Nasjonale forskningsoversikter. Det nordiske ødegårdsprojekt. Publikasjon nr. 1. (I kommission hos Landbohistorisk Selskab, København, 1972). 223 s.

Ved det nordiske historikermode i Bergen 1964 var et af rapportemnerne »odegarde og ny bosaettelse i de nordiske lande i senmiddelalderen.« I de for Norge, Sverige, Finland og Danmark udarbejdede rapporter forela for forste gang en sammenfatning af litteraturen omkring den landbrugskrise i middelalderens sidste arhundreder, som forskerne havde dannet sig et klarere og klarere billede af. Det stod under diskussionerne pa modet i Bergen klart, at der med dette fsenomen, hvis mest iojnefaldende traek er, at den hidtil dyrkede kedejord i stort omfang gik ud af drift, ikke sa. meget var tale om en national problematik som om en almeneuropaeisk; det var ligeledes iojnefaldende, at den internordiske udveksling af synspunkter pa den i det vaesentlige faelles problematik var overordentlig frugtbar. Som en eftervirkning af Bergenmodet organiseredes i 1968-69 et faellesnordisk »odegardsprojekt« med okonomisk stotte fra de forskellige landes forskningsrad. Den foreliggende bog udgor dette forskningsprojekts forste publikation. Om projektets karakter oplyses blot i den norske professor Andreas Holmsens forord, at det »tar sikte pa et samordnet og sammenlignende studium av bosetnings- og jordleiehistorien ca. 1300-1600, gjennom representative punktanalyser i hvert land og en felles sluttbearbeidelse av resultatene.« Derudover ma heseren ikke vente at fa naermere oplysning om projektets karakter, hvilkc; problemstillinger man har taget op, hvilke forskere der er tilknyttet etc. Dette hindrer dog ikke, at bogens indhold er saerdeles betydningsfuldt, idet man som forberedelse til undersogelserne har ladet udarbejde nye forskningshistoriske oversigter og nu med tilskud fra forskningsradene udgivet disse.

Der er ikke i bogen tale om nogen nordisk koordination, men om. individuellenationale rapporter. Interessenhar naturligt samlet sig om at gore status over, hvad der er udrettet i forskningen siden 1964-rapporten. Endvidere foreligger en rapport for Island og Holsten, der ikke blev behandleti 1964. Forfatterne er ifolge forordet blevet anmodet om at lasgge vaegt pa metodiske aspekter, men er i ovrigt blevet stillet helt frit over for opgaven. Den maske ikke sa overraskendefolge heraf er, at rapporternefalder

ternefalderi ojnene ved deres uensartethed,som dog nok tillige afspejler ikke uvassentlige forskelle i forskningstraditionfra land til land.

Det synes saledes karakteristisk for den norske rapport, at dens forfattere tilhorer det faglige miljo, der har den mest udviklede tradition for forskningshistorisk behandling af et emne. Halvard Bjorkvik og Audun Dybdahl ridser hovedlinjerne op i en forskningstradition, der har rodder i det 19. arhundredes diskussioner om forklaringen pa Norges nedgang. For mere end 100 ar siden kom de forste historikere pa den tanke, at landets uselvstasndighed i senmiddelalderen kunne have en okonomisk forklaring. Droftelserne om de metodiske (det vil i odegardsprojektets brug af ordet sige kildemaessige) problemer ved odegardsforskning og indplaceringen af dens resultater i en storre sammenhaeng var da for Norges vedkommende i fuld gang for 1964-rapporten. Det kan derfor allerede af denne grund ikke overraske, at den foreliggende rapport efterlader det indtryk, at de norske forskere er naet laengst frem. Nogleordet for deres bestraebelser siden 1964 synes at vaere bestraebelser pa at »kvantificere agrarkrisen«. Forsogene pa at saette krisen pa tal er foregaet i form af en lang raekke agrarhistoriske detailundersogelser. Det har ved gennemforelsen af disse vaeret et hovedproblem at na til den storst mulige enighed mellem forskerne om kriterierne for registrering af odegarde i det diffuse og ikke synderligt formalstjenlige kildemateriale. Den forskergeneration, der har arbejdet i det sidste tiar, har formuleret sin opgave som et oprydningsarbejde med sigte pa at finde frem til, hvor vi star. Hvad ved vi, og hvad ved vi ikke? Man har siden 1964 tilstraebt en korrekt deskription, skription,men bevidst ikke nye helhedsopfattelser.

En sadan soberhed kan fra mange synsvinkler forekomme tiltalende, ikke mindst i norsk middelalderforskning, hvor det aldrig har skortet pa visioner. Imidlertid traenger under laesningen af rapporten den mistanke sig pa, at man under de energiske (men maske hablose?) anstrengelser for at na til eksakte forestillinger om odegardenes antal, mister sansen for de eksplicitte og implicitte problemstillinger, man arbejder under. Diskussionerne om en praecis definition af odegardsbegrebet kan blive futile, medmindre man samtidig fastholder, i hvilken sammenhasng deter, man har brug for begrebet. Det ma vaere vigtigt at fastholde, at odegardene er betydningsfulde, fordi de udgor det mest handgribelige udtryk for en forandringsproces i det datidige samfund. Selve processen kan forskerne blot aldrig iagttage; om den ma de danne sig teorier. Mellem forskernes teorier om, hvad der lagde gardene ode, og deres konstatering af en odegard i kildematerialet vil der vaere en uafrystelig sammenhaeng. Derfor ma en forskning, der vil definere og taelle odegarde under direkte foragt for helhedsopfattelser og arsagsforklaringer Iobe en risiko for at producere vaerdilose resultater.

Deter derfor opmuntrende at konstatere,at de norske forfattere efter i rapportens hovedstykke at have bekendtsig til en rent deskriptiv malsaetningalligevel i deres afrunding konkluderer, at de metodiske nyvindingeri de seneste ar giver bedre forudsaetningerfor at naerme sig sporgsmaletom, hvornar krisen indtraf og om dens drsager. Netop i kraft af sine velbegrundede differentierede svar pa disse sporgsmal forekommer den norske forskning forende. De

sidste ars ihaerdige indsats har nok trods alt sin storste betydning i, at den yderligere kan underbygge AndreasHolmsens allerede for 1964 fremsatte opfattelse af, hvad det var, der skete med det norske middelaldersamfund:De forste krisetegn er klart iagttagelige for den sorte dods rasen 1349-50. Men krisen kom dog forst med fuld tyngde efter 1350, hvorfor den store mandedod stadig star centralt i sporgsmalet om, hvad der udloste krisen. Andre faktorer ma dog drages ind. »Dei marginale jordbruksomrada var fullt utnytta for 1350, og folketrykk resulterte i hardt press pa bondene. Etter 1350 var dette presset borte - den store mannedauden og seinare farsotter kan her dragast fram som forklaringsgrunnar.Her kan sa ogsa ei eventuell klimaforverring passast inn.«

Sa langt frem som til sadanne konklusioner, der tolker odelaegningsfaenomenet som udslag af en proces med mange, nasrmere bestemmelige, samspillende faktorer nar de ovrige nationalrapporter ikke. Lars-Olof Larsson, der har leveret det ret kortfattede svenske bidrag, renoncerer udtrykkeligt pa at beskseftige sig med faenomenets arsagssammenhaeng, okonomiske, sociale og politiske konsekvenser. Inden for de afstukne rammer gor han til gengaeld overordentlig klart rede for, i hvilken udstraekning forskningen, der har haft et mere begraenset omfang end den norske, er naet til klarhed over forekomsten af henholdsvis odegods og jordlejesaenkning i Sverige. De vigtigste lokalundersogelser, af hvilke flere forela, allerede for modet i 1964, peger temmelig entydigt i retning af en odelaegningsproces i 1300- og 1400-tallet; antagelig med hojdepunkt i 1300tallet. Som det maske vigtigste resultat tater der rejst yderligere tvivl om holdbarheden af den specielle svenske teori om en ogsa i senmiddelalderen fortsat kolonisationsvirksomhed i nybyggeromraderne i Ncrdsverige. Til det for synet pa hele odelaegningsfaenomenets karakter saerdeles betydningsfulde sporgsmal, om det tog sin begyndelse for den sorte dods tid, ses den svenske forskning ikke at kunne yde noget afgorende bidrag. Det naermeste, den kommer, er en maske betydningsfuld oplysning om, at pollenanalyser synes at vise, at der ikke, som man hidtil har antaget, kan have vaeret tale om en ekspansiv bebyggelsesudvikling frem til forste halvdel af 1300-tallet.

Fra Danmark kommer den laengste rapport, hvilket nok hsenger sammen med karakteren af den danske Bergenrapport i 1964. Den blev udarbejdet af dansk historieforsknings pioner pa omradet C. A. Christensen, der just da med sine studier over Hornsherreds ode jorder kunne foje en ny sten til sit epokegorende livsvaerk pa omradet og derfor gav sin rapport en afhandlings karakter. Derfor eksisterede der fremdeles et behov for en sammenfatning af hele den hidtidige danske forskningsindsats pa omradet, og man ma med allerstorste glaede konstatere, at der hermed foreligger en overordentlig detaljeret rapport fra dr. Svend Gissels

Den nyere danske forskningstraditionbegynder pa ejendommelig vis med Kristian Erslev, for sa. vidt som han i 1880-90'erne knaesatte den opfattelse,at Danmark i middelalderens senere arhundreder oplevede en jaevn fremgang i folketal og okonomi. Erslevssynspunkt kom efter Gissels opfattelsetil at fungere som et dogme i dansk middelalderforskning. Der var derfor tale om et opror mod det

etablerede, da forskere som C. A. Christensen og Aksel E. Christensen i 1930'erne begyndte tvaertimod at tale om en senmiddelalderlig okonomiskkrise og om nedgang i folketallet.C. A. Christensen har i sine arbejderfra 1931 til o. 1970 udbygget og underbygget sine synpunkter pa krisen, som han mener var af katastrofalkarakter i hele Danmark. I sine studier fra 1960'erne laegger han tydeligt hovedvaegten pa de tegn, han finder, pa befolkningstallets svigten.

Siden Bergenrapporten er vigtige nye resultater kommet til fra Erik Ulsig og Svend Gissel. Raekkevidden af de seneste ars forskning forekommer dog i rapporten noget uafklaret. Forst og fremmest vist fordi Svend Gissel, der har gjort sig til talsmand for en moderering af C. A. Christensens opfattelse om krise ns helt katastrofale omfang, laegger en sadan vaegt pa et fyldestgorende og loyalt referat af sin videnskabelige modstander, at han samtidig tilslorer betydningen af sine egne resultater. Der er dog naeppe heller tvivl om, at nar indtrykket af den danske odegardsforskning er en smule flimrende, haenger det sammen med, at dens deltagere har udviklet en tradition for at publicere deres resultater som lidet systematiserede data og enkeltteorier. Denne omstaendighed synes ikke uden sammenhaeng med det forhold, at odegardsforskningen (i lighed med mange fremragende danske kildestudier) forekommer teoretisk lidet afklaret. Den danske forskning synes at have berort fuldt sa fundamental problemer som den norske, men den generelle teori om forandringsprocessen i hele tidens samfund synes ikke at vaere inden for raekkevidde, maske slet ikke at vaere tilstraebt. Den danske rapport behandler mere udtommende end nogen af de ovrige en rsekke aspekter pa krisen; men disse meget givende kapitler er ikke sogt syntetiseret.

Formentlig ville syntetiseringen af de omhyggelige kildestudier ogsa pa forskningens nuvaerende stade vaere forbundet med adskillige vanskeligheder,fordi forskerne vistnok vaelgerstandpunkt ud fra forskellig teoretiskopfattelse af det samfund, i hvilket odegardsprocessen fandt sted. 81. a. spores en implicit divergens om, i hvilken udstraekning nutidige okonomiskeforestillinger har relevans i senmiddelalderen. odegardsprojektet som helhed (og dets laesere) ville taenkeligthave fordel af som arbejdsinstrumenteksplicit at udarbejde sin teori om 14.-15. arhundredes okonomiskesystem i Norden med henblik pa ikke at forflygtige sine forskningsresultaterved tilfaeldig, utilsigtet teoretiskmodernisme. Dette vil vaere sa meget mere betydningsfuldt, som odegardsforskningen synes at arbejde med en problematik, der i sine konsekvenserraekker langt ud over, hvad historisk forskning hyppigst beskaeftigersig med. Thi odegardsforskernes teorier, som de i ojeblikket klarest er formuleret fra norsk side og nok inde i en frugtbar fase i Danmark og Sverige, ma for undertegnede anmelderat se ikke mindst have interesse ved den made, hvorpa. de peger bagud.odegardsfaenomenet, saledes som projektet kan konstatere og kvantificeredet i 1300- og 1400-tallet, saettes jo nemlig i relation til en hablos situationi tiden forud. Konsekvensen af de norske teorier ma vaere, at det formodede »folketryk« for agrarkrisener et andet udtryk for en okonomiskog okologisk krise af en noget anden karakter, nemlig en situation, hvor menneskearten ikke med sit indtilda udviklede produktionssystem var i stand til at udnytte den omgivendenatur

givendenaturtil sin fortsatte videreeksistens.Teoriens barske mening ma jo vaere, at de individer, til hvem der hverken synes at have vaeret arbejde eller mad, svaekkedes og dode i et sadant antal, at populationen svandt ind til et omfang, der havde eksistensmuligheder.Den sorte dod ma have ramt en svaekket befolkning, der alleredevar i faerd med at hendo. At undersoge, pa hvilken made dette faenomen kan betragtes som et produktaf en samfundsform, en produktionsmade,og i hvilket omfang som produkt af mere eller mindre uafvendelige naturkraefter, synes i betragtningaf det 20. arhundredes befolknings - og miljokrise en i hoj grad respektabel og dagsaktuel forskningsopgave.

Pa det rent faglige plan ma man allerede nu i konsekvens af odegardsforskningen fole sig tvunget til et aendret syn pa arhundredet efter Valdemarstiden: dette har vaeret tidsrummet for nod og elendighed for de mange i et uhyggeligt omfang, et hojdepunkt af menneskelige lidelser i Danmarks og Nordens historic Det kan i sig selv vsere grund nok til at vurdere odegardsprojektet som noget af det mest betydningsfulde, der i ojeblikket er i gang i nordisk historievidenskab.