Omkring Niels Skyum-Nielsens Kvinde og Slave

At skildre storre tidsafsnit af Danmarks historie turde vsere en af dansk historieforsknings fornemste opgaver. Ganske vist kan dette arbejde naeppe laengere begrundes nationalt, men ingen kan vaere naermere end danske historikere til at afbilde den variation af den europaeiske historic, som det danske samfunds og den danske stats udvikling repraesenterer. Imidlertid kan man ildce haevde, at affattelsen af brede skildringer de sidste mange ar har vseret den forskning, som faghistorikerne har opfattet som den vigtigsite. De bidrag, som er blevet leveret til de store forlagsudgivelser af Danmarkshistorien - som er kommet med en snes ars mellemrum - har da heller ikke pa samme made som Danmarks Riges Historie o. 1900 og 1. bind af Erik Arups Danmarks Historie 1925 staet i forskningens frontlinie. Den brede skildrings lave prestige har maske til dels vaeret et resultat af de naevnte udgivelsers populariserende sigte, men er fcrmentlig dog mere et vidnesbyrd om en opfattelse gaende ud pa, at en forsvarlig videnskabelig behandling daekkende sa bredt et spektrum som et lands historie i en laengere periode egentlig ikke var mulig eller i hvert fald forst ville blive mulig, nar en lang raekke dybtgaende spedalstudier var foretaget.

Med sa meget desto storre glaede matte for fire ar siden fremkomsten
af Niels Skyum-Nielsens Kvinde og Slave. Danmarks historie uden retouche3

---

Jeg retter en hjertelig tak :il adjunkt Anders Bogh for gode rad og kritik.

touche3(1971) hilses, idet bogen klart tilsigter bade at give en detaljeret videnskabelig redegorelse og et nyt syn pa Danmarks historie i asldre middelalder (1085-1250). At bogens store stofmsengde og det udforlige noteapparat ville gore den uundvaerlig for alle, som herefter vil beskaeftigesig naermere med denne periode, stod med det samme klart, hvorimodden i flere henseender saeregne form, provokerende, indigneret, uargumenteret, nok kunne spaerre for en forstaelse af det syn pa perioden,som forfatteren ville fremme. I dag forekommer det mig imidlertid klart, at man ikke kan laese Skyum-Nielsens forgaengere som periodens historieskrivere, Erik Amp og Hal Koch¹, uden at maerke, at de tilhorer en anden tid end Skyum-Nielsen, eller med andre ord, at Kvinde og Slave betegner en tiltrsengt modernisering i opfattelsen af aeldre dansk middelalder.

Den laerde - og provokerende - behandling af det betydningsfulde og store emne indbyder til adskillige overvejelser, som dog her skal begrasnses til en redegorelse for forfatterens opfattelse af samfundsudviklingen, herunder isaer af de forskellige samfundsklasser, kombineret med nogle metodiske betragtninger vedrorende struktureringen af det omfattende

Det vil vaere hensigtsmaessigt at forudskikke nogle generelle betragtninger
om dette at skrive Danmarkshistorie, relateret isasr til aeldre middelalder
og her atter med inddragelse af Kvinde og Slave.

At skrive et lands historie er naturligvis principielt en opgave af samme art som fremstillingen af andre mere snaevre emners historie. I praksis byder imidlertid det omfattende emne pa saerlige stofudvaelgelses- og struktureringsproblemer.

Med hensyn til stofudvaelgelsen gaelder, at den politisk-sociale-okonomiske udvikling danner rygraden i fremstillingen af Danmarkshistorien, men i ovrigt er det forfatterens valg, hvad han vil medtage eller gore mest ud af - alt efter hans livsopfattelse, politiske indstilling og personlige jugement. For Amp og Hal Koch var udviklingen af en ovrighedsmagt, d. v. s. udviklingen af kongemagt og kirke, det vaesentligste karakteristikum ved Danmark i aeldre middelalder. For Skyum-Nielsen synes derimod afviklingen af slaveriet at vaere det vigtigste track, ligesom han i det hele onsker forholdet mellem samfundsklasserne sal: i centrum i skildringen af perioden.

I overensstemmelse med sin opfattelse kan historikeren inddrage stof,

---

1. I Schultz' Danmarks Historie I (1941) og Politikens Danmarks Historie 111 (1963).

som maske ellers har vaeret (delvis) negligeret. Arup har fremhaevet, at han i sin Danmarkshis.torie har medtaget sygdommenes og »kegevidenskabens«histori e². Skyum-Nielsen kan siges at fortsaette ad samme vej, nar han (cf. det udmaerkede register i Kvinde og Slave) behandler forhold som alderdomsvilkar, diskriminering, levevilkar, seksuel adfserd, tiggeri og uddannelse. Man kan vaere enig eller uenig med forfatteren om alle disse emners relevans for skildringen af det danske samfunds historie i aeldre middelalder, og isser kan man mene, at resultatet er magert, idet kildematerialet svigter. Men man kan naeppe benaegte vasrdien af, at der her peges pa en r;ekke hidtil lidet paagtede forhold.

Langt mindre frit stillet er historikeren med hensyn til struktureringen af stoffet. Han er her bundet af en raekke videnskabelige krav, eller krav om ordentligt handvaerk, om man vil. Jeg deler op i to punkter: disponering og begrebsapparat/terminologi.

For disponeringen af det mangeartede stof, som et lands historie over et lcengere tidsrum udgor, er der to principielle muligheder. Svarende til stoffets to dimensioner kan man enten lade en saglig, systematisk opdeling vaere det overordnede dispositionsprincip, eller man kan lade tidsfolgen danne rygraden. Forst ud i yderste konsekvens svarer de to disponeringsformer til henholdsvis leksikonnet og arbogen og vil folgelig ikke forekomme i en almindelig historisk fremstilling. Alligevel kan det vEere af betydning at gore sig dette klart.

Den stigende vaegt, man i dette arhundrede har lagt pa sociale og okonomiske forhold, aftegnes i disponeringen af de danmarkshistoriske fremstillinger. Mens man tidligere kunne nojes med en strengt kronologisk skildring af den politiske udvikling, hvortil fojedes enkelte andre afsnit, faldt fremstillingen af de fleste tidsafsnit i Det danske Folks Historie (1927-29) (og dermed i Schultz' D. H.) fra hinanden i selvstasndige afhandlingerom indenrigspolitiske, udenrigspolitiske, okonomisk-sociale og kulturelle forhold. I afsnittet om senmiddelalderen arbejdede C. P. O. Christiansen imidlertid med en egentlig systematisk disposition³, og fa ar forinden havde Arup i sin Danmarkshistorie lanceret den helt modsattelosning, hvor det okonomisk-sociale stof integreredes i den politiske skildring i en stramt kronologisk disposition. Ved redigeringen af PolitikensDanmarks Historie blev der ojensynlig lagt vaegt pa at kornme bort fra den saglige opsplitning af stoffet ved at folge en kronologisk disponering,men i en psedagogisk langt mere vellykket udformning end

---

2. Se hans redegorelse i Eanmarks Historie 111 (1955), p. 259.

3. En gennemfort systematisk disposition dsekkende langt storre tidsrum er brugt af Poul Johs. Jorgensen i Dansk Retshistorie (1940).

Amps, idet en raekke ikke-politiske forhold blev behandlet samlet. Hal
Kochs afsnit reprzesenterer smukt den valgte losning.

Skyum-Nielsens disponering af Kvinde og Slave er kronologisk, uden
tvivl staerkt pavirket af Arup, hvis system med kapitler og underafsnit
noje folges.

Som det vil vaere fremgaet af det foregaende, er der en rsekke emner, som kun vanskeligt eller slet ikke lader sig integrere i den kronologisk fremadskridende skildring. For aeldre middelalder geelder det forhold som bebyggelse, landbrug, kirkebyggeri, byudvikling og til dels ogsa klostre og udenrigspolitik. At disse emner behandles separat hos savel Koch som Arup og Skyum-Nielsen, vil ses blot ved at betragte indholdsfortegnelserne til deres Danmarkshistorier.

Den kronologiske disposition hos de tre forfattere gaelder altsa i forste raekke det centrale politisk-institutionelt-sociale stof, men er som naevnt langt skarpere gennemfort hos Skyum-Nielsen og isaer Arup end hos Koch. Redegorelsen for de lange udviklingslinier af institutionel og social art voider de to forstnaevnte, eller i hvert fald deres lassere, store vanskeligheder. Isaer er Kvinde og Slave svaer at laese. Der er meget mere stof i denne bog end i de to andre, ogsa pr. side, bl. a. har forfatteren oget med det tidligere naevnte sociale stof om alderdomsvilkar, diskriminering etc. Man kunne herefter have forventet hjaelp til teeseren til at finde rundt, men Skyum-Nielsen gor lidet. Registret er ganske vist godt, men adskillige af overskrifterne er mere journalistisk blikfang end praecist signalerende, og vi far sjaeldent at vide af forfatteren, hvad deter han gor. Nar bortset fra Forord og Slutord undlader han oftest at praesentere sine emneomrader og problematik, forklare sin disposition, definere sine begreber og opsummere sine resultater, men nojes, efter Amps forbillede, med sma spredte opsummerende bemaerkninger.

Det andet hovedkrav til stoffets strukturering gaelder et gennemtaenkt og konsekvent begrebsapparat og en konsekvent terminologi. Dette er et helt selvfolgeligt krav i en videnskabelig afhandling omhandlende mindre emneomrader, men gaelder naturligvis ogsa for en forsvarlig behandling af et lands historic

Ved at navngive sin bog Kvinde og Slave har Skyum-Nielsen markeret, at han har en anden opfattelse af aeldre dansk middelalder end hans to forgaengere Arup og Koch, som benaevnte deres fremstillinger henholdsvisovrigheden og Konge og Kirke. Hvor hos disse statsmagtens udvikling stod i centrum, onsker hin at laegge hovedvaegten pa de sociale forhold. I forordet proklamerer Skyum-Nielsen, at han vil skrive »det fortiede

flertals historie«, skrivs om »de utrolig mange fattige, syge, gamle og svage«. »En ensidig betragtning af fortiden fra mandens synsvinkel eller fra samfundspyramidens top ma vaere foraeldet«. Til trods for titel og forord handler Skyum-Nielsens Danmarkshistorie dog ligesom forgaengernesvserker forst og fremmest om konge og kirke, hovdinge og bonder, og den politiske udvikling, herunder udenrigspolitikken, indtager en fremtraedende plads. Nar det proklamerede mil ikke nas, skyldes det dels, at kildematerialet svigter, dels ogsa, at deter svaert at trsekke forbindelsenmellem det historielose flertal og den statshistorie, som trods alt interesserer forfatteren, endelig vistnok, at forordet ikke skal tages helt alvorligt.

Allerede en laesning af forste afsnit i indledningskapitlet »Ny tid« sammenholdt med »Slutord« giver da ogsa et andet indtryk af sigtet med bogen, end forordet gor: Arene 1085-86 markerer et skel. Med beskyttelsen af de frigivne og fremmede »markerer kongemagten et skifte fra en eksploiteringsmaksime til en regeringsmaksirne som ledetrad for styret«; med privilegeringen af Lundekirken befinder vi os »i overgangen fra det olddanske kastesamfund, hvor konge, hovdinge og storbonder pa en ret enkel made eksploiterede befolkningen, til det gammeldanske privilegiesamfund, der forte udnyttelsen videre under mere komplicerede former*. Om karakteren af det olddanske samfund hedder det (p. 2): »Danmark ma endnu i 1080'rne have vaeret et samfund, hvor en del arbejde udfortes af underernaerede menneskedyr, af slaver«.

I »Slutord« behandles slaveriets afvikling og de ovrige klassers omdannelse: »Samfundets blomst skod i vejret, mens den livnaerede sig pa et bredere rodnet end for: store og uensartede proletargrupper og en svaekket

Som det vil ses, opererer forfatteren i indledningen med forskellige samfundstyper og med de sociale gruppers eller klassers stilling i disse. Hovedmotivet i Kvinde og Slave kan da nok siges at vaere »det gammeldanske privilegiesamfund«s udvikling med saerlig vaegt pa det politiske begivenhedsforlob - hvortil kilderne nu engang flyder rigeligst.

Jeg skal i det folgende kritisk redegore for Skyum-Nielsens skildring og opfattelse af samfundsudviklingen. Derimod skal jeg ikke i videre omfang vurdere rigtigheden af hans opfattelse. Der vil blive lagt saerlig vaegt pa at klargore opfattelsen af den sociale struktur. Skyum-Nielsen opererer med flere sociale grupper end hans forgaengere, bl. a. som en folge af bogens sl:orre stofrigdom. Den folgende gennemgang vil dog ikke interessere sig for slaverne og de andre underklasser, idet skildringen af dem ikke er integreret i den ovrige fremstilling. Skyum-Nielsen operererdels

rerdelsmed det fra f. eks. Arup kendte ordforrad (bonde)hovdinge, storniEend, storbonder, bonder etc. Men desuden bruger han begreber som overklasse, middelklasse og underklasse og tilforer denned socialproblematikkenet vaesentligt nyt aspekt. Det skal imidlertid pa forhand fastslas,at terminologien i flere henseender hverken er saerlig klar eller konsekvent. Isaer bemaerkes ordet »velhaver«, som bruges temmelig vilkarligt,oftest

Dispositionsformen i Kvinde og Slave, men specielt de manglende indforinger, definitioner og opsummeringer betyder, at man for at fa fat pa forfatterens opfattelse ma folge hans fremstilling noje fra en ende af, i hvert faid for den forste halvdel af bogen.

Skildringen af den seldste periode (1085-1130) er bygget op over modssetningen mellem konge og hovdinge. Knud IV betragtes som reprassentanten for en ny tid, men faeldes af de godsstaerke (bonde)hovdinge, »de dominerende i landet nu som for« (p. 10), som indsaetter de folgende konger under slagord om frihed og fred og bevarelse af den nedarvede retsorden. Pa tingforsamlingerne ma hovdingene have domineret, og ledelsen af ledingens skiben la i hvert fald senere i storbondernes haender. Ved byggeriet af sognekirkerne spillede hovdinge og storbonder en vaesentlig rolle, og bispestolene blev et mal for aergerrigheder fra hovdingeslasgterne. I to afsnit modstilles kongens land og hovdingenes land, og der sammenfattes (p. 42): »Konge og stormaend var naermest indbyrdes uafhasngige*. Formuleringen er taget fra Aksel E. Christensens Kongemagt og Aristokrati 1945, og fremstillingen er i det hele taget staerkt beslaegtet med og vel pavirket af denne bog.

Overklassen udgores dog ikke blot af hovdingene, men ogsa af de krigspligtige bonder, som hugger Knud IV ned (p. 11). Dette lille rigmandsfolk, men ikke det store fattigfolk, tilslutter sig pa ledingsstaevne og ting bondehovdingenes valg af Erik Ejegod (p. 14). De tiendeydende bonder er sognets velhavere, der kan underholde praest og kirke (p. 24f og 30), de er de sma kapitalejere, storbonderne og hovdingene de store kapitalejere (p. 30).

Modpolen til denne overklasse udgores af de fattige og sultende menneskehobe,
det virkelige folk. Skyum-Nielsen stiller sig saledes klart i opposition
til Arup og Koch, som identificerer bonderne med folket (p. 2).

Sa vidt er Skyum-Nielsens tankegang klar, men vanskelig at uddrage af teksten, ogsa selv om man tager registret til hjaelp. Vedrorende kongemagten(centralmagten) i samme periode mener forfatteren, sa vidt jeg kan forsta, at den er i vaskst eller i hvert fald forsoger at gribe ind pa

flere omrader, dvs. at han tilslutter sig Arups og Kochs hovedtese om den voksende ovrighedsmagt. Ud fra 1085-gavebrevet betones kongens ret omfattende ovrighedsbefojelser (p. I og If), og Knuds lovgivning til fordel for de frigivne slaver og de fremmede markerer et skifte i samfundets og kongemagtens karakter, »fra en eksploiteringsmaksime til en regeringsmaksime som ledetrad for styret« (p. 1). Knud stotter sig i sin politik pa de gejstlige, som han privilegerer staerkt, men det betonesher og bogen igennem, at de gejstlige er aldeles afhaengige af kongemagten. Under kong Niels gives, ligesom i Arups Danmarks Historie,en skildring af det begyndende administrationsapparat, »familieklanenblev i snaevrere forstand, hirden i videre, kim og kasrne for rigs- og lokalstyre« (p. 43).

Hvis ovenstaende redegorelse for Skyum-Nielsens opfattelse af det danske samfund i tiden 1085-1130 sammenholdes med aeldre forskeres, ses det, at han konsekvent reducerer kirkens rolle i forhold til Arups og Kochs opfattelse, endvidere at han staerkt fremhasver eksistensen af den af de samme forfattere naermest glemte underklasse. Pa linie med Aksel E. Christensen fremhasves, at kongemagtens modstandere var bondehovdingene. Derimod er det vanskeligt at fa fat pa, hvordan bonderne egentlig opfattes; nar de betegnes som velhavere og overklasse, er det sa blot en ugennemtaenkt refleks af, at de onskes modstillet underklassen, eller er opfattelsen virkelig den, at deres kar og interesser var sammenfaldende med hovdingenes? Hvis det sidste er tilfaeldet, forekommer det mig, at man enten ma opfatte hovdingene som blot storbonder, eller ogsa ma man opfatte de almindelige bonder som en vaesentlig jordrigere klasse end senere tiders binder. Hvad Skyum-Nielsen mener om dette centrale forhold, kan man imidlertid ikke vide, fordi fremstillingsformen i Kvinde og Slave ikke giver plads for problemdiskussion. Indtil videre star man sig nu nok ved at fastholde Arups skel mellem hovding og bonde og bedst i den af AksolE. Christensen skaerpede form^3a.

Hvem, hvilke grupper eller klasser, stod bag kongemagten? Skyum-Nielsenpapeger allerede s,. 2, henvisende til Arup, at kongen var en art opnasvner for centralmagten. Men han er ikke gaet det skridt videre, at han har spurgt, hvis interesser denne centralmagt repraesenterede. Det forekommer mig, at sporgsmalet matte rejse sig med sa meget storre styrke for forfatteren, efter at han har forkastet Arups og Kochs tese om kirkens store betydning for kongemagtens udvikling og heller ingen hensyn tager til deres tese om to partier, som hver onskede at bruge kongemagten pa deres vis. Hvis Skyum-Nielsen (og Aksel E. Christensen) har ret i, at der bestod et afgorende modsaetningsforhold mellem konge

---

3a. Se Kongemagt og Aris'.okrati, p. 21.

og bondehovdinge, tvinges man til at forestille sig i hvert fald en vis velviljeover for kongemagten hos de jaevne bonder, dvs. hos den middelklasse,hvis eksistens Skyum-Nielsen ikke regner med. Dette er Andreas Holmsens tese for Norges historie i den samme periode. At kildematerialeter sa ringe, at enhver konklusion har karakter af rent hypotetisk konstruktion,kan ikke fritage forfatteren for at naevne problematikken uanset den valgte fremstillingsform.

Ved skildringen af den folgende periode, borgerkrigenes tid 1131-57, indfores et par nye momenter. Det nsevnes, at pa kong Niels' side i slaget ved Fodevig kaempede ledingsbonderne, og at Eriks sejr muligvis blev udnyttet til at vrelte nye byrder over pa disse. Den beredne styrke af styresmaend, hirdmaend og hovdinge kom efterhanden til at udgore haerens egentlige kampkraft (p. 78f). Pa side 133 dukker endelig en definition pa samfundsklasserne op, underklasserne: de som hverken ejede eller lejede jord og ej heller magtede handvaerk eller kobmandsskab, middelklassen: kobm£end, handvaerkere og sma ejere og lejere af jord.

De givne definitioner forekommer rimelige, idet man dog kunne have onsket sig en naermere forklaring pa, hvad der forstas ved sma ejere af jord. Det vil imidlertid ses, at opfattelsen af bondebegrebet er aendret i forhold til den forrige periode. Nu optraeder Arups jaevne bonder, trykket af de store i samfundet. Idet jeg gar ud fra, at den aendrede placering af smabonderne er tilsigtet, er sporgsmalet, hvad forfatteren ser som baggrund for denne udvikling. Formentlig taenker han her isaer pa udviklingen henimod dannelsen af en herremandsstand. Under skildringen af kong Niels' styre anfores, at unge hovdingesonner sogte ind i kongens hird, hvor de dog pa en made blev gidsler for de stridige storslaegter (p. 43), og om de storbonder, som ledede herredets ting og militaerorganisation, anfores, at de lejlighedsvis kunne vaere kongens maend (p. 42). Som naevnt ovenfor papeges for tiden efter 1134 rytteriets udvikling. Et tredje traek er Erik Lams overladelse af kongsgods og kongsindtaegter til stormaend imod krigstjeneste (p. 78 og 84).

Borgerkrigen 1131-34 opfattes som bl. a. en krig mellem de forskellige landsdeles stormaend om rigets poster og indtaegter (p. 144). Efter sejren 1134 besatte de ledende stormaend bispesaederne med deres kandidater. I 1146 sogte de jyske hovdinge at spraenge sig vej frem til magten ved valget af Knud Magnussen pa Viborg landsting. De skanske stormaend svarede med valget af Erik Emunes son Sven. Efter 1157 var hovedvaegten imidlertid forskudt til Sjaslland, og Skjalmslaegten kunne rive til sig, som den lystede.

Det synes saledes ai: skildringen at fremga, at forfatteren regner med et rigsomfattende administrationsapparat, verdsligt og gejstligt, tilstraekkeligt betydningsfuldt til at rigets stormaend ved hjselp af dette kunne skaffe sig indtaegter og indflydelse. Hvis hansom konsekvens heraf regner med en svzekket position for bonderne, er det naturligt. I Skane rejste ledingsbonderne sig mod ogede krav fra kong Svens ombudsmaend (p. 141, cf. 142).

I definitionen af middelklassen anfortes, at denne ogsa omfattede lejere af jord. Forfatteren forestiller sig vistnok forst og fremmest, at faestere opstod ved kolonisation pa kongens eller storbondens udyrkede jord (p. 101 og 104).

Den her givne redegorelse for Skyum-Nielsens opfattelse er muligvis mere min fortolkning af det af ham fremlagte materiale, end deter hans fortolkning. Nar forfatieren i 1086 betegner ledingsbonder som overklasse, ja endda indrangerer dem under de hojbarne (!) i modsaetning til almuen, men i 1134 taler om ledingsbonderne, som der vaeltedes nye byrder over pa, idet de forpligtedes til at transportere heste for styresmaend, hirdmsend og hovdinge, kan laeseren ikke med sikkerhed vide, om forfatteren mener, der er sket en udvikling, eller om hans terminologi blot er inkonsistent. Snarest er der dog tale om et bade og.

Skyum-Nielsens opfattelse af hovedtraekkene i samfundsudviklingen i Valdemarstiden er klart markeret. Efter borgerkrigen var kongemagten tilstraekkelig styrket til, at stormaendene »ikke laengere kunne spille land om Danmark som sadan, men nok om de besejredes poster og dodsboer«. »Da magtforbundet fra 1157 fik lov at besta«, viste virkningerne sig efterhanden i form af forogede kongelige praerogativer og indtaegter (p. 145). Den regerende kreds af stormaend, som »machinerede med kongedommets magtmidler og eksploiterede de lavere lag« (p. 174), holdt med held andre stormandskredse, herunder andre linier af kongehuset, ude fra magten. Borgbyggeriet, oprindelig forst og fremmest et vaern udadtil, vanned til at sikre den regerende overklasses radighed over samfundets produktionsoverskud (p. 152). De skanske rejsningers fallit 1180-82 etablerede blot det kongelige og kirkelige pa void byggede magtapparat endnu dybere (p. 211). Den bzerende bjaelke i Valdemarstidens samfund blev det harmonifyldte samarbejde, den politiske forstaelse mellem konger og stormaend, enten de nu var verdslige eller gejstlige (p. 279 og 292). »Det kan tilsyneladende bedst forklares ved, at der har vasret et voksende produktionsoverskud fra de arbejdende klasser« (p. 292).

Klarheden udstraskker sig desvaerre heller ikke her til den naermere skildring af den sociale struktur. Nar bonderne omtales i relation til stormaendene, specielt i militaer henseende, betones afstanden. Stormaend og ledingsbonder gik pa Vendertogt samrnen (p. 151), men »der blev et stadigt dybere skel mellem det almindelige ledingsopbud og stormsendenes fremmode i fuld vabenstyrke« (p. 157). For bonder og fattigfolk blev borgbyggeriet, da forst Venderfaren var afvaerget, mest til besvaer (p. 162). Ved gennemgangen af retssystemet, saledes som det fremgar af Skanske Lov, tildeler forfatteren naturligvis, ved siden af konge og aerkebisp, de retskyndige storbonder pa tinge indflydelse, men han tilfojer: »Tingbondernes deltagelse har vel heller ikke vaeret aldeles illusorisk« (p. 257).

I andre sammenhasnge betegnes bonderne derimod stadig som velhaverne. Det var velhaverne, de korndyrkende og tiendeydende bonder, som afsluttede de sjaellandske og skanske kirkekontrakter 1171. I 1180 opfattede de velhavende korndyrkere imidlertid den forhojede bispetiende som bondefjendsk og gjorde opror; de fik stotte bade af stormaend og fattige (p. 209f). Stormaendene faldt dog fra, efter at de var blevet udsat for folkelige straffeaktioner, og »almuen har aldrig senere dristet sig ...« (Saxocitat). Hvorvidt almuen gar pa bonderne eller de fattige, der fulgte bonderne, og hvorvidt forfatteren overhovedet vil sta inde for dette Saxoudtryk, kan ikke afgores.

Den fluktuerende karakter af Skyum-Nielsens bondebegreb, alt efter hvilken sammenhaeng bonderne optraeder i, gor som for naevnt, at deter meget vanskeligt at opfatte asndringer i klassens karakter. Sammenholdes bondebegrebet med den opstillede klassedeling, fremgar det desvaerre klart, at forfatteren ikke har tsenkt sig ordentligt om:

Som anfort ovenfor henfores de sma ejere af jord p. 133 til middelklassen. P. 260 anbringes »selvejerne« derimod meget praecist i »den lavere overklasse«, en placering som stemmer med karakteristikken p. 270 af bonder og storbonder som »de herskende klasser«. I skildringen af socialstrukturen o. 1250 hedder det endelig, at middelklassen sva;kkedes, idet »de sma selvejere« forvandles til landboer (p. 329).

At definitionen af bondebegrebet er uklar, haenger formentlig til dels sammen med forfatterens inkonsekvente brug af ordet bonde. Tilsyneladendeuden at tamke over det bruger han i forskellige sammenhamge ordetmed vidt forskellig betydning. Accepteres kan vel ordet bragt som erhvervsbetegnelse, som nar der tales om bondernes kal- og abildgarde (p. 106), om bondegardens forskellige bygninger (p. 108) eller om bondeliv(p.

liv(p.247f). Men misvisende er modstillingen af godsejerens og hans bonders handel pa bytorvet (p. Ill); en kapiteloverskrift som »borger og bonde« daekkende forhold i by og pa land o. 1200; en karakteristikaf Valdemarstide:is samfund, hvor det hedder: »hvor meget kan der hentes hos borger og bonde, og hvorledes skal dette overskud fordelesmellem de hojstbegunstigede?« (p. 301). Mest ejendommelig er en oplysning om, at for »ufri bondesonner« var der nseppe plads i cistercienserklostrene(p.

Den fluktuerende sociale terminologi og den uklare opfattelse af den sociale struktur gaelder ogsa skildringen af overklassen; de vaesentligste uklarheder skal papeges. Det overste samfundslag udgores af (bonde)hovdingene eller stormaendene. Det ser ud til, at termen hovdinge foretraekkes, nar denne overklasses selvstaendighed i forhold til kongemagten onskes betonet, dvs. at termen isaer bruges for tiden for 1134 (1157). Det naeste sociale lag :>kulle vel vaere storbonderae. Brugen af dette ord er imidlertid sa vilkarlig, at jeg ikke tor afgore, om forfatterens hovedsynspunkt er, at storbonderne udgjorde en egen social gruppe, eller om han blot betragter dem som en mindre udgave af hovdingene. I mange tilfaelde naevnes storbonder og hovdinge som naermest synonyme begreber, og i registret henvises der under storbonder til hovdinge. Imidlertid anforer registret dog seks specificerede sidehenvisninger under ordet storbonde. De to af dem er helt tilfaeldige, en vedrorer oversaettelsen af Roskildekronikens bondones, men de tre sidste henviser til vsesentlige forhold: ting og skiben lededes af lokale storbonder (p. 42); pa landstinget i Lund kunne loven fcrtolkes af retskyndige storb^nder (p. 257); herremaendene var storbonder, hvis krigstjeneste var uundvaerlig (p. 316). Pa disse tre steder indkredses et storbondebegreb forskelligt fra hovdingebegrebet.

Blandt det ovrige ordforrad daekkende overklassen skal naevnes potentater,
velhavere og klaner.

Ved skildringen af underklassen Iober forfatteren ikke ind i de samme terminologiske og beg]-ebsmaessige vanskeligheder. Det haenger sammen med, at skildringen er langt mindre omfattende og ikke er integreret i den almindelige frems tilling. Som et eksempel kan naevnes gardsaederne, om hvilke folgende oplysninger gives: de naevnes forste gang 1222 (rnansiolus) (p. 248), var vel ofte forhenvaerende slaver (p. 260 og 327), ses i Kong Valdemars Jordebog palagt skat og indtog vel samme stilling som de i Hallandslisten ibid, naevnte jaevne indbyggere (p. 328). Af sammenhaengen alle fire steder, hvor de naevnes, ses, at forfatteren placerer dem socialt mellem inderster og landboer.

Storre vanskelighed voider skildringen af slaveriet, som jo er et kardinalpunkt for bogen. Kildematerialet er som bekendt svagt, isaer til slaveriets omfang. Skyum-Nielsen plaederer, sa godt det nu kan lade sig gore, for slaveriets betydningsfuldhed. Hans vigtigste bemgerkninger er folgende: »Danmark ma endnu i 1080'rne have vasret et samfund, hvor en del arbejde udfortes af underernaerede menneskedyr, af slaver« (p. 2). I en sammenfatning af samfundsmodellen i det 12. arh. karakteriseres Danmark som »et slavesamfund, om end under afvikling« (p. 100), men »kilderne tvinger blikket vsek fra de slaver og frigivne, der langsomt sled sig i vejret« (p. 211). Dog »slavesystemet var under sprasngning« (p. 259). Slaveriet afvikledes, dels ved kirkens hjaelp, dels som et resultat af slavernes krav og dels som en folge af den okonomiske udvikling, idet de frigivne gled ind i de forskellige proletargrupper fra tiggere til inderster, nogle som gardsaeder (p. 327). Forfatteren tager ikke naermere stilling til, hvorvidt frigivne ogsa er gledet ind i mellemklassen som bryder og landboer.

Skyum-Nielsens opfattelse af samfundsudviklingen kan sammenfattes saledes: Den o. 1085 talrige slaveklasse omdannedes i lobet af perioden til forskellige proletargrupper. Kongemagten var i periodens begyndelse i konflikt med bondehovdingene, men efterhanden, isaer efter 1157, gik disse i kongens tjeneste, hjalp med til opbygningen af det kongelige magtapparat og fik dermed del i de kongelige indtaegter. De sma bonder matte betale for denne udvikling, men i ovrigt var landet takket vaere en almindelig produktionsfremgang i stand til at underholde en talrigere og mere kravende overklasse end tidligere. - Bisperne udgjorde ingen selvstaendig magtfaktor, men var aldeles afhaengige af kongemagten.

Deter en opfattelse, som formentlig de fleste historikere kan tilslutte sig. Flere af udviklingstrcekkene er indiskutable, opfattelsen af kirkens rolle er forfriskende ny, mens konceptionen om Danmark som et slavesamfund i det 11. arh. naturligvis er et postulat, men deter tidligere forfatteres opfattelse ogsa.

Det ma imidlertid staerkt beklages, at beskrivelsen af flere sociale
grupper ikke er gennemfort med konsekvens.

Min her givne redegorelse har haft form af en sammenhaengende fremstillingog har dermed ligget meget langt fra Skyum-Nielsens form. Den har kun kunnet etableres ved en sammenkaedning af mere eller mindre direkte citater, fordi fremstillingen i Kvinde og Slave er kasuistisk uden raesonnerende afsnit og derfor ikke med nogen storre sikkerhed kan

sammentraskkes til et referat. Deter imidlertid vaesentligt at papege, at
citaterne daekker to arter af formuleringer hos forfatteren:

1. Resumerende bem;Erkninger, ofte af praegnant form, som tidligere naevnt forfatterens eneste hjaelp til laeseren til at holde sammen pa stoffet. Eks.: De dominerende i landet var, nu som for, de godsstaerkehovdinge (p. 10).

2. Konkrete oplysninger om enkeltforhold. Eks.: Efter den bedste kilde
huggedes kongen ned af de krigspligtige bonder, altsa af overklassefolk
(p. 11).

Forfatterens resumerende bemaerkninger angar samfundets almindelige udvikling, herunder forholdet mellem kongemagt og stormaend, samt slaveriets afvikling, hvorimod egentlige resumeringer om bonderne kun findes i Slutord, hvor det siges, at middelklassen svaekkedes. De af mig fremfundne oplysninger om bondeklassen, middelklassen, i Kvinde og Slave vedrorer folgelig en raekke enkeltsituationer eller -forhold, og det er som pavist ikke lykkedes forfatteren at na til en samlet konsekvent opfattelse. De manglende resumeringer viser, at han heller ikke har forsogt herpa, men har szfgt at Iose problemerne hen ad vejen, som det nu kunne falde. Den oftmsvnte forste definition af under- og middelklasserne p. 133 findes saledes i et afsnit om tonsur og pjalter. Intet under, at denne definition ikke senere kan overholdes.

Den manglende konsekvens i beskrivelsen af den sociale struktur ma saledes tages som udtiyk for en manglende problemformulering. Det her fremforte er imidlertid sa langt fra enestaende traek. Forfatterens glaede ved stoffet og hans store laerdom giver sig desvaerre udslag i, at bogen vrimler med oplysninger, som i den storre sammenhaeng er ligegyldige. Saerligt bemaerkes hel(i kapitler, som er overflodige, f. eks. »Smertensborn og Hjertensborn<: omhandlende Valdemar Knudsen, Ingeborg, Abbed Vilhelm, Sunesonnerne og Anders. Kapitaloverskriften angiver i sig selv besvaeret med at fa bragt dette stof sammen. Til gengaeld er enkelte vaesentlige forhold ikke behandlet. Vi far intet naermere at vide om bebyggelsens karakter, intet om landsbysystemet.

Heller ikke stofudv;elgelsen er saledes styret af en gennemtsenkt problemformulering, men synes bl. a. at afhaenge af en tilbojelighed hos forfatteren til at ville udnytte hele det foreliggende skriftlige kildemateriale, uanset om han er i stand til at argumentere for de uddragne oplysningers relevans far fremstillingen.

En naerlsesning af de to forste kapitler vil demonstrere, hvor taet fremstillingen
er bundet til det skriftlige kildemateriale:

Det forste kapitel »Ny tid« begynder med afsnittet »Epoken«. Hovedargumentet for at pabegynde skildringen i 1085 er eksistensen af det forste i Danmark udstedte bevarede diplom fra samme ar. De to forste kapitler praesenterer sig med deres titler »Ny tid« og »Reaktionen« som en ouverture til bogen. Med udgangspunkt i £Llnods oplysninger om Knud IV's lovgivning og i kongens gavebrev til Lundekirken preesenteres den ny tid, repraesenteret ved kongemagt og kirke. De enkelte afsnit i kap. 1 betegnes: Epoken, De frigivne og frikobte, De fremmede, De nyrige, De nyprivilegerede samt Inderkredsen. Overskrifterne markerer klart forfatterens intentioner, men deter kendetegnende for stil og disposition, at de er anvendt med ringe precision. Umiddelbart opfattes de naevnte overskrifter saledes, at der er tale om fire befolkningsgrupper (foruden den regerende inderkreds), men det viser sig, at de ny-rige og de nyprivilegerede er identiske, nemlig lig Lundekirkens gejstlige. Og sa handler de to afsnit for ovrigt mere om kongemagten end om kirken.

Det forste emne, der tages op, er de frigivne og frikobte slaver. Knud IV prises for sin lovgivning, hvorved forfatteren stiller sig i klar modsaetning til Amp og Koch m. fl., som »identificerer bonderae med folket«. Fra spredte kilder vedfojes oplysninger om, hvordan man i ovrigt ma forestille sig slavernes stilling pa det tidspunkt. Pa tilsvarende vis behandles de fremmedes stilling. Med beskrivelsen af de diskriminerede grupper har forfatteren pa samme tid praesenteret et hovedmotiv i sin bog og indvarslet »ny tid«, den udvikling han vil skildre.

En nasrmere betragtning af de tre nasste afsnit indeholdende stof om kirke og konge viser, at de ikke, som man matte forvente, udgor en presentation af et andet hovedmotiv i Skyum-Nielsens Danmarkshistorie, f. eks. ovrighedsmotivet eller forholdet kirke-konge, men simpelthen bestar i en analyse af 1085-gavebrevet. Ganske vist indeholder analysen bade oplysninger og principielle bemaerkninger om hine to forhold, men der er primaert ganske klart tale om en kildeanalyse, hvilket er noget andet end en fremstilling af Danmarks historie. Jeg skal ikke benaegte, at en analyse af 1085-brevet er en nodvendig forudsaetning for at skrive periodens historie, men hvis man vil lade kildeanalysen traede i stedet for skildringen, ma det klart papeges, hvad deter man gor.

Afsnittet De ny-rige indeholder en omtale af, hvor omfattende jorder Lundekirken modtog fra kongen, og hvordan kongen var kommet i besiddelseaf dem. Hertil fojes oplysninger (realkommentarer) om, hvordan kirken benyttede den kongelige gave, og en analyse af, hvem der bestyrededet

styrededetkongelige gods. Afsnittet De nyprivilegerede behandler de kongelige rettigheder, som til dels blev overdraget til kirken, og slutter med en karakteristik af kcngemagten pa grundlag af brevet. Med afsnittet Inderkredsen er forfatteren naet til de oplysninger, som kan uddrages af de dele af brevet, som ikke udgor dispositio, f. eks. vedrorende kongens titel, vidnernes herkomst og stilling, Knuds respekt for kirken sammenlignet med kong Niels' samt finkulturen i Danmark. Der sluttes med en beskrivelse ai' beseglingen. - Udeladt er en analyse af, hvad stednavnene i brevet kan oplyse, og specielt hvad vi far at vide om kobst£eder og herreder. Disse udeladelser er naeppe nogen tilfaeldighed, men haenger sammen med, at vi her bevaeger os ud pa omrader, hvor Skyum-Nielsen naturligt foretraekker at bygge pa andre forskere. Faktisknaevnes brevets oplysninger om herredsinddelingen p. 40, om end med fejlagtig fortolkning 4.

Betragtningen af de tre afsnit (nr. 4-6) med de vildledende overskrifter viser, at fremstillingen kun tilsyneladende styres af den problemstilling, som indledningsafsnittet og overskrifterne angiver. I stedet for at v£ere problemstyr^t bliver fremstillingen kildestyret.

Dansk historieforskning, og maske ikke mindst middelalderforskningen, stiller store krav til dokumentation. Det skriftlige kildemateriale til aeldre dansk middelalder er karakteriseret ved at vasre yderst sparsomt og samtidigt vanskeligt tolkeligt. Ingen kender i dag dette materiale bedre end Niels Skyum-Nielsen. En central del af det, diplomerne, har han selv udgivet eller er i faerd med at udgive. At han nu har dokumenteret sin fremstilling af periodens historie nassten linie for linie med henvisninger til kilder og speciallitteratur, er af overordentlig vaerdi for alle, som arbejder med dansk middelalder. Man bemasrker de mange oplysninger afvundet helgenlitteraturen og f. eks. hans udmontning af artikler i Kulturhistorisk Leksikon⁵.

Skyum-Nielsens bog er saledes en terd og en nyttig bog. Den er ogsa
i flere henseender en vaesentlig fremstilling af aeldre dansk middelalder.

---

4. Diplomet naevner ikke, i modsaetning til hvad der oplyses i Kvinde og Slave, herreder i Skane. For skovbygden anfores derimod to landskabs- eller bygdenavne, Gaerds og Gongebo, c:f. i ovrigt Aksel E. Christensen: Vikingetidens Danmark, p. 77 og 86 r'f.

5. Som et smukt eksempel kan nsevnes oplysningen p. 97 om, at en f jerdedel af de i Lundenekrologiet anl:orte personer var kvinder. Oplysningen er taget fra Kr. Halds artikel om personnavne, KL XIII, 221. - Til gengaeld kan Skyum-Nielsen, p. 26, med Kr. Hald (Kl XVI, 387) undre sig over, at sa fa sogne har faet navn efter herregarde. Der <jr intet maerkeligt heri, eftersom herregarde ikke eksisteredei 11.-12. arh.

Den bringer et nyt syn pa perioden. Hvor fremstillingerne fra Arup i 1925 til Hal Koch i 1963 er centreret om ovrighedsmagtens udvikling, tildeles nu de sociale forhold en hovedrolle, og uanset de mange indvendinger, som kan rettes mod Kvinde og Slave netop pa dette punkt, lykkes det for forfatteren at give os et andet, mere moderne og til dels rigtigere indtrykaf det danske samfund.

Deter imidlertid min opfattelse, at Skyum-Nielsens store kendskab til materialet og hans krav til sig selv om dokumentation ikke har vseret nogen übetinget fordel for ham, da han skulle skrive periodens historie; at den store stofmaengde og arbejdet med losningen af de mange vanskelige kildeproblemer har medfort, at han ikke har skaenket problemformuleringen og struktureringen af fremstillingen tilstraskkelig opmcerksomhed. En haemsko har yderligere den kronologiske disposition vaeret, flere steder far fremstillingen i betaenkelig grad karakter af en fremlaegning af data, kronologisk ordnet. Hvis Skyum-Nielsen i sin kronologiske disponering er pavirket af Arup, har han overset, hvor skarpt denne problemstyrer sin fremstilling i den kronologiske ramme.

Den her fremforte kritik betyder ikke et krav om, at alle sider af Danmarkshistorien skal integreres i en filosofisk problemstililng. Forfatteren har imidlertid selv i indledningsafsnittet antydet, at tiden o. 1085 danner overgangen mellem to samfundssystemer: et kastesamfund (dvs. med slaver) afloses efterhanden af et privilegiesamfund, og laeseren ma folgelig forvente en konsistent redegorelse for udviklingen af den ny samfundsform eller i hvert fald en klar opfattelse af bade det ny og det gamle samfunds karakteristika. Pa en raekke omrader er samfundsforholdene og disses omdannelse klart opfattet i Kvinde og Slave. Det gaelder kirkens forhold til konge og verdslige stormaend, udviklingen i forholdet mellem konge og stormaend samt slaveriet og dets afvikling. Og i flere henseender har forfatteren nyformuleret problemstillinger. Bemaerkes skal her den konsekvente anvendelse af ordet slave for kildernes trael og viljen til at anskue samfundet ud fra en opdeling i okonomiske klasser. Derimod er, som fremhaevet, opfattelsen af bondebegrebet og bondeklassen uklar og ugennemtaenkt.

Hvad Skyum-Nielsen kalder det olddanske kastesamfund, fordi hovedvasgtenlaegges pa skellet mellem Me og slaver, karakteriseres af andrehistorikere som et bondesamfund. I opfattelsen af dette gor der sig dog vaesentlige forskelle gaeldende. Arup og Koch betragtede det som forst og fremmest bestaende af jaevne landsbybonder, som styrede sig selv pa tinge, hvorimod Aksel E. Christensen kraftigt har fremhaevet forskellen mellem de sma og de store bonder (Kongemagt og Aristokrati,1945).

krati,1945).Denne opfattelse har i stigende grad praeget forskningen, ogsa Hal Kochs seneste arbejde {Politikens Danmarks Historie 111, 1963), og har uden tvivl bidraget til Skyum-Nielsens staerke pointering af bondehovdingenes og storbondernes rolle o. 1100.

Uanset nuancer i opfattelsen af forholdet mellem hovdinge, bonder og slaver i det olddanske samfund kan dette karakteriseres negativt ved fravaeret af en raekke middelalderlige institutioner. Forst i aeldre middelalder etableredes efter europaeisk forbillede en egentlig statsmagt med et udbygget administrationsapparat og faste skatteindtaegter. Samtidig skabtes en privilegeret gejstlig og verdslig overklasse, mens de bonder, som ikke indgik i den nye overklasse, reduceredes til kongens og kirkens skatteydende undersatter. Fra bondesamfund til middelalderstat, saledes udtrykt af Hal Koch i 1963.

Naturligvis hvilede Valdemarernes stat, saledes som det fremhaeves i Kvinde og Slave, pa udnyttelse af underklassen. Men det ny, det som adskilte den fra viking etidens samfund, sa vidt vi da overhovedet kender dette, var modsaetiingen mellem den privilegerede overklasse, som administrerede staten, og den afgiftsydende mellemklasse af jaevne bonder, dvs. det nye var etableringen af en feudal stat - or det feudal taget i dets noget videre betydmng.

Det var en kolossal omvaeltning, der skete i det 12. arh. i Danmark. Hvor befolkningen i a;ldre tid kun havde haft meget begraensede pligter over for kongemagten, palagdes den nu skattebyrder til konge og kirke, som ifolge svensk-dansk forskning var af et enormt omfang, alene for kongeskatternes vedkommende pa niveau med landgilden i det 15. arh.⁶. Det ma vaere den fremtidige forsknings opgave at soge at forklare dette billede eller/og at modificere det. Her byder Aksel E. Christensens pa Trelleborgene baserede opfattelse af en staerk vikingetidskongemagt en mulighed for at antage, at bondernes byrder i vikingetiden reelt ikke har vaeret helt übetydelige, bestaende af arbejdspligt og provianteringspligt. Hvad angar skatterne 1 Valdemarstiden, skal siges, at den hojeste af de foreslaede takster simpelthen er usandsynlig. Men uanset mulighederne for at vurdere bondernes skattebyrder noget lavere og deres forpligtelser i tiden for 1100 noget tiojere skal det fremhaeves, at der i Danmark i det 12. arh. udvikledes en kongemagt og skabtes privilegerede staender, som hvilede okonomisk og socialt tungt pa de sma fribonder.

---

6. Nemlig 1 el. 2 mr. solv pr. havne; denne formentlig svarende til I-IV2 mr. sjaellandsk skyldjord, dvs. ca. 4 garde. Dette giver V2 el. 1 mr. korn pr. havne, IV2 el. 3 pd. korn pr. gard (se Kulturhistorisk Leksikon under hamna, leidang m. v. samt Kvinde og Slave, p. 303).