Friedrich Jessen: Kirche im Grenzland (Heimatliche Arbeitsgemeinschaft Nordschleswig, 1973).

I anledning af, at de tyske frimenighederi Nordslesvig i 1973 havde bestaeti 50 ar, har menighedernes forstepraestgennem mange ar, Friedrich Jessen, skrevet en bog om menighederneshistoric Forste tredjedel af bogen handler dog om de nationale problemer i den sonderjyske kirke siden reformationen. Denne del er en kritisk kommentar til danske fremstillingeraf periodens kirkehistorie ud fra mottoet: vi var ikke sa slemme, som danskerne har gjort os til, og danskerne var ikke sa gode, som de selv tror, og med den metode kommerman ikke ret langt. Efter denne introduktion folger en redegorelse for

den danske kirkepolitik i Nordslesvig efter genforeningen. Denne oversigt kan vaere af vaerdi for tyske laesere ved at give dem en vis forstaelse for den danske folkekirkes, internationalt set meget ejendommelige organisation.I Tyskland er stat og kirke adskiltog kirkens opbygning derfor helt anderledes. Forfatteren mener, at man i folkekirken har vaeret mere fiks (geschickt) til at give plads til mindretal end i landskirken i Slesvig- Holsten.

Efter 1920 blev der ansat tyske prasster under folkekirken i de 4 kobstaeder, og der blev skabt mulighed for tyske gudstjenester, hvor der var klare onsker derom, og alle fik frit valg med hensyn til sproget ved kirkelige

Pa baggrund af en sadan redegorelse er det svaert for laeseren at forsta, at hjemmetyskerne i 1923 folte sig i en tvangssituation, sa de nodvendigvis matte oprette saerlige frimenigheder.

Rigtignok var stillingen vaesentligt ringer_e for tyskerne end for 1914, men da var, delvis af politiske grunde, det tyske element i kirken blevet staerkt overdimensioneret i forhold til behovet. Ingen kan fortaenke hjemmetyskerne i, at de foretrak frimenigheder for folkekirken, det var et led i den tids politiske bestraebelser for at gore mindretallet til en stat i staten, men realiteten er nok snarere den, at den slesvig-holstenske landskirke udstrakte sin virksomhed til Nordslesvig. Man begyndte med en menighed i Tinglev i 1923, og i lobet af en arraekke var der oprettet syv praesteembeder; da krigen kom, var der i realiteten en dobbelt ordning, saledes at der var tyske folkekirkepraester i kobstaederne, medens det i landdistrikterne var den »Nordschleswigsche Gemeinde«, som varetog togde kirkelige opgaver for de tysksindede.

Denne deling fik betydning i naziarene. Kobstadspraesterne stod pa den tyske bekendelseskirkes standpunkt, medens frimenighederne fulgte kirkeledelsen i Kiel, som horte til de sakaldte »Deutsche Christen«. Om dette forhold hedder det s. 88: »Den nordslesvigske menighed stod »officielt« bag D. C. Kirkeledelsen i Kiel (Deutsche Christen), som den var afhaengig af. »Officielt« betyder, at der her intet kan eller skal siges om den enkeltes tanker og optraeden. Forfatteren, der dengang var praest i landskirken, ved, hvor svaert det var«. Sa »fikst« kommer Friedrich lessen uden om det alvorligste og vanskeligste problem i de menigheders historie, han beskriver. Tasnk om han havde haft mod til at forsvare de praester, der havde forsvar behov, eller til at forklare deres adfasrd. Men som andre hjemmetyskere lister han stille uden om nazitiden for at beskrive sammenbruddet og retsopgoret i 1945 og genopbygningen derefter. Kobstadpraesternes gode gerninger og store indsats kommer her til kort. Han finder retsopgoret ligesa uretfaerdigt som afnazificeringen i Tyskland, men han kan citere Hal Kochs kritik af den danske kirkes holdning til retsopgoret. Hjemmetyskerne har endnu ikke haft en »Hal Koch« til at gore op med nazismen.

Bogen slutter med en skildring af den nuvaerende afspaendte situation. Der er stadig 4 tyske folkekirkepraesteri de tidligere kobstaeder og igen 7 frimenighedspraester i de gamle landdistrikter, men modsaetningerne er udlignet: »Den nordslesvigske menigheder i henhold til loven en frimenighed;den star dog ikke i modsaetningtil folkekirken, men foler sig snarere som den tyske del af sognemenighedensom

menighedensomi byerne«, sadan sammenfatter pastor lessen sin opfattelse.Deter et smukt og godt standpunkt, men hvis hz.ns historieskrivningskal tjene til at bevare og udvikle menighedens bevidsthed om sig selv, sa har lian forsiztait en god lejlighed til en ab'orlig og dybtgaende behandling af sit limne.