|
Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 11 (1974 - 1976) 1Jødefejden i Odense 1819Eller noget om at beskrive fortiden. I September 1819 fandt der i Kfibenhavn og flere danske provinsbyer en rakke optfijer sted, vendt mod det jfidiske mindretal disse steder. Universitetslektor, cand. mag. Jens Chr. Manniche skildrer her begivenhedernes jorlob i Odense. I underSogelsens lob er forskellige sociologiske teoriers anvendelighed som analyseredskab og forklaringsmodeller blevet overvejet og artiklen har det videre sigte at diskutere nogle forskellige typer teoriers vcerdi for historikeren som middel til at skildre en fortidig virkelighed af denne art. I forlcengelse heraf droftes nogle mere generelle historieteoretiske problemer vedrfirende en historisk beskrivelses karakter, som de forudgaende overvejelser synes at rejse. Forf. erkender, at en del af den teoretiske diskussion er holdt i en ikke ganske lettilgcengelig fag-jargon. Denne afspejler imidlertid den teoretiske sociologiske diskussion, som den refererer til, og den kan nceppe uden videre oversattes til normaldansk uden at tabe noget af sit indhold. Den velvillige laser vil forhabentlig bare over med dette. AfJens Chr. Manniche Sidste halvdel af
1810'erne blev i Danmark som i andre europaeiske
Den store jodefejde i 1819, der omfattede flere byer pa oerne, var et af disse tegn pa de sociale problemer. En bolge af antisemitiske uroligheder gik da hen over en raekke kobstaeder. Bevaegelsen, som utvivlsomt udsprang af en lignende raekke udbrud, dog af storre omfang, i tyske byer i Iobet af august, ramte forst Kobenhavn i den forste uge af September og bredte sig dernaest til kobstaeder pa Sjaelland og til Odense. Derimod kom det ikke til sammenstod i de jyske byer, der husede en jodisk minoritet. Den folgende undersogelse vil i forste omgang koncentrere sig om Odenseurolighederne. Disse adskiller sig i sine hovedtrsek naeppe synderligtfra de hyppigere behandlede i Kobenhavn2. En undersogelse af forlobeti Odense vil derfor efter min opfattelse ogsa kaste lys over jodefejden 1. Se herom Jens Engberg: Dansk Guldalder eller Oprfiret i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset (1973). Side 2
1819 andre steder i landet, og samtidig vaere et bidrag til at belyse problemernei Danmark efter Napoleonskrigene. Med udgangspunkt heri vil jeg derefter diskutere anvendeligheden af nogle sociologiske teorier om kollektive handlinger af denne type som forklaringsmodel for en historiskbegivenhed. Det bor med det samme papeges, at min indledende beskrivelse af jodefejden i Odense naeppe er ganske upavirket af de senerediskuterede teorier. Den kan altsa ikke opfattes som en i en eller anden forstand »ren« beskrivelse, som de sociologiske teorier eller modellerkan anvendes pa, hvorefter man kan soge at vurdere nytten af at arbejde mec sadanne teorier, nar man skal sammenfoje sine data til en historisk beskrivelse. En del detaljer er, ma det erkendes, medtaget, jordi de kan bruges i den efterfolgende diskussion. Dette problem kan man naeppe helt undga, med mindre man tager sit udgangspunkt i andres beskrivelser af fortiden. Og gor man det, vil det rejse andre problemer. Deter jo erkeidt, at historikeren ikke danner sig et billede af en fortidigvirkelighed pa en teorilos made, sadan at kendsgerningerne, om man vil, som uddrages af kildematerialet, sa at sige tvinger historikeren til en bestemt opfattelse og I'remstilling. Historikeren er sig muligvis ikke sine teoretiske forudsaetninger bevidst, men de er ikke desto mindre til stede. Nar man derfor vil diskutere teoriers eller modellers brugbarhed pa en allerede erkendt virkelighed, ma man under alle omstaendigheder gore sig klart, at det jo ikke er virkeligheden i sig selv, den objektive virkelighed kunne man sige, som man harmed at gore, men derimod en virkelighed, der allerede er beskrevet ud fra en eller anden teoretisk ramme. (Det forekommermig, at sociologer, der opstiller teorier pa grundlag af et historiskmateriale, afte betragter dette som for ukompliceret, fordi de netop overser dette forhold.) Hertil kommer tillige det problem, som enhver historiker star overfor, at huller i kildematerialet vil betyde, at dele af den konkrete virkelighed vil vasre uigenkaldeligt forsvundet, nar den historiskevirkelighed, dvs. den virkelighed historikeren mener at kunne na frem til, etableres. Der vil altsa i dette tilfaelde ikke vaere tale om at sastte en sociologisk teori eller model op imod virkeligheden og undersoge dens holdbarhed, men om at diskutere nogle forskellige mader at strukturere eller beskrive en fortidig virkelighed pa. Det, diskussionen da ma dreje sig om, er dette: hvilken af disse beskrivelsesformer er den mest hensigtsmaessige, hvilken forer til den mest adaekvate forklaring og forstaelse af fortiden. Lad mig altsa
med det samme sla fast, at en egentlig sammenligning
Side 3
vaere hensigtsmaessig. Dertil er »min« beskrivelse som sagt nok for staerkt farvet af arbejdet med de sociologiske synspunkter. Denne vil da forst og fremmest, ud over den vserdi den matte have som behandling af jodefejden i Odense 1819, tjene som en orientering om en konkret historisksituation, ud fra hvilken laeseren kan orientere sig i den mere abstraktediskussion om sociologernes generaliseringer. IIDanmark var som bekendt ramt af den almindelige okonomiske krise efter Napoleonskrigene. Krisetilstanden forstserkedes yderligere fra omkring 1818, da der indtraf et meget kraftigt prisfald pa landbrugsproduktionen, forst og fremmest pa korn3. Prisfaldet havde en almindelig europaeisk baggrund, men blev saerlig staerk i Danmark bl. a. fordi landet var nettoeksportor af korn, og samtidig begrasnsedes eksportmulighederne pa grund af engelske og franske beskyttelsesforanstaltninger4. Desuden forvserredes prisfaldet af forbedrede seddelkurser, der var et led i regeringens deflationspolitik og som sadan var velset i store kredse, men som var ensbetydende med faldende priser regnet i sedler5. For seddelkursens vedkommende skete der en forbedring i 1818 og yderligere i 1819, hvor den naede naer pari, men fra juni maned 1819 forringedes kursen igen hastigt. De lavere eksportvarepriser gjorde det vanskeligere at opretholde den vundne kursforbedring og gennemfore deflationen. Kursforringelsen ma vel have givet en vis forbedring for landbrugerne, men ingenlunde nok til at afbode krisens virkninger6. De vanskelige okonomiske forhold for landet fik naturligvis ogsa sodale konsekvenser og ramte forst og fremmest de i forvejen darligst stillede i samfundet. Der skete en staerk tiltagen af de fattiges tal pa landet, og ligeledes i byerne, hvor tilvandringen fra landet i disse ar var stor pa grund af de darlige landbrugsforhold 7. Arbejdslosheden
var omfattende under den delvise standsning af
erhvervslivetog 2. Mest indgaende er det sket af Jacob Davidseni »Jodefeiden i Danmark* (1869) og i »Fra det gamle Kongens Kjobenhavn« (2. udg. 1910, s. 301ff.). 3. Hans Jensen i Schultz Danmarkshistorie IV (1942), 391; E. Helmer Pedersen: Landbrugskrisen 1818-1828. Et forsfig pa nuancering, i Landbohistoriske Studier tilegnede Fridlev Skrubbeltrang (1970), 189ff. 4. Svend Aage Hansen: okonomisk Vakst i Danmark, I: 1720-1914. (1972), 103f. 5. Ibid., 104. 6. Axel Nielsen: lndustriens Historie i Danmark. Bd. 111, 1: Tiden 1820-1870 (1944), 22, 31; jfr. Hans Jensen, 390. 7. Nielsen, 45f. Side 4
benhavn8. Dei
15. juli 1819 kunne man i Fyens Stifts kongelig allene
»Af de til kancelliet fra den almindelige direktion for Kobenhavns fattigvaesen indsendt^ beretninger for aret 1818 gores den beklagelige erfaring: at mange familier i afvigte ar er indskrevne til almisse, hvor faderen var ung og arbejdsfor, eg bornenes antal ej usaedvanligt, men hvor trangen foranlediges ved nceringdoshed og mangel pa arbejde, og dette ej blot blandt den alt for talrige klasse af daglejere, sjovere og indrullerede matroser, men ogsa blandt professionister.«9 Og i en plakai:
fra 8. 3. 1820 tales der om, at der i de nuvaerende
tider Ikke alene voksede arbejdslosheden, men ogsa nedssettelser i arbejdslonningerne fandt sted. Undersogelser har vist en klar tendens til, at de nominelle Ionringer pa landet, for savel godsfunktionaerer sorn for tjenestefolk og lanclarbejdere, faldt 1818-19-20, nogenlunde i takt med prisfaldet pa korri. Er noget af Ionnen blevet ydet i korn, har det ogsa i sig selv betydet en lonreduktion pa grund af prisfaldet11. Ogsa i byerne fik krisen denne virkning. Under pengeforringelsen var arbejdslonnen stadig siteget, men i 1818 var man begyndt at debattere Ionningernes s:orrelse, og i 1819 var der blandt mestrene i Kobenhavn en bevaegelse i gang for at fa arbejdslonnen nedsat. Axel Nielsen rnener, at der sikkert de fleste lav har vaeret holdt forsamlinger, hvor dette er sket, og selv om der endnu i august 1819 var enkelte lav, hvor sadanne forsamlinger ikke har vaeret afholdt, »kan man vanskeligt tro, at lonnen ikke, trods ikke-afholdt radslagning mellem oldermand og de mestre, der holder svende, er faldet anseeligt«l2. Oversigter over lonningerne pa Holmen viser under alle omstaendigheder et kraftigt fald i lonnen til ca. det halve i Iobet af 1818 og 1819 *3. Der er imidbrtid de: problem forbundet med disse oplysninger om den faldende arbejdslon, at de for sa vidt ikke siger noget om, hvordan det forholdt sig mcd reall^nnen. En undersogelse af de officielle fodevaretaksterfor Odense i perioden fra januar til September 1819 viser et prisfaldpa 8-10 % pa. en raekke varer, heriblandt rugbrod og surbrod, fra april til juli, og et yderligere fald fra juli til sept, i samme storrelsesorden 8. Ibid., H an s 2 n, 109. 9. Moderniseret retskrivr. ing (som ved alle ovrige citater). 10. Marcus Rubin: Frederik Vl's tid (1895), 183. 11. E. Helmer Pede rsen, 186. 12. Nielsen, 34, 40 (citit). 13. Ibid. 41 ff. Side 5
pa rugbrod og braendevin, mens de ovrige varer holder sig konstant14. Men deter vel et sporgsmal, om alle varer faldt i pris i takt med landbrugsvarerne,og uanset faldende levnedsmiddelpriser, som selvfolgelig matte vaere til lonarbejdernes for del, kan en nedgang i de nominelle lonningernaeppe vaere blevet modtaget uden beklagelse, isaer i begyndelsen af perioden, hvor de almindelige prisforhold naeppe har tilp asset sig den nye situation sa hurtigt. At der har vaeret vanskeligheder, antyder i hvert fald det forhold, at huslejerne tilsyneladende ikke er faldet sa staerkt som lonningerne i disse ar 15. Det betod bl. a., at flyttedagen 1819 i Kobenhavn skal have vaeret en af de storste, man da havde oplevet, og at antallet af husvilde i de folgende ar var ekstraordinaert stort16.1 6. Selv om krisen ikke er blevet maerket sa hardt i provinsbyerne, hvor pengeokonomien ikke var sa dominerende som i Kobenhavn17, er det vanskeligt at forestille sig, at den ikke ogsa her har sat sig lignende spor som i hovedstaden. Bonderne sogte at begraense deres indkob af handelsvarer, og den naere kontakt mellem provinsbyerne og det omliggende land ma have gjort krisen maerkbar ogsa i byerhvervene18.1 8. Alt i alt har vi altsa i 1819 en lang raekke komponenter i det okonomiske og sociale grundlag, som alle har kunnet oge utilfredsheden i befolkningen, og som isaer har ramt samfundets underklasse. Den almindelige krise, stor arbejdsloshed, faldende lonninger pa landet og i byerne (selv om deter et sporgsmal, i hvor hoj grad reallonnen berortes), den pa ny voksende pengeforringelse fra juni 1819, altsammen har givet situationen en sadan karakter, at forudsaetningerne for social uro har vaeret tilstede, og dermed, at udbrud som jodefejden har vaeret mulige. I det folgende
skal vi se naermere pa forlobet af uroen i Odense, der
Hovedmaterialet til belysning af jodefejden i Odense i 1819 stammer fra den kommission, der pa Frederik Vis foranledning blev nedsat19. Den skulle undersoge og domme en raekke personer, der var blevet tiltalt for deltagelse i oplobet, hvor - som det hedder i det kongelige reskript af 17. September - »kade og ildesindede mennesker« har »tilladt dem at udove voldsomheder og uordener«. 14. Hempels A vi s 8.1., 3.2., 31.3., 30.6. og 30.8. 15. Nielsen, 45 16. Ibid., 32. 17. Han sen, 109. 18. Ibid., 110. 19. Landsarkivet for Fyn. Odense Byfogeds Arkiv. Kommissionssag mod de f. tumult optr. mod j^der 12.9.1819 tilt, personer. - Pakken bestar af kommissionens protokol (forkortet Prot.), et laeg dokumenter (Dok.) og Domsacten (Dom.), der ogsa indehokler en afskrift af Prot. Side 6
Kommissior en begyndte sit arbejde den 25. September og afhorte en raekke vidner :'oruden de tiltalte, inden dommen blev afsagt den 30. november. Allerede inden kommissionen begyndte sit arbejde, var der dog i dagene umiddelbart efter optojerne optaget politiforhor over de anholdte. Afskriiter af disse forhor findes blandt kommissionens dokumenter. Deter disse vidn eforhor, der er hovedkilden til, hvad der foregik i Odenses gader sondag aften den 12. September. At materialet har denne karakte", rejser selvfolgelig nogle problemer omkring anvendelsen deraf, ikke miidst med hensyn til en raekke detailoplysninger, hvor bade vidnernes (de tiltaltes) situation, og den tid, der er forlobet siden begivenhederne, ma holdes for oje. Med hensyn til at tegne hovedtraekkene i forlobet synes der dog ikke at vaere storre vanskeligheder forbundet med at bruge dette ma:eriale. Rygterne om urolighederne i Kobenhavn omkring den 5. September naede Odense i Iobet af den folgende uge. Myndighederne sogte at undga lignende tilstande ved at kalde alle byens lavsoldermaend til instruks hos politimesteren2o. Disse havde videregivet den til handvaerksmestrene, der sa havde advaret deres laeredrenge om at holde sig fra spektakel mod jodcrne 21. Byens politibetjente havde til stadighed patruljeret i gaderne Iordag og sor:dag aften 22. De verserende rygter havde ogsa bekymret byens joder. Den jodiske menighed i Odense var ikke stor. I 1836 opgjordes antallet til 21 familier pa i alt 82 personer, hvorved den var den femtestorste uden for Kobenhavn (Menighederne i Randers, Fredericia, Alborg og Slagelse var storre (i denne raekke f0lge)) <3. Der er naeppe grund til at tro, at den var storre i 1819. Tjenesiepigen hos Isak Israel, hvis hus og forretning det gik hardest ud over, iortalte senere undersogelseskommissionen, at man i huset flere dage i forvejen havde frygtet et overfald, og Isak Israels hustru naevnte, at de mod saedvane havde lukket forretningen kl. 8 sondag aften af samme grund 24. Om der har
foreligget en egentlig forud lagt plan for overfaldet pa
19. Landsarkivet for Fyn. Odense Byfogeds Arkiv. Kommissionssag mod de f. tumult optr. mod j^der 12.9.1819 tilt, personer. - Pakken bestar af kommissionens protokol (forkortet Prot.), et laeg dokumenter (Dok.) og Domsacten (Dom.), der ogsa indehokler en afskrift af Prot. 20. Prot., 2. 21. Flere steder, f. eks. Dom. 21, 30, 33, 37. 22. Prot., 3. 23. A. D. C oh t n: De mosaiske Trosbekjenderes Stilling i Danmark forhen og nu etc. (Odense 1837), 417ff. 24. Dom. 65: 85. Side 7
Kommissionen
mente ikke, at der var grundlag for at mene noget
sadant.I »Som et almindeligt formildende datum, for samtlige tiltalte, bor det imidlertid anmaerkes, at disse ikke overforte nogen egentlig plan eller sammenrottelse imod det mosaiske trossamfund, hvorimod det naermest ma antages at exemplet af lignende oplob i udlandet og hovedstaden har anlediget enkelte til at pabegynde slige excesser, og hvilket atter har forledt andre, der alle henhore til den lave almueklasse, og for storstedelen almindeligvis sondag aften har frihed, til at folge exemplet, uden overlaeg eller nogen forudgaet plan eller aftale«25. Da kommissionens undersogelser og afhoringer var ved at vaere forbi, forklarede de tiltalte, at det ikke var nogen af dem bekendt, at oplobet mod joderne skulle finde sted, og at heller ikke nogen forudgaende aftale mellem dem eller andre herom var sket. Denne pastand ma nu nok tilskrives den nsert forestaende domsafsigelse. Bade i forhorene, der optoges i dagene umiddelbart efter oplobet, og senere under kommissionsundersogelsen erklaerede flere af de tiltalte, at de lordag og sondag havde hort, at det skulle ga 10s mod joderne sondag aften. Som hjemmelsmsend til disse rygter blev angivet dels bonderkarle, der drev orn pa gaderne, dels lavssvende i byen. En hattemagerdreng fortalte politiet om mandagen, at han havde hort, at det mellem skomagersvendene var aftalt at ga 10s mod Joderne, som man ville jage ud af byen 26. Et saerligt interessant vidnesbyrd, som dog desvaerre er meget sent, afleverede den samme hattemagerdrengs mester over for kommissionen den 23. oktober. Han forklarede, at drengen ved middagen sondag aften havde fortalt, at nogle fremmede fra Kobenhavn havde talt om tumulterne der, »og at kongen der skulle have sagt, at der matte gores sa meget spektakel mod joderne, som de ville« 27. Det ville have vaeret interessant at vide, om rygter af denne karakter var ret udbredte inden oplobet i Odense. Hvorom alting er, sondag aften ved 8-tiden samledes et oplob i Overgadeuden for handelsmand Isak Israels hus og butik. Der blev brugt de saedvanlige antisemitiske udrab som »hep, hep« og »hurra, vaek med joderne«, og der blev kastet med sten mod flere jodiske huse, og vinduernesloges ind. Pa et tidspunkt ankom politimesteren og stiftamtmandenog formanede maengden til at ga hjem, men uden storre held. Derpa tog begivenhederne fart. Doren til Israels hus blev slaet ind og hans butik 25. Ibid., 109. 26. Dom., dok. 3, s. 7, 5. 27. Dom. 68. Side 8
haerget og plyrdret. Varer blev kastet ud pa gaden, hvorfra en del blev fjemet af andre. I mellemtiden havde myndighederne faet rekvireret hjcelp fra militceret, der fik oplobet spredt. En del af deltagerne drog videre til en anden jodes hus i Korsgaden, hvor man begyndte at kaste med sten, men dette oplob blev splittet af dragoner, inden der skete storre skade. Hvem deltog i disse optojer? En del anholdelser blev foretaget samme aften og de fo.gende dage. Antallet af dem, der arresteredes, og disses alder, kon og sociale status giver naturligvis kun et yderst ufuldkomment billede ai den skare, der tog del i optojerne. Spredte meddelelser i vidneudsagnene lean kaste lidt mere lys over disse forhold. Der er ingen grund til at lave nojagtige statistiske opstillinger og beregninger. Billedet er klart nok. Blandt de 22 senere domte i sagen er de 20 under 3C ar, og de 14 (ca. 65 %) mellem 17 og 22 ar. De oplysninger, der herudover kan findes i materialet om deltagerne, forrykker ikke dette billede af, at oplobet vaesentligst bestod af unge mennesker. Heller ikke med hensyn til deltagernes sociale status synes der problemer. En opgorelse over en raekke arresterede betegnes karakteristisk nok som »Fortegnelse over folgende personer af handvaerkssvende og drenge med flere« 28. Knap hdvdelen af de domte er handvaerksdrenge, ca. en fjerdedel svende. Ifolge flere vidneudsagn skal ogsa bonderkarle fra Ejby umiddelbart ost for Oc.ense have taget aktiv del. Forhorene godtgjorde, at flere tjenestedrenge Era Ejby har vseret tilstede, og en enkelt af disse ligesom en tjenestekarl blev senere domt. Men forhor i Ejby over en rsekke bonderkarle en halv snes dage efter oplobet bragte, man havde naer sagt naturligvis, ikke noget for dagen; alle hsevdede ikke at have deltaget i noget -19. Enkelte vidner
pastod herudover, at ogsa matroser skulle have taget
Alt i alt er c'.et klari, at msengden foran jodernes huse den 12. Septemberhovedsageligt har bestaet af samfundets underste lag, »kade mennesker af den simpleste klasse«, som den lokale Hempels Avis den 14. September betegner dem. Hvorvidt ogsa hojere sociale statuslag har vaeret repracsenteret, er mere usikkert. Adskillige af de tiltalte haevdede over for undersogelseskcimmissionen, at velklsedte folk havde vseret der og opmuntret til ai kaste med sten. Kommissionen kunne i slutningen af oktober konstatere, at man havde faet »forklaringer, som gar ud pa, at enkelte af dem (de tiltalte) vil have bemaerket dels 3 herrer i chenille, 28. Dok. 5. 29. Dom., dok. 7. Side 9
dels en kavallier med dame under armen, dels en person i kasket og frakke, og dels en anden person i livkjole og lyse benklaeder, der fornemmeligskulle have aegget og tilskyndet tumultuanterne til deres fserd imod Isak Israels hus«. Dens imdersogelser bragte imidlertid ikke noget nyt frem herom 30. Pa overfladen var der tale om antisemitiske optojer. Som grund for sin deltagelse angav en af de forst anholdte i politiforhoret samme aften »ikke videre end at han var misfornojet over, at joderne ikke sled og slsebede som de kristne«31. En anden af de senere domte skulle under oplobet til borgmester, etatsrad Bendz have sagt: »Hr. etatsrad, joderne vil udsuge os, lad os kun fa dem vsek« 3 2. Gar man imidlertid ned under overfladen, er der ikke tvivl om, at dybere sociale stromninger ligger bag. Det har tidligere vseret nsevnt, at optojer som disse ma opfattes som tegn pa social uro. Vi skal senere komme ind pa dette sporgsmal. Men vi kan her pege pa en raekke forhold som sandsynliggor, at hvad der skete i Odense snarere end at vaere et antisemitisk udbrud har haft karakter af underklassens angreb pa borgerskabet. Alene sammensaetningen af oplobet peger i denne retning, men ogsa malet for angrebet gor det. Isak Israel var ikke en tilfaeldig odenseansk jode. Han synes at have haft en forretning, hvis varesortiment fortrinsvis naeppe har vseret beregnet pa mindrebemidlede. Til undersogelseskommissionen indleverede han en noje specificeret liste over sine tab under oplobet, som han opgjorde til over 4000 Rbd. Det fremgar af listen, at han har haft dels manufakturvarer (ca. 2400 Rbd.), dels kolonialvarer (ca. 1150 Rbd.) i sin forretning. Blandt kolonialvarerne er der forst og fremmest tale om varer af udenlandsk oprindelse som the, kaffe, sukker, chokolade, krydderier, tobak, men ogsa mere almindelige varer som skra, cikorie, saebe, hor, gule aerter og papir. Der er ikke tvivl om, at manufakturvarer og »finere« kolonialvarer har udgjort den storste og dyreste del af varelageret. Ved siden heraf har Israel drevet pantelanervirksomhe d3 3. Der er saledes ikke tvivl om, at det ikke var en butik for smakarsfolk, angrebet blev rettet mod, hvilket understreger det sociale element i uroen3 4. Gar man til
datidens aviser, kan man da ogsa af kommentarerne til
30. Dom. 82. 31. Dok. 3, s. 3. 32. Dommen over Niels Andersen From, Dom. 107ff. Jfr. Odense Byfogeds Arkiv, Politiprot. 1818-21, s. 136. 33. Dok. 9. 34. Jfr. i ovrigt Kobenhavn, se En g be rg, I6sff. Side 10
i nok sa hoj
grad var underklassens, pobelens angreb pa det
bestaende, I Hempels Avis
hedder det saledes den 14. September: »Imod al forventning vovede ogsa her nogle kade mennesker af den simpleste klasse afvigte sondag aften at trodse lov og orden ved at anfalde fredelige indvaneres huso af den mosaiske trosbekendelse . . . Flere deltagere i disse skaendige optrin, mest handvaerksdrenge er pagrebne og kunne nu vente eksemplarisk beskuelig afstn.ffelse efter fortjeneste og til skraek for ligesindede. Ved de trufne virksomme foranstaltninger og den levende afsky, hver retskaffen borger foler for slige vederstyggeligheder, kan man sikkert habe at roligheden ikke oftere vil saledes blive afbrudt, eller husfreden, der under lovenes beskyttclse bor vaere hellig for alle, forstyrret.« Det forekommer abenbart, at det racistiske islaet er af underordnet betydning for borgerskabet. Det vaesentlige er den uro, der kan forstyrre borgernes sikkerhed. Solidariteten med joderne er forst og fremmest solidariteten mellem borgerne indbyrdes over for »pobelen«. Ulykken kan ramme dem ale. Det siges endnu tydeligere i et indsendt stykke i samme avis samme dag: ». . . (N)ar en stat engang har tilladt joderne at bo i landet skylder den dem unaegtelig sikkerhed for deres personer og ejendomme, ligesavel som andre fremmede. Men billiger nogen, at voldsomheder af pobelen udoves imod dem, bor han beta:nke, at han selv snart kan vaere i samme fare som joderne; thi saettes forst agtelse ::or love og ovrighed til side, da er ingen laenger sikker, efterdi enhver, selv der. retskafneste mand, har altid sine uvenner og fjender. Men derfor leve vi i ordentlige stater under lov og konge, for at ingen skal tage sig selv til rette mod andre, eller ustraffet angribe og skade.« Man kan i disse odenseanske vurderinger meget klart se det synspunkt, som ogsa var den officielle holdning til det skete, udtalt. I et officiost stykke i Danske Statstidende og Dagen den 20. September, som senere tryktes i en raekke andre aviser, hedder det: »Urolige optrin af
samme natur, som de i Kobenhavn og Helsingor, havde
Tjenestetyende, laeredrenge og andre deslige havde flokket sig sammen pa gaderne for at fornaerme de indvanere, som bekende sig til den mosaiske tro. Bonder fra de naermeste landsbyer, hvilke i almindelighed om sondag eftermiddag besoge vaertshuse i kobstasderne, have pa nogle steder ladet sig forlede til at blande sig i stimmslen og at deltage i de ulovlige foretagender. Det har ikke vaeret muligt for politiet ganske at forebygge, at kade og ildesindede mennesker jo kunne bega enkelte uordener; men rolighed er pa ethvert sted bl<;ven tilvejebragt ved borgerskabets egen mellemvirkning. Overalthave borgerne og ds ovrige dannede indvanere vist udmaerket hengivenhed for konge og fiedrelanc, og utraettelig iver for at opretholde orden og fred . . .« Side 11
Og at disse synspunkter ikke var specielt danske, vidner en notits i DanskeStatstidende allerede den 30. august om. Man citerede her den preussiskeStatstidende for nogle bemaerkninger, der gav arbejdslose og »arbejdssky«skylden for jodeoptojerne i de tyske byer, og omtalte dem som nogle, der kun soger en anledning til at skaffe deres uordentlige tilbojelighederfrit 10b; »i dag en jodisk kobmand, i morgen en kristen«. Dommene over de anklagede i Odense-optojerne blev, kan man synes i dag, harde, 4 blev idomt strafarbejde i Nyborg Faestning af en varighed fra 2 ar til 8 mdr., 5 blev idomt arbejde i Odense Forbedringshus i hhv. 8 mdr. og 1 ar, og de resterende blev idomt faengsel pa vand og brod af forskellig varighed, hojst 6 gange 5 dage. De hardeste straffe fik selvfolgelig de, som efter rettens mening havde deltaget i haervaerket mod og plyndringen af Isak Israels butik. En raekke af de domte blev tillige palagt at yde Israel erstatning for hans opgjorte tab, et umuligt forlangende i betragtning af dettes storrelse og af de domtes okonomiske og sociale forhold. Det hedder i dommens praemisser, at det, der er sket, kraenker den sikkerhed pa person og ejendom, der tilkommer hver borger i staten, og joderne har ikke givet mindste anledning til det35. Myndighederne onskede at gore det klart for alle, at man ikke ville tolerere noget, der kunne forurolige den samfundsmaessige stabilitet. IIIInden for savel historie som sociologi harder vaeret udfort et stort arbejde for at behandle forskellige former for kollektive handlinger bade i konkrete situationer og teoretisk 36. Jeg skal i det folgende referere to teoretiske modeller og prove at undersoge deres forklaringsvaerdi pa det her behandlede konkrete eksempel. Det vil samtidig kunne give anledning til nogle overvejelser over brugen af mere generelle teorier i historisk forskning i det hele taget, et problem som har optaget mange i den nyere historieteoretiske debat. III.1.Den amerikanske sociolog H. O. Dahlke har pa grundlag af en analyse af en russisk jodepogrom i 1903 og nogle amerikanske raceuroligheder i 1943 sogt at opstille en generel teori for, under hvilke betingelser der er en meget hoj sandsynlighed for optojer og void mod mindretalsgruppe 35. Dom., 107ff. 36. Jfr. bibliografi til S m e 1s e r s nedennaevnte arbejde. Side 12
grupper37. Dahlke op stiller disse betingelser i seks punkter, og deter hans opfattelse, at jo flere aendringer, der sker i disse betingelser, jo mindreer sandsynligheden for, at raceuroligheder vil blive folgen. Punkterne er: (1) Den historiske kontekst. En overgangsperiode, som f. eks. industrialiseringsprocessen, eller en periode, der involverer spaendinger og belastning af usaedvanlig karakter; en tradition for void mod den underordnede (2) Den underordne.de gruppes rolle. Gruppen er karakteriseret ved et sasrpraeget t:-sek som religion eller farve, der tjener som fokuseringspunkt for negative vurderinger, og den betragtes som en uonsket konkurrent til f. eks. \arer, markedskontrol, stillinger; gruppen er - officielt eller uofficielt - udskilt og kaemper for sin tilvaerelse eller for at forbedre sin status imod his oriske traditioner. (3) Myndighedernes og lovens rolle. Loven anviser mindretalsgruppen en anden- eller tredierangs rolle som borgere, og gruppen soger at sendre sin retslige status; void er enten officielt accepteret eller stottes stiltiende enten pa hojeste niveau eller laengere nede ad rangstigen, hvor sadan stotte kan forega mere abenlyst. Forholdet mellem minoritetsgruppen og myndigheclerne er praeget af had og mistaenksomhed, og myndighederne onsker ikke at tage ansvaret for, eller der er administrativ forvirring med hensyn til at kontrolere optojer. (4) Forenin^ers
rolle. Der findes en eller flere foreninger, hvis
hovedfunktion (5) Pressens og and^e kommunikationsmidlers rolle. Pressen hidser op mod racemindietallet eller behandler i almindelighed gruppen ugunstigt, dvs. forstaerker fremherskende negative vurderinger. Mindretallet har ingen eller rin^e adgang til kommunikationsmidlerne, isasr dem, der nar den dominerende gruppes medlemmer. (6) Deltagere. Overklasse, akademikere og mere velhavende kobmaend bidrager indirekte ved at cirkulere rygter, og nogle kan deltage mere aktivt i organissringer af optojer, hvis de har noget at vinde ved, at konkurrence elimineres. Men som regel vil de vaere tilskuere eller maske soge at opmun:re deltagerne. Studenter og marginalt beskaeftigede arbejdere i alderen lige for og efter tyve ar er ledere og aktive deltagere, dvs. et aeldre-ungdoms faenomen; asldre deltagere er primaert fra samme sociale lag som dtm, optojerne er vendt imod. 37. »Race and Minority Riots. - A Study in the typology of Violence* (Social Forces, 30 (1951-52)), 419ff. Side 13
I hvor hoj grader nu denne teori daskkende for Odenseoptojerne i September 1819? Deter let nok at se, at der pa en rsekke punkter er tale om overensstemmelse mellem denne teori og dens foran beskrevne virkelighed. I den historiske kontekst er der tale om en okonomisk nedgangsperiode, som i ovrigt mange steder i Europa, f. eks. i England og Tyskland, forte til uro og sammenstod mellem samfundets darligst stillede og magthaverne. Ligeledes kan man tale om en - om ikke dansk, sa dog europseisk lang tradition for angreb pa joderne. Ogsa med hensyn til den underordnede gruppes rolle er teorien ganske daekkende. Trods 1814-forordningen om jodernes borgerrettigheder var de naeppe endnu assimilerede i det danske samfund, men de arbejdede stadig pa at forbedre deres status. Det fremgar af de fa spredte bemaerkninger i det undersogte materiale, at der fandtes forestillinger om, at joderne udsugede de kristne og i ovrigt slap nemmere om ved det end andre ordentlige folk. Man kan ligeledes pege pa, at joderne trods forbedringerne i deres retslige status efter 1814 endnu ikke regnedes for fuldgode med kristne borgere, og at der i forbindelse med den littersere jodefejde efter 1813 havde fundet en antijodisk propaganda sted, som dog var blevet modsvaret af kraftige indsigelser fra, hvad man kunne kalde den intellektuelle elite. Endelig vil det bemaerkes, at punktet vedrorende deltagere ogsa i nogle henseender daekker begivenhederne i Odense. Helt bortset fra de desvaerre hverken af- eller bekrasftede pastande om, at mere velkendte personer (og det ma vel betyde personer fra socialt bedre stillede lag) under oplobet skulle have opfordret deltagerne til at ga til angreb pa jodernes huse, er det karakteristisk, at hovedparten af de deltagere, vi har kendskab til, netop er personer, der bade i alder og social position svarer noje til Dahlkes beskrivelse, nar bortses fra, at studenter af gode grunde ikke vanned - de fandtes ikke i Odense - og at der ikke i materialet er nogen, der daekker hans »aeldre deltagere«. Pa den anden side er det ogsa iojnefaldende, at en rsekke af Dahlkes betingelser ikke er opfyldte. Myndighederne i Odense tog faktisk en raekke forholdsregler, som de vel habede ville vaere tilstrsekkelige til at holde situationen under kontrol. I modsaetning til hvad der var tilfaeldet i Kobenhavn, hvor optojerne varede ved en uge, enten fordi myndighederneikke onskede, eller den administrative forvirring var for stor til at fa kontrol med begivenhederne, varede uroen i Odense kun et par timer en sondag aften. Noget andet er sa, hvilken opfattelse befolkningen har haft af myndighedernes holdning. Har man forventet passivitet fra den kant, kan folgen have vaeret den samme som hvis der havde vseret tale Side 14
om virkelig passivitet. Noget sadant ved vi naesten intet om. Mens pa den ene side lavsmsstrene har advaret svende og laeredrenge om at holde sig fra spektakel mod joderne, har vi pa den anden side et vidnesbyrd om, at der i hvert fald gik rygter i byen om, at kongen havde billiget, »at der matte gores sa meget spektakel mod joderne, som de ville«. Det er ikke til at vide, hvor udbredte rygter af denne karakter har vseret og i hvor hoj grad, de kan have modvirket formaninger om at holde sig i ro. Intet tyder pa, at betingelsen om foreningers rolle er opfyldt, og ligeledes er punktet om pressens rolle i bedste fald kun yderst mangelfuldt opfyldt. Den 1 ttersere jodefejde har vaeret nsevnt, men hvor langt donningerne af denne naede ud, om de laveste lag i samfundet pavirkedes af den, og i sa fald pa hvilken made, kan vi ikke vide. Pressen, der, som tidligere bemaerket, selvfolgelig var borgerskabets presse og ikke underklassens, saledes forstaet at den var skrevet af og for det laesende borgerskab, var ikke praget af nogen antijodisk propaganda for uroen. Tvaertimod tog aviserne, som vi har set, kraftig afstand ikke blot fra optojerne som sadan, men ogsa fra det racistiske element i dem bagefter, selv om dette kun spillede en underordnet role for dem. Det ma altsa konstaieres, at selv om Dahlkes teori pa en raekke centrale punkter er ganske daekkende, sa indeholder den dog elementer, som ikke kan give nogen tilfredsstillende beskrivelse af det konstaterede haendelsesforlob. Dahlke mener selv, at deter samvirket af de forskellige handlinger, der logisk kulminerer i optojer. Det synes dog ikke helt klart, hvilket forhold der er mellem de forskellige led i denne forklaringsmodel, og dette synes en vaesertlig brisit. Der er naeppe tale om andet end en liste over faktorer, der antages at have en eller anden indbyrdes forbindelse, og som i en eller anden forstand er arsagerne, eller tilsammen udgor arsagen, til de optojer, man vil beskrive. For at historikeren imidlertid skal kunne fa noget ud af disse faktorer i sin beskrivelse af fortiden, ma han/hun have en teori om, hvordan det nsermere forholder sig med denne sammenhaeng. I modsat fald vil det blive et ret kaotisk, ustruktureret billede, der kommer ud af det. III.2.En anden amerikansk sociolog Neil J. Smelser, der har interesseret sig meget for at anvende sociologiske modeller og forklaringer pa historiske begivenheder, har netcp kritiseret teorier som Dahlkes for blot at vasre en liste over d^terminanter, men ikke et organiseret scet determinanter. I sit store teoretiske aibejde om kollektiv adfserd, »Theory of Collective Side 15
Behavior« (London 1962), rejser han i denne forbindelse den indvending,at deter uklart, om der er tale om en tidsfolge ien teori sorn f. eks. Dahlkes, og ligeledes i hvor hoj grad tidsmaessigt tidligere stadier er nodvendigebetingelser for senere stadier38. Er det f. eks. ligegyldigt i situationen,hvornar en pressekampagne finder sted, eller ma den for at have den givne virkning finde sted pa et bestemt tidspunkt i forhold til de andre betingelser? Eksistensen af en raekke betingelser gor dem ikke nodvendigvis til determinanter i en given situation. Det afgorende er, om disse betingelser aktiveres pa en eller anden made. Deter efter Smelsers opfattelse ikke ligegyldigt, hvornar en bestemt begivenhed aktiveres, som han kalder det, og dermed bliver en bestemmende omstaendighed, eller med hans udtryk en determinant i en episode af kollektiv adfaerd. En begivenhed eller situation kan for sa vidt vaere indtruffet laenge forinden eller have eksisteret i übestemt tid uden at have haft betydning som determinant for kollektiv adfserd. Men hvis den aktiveres pa et bestemt tidspunkt i en bestemt tidsmasssig orden af en raekke andre determinanter, der tilsammen udgor den tilstraekkelige betingelse for, at en form for kollektiv adfaerd kan finde sted, far den betydning. Smelser kalder sit forklaringsprincip »Value-added approach*, vaerdi-tilfojelses-fremgangsmaden, et udtryk hentet fra okonomien, hvor en produktionsproces kan beskrives som en raekke led, hvor hvert led »fojer sin vaerdi til« det faerdige produkts slutpris. Hovedpunktet er, at de tidligere led ma kombineres efter et bestemt monster, for det naeste led kan, bidrage med sin saerlige veerdi til det faerdige produkt. Man kan f. eks. ikke male jernmalm og habe pa, at malingen derved bidrager til det onskede slutprodukt, en bil. Malingen ma ske pa et bestemt sted i produktionsprocessen. Ethvert led i vaerditilfojelsesprocessen er derfor en nodvendig betingelse for den relevante og effektive tilfojelse af vserdi i det naeste led. Den tilstraekkelige betingelse for slutproduktet er derudover kombinationen af enhver nodvendig betingelse ifolge et bestemt monster. Efterhanden som vaerditilfojelsesprocessen skrider fremad, indsnaevres progressivt raekken af muligheder for, hvad det endelige produkt kan blive. Deter denne logik, der efter Smelsers opfattelse kan anvendes pa episoderaf kollektiv adfaerd: »Mange determinanter, eller nodvendige betingelser,ma vaere tilstede for, at en hvilkensomhelst form for kollektiv episode kan finde sted. Disse determinanter ma imidlertid kombineres i et bestemt monster. Endvidere, nar de kombineres, bliver bestemmelsen 38. S. 19. Side 16
af den type
episode, det drejer sig om, i stigende grad
specificeret, og Smelser opererer rued seks vigtige determinanter for kollektiv adfaer d40. Forsl det han kalder »stmkturelt bidragende omgivelser« (structural conducive!]ess), hvorved han forstar, at den sociale situations struktur ma viere af en sadan art, at den i hvert fald muliggor en eller anden form for kollektive handlinger. For det andet »strukturel belastning^ (structural straii), dvs. f. eks. virkelige eller forudsete okonomiske tab, konflikter o. 1. Den ma falde inden for det spillerum, der afsaettes af den forste determinant. Deter kombinationen af de to determinanter, ikke den separate eksistens af hver af dem, der radikalt reducerer raekken af mulighedex for adfaerd, og de to er saledes indbyrdes forbundne. Det tredie punkt er vaeksten og udbredelsen af »generaliserede forestillinger« (generalized beliefs) (dvs. sadanne forestillinger som kollektiv adfaerd er baseret pa). For nogen kollektiv handling, der rekonstituerer den situation, som er fremkaldt af strukturel belastning, kan udfores, ma situationen gores menirigsfyldt for de potentielle deltagere. Dette sker ved en generaliseret foresiilling, der for de handlende identificerer kilden til denne belastning, giver den visse karakteristika og anviser nogle mulige eller egnede reaktioner pa den. Den fjerde vigtige determinant kalder Smelser »Fremskyndende faktorer« (precipitating factors), dvs. faktorer, der giver de generaliserede forestillinger konkret, umiddelbart indhold. Heller ikke disse er i sig selv nodvendigvis sn determinant for noget i sserdeleshed, men rna optraede i sammenhseng med de ovrige determinanter. Nar de foregaende determinanter er etablerede, er den eneste nodvendige determinant, der star tilbage, at bringe den behorige gruppe til handling. I denne »mobilisering af deltagere til handlings er ledernes optraeden af yderste vigtighed. Den sidste determinant i Smelsers raekke er »virkningen af social kontrol«. I visse henseender, mener han, spsender den over alle de ovrige. Den kan dels forhindre, at en episode af kollektiv adfserd finder sted, dels afgore hvor hurtigt, hvor langt og i hvilken retning episoden vil udvikle sig. Her er det vigtigt, hvilken holdning de relevante kontrolorganer (politi, domstole, pre;;se, religiose eller verdslige ledere osv.) indtager. Deter nu t.elt
centralt i Smelsers forklaringsmodel, at determinanterne
39. S. 14. 40. Det folgende s. 15-17. Side 17
folgeogikke i nogen anden. Men, som allerede naevnt, er det vaesentligt, at vaerditilfojelses-logikken ssetter en bestemt raekkefolge for aktiveringenaf determinanterne, men derimod ikke for den empiriske bestemmelseaf begivenheder og situationer. Tillige peger Smelser pa, at bestemteenkelte empiriske begivenheder eller situationer kan have betydningsom flere determinanter for kollektiv adfserd41.4 1. Et sa kortfattet referat af Smelsers bog, som her forsoges, yder den ikke fuld retfaerdighed. Smelser opererer f. eks. med flere former for social adfaerd, som jeg ikke her skal beskasftige mig med. Den, der i vores sammenhaeng er relevant, er hvad han kalder »det fjendtlige udbrud« (hostile outburst), hvilket defineres som »handling mobiliseret pa basis af en generaliseret forestilling, der tillsegger en eller anden agent ansvaret for en ikke-onskvaerdig tingenes tilstand« 42. Deltagerne i et sadant udbrud ma vaere indstillet pa at angribe nogen, der betragtes som ansvarlig for den misere, man er i4i4 3. For fjendtlige udbrud som for andre former for kollektiv adfaerd gaelder de ovenfor naevnte generelle determinanter, som organiseres i en raekkefolgeaf stigende determinans - strukturelt bidragende omgivelser, belastning,generaliserende forestillinger, fremskyndende faktorer og mobilisering.»Hver af disse«, konkluderer Smelser sin analyse, »ma vaere til stede for den naeste far status af determinant til et fjendtligt udbrud. Sammen udgor determinanterne en tilstraekkelig betingelse for et sadant udbrud. - I ethvert saerligt udbrud af fjendtlighed kan akkumuleringen af de empiriske begivenheder og situationer, der indeholder determinanterne,ske i en hvilkensomhelst tidsmsessig orden. Men for at disse begivenhederog situationer kan fa betydning som determinanter, skal de optrasde i den sammenhaeng - eller fortolkes af potentielle deltagere i den sammenhaeng - som de logisk tidligere nodvendige betingelser skaber «4 4. I tilknytning til de positive determinanter ma man ogsa bestemmeden indflydelse, afskraekkende momenter har. Hvordan bliver f. eks. situationen mindre strukturelt bidragende til fjendtlighed? Kan de forurettede afholdes fra at kommunikere med hinanden? Kan myndighederneafvaerge mobiliseringen til at bega en fjendtlig handling? Kombinationen af disse positive og afskraekkende faktorer skaber en slags ligevaegtsmodel af kraefter, der traekker i hver sin retning, frem mod eller bort fra et udbrud af fjendtlighed. Afhaengig af forholdet mellem 41. S. 20. 42. S. 9. 43. S. 226. 44. S. 269. Side 18
disse krsefter pa ethvert tidspunkt er det efter Smelsers opfattelse muligtat vurdere et potentielt udbruds fremtidige udvikling, f. eks. om det vil visne bort, slive til en anden form for adfaerd eller bevaege sig frem mod et fjendtligt udbrud. Ser man nu bort fra de utvivlsomt ogsa »nyttige« momenter, der ligger i Smelsers model med hensyn til at anvende den til at forudsige og eller traeffe modforholdsregler mod voldelige optojer rettet mod minoritetsgrupper eller lignende, er det for mig oplagt, at den ogsa lader sig anvende med forclel pa et historisk materiale som f. eks. Odense-optojerne. Og netop fordi der er tale om en skarpere profileret model end Dahlkes fortegnelse over betingelser, synes den mere velegnet til at anvende ved en analyse af de faktorer, der indgik i disse begivenheder. At den pa den anden side kan rejse nogle betaenkeligheder, skal jeg kort komme tilbage til senere. Lad os ogsa - med
risiko for gentagelser - kort prove at betragte
jodefejden Vi har i 1819 en shuation, hvori der findes sociale klofter, der bl. a. kommer til udtryk i en generaliseret, stereotyp holdning over for en bestemt befolkningsgruppe, nemlig joderne, som der er en lang og veletableret europaeisk iraditior for at betragte som en trussel mod samfundet, hvilket isser har givet sig udslag i krisesituationer. Af andre for hold, der er med til at skabe den givne situations struktur, kan naevnes myndighedernes holdning, som ganske vist i Odense ikke var eftergivende, men som havde vaeret det i Kobenhavn, og det kan naeppe udelukkes, at erfaringerne herfra har pavirket situationen i Odense, sadan som jeg tidligere har vaeret inde pa. Endelig kan man med Smelser pege pa, at de, som i cen givne situation havde noget at fole sig forurettede over, ikke havde mange muligheder for ad anden vej at fremfore deres synspunkrer. I disse omgivelser
optraeder da en strukturel belastning i form af den
Som generalserede forestillinger dukker sa den aktuelle opfattelse af jodernes delagtighed i den vanskelige okonomiske situation op. Her er der selvfolgelig den vanskelighed, at vi fra Odense kun kender disse forestillinger, som de har taget sig ud efter begivenheden, hvor et staerkt element af efterrationalisering kan have vaeret til stede, og at man til en vis grad naturligvis slutter tilbage fra det passerede - angrebet pa joderne - til mctiver herfor. Forholdet har vaeret strejfet i afsnittet om Dahlkes teori; her skal blot anfores nogle momenter yderligere. Side 19
I det tidligere citerede »lseserbrev« fra Hempels Avis den 14. September fremforer forfatteren nogle okonomiske argumenter imod det synspunkt, at »hadet mod joderne isaer naeres pa grund af vor kurs' senere forvaerrelse«, sa i hvert fald en anklage for delagtighed i den dalende pengekurs har vaeret fremme45. Der kan ogsa peges pa, at anklager for medskyld i den nedadgaende handel har vaeret et alment anklagepunkt mod joderne. Saledes kunne man i ugeskriftet »Der Ditmarser und Eider stedter Bote«, der udkom i Frederiksstad, den 5. og 12. august lsese en »Epistel an die Christen*, som staerkt advarede de kristne mod at handle med joder og i det hele taget at have noget med dem at gore. De bredte sig nemlig mere og mere og haemmede de kristnes handel og udgjorde en fare for de kristnes velstand. Det var forestillinger af denne art, som i hvert fald var blevet ganske udbredte under den litteraere jodefejde fra 181346, og som her i 1819 overhovedet muliggjorde et voldeligt overgreb mod joderne. De blev betragtet som »samfundets pest«, som det hed pa et opslag pa Borsen den 3. sept., der opfordrede til at drive dem ud af Kobenhavn47. Som jremskyndende jaktorer, der kunne give disse forestillinger et umiddelbart konkret indhold, ma der peges pa den indflydelse, meddelelser og rygter om de tyske optojer i august maned har kunnet udove. De fleste forfattere har lagt afgorende vaegt pa denne indflydelse, som ogsa kommissionsrapporten gjorde det. Deter klart, at det vil vaere utilfredsstillende kun at operere med denne spredningsfaktor som forklaring pa optojerne, idet det ikke siger noget om, hvorfor de bredte sig, hvordan de omstsendigheder var, som overhovedet muliggjorde denne sprednin g48. Men at den kan have spillet en vsesentlig og maske afgorende rolle for, at det overhovedet kom til et udbrud i Kobenhavn, lyder plausibelt. At den i hvert fald for de danske provinsbyers vedkommende har haft betydning er givet; rygterne fra Kobenhavn ma have spillet en rolle for, at der skete noget her. Man kan herudover pege pa, at den aktuelle okonomiske situation i hvert fald i Kobenhavn i efteraret 1819 efter de tilgsengelige oplysninger er blevet momentant vasrre (jfr. konkl. s. 5), og at det ogsa kan have spillet ind som fremskyndende faktor. 45. Jfr. i ovrigt M. L. Nathanson: Historisk Fremstilling af ]</>dernes Forhold og Stilling i Danmark, navnlig Kjobenhavn (1860), I85f; Rubin 304; Davidsen (1910), 301; Jens V i b se k: Reform og fallit (Politikens Danmarkshistorie 10) (1964), 466. 46. Se Nathanson, 186 og Davidsen (1869) passim. 47. Davidsen (1910), 302. 48. Smelser om spredningsfaktorer, 252. Side 20
Mobilisering af deitagerne til handling bliver et springende punkt i Smelsers teor:. Vi kender kun en raekke rygter, som enten ikke udpeger nogen ledere eller ogsa kun vagt peger pa bestemte grupper (Ejbykarlene) som saeiligt aktive. Undersogelserne i Odense peger i retning af, at noget har vaeret aftalt pa forhand, uden at der kan laegges for meget i dette med hensyn 11 styring eller planlasgning fra en eller anden side. Heller ikke i Kobenhavn fandt man noget, der pegede i retning af en »komplot-teoii«4 9. Hvad eller hvem der i den givne situation har givet det sidste puf til handling, er formentlig det mest usikre punkt vedrorende de danske jodeoptojer. Endelig med hensjn til »virkninger af social kontroW kan man som det allerede har vaeret nsevnt i afsnittet om Dahlke50, se en af grundene til optojernes forskellige forlob i Kobenhavn og Odense i myndighedernes holdning, selv om det naeppe er den eneste forklaring herpa. Det vil her vaere relevant at stille sporgsmalet, hvorfor disse uroligheder mod det jodiske befolkningselement ikke udstraktes til de jyske byer med forholdsvis store jodiske mindretal, som Randers, Alborg og Fredericia. Er tilbundsgaende undersogelse af jodefejden i 1819 vil formentlig bl. a. kraeve en komparativ undersogelse af strukturen og situationen i de byer pa oerne, der blev skueplads for Jodeoptojer, pa den ene side og disse jyske byer pa den anden side51.5 1. Et af de forhold, der har spillet en rolle for forskellene mellem de jyske byer og de sjaellandske og fynske byer, !can dog netop vaere myndighedernes holdning og de forholdsregler, der blev truffet. For sa vidt spredningsteorien har noget pa sig - os, datoeme for de forskellige udbrud synes at stotte den - har de jyske byer jo haft lidt mere tid til at forberede sig pa, hvad der kunne komme end de andre byer. Der findes ikke meget materiale til belysning af dsnne side af sagen, men et par momenter kan fremdrages. I Randers, der pa c.ette tidspunkt som tidligere anfort havde den storstemenighed uden for Kobenhavn - i 1819 ca. 135 personer, hvor naestenalle familiefa;dre var beskaeftiget med handel i en eller anden storrelsesorde n525 2 - fik byfogden af amtet den 19. sept., pa ugedagen altsa for optojerne i Odense, ordre til at forhindre, at der fandt sammenkomstersted pa gaderne eller »sammenrottelse til den offentlige roligheds forstyrrelse«i 49. D avid ser (1910), 307f. 50. Ovenfor s. 1:. 51. Sml. f. eks. ei lignende undersogelse iE. J. Hobsbawn & Georges Rude: Captain Swir.g. (2. ed. Harmondsworth, 1972), kap. 9. 52. Landsariivet for Norrejylland. B. 50-597: (Randers Byfoged. Mandtalsliste over mcsaiske trosbekendere). Side 21
styrrelse«ianledning af det jodiske nytar, der begyndte samme aften. Man fremhaevede i ovrigt, at det var »en selvfolge, at sagen mest vinder ved, at den behandles hemmelig, salsenge ingen slig uorden har ytret sig«s3. Amtet handlede i denne sag efter ordre fra Danske Kancelli, som den 14. sept, havde palagt samtlige overovrigheder i landet at have opmaerksomheden henledt pa omrejsende personer, der soger at foruroligealmuen, og i det hele taget indskaerpede »den storste arvagenhed med alt, hvad der kan skonnes at sigte til borgerfredens forstyrrelse« 54. Optojerne rundt omkring ma have foruroliget kancelliet staerkt, og denne skrivelse fulgtes op af et reskript af 17. sept, og en skrivelse af 18. sept, til ovrighederne, hvorved disse om fornodent kunne befale husvaerterat holde porte, dore og kasldre lukket mellem 8 aften og 5 morgen, altsa et regulaert udgangsforbud, eller i ovrigt traeffe forholdsregler efter omstaendighederne5 5. Frygten for at optojerne skulle brede sig, gav i hvert fald nogle politimyndigheder anledning til saerlig agtpagivenhed. I Alborg, der ogsa havde en storre jodisk menighed, udstedtes den 28. sept, en politiplakat, der indskaerpede, at handvaerksdrenge skulle holde sig hjemme om aftenen, og at vaertshusholdere ikke matte give folk under 18 ar adgang; politimesteren fandt yderligere anledning til at advare imod, at man lod sig lokke af »omlobende rygter om ildesindedes strafvaerdige adfasrd pa andre steder ... til af kadhed at bryde den ro, som alle byens indvanere have krav pa, og saledes padrage den hele by en skamplet ...«56. Uden at det siges lige ud, kan det naeppe vaere andet end Jodeoptojerne, der taenkes pa. Mere direkte var politimesteren i Viborg, der den 20. sept, skrev til magistrat og politimester i Fredericia og bad dem om at af holde joder i denne by fra at tage til Toftemarkedet i Viborg den 28., med den begundelse, at han sa vidt muligt onskede at undga »übehagelige og den offentlige rolighed forstyrrende optrin«, som markedet kunne give anledning til5 7. Disse fa
eksempler understreger, at man fra myndighedernes side
har 53. Ibid. B. 50-624. (Randers Byfoged. Indkomne Breve 1818-19). 54. Landsarkivet for Fyn. Fyens Gourvernement. Indkomne sager 1819. Nr. 141-311. 55. Ibid. 56. Landsarkivet for Norrejylland. B. 37-1052. (Alborg by og birk. Kopibog for politiplakater 1811-56). 57. Ibid. B. 72-322. (Fredericia Byfoged. Indkomne breve politivaesnet vedk. 1801-30). Side 22
medvirket til at
standse spredningen af jodefejden, uden at vi dog kan
III.3.Nu kunne man taenke sig den indvending rejst mod Smelsers teori, at historikere ikke kan gore brug af den slags generalisationer eller modeller til at forklare en historisk begivenhed, fordi historikere nu engang beskaeftiger sig med en videnskab, hvis emne er enkeltfaenomener, og som ikke harmed genei alisationer af skaffe. Der har i tidernes 10b vaeret gjort mange subtile overvejelser om, hvorvidt historien var eller skulle vsere en individualiserende eller en generaliserende videnskab, om den skulle befatte sig med det unikke eller med det tilbagevendende, gentagende. Deter overvejelser, som efter min opfattelse har visit sig i vid udstraekning futile og efterhanden i hoj grad har afsporet c en historieteoretiske debat. Tillige har den givet mange historikere et fiustreret forhold til samfundsvidenskaberne, som i en eller anden forstand er blevet anset for mere videnskabelige, fordi de befattede sig med lovmaessigheder, jfr. f. eks. den svenske debat i 1960erne 5 7 a. Problemet er bare stillet forkert op. Historien eller rettere historikeren beskaeftiger sig bade med det unikke, det specielle i den historiske situation, han er interesseret i, og det generelle, de traek i situationen, som kan genfindes i andre sammenhsenge, og som giver denne specielle situation perspektiv og relevans ud over den antikvariske eller »filatelistiske« - om man vil - interesse, den kan have. Problemet liar sammenhaeng med en anden nok sa interessant og vaesentlig diskussion, som i de senere ar, bl. a. under indflydelse af marxistisk pavirkede teoretikere, har vaeret fort om, hvorvidt historien burde anskues eller blev anskuet ud fra en funktionalistisk/strukturalistisk eller en dynamisk betragtningsmade. Som tre vidtforskellige, forholdsvis let til— gsengelige indPoringer i denne problemstilling kan naevnes Richard F. Berkhofer, Jr.. A Behavioral Approach to Historical Analysis (New York 1969), Jon EUter: Nytt perspektiv pa okonomisk historie (Oslo 1971) og Uffe ostergacrd: Nogle betragtninger over terminologi og systematik i det historisk? begrehsapparat etc. i Den jyske historiker, 5. arg., nr. 4 (1973). De to
anskuelsesmader er to forskellige mader at beskrive en
historisk 57a.Jfr. Jorgen Fink: Historiens plads i samfundsforskningen, i Politica. Tidsskrift for Pslitisk Videnskab (Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet), 1971, nr. 4. Side 23
sammenhaeng pa, en systematisk og en kronologisk, som i hvert fald i traditionel historieskrivning har vist sig meget vanskelige at forene pa en tilfredsstillende made. »De to sast beskrivelser er«, for at citere ostergaard,»ikke to forskellige analyser af et samfund, men to komplementsere(lige nodvendige) mader at beskrive det pa; adskillelsen i beskrivelsener rent praktisk motiveret og bunder maske blot i vaneforestillinger. Et faktum er det dog, at ikke mange - om overhovedet nogen - har prssteret en samfundsanalyse, som er tilfredsstillende bade ud fra en dynamisk og funktionel/strukturel betragtning« 58. Her diskuteres problemetpa et sa hojt niveau som samfundsanalyser, men det eksisterer selvfolgelig ogsa pa lavere niveauer for enkeltfaenomener i et givet samfund.Problemet hsenger sammen med det, ostergaard kalder »historieskrivningensnatur«: »Historieskrivning er nemlig principielt set en umuligkombination af: 1) forskellige videnskabsteorier; en positivistisk funderetanalytisk tilgang med en hermeneutisk funderet forstaelse, 2) aspekt og detaljebetragtning med en totalitetsbetragtning, 3) en diakron med en synkron betragtning, og 4) en funktionalistisk, strukturalistisk med en dynamisk (genetisk) betragtningsmade. Men kunstgrebet er nodvendigt at foretage, da virkeligheden, der er vores anliggende, faktisk rummer disse modsigelser. For at fa hold pa denne virkelighed ma man altsa alligevel gore det umulige«59. Der findes selvfolgelig historiske arbejder, der nar et meget langt stykke i retning af at opfylde disse krav. Jeg kan i denne forbindelse, hvor kollektive handlinger er emnet, ikke undlade at nsevne et vaerk som E. J. Hobsbawms & Georges Rudes »Captain Swing« 60, som mange lokalhistorikere formentlig kunne laese med stort udbytte. Ad anden vej og ud fra en anden udgangsposition er den amerikanske historiker Robert F. Berkhofer, Jr. naet frem til et lignende synspunkt. Berkhofer diskuterer i sin ovennaevnte bog bl. a. problemet, hvad en historisk forklaring er, og mener, at man kan skelne mellem to former eller planer for historiske beskrivelser eller synteser, som er afhaengige af de sporgsmal, vi stiller. Pa det ene plan, som noget nedsaettende kaldeskronikeskrivning (»chronicle*), stilles der sporgsmal om »hvem var det?«, »hvad var det (eller hvad skete)? «, »hvornar og hvor skete det?«, og »hvorledes skete det?«. Pa det andet plan, som ma med, hvis man skal kunne tale om »rigtig historie« (»history proper*), sporges der »Hvorfor var denne hvem eller dette hvad involveret?«, »hvorfor skete 58. Op. cit., 17. 59. Ibid., 19. 60. Se note 51. Side 24
dette pa det
ticspunkt og det sted, det gjorde?« og »hvorfor skete
dette »Kronikeskrivning stiller det forste saet sporgsmal og ordner svarene i bedste fald i fortaellende form; rigtig historie stiller derudover og soger i sin syntese at besvare clet andei: saet sporgsmal. Saledes ligger forskellen mellem de to planer for historisk fcrklaring ikke i afledningen og beskrivelsen af et saet kendsgerninger og de forklarende forbindelser, der frembragte dem, men snarere i sammensaetningen af disse kendsgerninger enten i en kronologisk fortaelling eller i rigtig historie. ... Forskellen gaelder alene for syntesetrinnet og afhaenger af den type sporgsmal, der stilles, og de svar, der onskes.6i Jeg skal lade ligge, at Berkhofer her tilsyneladende opererer med et begreb om kendsgerninger som nogle ret entydige storrelser, der kan saettes ind i en eller anden sammenhaeng, og f. eks. ikke ser det tsette samspil mellem problemstilling, dataetablering og teoridannelse. Med hensyn til det sj»orgsmal, der her interesserer, vil det nok vaere for enkelt at sige, at det sne plan - kronikeplanet - er den dynarniske betragtningsmade, og at det ardet plan med hvorfor-sporgsmalene er den funktionelle/strukturelle betragtningsmade. Snarere er det andet plan en kombination af de "o betra gtningsmader, og som Berkhofer videreudvikler sin opfattelse af den historiske forklaring far det relevans for dette problem. Denne made at skelne mellem to planer af historiske forklaringer, mener han er klarg^rende, uden at det Ioser det grundlaeggende problem for forklaringens role i den historiske syntese62. Historien som videnskab prover nemlig pa - i modsastning til samfundsvidenskaberne - at befatte sig med »totaliteten af menneskelige handlinger i historisk tid, analytisk talt« 63. Og dette onske om at behandle tiden som en analytisk helhed, altsa fa det dynamiske aspekt ind i beskrivelsen og betragte historien som en proces, medforer, at historikeren ma kombinere de to planer. Og dette forer efter Berkhofers opfattelse til, at historieskrivningen ma omfatte forklaringen pa det generelle sa vel som det specifikke, det tilbagevendende sa vel scm det ikke-tilbagevendende. Hvad historikeren burde kombinere i sin syntese for at na frem til en holistisk studie af menneskelig adfaerd i fortiden kan efter Berkhofers opfattelse deles op i fire grundlaeggende kategorier: 1. generelle love
for adfa^rd, 2. sociale og
kulturelle sammenhsenge (»arrangements«), 61. Berkhofer, 284. 62. Ibid., 292. 63. Ibid., 266. Side 25
3. udsagn om
saerlige arsagssammenhaenge (»singular causation«) og
Han konkluderer
med disse bemaerkninger: »Hvad historikeren sigter imod er en eklekticisme af additiv forklaring for at frembringe et fuldstaendigt svar pa begge sporgsmals-planer om et saet faenomener i fortiden, hvadenten det drejer sig om blot en dag i en beromt generals liv eller et helt arhundrede i et lands historie. I begge tilfaelde ma det, der vaslges som det hele, der skal forstas, forklares sa vidt muligt ved en kombination af generelle love, fremherskende sociale og kulturelle sammenhaenge, udsagn om saerlige arsagssammenhaenge og udsagn om specifikke kendsgerninger, der ikke er forklaret pa det andet plan. Historikeren soger at foje sammen til et syntetisk hele ved en kombination af en mangfoldighed af forklaringsformer for de to forklaringsplaner. Forskellige historiske emner kraever forskellige forhold af de fire elementer i eklektisk forklaring, men den generelle logiske model for eklekticisme vil vaere den samme i hvert tilfaelde.6s Deter klart, at der til grund for ethvert forsog pa at lose de her skitserede teoretiske problemer ma ligge bestemte forestillinger om, hvordan samfundet fungerer, en teori om man vil. F. eks. ma de dele af Berkhofers »elektriske forklaringsmetode«, som drejer sig om generelle love og den sociale og kulturelle baggrund i den konkrete historieskrivning vsere bestemt af den historieopfattelse, og det vil sige de forestillinger om historiske sammenhaenge, som den enkelte historiker moder op med. Ligeledes vil den helhed, det beskrivelsessystem, man vaelger at beskaeftige sig med, vaere et udtryk for historikerens opfattelse af, hvad deter vigtigt at beskaeftige sig med i historien. Men det ville da utvivlsomt vaere en fordel, om den enkelte historiker havde en nogenlunde klar opfattelse af hvilke forestillinger, der i den givne situation er bans. Dette generelle problem for historikere skal jeg ikke yderligere komme ind pa. Derimod kan der nu vaere grund til at knytte en forbindelse tilbage og afslutningsvis kort vende tilbage til Smelsers teori om kollektivadfaerd, som i hvert fald bl. a. netop har den fordel, at den tilstraeber at kombinere en funktionel/strukturel og en dynamisk beskrivelse af et begivenhedsforlob. Berkhofer har da ogsa papeget, at vi hos Smelser star overfor »en fuldstaendig model for eklektisk forklaring*66; Smelser nar frem til dette ved at gaud fra en teori om den samfundsmaessige helhed. »Denne helhed inkluderer bade generelle love og sociale og kulturelle 64. Ibid., 292f. 65. Berkhofer, 294. 66. Ibid., 310 (ogsa det folgende citat) Side 26
sammenhaenge. Hertil fojer han en »theory of timing* i en analytisk, men ikke konkret iorstand; hans timing-sekvens er ikke nodvendigvis den faktiskekronolopske ha idlingsorden 67. Til denne ramme kan fojes de specifikkearsagsudsagn og de specifikke udsagn om kendsgerninger, der er nodvendige for at udgore en fuldstaendig fortaelling om et saet historiskebegivenheder. Bade det generelle og det specifikke, det unikke og det tilbagevendende er omfattet i et sammensmeltet netvaerk af analyse og beskrivelse«. Der kan uden tvivl rettes mange indvendinger mod Smelsers teori; jeg skal her nojes med at traekke et par enkelte forhold frem, der synes relevante i denne sammenhaeng08. Den erf. eks. strukturalistisk i sit udgangspunkt og bor naeppe opfattes som generel, tidlos, hvad man let kan fristes til. Det, ai teorien fungerer ganske tilfredsstillende for en begivenhed som jodefejden 1819, giver den jo ikke nodvendigvis karakter af at have ger erel gyldighed. Deter vel endda sandsynligt, at dens vaerdi i forbindelse med kollektiv adfaerd under en anden samfundsstruktur kunne vsere problematisk. I hvert fald synes teorien baseret pa materiale fra et kapitalistisk praeget samfundssystem af vesteuropEeisk-amerikansk type. Hermed vaere dog ikke sagt, at den slet ikke kan taenkes anvendt under andre forhold; den er trods alt holdt pa et sa hojt generaliseringsniveau og i sa abstrakte termer (hvilket ogsa kan opfattes som en svaghed), at den under visse omstaendigheder ville vaere anvendelig. Berkhofer har saledes so£t at applicere den pa indianske messiasbevaegelser i slutningen a: det 19. arhundredes Amerika og har fundet den nyttig69. Et forhold, som kan ligge gemt i mange sociologiske teorier, det nemlig, at de handlende anskues mekanistisk, som nogle tingester, der blot reagerer pa stimuli og ikke som mennesker, der selv handler ud fra bestemte forestillinger om deres egen situation og med bestemte intentioner, synes denne reori pa sin side i nogen grad at komme ud over ved at inddrage de handlendes egen opfattelse af situationen som et vigtigt element i forklaringen eks. bade under »generaliserende forestillinger* og »fremskyndende faktorer«). En anden vanskelighed ved Smelsers teori synes at vaere, at en enkelt empirisk begivenhed eller situation kan vaere analytisk signifikant pa mange mader, dvs. at den kan optraede som determinant pa forskellige planer i »vaerdi-tilfojdsesprocessen«. Et enkelt element i en kollektiv situationvil altsa kunne fortolkes pa flere mader, og det kan vanskeliggore 67. Jfr. s. 15-16 i det foregaende. 68. Se i ovrigt Berkhofer, 31 Iff., og anm. i History & Theory. IV, 264ff. 69. Op. cit., 3O6ff. Side 27
en nojere bestemmelse af dets betydning i processen - det samme problemsom er til stede i ustrukturerede multikausale analyser af Dahlkes type. Men dette understreger maske pa den anden side, at Smelsers teorier et analytisk skema, mens den konkrete virkelighed er en totalitet, hvor der vil vasre en noje sammenhaeng mellem de forskellige (analytiske)led i de forhold, der beskrives. Endelig kunne man ogsa pege pa den vanskelighed, der ligger i at anvende en teori som Smelsers pa et historisk materiale, at vi ikke altid har eller kan have empirisk belaeg for en raekke af de faktorer, der indgar i teorien, eller ikke har tilstraekkeligt belaeg. Det behover naturligvis ikke at betyde, at sadanne faktorer ikke har vaeret til stede, og det invaliderer derfor ikke nodvendigvis teorien, men det kan unaegtelig skabe vanskeligheder med hensyn til at forene teorien og den konkrete virkelighedsbeskrivelse. Dette leder for mig at se over til, at en teori som Smelsers rettelig bor opfattes, ikke som en lov, men som en model for, hvordan forskellige former for kollektive handlinger forlober. Modellen kan ikke gore krav pa at gaelde i alle enkeltheder og over for alle former for kollektive handlinger. Dens og lignende teoriers hovedstyrke ligger derimod i, at de peger pa, at der ved faenomener af den og den karakter ofte eller maske ligefrem normalt optraeder de og de faktorer. Pa samme made som Max Webers idealtype ikke er en beskrivelse af den empiriske virkelighed, men snarere et heuristisk middel til at forsta netop denne virkelighed, pa samme made forholder det sig i hoj grad med teorier som Smelsers70. De fungerer altsa som heuristisk hJEelpemiddel, der skasrper vores opmaerksomhed over for forhold, der kan have haft betydning i den aktuelle sammenhaeng. Arbejdet med disse teorier har da ogsa, som deter sogt antydet i afsnit 111. 1. og 2., kunnet uddybe vor forstaelse af hele situationen i og omkring jodefejden, bl. a. netop ved at pege pa problemer, som det kunne vsere relevant at undersoge nasrmere. Dertil kommer, at Smelsers teori gor det muligt at give en beskrivelse, hvor de mange enkeltheder kan fojes sammen i en forbindelse, der synes adaekvat, og som i hvert fald frem for teorier af Dahlkes type har den fordel at vaere fastere struktureret pa grundlag af en bestemt teori om hvilke faktorer, der indgar i former for kollektiv adfasrd. En teori kan altsa, hvis der da er noget ved den, tjene bade som analyseredskabog som grundlag for beskrivelsen, naeppe nogen helt ringe fordel for den historiker, der arbejder med den. Nar dette er sagt, vil jeg samtidig fremhaeve, at der er videnskabsteoretikere, der mener, at det 70. Om Weber, se Georg Iggers: Deutsche Geschichtwissenschaft (Miinchen 1971), 214ff. Side 28
ikke alene er e:i kendsgerning, at historikere rent faktisk anvender modeller,men ogsa nodvendigvis ma anvende modeller, fordi man, nar man soger at erkende virkelighedens vaesen, nodvendigvis ma abstrahere fra og udvaslge. Man ma udvaelge sig et forskningsobjekt, man ma udvaelge sig en beskrivelsesramme, og man ma udvaelge trsek, aspekter og egenskaberinden for beskrivelsesrammen som vaesentlige. »Modelanvendelsen i videnskab og listorie skyldes forst og fremmest, at man onsker at forklareog forsta ting, begivenheder og faenomener, man endnu ikke har forstaet. ..« 71. I det, der her er sag", er der for sa vidt ikke noget nyt. Men det kan ikke understreges nok, at historikeren bor vaere opmaerksom pa sine egne teoretiske forudsaetninger, nar han strukturerer fortiden, og det forekommer mig her be ire at arbejde ud fra en selv ufuldstaendig og maske i en raekke henseender utilfredsstillende teori end slet ingen. En skaerpet bevidsthed og en oget diskussion om slige forhold vil i det lange 10b kun vaere til gavn for historieskrivningen. I lyset af de her anforte ret sa normativt betonede overvejelser om det at beskrive et stykke af fortiden har den foranstaende beskrivelse af jodefejden i Ocense nc»k sine mangier. Jeg vil afsta fra at udove selvkritik og i stedet gribe til det provede - og nemme - paedagogiske middel at opfordre den interesserede laeser til selv at gore sig sine overvejelser herom; del: vil sikkert kunne uddybe de her diskuterede problemer 71. Jes Adolphsen <!t Steen Busck: Kompendium i fagrelevant filosoji for hisiorikert. (Aarhus Universitet 1973. Stencileret). Bind I, s. 95-98. |