Henrik S. Nissen: 1940. Studier i forhandlingspolitikken og samarbejdspolitikken. (Gyldendal, 1973). 607 sider.

Henrik Nissens disputats handler om de tre fjerdedele af aret 1940, der ligger efter 9. april. Deter ikke hans hensigt at skildre Danmarks historie i denne periode; forfatteren meddeler en rsekke studier i forhandlingspolitikken og samarbejdspolitikken.

Efterhanden som anmelderen arbejdede sig gennem disse studier, dannede der sig for hans indre oje billedet af en stor byggeplads med en raekke adskilte bygningsdele, som i og for sig godt kunne vaere forenede til en imponerende helhed; men det var ikke bygmesterens hensigt; hvert afsnit skulle til en vis grad betragtes og vurderes hver for sig, men dog med en klar raekkefolge. Nogle af bygningerne var rigt forsirede, der var buer og hvaelvinger af mange arter; men det maerkeligste var, at hjaelpekonstruktlonerne adskillige steder var bevaret, ja, et enkelt sted var stilladset endnu ikke pillet ned. Det havde den fordel, at man noje kunne danne sig en forestilling om arbejdsgangen, og ved at studere konstruktionerne naermere kunne man sa se, om bygningsdelene nu ogsa kunne holde, nar de tilbageblevne hjaelpekonstruktioner blev taget vaek. Bade planlaegning og konstruktion kunne nok give anledning til overvejelser og nasrmere undersogelser.

Nu er det ikke meningen her at fore billedtale; men det lige sagte kan maske give en fornemmelse af styrke og svagheder ved den afhandling, der her skal anmeldes. Styrken ligger i det brede indsamlingsmateriale og den detaljerede sigtning deraf. Der er mange fine detaillosninger; men man savner en helhedsplan, og en del af hjaelpekonstruktionerne kan ikke sta. for en naermere provelse.

De meddelte studier i forhandlingspolitikken og samarbejdspolitikken folger kronologisk efter hinanden; men der er ikke lagt vaegt pa at integrere undersogelserne til en helhed. Deter enhver forfatters gode ret at afgraense sit emne. som han vil; men deter ogsa laesernes ret at konstatere, at en behandling af en tese havde vaeret nok sa. spsendende, f. eks. Erik Scavenius' rolle som katalysator for de politiske partiers og erhvervsorganisationers forening i en national front i lobet af 1940. Henrik Nissen har imidlertid valgt den bredt fortaellende pragmatiske fremgangsmade, der stiller store krav til laesernes egne kombinationsevner.

Deter, som det fremgar af bogensundertitel,
isaer forfatterens formalat

malatundersoge forhandlingspolitikkenog samarbejdspolitikken. Ved forhandlingspolitikken forstas den politik, som den danske regering forteover for den tyske besaettelsesmagt,medens er betegnelsen pa det indbyrdes samarbejdemellem folketingets fern demokratiskepartier; det ma imidlertidunderstreges, at deter forhandlingspolitikken,set fra dansk side, der har forfatterens interesse, den anden part, besaettelsesmagten og dens organer skildres kun, for sa vidt disse organers holdning havde relevans til den af den danske regeringforte politik. Problernerne er anskuetfra Christiansborg, der som bekendter hjemsted bade for folketing og udenrigsministerium. Det bliver en opgave for en kommende historikerat skildre politikken i sin brede sammenhaeng og med lige hensyntagentil bade den danske og den tyske part; anlaeggelse af dette dobbelte synspunkt ville skabe fornyelse i megen besaettelsestidshistorie, ikke mindst hvis man kunne fa bade den okonomiske og den militasre faktor lidt mere med ind i billedet; det ville heller ikke skade med et bedre kendskabtil det nazistiske organisationsapparat.

Henrik Nissens studier omfatter
folgende emner:

1) forhandlingspolitikkens start, 2) de folkeretslige overvejelser omkring begreber som suveraenitet og jurisdiktion, 3) samarbejdspolitikkens vanskeligheder i maj 1940, da de indre modsaetninger mellem de demokratiske partier endnu var ladede med spraengstof. (Staunings og Munchs partier matte gore store indrom:tnelser isaer til venstre, der stillede krav om reduktion pa det sociale omrade). 4) ministerkrisen i sommeren 1940 og dannelsen af samlingsregeringen af 8. juli med deltagelse af tre ikke parlamentariske ministre, hvorved Erik Scavenius fik en central politisk placering, 5) forhandlingerne om en mont- og toldunion i august 1940.

Hertil fojer sig sa en oversigt over udviklingen i efteraret 1940 isaer koncentreret om den tyske gesandt Renthe-Finks politik. I forlaengelse heraf kan man laese om den sakaldte nytarskrise 1941, da Renthe-Fink gjorde et mislykket forsog pa at fa fjernet Stauning som statsminister. Endelig er der til allersidst nogle spredte afsluttende bemserkninger og en mere sammenfattende skildring af samarbejdspolitik og forhandlingspolitik i disse begrebers gensidige afhaengighed.

Alle hovedafsnit er kendetegnet ved en overvaeldende detailrigdom, hver flig er foldet ud, hvor forhandling er refereret og vurderet. Henrik Nissen kombinerer referat og raesonnement, en indirekte metode, der ligesom laegger hans egne ord i forlaengelse af de handlendes tankegang. Blot et par eksempler: pas. 131 identificerer forfatteren sig tilsyneladende med justitsminister Unmack-Larsen, der forelagde den sakaldte lex orum. Praeses skriver: »Behandlingen i Folketinget gav Hartel fra Bondepartiet og Aage Henriksen fra nazisterne anledning til nogle malplacerede bemasrkninger*. Her identificerer forfatteren sig med Unmack-Larsen, der sikkert har folt bemaerkningerne malplacerede; men Hartel og Aage Henriksen har nok ment, at de var Scerdeles velplacerede, og hvis det er Henrik Nissens personlige opfattelse, at de var malplacerede, kraeves en naermere forklaring.

Yderligere et eksempel findes s. 199, hvorfra citeres: »Med optagelsenaf reprassentanter for de to tidligereoppositionspartier i den forhadteregering

hadteregeringblev deres oppositionelleholdning frustreret«. Her identificerer forfatteren sig med oppositionenmod den socialdemokratisk-radikaleregering inden for Venstreog det konservative parti. Der kan naevnes en lang raekke eksemplerpa denne indlevelsesmetode eller sammenblanding af referat og raesonnement.Deter i anmelderens ojne en uheldig fremstillingsmade.

Mange steder bruger forfatteren rammende og gode billeder, der illustrerer situationen fortraeffeligt; men sa kan der komme helt uforstaelige passager. F. eks. s. 206, hvor der star: »Det mangelfulde sammenhold mellem de fire store partier var tidligere blevet opvejet af risikoen for tysk indblanding, nu ma Staunings overvejelser have fort til det resultat, at vaegten af den forstnaevnte faktor var foroget og risikoen for tysk indblanding under alle omstaendigheder til stede«. Det kan forstas saledes, at samarbejdet mellem de fire store partier rent faktisk var blevet mere mangelfuldt; men teksten kan godt baere den modsatte fortolkning.

Deter saerlig i indledning til og afslutning pa et kapitel, at forfatteren fristes til sadanne dunkle saetninger. Den lige citerede var fra en indledning; den kan suppleres med en fra en afslutning: »Trykket udefra mod det danske parlamentariske regeringssystem var bade stort nok til at omforme det, sadan som det skete bl. a. med oprettelsen af 9-mandsudvalget, og til nogle fa gange senere under besasttelsen at afslore omformningens risikable tendenser«. Deter gadefuldt, hvad der menes. Hvad er »omformningens risikable tendenser«? Det forklares ikke naermere.

Det mest vaerdifulde afsnit i Henrik Nissens afhandling er stykket om mont- og toldunionen, der naturligt begynder med Erik Scavenius' indtraeden pa. arenaen i juli 1940. Perioden juli—august 1940 kan godt karakteriseres som Scavenius-seraen, dvs. den periode, da han kunne fore en aktiv samarbejdspolitik; denne periode afsluttedes, da mont- og toldunionsforhandlingerne blev opgivet. Den autoritet, som Scavenius havde i begyndelsen af juli, var staerkt reduceret i September; hans udspil havde faet erhvervslivets organisationer til at danne front imod den aktive forhandlingspolitik, og partierne styrkedes i deres modstand ved erhvervslivets klare standpunkt og ved det forhold, at forhandlingernes afbrydelse ikke havde uheldige folger, sadan som Erik Scavenius forventede det.

Henrik Nissen drager ikke explicitdenne konklusion. Han folger indgaendeog jordna^rt, ja, naesten udtommendespillets gang begyndende med regeringsomdannelsen i juni-juli 1940, da foruden Erik Scavenius ogsa.Harald Petersen og Gunnar Larsenblev ministre, og vel at maerke af den kategori, der blev kaldt upolitiske.Stauning havde ved disse udnaevnelsergivet efter for et vaeldigt pres fra ikke-parlamentariske kredse om nu at fa, som man sagde, »handlekraftige«ministre. Deter et af de bedste stykker i afhandlingen, hvor forfatteren modstiller den opfattelse, som de nye ministre havde af situationen,med den opfattelse, som de gamle politikere naerede. Opfattelsen blev senere forskudt for begge partersvedkommende; men der vedblev at besta en gruppeopfattelse, og den var for begge parters vedkommende karakteriseret derved, at ingen af de to grupper ville have noget ansvar for at have fortrisngt P. Munch fra posten som udenrigsminister. Dette udredes pa. overbevisende made, ligesomdet godtgores, at situationen efterFrankrigs

terFrankrigsnederlag i juni fik de fern demokratiske parter til at indledeet intimt samarbejde inden for den ramme, som senere blev kendt under betegnelsen »nimandsudvalget«.

Det blev Erik Scavenius, der kom til at tegne ministeriet med erklaeringen af 8. juli. Den rystede de fleste danske ved de i manges ojne helt overflodige ord: »Ved de store tyske sejre, der har slaet verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprunden i Europa«; men erklasringens formal var at bringe den nye danske regering i en forhandlingsposition i forhold til Tyskland for at hindre, at de nazistiske og halvnazistiske kredse ved direkte kontakter med magthaverne i Tyskland kunne udmanovrere det haevdvundne danske politiske system. Det skulle gores klart for tyskerne, at den siddende regering var den eneste brugbare forhandlingspartner, saledes at en nazistisk marionetregering kunne blive undgaet. Denne hensigt blev opnaet; det lykkedes Scavenius at fa knyttet en forhandlingstrad til tyskerne, dvs. til »Auswartiges Amt«. Det kunne maske vaere fremhaevet noget stasrkere, at den ansvarlige danske regering kun stod over for dette ene tyske regeringsorgan; det papeges godt nok, at »Auswartiges Amt« rivaliserede med den sakaldte Vierjahresplan-organisation under Goring, hvad angik udformningen af de vage forestillinger, der gik under betegnelsen »Neuropa«. Det var nogleordet for ideerne om en nyordning af Europa under tysk dominans; men der kunne godt vaere gjort rede for, at en regering, et kabinet, et ministerium i almindelig forstand ikke laengere fandtes i Tyskland. Hvert organ var mere eller mindre underordnet Hitler, og den, der havde Hitlers lersore, kunne fa sin linje gennemfort. Det var desuden vasrd at fremhaeve et andet karakteristikum for den nazistiske stat, nemlig det forhold, at Hitler ikke gerne lagde sig for fast pa en bestemt linje; han holdt gerne flere muligheder abne. Det forstod Stauning bedre end Scavenius. S. 381 citeres Stauning for bemaerkningen, »deter ikke logik, der rader i Tyskland«. Scavenius har nok set rigtigt med hensyn til det hensigtsmaessige i et dansk initiativ; men han havde ingen reel forestilling om sin modpart. Han troede saledes, at A. Rosenbergs taler havde politisk betydning, medens han fuldstasndig undervurderede okonomiminister og nationalbankdirektor Funk; der kunne pa dette grundlag drages konklusioner om den foraeldede opfattelse, der var grundlaget for Erik Scavenius' vurdering af sin tyske modpart; han ventede mere logik end Stauning.

De forhandlinger, der indledtes i juli 1940, og som konkretiserede sig i et tysk forslag om en mont- og toldunion,minder meget om den gamle leg blindebuk; men saledes at den ene part var udstyret med grydeskeer,medens den anden for rundt med knive. Deter helt rigtigt, nar forfatterenside 272 bemaerker, at intet i de samtidige kilder tyder pa, at man i Kobenhavn har vasret klar over en kompetencestrid i Berlin; men sporgsmaletkan med rimelighed formuleresanderledes: kunne man i Kobenhavnhave opdaget en kompetencestrid?Da ma svaret vaere: ja. Den 25. juli 1940 holdt okonomiminister Funk, denned storre autoritet end »Auswartiges Amt« forberedte det sakaldte Neuropa, en pressekonference,hvori han principielt tog afstand fra mont- og toldunioner. Forfatterenomtaler denne udtalelse i en andensammenhaeng;

densammenhaeng;men det havde efteranmelderens opfattelse vaeret en relevant problemstilling for bedommelseaf Scavenius at undersoge, hvilke forudsaetninger han byggede pa i sin vurdering af Tyskland, altsa bade de subjektive og de objektive. Man kunne med et moderne ord have undersogt hans informationsniveau. Flere gange i ministermoderne i august1940 bagatelliserede Scavenius rivaliseringen i den tyske top. »Han forstod ikke« ... »at man laegger vsgt pa Funk« (s. 352, 12. august) og senere afviste han andre indvendingermed bemaerkningen, »at det jo er det tyske udenrigsministerium, der er alt bestemmende« (s. 376). Det var en alvorlig fejlvurdering.

Det lykkedes for Scavenius gennem den hojtidelige notificering af 8. juli-erklasringen i Berlin at komme i en forhandlingssituation i forhold til Tyskland; men det lykkedes ham ikke at fastholde en forhandlingstrad, fordi tyskerne ikke for alvor onskede forhandlinger. Denne fejlbedommelse af den tyske part fik folger for den stilling, Erik Scavenius havde erhvervet sig i dansk politik. Hans modstandere kunne konstatere, at der ikke havde vaeret nogen risiko ved at afbryde forhandlingerne om mont- og toldunionen. Formelt var det danskerne, der afbrod disse; men rent faktisk passede det godt for de afgorende kraefter i tysk politik, der onskede udenrigsministeriet holdt uden for, hvad angik planerne om nyordninger i Europa. For Scavenius betod forhandlingernes afbrydelse, at det var forbi med den saerlige autoritet, som han havde nydt — glorien forsvandt, troldmanden fra 1. verdenskrig kunne ikke gentage sit store nummer fra dengang; de dominerende partier og alle erhvervsorganisationerne var nu forenede imod den aktive forhandlingspolitik. Det var resultatet.

Forfatteren anforer, at de andre ministre naerede mistillid til Scavenius (s. 377), og at forholdet mellem Stauning og Scavenius blev forvaerret i disse dage (midten af august). Efter forfatterens opfattelse behovede dette ikke at betyde andet, end at Stauning tillod de ovrige ministre - ogsa de socialdemokratiske - at opponere mod Scavenius; men deter en alt for svag formulering. Det var sirnpelt hen et sammenbrud for den aktive forhandlingspolitik, denne specielle Scavenius-asra varede kun i seks uger; den folgende periode kunne man karakterisere som en henholdende forhandlingspolitik, hvor regeringen lod sig presse fra indrommelser til indrommelser under ledelse af Scavenius.

Erhvervslivets modstand imod Scavenius gor forfatteren ikke ret meget ud af. Han siger s. 365, at man ikke i de afgorende beslutningstagende organer i midten af august kunne spore noget stemningsskred, som kunne vaere forarsaget af erhvervenes holdning. Deter et besynderligt udsagn, for lige forinden har forfatteren refereret Christmas Mollers forstaerkede modstand, og lige efter siger han, at modstanden piivirkede regeringen bade direkte og indirekte, og deter det rigtige; men en naermere udredning havde vaeret onskelig

Nar det i anmelderens ojne centraleproblem er forsomt, skyldes det muligvis, at forfatteren har viet en detalje alt for stor opmaerksomhed, hvorved en biperson er blevet rykket for meget frem i rampelyset; bipersonenvar udenrigsministeriets direktorO. C. Mohr. Nar praeses er faldet for fristelsen til at beskaeftige sig sa indgaende med forholdet mellem

udenrigsministeren og udenrigsministerietsdirektor i juli 1940, haenger det nok sammen med, at der her foreligger et kildekritisk problem, idet der findes flere beretninger fra O. C. Mohrs hand om hans rejse til Berlin den 17.-18. juli 1940, og om den tyske udenrigsministerielle embedsmandKarl Ritter*. Det var denne samtale, der gav stodet til det tyske forslag om hurtige forhandlinger om afslutning af en dansk-tysk mont- og toldunion. Ritter havde en lidt udefinerbarstilling; men han var i al fald den mand i »Auswartiges Amt«, der iscer beskaeftigede sig med Neuropaproblematikken.Foruden det officiellereferat af denne samtale, der blev forelagt af Scavenius i et ministermodeden 19. juli, findes der et andet referat om senere forhandlinger.I 1946 har Mohr udtalt sig afvigendei forhold til referatet af 19. juli 1940 ved en afhoring i den parlamentariskekommission; en endnu mere udforlig redegorelse har han giveti 1950, da han kunne kommenterede fremdragne tyske aktstykker; men det besynderlige er, at han i 1964 til udenrigsministeriet afleveredeet referat dateret 18. juli 1940, som han angav at vaere den oprindeligeoptegnelse. Den blev afskrevet, og derefter tilintetgjorde Mohr originalen;men forinden fik Henrik Nissenlov til at affotografere dokumentet.Mohr opfattede dette referat af 18. juli 1940 som det reelle referat. Der er i referatet udstreget vaesentligedele, sammenlignet med det officiellereferat, som Scavenius forelagdei ministermodet 19. juli. Dette sidste indeholdt, hvad der set fra Scavenius'synspunkt var politisk opportunt.Mohr ville nu haevde, at Scaveniushavde veniushavdestreget de dele af hans oprindelige referat, som ikke passedei udenrigsministerens kram. Det besynderlige er, at Mohr bade i 1946 og i 1950 havde haft lejlighed til at fremlaegge dette referat; det kom forst i 1964, da Scavenius var dod og ikke kunne tage stilling til pastanden om, at han havde streget i Mohrs referat.

Det hele er meget mystisk. Henrik Nissen folger helt og fuldt Mohrs senestfremkomne referat, altsa det, der er dateret 18. juli 1940, og det forekommeranmelderen at vaere en megetalvorlig anke imod hans videnskabelighed,at han ikke i teksten gor opmaerksom pa, hvor svagt det foreliggendekildemateriale er. Det fremgarderimod af noterne og et anhang, hvor forfatteren naermere argumenterertil fordel for Mohrs pastand; men der fremlaegges ikke bevis for dens rigtighed. Anmelderen har set fotokopien af det tilintetgjorte dokumentog ma drage den konklusion, at det kan vaere enhver som heist, der har streget i det nu braendte papir.Her er ingen antydning af spor af Scavenius' hand, sa der er saledes ingen beviskraft i fotokopien. Tilbagebliver gaden - hvorfor brsendte Mohr det efter hans pastand oprindeligereferat. Her ligger sadan set det kildekritiske problem. Praeses naererden opfattelse, at Mohr straks fra forste fasrd spillede pa den modsaetning,der bestod mellem Scavenius og de politiske ministre, at han ville give disse ministre mulighed for at vaelte den politik, Scavenius indledte med erklceringen af 8. juli 1940. Der er ingen tvivl om, at Mohr var imod den aktive forhandlingspolitik, men der er intet bevis for, at han har fronderet mod Scavenius i juli 1940. Mohr var embedsmand, og han mattefolge sin ministers anvisninger.

---

* Om denne episode se ogsii foran side 426 ff. (Red.s anm.).

Man kan se, at han (i al fald senere) onskede, at notificeringen af 8. julierklaeringenikke matte scud som et dansk initiativ (s. 287); men deter haevet over enhver tvivl, at Scaveniusved notificeringen onskede at understrege, at der la et dansk initiativi 8. juli-erklaeringen. Anderledes kan man ikke forsta saetningen: »Det vil vaere Danmarks opgave at finde sin plads i et nodvendigt og gensidigtaktivt samarbejde med Stortyskland«.

Henrik Nissen vil haevde, at det, Scavenius opererede bort i Mohrs referat, var de bemaerkninger, som de andre ministre kunne benytte til at komme ud af den forhandlingssituation, som Scavenius tilstraebte. Det forekommer anmelderen, at Henrik Nissen her pa. Mohrs vegne foretager en efterrationalisering. Nar man kan haevde dette, skyldes det isaer, at Mohrs samtalepartner Martin Ritter ikke bemaerkede de forbehold, som Mohr pastod at have taget. Der er altsa to forskellige kilder, der stemmer overens, Ritters referat og det referat, Scavenius benyttede i ministermodet. Mohrs opfattelse ville kun have haft politisk betydning, hvis han havde sat sin stilling ind i en protest mod Scavenius; men han nojedes med, ifolge sine senere redegorelser, at fa et tilsagn af Scavenius om, at det i ministermodet skulle oplyses, at han i sine svar til Ritter »udtrykkeligt havde pointeret over for denne, at svarene udelukkende var baseret pa min (Mohrs) personlige opfattelse af udenrigsministerens indstilling«. Pa. en sadan udtalelse kan der ikke opbygges et politisk alternativ til den politik, Scavenius onskede fort; de andre ministre fulgte endnu Scavenius, og de kunne af bemaerkningen kun slutte, at Mohrs personlige opfattelse af udenrigsministerens indstilling stillingdaekkede, hvad udenrigsministeren faktisk mente.

I redegorelsen for situationen i juli 1940 ser forfatteren problemet ud fra Mohrs synsvinkel, og han nar til den konklusion, at det havde vasret en »ydmygelse« for Mohr af signere det lemlasstede referat til forelaeggelse i ministermodet. Der gores alt for meget ud af Mohrs person i denne sag. Hovedpersonen er og bliver Scavenius. Da denne i ministermodet den 19. havde faet sine kolleger med pa at foretage et videre skridt pa den aktive forhandlingspolitiks vej, skete det i form af et brev fra Mohr til Ritter den 21. juli, hvori det bekraeftes, at dansk-tyske droftelser om fremtidens okonomiske sporgsmal skulle fores pa et ret hojt plan. Henrik Nissen finder det »maliciost«, at man i udenrigsministeriet valgte denne form. Der var intet maliciost i dette, hvordan skulle man ellers spinde traden videre? Ritter var den naturlige kontaktmand i »Auswartiges Amt«, og Mohr var den, der havde talt med ham. »Som jeg under vor samtale bekraeftede for Dem, er den danske regering beredt til at indlede disse drofte!ser, sa snart det matte forekomme den tyske regering at vaere praktisk f ormalstjenligt,« hedder det i brevet. Pa s. 293 laeser man: »Brevets sidste sa^tninger har Mohr naeppe underskrevet med glaede, mens Ritter har lsest dem med tungen i kinden«. Deter ganske underordnet, om Mohr har underskrevet brevet med glaede eller ej; brevet var simpelt hen et instrument for den ansvarlige ministers politik.

For at begrunde tilliden til Mohrs i 1964 fremdragne referat om samtalenmed Ritter i Berlin den 18. juli 1940 henviser forfatteren til, at Mohr allerede i September 1940 opponeredemod det billede af begyndelsentil

delsentilmont- og toldunionsforhandlingerne,som man dannede sig i udenrigsministeriet. Man var her i September 1940 begyndt pa at samle stof til en blabog om de lige afbrudte forhandlinger. Her har Mohr opponeretimod en pastand om, at samtalenmed Ritter var kommet i stand i »henhold til de direktoren medgivneinstruktioner«; men Mohr berigtigerher simpelt hen en fejl. Mohr havde ikke haft instruktioner med. Desuden fik han aendret en saetning, der oprindelig I0d: »Der er sporgsmalom, hvilken politisk og okonomisktankegang, der la bag den af direktoren fremsatte udtalelse om, at man fra dansk side var beredt til at drofte det okonomiske forhold i fremtiden mellem Danmark og Tysklandpa et tidspunkt, hvor krigen endnu ikke var ophort«. Det blev aendret til: »Det afgorende sporgsmali hele den her omhandlede sag er hvilken politisk og hvilken hermed forbundet okonomisk tankegang, der la til grund herfor, at man fra dansk side pa dette tidspunkt kunne udtale, at man var beredt til at drofte .. .«. Forskellen er altsa, at Mohrs person er gledet ud af billedet, hvad der er fuldt korrekt, da det var Scavenius, der tegnede politikken. Saetningen gled for ovrigt helt ud i blabogens endelige redaktion. Der kan af disse bagateller intet sluttes om, at Mohr i September 1940 og de folgende manedersogte at aendre det indtryk, som det officielle referat af 19. juli efterlod. Den afgorende forskel pa det private referat af samtalen og det officielle referat kommer forst frem efter krigen.

Dermed vaere ikke sagt, at Mohr ikke kan have onsket allerede i September 1940 at distancere sig fra Scavenius. Det har han sandsynligvis gerne villet gore. Han har ogsa haft anledning til det; for nu var Scavenius isoleret. Den autoritet, hvormed han havde begyndt sin virksomhed den 8. juli, var, som tidligere anfort, brudt med mont- og toldunionsforhandlingens ophor. Mohr kunne have en rimelig interesse i at distancere sig fra sin minister. Men det var unaegtelig sma skridt, han tog.

I de afsluttende bemserkninger sammenfatter forfatteren sin opfattelse saledes: »Told- og montunionsforhandlingerne og de tyske forsog pa at fa aendret det danske politiske system var situationer, hvor forhandlingspolitikkens nodvendige margin var truet. Det var udsving fra ligevaegten mellem tyske forventninger og Danmarks villighed til indrommelser. Efter nytarskrisen var balancen for en tid atter etableret«.

Det havde, som deter fremgaet af det foregaende, efter anmelderens opfattelse vaeret mere frugtbar at sondre mellem aktiv forhandlingspolitikog passiv forhandlingspolitik med et skel i august 1940. Nar overgangenfra aktiv til passiv politik lykkedes,haenger det nok sammen med, at der var en faelles interesse for den danske regering og det tyske udenrigsministeriumi, at kontakter til Tyskland skulle ga gennem »AuswartigesAmt«, som gav Danmark relativttalelige kar i besaettelsens forste fase. Deter uden dybere mening at tale om udsving fra ligevasgten mellemtyske forventninger og Danmarksvillighed til indrommelser. Begrebet»tyske forventninger« er ikke entydigt. Der ma sondres mellem A. A.'s forventninger, Himmlers forventninger,partiorganisationens ventningerogsa Hitlers onske om at holde alle muligheder abne til den dag, da krigen var endt med tysk sejr. Forholdet til Danmark var en lille detalje i et stort spil, hvor beggeparter

geparterhandlede pragmatisk ud fra vidt forskellige forudsaetninger, vel vidende at krigens endelige afgorelservar alt afgorende.

Henrik Nissens afhandling er lang og bred; den er svagt struktureret, men der er mange gode iagttagelser, den vidner om en flid og udholdenhed, som ma beundres. Der emu lagt en solid bund; men der er endnu meget at gore for at traenge til bunds i den tids problematik, og det vil lette forstaelsen, hvis man ikke kun anskuer tingene fra Christiansborg.