Mohrs referater og hans forklaringer om deres fremkomst er af en sa enestaende art i den danske centraladministrations historie, at det kun er godt, at problemerne belyses sa alsidigt som muligt. I den henseende kan jeg derfor kun erklaere mig tilfreds med seminarielektor Jakob Pasternaks indlaeg. Men ellers ma jeg sige, at hans argumentation og det resultat, han kommer til, kan jeg ikke godkende.

Da professor Fink ogsa vil svare pa Pasternaks betragtninger, sa vil jeg i det efterfolgende koncentrere mig om de kildekritiske problemer. Forinden jeg gar over hertil, vil det dog nok vaere praktisk ganske kort at fastsla, hvad sagen i denne forbindelse egentlig drejer sig om. Den vedrorer folgende:

Har Mohr ret i, at 19. juli-referatet er resultatet af Scavenius' nedskaering af »18. juli-referatet«, hvorved forstna?vnte referat »i den forkortede fragmentariske skikkelse fjernede sig sa meget fra mit oprindelige referat, at det ikke mere kunne betegnes som mit referat, men matte betegnes som nogle af udenrigsministeren foretagne uddrag af mit referat«. Eller forholder det sig, som jeg har sogt at pavise, at 19. juli-referatet er det originale og autentiske referat, hvoraf folger, at »18. juli-referatet« er en senere konstruktion? Deter herom diskussionen for mit vedkommende drejer sig.

Derfor kan jeg begynde med at udtrykke min glaede over, at Pasternak anerkender 19. juli-referatet som Mohrs vaerk i modsaetning til Mohr selv, der sa ganske ojensynligt vil fralaegge sig ansvaret for det. Men samtidig rna jeg papege det besynderlige i, at Pasternak gar uden om min pavisning af, at Mohrs nedskaeringsteori er forkert, bl. a. fordi der foreligger tekstomskrivninger, og at 19. juli-referatet derfor ikke kan vaere fremkommet pa den made, Mohr haevder i sit referat af den pastaede samtale med Scavenius om morgenen den 19. juli 1940. Dette referat aftrykkes som bilag til dette indlaeg, da det utvivlsomt er en fejl, at jeg ikke tidligere har ladet det trykke, men blot har bragt citater derfra. Vi kan altsa fastsla, at et af de afgorende led i Mohrs argumentation er forkert.

Dernaest et andet punkt. Da Pasternak sandelig ikke saetter sit lys under en skasppe, men fremtraeder som den store kildekritiker, der tager os andre hardt i skole, sa forbavser det mig, at han for alvor kan haevde, at »det afgorende i kildekritisk henseende ikke (er) sporgsmalet om, hvorfor en original kilde efter trykningen i P. K., affotografering af Nissen og afskrivning i Udenrigsministeriet er blevet destrueret af sin ophavsmand, hvor uforstaeligt det end kan vaere«.

Jo, originaldokumentet er altid noget vaesentligt og ikke mindst i dette
tilfaelde. Jeg skal gerne fortaelle hvorfor, idet jeg forudskikker den bemaerkning,at

ning,atjeg i mil oprindelige fremstilling af referatsagen havde medtaget det efterfolgende punkt, men senere strog det ud fra den erkendelse, at det ikke kunne bevises eller modbevises, eftersom corpus delicti var bragt ud af verden. Da Pasternak nu haevder, at originaldokumentet ikke er af afgorende betydning, sa ser jeg mig nodsaget til at erklaere, at det nu destruerede »referat af den 18. juli 1940« ikke var skrevet pa det gode gule konceptpapir, der endnu i sommeren 1940 benyttedes i Udenrigsministeriet, men derimod pa det darligegragule konoeptpapii, der sammen med andre papirsorter anvendtes i tidenefter besaett^lsen. Det var egentlig dette moment, der forst vakte min mistaenksomhed mcd hensyn til tidspunktet for dette referats tilblivelse.

Dertil kommer endnu en ting: en fotokopi tillader ingen serios grafologisk undersogelse. Man har bl. a. spurgt mig, om det ikke er muligt at sammenligne udstregninj;erne i »18. juli-referatet« med Scavenius' udstregninger i koncepter fra sommeren 1940. Jeg har dertil mattet svare, at en sadan sammenligning og andre unclersogelser ikke kan foretages, da vi kun har en fotokopi. Nar Pasternak derfor sporger, om der er noget i vejen for, at 19. juli-referatet er »en forkortels; af den oprindelige version af 18. juli-referatet«, sa ma jeg svare: ja, i allerhjzjeste grad.

Pasternak laegger megen vasgt pa, at der efter hans opfattelse er en inkonsistent passage i Ritters referat af 19. juli, hvoraf skulle folge, at Mohr ikke har taget noget initiativ til okonomiske forhandlinger med deraf folgende konsekvenser for hee striden om de Mohrske referater. Nu vil jeg se bort fra sporgsmalet om, twilken ]-eel betydning denne samtale mellem Ritter og Mohr havde eller ikke havde, idet professor Fink bl. a. vil tage sig af denne side af sagen. I stedel vil jeg koncentrere mig om Pasternaks kildekritiske undersogelse af Ritters tekst og den deraf folgende konklusion. Pasternak skriver: »Det eneste eksenpel Riiter giver pa, at Mohr skulle have taenkt i disse baner er, at Mohr udtalte frygt for konsekvenserne for den danske industri ved den eksisterende toldbeskyttelses bortfald. Hvis Mohrs opfattelse af okonomiske unioner kun lean saettss i forbindelse med hans frygt for dem, er det ikke logisk at saette hans pastaede initiativ til forhandlinger i forbindelse med noget onske om, at de skulle fore til nogen form for toldunion«.

At drage denne konklusion af Ritters referat er efter min opfattelse ikke berettiget, thi Rit er skriver udtrykkeligt: »So ausserte er (M) zum Beispiel die Befiirchtung dass einzelne (her fremhaevet) danische Industriezweige in Zukunft nicht mehr aufr xht err alten werden konnte ... Er erwahnte dabei die danische Textilindustrie vnd Schuhindustrie«. Der er altsa ikke tale om hele den danske industri, men kun om enkelte grene, og det var en realistisk formulering, thi det var ikke utaenkeligt, at andre danske industrigrene som f. eks. levnedsmiddelindustrien, oementindustrien og muligvis andre kunne fa et okonomisk

Med hensyn til Pasternaks forskellige indvendinger mod min bevisforelse, sa skal jeg fatte mig i korthed. Jeg har ikke antydet nogen fjendtlig holdning fra Nissens side over for Scavenius. Jeg er tvaertimod enig med Pasternak i, at Nissen har behandlei Scavenius fair. Min opposition skyldes Nissens kritiklose godkendelse af Mohrs fremstilling af begivenhederne den 18. og 19. juli 1940.

Pasternaks teori om, a;: Mohrs tavshed i 25 ar skyldes loyalitet mod Seavenius,kan

venius,kanjeg ikke acceptere. Scavenius var efter den 5. maj 1945 ikke en svag og hjaslpelos mand, der matte skanes og ikke kunne forsvare sig selv, tvaertimod. Hans optraeden under afhoringerne i den parlamentariske Kommissionviser tydeligt, at han var i kampform og stadig en formidabel debattor. Det var derfor ganske enkelt Mohrs pligt enten at fremkomme med sine pastande om 19. juli-referatets tilblivelse, medens Scavenius endnu levede, eller at bevare tavsheden for stedse. I stedet valgte han den tredie udvej: at tale, da den anden ikke lsengere kunne svare.

Nar Pasternak haevder, at jeg har husket fejl eller laest forkert, idet jeg sporger, hvorfor Scavenius ikke har udstreget »disse famose ord, der var sa kompromitterende for samarbejdet mellem minister og direktor«, sa er forholdet, at deter Pasternak selv, der har husket fejl eller har lasst forkert. Saetningerne er ikke streget ud i 18. juli versionen. I det pagaeldende afsnit af mit indlaeg taler jeg slet ikke om 19. juli-versionen.

Derimod har Pasternak ret i, at deter en lapsus, nar jeg i en parentes har indsat et forklarende: (Mohr) efter ordet »han«. Men det aendrer intet i sagens realitet, nemlig at Scavenius ifolge Mohr skal have stroget dette afsnit. I begge tilfaelde henvises til Nissen s. 457 og 458.

Endelig haevder Pasternak, at det klare og positivt bekraeftende svar i 19. juli-referatet bliver til »en ekstra understregning af de efterfolgende forbehold« i de folgende saetninger. Deter jeg ganske uenig i. De pagaeldende saetninger lyder saledes: ». . . sa snart man fra tysk side havde gjort sig sa megen forestilling om det fremtidige okonomiske samarbejde, at en droftelse havde nogen fornuftig mening. En forudsaetning for, at et fremtidigt samarbejde kunne blive harmonisk, ville vel netop vaere, at droftelserne begyndte sa tidligt, at ideerne endnu var »plastiske« .. .«

Meningen med dette udenrigsministerielle sprog er folgende: sa snart tyskerne er parate til forhandlinger, men for de laegger sig fast pa bestemte krav og formuleringer, ma droftelserne tage deres begyndelse. Dette vil sige, at det ma ske, for der er sluttet fred med England, og for Tyskland endelig har etableret sig som Europas herre.

Der er saledes ikke tale om noget forbehold i retning af at traekke sagen
i langdrag, at »trainere den« som det hedder i diplomatsproget.

Der kunne fremfores flere argumenter mod Pasternaks fremstilling, men det vil jeg afsta fra. I stedet vil jeg henlede opmaerksomheden pa, at sporgsmalet om de Mohrske referaters palidelighed desvaerre ikke indskraenker sig til det her omtalte. Fra officiel norsk og svensk side er der fremkommet bestemte indvendinger mod vigtige punkter i Mohrs referater af forhandlingerne med nordmaendene og svenskerne i dagene for den 9. april 1940, jvf. P. K. bd. 11l (aktstykker) s. 9 ff.

For mit eget vedkommende kan jeg tilfoje, at forste gang, jeg blev mistaenksom, var ved laesningen af et referat om septemberkrisen 1938. Det indeholdt en meget grov erindringsfejl, og da jeg henledte Mohrs opmaerksomhed herpa, indviklede han sig i sa fantasifulde forklaringer, at min mistanke blev styrket. Mit rad til alle nuvaerende og fremtidige forskere, der onsker at benytte Mohrs referater, skal derfor vaere dette: benyt dem med forsigtighed og vagen kritisk sans, thi virkelighed og fantasi har her indgaet en hojst usaedvanlig symbiose.

Bilag

Min samtale med udenrigsministeren 19/7 1940

Da jeg var vendi: tilbage fra Berlin efter sammen med kammerherre Zahle at have afleveret udenrigsministerens erklaering til statssekretaeren i det tyske udenrigsministerium, aflagde jeg om morgenen 19. ds. et udforligt mundtligt referat til udenrigsministoren. Jeg gengav Weizsackers udtalelser og samtalen med Ritter og knyttede en del kommentarer dertil.

Udenrigsministeren kriviserede ligesom kammerherre Zahle havde gjort, at jeg havde svaret for undvigende pa Ritters sporgsmal, om erklaeringen skulle forstas saledes, at vi var rede til droftelser inden fredsslutningen. Han fandt jeg burde have sagt, at dette var en selvfolge. Jeg indrommede, at kammerherre Zahle ogsa havde ment, at jeg burde have svaret at übetinget ja. Men mit svar var jo ikke afgtfrende. Regeringen ville jo fa lejlighed til at tage stilling til sporgsmalet, nar det til sin tid blev forelagt officielt.

At jeg havde ir dgivet Ritter den tanke at soge kontakt med os, inden man fra tysk side havde lagt sig fast pa bestemte standpunkter, fandt udenrigsministeren saerdeles klogt. Det ville selvsagt give os en langt bedre stilling under forhandlinger, om vi kunne fa Tyskerne i tale »forinden de havde faste planer, som de af prestigehensyn mente at matte gennemfore«.

Derimod fandt udenrigjiministeren det en fejl, at jeg havde naevnt regeringsudvalget som et passende forum for eventuelle droftelser. Den fejl matte redresseres og droftelser laegges op i et hojere plan. Det ville af mange grunde vaere af betydning at fa de mest indflydelsesrige Tyskere i tale.

Udenrigsministuren bad mig skrive noget ned med det samme, da han vilde nasvne sagen i mitiistermodet samme dag. Af samtalen med Weizsacker vilde han ikke have ncget referat. Kun af samtalen med Ritter. Jeg meddelte, at jeg allerede igar : Berlin havde skrevet et meget udforligt referat af samtalen med Ritter. Da jeg nu forelagde det for udenrigsministeren fandt han, at det ikke var anver deligt til at forelaegge i ministermodet »Alle disse overflodige detailler matte udga«. Udenrigsministeren gav sig derefter til at strege ud i referatet, saledes at omtrent halvdelen gik ud. Det, der blev streget ud var navnlig de forskellige forbehold i mine udtalelser til Ritter. Det var, som om udenrigsministeren var bange for, at disse forbehold skulle ga videre til ministermodet. Maske frygtecle han, at de skulle finde genklang der og bidrage til at fremkalde modstand mod forhandlinger med Tyskland allerede nu inden Krigens afslutning.

Jeg protesteredc imod lorskellige af udstregningerne. Pa Ritters sporgsmal om erklaeringen skulle fortolkes saledes, at vi var rede til droftelser allerede inden fredsslutninge i, havde jeg svaret, at jeg ikke kunne hjaelpe ham med fortolkningen, da jeg ikk^ havde droftet dette sporgsmal med udenrigsministeren. Da Ritter derefter havde sag:, at jeg dog i alt fald matte have et indtryk pa grundlag af min egen ministers indstilling havde jeg svaret, at hvis fortolkningsgrundlaget udelukkende skulle vaere min egen ministers indstilling, gik jeg ud fra, at de" ikke kunne vaere tvivl om, at sporgsmalet matte besvares

Udenrigsministeren udsi:regede nogle mellemliggende linjer mellem Ritters
forste sporgsmal og sidste del af mit svar pa Ritters naeste udtalelse, saledes at

mit forbehold om fortolkningsgrundlaget gik ud. Jeg gjorde den indvending, at det pa den made kom til at scud, som om jeg havde givet det svar, som jeg efter udenrigsministerens mening burde have givet, men som jeg ikke havde givet. Udenrigsministeren bemaerkede dertil, at det fulgte af sig selv uden at blive sagt udtrykkeligt, at min udtalelse kun gav mit indtryk af min egen ministers indstilling, jeg talte jo ikke med de andre ministre. Jeg haevdede, at detaillerne nojagtigt daekkede det jeg havde sagt og bag dem la en bestemt realitet,sondring mellem regeringens indstilling som helhed og udenrigsministerensindstilling. Udenrigsministeren sagde dertil, at en sadan sondring netop var det der burde undgaes. Nar den samlede regering havde tiltradt hans erklaering matte den naturligvis ogsa vaere bunden af den.

Jeg sagde dertil, at selv om den samlede regering havde tiltradt erklaeringen, var det jo ikke sikkert, at den ogsa godkendte udenrigsministerens fortolkning af erklseringen. Jeg henledte opmasrksomheden pa, at netop alle de forbehold jeg havde taget i mine svar til Ritter nu konsekvent var bleven streget ud som detailler. Jeg spurgte, om disse forbehold som jeg havde lagt megen vgegt pa, virkelig var uden interesse i ministermodet. Udenrigsministeren svarede, at han ikke ansa disse forbehold som betydningsfulde og det havde Ritter vistnok heller ikke gjort. Jeg replicerede, at det maske »passede godt i Ritters kram« at ga let hen over forbeholdene, men at han meget vel forstod dem, fremgik af hans bemaerkning om, at »han habede«, at den fortolkning vi havde droftet »vilde vise sig at vaere rigtig«. Pa grund af forbeholdene var Ritter altsa i nogen grad forberedt pa den mulighed, at den danske regering ville foretraskke at vente med forhandling til efter krigens afslutning.

Udenrigsministeren gav ikke noget svar, men fortsatte uanfaegtet at strege ud i mit referat. Da han var faerdig, sagde han sluttelig, at han nu ville lade det forkortede referat renskrive, forelaegge det i ministermodet og henlaegge det pa akterne, sa kunne jeg selv beholde mit referat med alle »detaillerne«.

Jeg fremforte, at referatet i den forkortede fragmentariske skikkelse fjernede sig sa meget fra mit oprindelige referat, at det ikke mere kunne betegnes som mit referat, men matte betegnes som nogle af udenrigsministeren foretagne uddrag af mit referat. Eller ogsa kunne udenrigsministeren indskraenke sig til et mundtligt foredrag i ministermodet. Udenrigsministeren svarede, at noget sadant ikke lod sig gore. Men han kunne gore noget andet. Da jeg abenbart lagde megen — efter hans mening for megen — vasgt pa dette sporgsmal, ville han ved forelaeggelsen i ministermodet gore den mundtlige tilfojelse, at jeg ved mine svar til Ritter udtrykkeligt havde pointeret overfor denne, at svarene udelukkende var baseret pa min personlige opfattelse af udenrigsministerens

O. M. 19/7 -40.