Svend Orhammer Andersen: Spaniolerne. (Thaning & Appel, 1973). 205 s.

I 1901 udgav Karl Schmidt »Meddelelser om de begivenheder, som knyttede sig til de fremmede troppers ophold i Danmark i 18O8«. Denne bog har hidtil vteret den eneste behandling af de franske og specielt de spanske tropper, der opholdt sig i Danmark under Napoleonskrigene. Nu har Svend Orhammer Andersen specielt bearbejdet stoffet, der vedrorer de spanske hjaelpetropper.

Bogen er bygget op som en slags spasndingsroman, hvad stoffet jo ogsa laegger op til. Efter et hurtigt rids af den politiske situation i Europa og Danmark introdu ceres dramaets helte og skurke, og ikke at forglemme, dets narre, hvoriblandt den danske kronprins, senere Frederik VI, indtager en fremtrsedende rolle. Derefter ruller handlingen frem fra forste til fjerde akt(ion) og skitter af med et efterspil og en slags morale.

Forfatteren har ikke fojet noget nyt til Karl Schmidts behandling, men har anlagt et lidt bredere syn, hvor han kaeder haendelserne i Danmarksammen med de europaeiske. Han beretter her glimrende om Napoleonsevne til at koordinere sine

bestraebelser, og fremhaever staerkt eet punkt, som Napoleon i det lange 10b kaempede forgaeves imod, tid og rum. Det introduceres saledes: »For sa vidt som Napoleons magtomrade var blevet skabt i sin overstorrelse af hans armeers (og hans egen) bevaegelighedi hidtil uset fart hen over landkortet,naermer hans rige under fortsatudvidelse sig nu sin uoverstigelige graense pa det samme plan: samfaerdsleni tid og rum. Ganske naturligtkommer denne graense forst til syne i efterretningsvaesenet hos hans modstandere hinsides havet. Til Englander afstandene nu for store til, at nyhederne fra krigsskuepladsen kan indlobe tilstraekkelig friske. Endnu skal der henga. for mange ar, for Napoleon selv traenger frem til den samme uoverstigelige graense for udstraekningenaf hans egne forbindelserog deraf tilintetgores; men efter tur skal begge parterne erfare, at trods alle galopperende kurerer liggermagten til syvende og sidst i haendernepa kommunikationens general Langsom« (s. 29).

Et andet punkt forfatteren fremhaever gentagne gange er, hvorledes Napoleon kun var fastlandets feltherre, og hvorledes han gentagne gange veg tilbage for eventyr over vand. Denne skrask udvldes til ogsa at gaelde chefen for koipset i Danmark, Bernadotte. Det var maske rettere at anskue det saledes, at begge kun betragtede fladen som et redskab til transport, da alle endelige sejre matte vindes pa landjorden, som ogsa England i sidste instans matte gore det.

Som en folge af begivenhederne i Spanien, hvor Napoleons broder Joseph blev indsat som konge, matte de spanske tropper aflaegge en troskabsed. Dette skete under store uroligheder, der endog pa Sjaelland udvikledes vikledestil regulaert mytteri. Orhammer Andersen folger omhyggeligt alle edsaflaeggelserne, f. eks. ogsa i Randers, men hans citat herfra er ganske fyldt med omskrivninger og udeladelser, sa man udmaerket forstar, at der hverken her eller andre steder i bogen forekommer kildehenvisninger.

Samme unojagtighed, som findes ved citater, gor sig ogsa gaeldende ved talopgivelser. Saerlig markant er det ved opregningen af de enkelte regimenters styrketal, hvor forfatteren uden videre overtager Karl Schmidts angivelser (dog med to trykfejl, idet Barcelona skal vaere 1222 ikke 1232, og Zamora 1835 ikke 1885). Disse tal kan ikke angives sa bastant. Det naermeste, man kan komme det rigtige, er formentlig angivelserne i de breve, der blev udsendt fra feltcommissariatet til brug ved indkvarteringen, og som kan findes i f. eks. Aarhus Amtsarkiv (86-828 laag 51) og Randers Radstuearkiv (D2l-1079).

Efter at storstedelen af de spanske tropper var blevet udskibet ved engelskhjaelp, rejser Orhammer Andersensporgsmalet om, hvad der blev af de fangne spaniere fra Sjaelland (s. 150), og besvarer det selv senere (s. 198) med en henvisning til, at de blev fort over baelterne i fire transporter.Dette er formentlig taget fra Karl Schmidt, men er kun delvis sandt, idet vi i et brev beliggende i Horsens Radstuearkiv (D 13-158) kan se, at en del af regimentet Asturien,165 mand samt regimentschefen,er blevet overfort via Arhus. I Arhus fik de en slet behandling, derved at deres forplejning var under al kritik. Dette star i skarp modsaetningtil den almindelige opfattelse, at det alene var franskmaendene, der behandlededem darligt. Desuden kan det belyse den gaengse overlevering,

at de danske holdt meget af spaniolerne,medens de franske tropper ikke var vellidte. Denne holdning tagerforfatteren ganske vist lidt afstandfra, men laegger alligevel hele sympatien hos de spanske. I virkelighedener der en maengde arkivalier fra tiden, der helt klart viser, at folelserneikke var pa spanier contra franskmand, men regiment contra regiment,saledes var f. eks. regimentet Algarbe en stor pestilens for indbyggernei

Pa trods af bogens mangier er det glaedeligt, at Orhammer Andersen har taget dette emne op, og ikke mindst at deter sket sa sprogligt levende og engagerende.