Aage Trommer: Modstandsarbejde i nærbillede. Det illegale arbejde i Syd- og Sønderjylland under den tyske besættelse af Danmark 1940-45. Odense University Studies in History and Social Sciences, vol. 7. (Odense University Press, 1973). 515 s.

Modstandsbevaegelsens historie har laenge optaget Aage Trommer. I 1971 disputerede han pa en afhandling om den danske jernbanesabotages militaere betydning. Disputatsen er imidlertid, sit vaesentlige emne til trods, at betragte som et biprodukt af arbejdet pa den her foreliggende bog. Tilskyndelsen til at skildre det illegale arbejde i Syd- og Sonderjylland blev givet allerede i 1960 af Jorgen Haestrup.

Nar vaerket forst foreligger nu, skyldes det imidlertid ikke blot, at Trommer undervejs lod sig faengsle af problemet om jernbanesabotagens militasre betydning. Det har blandt andet ogsa sin grund i det meget store arbejde, det har kraevet at fremskaffe det fornodne kildemateriale.

Her taenkes ikke i forste raekke pa det anvendte arkivalske materiale af offentlig eller privat proveniens. Hvad der har kraevet en saerlig langvarig indsats, er tilvejebringelsen af interviews og beretninger. Forfatteren har kontaktet og udspurgt en lang raekke modstandsfolk. Sammen med det materiale, som tidligere er indsamlet af andre, foreligger der dermed beretninger fra ikke faerre end o. 430 personer.

Kontakten med de tidligere modstandsfolk har imidlertid givet andre og maske ikke mindre vigtige resultater end beretninger og samtalereferater. Forfatteren har pa denne made fremdraget en raekke nye privatarkiver til supplering af de tidligere af Jorgen Haestrup indsamlede. Ganske vist er de fleste af beskedent omfang; men betydningen af dem kan naeppe undervurderes.

Et saerligt problem ved skildringen af de mange illegale kontakter og problemer har det nemlig vaeret, at beretningsmaterialet spiller sa overordentligstor en rolle. Havde det derfor ikke vaeret for det arkivalske materiale, matte rekonstruktionerne have vaeret baseret pa et endog saerdelesskrobeligt fundament. Som det nu er, har beretningerne ikke sa ofte behovet sta alene. Gennem det faste skelet, der har kunnet hentes ud af ikke blot de offentlige arkiver, anklagemyndighedens,politiets, nesogDSB's arkiver, men altsa ogsa fra tidligere modstandsfolks fragmentariskeprivatarkiver, har det vaeret muligt at underkaste beretningsmaterialeten mere praecis vurdering. Deres vaerdi for undersogelsen ligger i, anforer forfatteren, »at de kan bidragetil udfyldelsen af de mange lakuner i arkivstoffet, og i, at de kan give svaret pa »hvem« i de mange tilfaelde, hvor arkivstoffet enten slet

ikke eller kun delvis giver oplysningerderom«
(s. 403).

Netop sporgsmalet »hvem« udgor imidlertid en af de centrale problemstillinger i afhandlingen. Forsoget pa at karakterisere de illegale kredses partipolitiske tilhorsforhold er en gennemgaende linie i hele bogen. Trommers materiale bekraefter her det indtryk, der har va;ret besaettelsestidens eget, men som i den politiske udsonings interesse meget hurtigt efter befrielsen blev skubbet i baggrunden, at, som Hal Koch polemisk formulerede det i begyndelsen af 1946, »den aktivistiske modstandsbevaegelse blev til i direkte opposition til den politik, som partierne og Rigsdagen med tilhorende presse gik ind for«. Deter derfor med god grund, at forfatteren indleder sin fremstilling med en skildring af de oppositionelle miljoer pa det partipolitiske spektrums hojre og venstre floj, af pa den ene side Dansk Saniling, KU og Set. Georgsgilderne og forskellige kredse med tilknytning hertil, og pa den anden side af kommunisterne og Frit Danmark. Han er i stand til pa det lokale plan at vise, hvordan det overvejende var disse for krigen eksisterende oppositionelle grupper, modstandsbevaegelsen rekrutteredes fra.

Forfatteren kommer dermed ogsa til at gore op med Jorgen Haestrups forklaring pa modstandsbevaegelsens oprindelse. »Det var en kamp, der fodtes ude i geledformationerne i en hcer, der endnu ikke vidste, at den var ved at formeres.« Sadan lyder i en kort vending Hasstrups karakteristik. Heroverfor anforer Trommer, at ikke blot blev modstandsbevaegelsens kadrer indtil det allersidste krigsar i det store og hele til inden for ovennaevnte organiserede grupper, men ogsa at inititativet til rekrutteringen af modstandsfolk inden for disse kredse kom udefra og oppefra, dvs. fra folk i organisationernes centrale ledelser i Kobenhavn.

Selv om disse konklusioner maske for en stor del bygger netop pa oplysninger fra beretningsmaterialet, er der naeppe grund til at drage dem i tvivl. Deter vel rimeligt at antage, at forfatteren i sin jagt pa tidligere modstandsfolk ogsa ville vaere stodt pa folk fra det politiske spektrums midterpositioner, hvis sadanne overhovedet i storre udstraekning havde gjort sig illegalt gaeldende.

Mens denne linie mere eller mindre klart Iober gennem hele bogen, grupperer fremstillingen i ovrigt sig om isa?r to forskellige temaer, nemlig dels om de politiske protest- og sympatistrejker, som fandt sted i sommeren 1943 og i foraret, sommeren og efteraret 1944, dels om den egentlige modstandsbevaegelses militaere organisation og aktivitet, altsa den sakaldte region Ill's historie i egentlig forstand.

Nu kan det imidlertid diskuteres, hvor heldigt deter at bringe disse to temaer under samme hat. Modstandsbevaegelsensmilitaere doidet sydlige Jylland havde sine opgaver inden for et forholdsvis praecistdefineret territorium, selv om graensen mod det tilstodende region II i nord flere gange blev reguleret. Strejkebevaggelserne med den politiskemodstandsbevsegelses forsog pa at gribe styrende ind var naturligvis ikke begraenset til en i forvejen fastlagtgeografisk ramme. Det fremgar klarest af folkestrejkernes forlob i august 1943. Strejken bredte sig ikke umiddelbart fra det sydvestjyske arnestedi Esbjerg til de sydjyske ostkystbyer.Den sprang direkte over til Odense, der sa igen gav stodet til strejkerne og andre uroligheder i Fredericia,Kolding og Haderslev. Deter

et forhold, som forfatteren udmaerket er klar over. Laeseren bliver pa ingen made vildledt ved, at kun strejkerne i det sydjyske omrade er behandlet. Men nogen samlet og endelig konklusionom strejkebevaegelsens forlob er denned den valgte afgraensning ikke mulighed for at give, selv om en sadan pa baggrund af de mange punktstudier, der nu foreligger, efterhandenfoles som et savn.

Med et sadant punktstudium af folkestrejken i Esbjerg har forfatteren tidligere bevidnet sin interesse for strejkebevaegelsen. Den har han nu i den foreliggende bog suppleret med tilsvarende undersogelser af uroligheders og strejkers forlob i Vejle, Fredericia, Kolding og Haderslev. Der findes i begivenhederne her, konstaterer forfatteren, flere traek, som svarer til billedet af begivenhedernes udvikling i Esbjerg. De lokale kommunister spillede eller forsogte at spille en vigtig rolle som katalysatorer. Politiet forsogte med betydeligt held at maegle og forogede derigennem sin popularitet. De lokale tyske kommandanter optradte i situationen med et overraskende mal af moderation og smidighed. Men pa et sasrdeles vaesentligt punkt adskilte begivenhedsforlobet i ostkystbyerne sig fra udviklingen i Esbjerg. De lokale socialdemokratiske ledere i parti og fagforening var i Fredericia og Kolding i stand til at koble sig ind pa forlobet og blive herrer over situationen. Forklaringen herpa finder forfatteren i det sviende nederlag, socialdemokraterne i mellemtiden havde lidt i den odenseanske strejke. Netop dette viser det i denne sammenhseng mindre frugtbare i den valgte geografiske afgraensning. Men det understreger maske ogsa vanskelighederne ved at finde en samlende formel for hele bevaegelsens forlob i august 1943, idet erfaringer fra den ene by kom til at danne grundlag for organisationernes ageren i de folgende.

Det andet tema er beskrivelsen af selve den militaere organisationsdannelse og den dertil horende aktivitet i det sydlige Jylland, region 111. Det er som anfort til dette emne, den geografiske afgraensning er valgt, og det var vel nok i udgangssituationen det egentlige emne for bogen.

Initiativet til opdelingen af modstandsorganisationerne i regioner kom fra den hemmelige britiske militaer organisation SOE. Chefen for SOE-officererne i Danmark, Flemming B. Muus havde de nye direktiver med, da han i december 1943 vendte tilbage til Kobenhavn efter konference i London. Ifolge dem skulle der til indsaettelse som stottetropper for allierede enheders kamp pa dansk territorium oprettes militaere ventegrupper, fordelt pa seks regioner, hvoraf de tre i Jylland.

Etableringen af en religionsledelse og dennes arbejde med opbygningen af militaere grupper skildrer forfatterenret indgaende. Vanskelighederne var i region 111 meget store. To gange, i maj-juni 1944, som en udloberaf den sakaldte politimesteraktion,og i oktober 1944, blev regionsledelsenrevet op af Gestapo. Det sinkede naturligvis den militaere opbygningvassentligt. Forst med etableringenaf en ny regionsledelse under kaptajn Aage Hojland Christensen tog dannelsen af militaere ventegrupper fart. Gennem de sidste maneder af 1944 frem til befrielsen blev der understore vanskeligheder rekrutteret en storre styrke, hvorved antallet af modstandsfolk ogedes fra under 400 til mere end 4.000. Af disse udgjorde folkene i ventegrupperne sa langt hovedparten, mens de egentlige sabotagegruppersmedlemmer

botagegruppersmedlemmerefter de foreliggende oplysninger kun har andrageti alt ca. 250 mand. I tilslutningtil denne militaeire opbygning skildres ogsa den i regionen gennemfortesabotage, isaer naturligvis jernbanesabotagen,hvor forfatteren har kunnet stotte sig til de undersogelser, han har foretaget under arbejdet med sin disputats.

I denne sammenhaeng kommer forfatteren ogsa ind pa de nationale forholds betydning. De sasrlige vanskeligheder for modstandsarbejdet i det sydlige Jylland skyldtes imidlertid ikke tilstedevaerelsen af et betydeligt tysksindet befolkningselement. Det synes blot at have skaerpet kravene til sikkerhedsforanstaltninger. Vanskelighederne opstod som en folge af Gestapos effektive og I flere situationer meget heldige virksomhed. I den udstraekning, man overhovedet kan sige, situationen i Nordslesvig adskilte sig fra forholdene nord for Kongeaen, har det vaeret ved et om muligt endnu mere markeret modsaetningsforhold mellem modstandsfolkene og repraesentanterne for partierne bag forhandlingspolitikken. De ledende nationalpolitiske kredse i Nordslesvig var prasget af en tradition, hvor passiv modstand mod projsiske fortyskningsforanstaltninger var kombineret med en slags forhandlingspolitik. Der var her ingen plads til forstaelse for den vaebnede modstands

Det vel nok mest interessante i hele skildringen af den militaere opbygning er billedet af tovtraekkeriet mellem Jyllandsledelsen og regionsledelsen om centraliseringsgraden i kommandostrukturen. Jyllandsledelsen udgjordes forst og fremmest af oberstlojtnant Vagn Bennike. Han stilede malbevidst mod i storst mulig udstraekning at samle ledelsen af modstandsarbejdet i Jylland i sin hand. I praksis forsogte han derfor i nogen grad at omga det allierede direktiv om oprettelse af regionsledelser. Da det ikke lod sig gore, provede han med held at hindre, at regionerne som befalet fik direkte radiokontakt med England.

Problemet bliver da, hvorfor Bennike forte denne centraliseringspolitik. Pa grundlag af forst og fremmest korrespondancen i Bennikes arkiv mellem denne og den lille gene-ralstab argumenterer forfatteren for, at det afgorende moment var hensynet til haerens kontrol med modstandsbeva3gelsen. Kaptajn Hojland Christensen havde nemlig i den lille generalstabs ojne kompromitteret sig ved at gore sig til talsmand for, at officerskorpset uden saerlige betingelser skulle stille sig til modstandsbevasgelsens

Hvis synspunktet kan opretholdes, er det saerdeles interessant. Det vil da i forlaengelse heraf vaere rimeligt ogsa at tage striden mellem Bennike og Anton Toldstrup op til revision, en strid som Hasstrup har sogt at forklare ud fra forskelle i temperament. Over for Bennikes kurs, der udsprang af den etablerede militaere elites forestillinger om ordnede kommandoforhold, stod partisanen Toldstrups aktivistiske holdning, der var begrundet i modstandskampens umiddelbare krav. Sporgsmalet er, om denne forklaring nu ma kompletteres med den nok sa tungtvejende henvisning til de politiske brydninger mellem officerskorpset og den oprindelige modstandsbevaegelse.

Selv om imidlertid Trommers forklaringforekommer rimelig, kunne man nok have onsket sig en mere udforligargumentation. Det var jo ikke blot den lille generalstab, der gik ind for en central ledelse af modstandsstyrkernepa

styrkernepadanske haender. Problemetvakte gennem hele forste halvdel af 1944 vanskeligheder i forholdet mellem Frihedsradet og SOE. Det kunne derfor med en vis foje antages, at ikke blot den lille generalstab, men ogsa Frihedsradets K-udvalg stod bag den af Bennike forte centraliseringspolitik.Deter muligt, at Trommer har ret i, at det ikke var tilfaeldet, men man kunne nok have onsket sig en mere eksplicit droftelse af problemet.

Deter, som man kan se, isaer gennem de problemer, som raekker ud over det snaevert lokale plan, bogen forst og fremmest vaekker interesse. Det gaslder problemet om modstandsbevaegelsens politisk-sociale struktur, det gcelder folkestrejkernes forlob, og det gaelder centraliseringsproblemet i forbindelse med den militaere opbygning. Det havde derfor ogsa gjort fremstillingen mere lettilgaengelig, om den i hojere grad var blevet koncentreret om just disse problemer. Sammenholdt med den ofte overdrevent detaljerede redegorelse for en lang raekke mindre centrale forhold, synes disse hovedsporgsmals vaegt i den samlede fremstilling mindre, end den fortjener at vaere.

En hojere grad af koncentration om disse problemer kunne ogsa let have vaeret forbundet med en diskussion af sporgsmalet om de lokale iagttagelsers gyldighed pa. landsplan. Forfatteren gar ud fra, at hans resultater har en vis repraesentativitet for hele modstandsbevaegelsen. Men i det store og hele har vi kun hans ord for, at det forholder sig sadan.