Da den forhenvaerende udenrigsminister, greve C. W. Ahlefeldt-Laurvig dode i 1923, efterlod han sig to optegnelser vedrorende dramatiske begivenheder i dansk politik, som han selv havde vaeret direkte involveret i. Den forste optegnelse, der har karakter af en historisk redegorelse, har titlen: Ministeriet Neergaards dannelse og forsvarslove. Det andet notat er en dagbogsoptegnelse, nedskrevet dagen efter den refererede episode, som Ahlefeldt-Laurvig karakteriserer som: Planer om ved direkte indgreb fra kongemagtens side at styrte det forste radikale ministerium. Begge optegnelser la ved Ahlefeldt-Laurvigs dod i en forseglet kuvert med paskrift af hans hand om, at de pa et naermere angivet tidspunkt skulle overgives til Rigsarkivet, hvilket skete i 1974. Det ma formodes, at Ahlefeldt-Laurvig selv har onsket, at hans optegnelser skulle blive kendt af en storre kreds og indga som en faktor ved eftertidens bedommelse af forholdene inden for dansk politik i de bevaegede ar 1908-10.

Carl William Ahlefeldt-Laurvig kom forst ved sin optagelse i ministerietNeergaard
1908 ind i aktiv politik. Han tilhorte en af landets
seldste godsejerslaegter og fik tidligt overdraget godset Eriksholm ved

Holbaek. Han tog eksamen som cand. polit. i 1883 og gik derefter ind i udenrigstjenesten. 1897 blev han gesandt i Wien, en post, der ifolge hans eget udsagn ikke krasvede nogen storre indsats, og som derfor naeppe kan have tilfredsstillet den virketrang, der synes at have vseret karakteristiskfor ham. Den blev der derimod god brug for, da han i 1906 midlertidig blev kaldt hjem for at indtrasde som medlem af en kommission,der skulle give forslag til en omorganisering af Udenrigsministeriet.Allerede i det forberedende udvalg gjorde han sig stasrkt gaeldende,og hans synspunkter blev i mange henseender afgorende for kommissionensbetasnkning. Den blev afgivet d. 21. december 1907, og Ahlefeldt-Laurvig rejste igen tilbage til »det uvirksomme liv ved et mindregesandtskab«. Tanken om at overtage udenrigsministerposten ma pa denne baggrund have forekommet ham tillokkende. De faglige problemerkendte han til bunds af egen erfaring og fra sin medvirken i kommissionen, og muligheden for selv at komme til at fore kommissionensbetaenkning ud i livet ma have tiltalt ham. Politisk identificerede han sig med Venstre, og han var helt pa linie med konseilspraesidenteni sit syn pa den kommende nye forsvarsordning, specielt vedrorendebefasstningen af Kobenhavn. Afgorende for ham var en ordning, der gav Danmark muligheder for en velafbalanceret neutralitetspolitik. Inden sin accept af ministerposten sikrede Ahlefeldt-Laurvig sig derfor, via departementschef 1 Forsvarsministeriet L. C. F. Liitken, at den tidligereregering ikke med andre lande havde truffet aftaler, der kunne fa indflydelse pa forsvarets indretning.

Niels Neergaards fo:rste ministerium blev nedsat d. 12. oktober 1908, efter at ministeriet J. C. Christensen var demissioneret som folge af Albertiskandalen. Af de 10 ministre repraesenterede 4 Venstrereformpartiet, nemlig landbrugsminister Anders Nielsen, justitsminister Svend Hogsbro, kulturminister Enevold Sorensen og minister for offentlige arbejder Jens Jensen-Sonderup. Indenrigsminister Klaus Bemtsen tilhorte Neergaards moderate gruppe, meris finansminister Charles Brun og ministeren for det nyoprettede ministerium for handel og sofart Johan Hansen ligesom udenrigsministeren var hentet uden for Rigsdagen. Den 10. i ministeriet var ministeren for Island Hannes Hafstein.

Hovedopgaven for den nye regering var tilvejebringelse af en forsvarsordningpa basis af den betasnkning, der i juli 1908 var afgivet af en forsvarskommission,nedsat 1902. Heri var et flertal, bestaende af Reformpartietsog Det moderate Venstres repraesentanter, gaet ind for en ordning,der bl. a. gik. ud pa, at landbefaestningen omkring Kobenhavn skullenedlaegges, hvorimod sobefaestningen skulle udvides betydeligt ved

en rsekke forter og batterier. Betaenkningen gav anledning til en varm debat i pressen og pa politiske moder. Flertalsindstillingen blev af modstanderne betegnet som en praeferenceordning for Tyskland, saledes bl. a. af den frikonservative lensgreve Mogens Frijs i en tale i Svendborg d. 6. September. J. C. Christensen, der indtil sin demission var bade stats- og forsvarsminister, var ikke upavirket af dette synspunkt. Pa initiativaf departementschef L. C. F. Liitken havde han vaeret inde pa overvejelse af mulighederne for at supplere sobefaestningen af Kobenhavn med nogle lettere forter til landsiden. Ogsa Neergaard var allerede ved sin tiltrseden tilhcenger af en losning, hvorefter Kobenhavn kunne blive daekketmod landsiden, og heri stottedes hansom nsevnt af Ahlefeldt-Laurvig, der gennem gesandternes indberetninger til Udenrigsministeriet sidst pa sommeren 1908 var orienteret om udlandets syn pa en kommende ordning.I lobet af vinteren indhentedes yderligere oplysninger fra gesandternei Berlin, London og Paris om de respektive regeringers vurderingaf, hvorvidt den ene eller anden form for befaestning af Kobenhavn var bedst egnet til at markere Danmarks vilje til opretholdelse af sin neutralitet i tilfaelde af en stormagtskonflikt. Som sporgsmalet var formuleret,var svarene pa forhand givet. De udtrykte som ventet en bekreeftelseaf regeringens opfattelse, nemlig at konsekvensen af onsket om at holde sig neutral til begge sider i en krig mellem England og Tyskland matte vaere en befaestning savel til land- som til sosiden.

Niels Neergaard fremsatte sine lovforslag om forsvarets ordning d. 12. februar 1909. Som beskyttelse til lands forelagde han en plan om to flojforter ved Vedbaek og Mosede i forbindelse med sobefaestningen og en raekke mindre anlaeg i en bue ind i landet mellem disse to punkter, de sakaldte fremskudte forter. Allerede inden forslaget bragtes frem i Folketinget, havde landbrugsministeren erklaeret sig som modstander af planen, og det samme gjorde nu hovedparten af hans partifaeller i Reformpartiet. Forslaget henvistes til behandling i et haerudvalg med J. C. Christensen som formand. Han havde ved lovenes 1. behandling ikke direkte taget af stand fra forslaget, men efterhanden som udvalgsarbejdet skred frem, og modstanden i Reformpartiet gjorde det klart, at der ikke ville kunne opnas forlig om landbefaestningen, fremtradte han i staerkere opposition til Neergaard og afviste ved forslagenes 2. behandling blankt de fremskudte forter. Afstemningen om lovforslagene markerede en sprzengning af Venstrereformpartiet, idet 13 af dets medlemmer, herunder de tre ministre Enevold Sorensen, Svend Hogsbro og Jensen-Sonderup, stemte for forslagene, mens resten af partiet fulgte Anders Nielsen og J. C. Christensen og gik imod. Forslagene faldt da med 69, der stemte mod, mens kun 35 stemte for.

Folketingsperioclen udlob umiddelbart herefter, og ved valget den 25. maj forogedes del: antal medlemmer, der fulgte Neergaard i det omstridte sporgsmal, men det viste sig alligevel umuligt at opna flertal for de fremskudte stillinger. Niels Neergaard indgav derefter sin demissionsbegaering d. 31. juli. I det efterfolgende ministerium under lensgreve Ludvig Holstein-Ledreborgs ledelse indtradte J. C. Christensen som forsvarsminister, Niels Neergacird afloste Charles Bran som finansminister. Jensen-Sonderup udgik af ministeriet. Han havde som formand for den gruppe, der ved afstemningen om forterne havde udskilt sig af Reformpartiet, padraget sig stseri: uvilje fra partiets organisation i sin valgkreds. Hans efterfolger som minister for offentlige arbejder blev Thomas Larsen. De ovrige ministre beholdt deres portefoljer.

I slutningen af September vedtoges forsvarslovene med en bestemmelse om, at Kobenhavns gamle befaestning skulle nedlaegges senest 1922, uden at der skul'.e etableres en erstatning. En maned efter indgav Holstein-Ledreborg mimsteriets afskedsbegaering. Som medlem af dette ministerium havde Ahlefeldt-Laurvig vseret medansvarlig for den endelige udformning af forsvarslovene. Sa langt frem i tiden raekker notatet imidlertid ikke. Ahlefeldt-Laurvig har begraenset sig til et forsog pa at analysere baggrunden for iorsvarslovenes forlis i den Neergaardske udformning. Han er ikke ukritisk over for Neergaard, specielt mener han, at denne har forfejlet sin politik over for J. C. Christensen. En del af ansvaret tilskriver han dog ogsa sin egen manglende evne til at fremfore sine argumenter overbevisende; men hovedarsagen til nederlaget la efter hans opfattelse i den indre splittelse i selve ministeriet.

Efter indre kriterier at domme har Ahlefeldt-Laurvig nedskrevet sine
betragtninger over arsagerne til ministeriet Neergaards nederlag forst pa
aret 1910, efter at minisieriet Zahle var tradt til i oktober 1909.

Det andet notat omhandler Frederik VIIIs forhold til det radikale ministeriumi foraret 1910. Regeringen var ved at kore fast i sporgsmalet om en grundlovsaendring og stilede mod valg. Med hensyn til den netop vedtagne forsvarsordning havde regeringen ved sin tiltraeden erklaeret sig indforstaet med, at de givne love skulle fores ud i livet om end af okonomiskegrunde over en laengere arrsekke. I lobet af vinteren lykkedes det at fa tilslutning til yderligere udsaettelse af en del af de budgetterede udgifter til omordningen, og henad foraret 1910 blev det gjort klart, at hvis Det radikale Vem;tre sammen med socialdemokraterne fik flertal ved valget, ville man Soge forsvarslovene sendret. Dette foruroligede i hoj grad Frederik VIII. I sin aengstelse for at udbygningen af forsvaret helt skulle standses, overvejede kongen forskellige muligheder til at

komme af med regeringen Zahle. Han radforte sig med den gamle htfjrepolitiker Henning Matzen om mulighederne for en afskedigelse af ministeriet til fordel for et forretningsministerium. Hojre var ikke uvilligtil at ga ind pa tanken om sammen med Venstre at styrte ministeriet, men det afvistes af Venstre. En afskedigelse af ministeriet uden om Folketingetville vaere i klar modstrid med den parlamentariske praksis, der var ved at faestne sig, det samme gjaldt med hensyn til at nasgte en regering retten til at oplose Foketinget og udskrive valg, hvis det var kommet i mindretal. Frederik VIII havde ved regeringsdannelserne i augustog oktober 1909 selv vaeret medvirkende til at styrke Folketingets indflydelse. Om hans aengstelse for en standsning af forsvarets udbygning i tilfselde af en radikal valgsejr nu har kunnet drive ham til at tilsidesastteden parlamentariske tradition, han selv havde vaeret med til at bygge op, er ikke helt klart. For Ahlefeldt-Laurvig synes der ikke at havevaeret tvivl derom. Muligt er det imidlertid, at kronprinsen, den senere Christian X, hvis interesse i militaerets udvikling ikke var mindre end hans fars, pa eget initiativ har foretaget henvendelse til Ahlefeldt-Laurvig. Hans indblanding i politik i 1920 med afskedigelsen af ministeriet Zahle har mange lighedspunkter med den af Ahlefeldt-Laurvig refererede plan fra 1910.

Teksten er gengivet ordret. Hvor Ahlefeldt-Laurvig har udstreget ord
eller passager, er det udstregne anfort i parentes med en bemaerkning
herom. Retskrivningen er normaliseret og enkelte forkortelser oplost.

Ministeriet Neergaards dannelse og forsvarslove

Som udenrigsminister i ministeriet Neergaard var forst kammerherre Hegermann-Lindencronel udset. Naermest pa grand af alder svarede han imidlertid nej og henviste til mig. Allerede ved ministeriet Deuntzers dannelse² havde jeg vasret pa tale. Forste gang jeg traf Deuntzer, meddeltehan mig, at alene den omstasndighed, at der i Udenrigsministeriet pa foresporgsel (til Zytphen)³ var svaret, »at man ikke kendte rnin adresse«(jeg havde den gang ikke charge), bevirkede, at jeg ikke var blevetspurgt. Den gang onskede P. Vedel⁴ mig i spidsen for ministeriet, nu var det sarlig Hegermann, der var ivrig derfor, ojensynlig ikke rnindst for derved at slippe for svigersonnen Raben⁵. Efter udfaldet af den udenrigsministeriellekommission6

---

1. Johan Hegermann-Lindencrone (1838-1918) var gesandt i Berlin 1902-42.

2. J. H. Deuntzers ministerium fungerede fra systemskiftet 1901 til 1905.

3. Baron Christopher Zytphen-Adeler (1851-1915) var arkivar i Udenrigsministeriet.

4. P. Vedel (1823>~1911), tidligere direktor i Udenrigsministeriet.

5. Grev Fr. Raben-Levetzau (1850-1933), udenrigsminister i ministeriet J. C. Chri stensen, var gift med Johan Hegermann-Lindencrones steddatter.

rigsministeriellekommission6fandt Hegermann, at jeg egnede mig, og gesandterne onskede i almindelighed en fra karrieren. Selv indsa jeg godt mine mangier, saerlig min totale uovethed som taler og min ikke altid sikre takt; men jeg matte uden at vaere übeskeden indromme, at der i ojeblikket ikke var nogen bedre [rettet fra: fandtes]. Raben matte vi i hvert fald af med. Selv ville jeg gerne bidrage mit til en fornuftig forsvarsordning,jeg havde lyst til at reorganisere ministeriet og fore de nye love⁷, som jeg selv havde vaeret med til at lave, ud i livet, og endeligvar jeg saerlig pa grand af bornene ked af at leve i udlandet med det uvirksomme liv ved et mindre gesandtskab. Kort sagt jeg var ikke vanskelig at overtale. Over for Neergaard satte jeg kun to betingelser. For det forste at ingensomhelst aftaler havde fundet sted om forbindelse eller forstaelse med Tyskland i nogensomhelst form, hvad jeg saerlig gennemgamle Vedel fik konstateret ikke var tilfaeldet, og at Kobenhavn ikke efter regeringens forsvarsplan kom til at henligge fuldstaendig udaskketmod landsiden. Da Neergaard horte, at jeg ikke folte mig bunden ved nogen bestemt forsvarsplan, specielt ikke til Hojre, havde han intet mod denne betingelse, der led til at falde sammen med hans egen opfattelse af, hvad forholdene knevede. Ganske lonligt slog jeg pa, at jeg havde folt mig tiltalt af en af oberst A. Kauffmann udviklet plan om fremskudteforter, og Neergaard bemaerkede hertil, at han ogsa. selv kunne taenke sig en forsvarsordning omtrent efter disse linier.

Ministeriets sammensjetning var pa dette tidspunkt taenkt saledes, Neergaardkonseilspraesidentog finansminister (hvortil Falbe-Hansen 8 heldigvishavdesagt nej), de gamle ministre Hogsbro justits, E. Sorensen kultus, A. Nielsen landbrug, Je]isen-Sonderup trafik og som ny mand K. Berntsenindenrigsminister.Jeg foreholdt Neergaard det uheldige i, at sa mange af de gamle ministre, saerlig de forste, blev siddende, og at der ikke toges flere folk ind uclen for Rigsdagen. Med hensyn til det forste punkt mente Neergaard ikke at kunne gore forandring, hvorimod han gik ind pa at tage to ikke politiske fagministre foruden mig selv. GeneralkonsulFabe r⁹ var udset til handelsminister, men sagde heldigvisogtil sin senere store sorg nej. Jeg forhandlede sa pa Neergaards vegne med min tidligere kollega fra kommissionen Johan Hansen, om hvem jeg den gang havde storre tanker end nu, og fandt ham straks meget

---

6. Kommissionen til forbeiedelse af en omordning af Udenrigsministeriet og Danmarks representation i udlandet blev nedsat 24. juli 1906 og afgav betaenkning d. 21. dec. 1907.

7. Loven af 27. maj 1908 for Udenrigsministeriets reorganisering.

8. V. Falbe-Hansen (1841-1932), nationalokonom.

9. Generalkonsul i London Valdemar Faber (1849-1917).

villig. Det store sporgsmal var besaettelsen af forsvarsministerieme. Den forste, der var pa tale, var Jensen-Sonderup. Han var vel ikke utilbojelig, men kongen fandt ham for agrarisk og gjorde indvendinger, og meget modstraebende bestemte Neergaard sig sa til selv at overtage uriaspostensammenmed Finansministeriet. Den gang fandt jeg denne besaettelseafForsvarsministerieme heldig, nu senere er jeg ikke sikker pa, om ikke Jensen-Sonderup trods Neergaards forskellige fortrin ikke havde vaeret [overstreget: den rette] et bedre valg. Derved kunne tilmed Neergaard have beholdt Finansministeriet. Pa denne made blev vi imidlertid kun to ikke-politikere. Jeg havde en meget staerk opfattelse af, at situationen kraevede flere nye maend til hojning af niveauet og til at bode pa bonderegimentet.Opinionen,saerlig i Kobenhavn, var ved at blive traet af det udelukkende folketingsregimente. Givet var det ogsa, forekom det mig, at Forsvarsministeriet i det ojeblik fuldt ud kraevede en mands udelte arbejde. Dette udviklede jeg pa ny for Neergaard, der imidlertid ikke ville forsta mit standpunkt, hvorfor jeg udbad mig betaenkningstid, inden jeg under disse eventualiteter gik ind pa at indtraede i ministeriet. Jeg opsogte sa Jensen-Sonderup, sorn jeg kendte godt fra den udenrigsministerielle kommission, og traf ham sammen med A. Nielsen i Trafikministeriet. Efter at have sagt de to herrer, at jeg fandt det ganske selvfolgeligt, at de kom med, hvad der synlig smigrede A. Nielsen, men at jeg troede, ministeriets modtagelse ville blive mindre gunstig, hvis bade E. SorensenogHogsbro atter blev ministre, blev vi enige om i faellesskab over for Neergaard at holde herpa. Kun mente A. Nielsen bestemt, at forudsaetningenfor,at en af de til Reformpartiet horende ministre trak sig tilbage,mattevaere, at ogsa K. Berntsen kom uden for kombinationen. Da jeg ikke den gang var klar over K. Berntsens agitatoriske begavelse og übetingede evne til omend ikke at vaere konseilsprsesident sa dog til at styre Indenrigsministeriet og matte indromme, at vi ved valgene havde bedre chancer ved kun at have en, tilmed konseilspraesidenten, fra det moderate parti, indvendte jeg intet mod dette forslag. Overfor denne vor samlede pression matte Neergaard omend meget modvilligt, boje sig, og jeg fik da det forste bevis pa hans sorgelige mangel pa karakter. For at han, der gennem de mange ar stod pa en sa intim politisk fod med Berntsen, sa forholdsvis let kunne lade ham falde, kunne ikke andetendforundre. Vi pa vor side gik sa ind pa, at det blev E. Sorensen og ikke som af os oprindelig pataenkt Hogsbro, der blev bestemt som offer. (Neergaard fandt nemlig, at Hogsbro var saerlig egnet som justitsministerefterAlbert i¹ ° pa grund af Hogsbros almindelig ansete navn for

---

10. Justitsminister P. A. Alberti (1851-1932) havde d. 8. sept. s. a. meldt sig for bedrageri.

haederlighed, et synspunkt, hvori han vist havde ret). Et mode med alle de designerede kandidater blev berammet, hvor det blev mig som ophavsmandtilkabalen palagt det tilmed for en ny mand yderst übehagelige hverv at fore ordet. K. Berntsen ville, omend temmelig fornaermet, ikke sta i vejen for ministeriets dannelse, men da E. Sorensen bevarede en urokkelig tavshed, og Hogsbro, som det tiltalende menneske han ogsa senere har vist sig at vaere, af sig selv tilbod at traekke sig tilbage, gik hele planen i vasken. Enevold Sorensen kunne ikke andet end opfatte, at det var ham, man mente, men pa den anden side havde ingen af os tre sammensvorne mod til brutalt at sige ham sandheden lige i ojnene,ogNeergaard holdt sig naturligvis uden for diskussionen. Der stod derfor kun tilbage at finde en finansminister. Neergaard foreslog hertil amtmand Brun, naermest tror jeg, fordi man af ham ikke ventede et afslag. Personligt havde jeg intet at indvende mod Brun, som var mig ganske ukendt, kun ville jeg have ham anbragt i Indenrigsministeriet, da det jo netop var politiske fagministre, situationen krsevede. Herpa ville Neergaard ikke indlade sig. K. Berntsen var saerlig kendt med kommunaleforhold,og da aviserne begyndte hojlydt at ironisere over ministerietsfodselsveer,opponerede jeg ikke mere. I virkeligheden var det ogsa yderst vanskeligt at fa Finansministeriet besat med en fuldt ud kvalificeretmand.Hage11 ville Neergaard ikke have pa grund af rygterne om uheldige pengeforhold, og muligvis ville Hage heller ikke selv. Hageman nⁱ 2, som jeg slog pa, gik ikke pa grund af Privatbankens maskepi med Alberti. Falbe-Hansen havde som sagt allerede sagt nej, og andre personligheder, vi i skyndingen kunne finde pa, var enten hojremaend eller radikalere.

Imidlertid er det min overbevisning, at ministeriet allerede ved starten havde faet en ikke übetydelig kraeftskade. A. Nielsen har jeg stadig holdt pa, da det syntes mig klart, at nar vi matte stotte os pa Reformpartiet som den talrige gruppe, kunne vi ikke renoncere bade pa J. C. Christensenog pa formanden i partiet A. Nielsen. Men dette forhindrede ikke, at for den offentlige mening, der allerede havde faet op til halsen af bonderegimentet, var saerlig Anders Nielsen en brems i naesen. Man vurderede den gang langt fra tilstraekkelig, hvilken loyal og i hoj grad dygtig mand han i virkeligheden var. Med hensyn til Johan Hansen sa jeg gait, men han klarede sig dog bedre, end vi kolleger efter vor opfattelse af ham fra ministermoderne kunne befrygte. Trods sin store

---

11. Christopher Hage (1848-1930), finansminister 1901-05, medlem af Venstrereformpartiet.

12. Ingenior G. A. Hagemann (1842-1916) var medlem af Privatbankens bankrad.

flid og solide grundighed var Enevold Sorensen naermest dod vaegt, men den fordel var der ganske vist ved ham, at under ham de kirkelige love og Kultusministeriet med dem, som man onskede, kunne sove i fred. Valgetaf Brun til finansminister var decideret uheldigt. Ikke at han i og for sig manglede hovede, deter langt fra, og pa en anden plads ville han maske ogsa have klaret sig bedre. Men han savnede i maerkelig grad politisk blik og holdning, og den stilling, der betroedes ham, ville under de givne vanskelige forhold have oversteget enhver usagkyndig mands kraefter. Rimeligvis havde det i mangel af bedre vseret heldigere at tage Jensen-Sonderup, da Klaus Bemtsen ikke ville, til finansminister. Neergaardbeklagede det senere, og i alle tilfaelde viste Jensen-Sonderup sig at vaere en til ministerportefeuille forbavsende velkvalificeret mand, og det bade pa grund af sin karakters fasthed, sin begavelse og den enestaendeindsigt, han pa. kort tid erhvervede sig til de sager, han fik med at gore. Ved forsvarslovenes forelseggelse i ministerradet fik jeg rig lejlighedtil at vaerdsaette hans sjaeldne egenskaber. Han var den, der rent personligt risikerede mest ved at folge Neergaards forslag, mest udsat som hans kreds var, og laengst ude som han tidligere havde vaeret i forsvarssporgsmalet.Men da han engang havde taget sit standpunkt, hvortiljeg maske nok bidrog noget, stod han urokkelig fast, og sa spillede hensynettil hans valgkreds og partiet ingensomhelst rolle. I denne henseende adskilte han sig fra Klaus Berntsen. For trods ogsa denne pa grund af sit tidligere standpunkt i forsvarskommissionen kunne have betaenkelighederved at gamed til frontforandringen m. h. til Kobenhavns sikring mod landsiden, var bevaeggrundene hertil dog til dels af politisk natur. Som gammel skytteven ville han gerne gore det mest mulige for forsvaret, og gammel moderat, som han var, ville han ikke ud til vaelgerne med front mod to sider. Endelig var der foruden A. Nielsen, som jeg senere er kommet til at vaerdssette fremfor nogen af mine kolleger, Hogsbro. Vel er han ikke nogen stor begavelse, men han er med sine sonderjyske og grundtvigianske forbindelser en udprseget nationalsindet mand, og han klarede sig i det hele bedre som justitsminister end tidligere som trafikminister.Hans hang til at folge den lige vej skadede ministeriet over for kongen, der i sin iovrigt naturlige forbitrelse mod Thora Esche¹³ ikke kunne fa sine urimelige forlangender gennemforte.

Dodsstodet for ministeriet viste sig imidlertid at vaere Anders Nielsens
utilbojelighed til at folge os andre pa, det afgorende punkt. Lysten mangledehan

---

13. Thora Esche (1850-1920), forstanderinde for Magdalenehjemmet i Kgibenhavn, blev tiltalt for majestaetsfornaermelse i forbindelse med en pastand orn usaedelige forhold pa vagtstuen pa Amalienborg.

ledehani og for sig ikke, men han holdtes tilbage ved aengstelsen ved, hvad der af modstandsrne ville blive ham revet i naesen, uforsigtig som han, i modsastning til den mere drevne K. Berntsen, havde vseret til straks efter offentligg<zrelsen af forsvarskommissionens betasnkning kraftigtat fare i leding mod alle arter af landforter. I grunden var Anders Nielsen at beklage. Straks ved ministeriets sammensaetning havde han foreslaet en diskussion mellem os kolleger om vort standpunkt til sagen, hvad Neergaard imidlertid - imod mit onske - afparerede, og da han sa ikke kunne gamed os andre, indsa han meget godt, at hans politiske position blev odelagt ved at blive, og trak sig alene af den grund ikke tilbage, fordi vi andre ikke ville slippe ham. I den forkvaklede situation ansa vi det nemlig for bedre at have ham som mellemmand over for Reformpartiet end son abenlys modstander. Nar han derfor fungerede videre, skyldtes det na^rmest en vis elskvasrdighed over for os kolleger, mellem hvem det kammeratlige sammenhold vedblivende var fortraeffeligt.Den ventede stotte over for partiet ydede A. Nielsen derimod ikke i den udstraekning som paregnet.

Mig bekendt var vor stilling til forsvarslovene ved ministeriets dannelsedenne. Neergaard, folte jeg mig overtydet om, ville ende i de fremskudte forter, Klaus Berntsen, ansa jeg, ville folge trop, nar Neergaardog jeg forst havde givet vore grunde. Johan Hansen var i virkelighedengammel befae stningsmand. Brun sagde mig straks, at han ikke gik imod det af Udenrigsministeriet forfEegtede standpunkt^* 4. Hogsbro var naermest et stemningsm enneske. E. Sorensen udtalte sig aldrig om sadannestorre sporgsmal, 0,5 A. Nielsen og Jensen-Sonderup var de to tvivlsommefaktorer. Jeg er endnu ikke sikker pa, om ikke A. Nielsen dog havde ladet sig ombestemme, hvis Neergaard med mere energi havde lagt sig i selen specielt over for ham. lovrigt er Neergaards stilling til forsvarssagen selv for mig, der dog tidligere end de andre kolleger var indviet i hans planer, vanskelig at karakterisere. At han ansa det, han foreslog, som absolut nodvendigt for vor fremtidige eksistens, er jeg ikke i tvivl om, og at han, jo laengere han beskaeftigede sig med sagen, blev fastere i sin opfattelse, er ogsa sikkert, men nar han, straks henvendelsen skete til mig, kunne stille sig, som han gjorde, matte der dog have vaeret politisk beregning med i spillet i lighed med de Klaus Berntsenske betragtninger.Den made, han skubbede de udenrigsministerielle, ikke kontrollablegrunde sa staerkt frem i diskussionen, har aldrig tiltalt mig, og jeg sagde ham flere gange, hvor betcenkelig jeg for landet fandt det at

---

14. At en velafbalanceret neutralitetspolitik forudsatte en befaestning til bade soog

sla pa praeferenceargumenterneⁱ 5, nar vi ikke vidste, om en eller anden forsvarsordning med soforterne alene dog ville blive det endelige resultat.Imidlertid var det for mig som udenrigsminister umuligt offentligt at tage afstand fra min konseilspraesident.

Gar jeg nu over til den anden side af sagen, nemlig grundene hvorfor loven i sin forste skikkelse strandede, da har jeg allerede nsevnt hovedanstodsstenen,nemligAnders Nielsen. Det matte jo nemlig sta klart, at nar en af serve ministrene ikke folte sig overbevist af Neergaards udenrigspolitiskegrunde,kunne de ikke vaere saerlig vaegtige. Hvad betydningmanlaegger deri, er naturligvis altid til syvende og sidst en skonssag,ogiovrigt fik de andre ministre ikke al ting at se. Perfidt er det i alle tilfaelde som Zahle senere at erklaere, at der intet fandtes^{16,1 6}, nar Scavenius i det ojeblik vidste, at de Liitkenske papirer eksisterede^{17,1 7}, og ikke den gang havde faet dem at se, hvad han for resten mig bekendt indtil dato kim har faet i udtog. Den anden arsag var de andre forsvarskommissionsmedlemmerafReformpartiets fornaermelse over, at deres arbejde var kasseret, og deres deraf folgende modstand mod at acceptere det nye standpunkt. I virkeligheden tror jeg, at disses holdning, sasrlig Madsen-Mygdals^{18,1 8}, der var stodt over vedblivende at blive vraget som minister, og Ingvard Jensen¹⁹, der havde et horn i siden pa Neergaard fra den tid sidstnasvnte fortraengte ham som ordforer i toldloven²⁰, trak I. C. Christensen laengere ud, end han fra begyndelsen af selv ville. Overstreget:Forskellenmellem C. og Neergaard var under de forste private samtaler naermest kun, at Neergaard ville forelaegge de fremskudte forter straks [rettet fra: tage tyren ved hornene]. 1. C. ville na til det samme enderesultat, men forst efter forhandling med Landstinget]. Dernaest Neergaards mangel pa fasthed over for I. C. Christensen og endelig maske

---

15. Prajferenceargumenterne gaende ud pa, at en befaestning af Kobenhavn udelukkende til sosiden opfattedes som vendt mod England, mens doren holdtes aben for Tyskland.

16. Saledes i haerudvalget foraret 1909. Pa dette tidspunkt var der dog ingen kontakt mellem Zahle og Scavenius. Ahlefeldt-Laurvig gor sig muligvis skyldig i en erindringsforskydning.

17. Udenrigsminister i ministeriet Zahle, Erik Scavenius, har fra sin ansaettelse som legationssekretaer ved den danske ambassade i Berlin indtil udgangen af 1908 vaeret vidende om de Liitkenske forhandlinger 1906-07. Forst som udenrigsminister fik han dog i begyndelsen af 1910 naermere kendskab til dem, idet han fik en kopi af indberetningerne til kongen om forhandlingerne.

18. N. P. Madsen-Mygdal (1835-1913), landstingsmedlem for Reform-venstre, statsrevisor. Som medlem af forsvarskommissionen havde han udformet flertalsbetsenkningen.

19. Ingvard Jensen (1842-1925), folketingsmand for Reformpartiet, statsrevisor. Medlem af toldkommissionen af 1895.

20. Toldloven af 5. maj 1908.

min egen svigtende evne til i det afgorende partimode at rive medlemmerneafReformpartiet med. Havde jeg i de dage, som i ministerradet og til dels senere i hjerudvalget, hvor det iovrigt pa det tidspunkt var ganske ligegyldigt, hvad der blev sagt, talt mere frit ud, ville jeg i alle tilfaelde have haft folelsen af at have bidraget mere til sagens heldige gennemforelse. Jeg har allerede naevnt I. C. Christensen. At han efter hele sin tidligere stilling til forsvarssagen og sin skarpe modstand over for de radikale matte ga sammen med Neergaard, folte jeg mig oprindelig fuldt forvisset om. Men det viste sig snart, at man ikke uden videre kan raesonnere fra, hvad folk politisk set burde gore, til hvad de gor. [Overstreget: onsket cm selv at gennemfore lovene for derved at styrke sin position efter Albertikatastrofen har utvivlsomt ogsa vaeret en staerkt medbestemmende faktor]. Udkastet til lovene blev I. C. forelagt, sa snart det overhovedet var muligt. I virkeligheden var det yderst vanskeligt at fa forslagene faerdige endog til det forholdsvis sene tidspunkt, pa hvilket de kom frem. Beretningen om den forste samtale mellem NeergaardogI. C. lod da heller ikke übetinget ugunstig. Christensen mente ganske vist, at maden at tage sagen pa var sa vidt forskellig fra det, han ansa for taktisk rigtigt. Han ville, nar modstanden i Landstinget viste sig for staerk, have foretrukket at lade sig tvinge til de fremskudte forter fremfor selv at foresla dem. Men dette ville Neergaard ikke, da han ikke mente som aerlig mand at kunne fremkomme med et forslag, hvis abenbare mangier og fiirer, han sa klart selv matte indromme. Og iovrigt ansa bade Berntsen og jeg vor stilling for bedre ved straks at tage tyren ved hornene. At vi uden Albertiskandalen og med I. C. Christensen som forsvarsminister havde faet Kobenhavn beskyttet til begge sider, kan man vist med temmelig stor sikkerhed gaud fra som givet. Bestemte udtalelser og ordrer fra Christensen til oberst Liitken lige efter Frijses Svendborg-tale tyder da ogsa bestemt i denne retning. Jeg tror heller ikke, at de sa meget omtalte Christensenske motiver til ikke at unde sin eftermand lovenes genr.emforelse og hans onske om ved dem atter at kommetilmagten fra begyndelsen af har vaeret sa afgorende, som mange i almindelighed var tilbojelige at antage. Men da det viste sig, at strommen i Reformpartiet mere og mere gik forslagene imod, og hvor ojensynligt det blev, at partiet matte spraenges, indtog I. C. efterhanden et mere og mere afvisende standpunkt. Utvivlsomt havde Christensen endnu den gang position nok til at lede partiet mere i forsvarsvenlig retning, end han gjorde. En sprsengning ville imidlertid have koblet I. C. sammen med de gamle modera.te og skilt ham fra dele af hans gamle trofaste

garde, og denne tanke var ham afgjort imod. Til det uheldige resultat bidrog ikke lidet den made, hvorpa Neergaard ledede forhandlingerne. Fra begyndelsen af matte det vaere Christensen indlysende, at Neergaardikkeville krig, men kun onskede at straskke sig sa langt som vel muligt for overhovedet at fa. en forstaelse tilvejebragt. Dette kom af hans varme interesse for sagens gennemforelse og staerke overbevisning orn den kolossale fare, vi militaert 10b, hvis der under vore davaerende fortvivlede forsvarsforanstaltninger skulle, som meget tydede pa, udbryde en europaeiskkrig.Og her underordnede Neergaard sig ganske sagen. For utvivlsomtstoddet ham klart, hvilken stilling han selv ville vinde, hvis han stod [overstreget: fast] hardt pa sit standpunkt, og hvor meget han politiskskadedesig selv ved sin fojelighed. Jeg personlig var stemt for en modsat taktik og holdt pa, at ligesa forsigtige vi skulle vaere over for Anders Nielsen for ikke at fa ham til abenlys modstander, ligesa kort skulle vi tage pa partiet. Ville det ikke folge os, fandt jeg det rettest at indgive vor demission eller lade vaelgerne afgore sporgsmalet, to for Reformpartiet lige generende alternativer. Men Neergaard og Berntsen mente, at dette eksperiment var for farligt, da det kunne bevirke, at der slet ikke kom noget ud af forsvarslovene, og at vor davaerende elendige krigsforberedelse altsa fortsattes. Selv turde jeg ikke bryde ud og tage det ansvar pa mig, som en deraf folgende forbitret kamp inden for Venstre ville medfore, og nar jeg savnede mod, var hovedmotivet dertil min frygt for som nyankommen i dansk politik at blive beskyldt for at naere tanker om pa Venstres ruin at ville danne et moderat centrumsparti.Resultatetaf det samlede ministeriums demission ville vel vaere blevet, at man i ojeblikket var enedes om at bevillige den staerkt manglendeammunitionog kanoner, men havde ladet den ovrige del af faestningsbyggerietliggeforelobig. Dette havde alt sammenlagt maske vaeret bedre end, hvad jeg altid befrygtede, nemlig en efterligning af Hojres gamle fejl, hvorved man ganske vist fik befaestningsanlaeg gennemfort, men samtidig skabt en sa staerk animositet mod hele hasrvsesemet, at det ville haevne sig i laengden.

Som tiden gik, viste I. C. sig mere og mere umedgorlig. Han ville ikke forsta, at hvad han sa end gjorde, matte hans parti, hvis velfserd altid spillede ham i hovedet, blive spraengt, og sa var det bedre, at den radikale ende gik bort end den forsvarsvenlige. Den omstaendighed, at der i denne sad personligheder, han ikke sadan uden videre kunne kommandere,men derimod ikke i den forstnaevnte, har sikkert spillet en vigtig rolle for ham. Hvorom alting er, blev det til slutning ganske klart,

at lovene kun kunne gennemfores med ham som forsvarsminister. Han
undervurderede her atter den offentlige mening og formodede, at han
derved kunne slippe udenom rigsretsanklagen21.21.

C. W. Ahlejeldt-Laurvig

Planer om ved direkte indgreb fra kongemagtens side at styrte det første radikale ministerium

I gar d. 11. april 1910 blev jeg ved min hjemkomst fra Arresodal modtagetmed den besked, at kronprinsen og kabinetssekretaeren havde telefoneret,at forstnaevnte onskede straks at tale med mig. Jeg ringede da kronprinsen op, og da han horte, at vi om en time skulle have middag herhjemme, bad han mig om at komme hen pa palaeet med det samme. Der udviklede han da for mig, at ministeriet havde narret Hans Majestaetmed forsvarslovene, og at det var kongens agt at nsegte dem oplosningsretten.For at det ikke skulle vaekke for megen opsigt, havde kongenikke direkte villet kalde mig til sig, men spurgte mig nu gennem kronprinsen, om jeg ville vaere villig til i tilfaelde af ministeriets demission at overtage konseilsprsesidiet. Hertil svarede jeg ojeblikkelig med tak for den aerefulde tillid bestemt nej. For det forste ansa jeg mig langt fra for egnet til en sa svaer opgave, og for det andet kunne en sadan politik efter min mening umulig andet end fa de mest fordaervelige konsekvenser for konge og land. Det ville vaere uklogt, selv om der i forvejen forela et mistillidsvotum fra Folketingets side, og det ville vaere ganske selvmorderiskfor al sund konservatisme og for kongemagten selv, hvis majestaetenuden at have Folketinget i ryggen nodsagede ministeriet til at demissionere. Vi diskuterede sa ret indgaende det forste alternativ, og jeg udviklede, at jeg ingenlunde ansa sammenholdet mellem venstregrupperneindbyrdes oiler forholdet mellem disse og Hojre for solidt nok til at stotte en ny regering, selv om dette blev et forretningsministerium, og at det radikale parti umuligt kunne fa en bedre chance, end hvis man sa abent erkendte, hvor meget man befrygtede appellen til vaelgerne. Selv om nu ogsa valget gav det radikale ministerium majoriteten i forening med socialisterne, hvad ikke var afgjort, ville der dog altid vaere en staerk Venstreopposition imod det, medens de antiradikale partier ellers om 2 ar ville blive kvalt i en sadan grad ved det ordinaere folketingsvalg, at det ville tage dem larig ticl, forend de atter kom pa fode. Ministeriet var langt

---

21. Rigsretsanklagen. Den 7. dec. 1909 vedtoges det i folketinget at rejse rigsretsanklage mod J. C. Christensen og Sigurd Berg for forsommelighed i deres ernbedsforelse i forhold til Alberti.

fra ude over vanskelighederne, fordi det vandt folketingsvcelgernes tilslutning.Landstingets modstand kunne det, nar Hojre og Venstre stod sammen, ikke bryde, og ville ministeriet oplose Landstinget med de kongevalgte,frembod der sig den taenkeligst bedste situation for kongemagtentil at gribe ind og antagelig fa de radikale ministre domt for grundlovsbrud. Det andet alternativ, nemlig et forretningsministerium uden forudgaende mistillidsvotum, matte jeg endnu mere afgjort frarade kongenat forsoge. Resultatet matte nodvendigvis blive, at selve kongemagtenblev inddraget i striden og yderst let risikerede at blive forladt endogsa af de partier, der onskede dets bevarelse. Nar kongen ikke ved det radikale ministeriums dannelse udtrykkelig havde taget forbehold med hensyn til milita^rlovenes gennemforelse og naegtelsen af Folketingets oplosning, formaede jeg tilmed ikke at indse, at der fra kongens side kunne rettes sa begrundede anker mod ministeriet, at det kunne forhindresi at lobe linen ud. Kronprinsen ville ikke indromme dette, men naegtede dog ikke, at fornoden klarhed i aftalerne savnedes. Han gik sa over til at omtale ministeriets fordaervelige administration, der alene skulle vaere en gyldig grund til snarest muligt at blive det kvit. Holdbarhedenaf denne sidste argumentation forstod jeg ikke ganske, hvilket maske skyldtes kronprinsens egen naive opfattelse af politik.

Samtalen syntes at ende meget venskabeligt, idet kronprinsen vel forstod, at den, der skulle vove eksperimentet, i det mindste selv matte have troen pa et lykkeligt udfald, hvad jeg jo ganske manglede. Men pa den anden side foler jeg mig ingenlunde overtydet om, at man i mangel af mig ikke vil gore forsog pa at finde en anden konseilspraesident. I betragtning af den overhsengende fare, som jeg finder derved ville afstedkommes, opsogte jeg straks i morges kabinetssekretaer Krieger for at bevaege denne til at gore sit mulige for at forebygge et sa uoverlagt og for landet fordasrveligt skridt. Krieger var fuldkommen af min overstreget: opfattelse, men mente intet at kunne forhindre. Kongen talte med sa mange og forandrede sa ofte anskuelse, at man kunne befrygte det vaerste. Til sidst, udtalte Krieger, fandtes altid en til galskaben villig person.

C. W. Ahlejeldt-Laurvig

Kobenhavn d. 12. april 1910.

Efter hvad jeg senere har erfaret, blev efter mig grev Sponneck opfordret
til at danne et ministerium, men betakkede sig ligeledes for aeren.
Om kongen muligvis har faet flere afslag, ved jeg ikke.

C. W. A. L.