaganda her i landet. Regeringen ville ikke give ham opholdstilladelse, og da han senere pa sommeren opholdt sig i Norge og sogte om tilladelse til at rejse til Danmark, blev det naegtet ham¹². Der var dog ved at blive slaet hul i den okonomiske blokade, som den kapitalistiske verden havde etableret over for Sovjetrusland, og danske firmaer med okonomiske interesser i Rusland havde god grund til at gore et aerligt forsog pa at soge at redde de store tilgodehavender, som det gennem vestmagternes militaere intervention ikke var lykkedes at fa frigjort. Ved forhandlinger med russerne ville erhvervene nu prove at bryde den officielle danske modstand.

Forhandlingerne om et »Clearingkontor« i 1920

Det store holdingselskab »Transatlantisk Kompagni«, der var grundlagt
og ledet af Harald Plum, og som isasr var blevet finansieret af Landmandsbanken,var
en af de storste danske kreditorer pa russisk nationaliseretejendom.

---

11. UM.s arkiv. 133 D.5. Pakke 1, nr. 13, 28 og 43.

12. »Politiken« den 26. november 1919 og som 8. s. 355 f.

liseretejendom.Plum og Gliickstadt var derfor saerlig ivrige efter at soge kontakt med den russiske kommissaer Leonid Krasin, da han i april 1920 var i Kobenhavn. Krasin repraesenterede »Centrosojus«, der var en sammenslutning af russiske kooperativer, og som blev anset for at vaere en organisation uafhaengig af sovjetregeringen. Den 23. april 1920 blev der undertegnet en aftale med russerne. Hovedpunktet heri var oprettelsenaf et international clearing-kontor i Kobenhavn til forrnidling af handelen med Rusland. Pa dansk side forhandlede ingenior Martin Abrahamson og direktgir Carl Holbek fra »Sibirisk Kompagni«.

Aftalen gik ud pa, at der skulle oprettes et aktieselskab, »Clearing- House«, med hovedsaede i Kobenhavn og om fornodent med filialer i udlandet. Aktiekapitalen skulle vaere mindst 10 og hojst 100 millioner pund. 95 % af aktiekapitalen skulle anvendes til finansiering af samhandelen mellem Rusland og den vestlige verden. For at opna kredit skulle lantageren, hvilket i praksis ville sige Sovjet, stille sikkerhed i guld for en fjerdedel af den totale kredit. Guldet skulle deponeres i Nationalbanken. Abrahamson og Holbek forpligtede sig til at gore deres yderste for, at Industriradet og Grosserer-Societetet skulle traeffe de nodvendige foranstaltninger for at lette genoptagelsen af forretnings- og handelsforbindelserne mellem Sovjet og den ovrige verden.

Der siges maerkeligt nok i aftalen ikke noget om, hvordan den ret betydelige aktiekapital skulle bringes tilveje. Det ma formodes, at private firmaer - med eller uden regeringsgarantier - skulle indskyde den fornodne kapital. Det tyder i hvert fald den senere svensk-sovjetiske aftale pa.

Dette dristige danske initiativ strandede pa nogle uforudsete vanskeligheder. For det f'orste protesterede de allierede magter mod denne ordning, sa laenge der ikke var opnaet en generel aftale med Rusland om de Internationale handelsforhold og om erstatningssporgsmaletl3. For det andet lagde den siikaldte »guldblokade« hindringer i vejen. Ganske vist var den almindelige okonomiske blokade af Sovjet blevet haevet i januar 1920, men da russerne ikke kunne opna kredit i udlandet og heller ikke var i stand til at eksportere varer af nogen betydning som betaling for import, var der kun betaling med guld som sidste udvej. Men de forende verdensbanker naegtede at modtage sovjetisk guld, eftersom det var blevet nationaliseret, og man kunne risikere, at de tidligere ejere ville gore deres krav gaeldende.

Sporgsmalet om genoptagelse af normale handelsforbindelser med

---

13. V. A. Shishkin: iSovetskoje gosudarstvo i strany Zapada v 1917-23 gg. (Leningrad 1969), s. 169.

Sovjet blev i Danmark kaedet sammen med de staerke politiske modsaetningeromkring paskekrisen i foraret 1920 og dens langvarige donninger. Udenrigsminister Erik Scavenius, der havde sogt at fremme sagen, faldt med afskedigelsen af ministeriet Zahle.

Da Krasin ikke kunne komme videre i Kobenhavn, rejste han til Stockholm, hvor han havde mere held med sig. Sverige var det forste land, der trodsede guldblokaden. 15 svenske firmaer accepterede en sovjetisk ordre til 100 millioner svenske kroner pa maskiner, lokomotiver og telefonmateriel. En fjerdedel af kreditten skulle daekkes af russerne i guld og resten betales i kortfristede gaeldsbeviser. Aftalen kom i stand en maned efter de mislykkede forhandlinger i Kobenhavn, og med denne triumf i lommen blev Krasin af Lloyd George indbudt til London for at fore handelsforhandlinger, medens Danmark forelobig blev opgivet som handelspartner. Guldblokaden blev forst definitivt opgivet ved den anglo-sovjetiske handelsaftale den 16. marts 1921, der tillige var en britisk de fakto anerkendelse af Sovjetruslandx 4. Krasin lagde senere i »Pravda« hovedskylden for clearing-aftalens forlis pa den tidligere Petrograd-gesandt Harald Scavenius, der var blevet udenrigsminister i venstre-regeringen Neergaard. Harald Scavenius afviste skarpt Krasins beskyldninger og haevdede, at det var erhvervsorganisationerne, der ikke kunne bifalde planenls.

Nar der trods alt var en optoning pa vej i foraret 1920, hsenger det sammen med, at de hvide generaler Denikin og Kolchak var slaet, og den militaere intervention var under afvikling i erkendelse af, at det kommunistiske styre var kommet for at blive.

Forhandlingerne i 1921 og Landmandsbankens sammenbrud

Den 4. februar 1921 udnaevnte folkekommissaerernes rad Platon Kerzhentsev til den forste befuldmaegtigede sovjetrepraesentant i Danmark, Norge og Sverige, men intet af de skandinaviske lande ville anerkende ham officielt. I april rejste ingenior Hjalmar Lange som reprassentant for »Erhvervenes Ruslandsudvalg« til Stockholm, hvor Kerzhentsev havde slaet sig ned for at forhandle om en handelsaftale, og Lange vendte tilbage med et udkast til en overenskomst. Hvis Danmark skulle na at vasre med i den abning mod ost, der var pa vej, hastede sagen, da Storbritanien allerede den 16. marts 1921 havde afsluttet en handelsaftale med Krasin i London.

Forst i juli bekvemmede det officielle Danmark sig til at sende en delegationtil

---

14. Som 4, s. 167-168 og s. 287-288.

15. »Politiken« den 7. april 1923.

legationtilStockholm under ledelse af kammerherre Julius Clan. Det ejendommelige var, at »Transatlantisk Kompagni«, som havde de storste okonomiske interesser i Rusland, slet ikke var repraesenteret i den danske delegation, hvis ovrige medlemmer var: direktor Hjerl Hansen, generalkonsulRambusch, direktor Leth, redaktor Oscar Jorgensen fra »Social-Demokraten«og Hjalmar Lange, der var delegationens sekretaer.

Forhandlingerne slasbi:e sig af sted gennem efterarsmanederne; men den 11. november 1921 modtog delegationens chef fra udenrigsministeriet instruks om at fastholde modstanden mod, at sovjetregeringens repraesentant skulle vasre Ruslands eneste repraesentant i Danmark med ret til at benytte flag og skjold, samt nationalitetsrestriktionerne, der gik ud pa, at delegationerne kun matte besta af eller ansaette egne statsborgere samt borgere fra det land, hvori de opholdt sig, og at disse forud skulle godkendes. Man ville ikke udsaette sig for, at en sovjetdelegation her i landet uden videre skulle kunne ansaette danske kommunister, som derved ville nyde diplomatisk retsbeskyttelse.

Den 13. november kom direktor Hjerl Hansen og ingenior Lange hjem fra Stockholm for at soge at fjerne den pludselige modstand mod overenskomsten. De medbragte en skrivelse til udenrigsministeren underskrevet af de tre erhvervsrepraesentanter i delegationen, Hjerl Hansen, Rambusch og Oscar Jorgensen, og i denne skrivelse fremhaevede man nodvendigheden af, at en overenskomst snarest blev sluttet.

De folgende dage opsogte Hjerl Hansen udenrigsministeren og statsministeren,
ligesom ogsa Grosserer-Societetets Komites formand og Industriradets
formand sogte at fa forhandlingerne fortsat.

Den 24. november f:.k Clan brev fra udenrigsministeren med pludselig og kategorisk ordre til at afbryde forhandlingerne. Det motiveredes med, at overenskomsten ville blive en de jure anerkendelse, at man fik for lidt og gav for meget. Ruslandsudvalget erklaerede, at Danmark kunne vaere blevet det forste land, der uden at anerkende Sovjetregeringen politisk, kunne vaere kommet til at nyde godt af i alt fald en del af de store indkob, som Rusland havde foretaget i udlandet efter midten af 1920.

Om forhandlingernes indhold og resultatet af disse skrev »Arbejder- Bladet« i begyndelsen af december 1921, at der var opnaet enighed om alle vassentlige punster, men da greb Scavenius ind og forlangte, at den forhenvasrende tsar-gesandt, baron Meyendorf, der opretholdt en diplomatisk skintilvcerebe i legationen i Bredgade, fortsat skulle reprassentereRusland, na.r det passede ham. Dette ganske urealistiske krav matte Kerzhentsev selvfolgelig afvise. Ifolge sarnme kilde motiveredeScavenius

deScaveniusafbrydelsen af forhandlingerne med den pastand, at det havde vist sig, at russiske skibe, der anlob tyske havne, havde haft kommunister om bord, og at disse skulle have anstiftet uroligheder. Dette kunne indebsere en fare for Sonderjylland, hvis der her i landet var en kommunistdelegation. Men, fortsaetter bladet, der skulle fra dansk side manovreres saledes, at det blev russerne, der afbrod forhandlingerne.Clan og den danske delegation blev ganske overrumplet af denne kategoriske instruks, men man adlod og fojede den lunefulde udenrigsminister.

Sagen gav anledning til en udenrigspolitisk debat i folketinget i december 1921, da Stauning pa Socialdemokratiets vegne onskede besked om, hvorfor forhandlingerne blev afbrudt, og om de ikke kunne have fort til et positivt resultat. Stauning udtalte, at russerne havde stillet et eneste sakaldt politisk krav, nemlig at sovjetregeringens reprassentant skulle anerkendes her i landet som Ruslands officielle og eneste lovlige reprassentant. England og Tyskland, Norge og Sverige havde allerede anerkendt dette. Kun her i landet fandtes endnu et gesandtskab for det gamle Rusland. Dette havde ingen forbindelse med hjemlandet; det svaevede frit i luften. Stauning spurgte derefter, om det var rigtigt, at udenrigsministeren overhovedet ikke havde radfort sig med sine radgivere og med erhvervene, inden han afbrod forhandlingerne. Ville han vaere rede til at genoptage forhandlingerne med Rusland?

Scavenius svarede, at Danmark som varemarked ikke bet;od noget sasrligt for Rusland, men pa grund af vor geografiske beliggenhed nasrede de stor interesse for Danmark. Under verdenskrigen havde de krigsforende landes efterretningsvsesener koncentreret deres opingerksomhed om Kobenhavn; ikke fordi vort militasrvsesen interesserede dem saerligt, men vi var et nemt og bekvemt observationscentrum. Af samme grund var Kobenhavn med sine gode post- og jernbaneforbindelser og sit udviklede telegrafsystem ikke sa lidt vasrd for bolshevikkerne. Dertil kom, at det ville vaere overmade vanskeligt med fordel at handle med Rusland, sa lasnge regeringen i Moskva opretholdt statsmonopolet pa udenrigshandlen. Et socialdemokratisk mistillidsvotum til udenrigsministeren afvaergedes af venstres og de konservatives stemmer, og statsminister Neergaard stillede sig solidarisk med Scavenius, der matte siges at have givet et svaevende og utilfredsstillende svar pa foresporgsle n^I*.

I »Izvestija« fremkom i marts 1923 en artikel om arsagerne til sammenbruddetaf
de dansk-sovjetiske forhandlinger i november 1921:

---

16. »Politiken« den 9. december og den 17. december 1921.

medlemmer af Romanov-dynastiet og tsaristiske diplomater havde fundetet tilholdssted i Danmark, hvor de udovede pression pa det danske kongehus og reaktionaere kredse i Danmark. Men selv »Nationaltidende«, der hidtil havde stottet Harald Scavenius i hans antisovjetiske politik, udtrykte dog utilfredshed med ministerens afbrydelse af handelsforhandlingeme.»Izvestija« haevdede ogsa, at udlandet, i saerdeleshed Frankrig havde lagt pres pa den danske regering i efteraret 1921 for at hindre et positivt resultat af forh.andlingerne. Ifolge samme kilde skulle Harald Scavenius have vaeret aktiv mellemmand mellem vestmagterne og den hvide general Judenich i forbindelse med dennes mislykkede felttog mod Petrograd i efteraret 1919. Sluttelig henledte »Izvestija« opmaerksomhedenpa det staerke fald i den dansk-russiske samhandel fra 1921 til 1922, hvilket blev udlagt som en konsekvens af Danmarks kortsynede politik *7.

En af folgerne af forhandlingernes sammenbrud blev nu, at danske firmaers varelagre og forskellige aktiver i Rusland definitivt blev konfiskeret af sovjetmyndighederne, og at der ikke blev betalt en kopek i erstatning til de danske ejere. »Transatlantisk Kompagni« blev herved mserkbart ramt, da det netop med finansiel stotte fra Landmandsbanken havde investeret beiydelige kapitaler i en genoplivelse af Ruslandshandlen. Firmaet gik ned og trak Landmandsbanken og Gliickstadt med sig i faldet *8.

Efter at der var faldet hojesteretsdom i Landmandsbank-sagen d. 29. September 1923, hvor en raekke bestyrelsesmedlemmer blev kendt skyldige, kommenterede en af de domte, kammerherre Richelieu, i et brev til folketingsmand Bent Holstein dommen og redegjorde herunder naermere for Landmandsbankens russiske engagementer.

I brevet oplyste Richelieu, at de tre selskaber »Russisk Kompagni«, »Russisk-Asiatisk Kompagnk og »Skovindustriselskabet« ganske vist var blevet nationaliseret efter revolutionen, men deres vaerdier var dog intakte og under dansk beskyttelse, og det gik altsammen godt til november1921, da forhandlingerne i Stockholm blev afbrudt af en tabelig udenrigsminister, hvoref ;er sovjetmagten beslaglagde alt, hvad de tre selskaber ejede i Ruslancl. Vaerdierne androg 60 millioner kr., og i Landmandsbankensregnskab for 1921 var bankens tilgodehavende optaget

---

17. R. F. Karpova: Sovetskije otnoshenija so skandinavskimi stranami v 1920-1923 i Skandinavskij sbornik X. (Tallin 1965), s. 135 ff og Viggo Sjoq v i st: Erik Scavenius. 2. (1973), s. 20 ff.

18. Soren Morch: Omkring bankkommissionen af 21. September 1922 i »HUsen til Haestrup* (1969), s. 131 ff.

til 38 millioner kroner, og det skete, inden man vidste, at kommunisternehavde beslaglagt alle vaerdierne. »Transatlantisk Kompagni« ejede en rekylriffelfabrik, der var vurderet til 14 millioner kr. Den blev ligeledesbeslaglagt i november 1921. Man kan af Richelieus oplysninger slutte, at »Transatlantisk Kompagni«s og dermed Landmandsbankens sammenbrud i nogen grad var en folge af de skaebnesvangre resultatlose forhandlinger i Stockholm^{19.1 9}.

Regeringens sterke mand, landbrugsminister Th. Madsen-Mygdal, var igennem sin broder, der var direktor i 0. K., i naer kontakt med etatsrad H. N. Andersen, som fastholdt sin sovjetfjendtlige holdning pa samme made som under begivenhederne aret for. Etatsraden sa uden storre beklagelse Landmandsbanken, konkurrenten i den danske finansverden, forsvinde ud af billedet. Inden for det indsnsevrede marked - efter den forste verdenskrigs gunstige forhold for det danske storkapitalistiske erhvervsliv - var der ikke plads til to okonomiske giganter som 0. K. og Transatlantisk Kompani under de skasrpede konkurrencevilkar. Den ene matte vige, og det blev Plum og Gliickstadt, der matte of res.

I oktober 1922 blev Scavenius erstattet med Christian Cold, forhenvaerende direktor i D. F. D. S., pa udenrigsministerposten. Cold matte betegnes som H. N. Andersens mand helt igennem og afhsengig af hans velvilje, hvilket foranledigede tidligere udenrigsminister Erik Scavenius til i november 1922 at fremsaette et skarpt angreb pa etatsraden, der blev beskyldt for bag kulisserne at dirigere venstreregeringen bade med hensyn til ministerafsaettelser og -udnaevnelser og Danmarks forhold til Sovjetregeringen *9a.

Da Transatlantisk Kompagni og Landmandsbanken var knust, syntes tiden omsider inde til fra regeringens side at anlcegge en mere realistisk politik over for Sovjet for ikke helt at blive distanceret af andre vesteuropaeiske

Den foreløbige overenskomst i 1923

Harald Scavenius havde laenge sogt at beskytte den »russiske« legation i Bredgade, men d. 23. december 1922 ophorte den med at have diplomatiske funktioner og var derefter blot en selskabelig klub for hvidgardistiske emigranter. Dermed var en formel hindring ryddet af vejen.

---

19. Bent Holsteins privatarkiv. Rigsarkivet, nr. 5646/13, sager vedr. politisk virksomhed

19a.V iggo Sjoqvist: Erik Scavenius. 2. (1973), s. 20 ff.

I slutningen af oktober 1922 begyndte sporgsmalet om forholdet til Sovjetrusland at blive aktuelt. Den nye udenrigsminister Cold var mest stemt for anerkendelse. I udenrigsministeriet blev der afholdt nogle indledende moder med deltagelse af udenrigsministeren, udenrigsministeriets konstituerede direktor Eduard Reventlow, retspraesident Jorgen Koch, direktor Knud Styhr og direktor Hjerl Hansen. Man droftede blandt andet muligheclen for evt. sammen med schweizerne at fa oplyst, hvor meget russerne ville tilbyde de udenlandske fordringshavere2 °.

Det forste vidnesbyrd om dansk-sovjetisk kontakt har vi i et brev den 15. december 1922 til viceudenrigskommissaer Litvinov fra udenrigskommissaer Georgij Chicherin, der pa den tid opholdt sig i Lausanne, hvor der afholdtes en international konference om Tyrkiet og straederne. Chicherin oplys;er, at han har haft besog af den danske gesandt i Bern, Andreas Oldenburg, der har vist interesse for genoptagelse af forhandlinger om en handelsaftale samt for den landbrugsudstilling, der i sommeren 1923 skulle afholdes i Moskva. Det sidste kunne paregne russisk interesse, eftersom det danske monstergyldige landbrug byggede pa smadrift og kooperation. Oldenburg foreslog, at en dansk delegation skulle forberede dansk deltagelse i landbrugsudstillingen og fore forhandlinger om en handelsaftale. Harald Scavenius var nu ude af billedet, og den nye udenrigsminister havde vist interesse for sagen. Chicherin vidste dog ikke ret meget om sagen, da han i laengere tid havde vaeret borte fra Moskva, ud over at der havde vaeret fort nogle indledende forhandlinger i Stockholm med Kerzhentsev. Chicherin mente dog, at de to sporgsmal om handelsaftale og deltagelse i landbrugsudstilling ikke burde kaedes sammen 21.

Chicherin svarede Oldenburg i brev den 8. januar 1923, at safremt man lagde de punkter, der var opnaet enighed om i Stockholm i efteraret 1921, til grund for fornyede forhandlinger, sa ville der kunne opnas et godt resultat pa fa dage. Den danske regering kunne blot erklaere, at den onskede en aftale, der var analog med den norsk-sovjetiske overenskomst af 2. September 1921, sa ville der ingen vanskeligheder vaere. Men en dansk delegation skulle vaere velkommen til at fremsaette eventuelle Eendringsforslag²². Den 15. januar takkede den danske regering igennem Oldenburg for Chicherins imodekommenhed, og det foresloges, at den korrespondance om sagen kunne forega gennem den sovjetiske ambassade i Berlin²³.

---

20. Som 3. November/december 1922.

21. Dokumenty vneshnej politiki SSSR. Bind 6 (Moskva 1962), s. 79-80.

22. Som 21., s. 138-139.

23. Som 21., s. 139.

Hjemme i Kobenhavn blev det overvejet, om erstatningsspoigsmalet eller handelsaftalen skulle gores til hovedemne for forhandlingerne. Jorgen Sehested, direktor for »Skovindustriselskabet«, pressede pa for at fa erstatningskravene prioriteret hojest, men Reventlow mente ikke, at man kunne komme ret langt ad den vej. Handelsaftalen matte komme i forste raekke, men af hensyn til fordringshaverne burde der dog nok indsaettes en passende artikel - »equitably dealt with« (Behandlet pa rimelig made) - eller lignende 2 4.

I marts 1923 sendtes kammerherre Clan, direktor Hjerl Hansen og direktor Eigil Leth til Moskva som regeringens udsendinge. Fuldmaegtig Gustav Rasmussen var delegationens sekretaer. I modsaetning til indstillingen to ar tidligere havde erhvervslivet denne gang nasppe storre illusioner om en samhandel med Rusland af betydeligt omfang. Den betydning, som matte tilteegges en eventuel dansk-russisk overenskomst, la forst og fremmest i, at den ville give Danmark mulighed for at folge udviklingen pa naert hold og holde sig i kontakt med vore interesser fra tidligere tid 2 5.

De samlede danske erstatningskrav pa Rusland belob sig til henved 400 millioner kr., og de hertil knyttede interesser blev varetaget af den officielle kommission med statsg£elddirektor P. O. A. Andersen som formand og af den private forening, der talte omkring 2500 fordringshavere, for hvilken Hjerl Hansen var formand, og i hvis reprassentantskab ogsa direktor Leth havde saede. Hjerl Hansen havde vaeret bestyrelsesformand for »Sibirisk Kompagnk, der som sibirisk smorproducent havde haft betydelige okonomiske interesser i det gamle tsarrige. Eigil Leth havde vaeret administrerende direktor for Libau Oliefabrik, der var et datterselskab af Arhus Oliefabrik.

Det var en opmuntring for danske forretningsinteresser, at allerede i 1921 havde sovjetregeringen indrommet Store Nordiske Telegraf-Selskab en koncession, hvorved selskabets stationer i Goteborg og Petrograd blev genabnet i januar 1922, og senere pa aret blev forbindelsen udvidet til Moskva. I 1923 blev der abnet en direkte forbindelse mellem Fredericia og Petrograd over Stevns-Liepaja-Petrograd, og forbindelsen med Det fjerne osten blev genoprettet over en ny rute Petrograd-Irkutsk-Blagoveshchensk-Helampo-Kharbintil Peking i kraft af selskabets koncession. Aftalen blev indgaet for 25 ar og er senere blevet forlaenget med gyldighedden dag i dag. Den indeholder 21 paragraffer, ifolge hvilke selskabet forpligtede sig til at holde linien igang, og dets beslaglagte vaerdier blev

---

24. Som 3. Dagbog 1923, den 15. januar 1923.

25. »Politiken« den 5. marts 1923.

frigivet. Der blev fas:sat tariffer for telegrambefordringen, og sovjetmyndighedernehar
fortrinsret med egne telegrammer samt ret til at
censurere depecher.

Den danske forhandlingsdelegation rejste over Sverige og Finland til Petrograd og videre til Moskva, hvor der pa banegarden var modtagelse af departementschefeme i udenrigskommissariatet. For bortkorslen fra stationen var der fotografering og filmsoptagelse i stor stil, som blev lavet i propagandaojemed, da filmen senere blev vist som ugerevy i biograferne. Moskvas indbyggere skulle have lejlighed til at se, hvorledes fremmede magter sendte delegationer til Sovjet for at treeffe overenskomster. Saledes opfattede i hvert fald Hjerl Hansen forestillingen pa banegarden26.

Dagen efter en visit hos udenrigskommissaer Chicherin begyndte de egentlige forhandlinger, som var besvserlige, fordi russerae i alle deres forhandlinger havde vanskeligt ved at fravige de standpunkter, de en gang havde taget, og saerligt med hensyn til erstatningssporgsmalet var det ikke muligt at opna noget resultat, hvilket man forsavidt var forberedt pa. Litvinov var en klog og behaendig forhandler, elskvaerdig i sin form, men vanskelig at rokke, men han var samtidig en mand, der forstod at finde udveje til forhandlingernes fortssettelse ved behaendig jongleren med sagerne27.

Efter aftale med kammerherre Clan havde Hjerl Hansen i Moskva den opgave at undersoge de muligheder, der matte foreligge for dansk handel, og til det formal havde han en raekke samtaler med ledere af den russiske statsbank. Herunder droftedes muligheden for et samarbejde mellem Sovjet og »Sibirisk Kompagni« om genopbygningen af smorproduktionen og smoreksporten, hvorunder Hjerl Hansen understregede, at danskerne matte kraeve, at hele finansieringen, indtil varerne var ombord i eksportbadene i mssiske havne, matte forega fra russisk side, da tabene, indtil en ordning af erstatning for nationaliserede vaerdier havde fundet sted, var sa store, at vi ikke var i stand til at foretage finansieringen. Forhandlingerne om cette punkt trak i langdrag, og da Hjerl Hansen rejste hjem, blev direktor Fasting kaldt til Moskva for at fore de videre forhandlinger om koncessionen. Sluttelig blev der dog opsat en kontrakt mellem »Sibirisk Kompagni« og »Khleboprodukt«, et selskab hvis hele aktiekapital pa 30 millioner rubier tilhorte sovjetregeringen. Koncessionen omfattede smorkob og forsyning af mejerier med mejeriartikler, og avancen skulle deles, lige mellem »Khleboprodukt« og danskerne²⁸.

---

26. H. P. Hjerl Hansen: Danske pionerer i Sibirien. (1949), s. 304 ff.

27. Som 26.

28. Som 26.

Mandag den 23. april 1923 blev en midlertidig overenskomst mellem Danmark og Sovjetunionen undertegnet i Moskva af Clan og formanden for den sovjetiske forhandlingsdelegation Litvinov. Overenskomsten, hvorved en de facto forbindelse mellem de to lande blev oprettet, bestemte, at parterne gensidig kunne lade sig repraesentere hos hinanden ved faste delegationer. Af overenskomstens bestemmelser vedrorende okonomiske forhold skal saerlig naevnes, at danske fik adgang til at drive erhvervsvirksomhed i Sovjet, og i fremtiden sikredes de mod tvungen afstaelse af deres ejendom uden fuld erstatning. Med hensyn til toldafgifter, skibsfart, trafik og transport skulle Danmark have ligestilling med andre lande, dog skulle Danmark ikke kunne fordre samme rettigheder som lande, der anerkendte Rusland de jure, med mindre Danmark var villig til at yde tilsvarende indrommelser. Sporgsmalet orn den danske regerings og danske undersatters krav pa betaling af erstatning eller restitution af ejendom havde vaeret genstand for indgaende droftelser, men havde ikke fundet nogen afgorelse med overenskomsten. Det udtaltes i en saerlig erklaering, at disse krav opretholdtes, og at overenskomsten intet skulle foregribe med hensyn til afgorelsen eller stille de danske krav ugunstigere end noget andet lands. Inden otte uger skulle overenskomsten ratificeres af begge lande, og den skulle derfor snarest forelasgges rigsdagen. Den sovjetiske delegation i Kobenhavn skulle nyde en rsekke diplomatiske rettigheder, sende chiffer-telegrammer, visere pas, anvende kurerer, have ret til at fore eget skjold og flag og nyde eksterritorialret efter folkeretlig Scedvane. Den officielle repraesentant og medlemmer af delegationerae skulle vaere forpligtet til at afholde sig fra at udove, understotte eller opmuntre noget som heist politisk propaganda, henholdsvis mod Danmarks og Sovjets institutioner.

Det konservative Folkeparti gav udtryk for utilfredshed med overenskomsten, hvilket bevirkede, at rigsdagen blev indkaldt til et lukket mode, hvor det var regeringens hensigt at give en raskke fortrolige oplysninger. Udenrigsminister Cold anbefalede overenskomsten til vedtagelse, omend han inderst inde havde nogen sympati for det konservative synspunkt, »at man ikke burde forhandle med tyve og mordere«29. Pa modet afgav proprietor Piper pa de konservatives vegne en erklaering om, at man ikke kunne stemme for overenskomsten, for den var underkastet en naermere provelse.

Forhenvaerende udenrigsminister Harald Scavenius kritiserede i »Berlingske
Tidende« overenskomsten sserlig med henvisning til, at der ikke
var opnaet nogen afgorelse af erstatningssporgsmalet

---

29. Familiearkiv i privateje.

Scavenius anforte, at for en betydningslos handelsoverenskomst opgav man nu danske statsborgeres legitime krav. Selv om der skulle vaere enkelte kapitalstcerke firmaer, der af en eller anden grund kunne se bort fra deres fordringer, burde man ikke glemme, at langt den storste del af fordringshaverne var alt andet end kapitalstaerke folk. Disse mennesker havde man ikke ret til at prisgive, medmindre da staten var villig til at holde dem skadeslose. Det gjorde staten vist rneget nodigt; det drejede sig nemlig om henved 200 millioner kroner, altsa et, selv under gode finansielle forhold, meget betydeligt belob. Men bortset herfra, havde det ogsa den storste interesse for' offentligheden, at Landmandsbankens tilgodehavende - ca. 50 millioner - ikke blev afskrevet, saerlig nu da Landmandsbanken var blevet en statsgaranteret bank, d. v. s. opretholdt for skatteydernes penge3 °.

Man kan til Scaven.us' udtalelser knytte den kommentar, at hans bitterhed mod »kapitalstasrke firmaer« kunne have en endnu tydeligere adresse, nemlig til 0. K. og dettes almaegtige leder, H. N. Andersen, der arrogant droppede udenrigsministeren i eftersommeren 1922, da denne kom etatsraden pa tva;rs ved forskellige lejligheder2a. Scavenius' bekymring for Landmandsbankens tilgodehavender, de i Richelieus brev omtalte »russiske fordringer«, havde nok vaeret mere pa sin plads, da de stod pa spil under j'orhandlingerne i Stockholm i november 1921.

Pa et offentligt mode i Grundtvigs hus den 28. maj gav Scavenius endnu skarpere sin mening til kende. Han udtalte bl. a.: »Bolshevikkerne forsoger gennem denne handelsoverenskomst at benytte sig af hele det okonomiske samfundssystem, som de i ovrigt arbejder pa at odelaegge. Men man kan ikke samtidig rive et hus ned og bo i det. Der vil ikke blive nogen fortjeneste ved at saelge danske produkter til Rusland. Statsmonopolet i Rusland vil tvinge priserne ned, og desuden beskattes den danske forretningsmand i Rusland med 6 % af sin omsaetning og stadig stigende skat pa indtaegt. Folk herhjemme forstar ikke et ord af, hvad handel pa Rusland vil sige. Traktaten er ensidigt til gunst for Rusland. Norge har, sidet det fik sin overenskomst, ikke solgt mere til Rusland, end der kan vaere pa et enkelt skib. Kapitalen ude i Europa vil ganske sikkert ikke indlade sig med Rusland. Der kan ikke komme nogen handel i stand, hvis der ikke ydes kredit til Rusland, og deter der naeppe nogen, der har lyst til. Deter det, hr. Cold kalder, at han har »grebet den gunstige lejlighed«. Hele verden er fyldt af afsky mod Sovjets forbrydelser. Kun Litvinov er glad.«

---

30. »Berlingske Tidende« den 24. april 1923.

Foruden Scavenius havde professor Axel Moller og malereri Harald Slott-Moller ordet, og de talte endnu mere voldsomt mod dansk anerkendelse af »bolshevikkernes rsedselsregimente«. Det stormfulde mode endte i kaos og handgemamg, hvor det tilstedevaerende mindretal under ledelse af Thoger Thogersen istemte »Internationale*, rnedens flertallet sogte at tage sangerkrigen op med afsyngelse af »Der er et yndigt land« 31.

Pa tre moder i Det udenrigspolitiske Nsevn i maj, hvor venstremanden Jensen-Kleis var formand, behandledes traktatudkastet³ 2. Her vedtog Venstre, Socialdemokratiet og de Radikale at indstille overenskomsten til Rigsdagens godkendelse. Det konservative Folkeparti onskede at udskyde afgorelsen til efteraret. Pa rigsdagens overordentlige samling den 7. og 8. juni forelagde udenrigsminister Cold traktaten. Dr. Moltesen for Venstre anbefalede med henvisning til, at den franske revolution i sin tid ogsa havde medfort omvaeltninger, men de historiske resultater, havde dog vist alle efterhanden erkendt, havde vaeret af blivende betydning for Europas historie. Det gamle tsaristiske styre havde ikke vseret vaerd at stotte, og endelig havde selv pave Pius XI optaget forbindelse med Moskva. Moltesen mente, at aengstelsen for sovjetisk agitation i Danmark var staerkt overdreven. Socialdemokraten Stauning var enig med Moltesen, og han beklagede endnu engang det negative udfald af forhandlingerne i 1921.

Arnold Fraenkel talte for Det konservative Folkeparti. Han sagde, at ratifikationstidspunktet var hojst ugunstigt for Danmark. Det engelsksovjetiskeforhold forvasrredes dag for dag, og Danmark kunne blive udsatfor pres fra Storbritannien, som vi kunne blive nodt til at tage hensyntil som vor storste kunde. Baggrunden for Fraenkels betragtninger kan have vaeret det skarpe ultimatum af 2. maj 1923, som den britiske udenrigsminister lord Curzon tilstillede sovjetregeringen. Heri protesterede han med henvisning til den britisk-sovjetiske handelsaftale af 16. marts 1921 mod den kommunistiske propaganda i Afganistan og Persien og kraevede endog hjemkaldelse af de sovjetiske gesandter i Kabul og Teheran. Endvidere haevdede Fraenkel, at delegationens forhandlingsresultatvar ensidigt i russernes favor, navnlig var fristen for ratifikation pa otte uger helt urimelig. Der var tale om to helt forskellige okonomiske systemer; hvad der var velerhvervet besiddelse pa den ene side blev anset for tyveri pa den anden og omvendt. Saerlig var han betaenkelig ved bestemmelsernei artiklerne II og 111 om vilkarene for handelen. Man matte dog indromme, at dansk skibsfart fik havneafgifterne nedsat med

---

31. »Politiken« den 29. maj 1923.

32. UM.s arkiv Det udenrigspolitiske Nzevn. 3. E. 92.

4/5 - det var dog altid en realitet, omend beskeden. Grosserer-Societetetsog Industriradets erklaeringer var efter Fraenkels mening overmade tyndt underbygget saglig set. Hver gang han havde droftet sagen med det enkelte firma, havde dette erklseret: Vor Herre bevares; lad dem fa fingrenei klemme, som har lyst. Fraenkel endte med at stille forslag om udsasttelseaf ratifikationen og optagelse af nye forhandlinger i Kobenhavn, som bedre kunne betrygge danske interesser.

Fraenkels betaenkeligheder angaende overenskomstens artikler II og 111 ma bygge pa bestemmelsen om, at Danmark ikke kunne nyde de samme rettigheder i handelsmaessig henseende, som var tilstaet de stater, der havde anerkendt Sovjetunionen de jure og pa bestemmelsen om, at stridigheder om indgaede kontrakter skulle forekegges for de kompetente domstole i det land, hvor kontrakterne var underskrevet. Fraenkel ville sikkert hsevde, at en sovjetisk domstol i modsaetning til dansk retspraksis ikke var en af den udovende magt uafhaengig myndighed. Hvad den forste indvending angar, matte Sovjetunionen af prestigemaessige og storpolitiske hensyn laegge stor vaegt pa at skelne skarpt mellem stater, der anerkendte de facto og de jure.

Venstremanden, sognepraest Blang forargedes over, at samtidig med at de kristne i Sovjetru sland blev forfulgt og myrdet, sad kammerherre Clan og forhandlede ek;kvaerdigt med morderne, og dette ville man byde den myrdede Nikolaj IJ.'.s mor, som havde sogt tilflugt i Danmark! Han havde staerke indvendinger mod traktatens indrommelser til russerne. Nu skulle man altsa opleve at se korsbanneret Dannebrog vaje side om side med den rode revolutionasre fane!

Den konservative losgaenger Bent Holstein pegede pa, at da forhandlingernei 1921 blev a]!brudt, var de politiske indrommelser, man denganggjorde, og de oko:n.omiske fordele, som Danmark opnaede, nojagtig de samme som ved dernie overenskomst. Det forekom ejendommeligt, at den selv samme regering nu er sa ivrig efter at fa sluttet en fuldstaendig identisk handelstraktat, som den dengang forkastede. Holstein kunne oplyse,at med hensyn til forhandlingerne i Stockholm i 1921 havde udenrigsministerietsdirektor allerede affattet en instruks til delegationschefen om, at forhandlingerne skulle viderefores og afsluttes, da den davaerende udenrigsminister Harald Scavenius i et privatbrev til Clan skrev, at forhandlingerneskulle afbrydes. Det sakaldte »tredie ting«, d. v. s. ostasiatiskKompagni, stod bag bruddet som en betydelig magtfaktor uden for de forfatningsmaessige lovlige organer. Endnu i 1921 var Kharbin og Vladivostok i Det ijerne osten underlagt en »hvid« regering, og af hensyn til kompagniets interesser i soyabonneproduktionen, som blev

mest fordelagtigt beskyttet af det hvide styre, var 0. K. modstander af en aftale med de rode i 1921. Anderledes nu. Den fjernostlige republikvar blevet underlagt Moskvaregeringens autoritet. Ja, 0. K. skulle tilmed nu Vcere ivrig for at fa en overenskomst med bolshevikkerne, for at kompagniets ejendomme ikke skulle blive konfiskeret af sovjetmagten.Holstein mente sa afgjort ikke, at man kunne bebrejde regeringen,at den ville beskytte et stort dansk firmas interesser i Det fjerne osten ved at slutte en overenskomst med russerne. Det kunne derimod bebrejdes regeringen, at den lod sin udenrigspolitik diktere af ikke-forfatningsmaessigefaktorer. Det var absurd, at statsministeren overhovedet ikke folte sig forpligtet til at udtale sig i denne sag. For de Radikale udtalte Ove Rode sig pa linie med regeringen og Stauning og anbefalede folketingetat godkende overenskomsten33.

Den 8. juni blev traktaten vedtaget i folketinget med 105 stemmer mod 21 og i landstinget med 53 stemmer mod 2. Som leder af den danske delegation i Moskva blev ret overraskende udpeget den 40-arige generalkonsul i Montreal Peter Schou med titel af »Forste officielle reprassentant« med direktor Eigil Leth som anden officielle repraesentant. Peter Schou var kendt med russiske forhold fra sin tid som legationssekretaer i Petrograd fra 1915 og som legationsrad i gesandtskabets afdeling for ostrig-ungarske anliggender fra 1917 til 1918. Den sovjetiske delegation i Danmark skulle ledes af Cesar Hein, der som leder af »Centrosojus«s trafikdepartement stod Krasin naer³⁴. Cesar Hein var ret usikker med hensyn til sin position i Danmark. Cold havde understreget, at kommunistisk propaganda med russisk stotte ikke ville blive tolereret, og Hein havde lovet ikke at soge kontakt med danske kommunister. Desuden havde Cold lovet enkekejserinde Dagmar at gore, hvad han kunne for at undga, at den russiske kirke i Bredgade og dens formue skulle faide i kommunisternes haender 3 5.

Offentligheden i Kobenhavn var meget optaget af sporgsmalet, hvor den russiske delegation skulle have til huse. Der blev talt om at kobe Harald Simonsens palae pa osterbrogade, »Lille Amalienborg«, der var til salg for 800.000 kr., eller Kronprinsessegade nr. 4, der kun kostede en halv million. Sidstnaevnte ejendom blev sa sovjetrepraesentationens forste danske domicil, men blev ret hurtigt opgivet til fordel for villaen Frydendalsvej 27 pa Frederiksberg.

---

33. Rigsdagstidende. Overordentlig samling. 7.-8, juni 1923. Spalte 13-106

34. »Politiken« den 21. juli 1923.

35. Familiearkiv i privateje.

Anerkendelse i folkeretlig betydning

De sakaldte »reservationer« i den forelobige overenskomsts artikler 11, IV, stk. 2, VII, VIII og IX, der drejede sig om de rettigheder, som Sovjetunionen matte mdromme et land, der havde anerkendt eller matte anerkende det de jure, skulle vise sig at vaere et afgorende sporgsmal under den folgende periodes forhandlinger om dansk de jure anerkendels e³⁶. I sommeren 1923 havde folgende lande i Europa anerkendt Sovjetunionen de jure: Estland, Letland, Litauen, Polen, Finland, Tyskland og Tyrkiet.

Nar det drejer sig om anerkendelse af en ny regering i et allerede etableret statssamfund - i modsaetning til anerkendelse af en ny statsdannelse - kan andre magters regeringer frit tage stilling til sporgsmalet, om de vil anerkende den nye regering, der kan vaere fremgaet som resultat af et statskup eller en revolution. Det afgorende i sadanne situationer vil for andre regeringer vaere den politiske atmosfaere, de politiske magtforhold, en venlig eller fjendtlig holdning til det nye styre og formodningen om dettes stabilitet og varighed. Almindeligvis betegner man regeringer, som i realiteten har den fysiske autoritet inden for den pagaeldende stats territorium, for en de facto-regering. Nar der synes at vaere vished for, at den nye regering vil overholde sine internationale forpligtelser og vil indtraede som ligeberettiget medlem af det internationale retssamfund med de deraf folgende pligter og rettigheder, vil en anerkendelse de jure naturligt vaere konsekvensen. Forskellen mellem en de facto og en de jure anerkendelse vil dog altid bero pa andre regeringers subjektive skon, og deter ikke lykkedes i folkeretten at give konkrete, objektive kriterier for ikke-anerkendelse, de facto og de jure anerkendelse.

Den sovjetiske jurist Jevgenij Korovin udgav i 1924 et vaerk »Internationallov i overgangstiden«, som var det forste forsog pa at fortolkefolkeretlige, marxistiske synspunkter. Han bemaerkede, at der eksisteredeen vis uoverensstemmelse mellem pa den ene side forkastelse af internationale forpligtelser, som tidligere russiske regeringer havde patagetsig, og pa den aiden side opretholdelse af rettigheder pa grundlagaf en traktat, der var udstyret med en tsaristisk ambassadors segl og underskrift. Som marxist vil Korovin ikke anerkende, at der eksisterer nogen naturret i dette begrebs historiske betydning, men vil kun godkendeden positive ret, som for folkerettens vedkommende var nedfaeldeti

---

36. E. A. Korovin: Mezhdunarodnoje Pravo Perekhodnogo Vremeni. (Moskva 1924), s. 88.

detitraktater o. lign. Den overgangsperiode, som forfatteren behandler, refererer til en sameksistens mellem den socialistiske og den kapitalistiske verden. Denne periodes internationale ret var et kompromis mellem de to systemer, der tillod dem at leve sammen inden for visse grasnser til faelles gavn. Ifolge Korovin var traktater de eneste mellernfolkelige retskilder, hvorimod ssedvane og almene retsprincipper ikke kunne have nogen gyldighed. Disse begreber horte hjemme i den borgerlige jura og havde ingen betydning for sovjetisk retsvidenskab 3 7.

Den internationale situation omkring 1923-1924

Det storpolitiske klima omkring arsskiftet 1923-24 var prasget af afspaending
og forsoning, hvilket ogsa gjaldt forholdet mellem Sovjetunionen
og omverdenen.

Ruhrbesaettelsen i 1923 havde skabt en kloft i den vesteuropaeiske lejr mellem Frankrig-Belgien pa den ene side og England og Italien pa den anden. Ententens enhed var brudt, og det skulle - som det fremgar af det folgende - fa konsekvenser ogsa i holdningen over for Sovjetunionen.

Den kapitalistiske verden forholdt sig til Nep-politikken (s. 163) pa forskellig made, der spaendte fra forbloffelse, lettelse, mistillid, sarkasme til optimisme, alt efter de ideologiske forudsaetninger. Under alle omstaendigheder matte den meget markante forbedring i den sovjetiske okonomi gore et fordelagtigt indtryk i vesten. Den sovjetiske udenrigshandel voksede fra 1923 til 1924 fra 280 til 548 millioner rubier, og et handelsunderskud pa 15 millioner rubier blev i samme tidsrum forvandlet til et overskud pa 132 millioner rubier. Samtidig blev den russiske valuta effektivt stabiliseret med indforelsen af »Chervonets« (egentlig 10 rubier) pa guldbasis. »Den rode Haer«, chervonets og vort korn er de staerkeste aktiver i vor udenrigspolitik«, udtalte Chicherin.

Krasin havde arbejdet ihaerdigt og med gode resultater i London (s. 171). I en periode med okonomisk stagnation og arbejdsloshed var Sovjetordrer til erhvervslivet et vigtigt aktiv og en attraktiv lokkemad. Genoptagelse af den russiske korneksport pegede pa en tilbagevenden til gensidigt fordelagtige handelsforbindelser mellem Rusland og Vesten som for forste verdenskrig. En gruppe fremtraedende britiske erhvervsfolk besogte Sovjetunionen og blev overdadigt bevaertet. For storstepartens vedkommende vendte de hjem med ordrer og som varme tilhaengere af engelsk de jure anerkendelse.

---

37. Som 36, s. 26.

Fra 1923 begyndte endvidere den omfattende amerikansk-sovjetiske okonomiske aktivitet, der fortsatte gennem 20'erne, og som var en slaende kontrast til. den manglende politiske forbindelse. »Allied American Corporation* repra^senterede mere end 30 amerikanske eksportorer, der var interesseret i handel med Sovjetunionen. Der blev sluttet en kontrakt med »Vneshtcrg«, det sovjetiske organ for udenrigshandel, om en gensidig vareudveks] ing pa 2V2 million guldrubler om aret. Den sovjetiske tekstiltrust afgav ordrer pa amerikansk rabomuld til et belob pa IV2 million dollars. Denne handel blev finansieret ved et lan i »Chase National Bank«. Til trods for denne nedbrydning af de okonomiske barrierer, der vakte opmaerksomhed pveralt i den vestlige verden, lykkedes det ikke at bryde den oificielle modstand i Washington mod enhver form for politisk anerkendelse af sovjetstyret. En vellykket officiel rejse til Moskva med deltagelse af kongresfolk gav et vist hab om politisk kurssendring. Men den i december 1923 nyindsatte amerikanske president Coolidge udtalte i sit forste budskab til kongressen, at omend USAs regering ingen indvendinger havde mod handelsforbindelser mellem amerikanske statsborgere og russerne, kunne der ikke forventes nogen politisk nyorientering over for regeringen i Kreml. Den amerikanske udenrigsminister Hughes gav i et brev til Chicherin udtryk for, at sa laenge Sovjet ikke ville vedga sine internationale gasldsforpligtelser, var der intet grundlag for forhandlinger. Isen mellem Washington og Moskva blev forst definitivt brudt i november 1933 ved Franklin Roosevelts optagelse af fulde diplomatisxe forbindelser med Sovjetunionen.

Selv i Frankrig, der ellers under Raymond Poincares ledelse forte den mest stejle antisovjetiske politik i Europa, syntes der at vsere et stemningsomslag pa vej,, efter at den indflydelsesrige radikale senator de Monzie havde besogt Sovjetunionen og siden havde vaeret en ivrig talsmand for fransk anerkendelse. Dog kunne der ikke regnes med nogen afgorende forandring i det officielle Frankrigs holdning, sa leenge Poincare var ved magten. En del europseiske stater, deriblandt f. eks. Rumaenien, der lod deres udenrigspolitik mere eller mindre diktere fra Paris, afholdt sig fra officielle kontakter med Sovjet3B.

I dette brogede billede af en splittet verden skulle dansk udenrigspolitik
nu forsoge at finde sin placering i forholdet til Sovjetunionen.

---

38. E. H. Carr: The Interregnum 1923-24. (London 1961), s. 244 ff.

Dansk anerkendelse de jure af Sovjetunionen i 1924

I en artikel i anledning af revolutionens seksarsdag i november 1923 skrev den sovjetiske udenrigskommissaer Georgij Chicherin, at forste fase af Sovjets forhold til udlandet var kendetegnet ved afslutningen af de midlertidige traktater og de facto anerkendelser. Nu var tiden inde til at fortsaette med naeste fase: de jure anerkendelse.

Artiklen gav Danmarks forste delegerede i Moskva Peter Schou anledning til at anstille nogle betragtninger over forholdet mellem Sovjet og udlandet. Han mente, at vanskelighederne var af psykologisk art: russerne folte sig behandlet som en andenrangs magt og var bitre over interventionen. Hvad specielt Danmark angik, syntes russerne kraenkede over vor deltagelse i den okonomiske blokade, den uforskammede behandling af Litvinov i Kobenhavn, Kobenhavns funktion under interventionskrigene som radiotelegrafisk forbindelsesled til den allierede flade, der opererede i ostersoen, afbrydelsen af de forste handelsforhandlinger i Stockholm pa dansk foranledning to ar tidligere og sagen om 0. K.s skibe. Denne affaire gik tilbage til 1899, da ostasiatisk Kompagni lod et datterselskab, »Russisk-ostasiatisk Dampskibsselskab«, indregistrere i Petrograd som et russisk aktieselskab, hvis skibe sejlede under russisk flag. Ved et dekret af 9. februar 1918 var alle storre russiske rederier blevet nationaliseret. Dette undgik 0. K.-aflaeggeren dog ved at holde sig fra russiske havne og i stedet sejle i allieret tjeneste. Det kunne nu forventes, at sovjetmagten onskede skibene tilbage tillige med selskabets kapital og yderligere ville rejse erstatningskrav pa den fragtfortjeneste, som skibene havde sejlet hjem siden 1918. Det kunne blive til et helt anseligt belob pa grund af hojkonjunkturerne i 1918-20. Det stod ganske klart, at nar der skulle snakkes erstatningskrav, onskede russerne gensidighed i den endelige opgorelse. Nar etatsrad H. N. Andersen flere gange spasndte ben for Ruslandsforhandlingerne, kan det skyldes, at 0. K. ikke onskede at blive praesenteret for regningen for datterselskabets virksomhed3 9.

Schou havde dog en fornemmelse af, at Rusland var rede til at sla
en streg over fortidens forsyndelser og vise hojmod over for et lille
land, som nu erklaerede, at det virkelig onskede et serligt samarbejde4 °.

I et memorandum af 8. december 1923, som formodentlig er udarbejdetaf
Ove Engell, der var leder af udenrigsministeriets retskontor,
til brug for udenrigsminister Cold i et ministermode, omtales, at anerkendelsede

---

39. Som 21, s. 588.

40. UM.s arkiv. 133. D. 5. Pakke 2, nr. 70-72.

kendelsedejure i den nasrmeste fremtid ogsa ville blive aktuel for Norges vedkommende. Denne sag havde fra foraret vaeret debatteret i Stortinget, hvor det norske arbejderparti pressede pa for at fremskynde en norsk anerkenclelse de jure. Ogsa i det svenske socialdemokrati sporedesder tilsvarende onsker. Schou havde dog oplyst, at eftersom svenskerneopstillede et erstatningskrav pa mellem 100 og 200 millioner guldrubler, hvilket rus;serne pure afviste, syntes en aftale mellem Sverigeog Sovjetrusland temmelig udsigtslos.

Ifolge en strengt foitrolig meddelelse sa det endvidere ud til, at Mussolini i Italien var pa vej til oprettelse af normal handelsforbindelse med Sovjetunionen med italiensk anerkendelse de jure. Mussolini skulle have udtalt, at man godt kunne fjerne det sidste figenblad, som skjulte de faktiske forhold, og anerkende virkeligheden. Den nyudnsevnte danske gesandt i Rom, forhenvaerende udenrigsminister Harald Scavenius, mente dog, at Mussolini onskede at gore indtryk pa socialisterne og demonstrere sin uafhaengighed af rent konservative og kapitalistiske interesser.

Med hensyn til den for Danmark gunstigst mulige ordning af erstatningssporgsmalethavde det tidligere fra russisk side vaeret antydet, at hvis Danmark skulle komme med sin anerkendelse de jure efter stater som England og Frankrig, ville den vaere mindre vaerd i russernes ojne. Pa den anden side ville det kunne fa uheldige folger for Danmark - isaer i forholdet til Storbritannien - safremt Danmark skulle tage et isoleretinitiativ i sporgsmalet om de jure anerkendelse. I sa tilfaelde ville det alligevel vaere tvivlsomt, om Sovjetunionen skulle stille sig imodekommendeover for et lille land i erstatningssagen. Memorandum'et omtalte endvidere, at i Kristiania havde den tanke vaeret luftet, at de tre nordiskelande skulle optraede samlet i en forhandlingsdelegation over for Sovjet. Et sadant faellesskandinavisk initiativ syntes at indebaere visse fordele: dels kunne Norge holdes tilbage fra en overilet anerkendelse, dels ville det virke mere hensigtsmaessigt i forholdet til vestmagterne. Der bestod dog den mulighed, at et dansk forslag i sa henseende i Norge kunne opfattes som en utidig indblanding i norske anliggender. Norge havde nemlig specielle interesser at varetage i forbindelse med forhandlingermed Sovjetunionen. Norge onskede at fa sovjetisk godkendelse af den norske hojhedsret over Spitzbergen i henhold til Pariserkonventionen af 9. februar 1920. Sovjetunionen havde ikke dengang vaeret medunderskriver,og det var nu i hoj grad i norsk interesse at fa russisk godkendelse.Af hensyn til det endnu uafklarede mellemvaerende mellem Danmark og Norge angaende suveramiteten over Gronland kunne det nok vaere betasnkeligt at sammenblande Spitzbergen, Gronland og en eventuelfsellesskandinavisk

tuelfsellesskandinaviskoptrseden over for Sovjet. Endelig ville det vaere forbundet med visse vanskeligheder at bringe de tre landes erstatningsinteresserind under samme synsvinkel. De danske krav var efter en beregning, der var overgivet til Litvinov i marts 1923, fordelt pa mange hsender og var saledes sammensat:

Derimod tilhorte hovedparten af de svenske krav, over hvis samlede storrelse der i udenrigsministeriet ikke forela nogen opgorelse, nogle enkelte store aktieselskaber, og de var for en stor dels vedkommende knyttet til fast ejendom og maskiner.

De norske krav kunne anslas til ca. 250 millioner norske kroner, og
de fordelte sig formentlig pa. lignende grupper som de danske 41.

Til sammenligning med de danske erstatningskrav pa ca. 420 millioner
kr. kan det anfores, at finanslovsforslaget for 1923/24 regnede med
statsindtaegter pa ca. 400 millioner kr.

Om de franske erstatningskrav, der var langt de storste i Europa, og om de sovjetiske modkrav sendte den danske gesandt i Paris, H. A. Bernhoft, den 20. oktober 1924 en redegorelse til udenrigsministeriet. De franske krav belob sig i alt til ca. IBV2 milliard guldfrancs. De sovjetiske modkrav omfattede forst og fremmest de odelaeggelser, som var pafort Rusland ved interventionen, og som sammen med forskellige andre krav i alt androg ca. 65 milliarder guldfrancs⁴ 2.

Efter det engelske underhusvalg i november 1923, hvor Labour gik frem, dog uden at opna. absolut flertal, dannedes den forste arbejderregeringi januar 1924 under Ramsay MacDonalds ledelse. Regeringsskiftetkunne betyde en aendret holdning til Sovjetunionen, og Danmark matte folge udviklingen med stor opmaerksomhed. Den danske Londongesandt,Ahlefeldt-Laurvig, meddelte i en fortrolig indberetning af 21. januar 1924 indholdet af en samtale, han havde haft med den indflydelsesrigepermanente understatssekretaer i det britiske udenrigsministeriumEyre Crowe. Han ansa det for sandsynligt, at Labour-regeringen omgaende og betingelseslost ville anerkende Sovjetunionen de jure, hvilketman matte soge at forhindre, indtil russerne havde godkendt deres

---

41. Som 40. Nr. 80-87.

42. Som 40. Pakke 5, nr. 143-145.

gaeldsforpligtelser. Efter Eyre Crowes mening ville der naeppe blive tale om kreditter fra Citys side. Hojfinansen var sikkert blevet klogere. Den tjekkoslovakiske udenrigsminister Benes havde forsogt at holde MacDonald fra at foretage sig noget overilet, men den britiske premierministerhavde svaret, at hans politiske fortid og hans overbevisning tvang ham til at sende en ambassador straks. Det ville sikkert blive James O'Grady (s. 169) 43.

Den 1. februar 1924 forela den officielle engelske anerkendelse de jure af Sovjetunionen, der fandt sted i form af en noteudveksling. Rene politiske overvejelser liar vaeret afgorende for MacDonald, der ville gore rent bord efter de foregaende regeringers zigzagkurs over for Moskva. Noten implicerer den britiske regerings übetingede anerkendelse af USSR som »retmaessig hersker over de omrader af det gamle russiske kejserrige, som anerkender USSRs myndighed«. Det fastslas hermed, at omrader som Finland, Estland, Letland, Lithauen, Polen, Bessarabien, Manchuriet m. m. betragtes som udskilt fra Sovjetsamfundet. Noten omtaler endvidere, at »ifolge folkerettens praksis vil alle traktater, der er indgaet mellem de to lande for den russiske revolution, automatisk trsede i kraft«. Dette maerkelige forhold kunne eksempelvis medfore, at den engelsk-russiske aftale fra 1907 om Tibet, Persien m. m. ville blive genoplivet. Der henvises da ogsa i noten til, at der bor forhandles om sadanne traktaters fortsatte gyldighed. Som ventet er notens indhold hovedsagelig af politisk karakter. Om okonomiske forhold, kredit- og erstatningssporgsmal erklaeres blot, at den sovjetiske regering indbydes til at sende reprsesentanter til London for at drofte alle uloste sporgsmal mellem de to lande. Dette aktstykke skulle fa den storste betydning for det videre forlob af de dansk-sovjetiske relationer.

Deter den engelske notes sidste punkt, der saerlig har interesseret Cold, idet han efter det overraskende hurtige britiske udspil allerede den 4. februar i en ir.struks beder Schou optage en almindelig droftelse med den sovjetiske regering om erstatningssporgsmalet, og i Kobenhavn onsker man oplyst, hvilken stilling Moskva kunne forventes at indtage i de kommende i:_orhandlinger med Storbritannien om denne sag⁴⁴. I modsaetning til England klynger den danske regering sig altsa endnu til habet om at fa er. losning af erstatningssporgsmalet kaedet sarnmen med de jure-anerkendelsen.

Denne optimisme var dog ikke ganske udelt, som det fremgar af
et udenrigsministerieli referat to dage senere, hvori referenten - formentligkontorchef

---

43. Som 40. Pakke 3, nr. 57 og 63.

44. Som 43. Nr. 106.

mentligkontorchefLaurits Bolt-Jorgensen - skriver, at man nasppe kan forvente,at Sovjetunionen skal blive saerlig rort over en dansk de jureanerkendelse,og man skal ikke gore sig storre illusioner med hensyn til de folger, en anerkendelse kan have for en gunstig losning af erstatningssporgsmalet,men der bor dog gores et forsog pa at opna et nok sa tomt sovjetisk tilsagn af hensyn til de danske fordringshaveres humor. Referatet slutter: »Ogsa indrepolitisk kan det maske for tiden vasre forbundet med visse betaenkeligheder at lade sig lede af en i udenrigspolitiskeforhold uerfaren socialistisk udenrigsminister i Storbritannien« 4 5. Det var MacDonald selv, der beklaedte udenrigsministerposten, og en dansk venstreregering ville nok gore klogt i ikke at folge et Labour-styre alt for ukritisk.

I begyndelsen af februar var Norge, der nu gik sin enegang, kommet et godt skridt videre mod en de jure anerkendelse, og den danske gesandt i Oslo kunne den 15. februar meddele udenrigsministeriet i Kobenhavn, at Norge ved at anerkende Sovjetunionen de jure ville opna folgende:

1. anerkendelse fra russisk side af Norges suveraenitet over Spitzbergen,

2. mestbegunstigelse af positiv karakter bl. a. med hensyn til erstatningssporgsmalet,

3. indrommelser i sagen vedrorende den lokale handel pa Kola-halvoens
nordkyst4 6.

Den 7. februar og derefter den 13. februar forela henholdsvis den italienske og den norske regerings anerkendelse de jure, og derpa mente regeringen Neergaard, at tiden var inde til at tage sporgsmalet op til en meget indgaende overvejelse. I instruks af 20. februar blev Schou anmodet om at soge en samtale med Litvinov. Med henvisning til reservationerne i den midlertidige overenskomst af 23. april 1923 skulle Schou soge oplyst, hvilke indrommelser, russeme ville gamed til i forbindelse med en dansk de jure anerkendelse.

Erstatningskravene kunne pa dansk side opdeles i fire kategorier:

1. Russiske vaerdipapirer, som fortsat blev noteret pa borsen i Paris. For at opna kredit eller lan i udlandet matte russerne under en eller anden form anerkende denne g£eldspost. Skulle f. eks. England yde et stort lan, ville Danmarks situation formodentlig forringes tilsvarende.

2. Tilbagelevering af endnu bestaende vaerdier. Her tenkte man pa

---

45. Som 43. Nr. 111-112.

46. Som 43. Nr. 179.

varelagre, bankdepoter, toldoplag, indbo o. lign., som endnu kunne
identificeres.

3. Fast ejendom, skove, fabrikker o. lign., som enten kunne leveres tilbage i form af koncessioner eller erstattes. Udenrigsministeriet mente at vide, at det havde vasret tilfseldet med nogle statsborgere i lande, som tidligere havde anerkendt de jure.

4. Erstatning for odelagte vaerdier. Den af den danske regering nedsatte »Kommission til behandling af danske erstatningskrav mod Rusland« havde indsamlet et stort materiale, men udenrigsministeriet var klar over, at det ville vsere vanskeligt at fa honoreret krav af denne kategori.

Schou skulle nu undersoge, om Sovjetregeringen ville indromme Danmark
mestbegunstigelse inden for samtlige kravs vedkommende eller
dog for enkelte kategorier 4 7.

Efter at have orienteret sig kunne Schou i en indberetning af 15.
marts meddele folgende:

ad 1. Det var hablost at forvente russiske vaerdipapirer indfriet pa grund af et sovjetisk dekret om annullering af al udenlandsk gaeld, hvilket stod urokkeligt ved magt. Der skulle dog vaere muligheder for at differentiere i forhold til ydede lan eller kreditter.

ad 2. Sadanne krav var pa det naermeste umulige pa grund af identifikationsvanskeligheder.
Kunstgenstande o. lign. betragtes som nationale
klenodier og er derfor statsejendom.

ad 3. Der matte her skelnes mellem jord, som helt var i offentlig eje, og huse, der kunne vaere i privat besiddelse. Her skulle tidligere ejere have en chance. Med hensyn til fabrikker var alle store virksomheder nationaliserede, og der ville naeppe vaere noget at stille op for tidligere ejere. Kun hvis driften var gaet i sta, kunne disse have en mulighed for at opna koncession eller ga ind i et blandet selskab med sovjetisk aktiemajoritet. Det findes der eksempler pa med enkelte forhenvaerende tyske ejere, men pa ugunstige betingelser. I denne tienseende synes der ikke at vaere diskrimineret mellem de facto og de jure stater.

I indberetningen omtaler Schou overhovedet ikke kategori 4, hvilket kunne
tyde pa, at han anser denne sag for helt urealistisk, hvad ogsa udenrigsministeriet
selv synes at have erkendt48.

---

47. Som 43. Nr. 193-196.

48. Som 40. Pakke 4, nr. 107-113.

Samtidig med de danske overvejelser var der svensk-sovjetiske forhandlinger i gang. I et hemmeligt mode i den svenske rigsdag debatteredes bl. a. et ganske konkret sporgsmal, hvorom den danske gesandt Herluf Zahle den 21. februar kunne indberette, at kong Gustav V i fortrolighed havde fortalt ham, at en tidligere russisk regering havde deponeret ca. 100 millioner svenske kroner i dervasrende banker. Konsekvensen af en svensk de jure anerkendelse kunne meget vel vaere, at Sovjetregeringen ville gore krav pa disse penge, og man ville naeppe fra svensk side kunne komme uden om denne fordring. Zahle sporger sluttelig, om en lignende sag ville kunne rejses i Danmark⁴ 9.

Det fremgar af udenrigsministeriets svar af 25. februar til Zahle, at man har beskaeftiget sig med sadanne problemer. I al fald findes der visse mellemvaerender, som man kunne taenke sig afgjort ad domstolsvejen, safremt man anerkendte Sovjetunionen. Resultatet ville da sandsynligvis blive, at et sagsanlaeg fra sovjetisk side ville fore til et gunstigt resultat for russerne, medens det omvendt dels vil vaere udelukket at gennemfore noget sagsanlaeg i Sovjet, dels sikkert ogsa ville vaere udelukket at fremfore modkrav under en af sovjetregeringen anlagt sag i Danmark. Det ville naeppe blive anerkendt af en dansk domstol, der nok ville vaere nodt til at raesonnere saledes: den danske sagsogte har ikke noget krav, thi vel har han lidt skade ved sovjetregeringens dispositioner (konfiskationer osv.), men efter at den danske regering har anerkendt Sovjetregeringen de jure, har den samtidig anerkendt legaliteten af de love og anordninger, i henhold til hvilke skaden er pafort vedkommende danske sagsogte.

Det havde vaeret droftet at indfore sasrlige moratorieforanstaltninger over for krav, der matte rejses af den sovjetiske regering, institutioner eller privatpersoner, men pa grund af tekniske og juridiske vanskeligheder var man dog ikke kommet videre med sagen, og det sa ud til, at intet andet land havde kunnet gennemfore ordninger af denne art⁵ °.

Fra Moskva indlob der den 25. februar 1924 en rapport fra Schou, hvori han foreslog, at nar nu den norske suveraenitet over Spitzbergen var blevet anerkendt af USSR, sa kunne man maske fra dansk side ogsa soge at fa sovjetregeringens anerkendelse af den dansk-tyske grzense af 1920 samt Danmarks overhojhed over hele Gronland. Udenrigsministeriet lod forsta, at man ikke onskede at lade disse sporgsmal indga i forhandlingernemed Sovjet. Ministeriets direktor, Eduard Reventlow, bemasrkedei et notat, at det ville blot kunne give russerne anledning til

---

49. Som 43. Nr. 228.

50. Som 43. Nr. 235-237.

at rejse modkrav. Emnekredsen for forhandlingerne burde begraenses
til generelle praktisk-okonomiske sporgsmalsl.

Reventlows svar pa Schous lidt fantasifulde forslag ma siges at vaere relevant og rigtigt. sa meget mere som russerne havde en direkte interesse i at fa sagen om Spitsbergen afklaret pa grund af deres rettigheder til kuludvinding og af hensyn til de derboende sovjetiske statsborgere, hvorimod Gronland ikke frembod tilsvarende problemer. Den dansktyske graensedragning var en del af Versailles-fredens bestemmelser, som Sovjetunionen ikke var medunderskriver af.

Hvad angik erstatningssporgsmal ansa Schou det for hablost at optage en detailleret droftelse, som blot kunne forhale en dansk de jure anerkendelse. Schou ville anbefale en snarlig afgorelse med henvisning til, at det ville lette situa.tionen for »ostasiatisk Kompagni« og »Sibirisk Kompagni«, som la i ::orhandlinger med de russiske myndigheder. Dertil kom, at efter ostrigs anerkendelse den 20. februar 1924 ville Danmark og Tjekkoslovakiet vaere de eneste stater i Europa, der var reprsesenteret i Moskva pa basis af de facto anerkendelse 5 2.

I en indberetning af 4. marts 1924 opsummerede Schou efter en samtale
med Litvinov de sovjetiske synspunkter saledes:

1. Sovjetunionen havde i forbindelse med Storbritanniens, Italiens og Norges
anerkendelse ikke godkendt nogen form for erstatningskrav.

2. Italien, der kom forst med anerkendelse de jure, havde opnaet en
praemie i form af mestbegunstigelsesklausul, der dog kun gjaldt handel.

3. Det samme kunne stilles Danmark i udsigt, hvis anerkendelse ville
fremkomme snarest.

4. Det forventedes, at Sverige ville opna samme vilkar som Norge og
Italien.

5. England ville nasppe opna nogetsomhelst ved forhandlinger om erstatningskrav.

6. Udtrykket »Toutes autres conditions egales« var uklart og nodvendiggjorde
en fortolkning 5 3.

Deter bemaerkelsesvaerdigt, at Litvinov i det af Schou anforte punkt 5 skulle have udtalt sig sa kategorisk i betragtning af, at forhandlingerne med Storbritannien om. dette emne overhovedet ikke havde taget deres begyndelse.

---

51. Som 40. Pakke 4. Nr. 30.

52. Som 43. Nr. 241-243.

53. Som 51. Nr. 58-68.

Det i punkt 6 anvendte udtryk findes i den midlertidige overenskomsts artikler 11, IV, VII, VIII og IX, hvori folgende passus gentages vedrorende henholdsvis handelsforhold, naeringsrettigheder, skibsfart, transit og transport: »Danmark skal dog i denne henseende ikke kunne gore krav pa de saerlige rettigheder og privilegier, som Rusland matte indromme et land, der har anerkendt eller matte anerkende det de jure, medmindre Danmark er villig til at tilsta Rusland de tilsvarende indrommelser som det pagaeldende land.. .« Deter atter et vidnesbyrd om Moskvas utvetydige distinktion mellem de facto- og de jure-stater, der ligger bag den citerede

Samtidig med de danske forhandlinger om anerkendelse de jure foregik der tilsvarende droftelser med den svenske og den hollandske regering. Et resultat af Sveriges forhandlinger forela den 15. marts 1924, da der blev underskrevet en svensk-russisk overenskomstdeklaration ledsaget af svensk anerkendelse de jure af USSR. For Hollands vedkommende la det imidlertid noget vanskeligere, hvilket fremgik af en indberetning den 11. marts fra den danske gesandt i Haag Axel Norgard. Han oplyste, at den hollandske udenrigsminister van Karnebeek mente, at det var uundgaeligt at anerkende Rusland af hensyn til Rotterdams stilling som transithavn for den russiske kontinentalhandel, hvilket ville have betydning i konkurrencen med Antwerpen. Men den hollandske justitsminister, dr. Heemskerk, var modstander. Hans hustru var af en fornem russisk aristokratfamilie og fanatisk antisovjetisk, og hun var tillige en meget myndig og indflydelsesrig dame, sa udsigterne til et positivt resultat var ret sma 5 4.

Det udenrigspolitiske Naevn, der dengang var et fsellesudvalg af folketings - og landstingsmedlemmer, skulle informeres af hensyn til det forestaendefolketingsvalg, der var blevet udskrevet til den 11. april 1924. Udenrigsminister Cold sendte den 27. marts naevnet et memorandum, der i hovedpunkterne bygger pa Schous indberetninger, og hvori det hed, at det ville vaere onskeligt, om regeringen sikrede sig den fornodne indforstaelsefra de politiske partier om, at der fra dansk side ville foreliggeen de jure-anerkendelse i den nsermeste fremtid. Tjekkoslovakiet var nu den eneste stat i Europa, der foruden Danmark kun havde en de facto forbindelse med Sovjetunionen, og den tjekkiske udenrigsminister Beneshavde udtalt, at han var rede til en de jure anerkendelse uden nogensomhelstbetingelser. Holland var ogsa godt pa vej. Sammenlignet med den svensk-russiske overenskomst ville den midlertidige overenskomst mellemDanmark

---

54. Som 51. Nr. 78-81.

lemDanmarkog Sovjst af 23. april 1923 stadig vaere et brugbart grundlagfor det traktatlige forhold mellem de to stater. Der eksisterede dog usikkerhed med hensyn til reservationerne i den omtalte traktats artikler11, IV, VII, VIII og IX. Det ville vaere Schous opgave over for Litvinov at understrege, at darisk de jure anerkendelse i henhold til den midlertidigetraktat ville medfore, at Danmark automatisk ville komme til at nyde samme rettigheder som andre de jure-stater, f. eks. Norge og Sverige.Muligvis ville Litvinov haevde, at stater, der havde anerkendt for den 15. februar 1924, skullehave en saerstilling55.

Den sovjetiske udenrigskommissaer Chicherin havde vaeret inde pa sporgsmalet om det danske folketingsvalg og dets mulige konsekvenser, da han under private former efter en middag hos Schou udtalte, at han snart onskede at se Schou som gesandt i Moskva, men at fransk indflydelse i Kobenhavn abenbart sogte at hindre eller forsinke dansk anerkendelse. Chicherin var klar over, at det forestaende folketingsvalg kunne forhale en afgorelse, som dog sikkert ville blive fremskyndet af en regering Stauning i Danmark. Chicherin berorte tillige sporgsmalet om baelterne og en neutralisering af ostersoen, hvilket fremgar af et privatbrev fra Schou til E. Reventlow 5 6.

Deter muligt, at Chicherin, der aret for havde vaeret sovjetisk delegationsleder pa konferencen i Lausanne, kan have haft en parallellisering med de tyrkiske straeder og Sortehavet i tankerne. Der blev dog aldrig mere ud af denne lost udkastede ide.

Det danske forfatningsmaessige sporgsmal om rigsdagens eventuelle medvirken ved en de jure anerkendelse belyses i et udenrigsministerielt responsum af 29. marts 1924, hvori det hedder, at en sadan anerkendelse er en regeringsihandling, der efter fast praksis kraever kongelig resolution uden for statsrad. Der fandtes ingen forskrift, som pabod, at rigsdagen skulle medvirke ved anerkendelse af en stat, og det var ligeledes fast praksis, at beslutning herom blev taget af regeringen uden rigsdagens medvirken. Rigsdagen blev saledes ikke spurgt ved Danmarks anerkendelse af Albanien, Tjekkoslovakiet, Estland, Finland, Letland, Litauen, Polen, Ungarti og ostrig 5 7.

I indberetning af 29. marts 1924 orienterede Schou om sit syn pa moratoriesporgsmalet i sammenhasng med hele den juridiske side af erstatningsproblemet. Russernes grundtanke var den, at de ved den sovjetiske lovgivning forvoldte tab for udlandet matte betragtes ikke som

---

55. Som 51. Nr. 155-158.

56. Som 51. Nr. 164-169.

57. Som 51. Nr. 172.

private krav, men som krav mod sovjetregeringen fra de fremmede stater,hvis borgere havde lidt tab. Sadanne internationale krav kunne ifolge sagens natur ikke gores til genstand for inddrivning ad rettens vej, men kun for forhandling. I hvilket omfang de skulle opfyldes matte afhaenge af en politisk-okonomisk styrkeprove.

De jure anerkendelsen betod ganske vist en anerkendelse af den sovjetiske lovgivning - hvorvidt kun den nuvaerende eller ogsa den nu ophasvede fik sta hen. Udlandet anerkendte den nu bestaende retstilstand, saledes som den var skabt til dels ved de nu afskaffede love, men det gav ikke afkald pa at kraeve erstatning for de tab, som skabelsen af denne retstilstand havde pafort fremmede stater eller borgere 5 8.

Til Schous indberetning kan det bemaerkes, at hovedsynspunktet noje svarer til det almindelige princip, som er nedlagt i den britiske anerkendelsesnote af 1. februar 1924. I ovrigt var det netop disse synspunkter, som blev forfcegtet af den sovjetiske delegation under Rakovskijs ledelse, da sporgsmalet var genstand for forhandlinger i London senere pa aret.

I et telegram d. 31. marts 1924 fra udenrigsminister Cold til den danske delegation i Moskva meddeltes det, at regeringen i et ministermode havde besluttet at anerkende Sovjetunionen under forudsastning af, at Danmark ikke retligt blev stillet ugunstigere end andre stater, som havde anerkendt det eller matte anerkende de jure, med hensyn til erstatningskravene og en traktatmaessig regulering af handelsforbindelsen. I forste henseende ville man acceptere en note enslydende med den norske og den svenske; i sidstnaevnte henseende onskede man en skriftlig tilkendegivelse af, at de tidligere reservationer bortfaldt, saledes at Danmark fremtidig skulle nyde fuld mestbegunstigelse pa disse omrader.

Safremt sovjetregeringen accepterede reservationernes bortfaid, men skulleonske samme forbehold taget som i den svenske overenskomst med hensyn til begunstigelser, der var givet stater, som de jure havde anerkendtfor den 15. februar, sa skulle dette indtil videre af vises som vaerende en vassentlig begraensning i mestbegunstigelsen, der ville kunne fa alvorlige konsekvenser, navnlig for dansk skibsfart. Med henvisning til det allerede af Lenin knaesatte princip, at den, der kommer sidst, ma vente at opna mindst, skulle det fremhaeves, at Danmark ved den midlertidige overenskomst netop havde sikret sig ret til gennem de jure anerkendelse - uanset tidspunktet for denne - ifolge sagens natur at

---

58. Som 51. Nr. 179-183.

opna ligestilling med de jure-stater og saledes allerede dengang skulle vaere garanteret potentiel mestbegunstigelse ogsa. med de stater, der havde anerkendt inden den 15. februar. I denne ret var der hverken ved selve aftalen eller under forhandlingerne derom foretaget nogen begraensning som ovennaevnte, hvorfor kravet derom matte vaere i umiskendelig modstridmed aftalens and og bogstav. Til privat efterretning for Schou sluttede udenrigsministeren telegrammet med at oplyse, at det fra den danske regerings side var en forudsaetning, at selve anerkendelsen ikke fandt sted for folketingsvalgets 9.

Det fremgar af Litvinovs forslag til regeringserklaering, at Sovjetunionen til erstatning for reservationerne ville indromme den danske regering og danske undersatter de samme rettigheder, som var givet stater, der havde anerkendt efter den 14. februar 1924. I chiffertelegrammet fra Moskva den 4. april erindrede Schou om, at Norges anerkendelsesdato netop var den 1.5. februar, og at det dermed tilsyneladende var Litvinovs hensigt, at de tre nordiske lande skulle ligestilles 6 °.

Samme dag sendte Litvinov et telegram til den sovjetiske repraesentant i Kobenhavn Hein, hvori han meddelte, at han over for Schou havde bekrseftet sovjetregeringens mening om reservationerne, og at der kun kunne vasre tale om at indromme Danmark samme omfang af mestbegunstigelse, som Sverige havde faet⁶¹.

I den forbindelse kan det vaere oplysende at betragte teksten til den
svensk-russiske regeringserklaering af 15. marts:

Erklæring vedrørende gensidige krav.

Sovjetunionens regering eg den kongelige svenske regering erklaerer, at hver af de kontraherende parter forbeholder sig alle sine egne krav tillige med krav fra de to landes undersatter og institutioner pa den anden part med hensyn til ejendom eller rettigheder eller med hensyn til forpligtelser, der er indgaet af hver parts nuvaerende eller tidligere regeringer. Hverken Sovjetunionens regering eller den kongelige svenske regering giver afkald pa noget af deres krav om erstatningsbetaling eller tilbagegivel;e af ejendom. De omtalte krav skal ikke underkastes - under i ovrigt lige betingelser - en mindre fordelagtig behandling end de tilsvarende krav, der hidrorer fra tredieland eller dets statsborgere.

V. Ossinskij

E. Lofgren

Underskrevet uden reservation for ratifikation.62

---

59. Som 51. Nr. 184-187.

60. Som 40. Pakke 5. Nr. 11 og 28.

61. Som 21. Bind 7. (Moskva 1963). S 177.

62. Som 60. Nr. 29.

Af reservationernes ordlyd i den midlertidige overenskomst ma det udledes, at den pa ingen made giver Sovjetregeringen nogensomhelst ret til at forskelsbehandle lande, der anerkender Sovjetunionen de jure i forhold til en mere eller mindre vilkarlig fastsat dato. Det ma konstateres, at Danmark var i sin gode ret til at nyde de samme rettigheder og privilegier som stater, der havde anerkendt de jure uanset tidspunktet for anerkendelsen. Sovjetunionen kunne med storre ret have stipuleret en helt anden skaeringsdag, nemlig den 16. april 1922, da Tyskland i Rapallo-traktaten ved den gensidige de jure anerkendelse havde frafaldet alle erstatningskrav mod Sovjet, der var en folge af diverse nationaliseringsdekreter. Dette tyske afkald skete udtrykkeligt pa betingelse af, at Sovjet ikke pa et senere tidspunkt anerkendte tilsvarende krav fra andre lande eller deres statsborgere. Hvis man i Danmark og andre lande, hvor der herskede tvivl om muligheden for at rejse erstatningskrav, havde erindret sig denne sovjetiske forpligtelse og dens raekkevidde, ville vestlige politikere kunne have gjort sig nogle mere nogterne og koldsindige overvejelser. Men set med Moskvas ojne kunne der udmserket stadig fores en splittelsespolitik over for den kapitalistiske verden med de jure anerkendelse og erstatningsproblemer som hovedindsats - ogsa i 1924.

Der findes et ganske klart vidnesbyrd om det sovjetiske praemieringssystem i et interview med Alexandra Kollontaj. Sovjetunionens diplomatiske reprasentant i Norge fra 1923-26. Hun udtalte til »Arbejder- Bladet«, at det var klart, at de magter, som fremdeles stillede sig fjendtligt, ville Rusland om ikke ligefrem boycotte, sa dog behandle ugunstigere end dem, der allerede havde anerkendt Sovjetunionen6 3.

Folketingsvalgets resultat blev et tab for det hidtidige regeringsparti Venstre pa 7 mandater og en tilsvarende gevinst for Socialdemokratiet, hvis leder Thorvald Stauning af Christian X fik overdraget at danne det nye ministerium. Den 23. april dannedes da Danmarks forste arbejderregering, hvis udenrigsminister blev den professionelle diplomat Carl Moltke, der siden 1912 havde vaeret dansk gesandt i Berlin.

Den nye udenrigsminister gjorde i et telegram d. 30. april til den danske gesandt i Haag opmasrksom pa, at Danmark kunne blive nodt til at godkende det russiske krav om skaeringsdatoen d. 14. februar, hvis russerne fastholdt dette som ufravigeligt. I modsat fald ville de jure anerkendelsenblive udskudt pa übestemt tid, hvilket kunne indebsere store betasnkeligheder for Danmark. Moltke lagde vaegt pa, at den hollandske regering blev orienteret om Danmarks stilling, og han forventede gensidighedfra

---

63. »Arbejder-Bladet« den 21. marts 1924.

dighedfrahollandsk side. Det var dog stadig et abent sporgsmal, om russerne med hensyn til mestbegunstigelse alene sigtede pa de fordele, der allerede var givet til de: stater, der havde anerkendt for den 14. februar, eller om det ogsii ville omfatte fremtidige indrommelser til lande i denne privilegerede grappe 6 4.

Pa grund af den oriodokse kirkes paskefest og 1. maj-festlighederne havde Schou forst kunnet opna en samtale med Litvinov en uge ind i maj maned. Han forve:itede et klart afslag pa de danske onsker om en bedre mestbegunstigelsesklausul, og han mente ikke, at Danmark kunne opna bedre betingelser ved at vente. Det kunne forventes, at USA og Frankrig til sin tid naeppe ville nojes med mindre end Storbritannien og Italien, og sadanne begimstigelser ville Danmark automatisk fa del i efter det forhandenvaerende r issiske forslag.

Schou ansa det for sandsynligt, at Sovjetunionen ville indrette sig pa normalt samkvem med omverdenen og vsere villig til at overholde sine internationale forpligtelser, nar det forst var blevet optaget som ligeberettiget medlem af det mellemfolkelige retssamfund. I Narkomindel, det sovjetiske udenrigskommissariat, troede man, at der la fransk indflydelse bag den danske toven; ja, man antydede endog, at enkekejserinde Dagmar havde en finger med i spillet. Schou fremhaevede atter de danske firmaers vanskeligheder, hvis en de jure anerkendelse ikke snart var en realitet. Det drejede sig om 0. K., Riffelsyndikatet og »Sibirisk Kompagni«, men ogsa dansk skibsfart ville lide tab, eftersom chartring af udenlandsk tonnage var et regeringsanliggende i Sovjetunionen. Sluttelig appellerede Schou direkie til Stauning om hurtig anerkendelse⁶⁵.

Der er fra denne sidste samtale mellem Schou og Litvinov bevaret et sovjetisk notat af 6. maj om samtalens indhold. Hele den saedvanlige argumentation om reservationerne blev repeteret fra begge sider. Hvis sovjetregeringen gik ind pa de danske krav vedrorende reservationerne, ville det berore hele den sovjetiske handelspolitik, og det kunne tillige skade forholdet til de E.ndre skandinaviske lande. Russerne kunne ikke pa nogen made godtage den danske fortolkning af de omstridte punkter i den midlertidige overenskomst. Hvis den danske regering ikke kunne fravige sin egen udlaegning, kunne man lade sporgsmalet sta abent, indtil der blev sluttet en ny handelsaftale. Men hvis Danmark onskede klarhednu, ville Litvinov foresla, at det i positiv form blev fastslaet, at de pagasldende artikler i den gamle aftale blev fortolket pa den made, at Danmark ikke i noget tilfaelde blev stillet ringere end Sverige, Norge

---

64. Som 60. Nr. 35-36.

65. Som 60. Nr. 55-58 og 65-66.

og andre lande, som senere matte anerkende Sovjet. Litvinov henledte
Schous opmaerksomhed pa, at netop pa grund af begransningen i mestbegunstigelsessporgsmaletblev
forhandlingerne med Holland spraengt66.

Da Schou skrev til Stauning, havde udenrigsminister Carl Moltke allerede
den 11. maj anmodet Christian X om bemyndigelse til at anerkende
U. S. S. R., hvilket kongen bifaldt den 14. maj6 7.

I et memorandum af 20. maj 1924, udarbejdet af direktor Reventlow, der anforer de velkendte argumenter for og imod dansk anerkendelse de jure, hedder det sluttelig: »Fremdeles kunne en afventende holdning synes naturlig, safremt der var udsigt til det nuvaerende russiske regimes ophor, men at regne med en sadan eventualitet inden for en naermere fremtid synes ikke at have begrundelse i de for udenrigsministeriet foreliggende

Sadanne refleksioner angaende det kommunistiske styres stabilitet, og hvad der eventuelt kunne efterfolge dets sammenbrud og de mulige konsekvenser af en forhastet anerkendelse, ses i ovrigt ikke at have spillet nogen vsesentlig rolle pa grundlag af det forhandenvserende kildemateriale, men de kom dog til udtryk, da Det udenrigspolitiske Naevn i sit mode den 3. juni fik sagen til behandling. Her gjorde Moltke rede for situationen.

Han oplyste, at ifolge en depeche fra Moskva var Litvinov via Holland pa vej til London. Omend det russiske styre nu var inde i en evolution, var det usandsynligt, at det skulle resultere i et styre, der ville »straffe« de stater, der havde anerkendt de jure. Endvidere var der nu allerede sa mange lande, der havde foretaget dette skridt. Den ugunstige handelsbalance i forhold til Rusland skulle man ikke lsegge sa stor vaegt pa; sadan havde forholdet altid vaeret.

De radikale og Socialdemokraterne gav straks deres tilslutning; pa Det konservative Folkepartis vegne fraradede folketingsmand Emil Piper dansk anerkendelse. Til sidst understregede Moltke, at det ville rumme en stor fare for Danmark, hvis Holland skulle anerkende for vi. Naevnet tog anerkendelsen til efterretning og overlod til regeringen at bestemme tidspunktet6B.

De langstrakte forhandlinger fandt deres endelige afslutning i London,hvor
Litvinov og Schou underskrev regeringsdeklarationerne uden
ratifikationsforbehold, og fra det danske udenrigsministerium udsendtes

---

66. Som 61. S. 252.

67. Som 60. Nr. 81.

68. Som 60. Nr. 82 og Holger Andersens privatarkiv. Rigsarkivet nr. 5031, pakke med sager vedrorende Det udenrigspolitiske Naevn.

den 18. juni 1924 til samtlige gesandtskaber, generalkonsulater og konsulaterfolgende

Under 18. ds. har danske regering anerkendt Socialistiske Radsrepublikkers Forbunds regering de jure. Ved noteveksling fastslaet handelsforbindelse; indtil endelig traktat afsluttes reguleres ved midlertidige traktat med modifikationer, hvorved Danmark ligestilles Norge, Sverige og senere anerkendende lande. Samtidig tilsikret erstatningskrav, mestbegunstigelse tilsvarende form Italien, Norge, Sverige.69

Moltke

Det ses heraf, at Danmark med hensyn til den handelsmasssige regulering har mattet acceptere det sovjetiske forslag, hvorimod der for erstatningskravenes vedkommende var opnaet ligestilling med Italien, der havde anerkendt de jure den 7. februar.

Samme dag, som imderskrivningen fandt sted i London, sendte Litvinov et brev til Schou, hvoraf det fremgik, at russerne ikke havde glemt affaeren med 0. K.s skibe (s. 187). Sovjetregeringen opretholdt sin ejendomsret til alle skibe, der havde tilhort den russiske marine og handelsflade, som var blevet nationaliseret ved regeringsdekret af 26. januar 1918. De russiske myndigheder havde ved tidligere lejligheder i noter protesteret over for de respektive regeringer 7 °.

Slutkapitlet om de danske erstatningskrav mod Sovjetunionen blev skrevet i Moskva februar 1964, da der blev undertegnet en dansk-sovjetisk overenskomst om erstatningskrav, der hidrorte fra de baltiske omraders indlemmelse i Sovjetunionen i 1941. Under forhandlingerne herom benyttede man lejligheden til at fremfore krav, der stammede fra nationaliseringerne i Rutland i 1917 og de folgende ar. Disse krav blev umiddelbart afvist af Sovjetunionen. For de baltiske omraders vedkommende modtog den da.nske regering i alt 2.6 millioner kr. mod at frafalde alle andre krav fra tiden for 1941^{71.7 1}.

Den 19. juni bragte et kobenhavnsk demonstrationstog til Kronprinsessegade 4 sin hyldest til den sovjetiske delegation, og pa Danmarks kommunistiske Partis vegne gratulerede partiets formand, Ernst Christiansen, med den moralske og politiske sejr, som den russiske revolution kunne notere ved Danmarks de jure anerkendelse, Cesar Hein takkede for hilsenen og for, at de danske kommunister ved deres arbejde havde bidraget til resukatet⁷ 2.

---

69. Som 60. Nr. 89.

70. Som 61. Nr. 92.

71. Lovtidende C, 1964. Bek. af 16. juli 1964, s. 209.

72. >Arbejder-Bladet« den 20. juni 1924.

Den nystiftede forening »Dansk-Russisk Samvirke« fejrede ogsa begivenheden ved en sammenkomst i Paladsteatrets selskabslokaler, der en gang om ugen skulle vaere modested for russiskinteresserede. Herom forteelles i »Berlingske Tidende«s referat:

»Blandt de tilstedevaerende var bl. a. socialminister Borgbjerg, chef en for den russiske handelsdelegation Cesar Hein og sekretaeren Rubini, direktorerne Langkjaer, Fasting og Schou-Kjeldsen, bankdirektor Gordon fra Nordisk Kreditbank, direktor J. Sehested, forfatteren Aage Heinberg, cand. jur. Lannung, litograf Cato, overretssagforer Schmidt m. fl.

Foreningens formand, sekretaer for De samvirkende Brugsforeninger, Georg Bolgan, bod velkommen, idet han gjorde rede for foreningens fremtidsopgaver. Det var meningen at erhverve eget hus og at oprette et oplysningskontor m. m., men hvad der sasrlig interesserede, var talerens meddelelse om, at man agtede at fa sa fremtraedende sovjetledere som Zinovjev og Lunacharskij hertil som foredragsholdere i foreningen. Man ville tillige arbejde for at fa udstillinger her i Kobenhavn af russisk kunst og af skolernes arbejde m. m. Direktor Fasting take smukt for generalkonsul Schou, hvem han onskede held og lykke i bans virksomhed.

Generalkonsul Schou takkede i hjertelige vendinger. Det var fortraffeligt, at der var dannet en forening, som havde pataget sig den opgave at fremme samarbejdet mellem de to lande, bestraebelser han af al sin evne ville stotte. Han var af den bestemte opfattelse, at der var store, gensidige okonomiske interesser, og at den vilje, der havde givet sig til kende bade fra dansk og russisk side i retning af et samarbejde, ville blive mere frugtbringende end hidtil.

Dr. Cesar Hein sluttede sig til dette onske, hvorefter socialminister Borgbjerg fik ordet. Skont anti-bolshevik var han klar over, at der var sket en nyfodsel i Rusland, og han troede, at danskerne ville have chancer derovre, thi som Krasin engang havde udtalt: til det lille Danmark har Rusland altid penge nok.

Der blev endnu holdt nogle taler, og forst over midnat fandt opbruddet sted.73

I et interview med »Politiken« udtalte Cesar Hein, at der nu ville finde en staerk udvikling sted, ikke mindst pa det kulturelle omrade. Ogsa handelen ville vokse betydeligt. Han gjorde opmaerksom pa, at Ruslandikke ville vaere i stand til at kobe varer i Danmark uden kredit i lighed med handelsbetingelserne, der gjaldt for Tyskland, England og Sverige. Hvis man onskede en hurtig og betydelig udvidelse af handelen med Rusland, matte de danske banker ga ind pa. at finansiere denne handel. Danske firmaer som »Store Nordiske«, »Sibico« og »Andersen og Robinson« havde allerede opnaet koncessioner i Rusland. Det vaesentligeville efter sovjetdiplomatens mening vaere, at den danske presse havde en meget vigtig og ansvarsfuld opgave med at give sund, objektivog

---

73. »Berlingske Tidende« den 24. juni 1924.

tivogalsidig oplysning. Desvaerre blev det danske publikum stadig fyldt med rygter, som blev fabrikeret pa Rigas, Helsingfors' eller andre byers lognecentraler. Sandsynligvis ville den sovjetiske delegation vokse til 30 personer, men pa det punkt matte man tage i betragtning, at gesandtskabetogsa havde hele handelen under sig. Man ville antagelig flytte fra Kronprinsessegade, hvor bygningen var uegnet til de fremtidige funktioner. Endvidere habede man pa at overtage den russiske kirke i Bredgade i lighed med, hvad der havde vaeret tilfaeldet i Berlin 7 4.

Allerede i juli 1924 blev Cesar Hein som gesandt aflost af Mikhail Kobetskij, der blev forflyttet fra Estland til Danmark. Den nye gesandt var godt kendt med danske forhold, idet hansom landflygtig havde opholdt sig her i landet fra 1908 til 1917 og ernaeret sig som sproglasrer og korrespondent.

I december tiltradte Kobetskij sin nye post. I et interview forsvarede han det statslige monopol pa udenrigshandelen, som den kapitalistiske verden havde sa svasrt ved at forlige sig med. Det ville vasre uklogt at spilde tiden med at vente pa, at de gamle metoder skulle komme i anvendelse igen. Man matte gore sig fortrolig med det nye system og indrette sig efter det. E>en sovjetiske stat ville selv have hand i hanke med de vserdier, der skulle omsaettes for det russiske folks almenvel.

Journalisten spurgte, hvordan det stod til med Trotskijs »politiske« sygdom? Kobetskij svaiede, at man godt kunne kalde det en politisk sygdom, for sa vidt som den maske var blevet forvasrret ved hans ivrige politiske virke i den senere tid. Meningsforskellene i det kommunistiske parti drejede sig om den historiske opfattelse af de begivenheder, der forte til revolutionen i 1917. Men uenigheden i de forskellige synspunkter forhindrede dog ikke, at man stadig arbejdede videre sammen pa den faelles kommunistiske kurs, udtalte Kobetskij fortrostningsfuldt.

Den vestlige frygt for Tredie Internationales politiske undergravningsarbejde kommenterede Kobetskij saledes: Komintern er ikke et russisk organ, men en international sammenslutning. Over 50 lande er repraesenteret, og den sovjetiske regering har givet den asyl. Sovjet pa sin side kunne have al god grund til at frygte, at de borgerlige regeringer ville soge at fremkalde omvae]tninger i Rusland. »Tsenk pa, at de har finansieret talrige hvide opstande, organiseret blokade, sendt oprorere vaben og ammunition. Derimod foreligger der ikke et eneste bevis for, at Sovjet pa. ulovlig vis har blandet sig i de borgerlige landes forhold«, sluttede sovjetdiplomaten 7 5.

---

74. »Politiken« den 21. juni 1924.

75. »Politiken« den 15. december 1924.

Lillejuleaftensdag 1924 afleverede Mikhail Kobetskij sine akkreditiver
ved en audiens hos Christian X pa Amalienborg slot.

Analyse og konklusion

Det ma understreges, at Danmarks forhold til Sovjetunionen siden 1917 og til vore dage har vaeret og fortsat er bestemt af den kendsgerning, at vi er en del - og dertil et ganske underordnet led - af den sakaldte vestlige verden. Deter udelukkende i denne sammenhaeng, at dansk udenrigspolitik kan tolkes, og dette forhold vil vaere ledetraden for de afsluttende betragtninger. Efter forste verdenskrig var Danmark politisk, okonomisk og folelsesmaessigt naer knyttet til de sejrende ententemagter, og efter anden verdenskrig blev Danmark medlem af den Nordatlantiske Forsvarsalliance.

I begyndelse af 1920'erne onskede sovjetregeringen fuld diplomatisk de jure anerkendelse af de kapitalistiske stater, da de ledende politikere i Kreml mente, at dette ville begunstige ydelsen af udenlandske kreditter og tjene til at udvikle udenrigshandelen. Normale diplomatiske forbindelser ville desuden vaere en garanti mod genoptagelse af militaer intervention og endelig give sovjetmagten international prestige. Men de gentagne indaedte resolutioner fra Komintern kunne ikke undgii at gore indtryk i Paris, London, Rom - og Kobenhavn, hvor man naerede en del skepsis med hensyn til russernes sande hensigter, hvor meget sovjetregeringen sa end sogte at fremhaeve Kominterns absolutte uafhsengige stilling over for den officielle sovjetiske udenrigspolitik. KaraJcteristisk i sa henseende er folgende Komintern-resolution i 1922:

»Eksekutivkomiteen erklaerer, at Komintern ikke vil lade sin handlefrihed begraense af nogensomhelst forpligtelser. Vi er det borgerlige samfunds dodelige fjender. Enhver serlig kommunist vil kaempe mod det borgerlige samfund til sit sidste andedrag - i ord og i gerning - og om nodvendigt med vaben i hand. Deter den kommunistiske Internationales historiske opgave at begrave det borgerlige samfund*.

Pa lignende vis blev de sovjetiske synspunkter dokumenteret igennem en udtalelse af naestformanden i folkekommissaerernes rad Lev Kamenev dagen for undertegnelsen af den anglo-sovjetiske handelsaftale i marts 1921: »Kapitalisterne, som vil blive tvunget til at arbejde pa de vilkar, vi tilbyder dem, vil grave deres egen grav«. Da Labour i England havde dannet sin forste regering, mente Kamenev, at dette ville tjene til at afslore arbejderpartiets ledere som revisionistiske klasseforraedere. Lenin selv har ogsa tilkendegivet sin mening om Ruslandshandelens betydning

for de kapitalistiske lande: »Vi ma ikke glemme, at de kapitalistiske magters behov og interesser ma kraeve konsolidering og udvidelse af handelsforbindelsernemed os. Eftersom disse interesser eksisterer, vil den elementaere okonomiske nodvendighed gore sig geeldende til syvende og sidst pa trods af diskussioner, stridigheder og afbrydelse af forhandlingervedrorende disse sporgsmal«.

Sadanne udtalelser kunne sammenfattes i en slags marxistisk-leninistisk doktrin: I er slaver af jeres egen kapitalistiske gridskhed. I har ingen stolthed, ingen principper, ingen aere, nar der star profit pa spil. I den blindhed, der er karakteristisk for en doende samfundsklasse, lader I hant om vor vilje til at knuse jer; I vil kappes om at vinde vor gunst. Drevet frem af konkurrencen vil I gore sadan, som vi onsker, indtil det ojeblik vi er rede til at udrydde jer. Takket vsere kapitalisternes og imperialisternes profitbegser far vi de midler i haende, hvormed vi vil tilintetgore dem.

Nar man pa. den tid i Vesten talte om det russiske marked, ma det praeciseres, at et marked i traditionel forstand med prisansaettelser pa grundlag af eftersporgsel og udbud overhovedet ikke eksisterede. Sovjetregeringen havde monopoliseret udenrigshandelen. Kun centralmagten kunne optrasde som kober og saelger af varer. Ved at afskaffe uafhaengige domstole og forvandle dem til administrative politiske organer var det retlige grundlag for internationalt handelssamkvem fjernet. Handelen med den kapitalistiske verden var et nodvendigt onde, der havde til formal af gore Sovjetrusland okonomisk og militaert selvforsynende. Udenrigshandelen kunne opfattes som »en handel, der skulle gore en ende pa al handel«.

En vaesentlig hindring for faelles optraeden i okonomiske sporgsmal over for Sovjet var Yes.tens manglende solidaritet, og det gailder savel handelsforhold som med hensyn til kreditter, gaeldsordninger og erstatningssporgsmal. I den kapitalistiske lejr var der altid kredse i erhvervslivet, der prioriterede udsigten til profit hojere end samlet front mod ost. Moskva kendte dissie forhold og kunne regne med at udnytte dem til egen fordel.

Sporgsmalet om propaganda dukkede ogsa op gang pa gang i forbindelsemed forhandlinger af den ene eller den anden art, og frygten for kommunistisk propaganda medforte derfor, at der i traktater og aftalermellem Sovjet og de vestlige stater blev optaget artikler, der forpligtedede kontraherende parter til at afholde sig fra propaganda mod hinanden. Men propaganda var et tvetydigt begreb. Pa den ene side kunne sovjetregeringen meget vel give afkald pa at drive en forholdsvisharmlos

visharmlosagitation for sine egne sociale og politiske anskuelser, og pa den anden side alligevel - gennem Komintern og dettes aflasggere - organiserekommunistiske stodbrigader, der var loyale over for Moskva og doktrineret i berettigelsen af undergravende virksomhed, vendt mod det borgerlige samfund. Den Internationale revolutionaere avantgarde var rede til gennem aktioner at omstyrte deres egne regeringer ad voldeligvej og selv gribe magten. Det var en virksomhed af en hell: anden karakter end den form for propaganda, som de vestlige lande mente, at de traktatmaessigt havde garderet sig mod. Et velkendt eksempel pa kloften mellem den officielle politik og kendsgerningerne, der talte deres tydelige sprog, ses i kontrasten mellem Rapallo-politikken efter 1922 pa den ene side og de indrepolitiske forhold i Tyskland pa den anden side.

Ved siden af det okonomiske samarbejde banede Rapallo-traktaten vej for hemmelige kontakter mellem det tyske Reichswehr og Den rode Hser. Tyske militaereksperter arbejdede som instruktorer i sovjetarmeen og fik pa sovjetisk territorium lejlighed til at taene piloter og tankpersonale, hvorved de militasre restriktioner, der ifolge Versailles-freden var palagt Tyskland, blev omgaet. Normale diplomatiske forbindelser med 20'rnes Weimarrepublik forhindrede dog ikke Komintern i at opretholde snaever kontakt med det tyske kommunistparti og derigennem underminere den kapitalistiske tyske republik. For Moskva var denne dobbelthed en bekraeftelse dels pa en kapitalistisk stats svaghed, dels pa et korrumperet samfundssystems hykleri og kynisme.

Da der i 1933 forhandledes om USA's anerkendelse de jure af Sovjetunionen,kraevede man fra amerikansk side visse forsikringer underskrevet.Man ville sikre sig mod, at en sovjetisk ambassade skulle blive benyttet som kommunistisk spion- og propagandacentral. Man forlangte legal beskyttelse for amerikanske statsborgeres liv og ejendom i USSR, og deres ret til religionsudovelse pa sovjetisk omrade skulle sikres. Vasrdienaf disse forsikringer var tvivlsom, men president Roosevelt var ikke besvaeret af juridiske spidsfindigheder. Han onskede forst og fremmest et politisk resultat, og forsikringerne var gode nok i den forstand, at de kunne overbevise den amerikanske offentlighed om, at man under udarbejdelsenaf traktaten havde taenkt sig godt om og havde handlet ansvarsbevidstved at fa russerne til at underskrive en raskke forpligtelser, der var velegnede til at kaste sand i ojnene pa en mistroisk kongres og berolige en hysterisk presse. Nar alt kom til alt, kunne Komintern dog uden skrupler fortsastte sin undergravende aktivitet, som den havde gjort i arevis, og den sovjetiske regering kunne vaske sine haender og

som szedvanlig fralaegge sig ansvaret med henvisning til, at Kominternvar
en uafhaengig organisation, som nu tilfaeldigvis havde saede i
Moskva.

Det kan med rimelighed haevdes, at Sovjet, der onskede handel, kreditter og anerkendelse, fik sine onsker opfyldt uden at gore vaesentlige indrommelser med hensyn til betaling af fortidens gaeld og erstatninger for nationaliseret ejendom, og Danmarks situation adskiller sig pa ingen punkter fra det generelle helhedsbillede af 1920'rnes internationale politik. Landets muligheder inden for rammerne af den vestlige verdens politik over for Sovjet var overordentlig begraensede, og den losning, som det danske diplomati fandt frem til ad snorklede veje, kan nok betegnes som den gyldne middelvej, hvor glansen vel var blevet lidt mat og middelvejen en ret bred alfarvej, hvor andre havde ryddet hindringerne til side og givet gront lys for de mere forsigtige og nolende.

Det skandinaviske samspil, som er et karakteristisk traek i vor tids globale politik, ses ikke at have gjort sig tilsvarende gaeldende i efterkrigstidens Europa. Det kan konstateres, at et vist modsaetningsforhold mellem udenrigspolitik og handelsinteresser har spillet en rolle savel i begyndelsen af 1920'rne som i nutiden, hvilket - eksempelvis - er aktuelt med hensyn til Den sydafrikanske Republik og Rhodesia. Principielle erklceringer sasom »Udenrigspolitik og udenrigshandel bor ikke sammenblandes« har politikere og erhvervsledere for vane at fremssette, nar pressen indhenter kommentarer til interessekonflikter. Det kan vaere udenrigspolitikken, der givsr genvordigheder for danske forretningsinteresser i udlandet, eller det kan vaere forretningsmaessige dispositioner, der gar pa tvaers af den officielle udenrigspolitiske kurs.

Der er fortsat en del dunkle punkter i de dansk-sovjetiske relationer i arene umiddelbart efter Oktoberrevolutionen, og der er for mange lakuner i kildematerialet til, at der kan kastes fuldt lys over alle problemerne i det historiske haendelsesforlob. Det har endnu ikke vaeret muligt at finde tilfredsstillende og daskkende svar pa en del vigtige sporgsmal som f. eks.:

Hvordan var samspillet mellem Paskekrisen i foraret 1920 og »Clearing-aftalen«s
forlis, hvis der var et?

Hvad var den egentlige arsag til Har aid Scavenius' ordre om at afbryde
forhandlingerne i Stockholm i november 1921?

Hvor stor betydning havde de »russiske fordringer« i Landmandsbankens
sammenbrud i 1922?

Hvilken indflydelse havde den hjemlige venstresocialistiske pro-sovjetiske
agitation pa den offentlige mening i begyndelsen af 1920'rne?

Hvorfra havde Bent Holstein de oplysninger, han fremkom med under
folketingsdebatten i 1923?

Hvor staerk var de hviderussiske emigranters pression i hofkredse og
pa ledende personligheder i Danmark?

Var den engelske regerings holdning afgorende for Danmarks anerkendelse de jure i 1924 pa samme made, som den danske regering i talrige tilfaelde har fulgt London i udenrigspolitiske sporgsmal i dette arhundrede?

Nar udenrigspolitiske sporgsmal skal afgores, og der skal laegges en forhandlingskurs, vil det vaere vanskeligt at fastsla, om initiativet og den drivende kraft ligger hos den udsendte diplomat eller i den hjemlige centraladministration. Deter oplagt, at den endelige beslutning ligger hos den ansvarlige instans i hjemlandet - hos udenrigsministeren; men under beslutningsproceduren kan indhold, form, taktik og tidsfaktor meget vel vaere bestemt af impulser fra det udstationerede fagdiplomati.

Det tilgaengelige og behandlede kildemateriale tillader at fastsla, at Peter Schou spillede en hovedrolle i det politiske spil, og at det i forste raekke skyldes hans initiativ, dygtighed og talmodighed, at Danmarks forhold til den ostlige stormagt blev normaliseret pa fornuftig vis - trods vanskeligheder og usikkerhed. Vanskelighederne la dels i Vestens tvivl om det sovjetiske styres hensigter og stabilitet, dels i frygten for, at det kommunistiske eksperiment skulle brede sig og sla rod i efterkrigstidens svaekkede og haergede Europa. Ogsa vor tid kan vaere vidne til denne vaklen mellem troen pa den forste mulighed og frygten for den anden. Usikkerheden skyldtes den vestlige verdens holdning over for den hidtil ukendte blanding af revolutionaer ideologi og livsnaere pragmatisme, af statik og dynamik, som var og fortsat er konfliktladede bestanddele i sovjetisk politik.

Litteraturhenvisninger

Ud over de i noterne anforte publikationer har folgende boger vaeret benyttet under
arbejdet:

L. B. Bolt-Jorgensen: Med sabel og karde. (1957).

Alfred Jensen: Lenin og Danmark, i »Lenin och den nordiska arbetarrorelsen«
(Stockholm 1970).

Bent Jensen: Oktoberrevolutionen og danske erhvervsinteresser i Rusland i
Historie. Ny raekke X, 2. (1973).

C. A. K o e f o e d: 50 dr i Rusland (1945).

L. Krasin: Leonid Krasin. His Life and Work. (London 1929)

Kai Moltke: Pengemagt og Ruslandspolitik. 1-2 (1953).

Erik Plum: Russisk Handelskompagni 1915-22. (1923).
»Pressen«, periodisk flyvescrift, udgivet af Nye Studentersamfund.

Knud Rasmussen: Danske konsulatsarkiver i Rusland 1849-1922 i »Afhandlinger«
om arkiver udgivet i anledning af Rigsarkivets 75-ars jubilaeum. (1964).

Eduard Reventlow: / dansk tjeneste. (1956).

E r i k S c h m i d t: 30 drs kommunistisk politik (1948).

Adolf Stender-Petersen: Grundlinjerne i Sovjetunionens udenrigspolitik
1917-1941. (1946).

S. Zarnitskij & A. Sergejev: Chicherin. (Moskva 1966).

Benyttede arkivalier, som ikke indeholdt relevante oplysninger:

Paul Druckers dagboger 1917-18.1 privat eje.