Axel Steensberg: Danske bondemøbler. 3. reviderede udgave. (1973). 307 s.

Den forste udgave af denne bog udkom 1949, og i forordet blev der gjort opmaerksom pa, at der hidtil ikke havde foreligget en nogenlunde udforlig skildring af emnet. Der er heller ikke siden kommet nogen anden, der kunne aflose den, men den er blevet en klassiker, hvis vasrdi kan aflasses af, at den nu er kommet i 3. udgave, der adskiller sig fra de andre ved et afsnit om bevaringen af den aeldre maling pa mobler, forfattet af konservator Ole Alkaersig, der kyndigt beretter om de mange problemer, farvelagene pa de gamle mobler frembyder. Pa dette omrade er man naet til vigtige resultater, der kan komme samlere til gode. Efter forordet at domme i denne udgave synes bogen nemlig at vaere skrevet for dem, men Axel Steensberg har vist alt for stor beskedenhed. Det er en grundbog til studiet af denne side af vor folkelige kultur.

Den danske folkekunst er ikke sa umiddelbar faengslende som den, der kendes fra Norge og Sverige eller hos vore sydlige naboer. Man skal laere den at kende, for man kan vurdere den efter fortjeneste. Deter maske derfor, Axel Steensberg i en redegorelse degorelsefor bondemoblernes stilformer forsvarer den landlige kunst over for den, som finder sit udtryk i moblerne fra den hojere stand. Et defensorat er dog overflodigt. Enhver brugskunst ma tilpasse sig efter den sociale gruppe, den tilhorer, og den er desuden afhaengig af tiden, da den opstod, og stedet, hvor den blev brugt, og de danske bondemobler er gode kilder til at studere, hvorledes udlandets impulser blev formidlet og omformet til at passe for den danske bonde. Deres jaevnhed og forenkling passede til de omgivelser, brugerne satte dem i, og det ville vaere uretfaerdigt at anvende den malestok pa dem, der er naturlig, nar det gaelder foregangsmasndene ude i Europa. Det udelukker ikke, at der findes bade god og darlig folkekunst, og Axel Steensberg viser, hvorledes de skal skilles fra hinanden. Den gode folkekunst bliver ved sit stedpraeg og gode handvaerk ogsa en nationalkunst i den forstand, at den ikke kan forveksles med tilsvarende sager fra andre lande. For ovrigt viser dr. Tove Clemmensens bog fra 1951 om danske interiortegninger, at ogsa mobleringen i borgernes huse har et hjemligt praeg. Pa dette omrade gar alle de danske mobler sammen og adskiller sig fra udlandets. Det samme kan iagttages inden for guldsmedekunsten.