Plattysk i Sønderjylland

Studielektor Hans VaLdemar Gregersens af handling »Plattysk i Sonderjylland« i - om forholdet mellem det plattyske og det danske sprog som kultursprog i Sonderjylland - er gennemvaevet af mange begreber og tanker, mange ideer og konklusioner, som hver for sig kunne have krav pa at blive behandlet meget udforligt. Hvilke forhold forer egentlig til, at mennesker ophorer med at tale eller skrive pa et sprog og gar over til at udtrykke sig pa et andet? Og hvilke forhold kan fa en hel befolkning til at vaenne sig til et andet skriftsprog og et andet kultursprog end det, man taler til daglig? Den slags sporgsmal er lettere at stille end at besvare. Men det forekommer os ogsa, som om sadanne sporgsmal i forste omgang ikke horer hjemme inden for historievidenskaben. Vi foler umiddelbart, at det ville kraeve ekspertise fra folkelivsforskning og etnografi for helt at komme til bunds i de psykologiske og psykosociale faktorer, som er forbundne med individers og gruppers sidelobende brug af to eller flere sprog. Dette er noget historikere i almindelighed ikke indlader sig pa.

Nar denne afhandling, skrevet af en historiker, skal proves af historikere,ma man vaelge en anden fremgangsmade. Det interessante psykologisk-sociologiskeproblem om sprogskiftets dybere baggrund ma vige for et studium af de kilder, som fortaeller, hvad vi nu egentlig med sikkerhedeller sandsynlighed kan vide om, hvordan dette skifte fandt sted. Sidstnaevnte sporgsmal fordeler sig endvidere pa flere undersporgsmal, f. eks. af typen: hvad var det nu, der kom forst: det plattyske talesprog

---

1. Plattysk i Sfinderjylland. En undersogelse af fortyskningens historie indtil 1600arene. 1974. (= Odense University Studies in History and Social Sciences, bd. 19), 393 sider.

eller det plattyske skriftsprog, da det danske i Sonderjylland blev taengt
tilbage? Eller: hvem var det egentlig, som begyndte: de hoje herrer, byernesborgere,
kirkens folk eller menigmand?

Forf. har i forste omgang bevist sin levende interesse for disse livssporgsmal i det danskes historic i grsenseegnen. Der findes dog ikke nogen henvisninger til den almindelige litteratur om sprogskifte og tosprogethed i afhandlingen. Ogsa hvis et sprogskiftes almindelige psykologi og sociologi ikke horer ind under det historiske hovedtema, ma den tages med som baggrundsviden. Deter ogsa helt abenbart, at forfatteren har gjort sig tanker om sprogskifte i al almindelighed. Af den forekommende litteratur kunne man her have henvist til den svenske om tosprogethed blandt svensk- og finsktalende, som til dels synes at vaere blevetbenyttet2.

Afhandlingen falder i to hovedafsnit, og skellet udgores af arstallet 1440. Den anden linje i overskrifterne til de to hovedafsnit er identisk lige: »til Kongea og Kolding fjord«. Den forste linje adskiller sig. At dette er programerklasring, det behover vi ikke at tvivle pa. Frem til 1440 behandles Sonderjylland fra dets sydligste graense. Fra ar 1440 er der kun tale om et Sonderjylland, som stort set falder sammen med, hvad der i dag er en del af Danmark.

Vi ser, at hvert af de fire kapitler i forste del indledes med et afsnit kaldt »Hovedtr£ek af den politiske udvikling«. Disse fire afsnit optager tilsammen 41 af afhandlingens ca. 330 tekstsider, dvs. mere end 10 pet. af hele teksten. De to kapitler i anden del har ikke et tilsvarende indledende afsnit. Hvert kapitel indebaerer et stadig voksende sidetal og antal af underafsnit: fra en i hvert af de to forste kapitler, til tre i de folgende, og fire afsnit i de to sidste kapitler; og disse er langt de mest omfattende. Hvordan begrundes denne gentagne tilbagevenden til »Hovedtraekkene i den historiske udvikling«?

onsket at fremsaette egne synspunkter i den almindelige fremstilling af Sonderjyllands historie indtil ar 1440 ma vel naermest tages som udtryk for, at forf. er uenig med mange af de almindelige fremstillinger af epokens historie og nu onsker at foretage et eget udvalg af kendsgerninger til baggrund for sine teser.

I de fire »Hovedtraek«-afsnit moder os forst side 21-23 en lille skitse af Danmarks tilbagetraekning fra Sonderjylland i 1200-arene, favor det danske ostersovaelde under Valdemar den Store og Valdemar Sejr ikke bliver til stort mere end en episode. Dernaest - side 31-36 - er der

---

2. F. eks. kan naevnes: Nils E. Hansegard: Tv&sprdkighet eller halvsprakighet (Aldus-bok, Stockholm 1968, 2. opl. 1971).

noget udforligere tale om den okonomiske og magtpolitiske baggrund for den schauenburgske greveslaegts faste greb om det, der kaldes - side 36 - »det storre graenseomrade, hvis odemarker var blevet ryddet og dyrket af holstenske bonder«. I kap. 11l side 51-65 bliver der sa lejlighedtil at ga ind pa det holstenske vaeldes videre stabilisering i kampen mod dets alvorligste trussel, kong Valdemar Atterdag, hvis dod i 1375 - det er side 65 - af holstenerne prises som en befrielse. Mest omfangsrigt er afsnittet »Hovedtraek« i kap. IV side 109-125. Endnu en gang fremstar det danske som tabende part under Margareta og Erik af Pommern, og grev Adolf VIIIs magtovertagelse i 1440 ved Christopher Ills mellemkomstbliver pa en made til en begrundelse for, at bogens forste del ophorer dette ar, og at der fra nu af ikke mere er tale om landet syd for Flensborg fjord.

Den historiske udvilding i disse fire afsnit er blevet fremlagt ikke uden en vis tendens. Vi aner allerede tesen: udfoldelsen af det danske er hver gang en episode, som hver gang afsluttes med en tilbagetraskning; den »udvikling«, som der hentydes til i overskrifterne, bliver altsa abenbart en udvikling af et staerkere pres sydfra og en stabilisering af det danske langs en linje, som stort set la uden for angribernes rsekkevidde.

I bogens forste del, side 24, i den forste programmatiske rubrik, »Sonderjyllands folkelige treklang«, har forf. slaet sit udgangspunkt fast, som deter formulerei: i indledningen side 9: det danske, det plattyske, det frisiske. I sit syn pa sproggruppernes forhold til hinanden stotter forf. sig til sprogforskernes ekspertise, f. eks. Karl Nielsen Bock i dennes undersogelser dels fra 1533, dels fra arene efter krigen³. Det skulle i den forbindelse dog ikke have vaeret til skade, hvis der var blevet henvist til den kritik, som er rettet imod Bock og hans metode, fremfor alt ved Peter Jorgensen, f. eks. i afhandlingen »Zum Schleswiger Niederdeutsch«, 1954⁴. Kritiken retter sig navnlig mod Bocks udvalg fra sine kilder og hans brug af tekstudg aver, som ikke er blevet korrigerede efter handskrifterne og diplomoriginalerne, hvad der inden for bestemte problemstillinger - vel dog ikke i de for denne afhandling betydningsfulde - ma svaskke beviskraften i hans argumenter.

Perioden 1241-1325 er byvaesenets store udviklingsperiode i Europa.
Ved programoverskriften i 11. kapitel »Den folkelige udvikling pa. land
og i by« side 37, afstar forf. bevidst fra behandlingen af adelen i dette

---

3. Niederdeutsch auf danischem Substrat, Studien zur Dialektgeographie Siidostschleswigs (Kopenhagen-Marburg, 1933), Mittelniederdeutsch und heutiges Plattdeutsch im ehemaligen ddnischen Herzogtum Schleswig. (Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab, Hist.-filologi. Meddelelser 1948).

4. Det kgl. Danske Videnskabernes Selskab, Hist.-filol. Meddelelser.

tidsrum og koncentrerer sig om land og byer, dette helt i modscetning til den folgende periode (1325-1375), hvor overskrifterne henviser til de hojeresamfundsgrupper, og by erne ikke naevnes (siderne 66, 81 og 94). Det kunne saledes scud til, at der ikke »sker« sa meget med byerne i midten af det 14. arhundrede, hvor den holstenske adels fremgang og kirkens problemer under det pavelige skisma er de mest iojnefaldende faenomener.For byerne i Sonderjylland findes der maske ikke de helt opsigtsvaekkendekilder i denne periode. Men hvad sa, hvis der alligevel sker nogle helt afgorende ting i byerne, som vi kun far kendskab til ved en analyse af übetydelige detailkilder, som man i forste omgang ville springe over? Og hvordan bliver det med bevisforelsens indre logik, hvis et vassentligt aspekt i et helt tidsafsnit er ladet ude af betragtning?

Side 39 under pkt. 3 kommer vi ind pa byerne. Her rettes forst opmaerksomheden mod Liibecks voksende rolle i ostersoen, hvor byen bliver dominerende pa Skanemarkedet takket vsere handelen med saltet fra Liineburg. Henvisningen i note 65 til Aksel E. Christensens syntese i det forste af Visbysymposierne ville ikke have vaeret nodvendig; forholdet er almindeligt anerkendt. I slutningen af pkt. 3 er det imidlertid mere tvivlsomt, om forfatteren med de meget korte antydninger har truffet det rigtige. Deter vel rigtigt, at Rostock og Wismar opnaede betydning samtidigt med Liibeck, men kildebelaeggene er utilstraekkelige i hvert tilfaelde for Wismar. Henvisningen i note 66 til Hans-Friedrich Schiitt, byarkivar i Flensborg, gar pa side 35 i dennes bidrag i »Flensburg, Geschichte einer Grenzstadt«, 1966. I Schutts noter (nr. 98 og 99) tales der om Wismars betydning for Flensborg i 1373 og 1388, hvorimod der her skulle vaere tale om tidsrummet 1241-1325. I virkeligheden er jo de sakaldte vendiske hansebyers fremvsekst omfattet af en vis had-kaerlighed fra Liibecks side, fordi Liibeck dels ikke havde de helt store interesser at varetage i de nasrmeste kystlande ost for sit omrade, men dels heller ikke kunne tillade, at der her voksede en konkurrence til dens egen handel frem. Dette er da grunden til, at de vendiske hansebyer Rostock, Wismar, Stralsund optraeder sammen med Liibeck bl. a. pa skanemarkedet, men ogsa - hvad forf. ikke har faet med - i den umadeligt vigtige liibeckske blokade af Norge i 1280'erne, hvor det for forste gang viste sig, at den danske konge var nodt til at tage stilling mod Norge for ikke at udsaette Danmark for folgerne af hanseaternes okonomiske krigsforelse. Sa afhaengig var man allerede nu blevet af den hanseatiske handelsdominans.

I de sidste to saetninger for pkt. 4 er der sa tale om de sociale forholdi
de nordiske byer, hvor problemet med de sakaldte »g£ester«

berores. Her er henvisningen til Arup i note 67 utilstraekkelig. Arup taler pa det anforte sted om gaester i de danske byer i det 15. arhundrede,mens der her er tale om et tidspunkt »vel allerede i arene omkring ar 1300«. Dette er et skon, ikke sa helt darligt, men altfor almindeligt pa dette sted til at levere en palidelig basis for en diskussion om byernes rolle i fortyskningen. Allerede i 1951 fremlagde Hansjorg Siiberkriib i Kiel en disputats, som desva^rre ikke er blevet trykt, med titlen »Der deutsche Kaufmann als Gast in den danischen Stadten im 13. Jahrhundert«. Dette er lige det arbejde, der er brug for her, men ikke for i 1973 er det blevet sammenfattet pa 5 sider i teseform i festskriftet til WilhelmKoppe5. Af Siiberkriibs arbejde fremgar, hvad man dog ogsa ved fra den almindelige; europaeiske byhistoriske litteratur, at de »gaester* i de nordiske byer, som naevnes i kobstads- og landskabslove, fortrinsvis ma have vaeret kobmamd, ikke handvaerkere. De fremmede kobmaend danner en enklave i ds nordiske byer, og som sadan er de i stand til i en vis udstraekning at fungere som pressionsgruppe i forhandlinger om deres status og privilegier. De tyske gaester i de danske byer fremtraederi kilderne som organiserede enheder allerede ca. 1250, og de findesher helt fra slaget ved Bornhoved i 1227. Ved ca. 1300 har vi det nye faenomen, at tyskere findes bosat, nu netop ikke mere som gaester under gaesteretten, men som borgere i de danske byer. Det samme sker i dette tidsrum i Sverige, for lovene fastsaetter der, at ikke mere end halvdelenaf medlemmerne af radet i byerne ma vaere tyskere, hvad der ma tages som et staerkt bevis pa deres indflydelse. Den tidligste indtraengenaf tyskere inden for handelen i ostersoen skal endog vaere gaet sa vidt, at tyskerne ifolge nogle forfattere hovedsagelig skal have profiteretpa Valdemar Sejrs ostersovaelde ved at ekspandere inden for handelenunder beskyttelse af den danske krone.

Konklusionen af dette er, at billedet af tyskernes fremtraengen er rigtigt,men kunne underbygges bedre; ja, situationen er maske endog vaerre, end forf. har fremstillei: den. Den tyske kobmand er simpelthen til stede overalt. I pkt. 4 side 40-41 ser vi det klart nok ved grundlaeggelsen af Eckernforde. Hvis den anforte litteratur, August Sach fra 1896-1907, og Hugo Matthiessen fra 1922, havde vaeret kompletteret af nyere vaerkersom f. eks. Alfred Kamphausen: »Schleswig-Holsteinische Stadte einst und jetzt« fra 1970, ville man bedre kunne indordne Eckernfordes grundlaeggelseshistorie i det almindelige europaeiske monster. Den oprindeligesognekirke og det gamle voldsted Ykaernaeburg ligger pa. fastlandet,den

---

5. Stadt und Land in der Geschichte des Ostseeraums. Herausgegeben von Klaus F r i e d 1 a n d (Lubeck, 1973), s. 137-142.

landet,dentyske by pa en landtunge, pa tre sider omgivet af vand. Den har et gadenet, som peger hen pa Liibeck, og en kirke viet til St. Nikolaus, som anses for at vaere de tyske kobm£ends vasrnehelgen. Kobstadenhar derfor nseppe sin rod i en sognekirkeby, som det star i afhandlingen,men den er simpelthen en tysk by, grundlagt af tilflyttere sydfra, og ma skilles ud af en diskussion om de ovrige slesvigske byer, som jo fra forst af har vaeret danske: Slesvig, Flensborg, Abenra, Haderslev,Tonder og Ribe (pkt. 5 og 6).

Historien om Ribe og Tonder byret kaster videre lys over problemet. I Tonder indforte man allerede i 1243 den liibske ret, i Ribe godkendte Erik dipping en sasrlig byret i 1269. Diskussionen om Tonder - behandlet side 43f. pkt. 6 - har altid gaet pa, om indforelsen af lubsk ret indicerer tilstedeva^relsen af et sserlig staerkt tysk befolkningselement. Dette afvises i afhandlingen med god ret, side 44. Tonder var simpelthen et tidligt stabiliseret byfaellesskab, hvor man havde brug for en byret, og der var ikke andet at fa. Sammenhaengen kunne dog have vaeret bedre underbygget. Retshistorikeren Wilhelm Ebel har i en artikel med titlen »Liibisches Recht im Ostseeraum«, 1967⁶, godtgjort, dels at alle 18 byer i Holsten brugte liibsk ret, dels at af Ribe byret bestod den ene halvdel af forskrifter fra den liibske ret, den anden halvdel af elementer fra Jyske lov. Den kongelige godkendelse af Ribe byret kun 26 ar efter Tonder kan derfor maske ogsa ses som et forsog pa at standse den tyske indflydelse ved at forhindre, at Liibeck optraeder som appelinstans i retssager, hvis mulige folger for Tonder rigtigt anfores side 44, 3. afsnit: »Noget andet er, at den retslige tilknytning til Liibeck fremover styrkede byens forbindelse med Syden«. Der ligger altsa muligvis i Erik dippings nye byret for Ribe allerede et udslag af bevidst stillingtagen til det dansk-tyske problem, sadan som det ogsa antydes ved Ryd-munkens udtalelser om tyskerne, citeret sidst i kapitlet side 48.

Her er saledes lagt et vist grundlag for videre behandling af temaet tyskhedens fremtrasngen i byerne. Deter derfor lidt overraskende at finde,at forf. i kapitel 111 i sin behandling af den folgende tidsperiode, 1325-75, ikke folger denne linje op. Kapitel 111 er udelukkende viet den holstenske adels indvandring i Slesvig og de kirkelige forhold i bispebyen.Egentlige byproblemer er der ikke tale om, bortset fra en enkelt henvisning side 96: »For det danske sprog lykkedes det bedst at haevde sig som lovgivningens sprog«, og eksemplerne er »Flensborgs og Haderslevsdanske

---

6. Arbeitsgemeinschaft fur Forschung des Landes Nordrhein-Westfalen, Geisteswissenschaften, Heft 143 (Koln-Opladen, 1967), genoptr. Die Stadt des Mitt elalters II: Recht und Verfassung (Darmstadt, 1972), s. 255-280.

levsdanskebylovgivning fra omkring ar 1300«. For tidsperioden 1325-75er den nye samfundsklasse, som nu kaemper sig frem til en sikret stilling i kraft af naerheden til handel og erhverv, ladet ude af betragtning.Det synes her, som om en frugtbar undersogelsesmulighed ikke benyttes.

Traden om byvzesenet bliver faktisk ikke taget op igen for i kapitel IV for tidsrummet 1375-1440 side 164 i afsnittet »Det danske kultursprogs retraete«. Nu fremtraeder ogsa byernes sociale forhold og klasser. Her hedder det (side 164): »I middelalderens staenderdelte samfund udgjorde borgere og bonder det store tavse flertal.« Nu konstateres side 165, at Flensborgs borgerskab »har vaeret delt i to partier, et kongeligt danskindstillet og et, der holdt med schauenburgerne, og meget tyder pa, at modsaetningsforholdet ovenikobet har fort til aben slaegtsfejde inden for det stedlige patriciat.« Patriciatet er fasllesbetegnelsen for den gruppe af navnkundige eller af navn kendte familier inden for by erne, hvis medlemmer stadig optraeder som radmaend og pa andre indflydelsesrige poster. Denne gruppe kan man fa. kendskab til i kilderne, den er ikke anonym - naeppe heller det store tavse flertal. Men lidt senere er der tale om de ovrige lag af den stedlige befolkning, side 169: »de sydfra tilvandrede, der benyttede sig af plattysk tale«, og »den toneangivende del af borgerskabet«, som foretrak at tale plattysk, »nar der opstod et behov for at forlade dialekten«. Den sidstnasvnte gruppe er mere betydningsfuld end den forste side 170 pkt. 4: »Arsagen til sprogskiftet i det sydslesvigske omrade skal ikke soges ien indvandring sydfra.« I diskussionen af personnavnene indfores yderligere en social differentiering af befolkningen i Flensborg. Side 172: »Disse personer repraesenterer udelukkende de toneangivende lag inden for Flensborgs mure, men ikke byens befolkning i sin helhed. Det arbejdende folks store, navnlose skare, smakarsfolk, daglejere og tyende, findes ikke repraesenteret i det forhandenvaerende materiale.« Bade dansk og tysk forskning tages til indtaegt for folgende udsagn side 172f: »Alle disse mennesker har uden tvivl vseret af hjemlig dansk herkomst, hvad enten de var barnefodte i byen eller var flyttet ind fra de omkringliggende sogne. Det tilflyttede tyske element har derfor procentuelt vaeret langt mindre, end navnestoffet fra jordebogen i 1436 udviser, og pa ingen made talstserkt nok til at betinge et sprogskifte. Del: viser nok en gang, at arsagen til dette ikke skal soges i en indvandring, men i den forhandenvaerende kulturelle situation.«

Her arbejder forf. under den prsemis, at der kan skelnes mellem indvandringfra
de omliggende landsbysogne og den sakaldte »indvandring
sydfra«. Deter vel netop der, man begynder at komme ned iet usikkerhedsniveau,som

kerhedsniveau,somer virkelig farligt. Meget hviler her abenbart pa et skon. Historikeren har ogsa ret til at foretage et skon i bestemte situationer, nar kildematerialet har aflagt sit vidnesbyrd. Men man kan vel dog anse det for sandsynligt, at forf.s skon pa dette sted ville have haft storre vaegt, hvis han havde fulgt udviklingen i byerne gennem hele det 14. arhundrede og pa den made havde kunnet sandsynliggore, at det netop var det omgivende, danske landsomrade, som leverede byens arbejdende befolkning, og ikke de lasngere vaek beliggende egne i syd.

Hertil kommer, hvad der ikke bliver berort i afhandlingen, at nar man i denne epoke forlader latinen som skriftsprog, sa fremtrasder plattyskeni de tyske byer omtrent parallelt med dansken i de danske byer, f. eks. i lovene. Byretten pa dansk i Flensborg er omtrent samtidig med byretten pa plattysk i en raekke tyske byer uden for Slesvig-Holsten. De tyske byer begyndte ogsa at benytte plattysk i korrespondancen med adelen pa. nojagtig samme made, som det her i afhandlingen skildres for Sonderjyllands byer. Parallelt hermed forlober den interne korrespondance mellem hansebyerne i vid udstraekning pa latin gennem hele det 14. arhundrede. Dette og andet oplyses f. eks. i Johan Carlie: »Studium iiber die mittelniederdeutsche Urkundensprache der danischen Konigskanzlei von 1330-1430« fra 1925 og Gottfried Merkel: »Das Aufkommen der deutschen Sprache in den stadtischen Kanzleien des ausgehenden Mittelalters«fra 1930, genoptrykt 1973. Men forskellen viser sig i byernes interneaktmateriale, i den interne byforvaltnings sprog. Det bliver aldrigtil noget dansk kancellisprog i Flensborg, nar det plattyske kommer i brug i de tyske kancellier. Hvorfor? Mon ikke forklaringen herpa er Liibecks absolutte dominans i det store fremskridt, som hedder byforvaltning?Denne udvikles pa tysk og eksporteres til andre byeir i tysk sprogform, se f. eks. Ernst Pitz: »Schrift- und Aktenwesen der stadtischen Verwaltung im Spatmittelalter« fra 1959 7. Mon ikke deter lige sa meget i byernes interne forvaltningsmeessige overlegenhed, at man skal soge en vaesentlig arsag til plattyskens indtraengen i Sonderjylland? Pa nordisk bund findes der jo kongebreve pa dansk allerede fra 1360, 1361 og 1371. Norge har norsksproglige kongebreve fra 1343, og Sverige svenske fra 1345⁸. Hvis det kun var landsherrens sprog, som man fulgte, ville vel det danske dog have haft bedre muligheder. Diplomsproget og behovetfor at rette sig efter modtagerens sprog kan naeppe have vaeret den eneste grand til, at de toneangivende lag i byerne begyndte at bruge det overlegne kultursprog, plattysk. Snarere ma man her rette opmaerksomhedenpa

---

7. Mitteilungen aus dem Stadtarchiv von Koln, Bd. 45 (Koln, 1959).

8. Carlie, side 20.

somhedenpade klasseforskelle, som nu vokser frem i byerne mellem patricierne og en vis borgerlig mellemklasse af handvaerksmestre m. fl. pa den ene side, geseller, tjenestefolk og tyende pa den anden. Af nyere undersogelser kan her naevnes Erich Maschke: »Die Unterschichten der mittelalterlichen Stadte Deutschlands«, en artikel fra 1967⁹, som henvisertil skellet mellem de rige, som har mulighed for af deres indtaegter at foretage en betydelig opsparing, og de fattige, som ikke tjener sa meget,at der kan blive tale om opsparing. Nar man sa tager i betragtning, at borgerretten hovedsagelig er begrsenset til forstnaevnte kategori, og at medlemsskab i radet er yderligere begraenset til de mest velhavende familier, sa er det indlysende, at man ikke behover at gribe til udenbys instanser for at forklare, hvordan plattysken bliver toneangivende i byerne.Den interne borgerlige selvforvaltning var simpelthen skabt af de tyske byer. Den fandt :>ted pa plattysk, og den spredtes pa samme sprog. Det danske sprog havde ikke ord til at daekke byforvaltningens faenomener,fordi disse ikke var udviklet i det dansktalende omrade.

Der kunne fremtages flere eksempler pa brugen af dansk sa langt fremme i tiden, at en kontinuitet af dansk sprog kunne have vaeret sikret.Schiitt anforer, at der endnu i 1380 foretoges retsoptegnelser i Flensborgpa dansk¹⁰. Men det danske retssprog var abenbart udsat for et dobbelt tryk: dels fra den holstenske ovrighed, dels fra den indtraengendebyforvaltning. Detto dobbelte tryk kunne det danske sprog ojensynligikke klare. Som anfort side 164 bekraeftede grev Gert VI i 1386-98 Sonderjyske stadsretter og byretter i rask r£ekkefolge. Abenra byret fandtes siden 1335 pa latin, men fordi kilderne mangier for grev Gerts periode, bliver denne byret ikke behandlet side 164 sammen med de ovrige, men side 175, hvor oversaettelsen til plattysk henfores til grev Adolfs tid efter 1435. Men af forskellige grunde i forbindelse med diplomudstedelsen,som jeg ikke kan komme ind pa. her, er det ikke utaenkeligt, at denne plattyske oversaettelse er blevet til allerede tidligere, f. eks. i grev Gerts tid. Den plattyske tekst basrer ogsa arstallet 1335 og er en ordret oversaettelse fra latinen. Ved fornyelsen heraf i 1473 siges det udtrykkeligt,at den blev afskrevet efter originalen fra ord til ord, von wordt zu wordt, - hvad der kunne indicere, at en beseglet plattysk oversaettelsehar

---

9. Gesellschaftliche Unterschichten in den siidwestdeutschen Stadten, udg. af E. Maschke&J. Sydow. (Stuttgart, 1967), s. 1-74). (= Veroffentlichungen der Kommission fur Geschichtliche Landeskunde in Baden-Wurtemberg, Reihe B, Bd. 41), genoptrykt Die Stadt des Mittelalters 111: Wirtschaft und Gesellschaft (Darmstadt, 1973), s. 345-454.

10. Flensburg, Geschichte einer Grenzstadt (Flensburg, 1966 = Schriften der Gesellschaft fur Flensburger Stadtgeschichte Nr. 17), s. 38.

telseharforeligget allerede langt tidligere. Hvis latinen og det danske sprog trues dels af holstenernes eget plattyske sprog, dels af de forvaltningsmaessigebehov inden for byerne, er det mere begribeligt, at det danske til trods for den udbredte brag som lovsprog dog matte sla til retraete.

Jeg har indtil nu vaeret inde pa afhandlingens disposition og nogle sagsproblemer i den forste del. Men til en historisk undersogelse horer ogsa kildebehandlingen, som jeg sa vil sige nogle ord om. Der mangier helt i afhandlingen en indledning eller et afsnit med redegorelse for kilderne og deres vaerdi. Sporgsmalet er naturligvis, hvorvidt man ville betragte en sadan kilderedegorelse som obligatorisk. Nar den nu mangier, er der grund til at sporge rent principielt, om dette er forsvarligt, og om mangelen af en sadan indforing ikke forer nogle vaesentlige ulemper med sig for selve problemstillingen.

Til fortegnelsen side 373 »Utrykte kilder«, er der forst det at sige, at mange kilder ikke optraeder her, fordi de en gang har vaeret trykt. De trykte kilder findes sammen med litteraturen under »Bibliografi« side 359 og fig. sider. Arbejdsteknisk betyder dette, at alt, hvad der findes under »Bibliografi«, kan bestilles gennem biblioteker, mens »Utrykte kilder« ma bestilles gennem arkiverne. Men fra et kildesynspunkt er der dog en principiel forskel mellem trykte og utrykte kilder pa den ene side og sakaldte bearbejdelser pa den anden.

Et eksempel. Den sakaldte »Holstenerpraestens Kronike« er forfattet af en ukendt klerk i de holstenske grevers tjeneste omkring ar 1448. Han synes at have vaeret ansat i det holstenske kancelli, fordi han gentagne gange paberaber sig skriftlige dokumenter, som han skal have set der. Kroniken optrasder i listen side 367 under Lappenberg, som er udgiveren af den latinske tekst, og side 365 under Anna Hude, som udgav en oversaettelse til dansk. Den er endnu ikke kildekritisk behandlet, men betragtes normalt som kun lidt palidelig. Her i afhandlingen bruges den f. eks. side 76 med note 180, hvor der star: »Ifolge Holstenerpraestens Kronike fra midten af 1400-arene skal han ved giftermal have erhvervet sig Torning ved Haderslev, men deter nok et sporgsmal, hvor meget man kan faeste lid til denne beretning«. Her har forf. afstaet fra en nsermere redegorelse for denne kronike, til trods for, at en sadan muligvis ville have underbygget det her repraesenterede standpunkt.

Der findes flere eksempler pa kildeproblemer i afhandlingen. Jeg vil
her tage et problem op i forbindelse med den kirkelige situation i Haderslevi

derslevi1440'rne, lige i begyndelsen af den anden hoveddel. I fjerde afsnit til kapitel V, side 220: »Senmiddelalderens kirke og dens betydningfor den sprogligt-kulturelle udvikling i Nordslesvig« af handles forst og fremmest Haderslevs Vor Frue kirkes kapitel og prassteskab i tiden 1440-1523. To kildegrupper formidler informationer om kannikerne i Vor Frue kirke - side 226-230 finder vi kannikernes navne. Dels findes der afskrifter fra kapitlets nu tabte brevbog, dels findes der talrige bonskriftertil pavestolen registrerede i supplikregistrene i vatikanets arkiv. Begge foreligger trykt, se note 600; de anforte kildepublikationer star i Bibliografien side 362: »Diplomatarium Collegii Canonicorum Haderslevensium«,og pa side 359: »Acta Pontificum Danica«. Disse to kildesamlingerer af forskellig karakter. Brevbogen har afskrifter af bade indgaendeog udgaende breve af statslig, kirkelig eller okonomisk interesse. I bonskrifterne, godkendt af det pavelige kancelli, ansoger enkeltpersonerom en stilling i kapitlet. Med det diplom, som kancelliet i Rom udfaerdigedepa grundlag af bonskriftet, kunne den pagaeldende vende hjem og prove pa at saette sig i besiddelse af sin stilling, hvis ikke en anden allerede sad der, maske ogsa i kraft af et paveligt brev. Der antydes til dette forhold i afhandlingens side 226 for tabellen: »En oversigt over kannikerne samt over s.nsogere til denne stilling, idet det ikke altid kan afgores, om en ansoger ogsa. fandt optagelse i kapitlet, vil vise den udvikling, der rent faktisk var i gang. . .«

Emu denne kildegruppe fra det pavelige kancellis registre palidelig? Er den sa komplet, at vi kan regne med ud fra registret at kende alle ansogere til de pagaeldende kanonikater, sadan at der kan foretages procentberegninger af forholdet mellem danske og tyske inden for kapitlet?Problemet bliver sadan set ikke stillet pa spidsen her i afhandlingen, fordi det tyske entydigt dominerer i materialet, hvad der jo ogsa skal bevises. Men problemet bliver tilbage. Sagen er nemlig den, at vejen om ad paven i denne periode stadigvaek ikke er den eneste til at na frem til en sadan kannikestilling. Den katolske kirkes forhold til staten reguleressiden 1448 hovedsagelig af Wienkonkordatet, som i praksis ogsa gjaldt for Norden, til trods for at Christian I flere gange provede pa at opretholde andre, aeldre retsregler, som pavist af Johannes Lindbask i 1907ⁿ. Pavens udn£evnelsesret til kannikeembeder var i princippet begrsensettil embeder, som var blevet ledige ved, at indehaveren var dod i en af de sakaldte pavelige maneder - hver anden maned. Hvis embedet var ledigt ved dodsfald i de ovrige maneder, skulle embedet

---

11. Johs. Lindbaek: Pavernes forhold til Danmark under kongerne Kristiern 1 og Hans. (1907).

bessettes ved valg efter de oprindelige regler¹². Vi kan altsa ikke forvente,at alle kanniker skal forekomme i bonskrifterne til paven. Hertil kommer, at mange af de pavelige registerbind er gaet tabt i de mellemliggendearhundreder. Det kunne jo forrykke bevisvaerdien i listen over kanniker side 226-230, at vi her fortrinsvis burde finde dem, som ivrigst eftertragtede et af de gode embeder og evt. havde fort pavelig proces for at blive embedsindehaver, mens andre, som har faet embederuden komplikationer, ikke findes.

En mere detailleret undersogelse af kapitlets sammensaetning ville vel indbefatte en bedommelse af, hvor mange ar en kannik gennemsnitlig sad i sin stilling. Forst en sadan undersogelse ville give relevant oplysning om, hvor meget det tyske og hvor meget det danske element i kapitlet betod. F. eks. er der i 1477 tale om en Gregers Sorensen fra Odense stift, i 1495 om en Vincens Madsen ogsa fra Odense stift. Hvis disse to (sandsynligvis danskere) begge er blevet i Haderslev i hver - lad os sige - 30 ar, sa kan deres virke have betydet mere end fern til ti tyskeres, som i samme tidsrum er fulgt efter hinanden i nogen af de ovrige kannikeembeder. Listen er i ovrigt heller ikke en helt komplet bearbejdelse af bonskrifternes oplysninger. Den i1474 naevnte Rudolf Verecker, den 1492 nasvnte Wilhehn Schroder, de 1507 naevnte Johannes Schuldorp og Johannes Brandi sogte ikke blot stillingen som kannik, men ogsa som kantor, altsa formandsembedet. Tabellen ma betragtes som utilstraskkelig for andre end de helt almindelige konklusioner, hvortil den er blevet brugt her. Den viser kun, at tyskerne flittigt har vendt sig til pavestolen og faet provision pa haderslevske kannikeembeder, men ikke, hvor meget dette procentuelt har betydet i fortyskningens hele sammenhaeng.

Side 221-225 er der udforlig og detailleret tale om de to praedikeembeder, som Slesvigs biskop Claus Wulf indrettede i Haderslev Vor Frue kirke i henholdsvis 1442 og 1465. Stiftelsen af disse to embeder star uden tvivl i forbindelse med Vor Frue kirkes ombygning i 1420'rne og 1430'rne og biskoppens onske om at modvirke separatismen i bispedommets nordlige del ved at knytte denne staerkere til stiftsbyen Slesvig, som da ogsa meget fortjenstfuldt naermere beskrives i afhandlingen.

Det forste embede gaelder en alterpraest, hvis saerlige opgave det skulle vaere at pradike pa folkesproget pa aposteldage, store fester, sondage og - som det hedder - »inden for paske og pinse« og »gennem advent og fastetiden«, hvad jeg tror ikke gar pa sondagene, men gaelder hverdagenei

---

12. Smlg. Hans Erich Feine: Kirchliche Rechtsgeschichte I (Weimar, 1955), s. 428.

dageneipaske- og pinseugerne og i advent og fastetid. Det latinske udtryk, som jeg oversamer sadan, presertim infra pasche et penthecosten, per adventum et quadragesimam, er blevet udeladt og erstattet med punkter i citatet i note 588 pa side 222. Denne praest til Helligandsalteretskulle kaldes summus vicarius, han er saledes ikke kannik, men rangerer forst efter kapitlets medlemmer og for de ovrige alterpraester. Hans prasdikepligt passer godt med kirkeloven, fordi der hovedsagelig nasvnes sadanne dage, hvor folket alligevel er forpligtet til at besoge gudstjenesten. Derved skulle der pa alterpraesternes niveau findes et godt udgangspunkt for en forhojelse af den folkelige dannelse ved hyppigundervisning i troens sandheder. Thi alterpraesterne ejede naturlig tilknytning til de brede lag i befolkningen. Deres gudstjenester bestod fortrinsvis af messelaes:iing, og mange altre stod under lsegmandspatronat, dvs. de var gilde- eller lavsaltre og spillede som sadanne en mere umiddelbarrolle for de brede lag.

I betragtning af at yderligere kilder til belysning af dette prasdikeembede naesten aldeles mangier, burde man af brevbogen have sogt at fa med, hvad der findes derom fra de folgende ar. I et brev fra 1454, som ikke er blevet brugt i afhandlingen, udvides HeUigandsprasstens praebende, og indehaveren bliver tildelt et hus ost for praedikebrodrenes kirke. Her siges det udtrykkelig i forbindelse med indehaverens praedikepligt, at denne »i ikke ringe grad stotter Guds tjeneste i Haderslev kirke« unde cultus divinus non modicum adiuvatur in ecclesia Haderslevensi. Mere er der ikke kendt om Helligandspraestens embede indtil 1515, hvad der muligvis far folger for de videre konklusioner.

Hvorfor vendte biskop Wulf sig i forste omgang til alterprassternes gruppe, og ikke til kannikerne, til selve kapitlet, da han stiftede sit forstepraedikeembede? Aret forinden havde biskoppen oget antallet af kanniker fra 8 til 12 ved indstiftelsen af 4 nye stillingerl3. Kannikerne kunne saledes synes tilstrEekkeligt talrige til at patage sig nye opgaver. Problemet er ikke blevet rejst i afhandlingen. Her viser det sig, at brevbogenkan afgive flere oplysninger, end der er blevet trukket ud af den. Det nsevnte dokumeni afar 1441, hvorved antallet kanniker oges fra 8 til 12, er dateret i pave Felix Vs forste regeringsar, hvad der er gaet upaagtet forbi dem, som indtil nu har behandlet dette tema. Pave Felix V blev valgt af kirkekonciliet i Basel i 1440 i dets abne konflikt med den romerske pave. Alle Nordens tre aerkebiskopper var tilhaengere af den nye pave, og situationen understreges af, at den nye konge Christafferaf

---

13. Actstykker vedkommende kannike-collegiet i Haderslev, Nr. 23, Aarsberetninger fra det kgl. Geheimeai chiv II (1856-60). Tillaeg, s. 20-21.

stafferafBayern, hyldet i Viborg i april 1440, ogsa sluttede sig til pave Felix. Dette var et ojeblik af storste optimisme for de kirkelige reformideersmaend. Reformer, som var blevet udskudt i artier, kunne nu gennemfores,uden at det var nodvendigt forst at sporge paven i Rom. Ved kroningen i Ribe i 1443 tog Christoffer i Hans Laxmands tilstedevserelsetitlen af aerkekonge, en enestaende forbindelse af tanken om de nordiske kongerigers overkonge i paritet med kirkens overbiskopper *•4. I praksis blev herved en landskirke oprettet i Norden¹⁵. Til denne bevasgelsehar biskop Claus Wulf sluttet sig; det oplyser dateringen i det naevnte brev. Dermed kan vi slutte os til, at det nye praedikeembede blandt alterprsesterne i Haderslev Vor Frue kirke er blevet indrettet under pavirkning af denne staerke reformbegejstring. Efter at have konstateretdette vil man sa kunne ga videre og undersoge, om folkesproget stod pa programmet i denne tidlige reformperiode.

Optimismens tid blev dog kort. Pave Felix tabte efterhanden sine tilhaengere, og en ny romersk pave blev valgt i 1447, og Felix tradte tilbage i 1450. Man var nu tilbage i den staerke afhaengighed af pavelige indgreb i embedsbesaettelsen. Dette ma have ramt reformens and blandt kannikerne, da det jo ogsa greb direkte ind i rekrutteringen til kannikeembederne. Deter i denne nye situation, at man skal forsta oprettelsen af biskop Claus Wulfs andet praedikeembede, det sakaldte lektorat, i 1465. Denne gang er det ikke folket og dets alterpraester, men kannikernes stadig mere brogede skare, der kraever dannelse og forbedret intellektuelt niveau. Lektoren er en af kannikerne, han skal have et eget hus vest for kirken og skal have andenpladsen i kapitlet. Han skal holde forelaasninger og tage prsediken i stedet for en kannik, som matte blive forhindret pa den til ham fastsatte dag. Kannikerne horer socialt til de hojere samfundslag. Sproget, som de to praedikanter har brugt, savidt det ikke var latin blandt kannikerne, ma saledes vaere en funktion af den sociale tilknytning til de to lag i den stedlige befolkning. Under forudsaetning af, at de to stillinger har vaeret lobende besat fra det tidspunkt, hvor de oprettedes, kan man gaud fra, at prasdiken pa plattysk for de ledende lag og pa dansk for den ovrige befolkning har haft en selvforstzerkende effekt og befastet de to sprog i de to sociale lag. Men netop det sidstnasvnte kan ikke bevises. Jeg henviste for til, at Helligandspraesten ikke forekommer i kilderne frem til 1515.

---

14. Niels Skyum-Nielsen: ALrkekonge og cerkebiskop, Nye tryk i dansk kirkehistorie 1376-1536 i Scandia 23, 1955-57, s. 1-101, og art Archirex i Kulturhistorisk leksikon for nor disk middelalder I, 1945.

15. Smlg. T. Nyberg: Vadstena klosters biktprivilegier 1446 i Kyrkohistorisk arsskrift 71 (1971), s. 1-44.

Vedrorende lektoren har Anne Riising i sin disputatsl6 gjort en iagttagelse, som burde vare naevnt i denne afhandling. Lektorembedet kan vises at have staet übesat i 1507, og kapitlet fik dette ar en nsese, fordi kannikerne delte lektorens aflonning mellem sig. Den forste indehaver af embedet er kendt fra 1470'rne. Der findes vistnok nogen forklaring pa kildernes tavshed. idet ikke alle kannikeudnaevnelser og sikkert ikke udnaevnelser af alterpraester endnu altid gik vejen over Rom, og folgelig finder man dem ikke i de pavelige bonskrifter. Men man horer dog flere gange om indehavere til andre altre i Haderslev Vor Frue kirke. Deter altsa lidt dristigt, nar der side 222 siges: »Derved skabtes der allerede i sidste haivdel af 1400-arene en tradition, der holdt sig i arhundreder: kirkens fornemste prasst (senere: der Hauptpastor) talte tysk, andenpraesten, den oprindelige summus vicarius, talte dansk.« Det kan have vaeret sadan, men det kan ikke bindende bevises af kilderne. Hvis de to embeder er blevet besat, sa er sociale fluktuationer stadig taenkelige, sadan at forsta, at Heligandspraesten maske ogsa har praediket pa plattysk, eller han er sunkst ned i den anonyme masse af alterpraester uden sserlig betydning for praediken og folkelig dannelse. Deter jo heller ikke udelukket, at lektoren og nogle af kannikerne ogsa kunne praedike pa dansk, som jeg allerede har berort det i forbindelse med de to kanniker fra Odense Stift i Haderslev. Muligheden star da aben, at fikseringen til plattysk sprog for lektoren og dansk for andenpraesten er en skabelse fra reformationstiden, og at de tidligere tilstande var mere flydende.

Efter Haderslev i I^-00-arene vil jeg nu ga over til at sige noget om kildebehandlingen i fremstillingen af reformationen. I kap. VI, perioden efter 1523, vies to vaegtige afsnit til reformationen: Side 249: »Reformationeni Haderslev-T'orning« og side 275: »De administrative og sprogligt-kulturellevirkninger af reformationen*. Begge afsnit udgor sammen mere end 50 sider. De: er overordentligt fortjenstfuldt, at reformationen i den unge hertug Christians hertugdomme er blevet behandlet uden at skele til samme Christians senere kirkepolitik efter hans valg til konge i 1536. Haderslev len som model- og eksperimentaltilfaelde for en luthersk fyrstereformation er en konception, som gar godt i trad med kildeme og synes at forklare og fortolke dem fuldt ud. Denne betragtningsmade skullederved have alle udsigter til at kunne blive en del af den videnskabeligt gyldige forklaring pa den danske reformation. Karakteristikken er saerdelestydelig pa side 260: »Det var unge mennesker, der stod for reformationsroreti Haderslev i 1526, og deter en egen begejstringens glod, der lyser over deres virke. Yngst af dem alle var den unge hertug Christianog

---

16. Anneßiising: Danmarks middelalderlige praediken. (1969).

stianoghans purunge gemalinde, Dorothea . . „ der begge livet igennemvar grebet af den evangelisk-lutherske glod. Det hastede for dem at na resultater. Den gode sag kunne ikke vente. ..«. Og side 269 om Christian som nyudnsevnt konge: »Kun fa dage efter indtoget 1536 6. 8. lod han alle landets katolske bisper faengsle; atter engang var det den kirkelige udvikling, der la ham mest pa sinde. Hans iver herfor var usvaekket,og hans hastvasrk for den gode sag, der havde vseret sa karakteristiskfor ham i Haderslevarene, gentog sig atter engang«.

Fremstillingen af reformationsarene stotter sig saerlig pa nogle fa, vaesentlige hovedkilder. Vurderingen af disse kilder fremgar, som i hele afhandlingen, udelukkende ved den praktiske brug, der er blevet gjort af dem. Der er ikke nogen raesonnerende og vurderende indledning til kilderne som sadanne, til deres udsagnskraft og de dermed forbundne metodiske problemer. I sin brug af disse kilder stemmer afhandlingen hovedsagelig overens med en del af den tidligere litteratur, f. eks. T. O. Achelis: »Haderslev i gamle Dage« fra 1926. Den flittige brug af den gamle kirkehistoriker og praest H. F. Rordam er ikke begraenset til de kilder, som denne publicerede, men omfatter ogsa delvis hans synsmade og bedommelse af hamdelser og personligheder. Et lille provetilfaelde er fremstillingen af, hvad der egentlig skete lige i reformationens begyndelse i Haderslev i arene 1525-26. Med stotte i T. O. Achelis siges side 254: »Alt imens bredte uordenen sig inden for kirkevaesenet i hertug Christians sogne, og det gik ilde til med kirkens gods. Kirkernes klenodier blev fjernet, og meget kirkegods kom kirkerne af haende. . . Saledes lyder klagen over begivenhederne 1525-26 hos Jorgen Boie, den forste indfodte evangeliske provst over Haderslev provsti, og han kan vel betragtes som et sandhedsvidne. I virkeligheden bekraefter han nogle samtidige optegnelser, som stammer fra en anonym geistlig i Ribe«. Forestillingen om den gamle provst som et sandhedsvidne har naturligvis til dels et moralsk aspekt - den gamle mand vil vi da ikke betragte som logner. Men det fritager os ikke fra den almindelige kildekritiske fremgangsmade, vi er forpligtet til som historikere. Hukommelsesfejl kan begas af maend med uplettet karakter, og vi laegger dem det ikke til last i sidste omgang. Men vi ma nogternt soge at vurdere, om der kan vzere vaesentlige fejlmuligheder i hans udsagn. Jorgen Boies alias Georg Boethius' beretning blev optrykt allerede 1860 i Kirkehistoriske Samlinger, anden raekke bd. 11. Den vaesentlige sastning om den sorgelige tilstand for indforelsen af den egentlige reformationsorden er citeret i note 666.

Provst Jorgen Boie fritager her kun en eneste mand fra misbrug eller

uorden: den senere konge, davaerende hertug Christian: »Nemant hefft acht gehat vp de lere, den de Khonig allene«, lyder ordene. Men dette er en alle steder anvendt kliche i enhver form for litteratur fra fyrsteabsolutismenstid. Kongen er altid haevet over loven og over al kritik. Kongens radgivere kan vsere darlige nok, men ikke kongen selv - hans motiver er rene. Traskker vi det tidstypiske vaek fra denne saetning, sa bliver der vel stort set det tilbage, at Boie mener at huske, at alt en tid var i uorden. Dette skal vasre begyndt med den katolske provst Johan Wulfs afsaettelse og ophort med reformatoren Eberhard Weidensees ankomst til Haderslev i foraret 1526. Trangen til lov og orden er staerk hos Jorgen Boie, og deter selvfolgeligt for ham, at en ret hyrde har bragt orden og fred i landet. Dette er en anden udbredt ide bade i reformationensog 1". eks. de cisterciensiske klostergrundlaeggelsers verden: hvad der gar umiddelbart for den nye begyndelse, ma efter naturlovene have vasret kaos; hvis ikke, sa ville jo selve det berettigede i den nyindforteorden vaere slillet i tvivl. Kaos ma ga forud for kosmos ifolge et arketypisk monster, som er sa gammelt som selve menneskeheden.

Deter derfor ikke en sikker historisk slutning, at Weidensees ankomst til Haderslev straks forte fred og orden med sig. En korrigering af kilden kan ske ud fra en anden vaesentlig kilde, Haderslevartiklerne fra 1528 - side 264ff. Disse er daterede og i egentlig forstand et levn af selve haendelsesforlobet, ikke en beretning som Jorgen Boies. Skont der i afhandlingen vises, at en lignende gruppe af artikler blev fastsat allerede i 1526, fremgar det dog, at der endnu i 1528 er uorden i gudstjenestebrugene. Artikel 1 begynder med ordene: »Zum ersten, es langet an uns, dat de Kerckheren uneins und nicht einformisch sindt in den Ceremonien und sunderlich in dem missholden«, altsa i messens afholdelse. Hvis dette var tilfaeldet i 1528, sa har vi ingen viden om, hvorvidt usikkerheden pa dette tidspunkt var storre eller ringere end i 1525, aret for Weidensees komme til Haderslev. Rent kildemaessigt er der intet i vejen for, at usikkerheden og uroen kan have radet i 1528 ligesom i 1525, ja, endog, at den kan vaere vokset i de sidst forgangne ar.

Nu havde Jorgen Boie i sin beretning ogsa berort forhold af rent kriminel art, bl. a. at kirkernes klenodier blev fjernet. Da vi ikke kan forvente at finde denne slags ting omtalt i reformartikler til praesteskabet, ma vi soge efter andre kilder. Vi kunne finde noget sammenligningsbart i 1526. Da blev sortebrodrene fordrevet fra deres kloster i Haderslev. Uden at vi kender beslutningsprocessen bag denne handling, kan vi formode,som ogsa sker side 261, at den udgik fra »hertugen og de maend, der var knyttet til ham«. Reformatoren Weidensees virke begynder senere

hen pa aret, men deter ikke umiddelbart klart ud fra kilderne, at det allerede i det forste ar havde den onskede, beroligende effekt. I den reformatoriskeanskuelse var statens styrelse altid overladt til den verdsligeovrighed, som var indsat af Gud, og dette ma sa ogsa have vaeret Weidensees holdning. Men om hertugen selv stod bag den urostiftelse, som gav sig udtryk i sortebrodrenes fordrivelse, hvordan kunne man da forvente, at en luthersksindet reformator umiddelbart kunne srette en stopper for den slags uorden? Det ville vaere muligt for reformatoren forst efter nogle ar, hvor han kunne laegge hertugen fast i en ny kirkepolitikog ud fra denne retroaktivt definere hans holdning som troens beskytter. Denne proces kan ikke forventes at have gaet for sig pa nogle maneder. ovrige kilder giver os saledes grund til at tvivle pa det billede, den gamle provst Jorgen Boie giver af uordenen i ar 1525 og dens vedvaren. I praksis fremtraeder en vis tvivl f. eks. side 267 med note 709. Her anfores den sastning, som folger nasrmest i Jorgen Boies beretning, at Weidensee straks begyndte at forekese for praesterne og genoprettede skolen i Haderslev. Den vagne kildekritik er virksom, trods det at der mangier en eksplicit erklasring om kildens vasrdi. »Han tog ogsa virksom del i det daglige arbejde pa prsesteskolen som forelaeser over vigtige teologiske emner«, star der, men intet om hvornar praesteskolenvar sa godt i orden, at Weidensee fandt vejen banet.

Til sigtet med den foreliggende afhandling er disse iagttagelser og implicite kildekritik tilstraskkelige, men for en dybere indtrsengen i reformationen i Haderslev krseves vel dog en mere udtalt kritisk behandling af Jorgen Boies beretning som kilde og af asldre litteratur, f. eks. A. D. Jorgensen og C T. Engelstoft. At afhandlingen ikke giver tilstrsekkelig vejledning til hele reformationsforlobet, fremgar ogsa af behandlingen af herredagen i Odense den 27. august 1527, side 264. Som eneste litteratur henvises der i note 696 til P. G. Lindhardt: »Den Danske Kirkes Historie«. Herredagens komplekse betydning er dog blevet diskuteret indgaende af en raskke forfattere, f. eks. J. Oskar Andersen og Erik Sjoberg; den sidste afhandling i sagen er ikke kommet med, Scharlings analyse af Frederik I.s reformationspolitik i Kirkehistoriske Samlinger 1974.

Hvad der hidtil er blevet sagt om kilderne, gaelder ogsa en kildesamling,som forekommer i noterne under betegnelsen »Rigsarkivet D 40« fulgt af romertal. Side 374 i kildelisten kaldes denne samling: »Sager vedr. stridighederne mellem Hans den yEldre og kongen om den gejstlige og verdslige jurisdiktion i Haderslev, Torning og Tonder herreder, gra3nseskelm. m.«. Denne titel alene giver ikke tilstrsekkelig vejledning til at

forsta, hvad samlingen bruges til i den foreliggende problemstilling. Det drejer sig om en dokumentation til en proces i 1570'rne om jurisdiktionenover de sogns, som tidligere b.orte til Ribe bispestol, men la under Haderslevhus og saledes la fristende til for den nye gejstlige jurisdiktion fra Haderslev. Dokumentationen omfatter et stort antal diplomafskrifterfra ca. 1250 og fremover, mange fra det 15. arhundrede. Men disse ligger i or den efter sagsbehandlingen ved den juridiske proces i 1570'rne. Hver mappe med romertal omfatter mere end 300 blade. Det er umuligt alene pa grundlag af noternes henvisninger at finde frem til de onskede dokumenter. Forskningsteknisk vil jeg rekonstruere den her gennemforte arbejdsproces sadan, at forf. forst har fundet kildeme omtalti litteraturen, evt. udgivet, derefter er han gaet til Rigsarkivet og kontrolleret materialei: i originaler, og sidst har han sa i noterne opgivetkildens plads i Rigsarkivet, fulgt af en henvisning til det sted, hvor den var blevet udgivet eller omtalt.

Eksemplerne er mange, vi kan vaelge side 267 note 708: »Rigsarkivet. De sonderjyske fyrstearkiver. Hans den iEldre. Sager pa. papir D 40 IV samt afskrift i D 40 I; Kirkehistoriske samlinger I side« etc. Note 707 har tilsvarende: Rigsarkivet, samme kilde, fulgt af Sonderjyske Arboger 1889 og Schriften des Vereins fur Schleswig-Holsteinische Kirchengeschichte. Notens formulering oplyser os ikke om, at der i Rigsarkivet og i Schriften des Vereins etc. er tale om Haderslevartiklerne 1528 i oprindelig ordlyd, dels original, dels optrykt, mens Sonderjyske Arboger henviser til A. D. Jorgensens artikel »Den aeldste lutherske kirkeordinans i den danske kirkeprovins«, som benytter samme kilde i sin fremstilling. Sammenligner vi med note 709 pa samme side, sa bliver det her lidt udforligere oplyst om Jorgen Boies beretning: »Georg Boethius, Einbericht und verkleringe etc., Landsarkivet i Abenra, Haderslev provstearkiv nr. 533; Kirkehistoriske Samlinger 2. rk. II s. 269«. Henvisningen til Kirkehistoriske Samlinger gar pa H. F. Rordams artikel »M. Jorgen Boies beretning om Kirkeordningen i Haderslev«, men dette er ikke til at finde ud af gennem denne note, fordi der ikke er sidehenvisninger til Rordams artikel i bibliografien side 370. Der er altsa nogle ulemper ved citeringsmaden, og disse ulemper er til besvasr for laeseren, nar han skal benytte afhandlingen til videre studium.

Til slut vil jeg naevne endnu en interessant kildegruppe, som er blevet sammenfattet i en tabel side 320: prsedikestolsinskriptioner i perioden 1547-1650. Vi er her naet frem over og forbi den i afhandlingen satte tidsgraense. De informationer, som her er samlet sammen fra Danmarks Kirker, tjener saledes til at afrunde slutbilledet af fortyskningens historic

Der er ingen grand til at presse listens og de enkelte inskriptioners kildevaerdi, for i den foreliggende form fungerer listen som en henvisningtil et materiale, som ikke er blevet benyttet indtil nu. For en mere indgaende provelse ville det dog vsere nodvendigt at sige noget om sadannekilders principielle stilling og udsagnsvaerdi, herander ogsa diskutere hvor mange inskriptioner fra denne tid, som kan mistsenkes for at veere gaet tabt etc. Men deter sa en anden historie.

Jeg vil sammenfatte mine synspunkter pa. denne disputats. Forf. har fremlagt en stor maengde vserdifulde kildeinformationer og fojet dem ind i det historiske forlob. Dette er realistisk betragtet, men altsa ogsa i afhaengighed af den hidtidige litteratur. Deter sserdeles fortjenstfuldt, at vi herved har faet en lobende, sammenfattende behandling af en hel epoke i Sonderjyllands historie, hvor en grundtese bserer fremstilling og kildeudvalg: sporgsmalet om sproget og den rned sproget forbundne kulturtilknytning. Nar delvis samme personer udtrykker sig bade pa dansk og pa plattysk, altsa lever tosproget, sa vil der opsta en kulturel overlapning, som de selv ikke altid har vaeret sig bevidst, og som forskeren altsa. kun med vanskelighed kan fa oje pa, nar personerne er i live, endsige da hvis de levede i en epoke flere hundrede ar tilbage. Der findes ikke mange redegorelser for kildematerialet i bogen, hvad der pa sin vis ma betragtes som en mangel. At denne mangel ikke far alvorlige folger, skyldes den realistiske afvejning mellem problemstilling og kildedokumentation, saledes at kilden aldrig bliver presset til at afgive informationer, som den ikke kan formidle. Kildedokumentationen svarer nojagtigt til problemstillingen. Deter forst, nar andre forskere og studerende skal benytte afhandlingen, at der vil opsta problemer af kildemasssig natur.

De bemasrkninger, som jeg har fremsat, kan dog ikke rokke ved bogens hovedtese, som er bade klart udtrykt og overbevisende underbygget. Med god grand har Odense Universitets humanistiske fakultetsrad antaget afhandlingen til forsvar for den filosofiske doktorgrad. Den vil spille en rolle i studiet af sonderjyske forhold ud fra flere aspekter og vil uden tvivl stimulere til fortsat uddybning af kildematerialet og problemstillingerne. Graenseegnen har pa denne made pa ny faet sin plads i raekken af historiske studier udgivet af Odense Universitet. Foretagendet maner til efterfolgelse og abner videre perspektiver ind i dagens kulturelle stromninger.