(J. E. Undén): Fra Maanedsleutenant til Søofficer (R) NA (Foreningen af Søofficerer i Reserven, 1971). 224 s.

Sovaernet har gennem tiderne specielt i krigstid gjort brug af den latente reserve, der findes i handelsfladens navigatorer. Efter en kort uddannelse har disse kunnet fungere som Soofficerer pa forskellige poster med betegnelsen maanedslieutenanter. Forst i 1868 kom denne officerskategori ved Sovaernets organisationslov dette ar ind i faste rammer under betegnelsen reserveofficerer. Den udstrakte anvendelse af reserveofficerer i sikringsstyrken 1914-18 var fodselshjaelper for Foreningen af reserveofficerer i Sovaernet, der dannedes 1918.

Den foreliggende bog er blevet til for at fejre det dobbelte jubilaeum, som aret 1968 indbod til - 50-aret for stiftelsen af foreningen og 100aret for reserveofficersinstitutionens indforelse i Sovaernet. Bogen gor praktisk talt intet ud af den historiske udvikling af Sovaernets brug af navigatorer for sikringsstyrkens etablering og er primaert blevet en »foreningshistorie« pa godt og ondt. At foreningshistorier, der far et alt for internt prseg, ofte vil vaere en trist affaere, bekraefter den foreliggende bog. Den grundliggende problematik for foreningen og derigennem for bogens fremstilling er den manglende forstaelse savel hos politikere som hos ledende soofficerer for at skabe talelige ligevilkar for disse reserveofficerer og derigennem fa en optimal udnyttelse af landets navigator-reserve i pakommende tilfaelde. Denne problematik udvikles gennem forordninger, modereferater og breve gengivet in extenso og giver bogen naermest karakter af kildeudgave. Overblikket er derved gaet tabt - man kan mange steder ikke afgore, om der er tale om forfatterens fremstillinger, eller om deter citerede modereferater - og adskillige steder naermer man sig betaenkeligt det uvedkommende, hvorved hovedproblematikken ganske forflygtiges. Der er tale om tungt og ufordojeligt stof, og laesningen gores ikke lettere ved en udstrakt anvendelse af de interne forkortelser, som anvendes i forsvaret, og som burde vaere skrevet i »klart sprog« eller samlet forklaret et eller andet sted (jfr. f. eks. titlen pa bogen, som vel mange vil finde kryptisk!).

Skont bogens grundliggende problematik uden tvivl har bade almen og historisk interesse, vil dens disposition og stil formentlig bevirke, at den naeppe vil fa mange laesere ud over foreningens egne medlemmer. Et forhold, som synes aergerligt!