Den 10. oktober 1922 fik offentligheden meddelelse om, at ministeriet Neergaard den foregaende dag havde undergaet en rekonstruktion, hvorefter forsvarsminister Klaus Berntsen, udenrigsminister Harald Scavenius og handelsminister Tyge Rothe var udtradt af regeringen. Som nye ministre var udpeget Christian M. T. Cold som udenrigsminister, Soren Brorsen som forsvarsminister, medens indenrigsminister Oluf Kragh ad interim overtog ledelsen af handelsministeriet; den folgende dag udnaevntes konsul Jorgen Christensen til handelsminister, og Kragh kunne atter hellige sig indenrigsministeriet uden pa noget tidspunkt at have indtaget sin plads i handelsministeriets ministerkontor.

Rekonstruktionen af ministeriet indgik som led i en langvarig politisk krise og havde vseret til offentlig debat siden slutningen af September l, men alligevel gennemfortes den naesten som et kup og med et resultat, der kom bag pa savel dagspressen som pa de politikere, der stod begivenhedernes centrum naer.

I det folgende skal krisens baggrund, forlob og afslutning soges analyseretmed det formal derved at kaste lys over nogle af de politiske hovedproblemer,som modte regeringen Neergaard i dens parlamentariske arbejde. Denne fremstillingsform er valgt pa trods af den kendsgerning, at det kildemateriale, som mere eller mindre direkte er 'aflejret' af krisen,

---

1. Den forste bladmeddelelse fremkom i det socialdemokratiske eftermiddagsblad »Kl. 5« den 25. September 1922. Herefter behandledes sporgsmalet bredt i pressen.

naesten entydigt peger i retiring af at opfatte krisen som et produkt af nogle specifikke politiske og personlige problemer. Jeg henviser indledningsvistil Erik Arups ord: »Historikerens arbejde gar ud pa af de samtidigeeller dog primaere kilder gennem kildekritik at udsondre sikre kendsgerninger,ud fra hvilke han skriver sin skildring og danner sig sin opfattelseaf begivenheder og personer, uanset om denne hans opfattelse alleredeer formet i ord i en eller anden af selve de samtidige eller dog primaere kilder, hvilket altid vil bero pa en tilfaeldighed, eller ikke« 2. I ovrigt skal jeg siden vende tilbage til disse problemer.

Valget den 26. april 1920 havde som parlamentarisk hovedresultat, at der ikke kunne dannes regering uden om Venstre. For Venstre kunne der herefter foreligge to muligheder for det fremtidige regeringsarbejde: enten kunne der etableres et fast forhold til Det konservative Folkeparti (DkF), evt. i form af en regeringskoalition, eller man kunne regne med, at der ikke kunne dannes et flertal mod regeringen af de tre oppositionspartier. Regeringen skulle da skaffe sig sit flertal fra sag til sag.

Det har vaeret hsevdet, at DkF, om man havde faet opfordringen, ville have vaeret beredt til at deltage i et regeringssamarbejde under Venstres ledelse 3. Denne antagelse lader sig naeppe opretholde. Da den konservative rigsdagsgruppe tradte sammen til mode den 1. maj 1920, blev det savel af partiformanden, Piper, som af en raekke menige medlemmer staerkt fremhaevet, at der ikke kunne vaere tale om at indtraede i en regering; det ville - med Harboes ord — medfore, at »vi [i. e. partiet] ville blive pulveriserede ved naeste valg« 4. Der var i partiet enighed om, at man skulle soge skabt et fast samarbejdsforhold til Venstre, evt. gennem en permanent forhandlingsdelegation. Savel Asger Karstensen som partiets naestformand, A. Abrahamsen, kunne henvise til, at J. C. Christensen i forbindelse med statslanskrisen, marts 1919, havde vaeret inde pa tanker i denne retning 5.

---

2. Erik Arup: Danmarks Krise 1863. Scandia 111, 1930, s. 48. Om Arups metodesyn og dets fortsatte relevans for historisk forsknirtg, se: Goran B. N i 1 s so n: Om det jortfarande behovet av kallkritik. Historisk tidskrift (sv.), 2, 1973, s. 173-211.

3. Erik Rasmussen: Velfcerdsstaten pa vej, s. 238.

4. Forhandlingsprotokol for Det konservative Folkeparti (hereften Kons. fsellesgruppeprotokol). Den kons. fasllesgruppeprotokol indeholder for gruppemoderne den 1. og den 7. maj 1920 to referater: dels de i protokollen indforte, dels langt mere omfattende, men tilsyneladende renskrevne referater pa lose ark. Forholdet viser, at forhandlingsprotokollernes optegnelser er staerkt selektive, og at meget store dele af de oprindeligt nedskrevne referater ikke er indfort. I lobet af 1921 bliver de indforte referater mere omfattende.

5. J. C. Christensens tilbud kan vaere fremsat den 3. marts 1919, jvf. Erik Rasmussen: Statslanskrisen 1919, s. 61.

Etableringen af det faste samarbejdsforhold var imidlertid ikke lost med de tilsagn, som J. C. Christensen havde givet ved tidligere lejlighed. Der var pa det konservative partimode enighed orn, at Venstre formentlig ville rette henvendelse til partiet, men mange talere fremhjevede, at man ikke matte stille for store krav. Dr. Fraenkel formulerede det saledes: »Ingen stormundethed fra vor side, men heller ingen rsevestreger fra den anden. Da Venstre har faet sin tilgang fra radikal side, ma det ogsa tage hensyn dertil«. Landstingsmand Tvede gav denne vurdering perspektiv ved at konstatere: »Vi er ikke sa staerke, som det ser ud til, da vi er afskarne fra samarbejde med G. S.-partierne« 6. Ingenior Korsgaard var som den eneste usikker over for, om Venstre overhovedet ville rette henvendelse til DkF, idet han antog, at de vistnok ville forhandle frit til alle sider. Den konservative varsomhed over for Venstre blev ekstremt udtrykt af Parkov, der kaldte det et magtmisbrug, safremt man blandede sig i besasttelsen af ministerposter, og Piper kunne da konkludere: »Hvad angar forholdet til Venstre, da skal vi overhovedet ikke stille noget forlangende, for vi bliver spurgt«.

Den konservative kalkule gik saledes pa, at Venstre ville henvende sig med anmodning om samarbejde, og at det i denne sammenhasng ville falde naturligt at formulere de konservative onsker m. h. t. savel de naermest foreliggende sporgsmal - graensepolitikken og grundlovssagen - som til de mere langsigtede mal. Da Piper og Abrahamsen pa partiets vegne deltog i partilederdroftelsen hos kongen den I. maj, tilradede de dannelsen af en ren venstreregering, der kunne gennemfore grundlovsrevisionen og soge gunstigst mulige vilkar for det danske mindretal i zone 2.

Imidlertid rettedes der ikke nogen henvendelse fra Venstre til de konservative.Pa et partimode den 7. maj refererede Piper, at han og Abrahamsenselv havde mattet soge en samtale med Neergaard, efter at denne var udnaevnt til statsminister den 4. maj. Henvendelsen var foretaget, for at man i tide kunne soge at ove indflydelse pa Sonderjyllandspolitikken. Abrahamsen tilfojede, at han ved private samtaler med bl. a. J. C Christensenhavde sogt at danne sig et overblik over situationen. J. C. Christensenhavde givet ham det indtryk, at Venstre taenkte pa at beholde O. C. Scavenius som udenrigsminister, og Abrahamsen havde da anfort, at man fra konservativ side kunne onske Harald Scavenius, subsidiaert Grevenkop Castenskiold. Hertil havde J. C. Christensen svaret, at han onskede at tage de videstgaende hensyn til de konservative onsker. Abrahamsenhavde

---

6. G. S.-partierne var den konservative jargon for Socialdemokratiet og Det radikale

hamsenhavdetillige talt med Neergaard om grundlovssagen, og han havde faet forsikring om, at Venstre onskede et loyalt samarbejde. Piper oplyste endelig, at bade J. C. Christensen og Neergaard havde udtalt, at ministerietikke ville saette noget storre sporgsmal pa dagsordenen uden efter forhandling med de konservative 7.

Deter umiddelbart klart, at optegnelserne i de konservative forhandlingsprotokoller ikke kan tillaegges nogen overvaeldende kildevasrdi i sporgsmalet om, hvilke kontakter - savel halvofficielle som uofflcielle - der var eller ikke var etableret mellem Venstre og DkF i regeringsdannelsesprocessen. Det afgorende punkt i denne sammenhaeng er imidlertid, at ingen af Venstres ledere folte sig tilskyndet til at indlede officielle forhandsdroftelser med de konservative.

Niels Neergaard har - som allerede anfort af Svend Thorsen 8 - givet et enestaende indblik i, hvilke overvejelser der la bag udnaevnelsen af hver enkelt minister. Til Thorsens fremstilling, der helt hviler pa Neergaards ret sene optegnelser Ba, kan imidlertid fojes, at Neergaard allerede den 2. april i sin lommebog skitserede en ministerliste9. Neergaards overvejelser fandt sted pa et tidspunkt, hvor Venstre stottede ministeriet Liebe 10, hvor der var udskrevet valg, men hvor partiet matte overveje ogsa den mulighed, at man for eller siden kunne blive presset ud i en situation, hvor dannelsen af en ren Venstreregering ogsa forud for valget var den eneste farbare vej. Neergaards skitse har derfor betydning, fordi den udarbejdedes i en situation, hvor der ikke forela noget borgerligt flertal i Folketinget, og hvorfor derfor hensynet til DkF's eventuelle onsker matte spille en underordnet rolle.

Skitsen har folgende indhold n: Forsv.[arsminister]: B. [Berntsen], I. M. [indenrigsminister]: Andersen [amtmand Hans Andersen], Socialm.[inister]:Berg [Sigurd Berg], U. M. [udenrigsminister]: O. C. [O. C. Scavenius],Just.[itsminister]: B eller S [formodentlig hojesteretssagforer Fritz Btilow eller justitsministeriets departementschef F. Schroder], Hm. handelsminister]:[intet Landb.[rugsminister]: M. M. Madsen-Mygdal],Kirkefminister]: [N. Johan Laursen], Undervisn.[ingsminister]:Krag - App [Oluf Kragh eller Appel], Trafik[minister]: Slebs.

---

7. Kons. faellesgruppeprotokol, anf. dato.

8. SvendThorsen:Z)e danske ministerier 1901-1929, s. 379.

8a. Neergaards optegnelser findes indfort i et kollegiehefte, tituleret: Optegnelser, bd. VIII (Niels Neergaards arkiv, RA). Optegnelserne er nedskrevet i dagene den 17.-19. juli 1920.

9. Niels Neergaards arkiv, pk.: Noteringskalendere.

10. Jvf. TageKaarsted: Paskekrisen 1920, s. 274f.

11. I parentes er anfort mine fortolkninger af de anvendte forkortelser.

[Slebsager]. Besaettelsen af handelsministerposten var da, som det skulle blive det i maj, et abent sporgsmal for Neergaard. Heller ikke stats- og finansministerposten er anfort i skitsen; det kan ikke med sikkerhed afgores,hvem disse poster var tiltaenkt. Man kan imidlertid pege pa, at det var en endnu ikke brudt tradition, at statsministeren tillige bestred et ressortministerium;deter vanskeligt at forestille sig, at J. C. Christensen skulle beklasde posten som finansminister, ligesom det forekommer helt urimeligt, at der ikke i ministeriet skulle veere plads til Neergaard. Noget tyder altsa pa, at Neergaard allerede pa dette tidlige tidspunkt arbejdede ud fra den forudsaetning, at han og ikke J. C. Christensen skulle lede ministeriet.

Det falder i ovrigt i ojnene, at i forhold til de overvejelser, som Neergaard gjorde sig i maj, er der kun tale om begrsensede sendringer i summen af ministerkandidater. Af april-skitsens kandidater gled kun O. C. Scavenius, Biilow/Schroder og N. Johan Laursen i baggrunden, idet Kragh opfattes som en nodlosning, safremt Appel ikke pa ny ville vaere minister. Laursens kandidatur bortfaldt uden videre ved J. C. Christensens tilsagn om at overtage kirkeministeriet. O. C. Scavenius vanned i billedet, da udenrigsministerposten skulle besaettes. Neergaard meddeler i sine optegnelser, at da han sammen med J. C. Christensen sondag aften den 2. maj planlagde regeringssammensaetningen, talte man om Harald Scavenius som emne, idet der var indlobet afslag fra Grevenkop Castenskiold. »Ogsa om O. C Scavenius var der tale, men Ahlefeldt havde med afgjort sikkerhed sagt mig, at han ikke ville vaere villig, og jeg ansa ham ogsa for i de sidste maneder at vaere blevet for staerkt indebundet i den Erik Scaveniuske politik«. Abrahamsens ovenfor nsevnte samtale med J. C. Christensen fandt sted mandag morgen den 3. maj, og Neergaards opfattelse af O. C. Scavenius kan i hvert fald ikke vaere pavirket af de onsker, Abrahamsen ved denne lejlighed gav udtryk for. Yderligere havde J. C. Christensen allerede sondag eftermiddag over for Neergaard nasvnt, at han i marts 1919 havde taenkt sig Grevenkop Castenskiold som udenrigsminister 12. O. C. Scavenius kan derfor ikke betragtes som offer for en konservativ pression.

Ved samtalen med J. C. Christensen sondag eftermiddag pegede Neergaardpa landsdommer Rytter som et muligt justitsministeremne 13. Ogsa over for denne mulighed meddelte J. C. Christensen, at han allerede i foraret 1919 havde taenkt herpa. Hvilke grunde, der fik Neergaard til

---

12. Jvf. tillige brev fra Niels Neergaard til Frede Bojsen den 30. april 1920. (Tre Venstremcend, ed. H a. r a 1 d J 0 r g e n s e n, s. 269f.)

13. Neergaards optegnelsor.

at droppe tanken om Fritz Billow eller Schroder, lader sig neeppe klarlaegge.Rytters person svarede til konservative onsker om en handlekraftigjustitsminister, men J. C. Christensens bemserkninger og Neergaards tidlige fremforelse af Rytters kandidatur gor det usandsynligt, at Biilow eller Schroder skulle vaere traengt ud pa grand af konservative henvendelser.Neergaard anforer, at han mandag den 3. maj var blevet opsogt af Biilow, og at han da havde sagt, at han var gaet ud fra, at Biilow ikke igen onskede at blive minister. Det havde Biilow bekraeftet og havde varmt omtalt Rytter. Den folgende dag havde Neergaard pa ny besog af Biilow, og det »viste mig dog, at hans betsenkeligheder ville have ladet sig overvinde, hvis en opfordring var blevet rettet til ham«. Neergaard havde med andre ord i forste omgang spurgt ham pa en sadan made, at han darligt kunne anmelde sin egen kandidatur, og i anden omgang var det for sent; ogsa Neergaard havde maske behov for en handlekraftig justitsminister under de voldsomme uroligheder pa arbejdsmarkedet, som praegede tiden.

I forhold til april-skitsen kom under forhandlingerne i maj isaer et nyt navn til droftelse: departementschef Riis-Hansen, minister i ministeriet Friis. Under sin forste samtale med J. C. Christensen bragte Neergaard hans navn pa bane som trafikminister, og Christensen gjorde ingen indvendinger.Den folgende dag havde Neergaard en samtale med Riis-Hansen,som ytrede betaenkelighed af helbredshensyn og udbad sig betaenkningstid.Tirsdag accepterede han, men under foruds;etning af at han umiddelbart efter regeringsdannelsen kunne fa en laengere orlov for at genvinde sit helbred. Dette forslag billigede Neergaard, og Slebsager blev derved - til sin store forbitrelse - skudt i baggrunden. For de deraf folgendeforviklinger har Thorsen allerede redegjortl4. Da Riis-Hansens afslag alligevel indlob, kort for Neergaard skulle forehegge sin ministerlistefor kongen, gav det Neergaard lejlighed til at notere sig omstaendighederneomkring hans kandidatur. Han skrev bl. a.: »I dagens 10b havde jeg bade fra venstremasnd og fra en kreds af hojrepolitikere gennem Harboe modtaget udtalelser af staerke betaenkeligheder ved Riis-Hansens optagelse i ministeriet. Han ansas for halvradikal og navnlig alt for betagetaf de Rode'ske ideer og bunden pa afgorende punkter gennem den overordentlige kommission 15. Nar jeg havde onsket at se ham i ministeriet,var det dels pa grund af hans dygtighed og ansete navn, dels for gennem ham at have en forbindelse med arbejderorganisationerne for,

---

14. SvendThorsen, anf.sk. s. 382.

15. Den overordentlige kommission var nedsat i henhold til lov af 7. august 1914 og spillede en hovedrolle i krigstidens vareforsynings- og varereguleringspolitik

om muligt, at opna en fredelig losning af arbejderstridighederne. Det var med beklagelse, jeg opgav ham, om end jeg var klar over, at hans optagelsei ministeriet ville volde mig betydelige vanskeligheder, mest maskeved modsastningsforholdet mellem ham og Madsen-Mygdal.« Om denne plads i ministeriet synes der saledes at vaere foregaet en egentlig kamp, hvor det ikke kan udelukkes, at der har vaeret ovet pres mod bade Neergaard og Riis-Hansen, et pres, hvori konservative politikere deltog. Det var imidlertid karakteristisk for situationen, at resultatet blot blev, at Neergaard matte falde tilbage pa Venstres »naturlige« trafikminister:Slebsager, der allerede i april havde vaeret hans kandidat.

Den ministerpost, som Neergaard havde storst besvaer med at finde egnede kandidater til, var handelsministerens. Ved den forste samtale med J. C. Christensen erklaerede Neergaard, at han ikke havde noget forslag. J. C. Christensen fraradede at tage konsul Norgaardl6, og Neergaard noterer, at han slet ikke havde taenkt pa. denne som en mulighed. »Grosserer Tyge Rothes navn blev naevnt ved denne lejlighed, men sporgsmalet blev staende abent.« Den folgende dag havde Neergaard en samtale med Rothe, men om samtalens indhold meddeler han intet. Imidlertid ma sporgsmalet vasre blevet afgjort ved denne lejlighed, og en efterfolgende samtale med Madsen-Mygdal, hvori denne udtrykte store betaenkeligheder ved at indtrsede i et ministerium, der ikke var blevet godkendt af etatsrad H. N. Andersen, og som derfor ikke kunne hvile pa dennes stotte i »Slesvigs- og handelspolitiske« anliggender, synes saledes ikke at have ovet indflydelse pa Neergaards valg.

Der skal ikke i denne sammenhaeng soges gennemfort nogen naermere analyse af de samlede overvejelser, der la bag Neergaards sammensaetning af ministeriet¹⁷. Hans beretning er her alene brugt til at belyse, hvorledeshan reagerede i de situationer, hvor han ikke kunne opretholde de praeferencer, han lod komme til udtryk i april. Deter her abenbart, at udskiftelsen af kandidater ikke lader sig anskue som et produkt af de parlamentariske hensyn, der evt. kunne tages til DkF. H. N. Andersens fremtraedende rolle som en slags »garant« for ministeriet skinner tydeligt gennem beretningen. Det afgorende er imidlertid, at hovedparten af ministerposternebesattes

---

16. P. P. C. Norgaard, Venstremedlem af Landstinget 1914-20.

17. Hverken hos Sv. Thorsen eller i denne afhandling er der foretaget nogen egentlig vurdering af tendensen i Neergaards beretning. Deter umiddelbart klart, at beretningen giver et mere harmonisk billede af N.s bestraebelser end omstasndighederne omkring regeringsdannelsen synes at tilsige. Isaer er det i denne sammenhaeng bemeerkelsesvaerdigt, at N. ikke anforer, hvem der pavirkede eller pressede ham i sporgsmalet om Riis-Hansens eventuelle optagelse i ministeriet, og hvilke kontakter han under hele processen havde med politikere og personer uden for den snesvre regeringskreds.

nisterposternebesattespa den made - og efter de tovtraskkerier - som under de givne omstaendigheder matte vaere naturlige for sammens;etningenaf en Venstreregering. Denne karakteristik gaelder Neergaard, J. C. Christensen, Klaus Berntsen, Sigurd Berg, Slebsager, Appel og Madsen- Mygdal. Af disse havde alene Madsen-Mygdal vsegret sig ud fra motiver, der ikke var af parti- eller prestigepolitisk art. Man kan vanskeligt i Venstresrigsdagsgruppe fa oje pa kandidater, denned rette kunne fole sig forbigaet af disse. De tre ministre, der optoges uden for rigsdagsgruppen, var i forhold hertil übeskrevne blade. Rytter havde vel traengt Biilow ud, medens hverken Harald Scavenius eller Rothe havde konkurrenter fra gruppen. Scavenius var blevet accepteret af H. N. Andersen 18, og Neergaardholdt fast ved hans egnethed pa trods af de meget sterke advarsler,han modtog i dagene mellem den 2. og den 4. maj₁₉. Tyge Rothe var antagelig Neergaards eget valg, optaget fordi han kom fra det kobenhavnskeVenstre og tillige repraesenterede de handelskredse, som ellers ikke havde fundet representation i ministeriet.

Da Neergaard den 26. juli overskuende sogte at tegne et billede af de foregaende maneders arbejde i regeringen, skrev han: »Inden for ministeriet har samarbejdet vseret fortrinligt, jeg kan sige uden den mindste mislyd. Om uenighed pa noget vigtigere omrade harder overhovedet ikke vaeret tale. J. C. Christensen befinder sig ojensynlig ikke helt vel ved situationen, men han har vaeret elskvaerdig og loyal pa. ethvert punkt« 20. Denne bedommelse fremsattes imidlertid pa et tidspunkt, hvor ministeriet endnu ikke havde provet den hverdag, der matte melde sig efter genforeningens gennemforelse og grundlovens endelige vedtagelse. Selv om ministeriet var sammensat i overensstemmelse med Neergaards onsker, la der ikke heri nogen garanti for, at det pa langt sigt kunne gennemfore et kollegialt samarbejde.

J. C. Christensen havde i et brev til Neergaard af 16. april 1920 bl. a. skrevet: »Men nar De nu skal til det [at danne regering], da rader jeg Dem til at fa nogle yngre og dygtige krasfter med udefra. Mange af vore tidligere er for gamle« 21. Ministeriets sammensaetning afspejler maskei nogen grad en sadan bestraebelse - som i ovrigt Neergaard refererer i sine optegnelser - idet Rytter, Rothe og Scavenius kan henregnes til kategorien»krasfter udefra«. Ingen af dem var imidlertid i stand til at knytte forbindelse til partiets yngre rigsdagsmasnd - en sadan virksomhed kunne

---

18. Neergaards optegnelser, jvf. nedenfor s. 575.

19. Ibid.

20. Ibid., nedskrevet den 26. juli 1920.

21. Niels Neergaards arkiv, breve fra forskellige.

kun udoves af Slebsager og Madsen-Mygdal. J. C. Christensen, Berntsen, Berg og vel ogsa Appel tilhorte Venstres »tidligere« og flere af dem var godt oppe i arene. Ministeriets politiske tyngde la i udgangspositionen hos »de tidligere«, men det var forudsigeligt, at Venstre ville bevaege sig hen mod en lederkrise, safremt det ikke i lobet af regeringsperioden lykkedes for nogle af de yngre ministre at placere sig centralt i rigsdagsgruppensog regeringens arbejde. I dette spil havde Slebsager og Madsen- Mygdal de bedste kort pa handen.

I juli 1921 dode indenrigsminister Sigurd Berg. Som hans efterfolger udpegedes landstingsmand Oluf Kragh, der i lobet af fa ar havde skabt sig en position i partiet pa trods af det handicap, som medlemsskabet af landstinget i denne sammenhaeng matte vaere. I oktober 1921 meddelte J. C. Christensen, at han efter et ars forlob ville udtraede af ministerie t²² og ved det folgende valg ikke lade sig genopstille til folketinget. Den 15. august 1922 fandt hans udtraedelse af ministeriet sted, idet Appel nu tillige overtog kirkeministeriet. Bade sommeren og efteraret 1922 var Klaus Berntsen staerkt svsekket af sygdom 23. I Iobet af de forste to ar af regeringsperioden var der saledes sket en alvorlig og pa sin vis afgorende svaekkelse af ministeriets politiske ledelse. Neergaard var nu chef for et ministerium, der ikke laengere havde nogen staerk forbindelse til den Venstre-tradition, der havde skabt ministerierne i perioden 1901-1913. Til gengaeld havde man i Oluf Kragh faet en politisk kraft, der kunne bygge bro til rigsdagsgruppen, men som ogsa havde ambitioner til at blande sig i den kommende kamp om magten i partiet.

Til generationsskiftel: kom yderligere det forhold, at de indbyrdes relationermellem ministrene naeppe var de bedste. Fra efteraret 1920 var der meget voldsomme diskussioner i Venstre om forsvarssagens losning. Oluf Kragh modarbejdede ret abenlyst Neergaards, J. C. Christensens og Klaus Berntsens forsvarspolitiske mal, og selv ikke efter Kraghs optagelse i ministeriet lykkedes det at skabe mere end formel enighed mellem ministreneom dette vitale lovgivningsemne 24. Ogsa i andre sammenhaenge var der splid. Den 24. juli 1921 sendte Madsen-Mygdal sin regeringschef en formelig klage over udenrigsministerens opforsel i sagen om de danskrussiskeforhandlinger

---

22. Ove Rode udtalte den 14. oktober 1921 i Folketinget: »Fra i gar af star Venstre uden leder. Den hojta;rede kirkeminister har bebudet sin afgang til rnaj fardag.« (RT, 1921-22, FT, sp. 121).

23. Breve fra Klaus Berntsen til Frede Bojsen den 6. august og den 15. oktober 1922 (Tre Venstremcend, s. 306 og 309). Berntsen deltog ikke i de betydningsfulde regeringsmoder den 15.-18. September 1922, jvf. nedenfor.

24. Disse forhold har jeg undersogt i en endnu ikke publiceret afhandling vedr. den danske forsvarspolitik 1918-22.

russiskeforhandlingervedrorende en handelsaftale2s. Madsen-Mygdal fojede til den konkrete klage: »Desvaerre er der jo et par gange for af udenrigsministeren foretaget overraskende handlinger uden om eller endogimod ministermodet« 26.

Harald Scavenius havde tilsyneladende fra et meget tidligt tidspunkt haft vanskeligheder i forholdet til sine kolleger. Den 7. oktober 1920 meddelte den engelske charge d'affaires i Kobenhavn, Grant Watson, til det engelske udenrigsministerium, at Scavenius efter hans opfattelse ville ga af, fordi han var blevet desavoueret af statsministeren og forsvarsministeren i sporgsmalet om, hvorvidt det kunne tillades, at den engelske flade brugte Kobenhavn som station ved operationer i ostersoen 27. Den 18. maj 1921 indberettede den engelske gesandt, Charles Marling, at der var vedholdende rygter om, at Scavenius ville ga af, fordi han ikke besad de fornodne kvalifikationer og ikke var nogen gevinst for regeringen. Gesandten kunne meddele, at »in the current affairs, he frankly confesses that he takes no interest whatever, and knows little or nothing*, og at det derfor var mere hensigtsmaessigt for den engelske gesandt at forhandle med udenrigsministeriets direktor 28. Af en engelsk indberetning af 27. juni 1921 fremgar, at ogsa den norske og den franske gesandt fandt Harald Scavenius temmelig umulig som udenrigsminister 89. Disse og andre indberetninger peger alle i retning af, at Scavenius' stilling i ministeriet ikke var den bedste, og at han naeppe kunne vente sine kollegers skansel, safremt han kom dem yderligere pa tvaers. Der bliver senere lejlighed til at vende tilbage til disse forhold.

Ogsa Tyge Rothe har efterladt vidnesbyrd om spasndinger i ministeriet. I anledning af sin udtraeden af ministeriet sendte han den 24. okt. 1922 Frede Bojsen en laengere redegorelse om de bagved liggende grunde 2!). Heri skriver han bl. a.: »Stillingen som handelsminister i et venstreministeriumer i sig selv og under normale forhold . . . sare vanskelige, og ulige vanskeligere bliver den naturligvis i krisetider som den, vi for tiden gennemlever. Det kan derfor naeppe undre, at jeg, der ingen politisk autoritet havde, - den far man ikke let i Venstre, nar man ikke er en af »deres egne« - ikke magtede opgaven. Det har jeg selv lsenge folt - ogsa forinden 9. juli - og da jeg ikke inden for ministeriet fandt fornoden

---

25. Forhandlingerne om en handelsaftale havde fundet sted gennem laengere tid, men strandede i efteraret 1921.

26. Niels Neergaards arkiv, breve fra forskellige.

27. FO 371/5386 (Public Record Office).

28. FO 371/6759.

28a.Ibid.

29. Frede Bojsens arkiv (RA), brevsamlingen.

forstaelse af min vanskelige stilling - Madsen-Mygdals udaeskende holdningover for industrien og byerhvervene, Neerg.s forelaeggelse af toldlovforslagetuden sa meget som at han havde talt med mig forinden — og heller ikke den moralske stotte hos statsministeren, som jeg ikke kunne undvaere for at klare alle de mange vanskelige skaer, har jeg ment det rigtigt at give plads for andre kraefter .. .«.

Hvilken vaegt, man skal tillaegge disse indbyrdes modssetningsforhold mellem ministeriets medlemmer forud for begivenhederne i sommeren og efteraret 1922, lader sig vanskeligt afgore. I enhver regering vil der forekomme divergenser, som ved en punktuel betragtning kan tage sig alvorlige ud, men som ikke nodvendigvis betyder, at ministeriet i alrnindelighed har vanskeligt ved at opna enighed. For regeringen Neergaard spillede imidlertid det forhold ind, at dens chef ikke var nogen hverken stcerk eller smidig leder af et ministerium. Blandt samtidens politikere havde han ry for at have vanskeligt ved at traeffe beslutninger, og i radikale kredse betegnedes han direkte som svag 30. Disse traek hos Neergaard, som allerede kan iagttages under hans statsministerperiode 1908-09, som bekraeftes ved undersogelsen af hans adfaerd i efteraret 1922, fik politisk betydning, netop fordi han isaer efter den 15. august 1922 ikke laengere havde politiske veteraner som radgivere og evt. eksekutorer forud for og under ministermoderne. I takt med de gamle lederes dodsfald, sygdom eller manglende lyst til at beskaeftige sig med politisk virksomhed ogedes mulighederne for, at ministeriets yngre kraefter kunne forsoge at gribe tojlerne.

II

Sommeren 1922 blev en urolig periode i dansk politik. Fra maj til begyndelsenaf august gennemfortes de vanskelige forsvarsforhandlinger, der forte til drastiske udladninger isasr i DkF 31. 4. august gennemfortes det forslag om en statslig grundskyld, som ministeriet havde fremsat i efteraret1921; det vedtoges mod DkF's stemmer, men med stotte fra Det radikale Venstre og Socialdemokratiet. Den 3.-4. august bragtes i hast en lovgivning i land, der betod importregulering for skotoj og cigarer - et forslag, hvorom samtiden faeldede den dom, at det var Venstres afbigt over for de konservative for forsvarslovgivningen og grundskyldsaffaeren.Regeringens

---

30. Se f. eks. P. Munch: Erindringer IV, s. 297 og Munchs bemaerkninger under finanslovsdebatten, efteraret 1921 (RT, 1921-22, FT, sp. 1336f.)

31. Som en direkte folge af forsvarsforliget og Bent Holsteins optraeden under disse forhandlinger ekskluderes han af partiet. Betaenkeligt var det imidlertid, at savel vaelgerforeningen i Arhus som konservative blade som Aarhuus Stiftstidende og Nationaltidende abenlyst sympatiserede med Holstein.

ren.Regeringensvanskeligheder ogedes yderligere gennem de voldsomme demonstrationer, som i Kobenhavn ivserksattes mod indenrigsministerens ophaevelse af den hidtidige ekstraordinaere arbejdsloshedsunderstottelse, men som tillige havde sigte mod regeringens politik i bred almindelighed 32.

Forsvarslovgivningen, grundskylden og importreguleringen var alle afgorelser og anliggender, der kom til at pavirke regeringens parlamentariske stilling og muligheder i efteraret 1922. Ind i disse vasvedes ogsa landmandsbankaffaeren, der var under udvikling fra udsendelsen af den berygtede erklaering af 9. juli 1922, hvori sandheden om bankens forhold var saledes sat pa skruer, at der skulle anvendes mere end almindelig fortolkningsevne for at finde den; affaeren naede forst en kulmination den 17. September med offentliggorelsen af bankens formodede tabstal og med den overordentlige rigsdagssamlings behandling af bankrekonstruktionsforslaget den 19.-20. September³³. Det ansvar, som Neergaard ved denne lejlighed patog sig for 9. juli-erklasringen, vurderedes fra alle sider som ensbetydende med, at han ikke kunne fortsaette som regeringens chef³⁴. Sporgsmalet var tilsyneladende blot, om der skulle udskrives valg, eller om Venstre havde tilstraekkelig styrke til at gennemfore en rekonstruktion af regeringen, der kunne fa parlamentarisk daskning hos DkF.

I det folgende skal regeringens reaktion pa disse forhold soges analyseret,
idet opmaerksomheden centreres om overvej els erne vedrorende
regeringens egne muligheder for at overleve.

III

Forhandlingerne om en rekonstruktion af ministeriet indledtes allerede i august 1922. Lordag den 5. august kl. 10 havde Neergaard en samtale med sin udenrigsminister³⁵, og samtalens indhold lader sig til dels rekonstruerepa grundlag af breve fra Harald Scavenius til Neergaard., Endnusamme dag sendte Scavenius et brev med folgende ordlyd: »Da jeg efter samtalen med Dem kom hen i udenrigsministeriet fortalte min faetter³⁶, at han fra flere sider havde hort, at der ville finde et udenrigsministerskiftested;

---

32. Se f. eks. Socialdemokraten den 26. juli 1922.

33. Se herom: Soren Morch: Omkring bankkommissionen af 21. September 1922 (i: Hilsen til Haestrup, s. 131-159).

34. Ogsa Venstrepressen deltog i denne vurdering. Se f. eks. Kobenhavn den 20. September og Aalborg Amtstidende den 21. September, 1922.

35. Neergaards noteringskalender.

36. O. C. Scavenius, udenrigsministeriets direktor.

rigsministerskiftested;saledes havde departementschef Schroder sagt ham det, ligesom etatsrad H. N. Andersen havde udtalt, at nu havde han, Andersen, samlet 5 ministre, der var villige til at ga mod udenrigsministeren.Jeg finder denne udtalelse, der altsd er i overensstemmelse med virkeligheden,meget karakteristisk for situationen. Deter dog ikke derfor,jeg skriver til statsministeren, men for at vare mig imod mistanken om, at jeg skulle have talt om vor samtale. Dennes indhold var saledes bekendt i byen, Jor jeg kendte noget til den [forf.s kursiveringer]« 37. Den 8. august sendte Scavenius et nyt brev, hvori han bl. a. skrev: »Kirkeministerenfortalte mig i dag, at De efter vor samtale havde haft en sammenkomstmed de 5 herrer, der onsker min afgang. Under denne sammenkomstblev, sa vidt jeg forstod, diskuteret, om de 5 herrer kunne ga ind pa de betingelser, jeg loseligt omtalte for statsministeren. Jeg vil gerne, for modet i morgen og for at undga misforstaelser, sige, at jeg ikke godt kan lade d'herrer diskutere dette sporgsmal; det ville vaere ganske at vende sagen pa hovedet. Deter ikke sa meget d'herrer som mig, der pludselig og uden nogen som heist saglig begrundelse soges fjernet [forf.s kursivering],som har ret til at stille betingelser . . . Jeg vil meget gerne - selv om det koster mig uhyire overvindelse - bidrage mit til, at det skal blive sa let som muligt for statsministeren at eksekvere denne uretfaerdige handling,men jeg kan ikke vaere med laengere, nar de personer, der er ifaerd med at dolke mig bagfra, allernadigst skal kunne tilkende mig en respit. . .« 38.

De to breve tillader den tolkning, at Neergaard den 5. august havde meddelt Scavenius, at staerke kraefter i og uden for ministeriet onskede hans tilbagetraeden, og at Neergaard derfor sogte at traeffe den aftale, at udenrigsministeren ved passende lejlighed skulle forlade sin post. Den 'passende lejlighed' ville evt. kunne opsta ved en bredere rekonstruktion af ministeriet. Scavenius stillede da betingelser, hvilke ved vi ikke. De 5 ministre, som pa grundlag af senere oplysninger kan identificeres som Appel, Kragh, Madsen-Mygdal, Rytter og Slebsager 39, sogte til gengaeld at formulere deres betingelser for hans forbliven, og herimod reagerede Scavenius skarpt den 8. august.

Hvorfor onskede savel H. N. Andersen som de 5 ministre, at der skulle finde et udenrigsministerskifte sted? De s's motiver findes ikke belyst i den konkrete situation, men lader sig formentlig fore tilbage til det forhold, hvori Scavenius stod til sine kolleger og til de klagepunkter,

---

37. Niels Neergaards arkiv, breve fra forskellige. Brevet er delvis citeret i S 0 re n M 0 r c h s ovenfor anforte artikel.

38. Ibid.

39. Jvf. s. 604.

Madsen-Mygdal havde fremfort allerede i sommeren 1921. H.N.Andersenhavde
grunde, som i hvert fald til dels lader sig rekonstruere.

Den 18. maj 1922 udarbejdede H.N.Andersen et laengere memorandum om sit forhold til regeringen og dens udenrigspolitik 40. I dette anforte han, at Harald Scavenius allerede i marts 1920 havde sogt ham for at fa hans anbefaling som udenrigsminister i den kommende regering. Da regeringsdannelsen blev aktuel, havde Andersen sagt til Scavenius: »for mig var det sagen og ikke personen, og lige meget hvem der var udenrigsminister, ville jeg virke til gavn for Danmark«. Denne udtalelse havde Neergaard senere faet bekraeftet hos Andersen. Imidlertid var Andersen siden blevet utilfreds med Scavenius' udenrigspolitik, fordi denne den 4. januar 1922 havde udviklet for kongen, statsministeren og Andersen, at han selv gennem etatsrad Gliickstadt ville foretage sadanne skridt i forhold til England, som han fandt fornodne for dansk udenrigspolitik. »Er denne opfattelse [af Scavenius' udredning] rigtig, er det ikke alene ensbetydende med en desavouering af bade kongen og statsministeren, men ogsa brud pa de forudsaetninger, hvorunder kammerherre Scavenius blev antaget som udenrigsminister*, konstaterede Andersen, og han sluttede sit memorandum med at erklaere, at han herefter ikke ville kunne fortsaette som udenrigspolitisk radgiver for regeringen.

H. N. Andersens memorandum vidner om en total ringeagt for parlamentariskespilleregler, men ogsa om, at skulle lejlighed byde sig, ville han med glaede skubbe Scavenius ud af regeringen. Det har vaeret fremhaevet,at Scavenius var kommet H. N. Andersen pa tva;rs i sporgsmalet om Danmarks Ruslandspolitik⁴¹. Hertil kommer imidlertid ogsa andre modsastningsforhold. Den 28. aug. 1921 skrev Christian X til Neergaard i anledning af, at den danske gesandt i London, Grevenkop Castenskiold, var dod: »Som folge af Minister Castenskiolds dod, henstiller jeg, om man ved besasttelsen af denne post ikke kunne overveje muligheden af at anvende direktor Cold, der ikke blot som guvernor i Vestindien har vist gode administrative egenskaber, men som har saerdeles god indsigt i det praktiske livs krav, hvad hans virksomhed ikke mindst under krigen lagde for dagen« 42. I et udkast til svar udtrykte Neergaard sig pa folgendemade: »Jeg bringer ligeledes Dr. Maj. min tak, fordi De har villet meddele mig Deres onsker m. h. t. besaettelsen af den vigtige post i London.Min egen opfattelse af dette sporgsmal falder ganske sammen med

---

40. Dette memorandum findes i afskrift i Neergaards optegnelser, bd. VI; indforelsen er ikke foretaget med Neergaards hand og er ikke ledsaget af nogen form for kommentar.

41. Se isaer: K a i M o 11 k e: Pengemagt og Ruslandspolitik, 11, s. 270ff.

42. Niels Neergaards arkiv, breve fra forskellige.

Dr. Maj.s, idet jeg straks, da den sorgelige meddelelse indlob, blandt dern, der kunne vaere tale om, szerlig faestnede min opmasrksomhed ved Cold. Jeg har meddelt udenrigsministeren Dr. Maj.s onske og min egen opfattelse.Ministeren havde imidlertid forskellige betaenkeligheder, som dog ikke forekom mig afgorende, men han vil ved Dr. Maj.s naeste nservaerelse her soge lejlighed til selv at forebringe sin opfattelse« 43. Den 11. sept, afsluttedes korrespondancen med kongehuset om gesandtudnaevnelsen med et kort telegram fra kongen: »Bifalder gesandtstillingen. Christian R.« 44. Harald Scavenius havde da overbevist sine kolleger og kongen om, at Cold ikke burde have stillingen, og i stedet udnaevntes grev PrebenAhlefeldt-Laurvig, indtil da gesandt i Warszawa.

Deter i anden sammenhaeng tilstraekkeligt dokumenteret, at Cold stod H. N. Andersen naer, og at H. N. Andersen stod kongehuset naer 45. Det er formentlig kommet H. N. Andersen meget pa tvaers, at han ikke gennemkongen og gennem sin indflydelse pa ministeriet kunne bestemme, hvem der skulle beklaede den for ham overordentligt vigtige gesandtpost i London. H. N. Andersens planer med hensyn til Danmarks forhold til England var omfattende, naesten fantastiske. I en raekke sammenhaenge havde han samtaler med ledende politikere i England - normalt pa et niveau ikke under premierministeren eller evt. udenrigsministeren, men med den engelske konge som den foretrukne forhandlingspartner4C. Ved gentagne lejligheder underholdt han de skiftende engelske gesandter i Kobenhavn med sine planer vedrorende en uddybning af oresund med henblik pa at skabe adgang for engelske handelsskibe og fladeenheder, saledes at ostersoen kunne blive et omrade for danske og engelske handelsinteresserunder den engelske flades beskyttelse 47. Samtidig benyttede han enhver lejlighed til at tilkendegive sin mening om den danske udenrigsministersmanglende kvalifikationer, og i lobet af 1922 blev strommen af indberetninger om dette emne taettere. Den nyudnaevnte gesandt i Kobenhavn,lord Granville, opsogte den 27. juni 1922 Andersen og indberettedebl. a. folgende: »He (Andersen) is ... on intimate terms with the King of Denmark and with all members of the Danish Royal Family,

---

43. Ibid. Jvf. tillige P. M u n ch: Erindringer, IV, s. 355.

44. Ibid.

45. SeSorenMorch, anf. sk. og Kai Moltke, anf. sk.

46. At det engelske udenrigsministerium med tiden blev traet af denne virksomhed fremgar af flere vidnesbyrd. Pa en indberetning fra den engelske gesandt i Kobenhavn af 17. marts 1923 findes f. eks. folgende minutes: »Mr. Andersen is an appalling busybody and wants everyones times by his endless dissertations on largely rebulous plans*. Sign. AC (Austen Chamberlain). Eyre Crowe noterede kategorisk: »He is a terror«. (FO 371/9294).

47. FO 371/8094.

particularly Prince Waldemar, and, according to his own account at least, he has the greatest possible influence on the Prime Minister and most of the members of the government. On the other hand the Ministry for Foreign Affairs hates him, and Monsieur O. C. de Scavenius, the Secretary General, always refers to him in conversation with me with amused contempt,and indicates that, though he has had an important position in Denmark, he is now more or less »gaga« and no longer counts at all« 48. I lobet af samtalen havde Andersen sagt, at gesandten endelig skulle komme til ham, safremt han fandt udenrigsministeren :»dilatory or obstructive*,og han fortalte ham, at han i sin tid havde habet, at Erik Scavenius havde fortsat som udenrigsminister, men at han desvaerre ikke havde kunnet ove indflydelse, fordi han ikke havde vzeret hjemme!⁴⁹.

Den 13. September rapporterede Granville pa ny om en samtale med Andersen. Denne havde i dybeste fortrolighed meddelt ham, »that Monsieur Harald de Scavenius' days as Minister for Foreign Affairs were numbered and that he would not remain in office more than about another month« 50. Andersen tilfojede, at ogsa O. C. Scavenius ville forlade sin post som direktor i udenrigsministeriet, og han gav derpa en ny beretning om sin medvirken ved Harald Scavenius' udnasvnelse til udenrigsminister. Ifolge denne version havde han pa Scavenius' 2. henvendelse lovet at give ham sin stotte, hvad der var en betingelse for, at hans kolleger ville have ham. Granville noterede sig forskellen fra den forrige beretning, men han bemaerkede i sin indberetning, at han ikke havde nogen mulighed for at kontrollere disse. Derimod sa han nu en mulighed for at kontrollere H. N. Andersens indflydelse pa dansk politik: safremt udenrigsministeren virkelig gik af inden 1 maned, ville det vsere et usvigeligt tegn pa Andersens enestaende position. Det var en stolt lord Granville, der den 10. oktober - dagen efter regeringsomdannelsen - kunne bringe sine kommentarer til rekonstruktionen. Han var nu ikke lsengere i tvivl om, at Andersen havde haft en afgorende indflydelse pa udenrigsministerskiftet, idet han ikke blot havde kunnet forudsige datoen, men ogsa havde vaeret i stand til - for nogen anden - at nasvne Cold som den sandsynlige efterfolger 51.

Diplomatiske indberetninger, der bygger pa samtaler med personer
uden politisk ansvar, er ofte darlige kilder til vurdering af interne, politisk-parlamentariskesituationer.

---

48. Ibid.

49. Safremt denne pastand ikke er grebet ud af luften, ma den ga pa begivenhederne forud for den 1. maj 1920, hvor der i kredse omkring hoffet spores interesse for dannelsen af et samlingsministerium.

50. FO 371/8094.

51. Ibid.

tisk-parlamentariskesituationer.Da yderligere savel de her citerede som flere andre indberetninger fra de engelske gesandter i Kobenhavn til udenrigsministeriet i London viser, at H. N. Andersen havde en staerk hang til selvhaevdelse og en ringe forstaelse for politiske vilkar i et demokratisk-parlamentarisksystem - jvf. f. eks. hans pastand om, at han havde foretrakket Erik Scavenius som udenrigsminister efter valget i 1920 - er det uden videre klart, at de diplomatiske indberetninger, der hvilede pa hans meddelelser, ma forkastes som kildegrundlag ved fastssettelsen af, hvad der i den konkrete sag havde fremtvunget udenrigsminister HaraldScavenius' - midlertidigt udsatte - afgang. Indberetningerne kan alene tillaegges vaerdi ved fastlaeggelse af det forhold, at H. N. Andersentilstrcebte et udenrigsministerskifte. Hans mulige indflydelse pa dette skifte ma undersoges pa grundlag af andet materiale.

Af sadant materiale har vi for det forste og som det vaesentligste Harald Scavenius' brev til Neergaard af 5. august 1922. I en samtale med Victor Piirschel den 11. oktober 1922 - to dage efter sin afgang - udbyggede Scavenius sit indtryk af H. N. Andersens medvirken. Han forklarede Piirschel, at der i ministeriet havde vaeret dybe uoverensstemmelser angaende udenrigspolitikken, »idet H. N. Andersen pa oK's vegne onskede denne lagt staerkt over ad England til saledes, at England fik en fast fladestation ved Kobenhavn, med en High Commissioner boende her, men denne »portugalisering« havde Sc. energisk modsat sig og derfor energisk bekaempet tanl^en om Cold som gesandt i London* 52. Scavenius - der efter Piirschels vurdering var ret nervos - tilfojede, at han ansa Madsen-Mygdal for at vaere okonomisk afhaengig af OK, og at han meget frygtede dettes (oK's) indflydelse.

Denne udtalelse er interessant isser af to grunde. For det forste, fordi den sa at sige samler de trade op, som ovenfor er naevnt som grundlaeggende for Scavenius' vanskelige stilling i ministeriet og for modsaetningsforholdet til H. N. Andersen. For det andet fordi Scavenius uden videre saetter lighedstegn mellem sine modstandere i regeringen og H. N. Andersen.

Ad nogenlunde samme baner som Harald Scavenius bevaegede halvfaetterenEric Scavenius sig, da han den 24. november 1922 holdt en tale i Hjorring. I sit omfattende angreb pa H. N. Andersen sagde han bl. a.: »Hvad er det endelig for en hemmelig, men kun alt for masrkbar indflydelse,som, uden at den politiske situation forklarede det, bevirkede, at hr. Neergaard blev berovet sin udenrigsminister, - der forovrigt offentligt

---

52. Victor Purschels dagbogsoptegnelser, oktober 1922. (Victor Piirschels arkiv, kps. 24. KB).

kunne erklaere, at han i alle sporgsmal havde vaeret i overensstemmelse med statsministeren - for derefter at forsyne ministeriet med den nuvasrendeudenrigsminister hr. Cold, til hvem der laenge havde vaeret sogt en passende stilling« 53. Eric Scavenius fortsatte med en omtale af det mislykkedeforsog pa at gore Cold til gesandt i London og mundede ucl i en opfordring til H. N. Andersen om at traede offentligt frem og patage sig det politiske ansvar for sine handlinger.

Deter pa dette grundlag rimeligt at antage, at H. N. Andersen virkelig var ikke bare udgangspunkt for, men ogsa drivkraft bag det initiativ, der forte til opsigelsen af Harald Scavenius den 5. august 1922. Tilbage star imidlertid at forklare, at Andersen netop pa. dette tidspunkt havde succes med sit laenge nserede forsaet. Deter her rimeligt at antage, at landmandsbankaffaeren dannede den ydre anledning.

Den 7. og 8. juli 1922 noterede Neergaard i sin lommebog: »Landmandsbanken: 66.75 mill.«⁵⁴. Herefter folger en opforelse over bankens aktiver pa i alt 172 mio. kr. Derpa »Deraf tab: 144 mill.« med specifikation af visse af posterne 55. Det var de tal, der for ham var de afgorende under modet med bankens ledelse, Nationalbankens direktion og bankinspektor Green 56. Neergaard haevdede siden, at han havde handlet i god tro, da han havde billiget udsendelsen af erklaeringen den 9. juli, idet savel Landmandsbankens ledelse som Nationalbankens direktion havde bestridt rigtigheden af bankinspektionens opgorelse57.

Hvilken vaegt Neergaard lagde pa henholdsvis bankinspektionens eller bankfolkenes vurderinger, lader sig vanskeligt rekonstruere. Men det ma under alle omstaendigheder vaere en sandsynlig betragtning, at Neergaard - ogsa selv om han skulle have haeldet mod at acceptere bankens egne vurdering - i sine overvejelser matte regne med, at det kunne ga sa gait, som bankinspektionen havde haevdet. Han matte derfor overveje,

---

53. Her citeret efter Socialdemokraten den 25. 11. 1922. Angaende det rore, denne tale vakte, se: V i g go S j 0 q u i st: Erik Scavenius 11, s. 20f. og P. M u n c h: Erindringer IV, s. 355.

54. Dette var bankens davaerende opgorelse over tabene, jvf. handelsminister Rothes oplysning til Venstres bestyrelse den 18. September 1922 (Venstres gruppeprotokol, anf. dato).

55. Neergaard hseftede sig ved: Transatlantisk 50 mio. kr., russiske fordringer ca. 23 mio. kr., Heilbuth: 3V2 mio. kr., Levison: 3V2 mio. kr., Max Levin: 1 mio. kr., Dansk Svovlsyre: 2V2 mio. kr.

56. Se herom: S 0 re n M 0 rch, anf. sk. s. 136.

57. RT, overordentlig samling 1922, FT, sp. 56. Hvad Neergaard ikke meddelte var, at bankinspektionens undersogelse var ivaerksat i foraret 1922 efter anmodning fra Tyge Rothe og pa baggrund af vedholdende rygter om bankens okonomiske vanskeligheder. (Breve mellem Tyge Rothe og bankinspektor Green, Tyge Rothes arkiv, RA).

hvilke midler der skulle bringes i anvendelse i denne situation. I sin tale i Folketinget den 19. September fremhaevede Neergaard, at safremt man i juli-dagene havde holdt sig til bankinspektionens vurderinger og havde bragt sagen til Rigsdagen pa dette grundlag, ville bankens fuldstaendige sammenbrud ikke have vaeret til at hindre. Med den valgte fremgangsmadehavde de ansvarlige opnaet, at sindene til en vis grad var forberedtgennem de staerke fald i aktiekurser m. v. »Eet er altsa sikkert, at hvis man var gaet den vej, som jeg indrommer var den mest tiltalende, og navnlig matte vaere den mest tiltalende for de nationalbankdirektorer og de to ministre, som den aften patog sig et tungt og knugende ansvar, havde man ikke kunnet hindre bankens sammenbrud« 58. Selv med den nye viden, som Neergaard var i besiddelse af om de da konstaterede kendsgerninger, ma udtalelsen bekraefte den formodning, at Neergaard i juli havde vaeret tvivlende, havde valgt den »mest tiltalende* udvej, men maske med haeldning mod at stole mest pa inspektionen.

Statsministerens overvejelser ma derfor laenge forud for septemberrekonstruktionen af Landmandsbanken have koncentreret sig om, hvorledes man kunne skabe et finansielt grundlag for en rekonstruktion af banken ogsa under forudsaetning af det storst mulige tab. I denne sammenhaeng havde han behov for H. N. Andersens stotte. Denne ville qua sit navn og sine penge vaere den garant over for offentligheden, der kunne afvaerge et katastrofalt fald i tillid til en kommende bankrekonstruktion 59. Det ma betragtes som givet, at H. N. Andersen meget tidligt - og ogsa for beslutningen af 9. juli - var informeret om bankens vanskeligheder 59a. Herefter ligger det naer at antage, at Andersen og Neergaard pa et tidligt tidspunkt har droftet rekonstruktionsvilkarene, savel i politisk som i finansiel

Meget peger saledes i retning af, at Neergaard og Andersen havde talt sammen forud for den 5. august. Nar Neergaard valgte netop denne dato til at fore den for ham übehagelige samtale med sin udenrigsminister, ma det ses i sammenhaeng med de politiske omstaendigheder, hvorfor der ovenfor er redegjort. Netop den 5. august var man naet til afslutning pa en langvarig og pa det sidste til det yderste dramatisk folketingssamling.Den

---

58. Ibid. sp. 57.

59. Se herom: SorenMorch, anf. sk. s. 142.

59a. Jvf. de fremkomne rygter (note 57). Borskommissaer Schovelin bemaerkede ved Landstingets behandling af bankloven: »H. N. Andersen var jo alt den gang [den 8. juli] inde i tingene, han havde fort en maengde samtaler med Gliickstadt om Landmandsbankens farlige situation, han havde vaeret zu haben, om man havde sendt bud efter ham pa dette tidspunkt, han var i hoj grad inde i historien«. (RT, overordentlig samling 1922, LT, sp. 75).

ling.Den5. august havde Neergaard derfor endelig tid til at tage det indreopgor, som - safremt den ovenstaende rekonstmktion er rigtig - var nodvendiggjort, fordi Andersen over for Neergaard havde stillet: som en betingelse for sin medvirken i bankrekonstruktionen, at regeringen udskiftede sin udenrigsminister. Der kommer pa dette grundlag mening i Scavenius' anke over, at der ikke forela nogen saglig begrundelse for hans pludselige fjernelse. Neergaard og handelsminister Tyge Rothe havde den 8. juli lovet at hemmeligholde deres viden om Landmandsbanken,ogsa. for deres ministerkolleger, og Neergaard kunne derfor ikke godt hverken robe situationens alvor eller fremstille sagen saledes, at han som statsminister matte boje sig for en privatmands onsker med hensyn til sammensaetningen af den regering, han ledede.

Der er i ovenstaende forsog pa en fortolkning af omstaendighederne omkring Harald Scavenius' afgang ikke taget stilling til sporgsmalet om, hvorvidt deter rimeligt at antage Scavenius' egen - over for Piirschel fremforte - forklaring: at den egentlige arsag til H. N. Andersens magt la. i Madsen-Mygdals okonomiske afhaengighed af OK. Som ofte fremhaevet var landbrugsministerens broder direktor i 0K⁶⁰, og man kan tillige hsefte sig ved, at Madsen-Mygdal ved sin indtrasden i ministeriet havde betinget sig en forudgaende samtale med Andersen. Imidlertid ma det vaere afgorende at fremhaeve, at der stod 5 ministre bag kravet om Scavenius' afgang, og at disse i hvert fald ikke alle kunne sta i afhaengighedsforhold til OK-koncernen. Med forsigtighed kan drages den konklusion, at Andersen fra sin okonomiske magtpositlon kunne fremkalde et udenrigsministerskifte, men det ma samtidig tilfojes, at den okonomiske indflydelse forst havde mulighed for at gore sig gaeldende, da den kombineredes med en tilstraekkelig staerk politisk pression, og at den politiske pression fremkom, fordi et flertal af Scavenius' ministerkolleger igennem laengere tid havde vaeret utilfredse med udenrigsministerens person. De s's muligheder for at agere blev endelig storre i forbindelse med J. C. Christensens beslutning om at forlade regeringen. Regeringen bestod herefter af 9 medlemmer, og de 5 udgjorde saledes et flertal «i.

---

60. Dette forhold fremhasvedes ofte af samtidens presse. Se tillige Kai Moltke, anf. sk. s. 273.

61. Ifolge dagspressen forlod J. C. Christensen regeringsarbejdet allerede den 4. august efter rigsdagssamlingens ophor, og den 15. august betegnede kun den formelle overdragelse af kirkeministeriet til Appel. Begrebet »regeringens flertal* daekker over det faktiske forhold, at der i efterfolgende ministermode forekom afstemninger. Denne procedure er ud over det saedvanlige, maske enestaende. I forbindelse med droftelserne om dannelsen af en samlingsregering den 9. april 1940 fremforte Venstre bl. a. det krav, »at der ikke i faellesrege- ringen matte foretages afstemninger, saledes at de 6 nye ministre kunne risikere at blive overstemt« (HenrikNissen: 1940. Studier i forhandlingspolitikken og samarbejdspolitikken, s. 23); men bortset fra denne helt sasrlige situation har jeg ikke viden om, at nogen anden dansk regering har vaeret stillet over for sporgsmalet om - end sige betjent sig af - afstemninger som middel til fastlaeggelse af regeringens politiske kurs. Nar det forekom i efteraret 1922, ma det derfor tages som et tegn pa regeringens svaghed.

Det skal endelig tilfojes, at Neergaard den 22. august havde en samtale med Christian M. T. Cold 62, og at Cold den 24. august kunne skrive til Neergaard: »Mange tak for de venlige linier, det glaedede mig meget, at Kongen sa beredvilligt var gaet ind pa Deres Excellenses tanker« G3. Den nye udenrigsminister var reelt »antaget«; bade han og etatsraden kunne med ro i sindet afvente hans formelle overtagelse af forretningerne.

IV

Hvorfor effektueredes udenrigsministerskiftet ikke allerede i august 1922? Den 17. august skrev Jacob Appel til sin hustru: »Hvad angar udenrigsministeren er sagen sat i bero til november. Deter en kedelig historie, thi deter pinligt at sidde sammen med en mand, der »skal« ga« 63a. De ovrige ministre var saledes fuldt informerede, men hvorfor havde Neergaard valgt at vente til november? Flere forklaringer kan taenkes. For det forste var Neergaard naeppe interesseret i at oge den politiske spaending, som et pludseligt ministerskifte uvaegerligt ville fremkalde. For det andet var det vanskeligt at finde en begrundelse, der kunne have tilstraekkelig vaegt over for offentligheden. J. C. Christensen havde meddelt, at han ville traekke sig tilbage den 15. august, men blev hans tilbagetraeden ledsaget af en yderligere ministerudskiftning, ville sagen fa uonskede politiske virkninger, idet den siden af Harald Scavenius brugte forklaring om »gemytternes uoverensstemmelse« da ville kunne tolkes som en mere omfattende utilfredshed med regeringssamarbejdet. For det tredie - og der er her en sammenhasng med den foregaends forklaring - kom Andersens krav om en ny udenrigsminister pa et tidspunkt, hvor Neergaard af andre grunde var tvunget til at overveje, om hans regering ikke traengte til en mere omfattende fornyelse. Skulle der vaere nogen mening i hans ledelsesfunktion, matte det derfor vaere magtpaliggende, at de forskellige ministerskifter koordineredes i en samlet rekonstruktion.

Som tidligere anfort var sommeren 1922 prseget af en hektisk politisk
aktivitet, under hvilken isaer forholdet mellem Venstre og DkF udsa'.tes

---

61. Ifolge dagspressen forlod J. C. Christensen regeringsarbejdet allerede den 4. august efter rigsdagssamlingens ophor, og den 15. august betegnede kun den formelle overdragelse af kirkeministeriet til Appel. Begrebet »regeringens flertal* daekker over det faktiske forhold, at der i efterfolgende ministermode forekom afstemninger. Denne procedure er ud over det saedvanlige, maske enestaende. I forbindelse med droftelserne om dannelsen af en samlingsregering den 9. april 1940 fremforte Venstre bl. a. det krav, »at der ikke i faellesrege- ringen matte foretages afstemninger, saledes at de 6 nye ministre kunne risikere at blive overstemt« (HenrikNissen: 1940. Studier i forhandlingspolitikken og samarbejdspolitikken, s. 23); men bortset fra denne helt sasrlige situation har jeg ikke viden om, at nogen anden dansk regering har vaeret stillet over for sporgsmalet om - end sige betjent sig af - afstemninger som middel til fastlaeggelse af regeringens politiske kurs. Nar det forekom i efteraret 1922, ma det derfor tages som et tegn pa regeringens svaghed.

62. Niels Neergaards arkiv, noteringskalendere.

63. Ibid., breve fra forskellige.

63a.Jacob Appels arkiv (RA), breve til hjemmet fra ministertiden 1920-24.

for en spidsbelastning. Den dramatiske 3. behandling i Folketinget af forsvarslovene den 27. juli sluttede med en afstemning, hvor 73 stemte for lovene, 70 imod, mens 6 - heraf 5 konservative - undlod at stemme. Til det sidste havde der vaeret uvished om, hvorledes de konservative stemmer ville fordele sig₆₄. Hermed var regeringens kvaler imidlertid ikke afsluttede. Umiddelbart efter afstemningen stillede Bent Holstein en foresporgsel til regeringen om, hvad man agtede at foretage sig i anledningaf, at Industriradet den 15. juli havde anmodet om vaerneforanstaltningerfor danske industrier, der truedes i deres eksistensmuligheder af konkurrence fra lande med deprecieret valuta⁶⁵. Det var en antaendt bombe med kort lunte, der herved lagdes under regeringen. Med udnyttelseaf viden fra sin tid som konservativ folketingsmand havde Holstein sat et stod ind, der kraevede omgaende handling. Forsvarslovene var endnuikke kommet gennem Landstinget, og regeringen matte forudse, at dette lovkompleks savel som dens eget liv kunne trues, safremt den i Rigsdagenindtog en holdning, der ikke abnede mulighed for en industribeskyttelseunder en eller anden form. DkF og Socialdemokratiet havde laenge onsket beskyttelsesforanstaltninger. Det radikale Venstre ville formentligmed glsede deltage i en aktion, hvorved der tillige var udsigt til at fremtvinge det folketingsvalg, som ville vzere et effektivt stop for forsvarslovenesgennemforelse.

Regeringen handlede hurtigt. Hverken Venstres forhandlingsprotokol eller den fragmentarisk overleverede ministermodeprotokol6e indeholder nogen omtale af importreguleringssporgsmalet, men gennem ineget fyldige optegnelser i DkF's protokoller er det muligt - i hvert fald i hovedtrsek - at folge Venstres handlinger 67.

---

64. Victor Piirschel beretter i et utrykt manuskript til en erindringsbog bl. a.: »Nar det erindres, at forliget vedtoges i Folketinget ved navneoprab med 73 jastemmer mod 70 nej, vil det ses, at vi ikke kunne have talt de 5 stemmer imod. Nu svarede de: »stemmer ikke« ... Situationen var ret spaendende under debatten. Jeg tvang mig selv til at ga smilende op og ned i folketingssalen, medens jeg vidste, at der bag kulisserne hersedes med de 5 oprorere, saledes at fru Malling-Hauschultz til sidst gav sig til at graede. Alle kendte for ovrigt stillingen, hvilket bl. a. fremgik af, hvad den lille radikaler Bertel Dahlgaard sagde til mig: »Lad vaere at ga og se sa tilfreds ud. De er jo i virkeligheden bundfortvivlet«. (Victor Piirschels arkiv, manuskript til erindringer).

65. I saerlig grad Tyskland, Czekoslovakiet og ostrig.

66. Ministermodeprotokollen for perioden 1920-22 er ikke fundet. Imidlertid har Tyge Rothe foretaget en afskrift af protokollen fra de moder, der i saerlig grad stod i forbindelse med hans afgang. Afskriften findes i en saerlig protokol og opbevares i Tyge Rothes arkiv.

67. Venstres rigsdagsgruppe skiftede sekretaer i sommeren 1922. Det har praeget protokoloptegneleerne, som for visse moder helt mangier, for andre er meget ufuldstaendige.

Pa det konservative gruppemode den 1. august meddelte partiets toldlovsordforer, Drachmann, at han sammen med folketingsgruppens formand, Pitzner, havde haft en samtale med statsministeren og handelsministeren om den stilling, man skulle tage, safremt Holsteins foresporgsel fulgtes op af en dagsorden 68. Neergaard var til sidst kommet ind pa den tanke, at man helt kunne undlade at besvare foresporgslen! Da greb imidlertid indenrigsministeren ind og stottede handelsministeren i, at der matte gores noget effektivt over for industriens krav; handelsministeren indsa, at i hvert fald en del af de konservative formentlig ville stotte en mod regeringen rettet industrivenlig dagsorden, og Neergaard frygtede et valg. »Venstre tor i virkeligheden ikke ga til dets egne vaelgere med dets militserordning. Ved at handle aktivt pa industrisporgsmalet vil det derimod ikke kunne vente nogen sideild fra radikale og socialdemokraterne, og regeringen er ikke blind for, at den ma tage hensyn til os, da den ikke kan tage valg pa dette sporgsmal«, vurderede Drachmann. Kragh og Neergaard havde ved afslutningen af samtalen sogt at komme igennem med en politisk dagsorden, men det havde Drachmann afvist, og forhandlingerne udsattes da.

Natten til mandag den 31. juli blev de - stadig ifolge Drachmanns oplysninger - genoptaget, men nu alene mellem Kragh og Drachmann. Kragh kunne tilbyde, at regeringen ville gamed til en regulering for skotojs- og tobaksindustrien, idet han dog stillede den betingelse, at der herefter ikke skulle komme videre krav; dette havde Industriradet ikke kunnet tiltrsede, idet man ikke ville fraskrive sig retten til fremover at varetage medlemmernes interesser 69. Det var Drachmanns formodning, at der var besindige folk i Venstre - nu inklusive statsministeren - der kunne overbevises om nodvendigheden af foranstaltninger, og han kunne tillige meddele sine gruppefaeller, at der var optraek til enighed mellem Industriradet og regeringen.

Den langvarige diskussion i den konservative gruppe viste en overvejende stemning for at modtage regeringens tilbud. Da der var etableret enighed herom, fandt Piirschel det nodvendigt, at man underrettede statsministeren om partiets stilling forud for Venstres gruppemode, der var berammet til kl. 12 samme dag. Det besluttedes da, at Piper, Pitzner og Drachmann skulle rette henvendelse til regeringen, og et mode blev berammet til kl. 11,30™.

Kl. 12,15 genoptog den konservative gruppe sit mode, hvor Piper aflagdeberetning

---

68. Kons. faellesgruppeprotokol, anf. dato.

69. Ibid.

70. Ibid.

lagdeberetningom modet med regeringen, der havde vaeret repraesenteretved Neergaard, Kragh og Rothe⁷¹. Disse havde erklseret sig villige til at staved de af Kragh tidligere afgivne lofter, men de praciseredenu kravet om, at regeringen ikke herefter ville blive modt med yderligereforlangender. Sadanne garantier kunne man ikke give fra konservativside, og man enedes da om det kompromis., at kommende sporgsmal matte loses i forbindelse med den sendring af toldloven, som man var igang med at foretage 72. Den konservative gruppe godkendte forhandlingsresultatet, idet Drachmann palagde den absolut tavshed om de foregaede forhandlinger.

DkF havde banet vejen for regeringen: man havde givet et tilsagn om, at man ikke ville deltage i et eventuelt overbud under forhandlingerne i Rigsdagen om det forslag, som regeringen ville fremssette. Derved var det blevet muligt for de tre ministre at fa. den samlede regerings tilslutning og siden at overbevise Venstres rigsdagsgruppe om nodvendigheden af at indlade sig pa denne politik. Den 3. august fremsattes i Folketinget forslag til en bemyndigelseslov for handelsministeren til at foretage de fornodne reguleringer, og den samme dag fandt 1. behandling sted. Den folgende dag fortes forslaget gennern savel Folketing som Landsting, idet samtlige partier gav forslaget tilslutning 73.

Regeringen havde reddet livet, men beslutningen ma have vseret overordentligvanskelig at traeffe og kan kun begrundes i Venstres valgfrygt. Der var ikke tale om et let og elegant skridt til siden, men om et dybtgaendeindgreb i Venstres fundamental principper. Fra erhvervskrisens start i slutningen af 1920 havde regeringen formuleret en politik, hvis hovedindhold var, at prisfaldet pa verdensmarkedet skulle have lov at omsaette sig til det danske marked uden restriktioner. Det var blevet landbrugsminister Madsen-Mygdals okonomiske evangelium, fremsat i et utal af taler, men ingen af de ovrige ministre havde tilsyneladende sogt at afdaempe hans aktivitet. Det var ikke overraskende, at handelsministerenved sin forekeggelse af forslaget ledsagede det med folgende bemaerkninger: »Deter, hvad sikkert enhver i dette hoje ting vil kunne forsta, og hvad jeg for mit vedkommende heller ikke onsker at laegge skjul pa, ikke uden betaenkeligheder og, jeg kan maske tilfoje, ikke uden store betaenkeligheder, regeringen er gaet til dette skridt« 74. Pinstrup,

---

71. Ibid.

72. I november 1921 forelagde Neergaard forslag til en ny toldlov. Lovforslaget blev ikke faerdigbehandlet i rigsdagssamlingen 1921-22, vsesentligt pa grund af konservativ modstand mod forslagets liberalistiske tendens.

73. RT, 1921-22, FT, sp. 9588-9708, LT, sp. 3019-3051.

74. Ibid. FT, sp. 9591.

der var den fremmeste repraesentant for landboorganisationerne i Venstresfolketingsgruppe,
tog i et kort indlasg direkte afstand fra forslaget7s.

Kobet af konservativ stotte kostede regeringen dyrt i indbyrdes enighed. I pressen var der allerede den 3. august forlydender om, at Madsen- Mygdal havde ksempet hardt imod regeringens beslutning, men at han var blevet overstemt^7e. Flere Venstreblade beklagede ide folgende dage staerkt det tagne skridt77, og omkring den 10.-12. august var der bladmeddelelser om, at landbrugsministeren ville forlade regeringen 78. H. N. Andersen underholdt den 13. September lord Gran ville med, at Madsen- Mygdal havde vaeret »on the very point of resignation* omkring den 3. august, men at han havde overtalt bade Madsen-Mygdal og Rytter til at forblive pa deres poster 79. Selv om denne udtalelse langt fra behover at vaere sandfaerdig, kan der ikke vaere tvivl om, at der var opstaet en alvorlig konflikt mellem ministrene.

Madsen-Mygdal forholdt sig - helt mod saedvane - tavs august maned igennem, og da han endelig den 1. September holdt en offentlig tale ved Fyns Tidendes 50-ars jubilasum, var hans formuleringer sa indpakkede, at de lod sig tolke i forskellige retninger. Dog erklaerede han bl. a. om importreguleringen: »Deter en afsluttende indrommelse, der sagligt set er svagt underbygget, og vi vil ikke fortsaette« 80. I betragtning af at det lovmaessige grundlag for importreguleringerne var en bemyndigelseslov for handelsministeren, er det imidlertid ikke klart, om Madsen-Mygdal hermed annoncerede, at man ikke ville benytte bemyndigelsen laengere, eller om regeringen ikke ville udvide bemyndigelsen. Om tendensen kunne der dog ikke herske tvivl.

Konflikten mellem ministrene lader sig ikke folge i sit forl0b; men pa et ministermode den 27. September var det lykkedes for landbrugsministerenat mobilisere et flertal mod fortsat at benytte bemyndigelsen. Folgende beslutning blev truffet: »Det vedtoges, at (skotojs)udvalget skal sammenkaldes til d. 3. oktober. Her gives meddelelse om, at regeringen ikke agter at anvende den i loven givne bemyndigelse. Endvidere bestemtesdet, at udenrigsministeren skulle meddele dette regeringens standpunkttil den tyske gesandt« 81. Beslutningen har tilsyneladende vaeret enstemmig,saledes

---

75. Ibid. FT, sp. 9646.

76. Socialdemokraten, anf. dato.

77. Disse beklagelser kom i saerlig grad til udtryk i Aalborg Amtstidende.

78. »Kl. 5« samlede den 13. august disse rygter til den vurdering, at M.-M. ikke kunne ga, fordi han var bundet af hensyn til sine kolleger.

79. FO 371/8094.

80. Fyns Tidende den 3. September 1922. Politiken kommenterede den 2. September indgaende talen.

81. Ministermodeprotokollen, anf. dato.

stemmig,saledessom det fremgar af forhandlingerne i ministermodet den
2. oktober, hvor man havde en indgaende droftelse af 27. septemberbeslutningen.

En ophaevelse af importreguleringen ville vaere ensbetydende med en meget alvorlig skserpelse af forholdet til de konservative. Deter helt utaenkeligt, at DkF kunne sta model til en total negligering af et af partiets centrale programpunkter og tilmed af en af de fa politiske gevinster, som man havde hentet hjem i samspillet med Venstre-regeringen. Regeringen havde truffet sin beslutning pa grundlag af modtagne protester mod reguleringerne fra Tyskland og Czekoslovakiet, men disse protester havde nasppe en sadan vaegt, at de kunne kaste regeringen ud i en kursaendring uden i hvert fald pa forhand at optage forhandling med disse og andre interesserede stater. Arsagerne til beslutningen ma derfor soges i grunde, der ligger uden for importreguleringssporgsmalet. Mellern den 1. august og den 27. September la Landmandsbank-affseren, der veevedes ind i den politiske situation med vide konsekvenser for sammenholdet i regeringen.

V

Den 13. juli 1922 samledes regeringen for i et ministermode at drofte de skridt, som statsministeren og handelsministeren sammen med Nationalbankensdirektion og bankinspektor Green havde foretaget i anledning af, at bankinspektoren i begyndelsen af juli havde afsluttet sin undersogelseaf Landmandsbankens forhold 82. Efter statsministerens og handelsministerensredegorelse spurgte Kragh, om det nu ogsa var rigtigt at ga ind pa. den »ventetaktik«, som var indbygget i Nationalbankens forslagom at tilfore banken en ny reservekapital pa 30 mio. kr. I hastig raekkefolge formulerede han sine sporgsmal: »Bor Rigsdagen ikke straks have besked, sa sagen kan finde sin afgorelse? Er det i det hele taget forsvarligt ikke straks at give meddelelse til Rigsdagen? Er man nu ogsa nogenlunde sikker pa at vaere naet til bunden?« Justitsministeren, der tilligevar kgl. bankkommissasr, og trafikministeren tilsluttede sig Kraghs betaenkeligheder, mens udenrigsministeren stottede Neergaard og Rothe. Ministrenes anledning til overhovedet at beskasftige sig med banksagen fremkom, fordi Nationalbankens ledelse havde stillet krav om, at statenskulle vaere medgarant for de midler, der efter den indgaede aftale skulle stilles til radighed for Landmandsbanken. Ministermodet mundede ud i en beslutning af folgende indhold: statsministeren skulle meddele

---

82. Ibid.

Nationalbankens bestyrelse, at man naerede store betsenkeligheder ved at vente til efteraret med at give Rigsdagen besked, idet han dog samtidigskulle udtale, at der var enighed om at stotte de tilsagn, som statsministerenhavde givet angaende statens medvirken ved rekonstruktionen.

Den trufne beslutning betod med andre ord, at en majoritet i ministeriet ville have forholdene droftet i Rigsdagen, forend man patog sig en statslig forpligtelse over for Landmandsbanken. Da Neergaard forelagde dette krav for Nationalbanken, bojede bankens ledelse af og patog sig alene at sta som garant for reservekapitalen. I et ministermode den 31. juli kunne Neergaard forelsegge denne meddelelse 83.

Hermed havde regeringen mistet anledningen til pa dette tidspunkt at grave dybere i Landrnandsbankens forhold. Det indtryk star imidlertid tilbage, at selv om statsministeren og handelsministeren i henhold til deres derom afgivne lofte ikke havde forelagt de ovrige ministre bankinspektionens opgorelse, men alene havde henholdt sig til de oplysninger, der var indeholdt i 9,-juli-erklseringen, sa var det en udbredt opfattelse i regeringen, at man var pa vej ind i en vanskelig situation, og at bankens stilling maske var langt vaerre, end de to ministres oplysninger lod ane. Man var nok ikke »nogenlunde sikker« pa at vaere naet bunden.

Den 13. September 1922 revnede ballonen. Bankens stilling var nu sa truet, at et sammenbrud var umiddelbart forestaende; Madsen-Mygdal og Rytter var allerede gennem H. N. Andersen blevet sat ind i sagen, og ved et hastigt sammenkaldt mode den 13. September matte Tyge Rothe give sine to ministerkolleger en redegorelse for katastrofens virkelige omfang⁸⁴. Forst den 14. September lykkedes det at komme i forbindelse med Neergaard, og et ministermode blev indkaldt til den 15. September.

Pa ministermodet fremkom handelsministeren med en laengere redegorelsefor forholdene omkring banken, og alle andre tilstedevaerende agerede, som om man forst nu fik viden om forholdene. Landbrugsministerenerklaerede, at da man forst nu fik meddelelse om de virkelige forhold,kunne der ikke pa dette mode traeffes nogen beslutning. Det foruroligedeham, at der var uoverensstemmelse mellem 9.-juli-erklaeringenog bankinspektionens opgorelse. »Beklagede, at de to ministre, der i sin tid deltog i forhandlingerne, ikke havde givet »vi« (os) andre fuld

---

83. Ibid.

84. Jeg takker Soren Morch for denne oplysning, der uddyber hans anf. sk., note 15: »H. Green overvaerede, at Tyge Rothe fortalte sine kolleger om undersogelsen«.

oplysning om forholdene. Hvis han havde vidst, hvad han nu ved, sa var han ikke gaet med for sit vedkommende«. At hele situationen i hvert fald for nogle af de tilstedevaerende var ganske uklar, vidner undervisningsministerAppels sporgsmal til statsministeren om; han spurgte dels, om ministermodebeslutningen den 13. juli indebar, at man ogsa var gaet med til en ordning under forudsaetning af et tab pa. 144 mio. kr., dels om statsministeren over for offentligheden ville vedsta, at ministeriet ikke havde vasret underrettet om sagens rette sammenhaeng. Pa det forste sporgsmal kunne Neergaard svare benaegtende, pa det andet bekrasftende.

De folgende dage blev en lang raekke af moder, hvor det centrale sporgsmal i stigende omfang blev det indre sammenhold i regeringen. Den 15. om aftenen holdt regeringen mode med nationalbankdirektorerne, direktorer fra Privatbanken, Handelsbanken og Store Nordiske Telegrafselskab samt bankinspektor Green⁸⁵. Man dro:Etede indgaende sporgsmal om, hvorledes man skulle skaffe den praeferencekapital pa 100 mio. kr., der var nodvendig for at gennemfore bankrekonstruktionen; men sidelobende med disse forhandlinger om de okonomiske forhold matte regeringen finde sine ben i forhold til partiet og til den Rigsdag, der var indkaldt til overordentlig samling den 18. September.

Den 16. September tradte regeringen atter sammenB(;. Trafikminister Slebsager rejste pa dette mode sporgsmalet om »regeringens stilling politisk efter hvad der var sket«. Han ansa det for mest sandsynligt, at regeringen ville blive tvunget vaek ved den kommende rigsdagsdebat. »Han ville derfor anse det for rigtigt, om ministeriet allerede ved debattens indledning gav meddelelse om, at det stillede sine portefoljer til disposition, sa snart lovforslaget om bankens rekonstruktion var gennemfort i Rigsdagen og stadfaestet af Kongen. Man ville derved opna at holde det politiske ude af sagen«. Statsministeren ansa en sadan fremgangsmade for uheldig og fandt ikke, at der var noget i situationen, der gjorde det rigtigt eller nodvendigt at handle saledes »medmindre der da var forhold i selve ministeriet, som gjorde, at man ville spraenge det hele i stykker«.

Krisen omkring Landmandsbanken var nu tillige blevet en krise i regeringen.Statsministeren fandt kun stotte for sine synspunkter hos handelsministeren,der tilbod at ga af, og hos udenrigsministeren. Justitsministerenog landbrugsministeren stottede Slebsager, ogsa efter at statsministerenhavde foretaget sin bedommelse af dennes motiver. Ved forst givne lejlighed havde Neergaard dermed modt en meget kraftig afstandtagenfra sin og Rothes adfaerd i banksagen, og reaktionen kom fra de

---

85. Ministermodeprotokollen, anf. dato.

86. Ibid.

ministre, der endnu havde deres fulde indflydelse i behold. Ministermodetresulterede i en beslutning om, at statsministeren og handelsministerenved det kommende bestyrelsesmode i Venstres rigsdagsgruppe skulle forelaegge sagen og gore rede for alle forhold. Om trafikministerens forslagblev der ikke truffet beslutning.

Efter et langvarigt mode Sondag den 17. September, hvori deltog de maend, der havde vaeret med til modet den 15. om aftenen, men nu suppleret med H. N. Andersen, vendte ministermodet den 18. September tilbage til droftelsen af ministeriets interne forhold 87.

Forud for ministermodet havde Neergaard og Rothe rnandag formiddag givet gruppebestyrelsen meddelelse om bankrekonstruktionens baggrund og indhold, og statsministeren patog sig sammen med handelsministeren det fulde ansvar for 9.-juli-erklaeringen. Modet strakte sig langt ud pa eftermiddagen, og fra mange sider rejstes der staerk kritik mod ministrene. Pinstrup betegnede julierklaeringen som vildledende og udtalte, at offentligheden var blevet vildledt pa trods af, at medlemmer af regeringen vidste dette. Dette forhold kunne Venstre efter hans opfattelse ikke daskke over. I. A. Hansen, der var politisk ordforer i Folketinget, fandt det sandsynligt, at der ville blive fremsat et mistillidsvotum mod regeringen i Folketinget, og at det ville opna flertal. Redaktor Quist, Fyns Tidende, pegede direkte pa, at handelsministeren burde ga af, hvorimod statsministerens afgang efter hans opfattelse ville vaere et for regeringen uerstatteligt tab. Intet medlem af bestyrelsen tog efter modereferatet ordet for at stotte handelsministeren, men Neergaard erklaerede, at »handelsministeren og jeg star faelles i denne sag« 88.

Da ministermodet endelig kunne trade sammen, indledte Neergaard med et krav om, at man kom til fuld klarhed over ministeriets indre forhold.Trafikminister Slebsager fremsatte da folgende udtalelseß9: »Jeg ved, at statsministeren over for Rigsdagen og derigennem over for offentlighedenvil udtale sig fuldstaendig abent og laegge alt frem, sa der ikke senere kan peges pa, at der var noget, som man ville holde skjult. Det er godt og rigtigt; thi i et forhold som dette bor alt lasgges fuldstaendig abent og redeligt frem, selv om det kan gore ondt. Jeg har imidlertid indtrykaf, at statsministeren mener, at vi ikke laengere har tillid til hans ledelse, og jeg vil da gerne til forklaring af mit syn pa forholdene sige: Jeg er ikke i ringeste tvivl om, at statsministeren har handlet fuldt i god

---

87. Ibid.

88. Venstres gruppeprotokol, anf. dato.

89. Ministermodeprotokcllen, anf. dato. Slebsager var regeringens protokolforer og har formentlig nedskrevet denne erklaering efter manuskript.

tro den 9. juli, selv om jeg ikke mener, at man da har handlet rigtigt, og selv om jeg mener, at ministeriets ovrige medlemmer burde have haft fuld rede pa alle forhold, thi ministeriet er en eenhed. Nar vi ikke fik det, er jeg imidlertid ganske klar over, at statsministeren ikke undlod at give os denne redegorelse, fordi han ville holde os udenfor, men fordi han over for de ovrige deltagere i modet den 9. juli folte sig forpligtet til at tie. Det har derfor ikke svaekket min tillid til statsministerens loyalitet. Det, at man efter min overbevisning handlede fejl den 9. juli, har heller ikke medfort, at jeg ikke fremdeles anser statsministeren for at vaere den bedste politiske forer for vort parti; thi selv den klogeste og dygtigs.e mand kan gribe forkert. Men jeg mener, at man tager konsekvenserne af, at der er grebet fejl derved, at ministeriet stiller sine portefoljer til radighed, sa snart »bankloven« er vedtaget. Jeg tror, at statsministeren da igen bliver kaldt til at overtage den politiske ledelse, og jeg vil da med glaede fortsat samarbejde med Dem, statsminister, fordi min tillid til Deres loyalitet og politiske forerevne er usvaekket; men jeg synes, at der ma en demission ind i mellem, for at forholdene kan komme pa deres rette plads«.

Landbrugsministeren, justitsministeren og undervisningsministeren gav deres tilslutning til Slebsagers forklarende udlaegning af det den 15. September fremsatte krav, og Neergaard erklaerede, at han var glad for udtalelsen, fordi den fjernede enhver misforstaelse. Han fortsatte: »Men jeg har i de sidste dage ligesom haft en folelse af, at tillidsforholdet var svzekket, og at man onskede samarbejdet bradt. Nu forstar jeg det hele, og nar det ligger pa den made, sa kan jeg godt tamke mig at folge den vej, som De anser for den rigtige, hvis bestyrelsen og partiet er enige heri«. Man besluttede da, at statsministeren den folgende dag skulle meddele partiorganerne ministermodets beslutning om at demissionere efter banklovens vedtagelse. Safremt bestyrelsen og partiet ikke var enige i dette skridt, skulle der holdes nyt ministermode.

Ser man bort fra formuleringernes smukke indpakning, kan man gore stillingen efter regeringsmodet den 18. op saledes: Slebsager, Rytter,, Appelog Madsen-Mygdal havde erklaeret, at de ansa statsministerens handlingi banksagen for stridende mod de forudssetninger, hvorunder et ministerium skulle ledes. De godtog vel Neergaards undskyldende forklaringaf omstsendighederne, men disse var ikke nogen tilstraekkelig grund til at retfaerdiggore hans handling. De kraevede derfor ministeriets demission.Neergaard havde alene faet stotte fra Rothe og Scavenius, men de var begge uden enhver politisk indflydelse. Klaus Berntsen deltog ikke

i disse moder pa grund af sygdom 90, og Oluf Kragh havde vseret fravaerendeved ministermoderne den 15. og 16., hvorfor han ikke den 18. markerede sin tilslutning til eller afstandtagen fra det krav, der var blevet fremsat under hans fravaer. Uanset hvorledes Kragh ville stille sig, matte Neergaard konstatere, at hans ministerium var pa vej til at blive spraengt. Pa denne baggrund ma man se hans beslutning om at boje sig for de 4 ministre, men under den forudsaetning, at gruppebestyrelse og rigsdagsgruppevar pa linie med de 4 ministre.

Neergaards henvisning til bestyrelse og partimode kan tilskrives formelle grunde, idet man erindrer sig, at han ogsa ved sin tiltraeden havde valgt at lade gruppen bekraefte den sag, der i virkeligheden var afgjort mellem J. C. Christensen og ham selv 91. Arsagen kan imidlertid ogsa soges i det forhold, at Neergaard erkendte sine vanskeligheder i regeringen.

Umiddelbart efter regeringsmodet samledes gruppebestyrelsen til mode kl. 20. Neergaard forelagde ministermodets beslutning, men partiformanden, Soren Brorsen, henviste sagen til behandling pa det gruppemode, der var indvarslet til tirsdag den 19. kl. 10 92.

Sporgsmalet om miriisteriets forbliven var nu akut. Tirsdag kl. 12 ville den overordentlige rigsdagssamling tage sin begyndelse, og skulle man folge de 4 ministres for slag, skulle Neergaard ved denne lejlighed meddele ministeriets tilbagetrasden. Selv pa denne baggrund bragte gruppemodet ikke nogen klarhed. Savel Brorsen som I. A. Hansen anbefalede at folge ministrenes beslutning, men en raekke andre talere tilradede forsigtighed, fordi et sadant skridt ville kaste skygge over hele ministeriet. J. C. Christensen erkla:rede ved debattens afslutning - sin vane tro - at det var afgorende, at ministeriet stod sammen, og han tilfojede, at det var meget vanskeligt at afgore sporgsmalet om ministeriets skaebne, men at ministeriet heist selv matte trasffe afgorelsen. Formanden gjorde denne opfattelse til partiets, og derved var Neergaard for sa vidt tilbage, hvor han begyndte 93.

Efter partimodet samledes ministrene i Landstingets ministervasrelse. Under indtryk af de udtalelser, der var fremkommet pa partimodet, veg de ministre, der havde onsket regeringens tilbagetraeden. Ministermodeprotokollensreferat af droftelserne er til det yderste kortfattet; den eneste positive oplysning er, at man traf den beslutning, at Neergaard selv

---

90. Saledes anfort i protokollen.

91. Neergaard fremhaevede i sine optegnelser i sommeren 1920, at det ikke var kutyme at drofte ministeriets sammensaetning med rigsdagsgruppen.

92. Venstres gruppeprotokol, anf. dato.

93. Ibid.

matte afgore sporgsmalet om demission og i bekraeftende fald selv fast-
SEette tidspunktet94. Partimodet havde abenbart styrket hans stilling.

Folketingsdebatten blev formentlig af en anden karakter end frygtet af Venstre og forudset af de rigsdagsmaend og ministre, der havde tilradet en demission. Dette forhold kan have vaeret en medvirkende arsag til, at sporgsmalet om regeringens demission blev udskudt, idet Venstres ledere pa forhand kan have indhentet informationer om, hvorledes de ovrige partier, i hvert fald DkF, ville stille sig. I Folketinget rejste intet parti krav om, at regeringen skulle ga af. Holstein, der ellers ikke gik af vejen for at rejste ministerstorm, benyttede endog lejligheden til at fremhasve, at regeringen havde en ligefrem pligt til at blive siddende, indtil sagen var udredet⁹⁵. Den tilsyneladende ansvarsfolelse, sorn besjaelede partierne, gjorde Neergaards stilling lettere. Han var ikke lzengere i en tvangssituation, hvor han matte handle hurtigt under indtryk af en mistillidsdagsorden. Derfor valgte han i Folketinget helt at undlade at beskseftige sig med sporgsmalet om regeringens videre skaebne, ogsa. selv om dagens aviser rigeligt havde droftet dette emne. Truslen fra Rigsdagen mod regeringens eksistens var afvaerget indtil oktober, nar den ordinaere samling tog sin begyndelse.

VI

Da dagens mange moder var afsluttet mandag den 18. September, skrev Jacob Appel, saledes som han med fa dages mellemrum gjorde det gennemhele sin ministertid, brev til sin hustru med beretning om dagens hasndelser. Han skrev bl. a.: »Sagen her er meget vanskelig. Det viste sig, at bestyrelsen blev meget stram. Vi har holdt 2 ministermoder og 3 moder med bestyrelsen. Nu i aften kl. 9V2 star sagen saledes: Der bliver af statsministeren holdt en tale, hvori der helt bliver gjort rede for sagens udvikling og for vor protest mod sagen, og dernaest siger han, at sa snart forslaget om ordningen af Landmandsbanken er vedtaget, stiller ministerietsine mandater til radighed, d. v. s. demissionerer. Tanken er da, at kongen efter demissionen konfererer med partierne, og at han dernsest opfordrer Neergaard til pa ny at danne et ministerium. I dette kommer Scavenius og Rothe i hvert fald ikke med. Denne fremgangsmade afhaengerdog af, at Hojre vil stotte ministeriet. Mange mener, at Hoj:re vil forlange en minister. Dette kan vi ikke ga ind pa. Hvis det dog ikke er muligt at fa dannet et flertal i Rigsdagen for regeringen, ma der ske nyvalg,men det vil Venstre og rimeligvis Hojre meget nodig. Neergaard

---

94. Ministermodeprotokollen, an. dato.

95. RT, overordentlig samling 1922, FT sp. 80.

har vaeret meget nedtrykt, men deter gaet bedre nu i eftermiddag, da
vi havde et stort opgor i ministermodet. Ja, morgendagen bringer losningen«96.

Selv om morgendagen ikke bragte Iosningen, sa kaster Appels brev lys over de centrale overvejelser, som regeringen pa dette tidspunkt gjorde sig. Der var for det forste overvejende sandsynlighed for, at Tyge Rothe nu ogsa tilhorte de ministre, der »skulle« ga. For det andet gjorde regeringen sig nogle strategiske overvejelser over, hvorledes man pa een gang skulle laegge luft mellem sig og den tyngende fortid, samtidig med at man bevarede regeringsmagten hos Venstre. Midlet skulle vaere en demission, en partilederdroftelse og en ny regering af Venstre, altsammen uden afholdelse af valg. Forholdet til DkF kom herved i forgrunden. Ville de konservative ikke stotte regeringen, matte der udskrives valg, men man kalkulerede pa dette punkt med, at de konservative - som Venstre - ikke var ivrige efter en konfrontation med vaelgerne. Med udviklingen tirsdag den 19. havde regeringen i hvert fald formelt overladt disse problemers losning til Neergaard.

De var alle besvaerlige. Tyge Rothe havde selv tilbudt sin tilbagetraeden, og ingen i Venstre havde tilsyneladende talt for hans forbliven. I sit brev til Frede Bojsen den 24. okt. 1922 anforer Rothe, at det ogsa forud for Landmandsbank-affaeren havde staet ham ganske klart, »at et sagligt samarbejde med flere af mine tidligere kolleger i laengden ville blive vanskeligt for ikke at sige umuligt at opretholde, navnlig efter at J. C. Christensen var tradt ud af regeringen« 97. Han fortsatte med en beklagelse over, at han ikke havde haft nogen politisk autoritet i partiet, og at det var meget vanskeligt at blive en af »deres egne«. Derfor havde han - efter egen opfattelse - haft svaert ved at klare opgaverne. Pa denne baggrund har Neergaard naeppe naeret noget onske om at bevare ham i sin regering: han var i politisk henseende ikke nogen gevinst, og med hans afgang ville offentligheden fa et sonoffer for bankaffaeren.

En afgorende vanskelighed var det imidlertid, at Neergaard sa staerkt havde bundet sig til sin handelsminister. Savel pa den interne partiarena som over for offentligheden havde Neergaard fremhaevet, at han og Tyge Rothe i fasllesskab tegnede ministeriets ansvar for erklaeringen af 9. juli. Skulle Tyge Rothe falde, ville det i overordentlig grad vanskeliggore Neergaards egen forbliven. Omvendt var der naeppe nogen mulighed for at redde Rothe, fordi det ville fremkalde en uovervindelig modstand hos de ovrige ministre.

---

96. Jacob Appels arkiv, anf. st.

97. Frede Bojsens arkiv, brevsamlingen.

Der findes sandsynligvis ikke noget kildemateriale, der kan belyse, hvilke overvejelser Neergaard gjorde sig i dagene mellem den overordentlige rigsdagssamlings slutning den 21. September og det ministermode, der afholdtes den 27. September. Den 25. skrev Appel om sit indtryk af dagens ministermode: »Men stemningen var ikke fri og fortrolig som tidligere«. Han vedlagde sit brevet udklip fra eftermiddagsbladet »Kl. 5« 98, hvori bragtes et forlydende om, at Kragh sammen med andre ministre planlagde at styrte Neergaard og lave en Venstre-koEilition med H. P. Hanssen-Norremolle. Svend Thorsen har taget dette brev til indtsegt for den af Klaus Berntsen senere fremsatte pastand om, at der bestod en alliance mellem 5 ministre (Kragh, Madsen-Mygdal, Rytter, Slebsager og Appel), der kraevede Neergaards afgang ". Man bor dog imidlertid understrege, at Appel i sit brev tog udtrykkelig afstand fra, at han ville indtraede i et nyt ministerium, der ikke havde Neergaard som chef.

Den 27. September sendte Appel folgende beretning: »I regeringen stadig uro - jeg kan ikke tro, at det holder ret lsenge. Slebsager sagde i gar til mig: »det ma sa blive Dig eller mig« til at danne ministerium. Jeg svarede straks: ja mig bliver det ikke, det vil jeg i alle fald ikke« 10°. Den 28. og 29. meddelte han om fortsat uro og forberedte sig nu pa at vende tilbage til sin forstandergerning pa Askov. Den 3. okt. sluttedes denne brevraekke med en konstatering af, »at bevsegelserne inden for ministeriet har vasret sa svingende, at man intet kunne sige om fremtiden, og jeg er ked af at blive ved med pa papiret at skrive om disse irrationelle og lidet tiltalende foreteelser«.

Appels brev viser, at ministermodets beslutning om at overlade regeringskrisens losning til Neergaard i hvert fald ikke medforte, at de »menige« ministre herefter sad med hasnderne i skodet. Der arbejdedes med en Iosning, og losningen sogtes naet gennem et statsministerskifte. Deter sandsynligt, at ogsa Neergaard var kommet til den konklusion, at han ikke kunne fortsaette. Herpa tyder flere forhold.

Den 27. September erkendte Tyge Rothe, at hans politiske skaebne var beseglet. I et brev til formanden for Venstres vaelgerforening i Nyborg meddelte han, at han onskede at nedlaegge sit hverv som kredsens folketingskandidatlol.Den folgende dag bekraeftede foreningens formand brevetsmodtagelse

---

98. Jacob Appels arkiv, anf.st., jvf. Sv. Thorsen, anf.sk. s. 400.

99. S v. Th or s e n, anf.sk. s. 400, jvf. Klaus Berntsens brev til Frede Bojsen den 15. oktober 1922 (Tre Venstremcend) s. 309 f.

100. Jacob Appels arkiv, anf. st.

101. Tyge Rothes arkiv.

vetsmodtagelseog erklaerede sig indforstaet i dette skridt¹⁰². At Tyge Rotheskrev netop den 27. September har sin saerlige betydning, idet det var datoen for det ovenfor omtalte ministermode, hvor en enstemmig regering traf beslutning om at afsta fra at benytte importregulerings-bemyndigelsen 103. Hermed var Rothes stilling umulig, idet han ud over sit ansvar i banksagenvar belastet med en regeringsbeslutning, der slog benene vask underham i hans handelspolitiske virksomhed. Men Neergaard havde jo bundet sig staerkt til sin handelsminister, og med Rothes vaklende stilling vaklede han ogsa selv.

Man kan derfor vanskeligt forsta ministermodets beslutning den 27. September pa anden made end som oplaeg til en eventuel valgkamp. Det har ikke vaeret muligt at fremdrage kildemateriale, der viser, om Neergaard i dagene mellem den 20. og den 27. September havde nogen form for kontakt med DkF, og det lader sig saledes ikke pavise, om regeringen valgte at sla bak i reguleringssporgsmalet, fordi man regnede med, at de konservative alligevel ville vaelte regeringen pa banksagen. Under alle omstaendigheder ma kalkulen vaere gaet i denne retning, og regeringen - inklusive Neergaard - besluttede derfor at soge importreguleringen gjort til det centrale tema i en kommende valgkamp. Importreguleringssporgsmalet skulle vaere det instrument, der kunne justere forholdet mellem Venstres vaelgere og DkF's vaslgere.

Pa baggrund af dette raesonnement kommer der mening i, at Slebsager den 26. September kunne drofte med Appel, hvem af dem der skulle overtage statsministerposten. Neergaard havde omkring den 26. ladet forsta - og pa ministermodet den 27. September meddelt - at han ville traekke sig tilbage. Dermed var kampen om, hvem der skulle vaere Venstres statsministerkandidat, indledt, og med regeringsbeslutningen den 27. havde Madsen-Mygdal en fordelagtig udgangsposition.

Endnu var der imidlertid tvivl i Neergaards sind. Den 28. September tog han derfor en samtale med de to konservative partiledere, Piper og Pitzner. Ifolge Pipers referat til den konservative rigsdagsgruppe havde Neergaard forespurgt, om en forandring i ministeriet ville vaere heldig set med konservative ojne. De konservative politikere havde svaret, at der efter deres mening ville vaere vanskeligheder ved en sadan forandring,og at statsministeren heist matte fortsaette, safremt der ikke fremkom nye momenter i Landmandsbank-affaeren. Isaer havde de understreget,at det ville blive svsert at enes om en ny regeringschef. Man bevEegede sig derpa ind pa en droftelse af den kommende politik, og

---

102. Ibid.

103. Se s. 586.

Neergaard havde herunder fremhaevet, at han ikke kunne taenke sig en ny toldlov gennemfort uden om de konservative, samt at han ikke ville lade fremscette yderligere lovforslag angaende grundskyld i den kommenderigsdagssamlinglo4. Disse lofter ramte centralt, idet Neergaard fik at vide, at de konservatives stilling til regeringen i hoj grad ville afhaenge netop af disse to sporgsmallos. Tilsyneladende gik Neergaard forsigtigt uden om importreguleringssporgsmalet og undlod altsa at omtaleregeringsbeslutningen af 27. September.

Samtalens virkning pa Neergaard fremgar af en optegnelse i Piirschels dagbog. Den 5. oktober havde han en samtale med sin folketingskollega, ingenior Korsgaard, der kunne berette, at Kragh over for ham havde ladet forsta, at Neergaard og Rothe forud for den 28. September havde vseret parate til at ga, men at samtalen med Piper og Pitzner havde aendret deres opfattelse 106. Baggrunden for dette meningsskifte ligger lige for: hvis Neergaard kunne spille den trumf ud, at de konservative kun ville stotte en Venstreregering under den forudsaetning, at han var regeringens chef, ville han komme til at sta meget staerkt. For hans modstandere i Venstre var der da kun den mulighed tilbage at udskrive folketings

Skulle Neergaard have nogen chance for at overleve krisen, var det nodvendigt ikke blot at sikre sig konservativ stotte. Han matte tillige Soge at reparere sit forhold til sine indflydelsesrige ministerkolleger. Efter samtalen med Pitzner og Piper havde han tilsyneladende dannet sig det indtryk, at de konservative til gengaeld for lofter om en toldpolitisk helhedslosning ville kunne sluge en ophaevelse af importreguleringen.

Tyge Rothe sa omvendt en svag mulighed for helt at komme ud af krisen ved at aendre regeringsbeslutningen af 27. September. Ved et ministermodeden 2. oktober tog han derfor denne beslutning op til fornyet droftelse. Han meddelte, at han fandt det umuligt at gennernfore en droftelse i importreguleringsudvalget, safremt han pa regeringens vegne skulle mode med en ultimativ formulering. Neergaard henviste til de modtagne protester fra udlandet og tillagde dem en sa afgorende vaegt, at ministermodets beslutning matte opretholdes. Der udviklede sig pa ny en voldsom diskussion 107, hvor Rothe, Scavenius og Oluf Kragh onskede

---

104. Det var en udbredt frygt i den konservative rigsdagsgruppe, at den i sommeren 1922 indforte, men ret übetydelige statslige grundskyld ville blive fnlgt op af en langt mere omfattende kommunal grundskyld.

105. Kons. faellesgruppeprotokol, den 4. oktober 1922.

106. Victor Piirschels dagbog, den 5. oktober 1922.

107. Diskussionens voldsomhed bekraeftes af Jacob Appel i brev til hustruen af 3. oktober 1922.

at mildne den tidligere beslutning. Kragh formulerede folgende forslag: »Regeringen mener ikke, at det bliver muligt at udnytte bemyndigelsen, da en sadan pa et rationelt grundlag ikke lader sig praktisere under henvisningtil de gjorte sasrdeles vaegtige og farlige indvendinger - men regeringenvil naturligvis soge en yderligere forhandling om sagen med de vedkommende magter under forudsaetning af, at en sadan kan finde sted uden fare for, at repressalier over for dansk eksport, medens forhandlingernestar pa, vil blive taget« 108. Selv over for dette blode oplaeg valgte Neergaard at sta fast pa den ultimative formulering, dog med den tilfojelse, at regeringsmodet kunne vende tilbage til sporgsmalet, safremtimportreguleringsudvalget onskede forhandling. Neergaard stottedesaf Appel, Madsen-Mygdal, Rytter og Slebsager.

Neergaard opnaede ved dette mode at bekraefte sin overensstemmelse med den floj i ministeriet, der havde vaeret hans skarpe kritikere i banksagen, samtidig med at han skabte en distance til Tyge Rothe. Atter afhang statsministerens politiske liv af de konservative, idet han ikke havde nogen information om, hvorledes de ville reagere pa regeringsbeslutningen. Den 3. oktober holdtes mode i importreguleringsudvalget, og Rothe forelagde regeringens standpunkt i overensstemmelse med garsdagens flertalsbeslutninglo9. Udvalget besluttede hurtigt, at der skulle forega droftelser i de enkelte partier forud for en videre behandling af problemet.

Det var derfor ikke nogen gunstig stemning, der pa. det konservative gruppemode den 4. oktober modte regeringen. Modet indledtes med en redegorelse fra Piper om dennes og Pitzners samtale med Neergaard den 28. September. »Adskillige faldt hojrostet i forbavselse«, noterer Piirsche l¹¹⁰, og gruppeprotokollen bekraefter dette indtrykm. I importreguleringssporgsmaletvar stemningen krigerisk, idet alle med undtagelse af Fibiger var af den opfattelse, at regeringen burde holdes fast pa at benytte bemyndigelsen. Fra flere sider fremhaevedes det, at regeringen kun strsebte efter at fa. et bedre valggrundlag end banksagen, og Piirschelmente at vide, at »vi . . . star i virkeligheden over for en regeringskrise,og forholdet er formentlig det, at man ikke i Venstre kan enes om en rekonstruktion af mtnisteriet«. Korsgaard sogte at formulere en konservativstrategi: »Vi ma ikke lade regeringen falde pa reguleringen. Den er ikke noget grundlag for valg, men vil den ikke boje sig for det sporgsmal,skal

---

108. Ministermodeprotokollen, anf. dato.

109. Kons. faellesgruppeprotokol, anf. dato.

110. Victor Purschels dagbog, den 5. oktober 1922.

111. Kons. faellesgruppeprotokol for den 4. oktober refererer de faldne udtalelser meget »taet« med gengivelse af en raekke afbrydelser af talerne.

mal,skalvi spille Landmandsbanken ud. I den sag star ministrene for
befolkningen som lognere« 112.

Partiet tilsluttede sig Korsgaards opfattelse og valgte derved en strategi, der var diametralt modsat Venstres. Konkret besluttede partiet at nedssette et forhandlingsudvalg, der kunne optage kontakt med regeringen om reguleringssporgsmalet¹¹³, men samtidig blev Piirschel og Korsgaard enige om, at en ny henvendelse til Neergaard var nodvendig, for at han kunne fa et korrekt billede af stemningen i DkF 114. Den 5. oktober om aftenen tog de en samtale med Oluf Kragh og Jensen-Kleis 115, hvor Piirschel oplyste, at det efter hans opfattelse ikke ville vaere muligt at holde DkF sammen om at stemme imod et mistillidsvotum til regeringen. De fire politikere enedes om, at man matte na en afklaring forud for en evt. tillidsafstemning i Folketinget, og de konservative forhandlere understregede, at deres parti ikke naerede noget onske om at fremkalde et valg. Kragh var pa sin side af den opfattelse, at det kunne lykkes at samle Venstre om et rekonstrueret ministerium. Samme dag meddelte den konservative Sporon-Fiedler Piirschel, at han havde haft en samtale med Slebsager af samme indhold som den med Kragh og Jensen-Kleis forte samtale 116.

Vi star her over for de forste egentlige vidnesbyrd om, at ikke alene Neergaard, men ogsa andre inden for regeringen arbejdede med sporgsmalet om en rekonstruktion af regeringen. Nar Kragh talte med de konservative ledere om en rekonstruktion af regeringen, kan det kun forstas som en regering uden Neergaard. Det var Piirschels opfattelse, at Kragh arbejdede pa en regeringsdannelse, hvor han ville udelukke Madsen-Mygdal - »ham vil Kragh jo gerne af med« 117 - men han stillede sig tvivlende over for denne mulighed, idet han ikke kunne forestille sig, at Venstre sa ville kunne holde sammen.

Den 6. oktober fik Piirschel for sa vidt bekraeftelse pa sin formodning om Kraghs planer, idet han efter et mode i den konservative vselgerforeningi Kobenhavn sent om aftenen blev kaldt til et mode i Kraghs hjem. Kragh meddelte ham, at han havde orienteret Neergaard om sin samtale med Piirschel og Korsgaard, og at Neergaard nu var inde i overvejelser,

---

112. Kons. faellesgruppeprotokol, anf. dato.

113. Ibid.

114. Victor Piirschels dagbog, den 5. oktober 1922.

115. Jensen-Kleis, der var Folketingets formand, var ved rigsdagssamlingens abning tillige blevet valgt til formand for Venstres folketingsgruppe. Det forlod i dagspressen, at hans valg afspejlede et kompromis mellem gruppeledelsen og den harde landbrugsfloj, der onskede Pinstrup valgt til formand.

116. Victor Piirschels dagbog, den 5. oktober 1922.

117. Ibid.

»om hvis udfald jeg ikke naerer tvivl« 118. Kragh henstillede, at man nu
lod Neergaard i ro, og Piirschel var villig til at ga ind herpa 119.

Den 6. oktober regnede Kragh altsa atter med, at Neergaard ville demissionere for ikke at vende tilbage som statsminister. Dermed var der maske en mulighed for, at han selv kunne overtage posten. Tilsyneladende krydsedes hans planer imidlertid af andre, der arbejdede i tilsvarende retning. Ogsa Slebsager optog kontakt med de konservative gennem sine kanaler. At Slebsager havde ambitioner om at skabe sig en lederposition understreges af, at han havde vasret talsmand for oppositionen mod Neergaard i regeringen, og at han over for Appel havde peget pa sig selv som muligt statsministeremne.

Der var altsa flere — eventuelt ogsa flere end Neergaard, Kragh og Slebsager - der tumlede med planer om henholdsvis at forblive eller at blive statsminister i en Venstreregering. Eet var imidlertid ambitionerne, noget ganske andet de politiske muligheder.

Den 4. oktober havde ogsa Venstre partimode om importreguleringen. Modet udviklede sig til et heftigt opgor mellem de to synspunkter, der reprassenteredes henholdsvis af Madsen-Mygdal og Tyge Rothe. Til stotte for Madsen-Mygdal fremsatte Pinstrup og Hauch skarpt formulerede krav om, at man nu gjorde en ende pa reguleringen, men Rothe fik vaegtig stotte for sine synspunkter fra partiformanden, Brorsen, og fra J. C. Christensen, der bl. a. erklaerede: »Med alvorlige sporgsmal skal man ikke forhaste sig« 120. Landbrugsflojen i partiet sogte at saette trurnf pa sine krav, men det lykkedes den ikke at trange igennem over for den del af partiet, der anlagde en mere generel politisk vurdering.

Samme dag indfandt den forhandlingsdelegation, som de konservative havde udpeget, sig hos Neergaard. De konservative fremforte, at de ikke sa nogen grund til, at man nu skulle boje sig for et pres fra udlandet, og Korsgaard gik fra modet med det indtryk, at Neergaard ikke laengere var i tvivl om, at en ophaevelse af reguleringen ville vaere ensbetydende med ophaevelse af samarbejdet med de konservative¹²¹. Drachmann havde yderligere en samtale med Kragh, der havde sagt, at han samaend heller ikke forstod, hvorfor reguleringen skulle ophaeves 122.

Efter modet med Neergaard tradte det konservative partimode pa ny

---

118. Ibid, Piirschels citationstegn.

119. Ibid.

120. Venstres gruppeprotokol, anf. dato.

121. Kons. faellesgruppeprotokol, jvf. Piirschels dagbog. Fra konservativ side deltog i forhandlingerne Piper, Drachmann, Raffnsoe (gruppens naestformand), Korsgaard og Piirschel.

122. Victor Piirschels dagbog, den 6. oktober 1922.

sammen, og modet besluttede at kraeve forhandlinger med udlandet forud for en eventuel ophsevelse af reguleringen 123. Venstre holdt ligeledes nyt mode samme dag, denne gang med deltagelse af partiets redaktorer og amtsformasnd 124. Neergaard redegjorde for forholdet til de konservative, som han betegnede som op og ned: »Forholdet mellem os knager og bragerog maske brister det; men jeg tror dog at kunne sige, at der i en overvejendedel af de konservative er en vagen forstaelse af samarbejdets nodvendighed«. Om importreguleringen matte han erkende, at der endnu ikke var skabt enighed i partiet eller regeringen. Redaktor J. V. Christensenudtalte pa redaktorforeningens vegne, at en lempelig afvikling af restriktionernevar onskelig, »men kommer valget, sa giv os et enkelt og klart valggrundlag« 125.

Hvor Neergaard den 2. oktober havde troet at kunne komme igennem med en hard linie over for de konservative, matte han efter forhandlingerne den 4. konstatere, at det ville betyde valg. I ministermodet den 5. oktober drog han konsekvensen og foreslog, at der under hans ledelse optoges en kortvarig forhandlingsrunde med de berorte stater, og at ministrene ved henvendelse til ham kunne folge forhandlingerne fra dag til dag. Ministrene tilsluttede sig forslagetl26.

Forhandlingerne fra den 27. September til den 5. oktober, dels i regeringen,dels i og imellem partierne viser, hvorledes Neergaard vakledefrem og tilbage. Med ministermodebeslutningen den 5. oktober bojedehan sig for det forslag, som Kragh havde fremsat allerede den 2. oktober;men hans afbojning var ikke alene resultatet af et hardt ydre pres. Snarere vidner det om en grundlasggende mangel pa evne til at laegge sig fast pa et standpunkt og derefter gore dette politisk acceptabelt. Hans adfaerd i reguleringssporgsmalet helt fra juli mined var een lang vaklen frem og tilbage. Forst og fremmest forsomte han den 28. Septemberat undersoge, hvorledes de konservative ledere ville stille sig til regeringsbeslutningenaf 27. September. Derved kom han til at mangle den information, som flere af hans ministerkolleger erhvervede sig, og som satte disse i stand til at gennemfore en korrekt bedommelse af DkF's holdning. vEndringen af regeringens holdning den 5. oktober havde formentligladet sig fremkalde tidligere, hvis Neergaard havde informeret regeringensmedlemmer om de parlamentariske konsekvenser af 27,. september-beslutningen,og

---

123. Kons. fasllesgruppeprotokol, anf. dato.

124. Modet var indkaldt forud for de parlamentariske problemers opstaen og var normalt ved indledningen til en rigsdagssamling.

125. Venstres gruppeprotokol, anf. dato.

126. Ministermodeprotokollen, anf. dato.

tember-beslutningen,ogdermed havde han kunnet undga at give Kragh
de kort pa handen, som denne spillede ud over for de konservative.

Med regeringens aendrede holdning var importreguleringsproblematikken taget ud af regeringskrisen, og fra dette tidspunkt ma Madsen-Mygdals eventuelle ambitioner om at gore dette til Ioftestang for hans overtagelse af ledelsen i Venstre vaere skrinlagte, men tilbage stod den parlamentariske afklaring, d. v. s. savel den egentlige oppositions som DkF's opgor med regeringen for dens politik i sommeren og efteraret 1922. For at na til denne afklaring var det - som allerede aftalt mellem Kragh/Jensen-Klejs og Purschel/Korsgaard - nodvendigt at na til en forstaelse bade med hensyn til regeringens sammensaetning og med hensyn til dens politiske

VII

Den 7. oktober havde Neergaard for sit eget vedkommende naet en sadan afklaring. Kragh havde refereret den samtale, han havde haft med Piirschel og Korsgaard, og referatet gjorde den virkning, som Kragh havde forestillet sig. I et ministermode den 7. oktober meddelte Neergaard, at han nu havde afsluttet sine overvejelser, og at hans resultat var, at regeringen matte indgive sin demissionsbegaering. »Derved ville ansvaret for 9. juli-erklaeringen udelukkende komme til at hvile pa ham « 127. Ministrene gav udtryk for deres opfattelse, der i det vaesentlige faldt sammen med statsministerens, idet de erkendte det vanskelige i en valgsituation. Trafikministeren og landbrugsministeren mente trostende, at statsministeren igen ville komme til at lede et Venstre-ministerium, mens »man fra anden side ansa. dette for meget tvivlsomt«. Den anden side har nok vaeret Kragh, der havde gode grunde til at vurdere sin egen situation optimistisk, medens Madsen-Mygdal - som ovenfor antaget - havde opgivet sit 10b 128.

Deter ikke klart, om Neergaard ved sin meddelelse lagde op til, at situationen matte finde sin losning gennem et valg. Som forholdene la, ma det vaere sandsynligt, at regeringens bestraebelse var at undga valg. Savel Venstre som DkF frygtede valgkampen, og nar importreguleringssporgsmaletikke blev gjort til grundlag for en henvendelse til vselgerne, havde Venstre et darligt agitationsgrundlag. Sandsynligvis tilstrsebte man derfor den fremgangsmade, som Appel i sit brev af 18. September havde skitseret. Herefter skulle kongen indkalde partilederne til en droftelse af, hvem der skulle danne regering. Fremgangsmaden indebar den betydeligerisiko,

---

127. Ibid.

128. Ses. 618.

ligerisiko,at DkF ikke kunne holde sammen om at tilrade en ny Venstreregering.Ganske vist havde partiet erklaeret, at det ikke onskede valg, men Kragh vidste, at de konservative onskede et rekonstrueret ministerium,eventuelt under hans ledelse.

Kragh ojnede derfor en mulighed for at ga en anden vej, end den man hidtil havde haft i tankerne. Han pabegyndte pa ministermodet den 7. oktober en udredning af, om det dog ikke ville vaere muligt at forhandle med de konservative om en udtalelse, som man kunne enes om, inden der blev truffet endelig afgorelse om fremgangsmaden. Man tager naeppe fejl, hvis man forestiller sig, at hans hensigt hermed var at forhandle med de konservative ogsa om personsporgsmalet. Imidlertid naede han aldrig sa langt i sine betragtninger. Med dramatisik effekt meddeler ministermodeprotokollen: :»I dette ojeblik (i. e.: under Kraghs tale) kom der brev fra hr. Piper til statsministeren, hvor han sammen med hr. Piirschel udbeder sig en samtale med statsministeren straks. - Modet blev nu afbrudt« 129.

Henvendelsen fra de konservative var et resultat af et mode i partibestyrelsen, udvidet med Drachmann, Korsgaard og Pitzner. Der var her enighed om, at Neergaard officielt matte have at vide, at partiets stilling til et mistillidsvotum i anledning af 9. juli-erklaeringen ikke uden videre ville vsere givet. Piper og Piirschel skulle overbringe meddelelsen til statsministeren.

Beslutningen i den konservative partibestyrelse var et alvorligt anslag mod Kraghs planer. Han havde overtalt Piirschel til at lade Neergaard i ro, formentlig fordi han frygtede, at et konservativt pres ville have den utilsigtede virkning, at Neergaard og Venstre ville opfatte det som et pres mod Venstre og derfor soge at tage modforholdsregler. Piirschel havde indvilliget i denne fremgangsmade, men han kunne ikke komme igennem i den konservative partibestyrelse 130.

Ifolge Piirschels referat¹³¹ af samtalen med Neergaard indledte denne med at oplyse, at hvis de kom for at tale om ministeriet, sa var man allerede inde i overvejelser, hvis resultat ville foreligge, inden rigsdagen atter tradte sammen 132. Piper meddelte derefter deres asrinde, og han

---

129. Ministermodeprotokollen, anf. dato. Afskrift af brevet til Neergaard findes indklaebet pa Iose referatark med referat af modets forhandlinger. Referatarkene findes i den kons. faellesgruppeprotokol.

130. Victor Purschels dagbog, den 7. oktober 1922.

131. Det i note 129 omtalte referat er nedskrevet af Piirschel, men tillige forsynet med Pipers underskrift.

132. Rigsdagen havde - efter abningen - »lasseferie« forud for finanslovsbehandlingen.

erklaerede, at de udtalelser, der var faldet den 28. September, ikke kunne vaere udtryk for andet end hans og Pitzners personlige opfattelse. Man ville nu gore opmserksom pa, at der ikke kunne gives nogen garanti for, hvorledes partiets medlemmer ville stille sig til en mistillidsdagsorden i bankaffaeren. Neergaard udtalte pa dette grundlag, at han onskede at skille sit personlige ansvar fra ministeriets i ovrigt, og han spurgte, om et rekonstrueret ministerium kunne forvente konservativ stotte. Det bekraeftedede konservative forhandlere under forudssetning af, at det fulgte en politik, som partiet kunne stotte.

Et rekonstrueret ministerium under ny ledelse og med en politik, som pa forhand var aftalt med og godkendt af de konservative, var de betingelser, som skulle vsere til stede, for at Venstre med sikkerhed kunne undga en konservativ magtdemonstration i forbindelse med et fra anden side fremsat mistillidsvotum. Maske kunne man have forhandlet sig frem til noget i denne retning, hvis der - som Kragh havde lagt op til - kom forhandlinger i stand. Men fremsat som krav over for en passivt lyttende statsminister var prisen sat for hojt. For anden gang kom de konservative saledes ufrivilligt til at gribe ind i Venstres beslutninger.

Sondag den 8. oktober blev brugt til interne overvejelser i Venstre. Pa Madsen-Mygdals ejendom »Edelgave« samledes Appel, Kragh, Rytter og Slebsager for sammen med Madsen-Mygdal at overveje mulighederne133. Droftelserne varede hele sondagen, men om deres indhold findesder ingen overlevering. De 5 ministre kendte de konservative krav, men deter usandsynligt, at de har vaeret enige om, hvilken losning der skulle tilstraebes. Det formodedes i dagspressen gennem hele efteraret 1922, at de 5 havde samstemmende interesser i at fjerne Neergaard, men det behover ingenlunde at vaere baggrunden for deres gentagne droftelser.For det forste ma det fremhasves, at de havde markeret forskelligestandpunkter til samarbejdet med de konservative. Kragh havde saveli partiet som ved sine samtaler med Piirschel tegnet en politisk linie, der la i naer forlaengelse af konservative onsker. En modpol i forhold til ham udgjorde Madsen-Mygdal, der ville folge en ren frihandelslinie, og som derfor heller ikke kunne gamed til forhandlinger om importreguleringensinkorporering i en ny toldlovgivning. Appel havde privat - men i en ganske forpligtende sammenhasng - udtalt, at han ikke ville vaere med i en regering, hvor Neergaard ikke var chef. Hvorledes Slebsager og Rytterstillede sig, ved vi ikke. Afgorende var det, at der ikke i kredsen kunne findes en faellesnaevner for disse modstridende onsker. For det andetmatte det virke tyngende pa forhandlingerne, at man skulle finde en

---

133. Nationaltidende, aften den 9. oktober 1922.

statsminister, der havde DkF's tillid. Det matte udelukke Madsen-Mygdal. Kragh ville ud fra dette synspunkt vaere en god losning, men han havde jo distanceret sig fra sine kolleger i importreguleringssporgsmalet, hvis man forudsaetter, at ministermodebeslutningen af 5. oktober kun indeholdten taktisk enighed. For det tredie er det en tendens efteraret igennem,at pressen tillagde de 5 ministres faelles modevirksomhed vaegt. Ogsa Berntsen var inde pa denne betragtning 134. Imidlertid er der ingen vidnesbyrd om, at de var enige om andet end om, at Scavenius og Rothe skulle fjernes. Der foreligger intet om, at de i enighed skulle have forfulgten ny politisk kurs. Forholdet synes derfor bedst at kunne forklares ved den kendsgerning, at af regeringens 9 ministre var Rothe og Scaveniusudelukkede, fordi de pa. den ene eller anden made skulle forlade regeringen. Klaus Berntsen var syg i store dele af perioden, og Neergaard deltog ikke, enten fordi man netop droftede det kommende samarbejde med ham, eller fordi han darligt kunne deltage i fraktionsdroftelser inden for den af ham ledede regering. Tilbage var der da kun 5 ministre.

Der er altsa ingen tvingende grund til at forudsaette, at de 5 havde etableret nogen enighed om det sporgsmal, der nu forela til droftelse, snarere tvaertimod. De skulle skaffe en statsminister, men han kunne af ovennaevnte grunde ikke skaffes inden for deres egen kreds. De holdt hinanden i skak. Problemerne blev ikke lettere at lose, nar de samtidig inddrog i overvejelserne, at Neergaards afgang ogsa kunne komme til at indebaere, at man skulle skaffe en ny finansminister 135. Deter ikke usandsynligt, at man i denne situation gav sig til at overveje, om det var muligt at overtale J. C. Christensen til at gribe tojlerne.

Sondag formiddag ringede Brorsen til Piirschel og udbad sig en samtale. Brorsen stod J. C. Christensen naer, men blev ogsa i en senere fase kontaktmand mellem Neergaard og de 5 ministre. Under samtalen forelagde Brorsen nu den tanke, at Neergaard kunne fortsastte i et rekonstrueret ministerium som fagminister. Piirschel har kun givet et meget ufuldstaendigt referat af den ovrige ordveksling og om sin reaktion pa henvendelsen kun oplyst: »Jeg svarede, vor stilling matte blive den samme« 13G. Dette referat af svaret lader sig tolke i forskellig retning, men sandsynligst er det vel, at Piirschel dermed tilkendegav, at Neergaard ikke kunne vide sig sikker for en ministerstorm, ogsa selv om han kun beklaedte posten som finansminister.

---

134. Brev til Frede Bojsen den 15. oktober 1922, jvf. note 99.

135. Jensen-Kleis, der havde vaeret Venstres okonomiske ordforer, omtaltes i flere blade som sandsynlig finansminister.

136. Victor Piirschels dagbog, anf. dato.

Hvem der skulle beklaede statsministerposten i den regeringsplan, ud fra hvilken Brorsen ma have forhandlet, lader sig ikke afgore. Men noget tyder pa, at bade de 5 og Neergaard - saledes som hovedstadspressen hardnakket pastod - havde taenkt sig J. C. Christensen. Berlingske Tidende, Nationaltidende, Den konservative generalkorrespondance og Socialdemokraten var den 9. om morgenen enige om, at turen nu var kommet til J. C. Christensen, Socialdemokraten med den perfide tilfojelse, at derved ville J. C. Christensen kunne fa den elefantorden, som han ikke havde faet i august. Nationaltidende kunne »ved redaktionens slutning« meddele, at Neergaard havde indgivet sin demissionsbegaering, og at J. C. Christensen hos kongen havde pataget sig at danne en ny regering.

Denne sidste meddelelse var i hvert fald ikke rigtig. J. C. Christensen cpholdt sig i Hee, og i lobet af mandagen dementerede han - i en noget ulden form - at han kunne taenke sig at danne regering eller indtraede i en regering, »hvad der heller ikke la for« 137. Men man kan pa den anden side ikke afvise, at som forholdene havde udviklet sig, ville J. C. Christensen vaere den person, hvorom Venstre ville kunne samle sig, og som DkF naeppe turde vaelte. Maske anlagde de konservative endog en positiv betragtning pa hans kandidatur. Pa det konservative gruppemode den 4. oktober meddelte Christmas Moller noget umotiveret, at J. C. Christensen over for ham havde udtalt, at han ikke ville vasre med til at sla postelin i stykker 138. Havde Christmas Moller spurgt ham, om han kunne taenke sig at overtage ledelsen? I et gruppemode den 10. oktober - altsa dagen efter ministeriets rekonstruktion - sagde Parkov bl. a.: »Bedre havde det vaeret, om J. C. Christensen havde taget affaere« 139.

Den mulige konservative accept af J. C. Christensens person aendrede imidlertid ikke ved de politiske forhold omkring regeringen, og om ikke andet sa matte det vasre en alvorlig indvending fra J. C. Christensens side mod at overtage ledelsesfunktionen. Man kan vanskeligt forestille sig ham som leder af en regering, der mere eller mindre skulle leve pa konservativ nade.

Deter pa baggrund af disse overvejelser en formodning, der giver meningi sammenhaengen, at savel de 5 som Neergaard i lobet af sondagen havde telefonisk forbindelse med J. C. Christensen, men at han afslog tilbuddet om at blive statsminister 140. I stedet kan han have tilradet, at

---

137. Berlingske Tidende, aften den 9. oktober 1922.

138. Kons. faellesgruppeprotokol, anf. dato.

139. Ibid.

140. Saledes meddelt i Nationaltidende, morgen, den 10. oktober 1922. Statstelefonens samtaleregnskaber for denne periode er ikke bevaret ifolge oplysninger fra Rigstelefonens regnskabskontor.

man beholdt Neergaard som leder af et rekonstrueret ministerium, men foretog rekonstruktionen saledes, at der ikke blev plads for konservative indvendinger under selve denne proces. Derved ville man stille de konservativeover for en fuldbyrdet kendsgerning, og man matte sa se, om de virkelig turde vaelte en nydannet borgerlig regering.

Endnu mandag den 9. fortsattes overvejelserne i Venstre. Der afholdtes en rakke bestyrelsesmoder, og sidelobende hermed holdt de 5 ininistre mode i undervisningsministeriets ministerkontor 141. Beslutningen om fremgangsmaden var imidlertid da truffet. Pa bestyrelsesmodet om formiddagen gav Neergaard meddelelse om situationen: »Ministeriet liar lagt sporgsmalet om ministeriets rekonstruktion i min hand. Nu har de konservative meddelt, at de ikke kunne svare for, at ikke et mistillidsvotum bliver vedtaget i tinget. Dette sendrer situationen og nu ma jeg bede partiet kun tage rent politiske hensyn«. Den efterfolgende diskussion er stort set ikke refereret, men partiformanden kunne sluttelig meddele, at bestyrelsen enstemmigt tilradede en rekonstruktion, »da en sadan ville vaere nodvendig for at opna enighed og sammenhold bade inden for ministeriet og partiet« 142.

Den aendrede situation, hvortil Neergaard hentydede, ma fortolkes som aendringer i prsemisserne for en rekonstruktion, d. v. s. at han nu var kommet pa andre tanker end udviklet for partiet i modet den 4. oktober, og at det nu var afgorende at overveje forholdet til de konservative (de rent politiske hensyn) i stedet for personsporgsmal. Neergaard havde tydeligvis bestemt sig til selv at forsoge en rekonstruktion. Umiddelbart efter Venstres bestyrelsesmode havde Piirschel en samtale med venstremanden Martin Hansen. Martin Hansen udviklede, at Neergaard intet havde gjort - underforstaet: der kunne berettige et konservativt krav om hans afgang - og Venstre handlede nu efter devisen: »Nar nogen slar mig en naesestyver, slar jeg igen«. Piirschel havde forgaeves s;ogt at overbevise ham om, at de konservative ikke uddelte naesestyvere U3. I det konservative gruppemode den 10. oktober meddelte Piirschel, at han - af samtaler han havde fort om mandagen - var blevet klar over, at Venstre pa dette tidspunkt i meget hoj grad holdt fast ved Neergaard; partiet var endt med den forklaring, at Neergaard i banksagen havde handlet ud fra aerlig overbevisning 144.

Bag det pauvre referat af Venstres bestyrelsesmode mandag formiddagma

---

141. Nationaltidende, morgen, den 10. oktober 1922.

142. Venstres gruppeprotokol, anf. dato.

143. Victor Purschels dagbog, anf. dato.

144. Kons. faellesgruppeprotokol, anf. dato.

dagmaderfor ligge den kendsgerning, at partiet kraftigt anbefalede Neergaards forbliven som statsminister i spidsen for en rekonstrueret regering.Efter bestyrelsesmodets afslutning begav Brorsen sig til undervisningsministerietfor at saette de der forsamlede ministre ind i situatione n¹⁴⁵. Ifolge Klaus Berntsens oplysninger meddelte ministrene - gennem Brorsen - at de var villige til at indtrasde i et nyt ministerium med Neergaard som chef, men saledes at Rothe, Scavenius og Berntsen ikke blev ministre 146. Der udviklede sig et noget ejendommeligt mellemspil,hvor Neergaard naegtede at forelaegge Berntsen beslutningen om forsvarsministerskiftet, og hvor Appel da pa de s's vegne tog kontakt med Berntsens husbestyrerinde for at hore, om Berntsen dog ikke i kraft af sin hoje alder ville benytte lejligheden til at traede tilbage. Husbsstyrerindensvarede fornuftigvis, at det matte blive en sag mellem Berntsen og Neergaard. Berntsen opsogte den nervose og alt andet end glade Neergaard,der meddelte, at de 5 havde kraevet Berntsens afgang, men at han selv var villig til at sta last og brast med ham, ogsa selv om det hele gik i stykker. Berntsen ville ikke lade det komme sa langt, men trak sig mere eller mindre frivilligt tilbage. Dermed var vejen banet for Brorsens udnzevnelse til forsvarsminister, en udnaevnelse, der utvivlsomt var i overensstemmelsemed savel rigsdagsgruppens som de 5 ministres onsker.

Samme dag kl. 16 holdt Venstres bestyrelse nyt mode, hvor det meddeltes,at ministeriet endnu ikke havde tilendebragt sine overvejelser. Det var utvivlsomt handelsministerposten, der gav anledning til forsinkelsen.De mange overvejelser om statsministerposten og de konstellationer,der var opstillet i den forbindelse, havde ikke givet lejlighed til at overveje den situation, at Neergaard blev siddende. Klaus Berntsen oplyser,at de 5 ministre cprindelig havde taenkt sig gesandten i Prag, Norgaard,som handelsminister 147. Norgaard var i den offentlige debat om importreguleringen blevet identificeret med regeringens uvilje mod reguleringssystemet,idet del: fra mange sider fremhaevedes, at han, qua sin post i Prag, havde vaeret regeringens redskab til fremkaldelse af udenlandskeprotester mod systemet¹⁴⁸. I den sidste fase af rekonstruktionsforhandlingernekan han dog naeppe have vaeret i billedet. Hans udnaevnelseville have vaeret et slag i ansigtet pa de konservative. Man kan tillige bemaerke, at Norgaard var i Kobenhavn i begyndelsen af oktober,

---

145. Nationaltidende, morgen, den 10. oktober 1922.

146. Brev til Frede Bojsen den 15. oktober 1922, jvf. note 99.

147. Ibid. Om Norgaard: se note 16.

148. Pastande herom fremkom hyppigt savel i dagspressen som under droftelser i den konservative rigsdagsgruppe.

men at han forlod byen den 8. oktober149. Efter dette tidspunkt kan
han naeppe have vasret kandidat.

Meget sent matte man da soge efter en handelsminister. Med foragt for den uoverlagte made, hvorpa Tyge Rothe i sin tid var blevet udnaevnt til minister, kastede man sig - Svend Thorsen oplyser: pa Slebsagers anbefaling 150 - ud i det ukendte ved at satse pa konsul Jorgen Christensen, Vejle. Interessen samledes imidlertid sa sent om denne, at man ikke kunne na at indhente hans svar, for Neergaard skulle til kongeri. Resultatet blev derfor, at Oluf Kragh indtil videre skulle overtage handelsministerens ressort. Den folgende dag erstattedes han af Jorgen Christensen.

Kl. 17 var overvejelserne i regeringen og partibestyrelsen til ende, og Neergaard kunne begive sig til Sorgenfri, hvor kongen opholdt sig. For han drog afsted, fik Piirschel og Piper imidlertid presset sig til en samtale, hvori de meddelte, at de fralagde sig ansvaret for alt, hvad der kunne folge. De konservative havde onsket asndringen i regeringen, men nu havde man fjernet de to ministre, som i sasrlig grad havde vasret pa linie med de konservative i handelssporgsmal. Neergaard, der var noget nervos, »var sig situationens alvor fuldt bevidst« 151.

Hos kongen indgav Neergaard sin og ministeriets afskedsbegaering, men modtog samtidig kongens opfordring til at danne en ny regering 152. Neergaard kunne forelaegge sin ny ministerliste, og regeringen udna^vntes med ojeblikkelig varsel. Kun et mistillidsvotum kunne herefter tvinge den bort med den sandsynlige folge, at der ville blive udskrevet valg.

Den anvendte procedure ved regeringsskiftet havde tilsyneladende to hovedformal. Dels havde regeringsskiftet en symbolsk vserdi. Det markeredeet brud med fortiden, og med en omskrivning af Neergaards ord kunne man sige, at regeringen onskede at skille sig fra sit ansvar i banksagen. Dels fratog regeringsskiftet de konservative deres vigtigste vaben over for Venstre, idet de fra en defensiv strategi matte bevaege sig over i en offensiv, safremt de fortsat onskede at ove pres mod regeringen.Det var en helt anden sag at forhandle med en nydannet regeringend at betragte, hvorledes en gammel regering ad sig selv op i

---

149. Saledes oplyst i Nationaltidende, morgen, den 9. oktober under petitrneddelelser om bortrejste og tilrejsende.

150. Sv. Th o rs en, anf. sk. s. 407.

151. Victor Piirschels dagbog, anf. dato.

152. Det var pa dette tidspunkt endnu ikke nogen fast procedure ved regeringsskifte, at kongen skulle indkalde partilederne til droftelse. Nar proceduren anvendtes i 1920, hang det maske sammen med kongehusets onsker om at undersoge mulighederne for dannelsen af en samlingsregering.

indbyrdes kampe. De konservative befandt sig efter mandag eftermiddagi den übehagelige situation at skulle overveje, om de sammen med den hidtidige opposition ville vaelte en regering, der netop havde faet Venstres partimaessige opbakning.

De konservative havde ved henvendelsen den 7. oktober overspillet. Venstres ansvarlige forsamling reagerede pa det konservative pres mod Neergaard ved at give ham kraftig stotte. Derfor kunne han overleve som statsminister, og de konservative forhindrede atter engang - helt utilsigtet - at Neergaard gik af. DkF matte nu overveje situationen pa et helt nyt grundlag.

VIII

Pa et meget langvarigt gruppemode den 10. oktober indledte DkF situationsbedommelsen. Med Piirschels ord var »savel kobenhavnerne som missionen .. . meget opsat pa absolut at ville se blod« 153, men indflydelsesrige gruppemedlernmer som ingenior Korsgaard, baron Reedtz-Thott og gardejer Larsen-Badse tilradede, at der blev taget kontakt til Venstre, idet de ikke ansa det foreliggende valggrundlag for at vaere gunstigt for deres parti. Hertil kom den helt afgorende betragtning, at valgkampen matte fores for at na et nyt borgerligt flertal, men naedes det, ville man vaere lige langt, fordi Venstre sa igen ville fore Neergaards kandidatur frem. DkF's stilling var umulig, med mindre man kunne tvinge - evt. gennem bluff - Venstre til indrommelser.

Pa Reedtz-Thotts forslag blev der udarbejdet en skrivelse til Venstres bestyrelse, hvori man anforte, at den foretagne rekonstruktion var egnet til at svaskke det fortsatte borgerlige samarbejde, »navnlig derved, at man har ladet handelsministeren ga, men som chef for regeringen har beholdt en minister, der har samme ansvar for erklaeringen af 9. juli, og som selv har stillet sig solidarisk med handelsministeren* 154. Man understregede, at DkF ikke ville tage noget medansvar for 9. juli-erklaeringen og udbad sig en forhandling om sagen.

Forhandlingen kom i stand endnu samme eftermiddag, men resulteredei en total afvisning af det primaere konservative onske¹⁵⁵. Ole Hansenerklserede kategorisk pa Venstres vegne: »Skifte ministre igen lader sig ikke gore«, men bade han, Jensen-Kleis og Oluf Kragh talte i bred

---

153. Victor Piirschels dagbog, anf. dato.

154. Kons. faellesgruppeprotokol, anf. dato.

155. Det folgende bygger pa Victor Piirschels under modet udarbejdede referat. (Victor Piirschels arkiv, kps. 24).

almindelighed om de store opgaver, der la for, og om den imodekommenhed,hvormed man ville forholde sig over for konservative onsker. Kragh patog sig at forklare, at Rothes afgang slet ikke stod i forbindelse med bankerklaeringen, men Piirschel replicerede: »Man (vaelgerne) vil vaere tilbojelig til med hensyn til ministrenes afgang at sige: tidsfolge = arsagsfolge«. Den konservative henvendelse til Venstre og Venstres afslagpa at folge de fremsatte onsker gjorde det meget vanskeligt for de konservative ledere at formulere en politik, der bade kunne holde partietsammen og virke med tilstraekkelig vsegt udadtil. I en ra^kke moder i dagene den 13. til den 18. oktober overvejedes stillingen. Allerede den 12. oktober havde Piper og Piirschel imidlertid i storste fortrolighed et mode med Neergaard 156. Neergaard meddelte, at han havde vseret villigtil at ga og to gange havde stillet sit mandat til disposition, men at man ikke inden for Venstre havde kunnet samles om nogen anden. Hvorledesforhandlingerne i ovrigt formede sig, er ikke meddelt af Piirschel. I sin dagbog hasftede han sig kun ved een bemaerkning. »Jeg sagde, at hverken Piper eller jeg i og for sig onskede statsministerens hoved pa et fad, men at situationen jo var meget vanskelig«. Den folgende dag blev Piirschel dog betaenkelig ved denne udtalelse, og han sendte Neergaard et brev, hvori han forklarede, at bemasrkningen ikke var udtryk for, at Piper og han ikke var i overensstemmelse med deres partis onske om en ny statsminister, men blot indebar, at de ikke havde noget personligt udestaende med Neergaard 157. Piper og Piirschel var tydeligvis ved at forberede sig pa det kommende samarbejde med en Venstre-regering underNeergaards

I hvert fald fra den 12. oktober ma de to konservative ledere have indset, at de befandt sig i en temmelig umulig situation. De havde stillet krav om statsministerens afgang, og de havde publiceret disse krav. De havde haft en samtale med Venstre, men den var result atlos. De havde muligheden for at fremkalde et valg, men den turde de ikke benytte. De havde i virkeligheden kun den mulighed tilbage at stotte regeringen og fa det bedst mulige ud af det, d. v. s. at soge Venstres standpunkter til kommende lovgivning fastlagt i forhandling.

De lange overvejelser i den konservative partigruppe og i repnsesentantskabetgik

---

156. Piirschel oplyser i sin dagbog: »Torsdag den 12. var Piper og jeg kaldt til en meget fortrolig samtale med Neergaard, der endogsa palagde os ikke at Oitntale, at samtalen havde fundet sted. Piper og jeg blev enige om, at vi kunne fortie det«.

157. Niels Neergaards arkiv, breve fra forskellige. Kopi findes tillige indsat i Purschels dagbog.

tantskabetgikfrem og tilbage ad disse linier¹⁵⁸. Mange tilradede at tage et valg, andre udtalte sig om mulighederne for at foretage en politisk afpresning over for Venstre. Ingen fremhaevede vzerdien af et borgerligt samarbejde. Yderligere tilspidset blev situationen, da Venstre som resultataf et mode mellem rigsdagsgruppen og redaktorerne den 16. oktoberudsendte en meddelelse, der staerkt understregede, at den nye regeringville arbejde i overensstemmelse med Venstres program og i fortsaettelseaf den hidtil forte politik 159. I DkF betragtedes det som en yderligereprovokation, men heller ikke pa det langvarige gruppemode den 17. oktober naedes en afklaring af den konservative strategi. Man afventedetydeligvis et udspil fra Venstre. Allerede den 10. oktober havde Venstres bestyrelse erklaeret, at den var villig til at vende tilbage til en droftelse af de faelles problemer, men forst den 18. kunne Piirschel meddelesine gruppefaeller, at Venstres gruppeformaend havde rettet henvendelseom en forhandling med henblik pa at finde en udvej pa den foreliggendesituation, eventuelt i form af en dagsorden, som begge partier kunne tilslutte sig, og som Venstre gerne ville overlade til de konservativeat stille 160.

Venstres henvendelse kom i sidste time. Den 18. oktober ville man vasre igennem ordforemes taler ved finanslovens forste behandling, og Laust Rasmussen havde pa Socialdemokratiets vegne allerede den 17. erklaeret, at man ville fremkomme med et dagsordensforslag 161. Den 18. lod Ove Rode forsta, at de radikale ville fremsaette en egen dagsorden, der udtrykte mistillidl62, og denned afhang regeringens skasbne formentligaf de konservatives reaktion, idet det matte forudses, at de to oppositionspartier kunne finde sammen i en faelles dagsorden. I lobet af den 18. oktober udarbejdede den konservative partibestyrelse et dagsordensforslag,som man forelagde for Venstre i et mode med dennes bestyrelse,suppleret med J. C. Christensen 163. Fra konservativ side praeciseredes,at dagsordensudkastet ikke alene tog sigte pa at redde regeringeni den ojeblikkelige situation, men at man ogsa onskede sikkerhed med hensyn til kommende lovgivning angaende importregulering, told i almindelighed og grundskyld. Isaer fremhaevedes grundskylden som et

---

158. Rigsdagsgruppen holdt moder den 13., 16., 17. og 18. oktober. Repraesentantskabet den 13. oktober. Hovedemnet for alle moder var »Den politiske situation*.

159. Udtalelsen blev udsendt over Ritzau og gengivet i en lang raskke dagblade.

160. Kons. faellesgruppeprotokol, anf. dato.

161. RT, 1922-23, FT, sp. 61.

162. Ibid., sp. 108.

163. Ogsa for dette mode findes et referat, nedskrevet af Piirschel under modet. (Victor Piirschels arkiv, kps. 24).

i hoj grad forkasteligt princip. Venstres forhandlere besvarede tilsyneladendeikke
disse betragtninger, men bad straks om at se udkastet til dagsordenen.

Dette indeholdt den kendte formulering, hvor man pa een gang udtrykte mistillid til Neergaard i bankaffaeren, alligevel beholdt ham og henviste til forventninger om en fremtidig erhvervsvenlig og pa det borgerlige samarbejde byggende politik IC4. J. C. Christensen hseftede sig pa staende fod ved nogle formalia i udformningen og fremsatte bemsrkninger om, at man skulle taenke pa landets velfaerd og derfor ikke fremkalde en ikke-borgerlig regering. Han afviste, at Venstre kunne godtage en indpakket mistillid til Neergaard, men Piirschel replicerede, at de konservative ikke kunne godtage en dagsorden, der ikke tog afstand fra 9. juli-erklaeringen.

Herefter droftede de to forhandlingsdelegationer situationen separat, men Piirschel var i betydelig grad opstemt, fordi J. C. Christensen pa vej ned i rigsdagsbygningens »roterende« elevator havde sagt: »Fortsset bare med forhandlingerne, for vi skal blive enige« 165. Da forstod han, at han havde fat i den lange ende, og selv om aftenens droftelser fortsatte med en raekke moder og med nedsaettelse af et snasvrere redaktionsudvalg, sa blev resultatet dog en dagsorden, der i alt vaesentligt svarede til det primsere konservative forslag.

Den konservative gmppe sluttede stort set op bag forhandlernes resultat. Medvirkende hertil var det, at Piirschel efter langvarigt arbejde med dagsordenen den 18. havde en samtale med Neergaard. Neergaard matte meddele, at han den folgende dag i Folketinget sa sig nodsaget til at erklaere, at der ikke forela nogen aftale med de konservative om den fremtidige politiske linie; imidlertid var der mellem Piirschel og Neergaard enighed om, at Venstre efter dagsordenens vedtagelse ikke bare kunne sige farvel og tak. Piirschel meddelte sin gruppe indholdet af denne samtale, og alle med undtagelse af 3 stemte herefter for fremsaettelse af dagsordensforslaget. I Venstres gruppe oplyste Neergaard pa foresporgsel, at der ikke forela nogen forhandsaftale med de konservative om den kommende politik. Ud fra hver deres forestilling sluttede de to partier saledes op om forslaget.

Regeringen kunne se frem til arbejdsro i de ca. IV2 ar, der var tilbage
af valgperioden. De konservative matte lade sig noje med at udtrykke en

---

164. Dagsordenen findes gengivet savel hos Jorgen Hatting: Fra Piper til Christmas Miller, 1915-29, s. 189, som hos Erik Rasmussen: Velfcerdsstaten pa Vej, s. 280.

165. Victor Purschels dagbog, anf. dato.

mistillid, der ikke var tilstraekkelig til at fremkalde et statsminister- eller regeringsskifte. At oppositionen bedomte forholdet saledes, at regeringen herefter var ganske afhaengigt af DkF 166, horte vel blot med til oppositionensrollemaessige adfaerd. Herom kunne i virkeligheden intet parti pa dette tidspunkt faelde nogen endelig dom.

IX

Gennemgangen af krisens forlob forer frem til nogle slutninger om dens struktur. Forst og fremmest er det vist, at krisen var ret skarpt opdelt i to faser: en intern krlse i Venstre, som varede fra banksammenbruddet i midten af September frem til den 4. oktober, hvor DkF besluttede at intervenere; derefter en egentlig parlamentarisk krise, der kulminerede med regeringsomdannelsen den 9. oktober og afsluttedes med etableringen af enighed mellem Venstre og DkF om fremssettelsen af en faelles afvsergedagsorden. I den forste fase var det dominerende indhold dels utilfredshed i ministeriet med Neergaards ledelse af regeringen, dels tendenser hen imod en flojdannelse i Venstre med landbrugsflojen som den aktive og kraevende part. I den anden fase stod to i hovedsagen enige partier over for hinanden, idet det gensidige ydre pres, som de lagde pa hinanden, skabte den interne enighed.

Dernasst indeholder skildringen af krisens forlob tillob til en fortolkning, safremt man vaelger at betragte den som et punktuelt udslag af nogle tilfseldige - unikke - vanskeligheder for regeringen: importreguleringen og bankaffaeren. I forsoget pa at sammenkaede de faktiske begivenheder er der benyttet nogle partielle politiske raesonnementer til fortolkning af aktorernes motiver, fordi disse - som vanligt - ikke trader tydeligt frem eller slet ikke findes belyst i det benyttede protokolmateriale. I ovrigt har det vaeret hovedsigtet at give en fremstilling, der sa taet som muligt hviler pa det anvendte kildemateriale. Afslutningsvis skal imidlertid rejses det sporgsmal, om det saledes tilvejebragte grundlag tillader nogle sammenfattende synspunkter pa, hvorfor krisen brod ud, hvorfor dens forlob blev, som det blev, og hvorledes afslutningen tilvejebragtes.

Anlaegger man det synspunkt, at politik praeges af personer, og at enten disses personlige habitus eller deres roller i det politiske system gor dem til politikkens drivkraefter, kan man undersoge, hvorledes indflydelsesstrukturen var i de to partier og imellem de to partier, der direkte var impliceret i krisen.

---

166. Ove Rode i Folketinget den 19. oktober 1922. (RT, 1922-23, FT, sp. 172).

I Venstre ma der sondres mellem regering og rigsdagsgruppe. I regeringen er det iojnefaldende, at de tre udskiftede rninistre alle i forvejen havde en reduceret betydning. Tyge Rothe udtalte den 16. oktober til »Socialdemokraten«, at han ikke var gaet pa grund af importreguleringssporgsmalet - saledes som det havde vseret meddelt i Aalborg Amtstidende den 15. okt. - men at han »havde erklasret, at sa snart Landmandsbankens forhold og importreguleringssporgsmalet var i orden, gik jeg. Og det gjorde jeg. Det var mit bestemte onske at ga. Om der var noget onske om at beholde mig, ved jeg ikke, men det tror jeg forresten ikke, der var« 167. I sit lange brev til Frede Bojsen, hvori Rothe samlende forklarede om sin afgang, kaldte han denne begrundelse for den formelle. Den reelle var - oplyste han - at hans eget onske om at ga »faldt ganske sammen med, hvad det altovervejende flertal af ministeriets medlemmer ogsa onskede«, og at Neergaard pa trods af det proklamerede faelles ansvar for 9. juli-erklaeringen »heller ikke betragtede min forbliven i ministeriet som i og for sig onskelig endsige pakrasvet, og derfor, nar det kom til stykket, ikke havde det ringeste mod at blive lost af samhorigheden med mig« ICB. Sammenholdes dette med Rothes fremhaevelse af de politiske vanskeligheder, han havde vzeret ude i, er der ikke tvivl om, at hans muligheder for at indove indflydelse pa dispositionerne omkring regeringens sammensaetning var yderst sma. Harald Scavenius henviste i offentlige udsagn til »gemytternes uoverensstemmelse« 169 som grunden til hans afgang, men deter tidligere vist, at han allerede pa et tidligt tidspunkt var sat uden for politisk indflydelse. Endelig er omstaendighederne omkring Klaus Berntsens afgang tidligere skildret saledes, at der ikke kan herske tvivl om, at han i efteraret 1922 var uden indflydelse pa og foling med, hvad der skete i ministeriet. Det skal yderligere tilfojes, at Berntsens politiske skaebne var naert knyttet til Neergaards, og nar dennes indflydelse mindskedes, projiceredes det ned pa Berntsen. Da Neergaard overlevede som statsminister, blev der igen plads til Berntsen i ministerietl69a.

J. C. Christensens afgang den 15. august har tilsyneladende haft betydningfor ministeriets interne samarbejdsforhold. Det fremheevedes af Rothe,at vilkarene i regeringen blev andre - og for ham vaerre - efter J. C. Christensens afgang¹⁷⁰. At ogsa Scavenius i nogen grad lasnede

---

167. Tilsvarende udtalelser fremsatte han i en raekke andre blade.

168. Frede Bojsens arkiv, brevsamlingen.

169. Denne formulering var hans standardforklaring til flere blade, se f. eks. Berlingske Tidende, morgen, den 10. oktober 1922.

169a.Klaus Berntsen optages den 16. oktober som minister uden portefolje.

170. Jvf. note 168.

sig til ham, fremgar maske af, at Scavenius ved hans hjaelp habede pa at kunne blive opstillet til Folketinget, og af den hjaelp han tilsyneladendegav i forbindelse med krisen omkring gesandtudnaevnelsen i Londonm. Den tyske gesandt i Kobenhavn formodede i en indberetning den 8. oktober, at enten J. C. Christensen eller Madsen-Mygdal ville blive ny statsminister. Safremt det blev Madsen-Mygdal, ville Scavenius' tid som udenrigsminister vaere til ende, men »unter Christensen wiirde Herr von Scavenius eventuell bleiben« 172. Selv om kirkeministerens afgangsaledes ikke tillagdes politiske motiver, havde den nok en effekt i sporgsmalet om regeringens interne samarbejde. Forudsaetter man J. C. Christensen som maeglende mellem regeringens forskellige floje - og den rolle svarer noje til hans rolle ogsa i partiet - sa kan der i hans afgangsoges en forklaring pa, at regeringens interne modssetningsforhold mere uhaemmet kom til udbrud efter hans afgang.

Blandt de ovrige ministre er der isasr grund til at faestne opmasrksomheden ved tre: Niels Neergaard, Oluf Kragh og Madsen-Mygdal. En hovedkvalitet ved Neergaard synes at have vaeret, at han var i stand til at formidle samarbejde mellem Venstre og DkF. Han personificerede det borgerlige samarbejde. og den konservative bedommelse af ham var - bortset fra hans forhold til Landmandsbanken - stort set positiv. Pa det konservative gruppemode den 10. oktober, hvor stemningen mod et fortsat samarbejde med regeringen var ekstremt fjendtlig, erklaerede Parkov, at Neergaard var »en varm ven af samarbejdet med os«, og han fandt ham ikke politisk kompromitteret; Reedtz-Thott fremhaevede, at »selve linien i regeringens politik fa vi ikke bedre med et nyt ministerium«; Tvede betegnede ham som »altid loyal mod os«, men fandt ham »altid upraktisk« 173. Disse bedommelser svarer vel ret noje til holdningen bag Piirschels brev til Neergaard af 13. oktober¹⁷⁴.

Langt senere, da Piirschel for laengst havde det politiske liv pa af stand, samlede han sit indtryk af Neergaard, malt i forhold til Madsen-Mygdal, pa folgende made: »Der findes to slags politikere. Den ene er hojtideligog fyldt af folelsen af eget vaerd. For dem er humor noget, der forringer,noget, der ligger i et lavere plan, som derfor betragtes med fjendtligeblikke,

---

171. P. Munch anforer i sine Erindringer, bd. IV, s. 355, at Erik Scavenius til ham havde oplyst, at J. C. Christensen greb ind og sagde: »Jeg forstar, at vi har valget mellem at sende hr. Cold til London og at miste vor udenrigsminister; da foretraekker jeg, at vi beholder udenrigsministeren.« Udtalelsen forekommer overordentlig karakteristisk for J. C. Christensens argumentationsmade.

172. Auswartiges Amt, pk. 117: Innere Politik u. Parteiwesen, Danemark. Telegram nr. 109 von 8/10 1922. (RA).

173. Kons. fadlesgruppeprotokol, anf. dato.

174. Se s. 611.

ligeblikke,som noget, der er udtryk for, at man ikke tager sin opgave alvorligt. Den anden gruppe er naturligvis enig med den forste i, at livet ofte er forbandet trist, men de elsker humor og finder, at humor kaster et solskinsstrejf over noget ellers grat og farvelost . . . Madsen-Mygdal horte til den forste gruppe, N. Neergaard og jeg til den sidste . . . Derfor mindes jeg Niels Neergaard med glasde, hojagtelse og taknemlighed og Thomas Madsen-Mygdal som en lille mand af den sureste type« 175. Det skal tili'ojes, at det var fa politikere, der saledes fandt nade for Piirschelsojne.

Det kan ikke udelukkes, at den manglende konservative animositet mod Neergaards person i sidste instans blev hans politiske redning. Da vurderingen i den konservative gruppe stod pa vippen, blev det fremhaevet, at et valg ikke ville lose problemerne, fordi man alligevel ville fa Neergaard igen i tilfelde af et borgerligt flertal¹⁷⁶. Men denne udtalelse ma kombineres med den betragtning, at Neergaard i og for sig ikke var nogen uonsket statsminister, safremt man kunne bevare ham uden samtidig at tage ansvaret for 9. juli-erklaeringen.

I sit forhold som regeringschef havde Neergaard store vanskeligheder. Hans vaklen frem og tilbage i reguleringssporgsmalet, hans patvungne rolle som eksekutor af de 5 ministres dom over Klaus Berntsen, hans solidaritet og siden alligevel manglende solidaritet med Tyge Rothe, hans bevaegelighed over for konservative onsker og hans manglende herredomme over regeringens personelle sammenssetning den 9. oktober er tilstraekkelige vidnesbyrd om, at han manglede evnen til at laegge en fast kurs for den regering, som han ledede. Internt i Venstre synes igen hans personlige integritet og saglige viden i hojere grad end hans poiitiske lederevner at have gjort ham til en af partiets ledende personer.

Deter i gennemgangen af krisens forlob hasvdet, at i perioden fra 1920 til sommeren 1922 ncermede Venstre sig en lederkrise, fordi »det gamle hold af politikere«, som bar regeringen ved dens dannelse, enten havde forladt politik eller var svsekket. Det kan yderligere konstateres, at da Neergaards position blev undergravet, blev ledelsessporgsmalet akut. Oluf Kragh og Madsen-Mygdal blev i denne situation konkurrenter.

Oluf Kragh havde allerede pa et tidligt tidspunkt i sin poiitiske karriereanket
over »denne hyperagrariske Venstrepolitik«, der ville »jage
fra Venstre den sidste husmand til fordel for den Zahleske farefold« 177.

---

175. Victor Piirschels arkiv, jvf. note 64.

176. Konk. faellesgruppeprotokol den 10. oktober 1922.

177. »O. Krag om dansk politik 1914-1917 i breve til Chr. Revehtlow*. (Jyske samlinger, ny raekke, V. bd. s. 317. Brev af 9. September 191.5).

Det var hans politiske mal at placere sit parti som et samfundsparti, ikke et klasseparti. Man har haevdet, at Oluf Kragh stod de radikale naer 178, og deter vel for sa vidt ogsa rigtigt, som han habede at kunne traekke dem bort fra samarbejdet med Socialdemokratiet. Derimod er det naeppe rigtigt at antage, at han i arene fra 1920 til 1924 tilstraebte en kursaendringover mod Det radikale Venstre, hvis dette var bundet til Socialdemokratiet.Under de givne omstaendigheder var han tilhaenger af et borgerligtsamarbejde, fordi han heri sa de storste muligheder for en virkeliggorelseaf hans billede af Venstres politiske mission. Derfor eksponeredeKragh sig germem hele krisen som den minister, der opretholdt naermest kontakt til DkF's ledelse. Han erkendte den parlamentariske situationog handlede i overensstemmelse med den.

Madsen-Mygdal gjorde tilsyneladende det modsatte. I sommeren 1922 var der uro inden for netop de kredse, der udgjorde Madsen-Mygdals politiske fundament. I umiddelbar forlasngelse af importreguleringslovgivningenbesluttede Dansk Landmandsforenings hovedbestyrelse pa et mode den 11. august, efter en droftelse af den politiske situation, at skride til dannelsen af et landmandsparti. Det var de storre bonder, der sogte at manifestere sig som en politisk agrarbevaegelse, og initiativet forte til dannelsenaf det parti, som opstillede ved valget i 1924 179. Oluf Kragh reagerede pa disse planer ved i en tale i Hove skov den 13. august at advare mod at lade det politiske liv praege af klassetendenser. Madsen- Mygdal reagerede - stottet i Venstres gruppe af Pinstrup og Hauch - modsat ved at soge at fore agrarpolitikken ind i Venstre og gore den til et centralt led i Venstres politik. Der var i samtiden tale om, at Madsen- Mygdal overvejede at slutte sig til Landmandspartiet¹⁸⁰, men om dette forhold har det ikke vseret muligt at finde kildemateriale. Imidlertid kaster det lys over hans adfaerd i regeringen, safremt man forudsaetter,at han eriten betragtede eller benyttede bevaegelsen som en trussel

---

178. Se f. eks. ibid. s. 304.

179. Dansk Landmandsforenings dagblad, Landmandstidende, er gennemgaet for den relevante periode. Det fremgar heraf, at hovedbestyrelsen allerede i maj 1922 bemyndigedes til at overveje bevasgelsens omdannelse til et politisk parti. Hovedbestyrelsen fandt tiden moden efter regeringens fremsajttelse af importreguleringstanken, men den endelige beslutning kom til at bero pa en vejledende afstemnin^ i foreningens sogneafdelinger. Der er mig bekendt ikke foretaget nogen unc'ersogelse af Dansk Landmandsforening, hverken af dens forhold til de ovrige andbrugsorganisationer - under Landbrugsradet - eller som forlober for det parti, der ved valget i 1924 voldte Venstre sa stor bekymring.

180. Saledes fremfort ved gentagne lejligheder i den socialdemokratiske presse. Landmandstidende meddeler intet om dette forhold, men forholder sig det meste af august 1922 afventende over for, hvad landbrugsministeren vil foretage

mod regeringens og Venstres rigsdagsgruppes politiske lime. Derfor forte han en tilsyneladende halstarrig politik, som, hvis den var fort til ende, ville have odelagt forholdet til DkF. Madsen-Mygdal led nederlag, fordi han ikke pa dette tidspunkt fik tilstraekkelig stotte i Venstres gruppe. Derfor var han ikke pa. noget tidspunkt en alvorlig kandidat til statsministerposten,men han gav krisen sit praeg, fordi den heftige uro om importreguleringeni vid udstraekning ma ssettes i forbindelse med hans politiskebestraebelser, og han var formentlig den alvorligste hindring for Kragh i dennes bestrsebelser pa at vinde herredommet i Venstre.

I Venstres rigsdagsgruppe er det pa grundlag af kildematerialet meget vanskeligt at kortlaegge indflydelsesstrukturen. Det star klart, at en landbrugsfloj skilte sig markant ud. Den var uforsonlig over for Neergaard savel i banksagen som i sporgsmalet om importregulering. Over for den stod en storre, men ustruktureret gruppe, der anlagde skiftende vurderinger. Helt markant er det imidlertid, at J. C. Christensen ovede en overordentlig stor indflydelse. Hans position i partiet var usvaekket ogsa efter hans tilbagetraeden som minister og kom som sa ofte tidligere isser til udfoldelse i forbindelse med taktiske og strategiske overvejelser. De ovationer, som blev ham til del savel blandt hans partifaeller som i modstanderpressen omkring den 15. august¹⁸¹, betod maske endog, at hans ord fik szerlig vaegt under efterarets besvaerligheder. Det ligger ud over det normale, at Venstres bestyrelse under droftelseme med DkF om dagsordenens udformning besluttede at supplere sig med J. C. Christensen og at overlade forhandlingsinitiativet til denne. Meget peger i retning af, at J. C. Christensen fremfor nogen anden i Venstre var den, der sikrede Neergaards forbliven og skabte forliget med DkF.

Deter ofte fremhsevet, at DkF i perioden fra partiets dannelse og gennem det meste af 1920'erne var et parti i splid med sig selv 182. Dette indtryk kan kun bekra;ftes ogsa ved en betragtning af partiet i efteraret 1922. Igennem sommeren og langt hen i efteraret var der langvarige diskussioner om, hvorledes man skulle forholde sig over for den trussel, som Bent Holstein udgjorde. Hans eksklusion af partiet og de deraf folgende vanskeligheder med vaelgerforeningen i Arhus og med indflydelsesrige blade som Aarhuus Stiftstidende og Nationaltidende kastede lange skygger ind over rigsdagsgruppens arbejde. Der la heri et vaesentligt - og i sammenhaengen ofte uudtalt - motiv til den konservative valgfrygt.

---

181. Endog i en reekke radikale provinsaviser saenkede man fanen ved hans afgang, saledes red. Holeer Bernild i »Nordsiaellands Venstreblad« den 15. aueust 1922.

182. Se f. eks. Erik Rasmussen: Velfcerdsstaten pa Vej, s. 97-99 og 275 samt jorgenHatting, anf. sk. s. 174.

Ogsa fra anden side var der trusler mod partiets stilling. I begyndelsen af august 1922 indtradte der et brud i Erhvervspartiet, hvorved det splittedes i to: folketingsmand Kayser fortsatte pa partiets gamle program, men folketingsmasndene H. O. Hansen og Boa brod ud og dannede pa et nyt grundlag Det frisindede Landsparti. Dette skridt vakte uro hos de konservative, fordi det nye parti ikke mindst skyldes Asger Karstensens arbejde. Han trak kraefter fra professor Birchs Centrum, men ogsa den tidligere konservative gruppeformand Johan Knudsen gik ind i partiet, og det kom derved til at samle de politikere op, som DkF i 1920 havde udskilt. Igen la der her et incitament til at undga valg, indtil forholdene omkring den nye partidannelse var afklarede.

I partiet forogede denne uro de velkendte vanskeligheder med at fastlaegge en politisk kurs^18:5, og disse vanskeligheder havde igen indflydelsepa. ledelsen af rigsdagsgruppen. Da partiet ved abningen af rigsdagssamlingen1922/23 skulle konstituere folketingsgruppens ledelse, kom det som saedvanlig til en besvasrlig valghandling. Ved en proveafstemning om formandsposten fordelte stemmerne sig saledes: Parkov 8, Korsgaard8, Piirschel 6 (hvortil kom en fuldmagt fra Holger Andersen), Sven 1 og Christmas Moller 1. Sven havde meddelt, at han ikke onskede valg, men i en ny proverunde erklaerede han sig villig. Parkov trak sig tilbage, og resultatet blev da, at Piirschel fik 10, Korsgaard 9, og Sven 7. Nu trak Sven sig tilbage, og resultatet blev da, at Piirschel valgtes med 13 stemmer, mens Korsgaard fik 11. To var blanke 184. Da Piirschelefter valget sogte at gore sit grundlag i partiet op, antog han, at stemmerne havde fordelt sig saledes: For Korsgaard: Fraenkel, ChristmasMoller, Abrahamsen, Larsen-Badse, Raffnsoe, fru Hauschultz, Lou, Holm, Sven, Lemvigh-Miiller og Korsgaard. For Piirschel: Drachmann, Holger Andersen, Juul, Vesterager, Pitzner, Reedtz-Thrott, Carlsen- Skiodt, Ulrich, Krohn, Sporon Fiedler, Fibiger, Ibsen og Piirschel. Oscar Andersen og Parkov skulle herefter have undladt at stemme. Det interessantei Piirschels opgorelse er, at han ikke opfattede sig selv som valgt pa stemmer fra partiets hojrefloj (Fraenkel, Hauschultz, Sven, Lemvigh-Miiller),men fra det, han selv kaldte »missionen«, og fra landbrugsflojen. Hertilkommer nogle stemmer fra politiske venner som Drachmann, Holger

---

182. Se f. eks. Erik Rasmussen: Velfcerdsstaten pa Vej, s. 97-99 og 275 samt jorgenHatting, anf. sk. s. 174.

183. I sommeren og efteraret 1922 blev den politiske kurs ved gentagne lejligheder diskuteret i forhold til Holstein-problemet.

184. Victor Purschels dagbog den 3. oktober 1922.

Andersen og Reedtz-Thott. Hans position var spinkel, og han opfattede
sig som truet af den skuffede Korsgaard 186.

At vasre konservativ gruppeformand krasvede et betydeligt talent for at balancere. Partiet talte ikke godt flere situationer, hvor rigsdagsgruppen spaltedes pa vitale sporgsmal. Derfor var Piirschels formandsskab betinget af isaar to egenskaber: hans evne til at skabe information til gruppen og hans evne til at formulere kompromisstandpunkter.

Gruppens informationsbehov drejede sig isasr om Venstres holdninger og intentioner. Piirschel havde ret naer forhandlingskontakt til Venstre gennem Kragh og Brorsen, og han underrettede normalt udforligt sin gruppe om sin viden. I modssetning til Venstres fa gruppemoder er det karakteristisk for DkF, at rigsdagsgrupperne modtes nassten dagligt i dagene den 10. til den 19. oktober for at drofte den politiske situation. De forsog pa chikane, som Korsgaard havde ivaerksat mod Piirschel umiddelbart efter formandsvalget, aflostes fra den 10. oktober af en enig opfattelse af, hvad der var de konservative interesser i situationen. De var enige om ikke at fremkalde ministeriets afgang, og problemet var derfor kun at agere saledes, at DkF fik storst muligt udbytte, samtidig med at partisammenholdet opretholdtes. Piirschel loste begge opgaver til gruppens tilfredshed, og regeringskrisen var derfor medvirkende til, at han styrkede sin position i gruppen.

Piirschel var langt den mest fremtraedende konservative politiker under efterarets forhandlinger. Han begraensedes i sin handlefrihed af sin gruppe, fordi den havde tradition for indgaende droftelse af alle vaesentlige politiske sporgsmal. Men fra gruppen rejstes der ikke opposition mod ham. Heller ikke Piper, der var partiets formand, var nogen haemsko for hans arbejde. Piirschel formaede at fa denne til at trsekke i land over for Neergaard, og siden havde han ikke vanskeligt ved at indpasse Piper pa den linie, som han havde lagt, og som Korsgaard stottede.

Krisens forlob og resultat lader sig saledes sammenfattende forklare ved den iagttagelse, at savel i Venstre som i DkF var der en overvaegt mod det standpunkt, at det borgerlige samarbejde ikke skulle bringes til ophor. Konsekvensen af synsvinklen bliver, at krisen i Venstre var et personsporgsmal med personeme repraesenterende forskellige politiske retningerog

---

185. Den 3. oktober 1922 noterer Piirschel i sin dagbog: »Korsgaard bitter, hvilket gav sig talrige udslag i den folgende debat«. Den 10. oktober noterede han, at Korsgaard »ma2rkelig nok« var blandt de sagtmodige i sporgsmalet om holdningen til Venstre. Med vanlig sarkasme tilfojede han dog: »Han haenger jo sa yderligt - sidste jyske tillaegsmandat - at han ikke med glaede kan ga til valg«.

ningerogstandpunkter, men i parlamentarisk sammenhaeng en pseudokrise,en art brinkmanship, hvor der hos de implicerede parter ikke var tilstraekkelige incitamenter til at omvurdere de parlamentariske samarbejdsmonstreunder de givne politiske vilkar.

Den personanalytiske indfaldsvinkel nodvendiggor ogsa en stillingtagen til, om personer uden for de direkte berorte partier sogte at ove eller ovede indflydelse pa disse. Krisens ydre omstasndigheder egnede sig i eminent grad til at fremksilde reaktioner fra interesseorganisationer og okonomisk involverede enkeltpersoner. Interesseorganisationernes adfaerd er i denne sammenhasng ikke taget op til systematisk undersogelse. Deter nsevnt, at DkF under forhandlingerne om regeringens forslag til importregulering overdrog store dele af forhandlingerne til Industriradet i den forvisning, at radet ville sikre en sadan afbalancering af forslaget, at det kom til at svare til konservative onsker. Det har derimod ikke vaeret rauligt - pa grundlag af det anvendte materiale - at efterprove, om Industriradet ogsa i de senere faser sogte at laegge pres pa regeringen eller pa enkelte af regeringens medlemmer. Man bor erindre sig, at Drachmann var ansat i Industriradet, og at radets indflydelse gennem denne kan vaere kanaliseret dels til DkF, dels derfra til regeringen og Venstre. Et lignende sammenfald mellem interesser og personer gjorde sig gaeldende i Venstre. Madsen-Mygdal, Pinstrup og Hauch udgjorde landbrugsbevsegelsens organisatoriske top, og der kan ikke vaere tvivl om, at deres standpunkter i regering og parti afspejlede deres organisations onsker.

Pa det personlige plan har alene H. N. Andersens indflydelse sat sig spor i materialet. Da krisen var overstaet, var den engelske gesandt ikke i tvivl om, at Andersen havde vaeret den egentlige drivkraft bag den. Han fojede til sine tidligere indberetninger den pa rygter hvilende formodning,»that the reason why monsieur Neergaard has remained as Premier is that Mr. Andersen wished him to do so as he prefers not to have too strong a man as Premier* 186. En lignende betragtning la maske bag, da den danske gesandt i Berlin, grev Moltke, den 12. oktober forklarededen tyske udenrigsminister om krisen: »In der ganzen Spiele um die Ministerportefeuilles wie auch um die Sanierung der Landmandsbankzeigt sich deutlich die Hand des Etatsrats Andersen« 187. Ogsa grev Moltke var praeget af opfattelserne i det snaevre udenrigsministerielle miljo, og hjemmelsmanden for disse antagelser kan meget vel have vaeret H. N. Andersen selv. Det synes et velanbragt rad, da den engelske udenrigsministerpa

---

186. FO 371/8094. Indberetningen er dateret den 10. oktober 1922.

187. Auswiirtiges Amt, pk. 117: Innere Politik u. Parteiwesen. Danemark, Aufzeichnung 12. Okt. 1922.

sterpaen indberetning fra lord Granville af 4. december 1922 noterede: »Mr. Andersen is not in my opinion a very reliable or impartial informant and I am by no means sure that lord Granville would not be well advised to see less of him ... I have little doubt that mr. Andersen goes about saying that he is running H. M. legation* 188.

Imidlertid ma det erkendes, at savel banksagen som handelspolitikken matte pakalde sig H. N. Andersens interesse. Deter tidligere vist, at Andersen ovede en afgorende indflydelse pa udenrigsministerskiftet, og at han havde en okonomisk klemme pa regeringen i bankrekonstruktionen. Deter en antagelse, der kun kan bygge pa gisninger, at han og^a i reguleringssporgsmalet sogte at ove indflydelse. Hans handelspolitiske ideal matte vaere at undga restriktioner for frit at kunne handle med de varer, der gav den storste profit. Derfor stottede han formodentlig fra starten en Venstre-regering, og derfor havde han og Madsen-Mygdal i saerlig grad samarbejde. Soren Morch har imidlertid sandsynliggjort, at H. N. Andersen i slutningen af September var i en vanskelig stilling 189, og det kan have vseret en medvirkende arsag til, at han for en tid begraensede sine politiske aktiviteter. I disse forhold ligger der da eventuelt en delforklaring pa, at Madsen-Mygdal i begyndelsen af oktober stak piben ind og overlod de videre forhandlinger om importreguleringen til Neergaard. Imidlertid ma det samtidig fremhaeves, at der i de partipolitiske og parlamentariske forhold er fundet rimelige begrundelser til forklaring af disse forhold, begrundelser, der nok ma tillaegges hojere vaerdi end H. N. Andersens eventuelle ambitioner.

Krisen lader sig ogsa anskue under en strategisk synsvinkel. Safremt man med Gunnar Sjoblom antager, at strategi er »an actor's extensive and comprehensive planning of the use of available means with the object of attaining certain goals attempted in competition with others* 190, sa kan man med dette udgangspunkt antage, at et parti har fire strategiske mal: programvirkeliggorelse, stemmemaximering, maximering af parlamentarisk indflydelse og partisammenhold 191.

Programvirkeliggorelse ville for Venstre - sat pa spidsen - betyde frihandelog fri konkurrence, for DkF en aktiv erhvervspolitik, underbygget med beskyttelsesforanstaltninger. I den konkrete situation betod det for Venstre, at man skulle undlade at stotte importreguleringstanken, og at man skulle lade Landmandsbanken falde ud fra devisen »lad falde, hvad

---

188. FO 371/8094.

189. S 0 re n M 0 r c h, anf. sk. s. 142f.

190. GunnarSjoblom: Party Strategies in a Multiparty System, s. 30.

191. Ibid. s. 73ff.

ikke kan sta«. For DkF matte programsynsvinklen medfore en hoj prioriteringaf reguleringssporgsmalet og en interesse i, at Landmandsbanken blev bragt pa fode, saledes at erhvervslivet ikke ramtes gennem dens eventuelle sammenbrud. I begge partiers programudtalelser indgik imidlertidogsa, at de ville danne et alternativ til »GS-partierne«. Der var en tendens til, at Venstre ville fremme dette mal pa egne vilkar, mens DkF staerkere understregede »det borgerlige samarbejde«. Uanset nuancerne i opfattelse var der i den konkrete parlamentariske situation indbygget en konflikt i programmalene, fordi samarbejdet mellem partierne ikke modsvaredesaf faelles erhvervspolitiske intentioner.

Problemet om stemmemaximering er vanskeligt at omsaette til en empirisk undersogelse, fordi det bygger pa politikernes forventninger om kommende vaelgeradfa^rd. Politikerne kunne kun have vage forestillinger om disse forhold, men der var i begge partier en tendens hen imod at rendyrke programstandpunkterne i den situation, hvor et valg var en mulighed. Venstre sogte at skabe sig et bedre valggrundlag ved at aendre kurs i reguleringssagen og derved gore valget til et valg mellem frihandel eller restriktioner. DkF fandt ikke det saglige valggrundlag darligt, men partiet onskede ikke at fremkalde et valg, fordi der var uro blandt partiets potentielle vaelgere, og fordi det borgerlige samarbejde heist ikke skulle bringes til ophor pa konservativ foranledning.

Maximering af parlamentarisk indflydelse var for Venstre et sporgsmal om at bevare regeringsmagten og at undga vitale indrommelser til DkF. Partiets parlamentariske indflydelse var i fare, safremt der fra konservativ side stilledes konkrete krav om regeringsinitiativer som betingelse for konservativ stotte. For DkF havde sporgsmalet om parlamentarisk indflydelse Vceret et centralt problem helt fra partidannelsen. Der var efter valget i 1920 kun mulighed for at ove den parlamentariske indflydelse gennem Venstre. I foraret 1921 havde der ganske vist vseret talt om en trekantkombination uden om Venstre, og i efteraret 1922 talte bl. a. Larsen- Badse offentligt om muligheden for dannelsen af en konservativ mindretalsregering 192, men disse tilkendegivelser ma opfattes som forsog pa pression mod Venstre med det formal at opna storre indflydelse pa regeringens

Partisammenholdet var for begge partier et problem. Der bestod i situationendet forhold, at jo mere der pressedes pa for at bevare eller oge den parlamentariske indflydelse, desto vanskeligere blev det at bevare partisammenholdet. I Venstre kom problemet klarest frem i forbindelse med Madsen-Mygdals, Pinstrups og Hauchs forhold til partiet. Forst da

---

192. Larsen-Badse talte herom i Maribo den 27. September 1922.

valgtruslen blev reel, etableredes der et sammenhold i g;ruppen, og det udbyggedes, da DkF stillede sine krav. I DkF frygtede Piirschel til stadighed,at enigheden mellem ham og Korsgaard skulle svigte med risiko for, at det skrobelige partisammenhold blev udsat for belastning. For begge partiers vedkommende foreligger der imidlertid den abenbare analytiskevanskelighed, at trusler mod partisammenholdet kan vsere udtryk for bestoebelser pa at pavirke partiet til at trseffe onskede beslutninger. Deter derfor nasppe muligt at male graden af intern uro, og deter i hvert fald Vcesentligt at konstatere, at i begge partier tonedes disse trusler ned i takt med situationens tilspidsning.

Med anvendelsen af disse analytiske og abstrakte termer kan regeringskrisen anskues som en malkonflikt, dels internt i partierne, dels i forholdet mellem partierne. Vaesentlig for hele den betragtningsmade er det, at de konkrete »sager«, der indgik i krisen - banksagen og importreguleringen - herved bliver anskuet som redskaber i det strategiske kaplob mellem partierne. De anvendtes til at fremtvinge aendringer i de strategiske vilkar, og deres indhold aendrede sig i takt med den strategiske udvikling. Mange forhold i skildringen af krisens forlob forklares bedre, safremt denne iagttagelse fastholdes. Eksempelvis skal blot peges pa den forskellige vasgt Venstre lagde pa reguleringssporgsmalet i forskellige faser af krisen, pa at Neergaards meddelagtighed i bankaffaeren tolkedes forskelligt af samme gruppe politikere i forskellige strategiske situationer, og pa at der i argumentationen i begge partier skete aendringer i den vaegt, der blev lagt pa henholdsvis den ene og den anden »sag«. En strategisk gentasnkning af krisen vil altid give til resultat, at de strategiske momenter fremhaeves, og at andre momenter traenges i baggrunden, men som forklaring er anskuelsesmaden frugtbar bade til yderligere forstaelse af aktorernes adfaerd og til at papege, inden for hvilke graenser politikerne handlede.

Endelig kan man bevaege sig endnu et trin op i abstraktionsniveau og soge krisen forklaret pa baggrund af det, man med et vagt udtryk kunne kalde den almindelige politiske situation, saledes som denne forela forud for og omkring krisetidspunktet.

Deter ikke muligt i denne sammenhaeng at give nogen detaljeret vurderingaf de politiske vilkar, under hvilke regeringen Neergaard arbejdede.Det skal blot anfores, at i tiden frem til efteraret 1921 var der en karakteristisk tilbageholdenhed med at fremsaette lovgivningsforslag, som ikke var direkte affodt af opgoret med »G. S.-partierne« eller af akutte lovgivningsbehov, og som ikke forud var forhandlet med DkF. Den parlamentariske situation, men ogsa den alvorlige okonomiske krise

tilsagde denne tilbageholdenhed. Igennem laengere tid havde Neergaard imidlertid antydet, at regeringen arbejdede pa en helhedslosning af den okonomiske politik, og i efteraret 1921 fremlagdes en rcekke forslag, der af Neergaard betegnedes som en samlet finansplan 193. Ud over forslag om en ret gennemgribende aendring i skattelovgivningen fremsattes der tillige forslag om beskatning til staten af faste ejendomme og forslag til en revision af toldloven. Ejendomsbeskatningen skulle efter forslaget ud over den traditionelle ejendomsskyld tillige hvile pa en grundskyld, og toldloven fastholdt den stort set liberale toldlovgivning, der var vedtageti 1908. Disse to forslag kunne ikke paregnes at fa konservativ stotte, mens de pa den anden side la ret naert op ad isaer radikale onsker. Ved forslagenes 1. behandling spurgte Borgbjerg, om der var lagt op til bryllupeller begravelse, mens Ove Rode var mere interesseret i, om man var vidne til indledende skilsmisseforhandlinger - vel underforstaet, om regeringenvar pa jagt efter en ny partner for at kunne realisere det okonomiske reformprogram 194.

I foraret 1922 pakkedes disse forslag ned i udvalgsarbejde, og den langvarige strid om forsvarslovgivningen kom til at virke som en paraply over regeringen, fordi DkF prioriterede gennemforelsen af nye forsvarslove hojere end andre politiske emner. DkF onskede derfor ikke at belaste samarbejdet med regeringen ved at bringe de erhvervspolitiske og beskatningsmaessige problemer op til ny debat.

Da arbejdet med forsvarslovene endelig var afsluttet i begyndelsen af august 1922, betod det ogsa, at faellesmalet af interesser mellem regeringen og DkF var vaesentligt reduceret. Indtrykket heraf forstasrkedes, fordi mange konservative betragtede forsvarslovgivningen som udtryk for en for stor imodekommenhed over for Venstres krav, og denne indstilling medvirkede til at oge afstanden mellem de to partier. Det var derfor at forvente, at DkF i den kommende folketingssamling ville presse regeringen meget hardt pa det erhvervspolitiske omrade.

Deter savel andetsteds som tidligere i denne sammenhceng blevet haevdet,at Venstres forslag om importregulering betod et skridt til siden hen imod konservative onsker. Denne vurdering er kun rigtig, for sa vidt som DkF accepterede og stottede forslaget. Forslaget betod ikke nogen langsigtet losning pa konservative krav om en beskyttelse af dansk industri, og deter nok karakteristisk, at det forslag, som Oluf Kragh forelagdefor de konservative, i virkeligheden la naermere radikale onsker end

---

193. RT, 1921-22, FT, sp. 20.

194. Ibid., sp. 2783 og 2844.

konservative. Reguleringlovgivningen blev vedtaget med stotte fra samtligepartier, og derfor var den parlamentarisk forsvarlig for Venstre. De langsigtede konservative onsker om en generel omlaegning af toldlovgivningenblev naermest henvist ad calendas graecas, fordi overenskomstenom at tage yderligere sporgsmal op i forbindelse med den kommendetoldlovgivning betod, at disse skulle forhandles i et klima, der var meget ugunstigt for DkF.

Importreguleringen var altsa ikke alene udtryk for en panikagtig reaktion fra regeringens side, men den var under den givne situation den mindst skadelige forholdsregel til imodegaelse af den opstaede parlamentariske situation. Det var karakteristisk for dette forhold, at Tyge Rothe i sin forelseggelse af forslaget prseciserede, at det matte opfattes som »en übetinget afslutning pa sporgsmalet om ekstraordinzere kriseforanstaltninger med hensyn til industrien i form af importregulering eller lignende« 195, mens Drachmann replicerede, »at man skal aldrig sige aldrig« 196. Hele forhandlingen daekkede over en fundamental uenighed mellem de to partier i vurderingen af den okonomiske situation og de okonomiske interesser, der la bag erhvervspolitikken.

Bag disse vurderinger la de to partiers forskellige interesseorientering. Pa trods af krisen ogedes landbrugets produktionsvaerdi nogenlunde stot i arene efter krigens afslutning, og med den lave kronekurs, som herskedefra slutningen af 1919 frem til 1925 var landbragets indtjeningsevnebedre end industriens, safremt det hjemlige omkostningsniveau kunneholdes nede. Industrien var langt hardere ramt. I 1922 var dens produktionsvEerdiendnu langt under vaerdien i 1920, og arbejdsloshedstallet la pa. et arsgennemsnit omkring 20 %. Ganske vist var Industrirad og Arbejdsgiverforening interesseret i at holde produktionsomkostningerne nede gennem reduktioner af arbejdslonnen, og ganske vist lykkedes bestrcebelsernepa dette punkt, men i den konkurrencesituation, hvori industrienbefandt sig pa grand af valutafaldene i Centraleuropa, var de danskeproduktionsomkostninger alligevel for store til, at danske varer kunne klare sig i konkurrence med udlandets. Derfor var landbrugsorganisationernesog industriorganisationernes interesser langt fra hinanden; interessernekanaliseredes til henholdsvis Venstre og DkF. Modsaetningen naedeet hojdepunkt i sommeren 1922, hvor der var tegn pa en konjunkturstabilitet.Landbruget var tilbojelig til at indstille sig pa disse vilkar, forudsat at de frie konkurrencemuligheder bevaredes og udbyggedes,

---

195. Ibid., sp. 9595.

196. Ibid., sp. 9612.

mens industrien betragtede konjunkturerne som udtryk for en konstant
krise, denned bevarelsen af en frihandelsokonomi ville vaere odelseggendefor
dansk industri.

Ifort politisk klasdebon blev disse interessemodscetninger til en ideologisk kamp for eller imod liberalisme i handelen, og i den kamp havde det bestaende borgerlige samarbejde ingen mulighed for at overleve, safremt den tilspidsedes. Madsen-Mygdal var villig til at tage kampen uanset politiske konsekvenser, de konservative var noget mere tilbageholdende, fordi der var en betydningsfuld landbrugsfloj i partiet. Men ind i striden blandede ogsa Det radikale Venstre sig. I sommeren og efteraret 1922 talte Ove Rode gentagne gange om muligheden for »et bredt demokratisk flertal«, hvilket betod en invitation til de kredse i Venstre, der ikke havde onsker om at binde sig til samarbejde med DkF, om at deltage i en bred koalition med de radikale, centralt placeret mellem venstrefolk og Socialdemokratietl97. Det var fra Ove Rodes side utvivlsomt et taktisk betonet udspil for at hindre de forsog pa tilnaermelse mellem Socialdemokratiet og DkF i industripolitikken, som, hvor utrolige de end matte vaere, kunne bringe Det radikale Venstre i en vanskelig situation. Konkurrencen om H. P. Hanssens gunst mellem Venstre og Det radikale Venstre var formentlig et udslag af disse bestraebelser 198, som indeholdt kimen til en omvurdering af de parlamentariske vilkar. Bag dem la en voksende fornemmelse af, at hverken det borgerlige samarbejde eller det radikal- socialdemokratiske samarbejde behovede at vasre varige blokdannelser.

Regeringskrisen kan betragtes som en ydre manifestation af disse omvurderinger. Madsen-Mygdal ville rendyrke sine liberale grundsastninger, og han matte derfor befri sig fra det konservative pres. Regeringsbeslutningen i august om importreguleringen kom ham formentlig pa tvaers, men kunne forsoget begraenses, og kunne dets virkninger blive, at den konservative handelspolitik blev afdaskket som umulig, var stillingen maske endog bedret for ham.

Landmandsbankaffaeren medforte, at denne generalpolitiske hovedlinie
sloredes. Over for banksammenbruddet matte selv Madsen-Mygdals liberalismegive
op, men vigtigere var det maske, at sporgsmalet om ministerietsstilling

---

197. Ove Rode talte over dette emne i en raekke provinsbyer i sidste uge af September 1922, saledes i Fredericia og i Storeheddinge.

198. Det har ikke vaeret muligt i denne sammenhaeng at inddrage i undersogelsen den saerdeles interessante stilling, som H. P. Hanssen indtog i forholdet mellem Det radikale Venstre og Venstre, i saerlig grad for de kraefter i hvert parti, som tilstraebte en heling af bruddet i 1905. Jeg haber senere at kunne vende tilbage til disse probleimer.

rietsstillingblev rejst pa et tidspunkt, hvor Madsen-Mygdal endnu ikke havde faet bragt sit skyts i stilling. Forgaeves sogte han at overdove bankaffaerenved udspil pa handelspolitikkens omrade, men Venstre var endnuikke beredt pa at tage et valg pa frihandelens principper. Det pegede fremad - men ogsa ud over denne afhandlings graenser - da Ove Rode under finanslovdebatten i efteraret 1922 kommenterede sine tanker om et bredt demokratisk flertal pa folgende made: »Jeg tror, at Venstre og Hojre vil blive sammen. De, der er konservative, og de, der er blevet konservative ved udviklingen, vil blive sammen .. . Men udviklingen gar sin gang, og under de kommende tiders svaere okonomiske storme, skal der nok losnes ved de tilsyneladende sa konsoliderede moderate og konservativeblokke. Demokratiske befolkningslag vil genfinde sig selv, og demokratiske befolkningslag vil komme til at se, at de star i et politisk selskab og forbund, der hverken stemmer med deres tankesaet eller interesser«199. Pa disse bemaerkninger svarede Pinstrup: »Nu star striden i politik herhjemme ikke laengere mellem almindelig og privilegeret valgret,der star ikke strid for og imod parlamentarismen, de kampe emu udkaempet, og nu ma der traskkes andre linier op i dansk politik. De, der er pa den ene side af kloften, er jo endnu enige ... Pa den anden side af kloften tror jeg, det bliver sporgsmalet om frihandel eller beskyttelse, der vil komme til at dele vandene, interessemodsaetningerne vil komme til at trade staerkt frem i fremtidens politik, ogsa pa denne side af kloften«200.

Sommeren 1922 var saledes anskuet en opbrudsperiode i dansk politik, og regeringskrisen var i fortaettet form et opgor i Venstre mellem liberalisme og moderate samarbejdsbestrasbelser; i det opgor greb DkF ind for at bevare det bestaende og undga det uprovede. Balancen opretholdtes, men den var ikke mindre vaklende end forud for krisen.

De tre forklaringstyper, som her er sogt opstillet, holder sig alle til det parlamentariske plan, men alligevel lader de sig ikke kombinere i en samlet forklaring af, hvilke faktorer der udloste, pragede og afsluttede krisen.

Hver for sig er forklaringerne sogt opstillet saledes, at krisen lader sig fortolke i sin udstrakning, derimod er de ikke opfattet som liggende i forlaengelse af hinanden. Ved en overfladisk betragtning synes det muligtat kombinere dem 'baglaens', dvs. at ga fra den »almindelige politiske situation* til en deraf afledet »strategisk taenkning« og derfra igen til en afledet adfaerd pa personniveauet. Forklaringerne er irnidlertid opstillet

---

199. RT, 1922-23, FT, sp. 110.

200. Ibid., sp. 429f.

pa grundlag ai; forskellige datasast, og en kombination vil ikke kunne holde over for en logisk betragtning, fordi »den almindelige politiske situation*er tillagt sadanne praedikater, at den gores specifik, mens de generellemal er forudsat at vaere generelle, under alle forhold gaeldende. De strategiske mal har derfor ogsa begra?nset relevans for en analyse af indflydelsesstrukturen i regeringen og partierne, fordi en generel analyse af strategiske forhold pa een gang er mere omfattende og mere eksklusivend analysen af de indflydelsesstrukturer, der aendrede sig i takt med krisens forlob.

J. H. Hexter har fonnuleret folgende synspunkt: »The collocations survive in the record of the past. If one breaks history down into historical explanation, historical explanation into explanation »why«, explanation »why« into causal explanation, and causal explanation into explanation by »factors«, however, one can render quite negligible the impact on one's own perception, of sush collocations* 201. Jeg tror, at professor Hexter har ret i dette raesonnement og i den deraf afledede opfattelse, at faktoranalyse i historisk videnskab nodvendigvis ma fore til jagt pa en faktor, som bade er den tilstraekkelige og den nodvendige betingelse for forklaring. Dette forer i studiet af politisk historie ud i det absurde, fordi faktorerne er og ma vaere afledt af den enkelte forskers mere eller mindre omfattende viden om saglige forhold, af hans praeferencer, miljo osv. Politisk historie lader sig ikke kvantificere til sikre storrelser, der kan indssettes i et ligningssystem. Det betyder efter min opfattelse ikke, at man nodvendigvis alene skal forklare begivenheden ved begivenheden, saledes som den lader sig afdaekke i flest mulige detaljer, men det betyder, at man abent skal erkende flerheden i forklaringsmuligheder, nar man stiller sporgsmalet »hvorfor«.

De i denne sammenhaeng opstillede forklaringer udgor hver for sig tilstraekkelige, men ikke nodvendige betingelser for krisens forlob. Heller ikke selv om man provede det, ville man gennem en kombination na. frem til en bade tilstnekkelig og nodvendig betingelse. Bevidst er det sporgsmal da holdt abent, om man vil vaslge at finde de tilstraekkelige grunde - de grunde, hvori sindet finder hvile - i den ene eller den anden af de her opstillede forklaringer. Jeg skylder at papege, at ogsa andre kan taenkes og gennemproves.

Denne afhandling indledtes med et citat af Erik Arup. Jeg haber med
gennemgangen af begivenhederne og med disse afsluttende bemaerkningerat
have level: op til hans krav, men samtidig at have vist, at nar man

---

201. J. H. He x t e r: The History Primer, s. 112.

haever sig op over de sikre kendsgerninger, melder usikkerheden sig, fordi de sikre kendsgerninger kan proves og verificeres i forskellige sammenhaenge,sammenhEenge, der ikke behover at vaere modstridende, men heller ikke at vaere indbyrdes sammenhasngende 202.

---

202. Dette synspunkt - og dermed mine overvejelser over fortolkningsmulighederne - er i nogen grad i overensstemmelse med det af K a r 1 P op pc r i The Open Society and Its Enemies fremforte: »We must not think that a general interpretation can be confirmed by its agreement even with all our records; for we must remember its circularity, as well as the fact that there will always be a number of other (and perhaps incompatible) interpretations that agree with the same records*. (Her citeret fra: Hans Meyerhoff (ed.): The Philosophy of History in our Times, New York 1959, s. 301). Jeg skylder universitetslektor Esben Albrectsen tak for - ved gennemlaesningen af mit manuskript - at have henledt min opmaerksom herpa.