Historie er beretningen om de begivenheder i fortiden, som det skonnes vaerd at erindre i fremtiden. Videnskabelig historieskrivning underkaster kilderne en aegthedskritik. Drejer det sig om den del af fortiden, som kaldes nutiden, er det nodvendigt ogsa at underkaste samtidshistorikeren en aegthedskritik.

I sin bog »Dansk politik i 1960'erne. Taktik og strategi« (1969) har
professor, dr. phil. Tage Kaarsted et indledningsafsnit om »Samtidshistorikerens
vilkar«, hvor han skriver:

»Men ellers adskiller samtidshistorien sig kun fra den »almindelige« historie ved, at den foruden de traditionelle historiske kilder ogsa bygger pa nulevende personers oplysninger. Samtidshistorikeren kan indsamle sadant materiale i form af interviews og beretninger. Han skaber sa at sige sit eget kildemateriale, i alt fald i et vist omfang.«

I samme bog s. 12 fremhaever Kaarsted, at en samtidshistoriker ikke ma sky nogen ulejlighed for at fremskaffe et alsidigt og relevant kildemateriale og fremlaegge det redeligt. Da Kaarsted i sin afhandling i »Historie* har givet en mere nedsaettende end saglig vurdering af mig og den beveegelse, jeg tilhorer, vil en kommentar vaere rimelig. Da min person er underordnet, men Retsforbundet overordnet, vil det vaere naturligt, at jeg soger at rette nogle af hans mange misforstaelser.

En af disse misforstaelser er, at deter mig, der gennem arene har angrebet og forfulgt Kaarsted, hvor forholdet er dette, at Kaarsted i 1962 anmodede Knud Tholstrup og mig om relevante oplysninger om Trekantregeringens tilblivelse; men hvor han pa vassentlige og centrale punkter har udeladt disse oplysninger, hvorved hans fremstilling historisk bliver skaev, og hans fremgangsmade falder uden for den metode, som han selv anbefaler i de foran citerede stykker.

Meget ville have vasret vundet, hvis Kaarsted i tide havde rettet sine
fejl og beklaget sine misforstaelser.

Kaarsteds vurdering kan kort gengives med hans egne ord (s. 455)*: »Retsforbundets indflydelse var ringe, og Starckes endnu ringere.« Ringere var den dog ikke, end at Kaarsted bruger over 22 tset trykte sider pa at bortforklare denne indflydelse.

En vurdering af en regerings politik ma naturligvis omfatte de resultater, den naede. De ma i hvert fald naevnes. Bagefter kan man sa tage stilling til, om de skal forklares eller bortforklares. Deter derfor en mangel ved Kaarsteds boger og artikler, at han ikke omtaler de resultater, som Trekantregeringen naede i arene 1957-1960. Deter ogsa en mangel, at han kun har haft en eneste samtale i 1962 med direktor Knud Tholstrup, som tog initiativet til Trekantregeringen, og mig, som tog del i den. Forud for bogen »Dansk politik« har han hverken haft nogen samtale med os eller indhentet nogen oplysning.

Trekantregeringen hindrede en ny kronenedskaering. Bade for og efter denne regering er der foretaget kronenedskseringer, hvorved milliardbelob vilkarligt flyttedes fra en del af befolkningen til en anden. Da Trekantregeringen blev skabt, blev der skabt tillid til kronen, en tillid, som senere er svundet.

Inflationen, som i arene for 1957 var stor, og som i arene efter 1960 var endnu storre, blev praktisk talt bragt til standsning I arene 1957-60, hvilket er et sa usaedvanligt faenomen i europaeisk okonomi, at det fortjente at naevnes.

Statsgjelden blev nedbragt fra ca. 11/'2I1/'2 milliard til ca. 400 millioner. Siden
1960 er den steget til det halvtredsdobbelte.

Rentebyrden la lavere end for Trekantregeringen. Den er siden 1960
mere end fordoblet.

Valutaunderskuddet aendredes til et valutaoverskud. Beretning om Kjobenhavns Handelsbank, 1958, viser pa en kurve den raketagtige stigning umiddelbart efter Trekantregeringens dannelse. Siden 1960 er der igen kommet et voksende valutaunderskud.

Valutacentralens efterfolger, Varedirektoratet, blev lukket, importrestriktionerneafviklet og tolden nedtrappet mellem de 7 europaeiske EFTA-stater. Jordspekulationen blev staekket. Siden man efter Trekantregeringenstid afskaffede grundstigningsskylden, statsgrundskylden og jordrentebrugene, er den igen blusset op, og de samfundsskabte jordvaerdiersteget

---

*) Her og i det folgende henviser sideangivelser uden naermere titel til den nasvnte afhandling i »Historie«.

vaerdierstegetfra 17 milliarder til 102 milliarder, en stigning i lobet af
10 ar pa 85.000.000.000 kr., som vaesentlig er tilfaldet dem, der ikke
har skabt dem.

Arbejdslosheden forsvandt og arbejdernes reallon steg, som aldrig for. Det store kasseunderskud, som de andre partier ved valget i 1957 havde efterladt udaekket i statskassen, blev dsekket gennem juni-lovene. Siden blev der i 3V2 ar ikke palagt nye skatter, hvilket ogsa er noget usaedvanligt. Siden 1960 er skattebyrden femdoblet.

Trekantregeringen er den eneste regering, der har naet sadanne resultater. Trekantregeringen er den eneste, der har haft Retsforbundet som deltager og initiativtager. Kaarsted kan derfor ikke tillade sig at ryste pa hovedet uden at ryste tilliden til sin egen objektivitet.

Retsforbundet er en bevaegelse, der soger at Iose jordsporgsmalet. Hvad
gait er der ved det?

Deter ogsa en bevaegelse, der soger at Iose handelsbalancens og valutabalancens
problem gennem frihandel. Hvad gait er der ved det?

Deter endelig en bevaegelse, der soger at afgraense statens og administrationens
magtomrade og fjerne skatterne fra indkomst, opsparing, forbrug
og byggeri. Hvad gait er der ved det?

For valget i 1945 holdt jeg pa Retsforbundets vegne et radioforedrag den 22. oktober 1945 - otte dage for valget. Jeg pegede pa, at Socialdemokratiet, Radikale og Retsforbundet under en given konstellation kunne udgore et flertal., der kunne gennemfore grundskyld - at Venstre, Radikale og Retsforbundet under en anden konstellation kunne frigore handelen - og at Konservative, Venstre og Retsforbundet under en tredie konstellation kunne afgraense statsmagten og skatteudskrivningen.

Denne strategiske linie er klar og enkel. Kaarsted kalder den »ulden og tvetydig« (s. 437). Linien er dertil demokratisk, fordi alle tre konstellationer havde tilslutning i de pagaeldende partiers programmer og dermed flertal i befolkningen. Radiotalen er trykt i min pjece: »Nationale sporgsmal« (1946, s. 1-12).

Da Kaarsted den 19. marts 1962 bad mig om oplysninger om Trekantregeringenstilblivelse, gav jeg ham denne pjece. Hverken i sin bog »Regeringskrisen1957« (1964) eller i »Dansk politik i 196O'erne« har han meddelt sine laesere noget om dens eksistens. Han kunne have indskrsenketsin bog til at omhandle regeringsforhandlingerne i maj 1957. Han kunne have ladet vaere med at henvende sig til direktor Knud Tholstrup og mig. Han kunne enten under disse samtaler eller ved modtagelsen af

de onskede oplysninger have meddelt, at han af de og de grunde ikke
agtede at tage hensyn til dem. Intet af dette gjorde han.

En historiker ma kritisere og vurdere en sags aktstykker, men han ma ikke undertrykke eller bortskaffe vigtige aktstykker, som han selv har bedt om. Ellers bevaeger han sig fra objektivitetens klare luftlag ned i den partipolitiske journalistiks atmosfaere.

Han anforer til sin undskyldning (s. 433), at undertitlen pa hans bog om Regeringskrisen var »En studie i regeringsdannelsens proces«. Deter rigtigt, at sadan star der pa titelbladet, men Kaarsted naevner ikke, at der midt pa bogens omslag star anfort en anden undertitel »Trekantregeringens tilblivelse«. Ved at saette denne undertitel pa selve omslaget og anbringe den lige over en karikatur, hvor jeg som centralfigur optraeder i »Kejserens nye Klseder«, far han svaert ved at forklare, at han i en bog om Trekantregeringens tilblivelse netop udelader de oplysninger, der forklarer Trekantregeringens tilblivelse.

Han prover derfor at falde tilbage til en ny forsvarslieie. Pa side 437
skriver han:

»Deter korrekt, at jeg har udeladt denne tale af min fremstilling, dels fordi jeg kun skildrer tiden 1945-57 yderst kortfattet, dels fordi jeg fandt, at der ikke gik nogen lige og übrudt linie fra den til Viggo Starckes og Retsforbundets regeringsdeltagelse i 1957. Laeser man hele talen, er der ingen invitation til Socialdemokratiet, som slas i hartkorn med kommunisterne. Der tales kun om »et vist samarbejde« med Socialdemokratiet i grundskyldspolitikken, og forinden er det sagt, at S vil misbruge det grundskyldsforslag, det har taget fra Oluf Pedersen, til at oge skatterne med. Socialdemokratiet angribes videre for sin mangel pa troskab over for frihandelsideen og sin skatteglaede, mens groften til V, K og R (og isaer V og R) ikke graves naer sa dyb. Efter min mening kan man godt argumentere for, at talen ligger taettere op ad de ikkesocialistiske partier end ad Socialdemokratiet; men den gor det pa en sa ulden og tvetydig made, at den ikke har kunnet hindre Starcke i at traekke, til hvilken side han ville. Deter ikke noget ringe politisk kunststykke at slippe helskindet fra det, men det kraever et betydeligt mal af frejdighed at postulere, at denne tale peger direkte frem mod trekantregeringen i 1957. Den kunne lige sa vel bruges som argumentation for en hvilken som heist anden regeringskonstellation.«

Jeg har gengivet dette stykke fra Kaarsteds afhandling, fordi det egner sig til bedommelse al: hans metode. Man bedes gennernlaese Kaarsteds stykke en gang til, og betasnke, at min tale sigter pa et mal, der i givet fald ville kunne nas gennem tre forskellige trekantkonstellationer. Talen er ikke en invitation til Socialdemokratiet. Den er en invitation til et

samarbejde mellem S, R og RF om grundskyldspolitikken - til V, R og
RF om frihandelspolitik - og til K, V og RF om begraensning af skatteudskrivningenog
statens indblanding i erhvervslivet.

Kaarsted pastar, at jeg slar S og kommunisterne i hartkorn. Han overser, at begge var marxistiske partier, at S i 1945 endnu troede pa marxismen, mens det i 1957 var desillusioneret efter at have set resultaterne af kommunismen ost for jerntseppet og af socialiseringerne vest for Nordsoen.

Til belysning af Kaarsteds metode ma jeg fra min tale side 6 citere:

»Man har sagt, at al den tale om grundskyld og retsstat var teori og tagesnak. Det ma vel hore op nu, efter at de danske husmaend igen har rejst deres gamle krav om grundskyld, frihandel og skattefrihed pa arbejde, forbrug og byggeri. Og nu, hvor arbejderstanden gennem landets storste parti, Socialdemokratiet, ogsa har rejst kravet om fuld grundskyld, da kan man vaere sikker pa, at grundskylden kommer. Deter praktisk politik i dag.«

Side 7 siger jeg yderligere:

Retsforbundet vil derfor, hvis det far foroget magt, kunne fa et vist samarbejde med Socialdemokratiet. Ogsa de Radikale har jo grundskyld pa deres program, og en fremgang for Retsforbundet vil sikkert vaekke dem op til dad.«

Ved slutningen af talen siger jeg side 12:

»Danmarks Retsforbund mener, at ungdommen har samme arveret til faedrelandets
jord, som det gamle slaegtled. Vi vil give den et faedreland at eje,
hele Danmarks jordvaerdi.«

Kaarsted har altsa ikke ret. Sigtet er sa klart, at alle kan se det. Men radiotalen af 22. oktober 1945 fylder kun pjecens forste 12 sider. De nasste 12 gengiver den forste tale, jeg holdt i Folketinget den 7. december 1945 - kun 6 uger senere. Hovedparten af denne tale, der er holdt et halvt ar efter krigens slutning, handler om de jordreformer, der i Danmark blev gennemfort efter krigene de sidste 300 ar: Verdenskrigen, De Slesvigske Krige, Englandskrigene, Den Store Nordiske Krig og Svenskekrigene.

En historiker bor interessere sig for historie. Hor her, hvad jeg siger
side 16:

»Efter den forste store verdenskrig fik vi aret efter, i 1919, loven af 4. oktoberom
jord i offentlig eje, bygget pa grundskyldsprincippet, og 3 ar senere

fulgte loven om statsgrundskyld, 2 ar efter igen loven om kommunal
grundskyld.«

Til den nys udnsevnte statsminister Knud Kristensen sagde jeg side 22

»Vi star altsa over for dette, at arbejderne gennem Socialdemokratiet har ytret deres onske om en Iosning af jordsporgsmalet, at husmaendene har ytret deres onske om en losning af jordsporgsmalet, at Det radikale Venstre klart og kraftigt i deres program gar ind for det samme, og at Danmarks Retsforbund gor det samme. - Jeg henleder altsa regeringens opmaerksomhed pa, at der i dette hoje ting synes at vaere et massivt og forhandlingsvenligt flertal for reformer i denne retning.«

Hvis Kaarsted loyalt havde benyttet de modtagne oplysninger - eller hvis han, efter at Knud Tholstrup og jeg havde kritiseret, at de modtagne oplysninger manglede i hans bog, hvorved Kaarsteds fremstilling blev skaev, var kommet med sine forklaringer, eller havde sagt: Undskyld! - sa ville han endnu kunne ga oprejst i fagfaellers kreds, men at han forst nu, 10 ar efter den rejste kritik, prover at skjule sine fejl og sin tendentiose tavshed bag en serie insinuationer, insulter og injurier, er beskaemmende. I fodbold laerer man at spille pa bolden, ikke pa manden. Kaarsteds indlseg er et udprasget argumentum ad hominem.

I det billede, Kaarsted tegner af mig, har den, der kender mig, svaert ved at genkende mig. Den, der ikke kender mig, bor maske se sagen ogsa fra den anden side, ved at lsese min bog »Triumf eller Fiasko?« (1972, Vendelkaer - Tr.). Da mit livs arbejde i stor udstrsekning er knyttet til Retsforbundets, sigter bogens titel bade pa min og Retsforbundets skaebne. Var det rigtigt, hvad Retsforbundet havde sagt om sin politik? Pa side 243 (Tr.) skriver jeg udtrykkelig:

»Triumf eller fiasko? Vi vanned til at danne den bedste regering, Danmark
har haft i dette arhundrede. Vi havde en vaesentlig andel i dens gode resultater.
Deter en triumf.

Resultaterne blev odelagt - for en tid - og Retsforbundets indflydelse
svaekket - for en tid. Deter en fiasko - for en tid.«

For at give et lille indtryk af, hvor varsom man skal vaere med at stole pa det, Kaarsted skriver, kan man betragte det afsnit i hans afhandling, han selv kalder »Triumf eller fiasko?« (s. 453), og sammenligne det med, hvad jeg skriver i min bog (Tr. s. 51). Jeg skildrer her folgende usaedvanlige naturoplevelse:

»Det haendte mig engang, da jeg kom ridende gennem Vesterskoven, at jeg
red ind over en lysning, da en stor orn lettede fra et trse lige foran mig.

ornen floj bort, og jeg red videre. Da jeg red ind over nasste lysning, var
ornen der igen. Den lettede igen lige foran mig. orne er, ligesom aristokrater,sjaeldne

Kaarsted fordrejer det til folgende (s. 453):

»I Silkeborgskovene gor en orn reverens for den ridende Starcke, der lader
laeseren ane den dybere mening.«

I min ungdom oplevede jeg de radikales forsog pa at fremstille min far, professor C. N. Starcke, som ulden og tvetydig, til trods for at det, han sa frygtlost sagde, stod pa de radikales eget program. Da min far i 1908 brod med de radikale pa grund af deres svigten pa grundskyldens og frihandelens omrade, og pa grund af Edv. Brandes' forsog pa at svserte J. C. Christensen, ved at misbruge Albertikatastrofen, gav de radikales had sig udslag i, at det i den radikale presse blev forbudt at referere hans taler og anmelde hans boger. Deter dette had, jeg har haft den aere at arve, men som Kaarsted prover at skjule bag en skaerm af objektivitet.

Deter rigtigt, at jeg beundrede min far, men det var jeg ikke den eneste,
der gjorde:

Da jeg i 1962 havde skrevet en anmeldelse af P. Stavnstrups bog
»Politiske profiler*, modtog jeg folgende brev fra ham:

»Deres oplysning om professor Starckes sammenstod med Edv. Brandes og hans brud med Det radikale Venstre er meget interessant. Den svarer godt til det indtryk, jeg havde af Deres far fra arene under den forste verdenskrig, da han var medlem af Folketinget. Han var i presselogen, tror jeg, enstemmigt beundret savel for et intellekt, der jo ragede tarnhojt op over gennemsnittet i tinget, som for det meningernes mod, han udviste.«

Der er en langsigtet taktisk linie i de radikales beskyldninger mod C. N. Starcke for at vaeire ulden og tvetydig, og Kaarsteds forsog pa at bruge den samme taktik over for mig (s. 446). Havde disse beskyldninger kun haft personligt sigte, fik det endda vaere, men nar de omfatter Retsforbundets indsats pa vitale omrader, er det naturligt at tage til genmaele.

Som bekendt abnede Knud Tholstrup forhandlingerne om Trekantregeringens tilblivelse under hans og min samtale med Viggo Kampmann den 16. maj 1957. I Kaarsteds gengivelse er dette blevet til folgende: (Reg. 68 og Hist. s. 446)

»- den viste Socialdemokratiet, at ikke kun den Oluf Pedersenske floj, men ogsa den Starcke-Tholstrupske maske var samarbejdsvillig. I min fremstilling (s. 68) grunder jeg derpii over hvilke overvejelser, der har ligget bag, at Starcke forst nu klart gik ind for en grundskyldsregering. Det fremgar tydeligt,at

ligt,atder her er tale om gaetterier fra min side. At de sa af Starcke er opfattet som kraenkende for ham, har han kun sig selv at takke for pa grund af det rogslor af uklare og tvetydige udtalelser, hansom -som det fremgar - er fremkommet med lige siden 1945.«

I et par fodnoter (se. 446) tilfojer Kaarsted:

»Niels Andersen karakteriserede i sin beretning 1962 vandrehalsmodet »som en endelos samtale i forbindelse med det, der allerede var i skred«. Han havde ingen erindring om, at Starcke havde refereret samtalen for gruppen.«

Hertil er at sige, at Niels Andersen i 1957 var nyvalgt og politisk uerfaren. Hans vidneudsagns tilforladelighed ma ses pa baggrund af, at han i 1962 skulle forsvare sit medansvar for valgnederlaget i 1960. En mand, der fa ar for 1957 var kommet til Retsforbundet fra De Konservative, og fa ar efter 1960 tilsluttede sig Venstre, kan ikke tilskrives samme historiske kildevasrdi, som de maend, der gennem ar havde fastholdt en bestemt, klar linie og trofast blev staende efter nederlaget i 1960.

Den anden fodnote lyder (s. 466):

»Starcke erkender i virkeligheden dette, nar han s. 190 i sin bog skriver: »Noget tyder pa, at enkelte medlemmer af Det radikale Venstre og Socialdemokratiet folte sig mere pa bolgelaengde med Oluf Pedersen end med f. eks. Tholstrup og mig, men de vidste, at Oluf Pedersen ikke indtog nogen repraesentativ stilling inden for folketingsgruppen, og de burde have vidst, at det var RFs ideer og ikke andre partiers interesser, vi var sat til at varetage.« Hertil er kun at sige, at i politik glider man ad de faelles bolgelaengder hen, hvor muligheden for indflydelse er, og deter ikke altid i den representative stilling. Ofte nar man forst derhen, nar den sidste underskrift er nodvendig.«

Man vil af dette se_:> at for det forste tillaegger en kildekritiker ukritiske udtalelser fra en vendekabe samme vaegt, som den, der tillsegges ansvarlige repraesentanter, der trofast gennem artier har staet fast i bade modgang og medgang. - For det andet taler han om noget, han kalder den Oluf Pedersenske floj pa et tidspunkt, da Oluf Pedersen endnu ikke var valgt, og som, da Oluf Pedersens valg var blevet en kendsgerning, kun omfattede Oluf Pedersen. - Og for det tredie er det, som tidligere, den saedvanlige radikale kliche om rogslor, uklarhed og tvetydighed.

Det vil derfor vaere forstaeligt, at jeg i en skildring af mit liv ogsa
anforer nogle udtalelser fra folk, der er kyndige pa talekunstens omrade.

Nar Kaarsted (s. 453) drejer dette rundt, laener han sig for langt ud.
Han skriver om mig:

»Han citerer en stribe af udtalelser, der viser, at han var en taler af helt usasdvanligt format, ja, han nojes ikke engang med dem, der har vasret offentliggjort pa tryk, ogsa et privat brev fra Poul Reumert ma holde for, da det taler om Starckes »klarhed, veltalenhed og andfuldhed«.«

Kaarsted kunne godt have citeret, hvad jeg skriver (Tr. 63). Reumerts
brev er dateret den 5. december 1952 om natten:

»Mine to store drenge kom i aften hjem fra deres skole, ostre Borgerdyd, og fortalte med fryd og begejstring, at de havde hort et foredrag af en mand, til hvis klarhed, veltalenhed og andfuldhed de aldrig havde kendt mage; han hed Starcke, sagde de - ham fra Retsforbundet!«

To drenge, der er vokset op i Poul Reumerts og Anna Borgs hjem, er ikke uvante med at hore om talekunst, hvorfor citatet fra Reumerts brev ma have asrgret Kaarsted. Men at citere brevet, sa laeseren ma fa det indtryk, at deter Reumert, og ikke hans sonner, der har fremsat de omtalte udtalelser, er ikke tegn pa videnskabelig nojagtighed. Nar Kaarsted selv har skrevet en hel bog om Regeringskrisen, der vrimler med utrykte, ukontrollable udtalelser, er det ikke respektindgydende, at han kritiserer mig for at gengive et brev fra den store afdode scenekunstner om et emne, hvor han havde sagkundskab.

I en radikal, uvildig skribents ore burde citater fra den radikale kronikor, Folketingets protokolsekretaer, Svend Thorsen, have vsegt, for ogsa han regnedes for en kender af talens kunst, men Kaarsted lader sig ikke pavirke af kendsgerninger, der strider mod hans anskuelser. Nar man, som Retsforbundet, fo:rst gennem artier har vaeret lukket ude i fortielsens tusmorke, derefter lukket inde i fordrejelsernes spejlkabinet, er det menneskeligt, nar man kommer ud i virkelighedens verden, i selvforsvar at anfore positive udtalelser, vel vidende at disse i Kaarsteds haender vil blive fremstillet som praleri og skryderi, efter den kendte franske bornebogs

»Dette dyr er meget ondt. Det forsvarer sig, nar det bliver angrebet.«

Det ville have vseret rimeligt, hvis Kaarsted havde citeret, hvad jeg
skriver om talekunsten i min bog:

»Det levende ord skal hores. Det skrevne ord skal laeses. I en tid, hvor kulturenhar

turenharfiasko, og grobrianen fejrer triumfer, er det vigtigt at minde om talekunstens inderste hemmelighed. Det vigtigste ved en tale er indholdet. Det afgorende er, at det, talen siger, er rigtigt, at han mener det, han giver udtryk for.« (Tr. s. 59).

»Klar viden giver et klart sprog. Har man noget, man vil, er sagen det vigtigste. Formen er kun en mere eller mindre tiltalende emballage, men har man en god sag at tale om, er det hofligt over for tilhoreren, at give fremstillingen en god form -« (Tr. s. 60).

Side 440 nar Kaarsted op til folgende hojdepunkter

»Billedet af RF, som det dannedes i efterkrigstiden, var, at det forst og fremmest var et liberalt, anti-socialistisk parti, og aeren - skylden - ansvaret herfor var isaer Starckes, idet han med en ikke ringe dygtighed og beregning udnyttede datidens formentlig mest effektive stemmefiskermedium: radioen. At Starcke selv skryder umadeholdent heraf er naturligvis givet. (Se Starcke s. 60-66).«

Ma jeg gore opmaerksom pa, at i valgperioden var adgangen til radio ens for alle partier, og da Retsforbundet stod alene mod samtlige gamle partier, er det forunderligt, at Kaarsted ikke giver en forklaring pa, at de gamle partiers rutinerede talere ikke udslettede mig af aeterens overflade. Jeg kan betro ham, hvad arsagen er: Ingen af de andre partier havde en klar, let forstaelig politik. Alle havde de vaeret med til at skabe de resultater, som vaelgerne kunne aflaese pa skattebilletten og i butiksvinduerne.

Fra min tidlige barndom har jeg en erindring:

»- den unge Peter Munch, kolig og kedelig, og den senere faengselsdirektor Thorkild Fussing, varm og venlig. Han foraerede mig mine forste tynde tinsoldater, sodt duftende af glinsende maling i en oval spanaeske. Det gjorde Peter Munch ikke« (Tr. s. 31).

Enhver, der har lidt kendskab til Peter Munch, ved, at han var antimilitarist.
Kaarsted, der ogsa ved det, drejer denne saetning om til en beskyldning
om, at P. Munch var »en fedtsyl« (s. 435).

Om det sa er forholdet til hans Radikale Venstre, far det en drejning.
Kaarsted skriver:

»Lige siden synes Det radikale Venstre at have vaeret arvefjenden, og det
i den grad, at Starcke uden at blinke karakteriserer radikalismen som »en
slags andssvaghed«.« (s. 435).

Slar man efter i min bog (Tr. s. 95), vil man se, at det star der ikke:

»Radikalismens styrke har vaeret dens sporadiske glimt af intelligens. Dens

svaghed har vaeret dens undervurdering af moralsk kraft og stabilitet. Moral
uden intelligens har biide fordele og ulemper. Intelligens uden moral er en
slags andssvaghed.«

Side 448 har Kaarsted selv en sentens, der bringer dette problem i forgrunden.
Han skriver:

»Politik er et sporgsmal om magt, den har ministre i almindelighed mere af
end folketingsmedlemmer, og har man ikke vilje til magt, bor man undlade
at ga ind i politik.«

Man ma sporge Tage Kaarsted, Friedrich Nietzsche og Otto von Bismarck:
Magt til hvad? Magt til at gore uret, eller Magt til at ove ret?

I »Dansk politik« skriver Kaarsted s. 14:

»Definerer man i overensstemmelse med den politiske videnskab politik som
fordelingen af vaerdier med gyldighed for et samfund, er det klart, at Christiansborg-politik
kun er en del heraf.«

Hvad er del: for en politisk videnskab? Den skyder jo netop den moralske vurdering til side og gor politik til en kamp om magt, sa den ene kan tage fra den anden og give til den tredie, i hab om at fa bade sin egen og den tredies stemmer, sa den anden kommer i mindretal og bliver retslos. Det var denne amoralske indstilling, der odelagde det attiske demokrati, som den er ved at odelaegge demokratiet i vor tid.

Fordelen for Kaarsted ved helt at udelade min radiotale fra 1945, er den, at han lettere kan reducere betydningen af det, der skete to ar senere,efter valget i 1947. Retsforbundet var gaet frem fra 3 til 6 mandater,og pa samme dag fik det henvendelse om deltagelse i en trekantregeringdels fra S og R - og dels fra V og K - sa den strategiske linie fra 1945 blev hurtigt aktuel. Deter rigtigt, at Kaarsted omtaler disse forhandlingeri sin bog (Reg. s. 11), men det fremgar ikke klart af hans fremstilling, at Retsforbundet stod fast bade pa kravet om fremskridt pa grundskyldsfronten og pa kravet om fremskridt pa liberaliseringsfronten. Vort ensartede krav til begge sider: nedsaettelse af en grundskyldskommissionog afvikling af rationeringer og restriktioner, betod dels, at linien fra 1945 blev fastholdt, dels at vi sagde nej til de ministertaburetter, der blev os tilbudt. Vi opnaede dog, at Hedtoft og H. C. Hansen nedsatte grundskyldskommissionen af 11. marts 1948, hvilket 10 ar senere fik betydning, da Trekantregeringen blev dannet i 1957, og at rationeringerneblev afviklet, hvilket fik betydning for den liberaliseringsregering,

som trekantregeringen ogsa var. Kaarsted undskylder sig med (s. 437), at
hans bog handler om 1957 og ikke om 1947, og at omtalen af disse forhandlingerer
»spilf3egteri« fra min side.

Efter valget i 1950, hvor Retsforbundet gik frem fra 6 til 12 mandater,
stod der pa forsiden af »Jyllands-Posten« folgende overskrift:

»Venstre og Konservative soger at danne regering. Retsforbundet stillede sit
valgprogram som betingelse for at deltage i en »grundskyldsregering« med
de radikale og Socialdemokratiet.«

Forud for valget 1953, mens Erik Eriksen var statsminister, stod der i »Venstres valgavis« den 17. april en overskrift: »Dr. Starcke truer«. Derefter fulgte et referat af, hvad jeg havde sagt i en radiotale den 16. april 1953:

»Socialdemokratiet, Det radikale Venstre og Retsforbundet, der udgor et flertal i Folketinget, gar alle ind for indforelsen af grundskyld. Hvis Venstre ikke tager den fulde grundskyld op, kommer andre regeringsdannelser under overvejelse« (Tr. s. 179).

Man har ret til at forvente, at Erik Eriksen lseser sin egen valgavis. Det lyder derfor tendentiost, at han i 1957 var forbloffet over, at Retsforbundet gik ind i Trekantregeringen. Kaarsted fik i 1962 ogsa dette aktstykke, men har udeladt det, sa han bedre kan deltage i Erik Eriksens forbloffelse. Han har en darlig undskyldning (s. 438), idet han sporger:

»- hvilken beviskraft har overhovedet en overskrift i Jyllands-Posten, nar det
gaslder RF's politik?«

Om udeladelsen af citatet fra »Venstres valgavis« har Kaarsted (s.
439) folgende lille udflugt:

»Hvorfor ma vi ikke hore mere fra den radiotale? I sin helhed er den nemlig
ganske som udtalelserne for valget i 1950.«

Forud for valget i 1957 var der storpolitisk debat i Folketinget den
11. april. Her sagde jeg som ordforer for Retsforbundet (Folketingstidende,
spalte 3997), at jeg har den glsede:

»- at Retsforbundet og hele den massive majoritet inden for Socialdemokratiet, og det store flertal inden for Det radikale Venstre er enige om, at en Iosning af jordsporgsmalet er patraengende nodvendig, og at grundskyld vil give billig jord og lavere prioritetsgaeld.« (Tr. s. 180).

Denne linie blev fulgt op i en radiotale, som jeg holdt den 6. maj 1957
(Tr. s. 180):

»Deter det nuvaerende system, der truer hus og hjem. Det vil ikke fordyre huslejen at overfore grundrenten til hele det danske folk, der har skabt den, for grundrenten betales allerede nu gennem huslejen og prioritetsrenterne. Retsforbundet vil inddrive disse store vaerdier. Det samme vil socialdemokraterne og de fleste radikale. Lejerne forlanger det, og husmaendene har kraevet det i artier.«

Ved at udelade de fleste af disse aktstykker opnar Kaarsted, at han kan haevde, at der ikke gik nogen lige og übrudt linie fra min radiotale i 1945 til Trekantregeringens dannelse i 1957 (s. 437). Han undskylder sig ogsa med folgende (s. 433):

»Jeg har aldrig villet svare Viggo Starcke - bortset fra et par meget lapidariske udtalelser (Information 11. juni, 7. og 11. august 1964) - dels fordi han ikke straeber efter nogen sandhedserkendelse, men var optaget af eftermaelebestraebelser - dels fordi hans kampagne ofte antog en temmelig personlig karakter.«

I en fodnote samme side siger han:

»Jeg er fuld af beundring for Starckes evne til at fa. redaktionerne til at
tage disse artikler, eftersom der oftest er tale om naesten verbal overensstemmelse
og i al fald fuldstaendig ensartethed i substansen.«

Sandheden er ikke sa let at variere som usandheden. Jeg har underbygget mine anklager med kendsgerninger. At Kaarsted har provet at fortie de fleste af disse kendsgerninger, har gjort det nodvendigt for rnig at gentage dem.. At han forst nu har folt sig foranlediget til at svare, hsenger maske sauimen med, at »Kobenhavns universitets institut for samtidshistorie og statsikundskab« den 17. marts 1971 havde inviteret Viggo Kampmann og mig til at kommentere Kaarsteds fremstilling af Trekantregeringens tilblivelse. Denne gennemgang virkede sa staerkt, at jeg blev opfordret til at skrive min bog »Triumf eller fiasko?« 1972. Endelig havde professor, dr. jur. Ole Espersen inviteret mig til for sine studenter den 15. marts 1973 at gennemga Trekantregeringens tilblivelse.

Som en afledningsmanovre skriver Kaarsted folgende (s. 438):

»Nogle af Starckes fortielser skal naevnes. »Smorstormen« i 1950, der var Oluf Pedersens med held gennemforte aktion, og som medforte ministeriet Hedtofts afgang, omtaler Starcke ikke i sin bog, skont det ellers var en aktion, som tjente til at belaere de ovrige partier om, at RF's mandater kunne vaere lige sa betydningsfulde som alle de andre i tinget. Hvorfor under Starcke ikke sin gamle partifaelle den beskedne triumf?«

Pa samme made som Oluf Pedersens »Fra nimandsudvalg og Trekantregering« (Gad 1967) som undertitel har »Oluf Pedersens erindringer«, handler min bog om mine erindringer. Jeg skriver udtrykkeligt (Tr. s. 242):

»Denne bog handler om livet, som jeg oplevede det, dets gheder, dets sorger, dets sejre, dets nederlag. Den handler ikke om min elskede, som jeg elsker - om mine born og borneborn, som er mange - om mine soskende og venner, som jeg har forsomt - om mine mange medarbejdere, uden hvis trofasthed jeg intet havde kunnet udrette.«

Kaarsted kunne godt have undersogt, hvad deter, ban skriver om. Forholdet er dette, at Retsforbundet den 4. oktober 1950 anmeldte 3 foresporgsler til Ministeren for handel, industri og sofart, H. C. Hansen. Den forste l0d: »Agter Handelsministeren i konsekvens af folketingsvalget at tilbagefore til i'riliste de varer, der kort for valget, uden tilslutning fra andre partier blev overfort til bunden liste?« Den havde mig som ordforer (spalte 487-507).

Den anden I0d: »Vil Handelsministeren frigive import af lastbiler, varebiler,
maskiner, V3erktoj og reservedele?« Den havde Knud Tholstrup
som ordforer (Spalte 507-523).

Den tredie I0d: »Vil Ministeren straks ophaeve smorrationeringen?«
Den havde Oluf Pedersen som ordforer (Spalte 523-587).

Foresporgslerne, der var en samlet aktion i liberaliseringens tjeneste, kom til behandling den 25. oktober 1950. I Folketingstidende fylder referatet 100 spalter. Oluf Pedersen var under overvejelserne i gruppen imod foresporgslen om smorrationeringens ophaevelse. Den byggede pa et forslag af Knud Tholstrup. Senere aendrede Oluf Pedersen standpunkt og foreslog sig selv som ordforer, hvilket gruppen gik med til. Det aftaltes, at Oluf Pedersen skulle motivere foresporgslen, hore Ministerens svar, replicere, hore de andre ordforeres argumenter og forst derefter stille dagsorden, hvis Ministerens svar var afvisende. Uden at meddele sine gruppefaeller det i forvejen, stillede Oluf Pedersen dagsordenen lige efter sin replik, uden forst at hore de andre partiers indlaeg.

Tilsyneladende aner Kaarsted ikke, at der var tre foresporgsler i en samlet aktion, som gav udtryk for den liberaliseringspolitik, Retsforbundet havde fort lige siden valutacentralens oprettelse. Et krav om, at man skal referere 1000 spalter, er urimeligt.

»Le secret d'ennuyer est celui de tout dire.«

Jeg gor ingen hemmelighed af, at deter mig übehageligt at vaere genstandfor
Kaarsteds snusen rundt i mine private forhold. Han snuser

endog til professor Erik Warburgs og overlaege Otto Moltkes medicinskediagnoser,
som om han havde forstand pa sadanne ting (s. 448).

I sin bog giver han sig ogsa ud for at have sagkundskab til at bedomme andres psyke og personlighedspraeg (Reg. s. 183). Da jeg har henledt opmaerksomheden pa hans manglende indsigt pa disse omrader, svarer han hoverende (s. 454):

»Jeg kunne med samme ret betragte Starckes »Historieboger«, sporge om
hans kvalifikationer og foje til, at deter mig, der er historiker af profession.*

Deter han - af navn - men en historiker, der er uvidende om, hvad historie
drejer sig om, har kun underordnet interesse. Jeg skriver (Tr. s.
233):

»Egentlig er det forbavsende, at ikke alle historikere interesserer sig for de forskellige tidsaldres jordproblem. Jordsporgsmalet er nemlig aktuelt og fundamentalt for alle folkeslag i alle historiske perioder. Deter et af ledemotiverne i »Danmark i Verdenshistorien«, i »Centuries of Experience with Land Taxation in Denmark« og i mange pjecer og kroniker, jeg har skrevet. Kampen om jord er ikke blot et sporgsmal om spaendingen mellem konge og kirke, mellem adel og bonde, mellem land og by. Deter ogsa en almindelig krigsarsag i forholdet mellem riger og nationer.

Vikingetiden fremstilles almindeligvis som en imperialistisk aggression fra dansk side. Jeg har anfoirt gode grunde for det synspunkt, at vikingetiden begyndte som en forsvarskrig mod kejser Karl den Stores aggressive imperialisme. Da vikingernes samtidige historie ofte er skrevet af deres fjender, sma bigotte munke i indelukkede klostre, og deres nutidige historie ofte er skrevet af radikale pacifister i indelukkede studerekamre, er vore krigerske forfaedre ilde stedt.«

Kaarsted, hvis viden om vikingetiden er ret begraenset, prover at klare
sig med et arrogant skuldertraek, ved at saette ordet »historieboger« i gaseojne.
Arrogance kan ikke erstatte indsigt.

Han siger om mine boger: »De gengiver Starckes politiske dromme om grundskyld og andet godt.« Han ved ikke, at danskernes jordpolitik i England indgaende er studeret af Stenton og hans elever. De engelske dokumenter stammer fra en tid, da vi er uden oplysninger fra Danmark, hvorfor man ved at kombinere de ssedvaner, som vikingerne ma have bragt med sig fra deres hjemland, og de saedvaner, som senere er lovfaestet i Valdemartiden, kan drage slutninger af interesse. Til trods for, at en del af forklaringen pa, at det lille Danmark kunne erobre og kolonisere det store England, ligger i deres realistiske jordpolitik, er dette naermest upaagtet herhjemme.

Min bog »Danmark i Verdenshistorien« er et pionerarbejde, hvis enkelthederkan

kelthederkandiskuteres og kritiseres, men om dens betydning har f. eks. professor Magoun fra Harvard University skrevet: »Its significance as a contribution to the history of Anglo-Saxon England cannot be overestimated.*

Kaarsteds gengivelse af min samtale med hojesteretsdommer Felix Frankfurter i Washington er fordrejet og fortegnet (Tr. s. 140 og Hist. s. 454). Endnu ringere er hans forsog pa at latterliggore mine samtaler i det amerikanske udenrigsministerium i Washington 1954 (Tr. s. 133— 139 og Hist s. 454). Det var her jeg udkastede tanken om at kombinere Atlantpagten med de europaeiske markedsplaner til et Atlantisk Frihandelsomrade. Da det var den politik, president Kennedy tog op i 1961, fortjener den en mere objektiv bedommelse end den, Kaarsted er i stand til at give den.

Det forsvarsforslag, Retsforbundet fremsatte i 1952, byggede pa den mulighed, at et angreb kunne komme pludseligt og uventet, sa at en mobilisering ikke ville kunne gennemfores. Det var general Gruenther fra SHAPE, der blev interesseret i dette forslag og inviterede mig til Paris, for at sagen kunne diskuteres igennem med hans eksperter (Tr. s. 164-169). Kaarsteds gengivelse er det blevet til folgende - man lsegger mserke til hans gaseojne:

»Et hojdepunkt er Starckes »forhandlinger« 1955-56 med NATO's chef, general
Gruenther, der naturligvis ogsa matte kapitulere for Starckes betydelige
militaerstrategiske evner« (s. 455).

Kaarsted stiger helt ned til folgende betragtninger:

»- Ingen - bortset fra Starckes tilhaengere - kunne forsta, hvad han lovede, og ingen kunne fa dette forhold til at rime med den sparsommelighed i statshusholdningen, RF ellers altid havde foreholdt de skiftende regeringer nodvendigheden af. Uden at yde noget i ministeriet, blev han en belastning uden for dette« (s. 450).

Kun fa ministre er eksperter. Det, som Retsforbundet kunne tilfore regeringen, var ikke en speciel ekspertice, men et indslag af nye politiske linier. Det var derfor en rimelig markering af dette, at jeg blev politisk minister uden portefolje.

Om den okonomiske side af sagen, som Kaarsted sa venligt drager i forgrunden,kan anfores, at senere finansminister Poul Moller og senere justitsministerKn. Thestrup beregnede, at alene det forhold, at den bykommunalegrundskyld blev mere end fordoblet, loftede en kapitaliseret vaerdi fra jordmonopolet over i borgernes faelleseje pa 2.800.000.000 kr. Denne grundskyld blev ikke misbrugt til at oge skatterne med, idet

loven bestemte, at det provenu, som grundskylden indbragte, skulle bruges til at nedssette den bykommunale indkomstskat med. Kaarsted kan selv regne ud, hvad det sparede sparerne, at kronen ikke blev skaret ned, at inflationen blev stoppet, og at man standsede den ustandselige stigning i beskatningen. Disse fremskridt skyldtes ikke Retsforbundet alene, men uden Retsforbundet var de ikke kommet.

I Politiken den 20. januar 1974 skrev Knud Tholstrup sadan:

»I 1957 tegnede valget godt for Venstre og med kendskabet til Venstres tilknytning
til LS-kredse var der mange, der ventede en devaluering som forste
handling af en regering med Venstredeltagelse.

Men da det ikke blev Venstre, men Retsforbundet, som var kendt for sin
modstand mod devaluering, der kom til at praege regeringens linie, ophorte
devalueringsspekulationerne. Tilliden til kronen var genskabt.

Til trods for forringet bytteforhold det forste regeringsar blev betalingsbalanceunderskud vendt til -overskud, og arbejdslosheden begyndte at falde og endte med naesten fuld beskaeftigelse. Renten faldt. Der var ro pa alle arbejdspladser, og reallonnen steg mere end nogen sinde.«

Om mig personligt skriver Kaarsted:

»Tilbage bliver billedet af en lidet respekteret, veltalende, belaest demagog,
der evnede at gore sit parti til en opsamlingsbeholder for restriktionstraette og
af andre grunde protesterende vaelgere« (s. 455).

Det ville have vaeret pa sin plads, hvis Kaarsted her til sammenligning havde givet en oversigt over de vaerdifulde egenskaber og fortrseffelige resultater, som i de forlobne artier havde udmaerket de gamle partier. Den behovede kun at vaere kort. Den matte nodvendigvis vasre kort.

Man ma forsta Kaarsteds udtalelse sadan, at han bruger det graeske ord »demagog« i den vulgeere, fordrejede, nedsaattende betydning, som ofte anvendtes af store jordspekulanter og despotiske tyranner, der ikke onskede angreb pa deres indbringende privilegier. Hojesteretsjustitiarius Nyholm — der forresten i sin tid indmurede grundstenen i Hojesterets bygning ved Christiansborg - har fremhaevet, at ordet i virkeligheden betyder en folkeleder, der gor sig til talsmand for den store masse af fribarne borgere. Han skrev:

»Ikke sjaeldent er den mand, hvem hans samtidige eller dog magthaverne blandt disse betragtede og forfulgte som en farlig og samvittighedslos demagog, af eftertiden blevet haedret og dyrket som forkasmper for sandhed og retfaerdighed.«

Deter naturligt at undersoge arsagerne til, at Retsforbundet i 1960 i 10betaf

betaf6 uger mistede samtlige sine 9 mandater. Forholdet er det, at i den gruppe pa 9 mand, der valgtes i 1957, var der 7 veteraner og 2 novicer. Da vi matte afgive 3 mand til ministeriet, stod vi over for valget, om ministrene skulle indkalde deres suppleanter, hvilket ville vaere den rette adskillelse af lovgivning og administration. En minister kan godt indkalde sin suppleant, men skulle han senere udtraede af ministeriet, enten ved en rekonstruktion eller som folge af en principiel uoverensstemmelse, kan han ikke igen indtage sin plads i folketinget, hvilket er en urimelig ordning. En minister kan pa den made udsaettes for et pres. Da vi fik adgangtil alle udvalg, blev arbejdsbyrden for de 6 mand stor, og da Knud Tholstrup leder en af landets storste virksomheder, undslog han sig for at tage en plads i ministeriet. Han tog ordforerskaberne ved gennemforelsenaf junilovene, men pa grund af den store arbejdsbyrde, tradte han ud af folketinget i marts 1958. En suppleant kom ind.

I juni 1958 dode det erfarne sonderjydske rnedlem, Alfred Jorgensen.
En suppleant kom ind.

I august 1958 dode gruppens nyvalgte ordforer, Retsforbundets landssekretaer,
Helge Madsen. En suppleant kom ind.

I august 1959 dode kommunalpolitikeren Gudrun Bjorner. En suppleant
kom ind.

I februar 1960 dode regeringens chef, H. C. Hansen. Viggo Kampmann, der afloste ham, var fremragende, men kombinationen H. C. Hansen plus Viggo Kampmann var staerkere, end Kampmann minus H. C. Hansen.

I sommeren 1960 meddelte jeg vor landsformand, at jeg af helbredsgrunde
havde laegeforbud mod at deltage i flere valgkampagner.

Fabrikant I. M. Pedersen, Spare-Pedersen, var i 1960 den eneste veteran, der var tilbage i gruppen, og da den nyvalgte Niels Andersen, der pa grund af de mange dodsfald var blevet politisk ordforer, kom til at lede valgkampen, sorgede han af en eller anden grund for, at ingen af de tre ministre fik sagt et ord i nogen af TV-udsendelserne. Som Kaarsted skriver (s. 452), udsattes Retsforbundet for en trommeild fra 9/10 af pressen. Dertil kom de systematiske beskyldninger om svegne valglofter, som oppositionspartierne - uden grund i virkeligheden - benyttede sig af. Resultatet var, at samtlige 9 mandater tabtes i lobet af 6 ugers valgkamp. En haederlig kommentator ville nsevne den lange raekke af dodsfald og vakancer og ikke fortie dem, for at understotte myten om svegne valglofter.

Er man interesseret i at se, hvordan Kaarsted behandler tal, kan man

sammenligne, hvad jeg skriver (Tr. s. 199) med, hvad Kaarsted skriver (s. 452), og laegge meerke til, at han undlader at tage hensyn til, at Retsforbundetintet dagblad har, hvorfor en valgkamp ikke giver os en mulighedfor at fa vaelgerne i tale. Er man interesseret i episoden med Niels Andersen og handelsministeriet, som Kaarsted omtaler (s. 451), henvises man til min udf'orlige redegorelse »Loyalitet« i Jyllands-Posten den 30. juni 1971.

Kaarsted beskylder mig (s. 436 og s. 447) for nedvurdering, nedrakning og latterliggorelse af Oluf Pedersen. Ingen af disse beskyldninger er rigtige. Jeg har kun givet en nogtern kritik af den centrale rolle, som Kaarsted og Oluf Pedersen lader Oluf Pedersen spille ved regeringens tilblivelse. Kendsgerningerne er folgende:

I 1920'erne var Oluf Pedersen sekretaer og naestformand i Radikal Ungdom, en periode, som Tage Kaarsted har skildret i sin bog »Radikal Ungdoms politiske historie«. Sammen med Hilmar Baunsgaard redigerede Kaarsted i sin tid Radikal Ungdoms medlemsblad. Formentlig for at styrke tilliden til sin politiske upartiskhed, har Kaarsted ganske roligt udeladt denne bog i den fortegnelse over egne vaerker, som han offentliggor i sin bog »Dansk politik i 196O'erne«. Jeg skriver (Tr. s. 187):

»Det var forst en halv snes ar efter Retsforbundets tilblivelse, at Oluf Pedersen gik fra de radikale til Retsforbundet. Han var medlem indtil 1966, hvorefter han atter stottede de radikale. Pa det radikale landsmode i Alborg udtalte han ifolge dagspressen: »Mit hjerte har i ovrigt hele tiden vaeret hos de radikale.« Da denne udtalelse forklarer adskilligt, skal jeg gentage den: »Mit hjerte har i ovrigt hele tiden vaeret hos de radikale.«

I arene 1932-45 og 1950-60 var han medlem af folketinget. Han var ikke medlem af folketinget i 1947, da Retsforbundet forte forhandlinger om to eventuelle trekantregeringer; forhandlinger der forte til nedsaettelse af grundskyldskommissionen. Det var finansminister H. C. Hansen og mig, der skrev kommissionens kommissorium. Da Retsforbundets folketingsgruppe i 1948 kun var pa 6 mand, anbefalede jeg, at Retsforbundets 3 tidligere rigsdagsmaend, Soren Olesen, Oluf Pedersen og Mads Sig Steffensen blev medlemmer af grundskyldskommissionen.

I 1957, da Knud Tholstrup og jeg selve valgnatten repraesenterede Retsforbundet ved modet i Studenterforeningen og pegede pa de to muligheder, der forela - en liberaliseringsregering og en grundskyldsregering - var Oluf Pedersen endnu ikke valgt. Da Erik Eriksen og jeg den naeste dag, onsdag den 15. maj, forhandlede om en eventuel liberaliseringsregering, var Oluf Pedersen endnu ikke valgt. Da Knud Tholstrup om formiddagen torsdag den 16. maj tog initiativet til Trekantregeringen, var Oluf Pedersen endnu ikke valgt.

Retsforbundets mandat i Alborg-kredsen var tilfaldet den ansete kommunalpolitiker,ingenior
Agerholm. Det var forst to dage efter valget, at fintaellingenviste,
at mandatet tilkom Oluf Pedersen. Dette meddeltes gennem Ritzautorsdag

zautorsdagkl. 13,14. Det var folketingsgruppens formand, naestformand og
sekretaer, der ledede regeringsforhandlingerne.«

Pa intet tidspunkt var Oluf Pedersen af sin gruppe bemyndiget til at fore selvstsendige forhandlinger pa Retsforbundets vegne. Pa intet tidspunkt refererede Oluf Pedersen sadanne forhandlinger for sine gruppefseller (Tr. s. 188). Den skildring af Trekantregeringens tilblivelse, som Oluf Pedersen gav den 25. august 1968 i et interview i radioen med den radikale Poul Erik Soe under titlen »Regeringsdannelse i fedtlaederstovler«, fremkom 11 ar efter begivenhedernes forlob og to ar efter, at Oluf Pedersen havde forladt Retsforbundet og igen tilsluttet sig de radikale. Den er pa vaesentlige punkter urigtig (Tr. s. 188). Deter forstaeligt, at andre partier, specielt de radikale, har interesse i at fremhaeve Oluf Pedersens betydning p!i Knud Tholstrups og min bekostning, men andre partier er ikke objektive dommere, hvor det gaelder Retsforbundet og dets politik.

Vi kommer nu til Kaarsteds beretning om den fortrolige samtale, som Erik Eriksen og jeg havde onsdag den 15. maj 1957 - dagen efter valget. Kaarsted pastar i sin afhandling (s. 443), at Erik Eriksen den 15. oktober 1971 har givet ham tilladelse til offentligt at referere folgende:

»Om samtalen med Starcke sagde EE, at Starcke fik at vide af EE, hvad han skulle sige til Kongen - nemlig at han ingenting skulle sige. Og navnlig, at han skulle holde mund over for pressen. Starcke var uhyre positiv over for en VK-regering. EE sagde til ham, at han (Starcke) jo var liberal, nar man sa bort fra grundskylden, og EE havde spurgt ham, hvad vejer mest for jer: Det liberate eller grundskylden? Starcke havde i den givne situation lagt mest vaegt pa det liberale, og var helt indstillet pa, at det blev en liberal regering. Man havde ogsa droftet de tre problemer, som EE i den givne situation lagde mest vaegt pa: Nato, udenrigspolitikken og Faellesmarkedet. I holdningen hertil var Starcke enig. Det var EE's opfattelse, at Starcke var blevet overmandet af sine egne - isaer af Oluf Pedersen. Erik Eriksen fojede til, at han modtog det bestemte indtryk, at Starcke ville yde Erik Eriksen stotte og ikke under nogen omstaendigheder »ga til den anden side«.«

Hertil er at sige, at selv om samtalens indhold var fortrolig, er det offentligt kendt, at den ikke forte til noget politisk samarbejde. Hverken den 14. eller 15. maj var Oluf Pedersen valgt. Han mentes pa det tidspunkt at have vaeret i Aalborg, for at overvsere den afgorende fintaelling af stemmesedlerne.

Valgnatten pegede jeg pa, at da Venstre og Retsforbundet var de enestepartier,
der var gaet frem ved valget, og hver havde haft en fremgangpa

gangpatre mandater, medforte det en parlamentarisk pligt til at undersoge,om dannelsen af en liberaliseringsregering var mulig, men jeg havde ogsa valgnatten i Studenterforeningen fremhaevet over for Axel Kristensen - Erik Eriksens nsermeste medarbejder - at der var flertal for en grundskyldsregering, bestaende af S, R og RF. En grundskyldsregering ville vaere en flertalsregering, hvilket en sakaldt liberaliseringsregering ikke ville vaere (Reg. s. 43).

Forst nu - aret efter Erik Eriksens dod den 7. oktober 1972 - fremlasgger Kaarsted dette mserkelige referat af en fortrolig samtale, som den 15. maj 1957 fandt sted mellem Erik Eriksen og mig. Referatet barer tydelige tegn pa at vaere urigtigt.

Der fandt kun en eneste samtale sted mellem Erik Eriksen og mig. Der aftaltes ikke noget nyt mode. Pa intet tidspunkt henvendte de konservative sig til mig, hvilket de vel ville have gjort, hvis en regering af V & K onskede Retsforbundets stotte til eventuelle liberaliseringsbestraebelser. Pa intet tidspunkt henvendte Retsforbundet sig til de konservative, hvilket vi vel ville have gjort, hvis vi sigtede pa et samarbejde med en VK-regering. Pa intet tidspunkt har vi vaeret tilhaengere af Danmarks indlemmelse i Faellesmarkedet. Under Trekantregeringen havde vi vor del af aeren for, at Danmark holdt sig fri af toldunioner og planokonomi, men tilsluttede sig det liberale frihandelsomrade.

Jeg har altid sat handelens liberalisering hojt, men aldrig sat den foran jordens liberalisering. Direktoren for Erhvervenes Oplysningsrad, cand. polit. Chr. Gandil, har i sin tid formuleret saetningen: Grundskyld er en liberal foranstaltning. I et af sine hovedvaerker »Protection or Free Trade?« har Henry George vist, at en af grundene til, at liberalismen ikke forlaengst har sejret over protektionismen, er, at de fordele, frihandelen bringer et folk, hurtigt bundfaelder sig i hojere jordpriser. Frihandelen vil derfor forst udfolde sine bedste egenskaber, nar folket inddrager de stigende jordvasrdier.

Ordlyden af den Kaarstedske gengivelse af Erik Eriksens referat synes ikke at vaere den besindige Erik Eriksens, men den übesindige Kaarsteds. Uden at ville robe indholdet af samtalen, kan jeg med sikkerhed sige, at de bryske ordrer om, hvad jeg skulle sige til Kongen eller ikke sige til pressen, ikke forekom.

Efter i naesten ti ar at have undladt at forklare, hvorfor han har udeladtde oplysninger, han i 1962 anmodede Knud Tholstrup og mig om, har Kaarsted nu grebet til det middel at offentliggore et referat, som udgivesfor at vaere en gengivelse af Erik Eriksens udtalelser til ham i 1962 om vor fortrolige samtale 5 ar forinden. Det sker forst i Kaarsteds afhandling(s.

handling(s.443) - aret efter at Erik Eriksen er dod - og pa et tidspunkt,da
jeg er blevet 79 ar.

Kaarsted har pa fornemmelsen, at dette kraever en forklaring, hvorfor
han i en fodnote (s. 443) tilfojer:

»De sidste 2-3 ar EE levede, blev han stadig mere aben i sine udtalelser
om og vurderinger af dansk politik og dets personer.«

Dette er et postulat. Jeg har derfor i Jyllands-Posten den 23. december 1973 spurgt, om Kaarsted kan fremlaegge en skriftlig tilladelse fra Erik Eriksen til at offentliggore et referat af en fortrolig samtale, som Erik Eriksen offentligt har erklaeret, at han ikke onskede at offentliggore. Mig bekendt har Kaarsted endnu ikke fremlagt en sadan tilladelse fra Erik Eriksen.

Pa intet tidspunkt har hverken Erik Eriksen eller jeg givet efter for Kaarsteds provokationer. Efter et af Kaarsteds forsog pa at lokke os til at robe, hvad vor fortrolige samtale drejede sig om, udtalte Erik Eriksen til Information den 11. august 1964:

»Jeg hylder ogsa det princip ikke at gengive private samtaler med andre politikere,
sa jeg kan ikke tjene Dem med at fortaslle, hvad Starcke og jeg talte
om for syv ar siden.«

Klarheden i denne erklaering og fastheden i dens form lader intet tilbage
at onske. Pa intet tidspunkt har Erik Eriksen meddelt mig, at han
havde aendret sin etiske holdning til loyalitet og fortrolighed.

Det referat, som Kaarsted har gengivet, er abenlyst urigtigt. Det kan
desvaerre ikke sta for en videnskabelig aegthedskritik.

Som i andre partier var der i Retsforbundet pa underordnede omrader underordnede divergenser, men i kravet om grundskyld, frihandel og skattefrihed var der enighed. Det samme gjaldt regeringsdeltagelsen, hvis ide var den at opna. betydningsfulde resultater pa afgorende omrader - resultater, der ikke var kommet under andre regeringskonstellationer - mod til gengaeld at gamed til foranstaltninger, som vi normalt ville have modsat os — men som under andre regeringskonstellationer var kommet alligevel. Deltagelsen blev vedtaget af en enig folketingsgruppe, et enigt formandsskab, et enigt forbundsrad og godkendt af en enig styrerforsamling pa ca. 600 medlemmer, hvor kun en stemte imod. Deter forstaeligt, at Kaarsted og hans partifaeller har interesse i at saette his i skindpelsen eller i hvert fald fluer i hovedet pa Retsforbundets medlemmer.

Deter maske rigtigt, nar Kaarsted pastar, at jeg virkede irriterende pa

mine modstandere. Normalt var det ikke min hensigt, men hvor det drejede sig om politikere, hvis parti var tilhaenger af grundskyld og frihandel,men som personligt modarbejdede grundskyld og frihandel, var det desvaerre min opgave. Kaarsteds pastand, at jeg var »en belastning bade for ministerium og parti« er knapt sa sandsynligt, nar man betaenker,at det alt i alt gik meget godt for Retsforbundet, mens jeg var der, mens det gik mindre godt, da jeg ikke var der (Hist. s. 449 og Tr. s. 238).

Jeg er ikke den eneste, der har vaeret udsat for Kaarsteds fortielser, og
ikke den eneste, der har fordomt hans unojagtighed. I Jyllands-Posten
23. december 1973 skrev direktor Knud Tholstrup:

»Jeg er i dag overbevisit om, at grunden til, at jeg er mangelfuldt refereret i Kaarsteds bog, netop er, at jeg klart tilkendegav mit syn pa de radikales usle stilling, uden at jeg pa noget tidspunkt under Kaarsteds interview af mig vidste, at jeg sad over for en radikal politiker og ikke en objektiv videnskabsmand.«

Kaarsted anvender en speciel teknik med tendentiose tilfojelser til andres billedtekster for at kunne nedvurdere Retsforbundet, Knud Tholstrup og mig (Reg. s. 36, 51 og 167). Under billedet side 36, der gengiver Otto Frederiksens karikatur af Kjaerbol, Viggo Kampmann, H. C. Hansen, Lindberg og Bomholt, hvor de valgnatten 1957 sidder og funderer over tabet af 4 mandater, har han tilfojet folgende frie opfindelse:

»Som man vil se, er Kampmann den eneste, som synes at spekulere over talkombinationer; uden at vide det har tegneren gengivet det ojeblik, hvor Kampmann i partikontoret pa Rosenorns Alle undfangede ideen med Retsforbundet.«

Nar man nu ved, at Knud Tholstrup og jeg valgnatten i Studenterforeningen fremhaevede, at en grundskyldsregering ville vaere en flertalsregering, og talte med socialdemokraten Bundvad derom (Reg. s. 44), og desuden ved, at det var Tholstrup, der den 16. maj 1957 henvendte sig til Kampmann - og ikke omvendt - kan man se Kaarsteds forsog pa at indstille laeseren, som Kaarsted onsker det.

Kapitlet »De forste overvejelser« begynder Kaarsted sadan (Reg. s.
41):

»Deter vanskeligt at fastsla, hvornar og af hvem trekantregeringen - altsa. et ministerium af Socialdemokratiet, Det radikale Venstre og Retsforbundet - forste gang blev lanceret; men det star vistnok fast, at et trekantsamarbejde forste gang blev bragt pa bane i serios form af finansminister Viggo Kampmann,der valgnatten opholdt sig sammen med statsminister H. C. Hansen

og andre fremtraedende socialdemokrater i Socialdemokratisk Forbunds kontori Rosenorns Alle ... I denne forbindelse kom Kampmann med en bemaerkningom, at man dog havde flertal sammen med de radikale og Retsforbundet... At Kampmann drog Retsforbundet ind i billedet var hverken en tilfaeldighed eller fremkaldt af hans sans for talkombinationer. Kampmann havde fra arbejdet i grundskyldskommissionen et godt forhold til Retsforbundetsfolketingsmedlemmer . . .«

Man bedes bemaerke den lange rsekke af smuthuller og nodudgange i Kaarsteds indledning: »vanskeligt at fastsla« - »forste gang blev lanceret« - »star vist nok fast« - »et trekantsamarbejde« - »i serios form«. Tilbage bliver Kaarsteds forsog pa at indstille laeseren, som Kaarsted onsker det.

Viggo Kampmann var ikke medlem af grundskyldskommissionen. At Kaarsted skriver det modsatte i 1. udgave af sin bog, var sikkert en utilsigtet fejl, men da han gang pa. gang er gjort opmaerksom pa det rette forhold, og alligevel gentager fejlen i 2. udgave 1969, naermer det utilsigtede sig det tilsigtede.

Under billedet pa side 51, hvor jeg pa Bo Bojesens tegning giver Kongen rad, har Kaarsted til Bo Bojesens autentiske tekst: » - Tag plads, Deres Majestaet . . . jeg har noget, jeg gerne vil tale med Dem om!« - frit tilfojet: »Faktisk gav dog Starcke intet rad.«

Da det nu var det rad, som Knud Tholstrup og jeg gav om dannelse
af Trekantregeringen, der blev fulgt, kan man igen se Kaarsteds forsog pa
at indstille laeseren, som Kaarsted onsker det.

Under fotografiet af Jorgen Jorgensen, H. C. Hansen og mig pa side
167 har han tilfojet:

»Det var ikke helt let for H. C. Hansen at affinde sig med et samarbejde
med Viggo Starcke, som han jo for valget havde regaleret med ordene »en
kedelig karl«.«

Deter tilgiveligt, at en vulgser udtalelse i kampens hede kan undslippe en overanstrengt statsminister, men at en historiker koligt og bevidst drejer udtalelsen 180 grader og river saetningen ud af dens politiske sammenhaeng, er kompromitterende for historikeren. Sammenhaengen kan ses i Folketingstidende 1957, spalte 4090-4119. Den er kommenteret i min kronik »Trekantregeringens tilblivelse«, Berl. Td. 10. juni 1964, samt i en artikel i »Vejen frem« den 16. december 1967. Uden dokumentation forstaerker og forgrover Kaarsted nu H. C. Hansens forlobelse i sin fodnote (s. 441), hvorved han stiger fra historikerens stade ned i naerheden af smaedeskriverens.

I sin afhandling er det Kaarsted selv, der genopfrisker folgende bitre
citat fra H. C. Andersens eventyr:

»Enhver fra gaden (Kaarsted) kan dyppe sin klud i raddent vand og vride den
af pa hovedet af en haedersmand (Starcke).« (s. 433).

Han har dog i citatet tilfojet nogle parenteser, som ikke findes i originalteksten. Hvad i ovrigt angar H. C. Andersens eventyr, har Kaarsted den opfattelse, at det var Store Claus, der ikke kunne doje degne (s. 435). Kaarsted star ret ene med denne opfattelse, for selv om Store Claus ikke veg tilbage for at sla bade heste og mennesker for panden, er det den almindelige mening, at det var den brave bondemand, der ikke kunne lide, at degne i tusmorket snusede rundt i hans private forhold.

Der er en klar tendens i Kaarsteds afhandling, nemlig at forstaerke de übegrundede beskyldninger mod Retsforbundet for at have fort vaelgerne bag lyset. Havde han i stedet sammenlignet det, jeg sagde valgnatten 1957, med det, Trekantregeringen gennemforte, ville han vaere kommet til det resultat, at Retsforbundet ikke forte vaelgerne bag lyset, men indfriede sine lofter. Jeg ved godt, at Kaarsted vil finde denne udtalelse übeskeden, og jeg indrommer gerne, at Kaarsted er mere beskeden end jeg. Han har ogsa mere grund til at vaere det.

Ifolge hans egen bog »Regeringskrisen 1957. Trekantregeringens tilblivelse«,
s. 38, udtalte jeg valgnatten i radio og TV folgende:

»For Retsforbundet udtalte Viggo Starcke: Vaelgernes onske synes at vaere en liberal regering. De problemer, der nu star for, er forst og fremmest valutaen, inflationens standsning og omkostningernes nedbringelse for landbruget og eksporterhvervene, og dette bringer restriktionernes afvikling, importens billiggorelse og en gennemfort sparsommelighed pa de offentlige budgetter i sogelyset.«

Hvis Kaarsted havde onsket en objektiv bedommelse, hvilket emnets
alvor ville have gjort naturligt, kunne han have gennemgaet denne udtalelse
punkt for punkt. Han ville derved have opdaget folgende:

Liberaliseringen blev den storste, der er gennemfort siden Reventlows dage. Varedirektoratet blev lukket, importrestriktionerne over for samtlige GATT-lande blev afviklet og toldbeskyttelsen aftrappet over for de 7 EFTA-lande.

Valutaen blev bragt i orden. Det store valutaunderskud blev hurtigt
aflost af et endnu storre valutaoverskud. Dette overskud skyldtes hverken
lante penge eller lante fjer, for statsgaelden blev samtidig nedbragt til en

fjerdedel, sa der kun resterede ca. 400 millioner, det laveste tal i en menneskealder.Siden
1960 har valutaunderskuddet vaeret stort. Statsgaelden
er steget til det halvtredsdobbelte.

Injlationen blev praktisk talt standset. Allerede den 13. juni 1957
sagde Knud Tholstrup under forste behandling af stabiliseringslanet (Folketingstidende,
spalte 170):

»Forudsaetningen for tilstedevaerelsen af tilstraekkelige private midler er en storre opsparing, som igen forudsaetter en mere stabil pengevaerdi, med andre ord, at vi far standset inflationen, og deter da ogsa det vaesentlige i det faellesprogram, den nye regering er blevet enig om. Der er et par sma til!ob i de i forgars fremsatte lovforslag, men det vaesentlige bidrag til standsning af inflationen er det kommende forslag om grundstigningsskyld, fulgt op af et forslag om fuld grundskyld.«

I arene inden 1957 havde den svinget omkring 5 % om aret. I arene
efter 1960 har den svinget op over 10 % om aret. Under Trekantregeringen
var den kun ca. 1 % om aret.

Omkostningerne for landbruget og eksportindustrien blev nedbragt ved hjaelp af skattefri investeringsfonds og skattefri afskrivninger, lavere rentebyrde, lettelse af importen, samt 3V2 ar hvor der ikke palignedes nye skatter. De planlagte forogelser af grundskyld og grundstigningsskyld lettede adgangen til jord for den unge generation af landmaend, som skal baere fremtiden. I arene efter 1960 har andre partier mere end fordoblet renten, femdoblet skatterne og seksdoblet jordpriserne.

Importen blev billiggjort ved Varedirektoratets lukning, importrestriktionernes afvikling og toldens aftrapning. Den forhojelse af nogle toldsatser, som skyldtes onsker fra de konservative ved Danmarks tilslutning til EFTA i 1960, modsvaredes af andre toldsatsers nedsasttelse.

Sparsommelighed pa de offentlige budgetter blev gennemfort. En af Europas mest ansete aviser, Neue Ziircher Zeitung, fremhaevede den 18. oktober 1960 den forsigtige kurs, regeringen holdt over for nye udgifter og kaldte resultatet af dens politik »et okonomisk mirakek. I New York Times skrev professor Henry Steele Commager den 2. oktober 1960 under overskriften »Big Lesson from a Small Nation«, at Danmark var i faerd med at blive »et forbillede for andre nationer« (Folketingstidende, spalte 475 og 551).

Socialdemokratiet har tidligere dannet regering med radikal deltagelse ellerstotte,
uden at tilsvarende resultater blev naet. Da asndringen i konjunkturerneforst
indtraf, efter at bedringen pa de okonomiske omrader

her hjemme var indtraffet, ma arsagen til de gode resultater ligge i det
politiske samarbejde, som de tre regeringspartier havde. Deter altsa urigtigt,hvad
Kaarsted skriver (s. 455):

»Retsforbundets indflydelse var ringe, og Starckes endnu ringere.«

Det var Retsforbundet, der repraesenterede det nye i Trekantregeringens politik. Retsforbundet har derfor sin del af aeren for, at Trekantregeringen bade blev en grundskyldsregering, en liberaliseringsregering, og en regering, der hindrede nye skatteudskrivninger.

Replik fra Tage Kaarsted

Da fhv. minister Viggo Starcke nu er dod, onsker jeg ikke at svare pa hans indlaeg. Hvad jeg mener om regeringskrisen i 1957, har jeg sagt i min bog, og min vurdering af Starckes opfattelse af bogen findes s. 433-455 dette tidsskrift. Interesserede kan sammenligne dette materiale med Viggo Starckes bog og hans sidste artikel, trykt oven for. Der skulle vaere stof nok til at domme os imellem. Til mulig glaede for fremtidens historikere har Rigsarkivet i ovrigt som for sagt faet alle de af mig modtagne breve og beretninger - derunder ogsa Erik Eriksens.

Tage Kaarsted