Viggo Sjøqvist: Erik Scavenius. I—II. Danmarks udenrigsminister under to verdenskrige. Statsminister 1942-45. (Gyldendal 1973). 332, 368 sider.

Dette arhundredes mest forkaetrede politiker er uden al tvivl stats- og udenrigsminister Erik Scavenius. Enhver Iodig biografi om ham vil blive modtaget med interesse. Dette gaelder ogsa den nu foreliggende, som er den forste, og hvis forfatter er overarkivar, dr. phil. Viggo Sjoqvist. Han har de bedste forudsaetninger for at Iose den betydningsfulde opgave, han har sat sig. I snart en menneskealder har han vaeret ansat i udenrigsministeriet, hvis liv han kender bedre end nogen anden, han har skrevet gedigne vaerker om bl. a. Peter Vedel - dansk udenrigspolitiks gra eminence i forrige arhundrede — og om dansk udenrigspolitik 1933-40. Han er dertil en rolig og fornuftig bedommer af mennesker og forhold.

Erik Scavenius er ud af en af de mest konservative godsejerslaegter, vi har. Hans farbror var Estrups kulturminister Jacob Scavenius, en benhard modstander af folketingsparlamentarismen, og Estrup selv var faetter til Erik Scavenius' far. Deter med rette sagt, at Estrup var mere en Scavenius end en Estrup, og det er ikke vanskeligt at pavise ligheder mellem Estrup og Erik Scavenius savel i personlighedspraeg som i politisk grundholdning. Erik voksede altsa op i et landadeligt miljo pa. Klintholm og i Kobenhavn. Nasnsomt skildrer forfatteren Erik Scavenius' barndom, der nasppe var sajrlig lykkelig pa grund af et modsaetningsforhold til den excentriske far. Allerede i barndommen tradte Erik Scavenius' karakteregenskaber frem: hans heftighed, staedighed og beslutsomhed. Da han i skolen fik en lussing, nasgtede han simpelt hen at ga i den skole laengere. Ukendt for de fleste er det nok, at han sa i tre ar (1891-94) var laerling i marinen med henblik pa at blive kadet og senere

Han klarede sig i begyndelsen godt, men mente selv, at laererne til sidst »fik kig pa ham« og fandt ham uegnet. Rent gait gik det, da chefen pa det sidste togt beordrede laerlingene i vandet for at se, om de nu ogsa kunne svomme. Det kunne Erik ikke, men han sprang alligevel! En kammerat hoppede ud og reddede ham. Det kraever ikke megen fantasi at forestille sig en 17-arigs beskaemmelse og bitterhed over en sadan situation. Han dumpede altsa og nasrede siden uvenlige folelser over for sovasrnet, skont hans antimilitarisme ikke alene lader sig forklare ved bemeldte

I stedet laeste han til student og tog bagefter, hvad man kaldte den kongeligt geligtprivilegerede godsejereksamen, dvs. han blev cand. polit., dengang den lettest opnaelige akademiske grad. Samme ar blev han ansat i udenrigsministeriet, og dermed blev hans skasbne lasnket sammen med dansk udenrigspolitik. Nu gik det nemlig rask. Han blev 1906 legationssekretasr i Berlin - dengang vort vigtigste gesandtskab, hvis chef var kammerherre Hegermann-Lindencrone. Han protegerede sin dygtige legationssekretaer, der til gengaeld tilegnede sig sin chefs opfattelse af Danmarks totale afruengighed af Tyskland. De impulser, Erik Scavenius fik i Berlin 1906-09, forlod ham aldrig. I 1909 kom han hjem for at blive kontorchef, og samme ar sprang han endnu laengere, og blev - 32 ar gammel - udenrigsminister i den forste radikale regering. Forfatteren godtgor, at det med grund kan antages, at det var de to radikale historikere Erik Arup og Aage Friis, som fik skubbet Scavenius frem for Zahles asyn i det rigtige ojeblik.

Scavenius var i ovrigt naeppe radikal i andet end i sit syn pa forsvars - og udenrigspolitikken. Det radikale Venstres politik pa dette felt svarede til den opfattelse, han havde tilegnet sig i Berlin. De indenrigspolitiske faenomener interesserede ham knap nok, og han var uden forbindelse med det folkelige-politiske liv. Hertil kom, at han ogsa folte sig tiltalt af Zahles, Munchs og Rodes andsform. Med Zahle sluttede han venskab, og det skaffede ham udenrigsministerposten for anden gang - naturligvis i forbindelse med, at han trods sin ungdom havde klaret udenrigsministerposten stilfaerdigt og udmaerket.

Hele fremstillingen af den unge
Scavenius er fortrinlig. Her er meget
nyt, deter velafrundet, og vaesentligeprtemisser

ligeprtemisserfor hans senere udviklingog
virke fremdrages.

Efter at vaere lagt pa. is et par ar af Venstre-regeringen, blev han i 1912 gesandt i Wien og Rom; men allerede i 1913 pressede Zahle Scavenius til at trasde ind i sin regering, og denne gang varede det syv ar. Aret efter udbrod verdenskrigen, og nu kom den stadig unge minister virkelig pa. prove. Skildringen af den forste verdenskrig er hojligt interessant. Forfatteren har kunnet bygge pa bade det danske, det britiske og ikke mindst det tyske udenrigsministeriums akter. Scavenius' opfattelse af situationen var efter min mening enkel ind til det primitive: Den eneste fare, der lurede, kom fra Tyskland. Den var til gengaeld betydelig, og den eneste made, vi kunne forsikre os pa, var ved en sa at sige total tilpasning til de tyske krav og forventninger. Denne politik muliggjordes ved det usaedvanlige samarbejde, der udvikledes mellem den tyske gesandt i Kobenhavn, Brockdorff-Rantzau og Scavenius.

Da krigen brod ud, begik Rantzau et diplomatisk fejltrin ved at aflevere et ultimatum, der var beregnet til en senere lejlighed. Med en eminent udnyttelse herai: bandt Scavenius kongen, rigsdagen og de militaere myndigheder til det, der blev kaldt »tysker-kursen«, et forhold forfatteren efter min mening burde have understreget. Scavenius bandt ogsa Rantzau til sig i et venskabsforhold ved at modvirke den desavouering, Rantzau blev modt med af sit eget ministerium. For Scavenius var Rantzau garanten for tysk tillid, thi det var over for ham, at han havde givet alle indrommelserne, og for Rantzau var Scavenius over for regeringen i Berlin pantet pa, at Danmark var palideligt.

Et veldokumenteret hojdepunkt i skildringen af Scavenius under forste verdenskrig er behandlingen af de tyske besaettelsesplaner i 1917. Tyskerne - og specielt fladeledelsen - frygtede for et britisk angreb gennem de danske straeder subsidiaert for baseanlaeg i Norge. Begge dele var forkerte. De allierede havde ikke sadanne planer, hvad Scavenius havde en meget korrekt opfattelse af. Men tyskerne var nervose, Rantzau var i Berlin og kom tilbage med noteudkast, som han droftede med Scavenius. De gik med variationer pa melodien: Er I med os eller mod os?

For at berolige tyskerne gik Scavenius sa vidt, at han i storste hemmelighed lovede at radsla med tyskerne om de nodvendige afvaergeforanstaltninger mod et britisk angreb, derunder eventuelt at stille nogle Kattegat-oer til radighed for tyskerne. Nar Scavenius hertil fojede, at den danske flade med alle til radighed staende midler i givet fald ville kaempe mod briterne og videre sagde, at det var forstaeligt, om Tyskland ikke kunne respektere dansk territorium, sa var det i realiteten at stille sig pa tysk side.

Scavenius' motiver er abenbare: Han ville afvasrge en tysk besaettelse i tilfaelde af britisk landgang i Norge. Som bekendt skete der ingenting, forst og fremmest fordi Norge ikke blev inddraget i krigen; men Scavenius' vidtgaende indrommelser beroligede

Sporgsmalet er sa, om Scavenius gik for vidt. Han informerede ojensynligtikke en eneste i Danmark, og alt gik som naevnt godt for landet.Det gik ogsa godt for Scavenius,fordi sagen forst kommer frem nu. I et glimt viser den de omstaendigheder,under hvilke Scavenius' politikkunne lykkes: I et übesat Danmark,hvor

mark,hvorhan ikke skulle sta til
regnskab over for nogen.

Folkestemningen var pacificeret, fordi vi var uden for krigen, og pa det politiske plan var der endnu tradition for, at udenrigspolitik kun var et regeringsanliggende. For Scavenius var befolkningen til for at applaudere hans udenrigspolitik, ikke for at blande sig i den. Han var i sa henseende lige sa udemokratisk som sin aeldre slaegtning Estrup.

Inden for den saledes afstukne ramme viste Scavenius stor dygtighed til at opna forskellige indrommelser ikke blot fra tyskerne, men ogsa fra briterne. Det var isaer pa det handelsmaessige omrade, hvor man i virkeligheden indgik handelsaftaler mellem England og Tyskland med Danmark som bindeled.

Men i den sonderjyske sag viser Scavenius' staerke begraensning sig. »Sonderjyderi« vraengede han over for genforeningsonsker. Der kunne gives mange gode grunde for at ga stille med dorene i denne sag og ogsa at vaare forsigtig, nar genforeningsmuligheden forela. Men den tanke at soge at forsta befolkningens folelser og kanalisere dem ind i den politik, han fandt nodvendig, var ham fremmed. Han var ikke og blev aldrig politiker.

Efter afskedigelsen i 1920 var der ikke noget, der duede for Scavenius. Han forsogte sig som godsejer, men det gik ikke rigtigt, han var landstingsmand et par ar; men det kedede ham og var ogsa besvaerligt, da han haevdede retten til samtidig at vaere gesandt i Stockholm, hvor han ogsa kedede sig, fordi posten var ham for übetydelig. Sa blev han nogle ar i 1930'erne folkeforbundsdelegeret, hvad der - forstaeligt nok - hurtigt bod ham imod. Om alt dette far vi god besked. Forfatteren laegger brik pa brik frem og soger ikke at undga det übehagelige.

Til sidstnaevnte kategori horer efter min mening Scavenius' formandstid pa Politiken (1932-40). Han sogte nemlig ganske handfast at blande sig i bladets redaktion bl. a. ved regelmaessige moder med den redaktionelle ledelse. Det kan naturligvis diskuteres, om ikke en bladformand i et vist omfang som ejernes talsmand ma influere pa. en avis, men ved at laese dr. Sjoqvists fremstilling far man en fornemmelse af, at der fra Scavenius isaer de sidste ar udgik en gold og destruktiv indflydelse, som sa at sige havde afskrevet demokratiet. Politik var at indordne sig under den staerke. Einard Skov blev Scavenius' taleror som udenrigspolitisk lederskribent.

I 1940 kom sa krigen til Danmark. I 1914 havde J. C. Christensen siddet med vaerdifuld viden om tyskernes planer med os, som han til regeringens vrede fortav, skont meget tyder pa, at i alt fald Scavenius kendte dem. I april 1940, da Scavenius blev inddraget i regeringens overvejelser om truslerne fra syd, fortav han sin viden om tyskernes planer fra 1917, der ellers viste, at en eventuel bessettelse af Norge kunne drage Danmark med. Utvivlsomt har han anset det for ganske formalslost at sige eller gore noget. Man matte underkaste sig de ojeblikkelige magtforhold.

Det var, hvad han gjorde, da han i juni 1940 pa ny blev udenrigsminister.Men hans store begraensning visersig ved, at han mente, at han nu bare kunne fortsaitte, hvad han slap i 1918, skont demokratiet havde udvikletsig i de forlobne 20 ar, hvor udenrigspolitik i hojere grad var blevetet folkeligt anliggende. Deter vel haevet over al tvivl, at den danske

befolkning de forste tre besaettelsssar var tilhaenger af forhandlingspolitikken,selv om denne indebar et samarbejdemed besaettelsesmagten. Men Scavenius gav denne samarbejdspolitiken sadan stodende form, at han fik befolkningen imod sig i stedet for at soge at vinde den. Deter efter min mening en fundamental brist i Scavenius' intellekt, at han ikke klart sa forskellen pa 1914 og 1940, men trcede, at han kunne genoptage den indrommelsespolitik, han havde fort 1914-18, nu ledsaget af ydmygende offentlige udtalelser (som 8. juli-erklaeringen)med fjenden staende i landet.

Scavenius blev i virkeligheden ved sin manglende folkelige forstaelse og ikke-demokratiske sindelag sin egen politiks vaerste fjende. Jeg er derfor mere enig med P. Munch end med forfatteren, nar Munch haevdede, at Scavenius ved 8. juli-erklaeringen opgav vor »andelige neutralitet«. For Scavenius var ord - og ogsa en del handlinger - uden betydning, hvis han kunne opna en praktisk og materiel fordel for Danmark derved. Nogen form for krypto-nazisme la der ikke i det. Men Scavenius sa altsa ikke, at han stodte befolkningen fra sig - isaer efterhanden som krigslykken begyndte at vende.

Jeg kan derfor ikke vaere enig med forfatteren, nar hans konklusion er, at Scavenius »var den eneste danske statsmand, der havde det format, der skulle til for at: fore landet gennem to verdenskriges ragnarok. Den eneste, der kunne saette sig i respekt over for tyskerne og sikre en udvikling under savel den forste som den anden krig. der blev til landets gavn«. Deter for det forste übeviseligt, for der var ikke andre, som fik muligheden, og for det andet kan man ikke baere betegnelsen statsmand, mand,hvis man i et demokrati er helt uden forstaelse for folkesjaelen og i ovrigt anlaegger en snaever europaeisk vurdering af en global krig.

Det betyder ikke, at Scavenius skal hensaettes blandt de uvaerdige eller ligegyldige i vor historic Tvaertimod. Hans mod og konsekvens kalder pa respekt. Han Sogte heller aldrig sit eget, men blev naermest presset til at patage sig de byrdefulde opgaver, han 10b aldrig fra sit ansvar, og han vanned til at redde befolkningen fra vanskeligheder, som den 1940-43 var rede til at tage.

iEren og ansvaret herfor ma han dele med politikerne, og noget af det mest pinlige ved laesningen af dr. Sjoqvists bog er redegorelsen for visse politikeres ynkelige forsog pa efter krigen at laesse hele ansvaret over pa Scavenius. De havde bojet sig for ham under krigen, fordi de ikke turde tage ansvaret for et brud. Nu gemte de sig og sa passivt pa, at Knudtzen, Thune Jakobsen, Gunnar Larsen, Hojberg Christensen og andre, der havde forhandlet i forstaelse med politikerne, matte ga planken ud — for nogles vedkommende under tragiske former. Men som en fremtraedende samarbejdspolitiker engang sagde til mig: - »Ja, deter et morkt kapitel, men vi politikere havde i 1945 kun styrke til at forsvare os selv«. Scavenius tradte derimod frem og forsvarede dem.

Min kritik betyder heller ikke, at jeg finder dr. Sjoqvists bog forfejlet.Tvaertimod. Der er tale om uenighedi vurderingen. Sjoqvist er palideligog redelig, og selv hvor man kan maerke, at det skaerer ham i hjertet, lasgger han materialet frem, sa enhverkan drage sin konklusion. Ingenbetydningsfulde praemisser mangier,og de passes ind i den historiske sammenhaeng. Nar jeg vurderer Seaveniusmere

veniusmerebehersket end forfatteren,skyldes det nok, at Sjoqvist mere naermer sig emnet fra en udenrigstjenstligtradition, mens jeg mener, at Scavenius navnlig bor vurderes som politiker, thi han var forste aktorpa den politiske skueplads, mens et drama udspilledes.

Dr. Sjoqvists vaerk er altsa en betydningsfuld berigtigelse af vor historiske litteratur. Den er behagelig at laese, dels fordi den er dr. Sjoqvists mest levende skrevne bog, dels fordi den er et nyt bevis pa, at fremstillinger af besaettelsestidens historie kan anlaegge andre synspunkter end dem, der var gaengse i de forste efterkrigsar.