Indledning

I arene mellem Kalmarkrigen og Kejserkrigen oplever Danmark for forste gang bevidste bestraebelser fra statsmagtens side pa i storre stil at styre det okonomiske liv. Eftertidens historikere har va?ret tilbojelige til at se disse eksperimenter som tidlige udslag af den okonomiske taenkemade, som man senere har kaldt for merkantilisme, og som pa den tid fandt udbredelse i Europa.

Christian 4.s merkantilistiske politik mislykkedes pa naesten alle punkter og ebbede ud i lobet af fa ar. Deter saledes muligt at afgraense den periode, hvor hans merkantilistiske politik kom til udfoldelse i fuldt omfang, til tidsrummet ca. 1619-25.1 det folgende vil interessen blive centreret om disse ar, hvor statsmagtens vilje til at styre erhvervslivet kommer Marest til udtryk.

Forst vil der blive forsogt en analyse af begrebet merkantilisme. Dernaest vil hovedlinierne i merkantilismens historiografi blive trukket op for at give baggrunden for de vurderinger, der er fremsat dels generelt om merkantilisme, dels specielt om Christian 4.s politik.

Efter en fremstilling af de vigtigste punkter i erhvervspolitikken ca.
1619-25 vil saerligt tre problemstillinger blive Sogt belyst:

For det forste vil det ved en sammenligning af de konkrete samfundsforholdmed
den okonomiske teori blive undersogt, om deter rimeligt at

rubricere Christian 4.s okonomiske politik i disse ar som merkantilistisk,
og det vil blive diskuteret, om det overhovedet er hensigtsmaessigt at benytteet
begreb som merkantilisme.

For det andet; skal der foretages en analyse af arsagerne til eksperimenternes
fiasko. Deter el: af de punkter, som har givet anledning til storst
uenighed mellem periodens okonomiske historikere.

For det tredje skal det soges besvaret, hvad hensigten med politikken var. Man kan med nogle begreber fra den udenlandske merkantilismeforskning sporge, om det var power (magt) eller plenty (velstand), der stod i forste raekke, eller maske dem begge to.

Begrebsanalyse

Begrebet merkantilisme er et forsog pa. at sammenfatte de okonomiske ideer, som var fremherskende i Europa mellem den feudale okonomis ophor og liberalismens opstaen. Faren ved begrebet er, at det kan give en falsk fornemmelse af, at der var tale om en klart defineret teori, som var alment accepteret af datidens statsmaend.

Der kan nemlig konstateres vsesentlige forskelle i merkantilismens udformning savel kronologisk som geografisk. Tidsmaessigt er der en klar udvikling af teorien at spore fra de forste famlende forsog (hvortil Christian 4.s indsats ma henregnes) til den langt mere forfinede senmerkantilisme i slutningen af det 18. arhundrede i.

Forst ret sent dukker der i storre omfang litteratur op om den rnerkantilistiske politiks principper, og deter karakteristisk, at vaerkerne overvejende tager sigte pa enkeltproblemer 2. Merkantilismen opstod som svar pa patrasngende konkrete sporgsmal og ikke som liberalismen ved, at man omsatte en teoridannelse til praksis. Dette kan ogsa medvirke til at forklare de store geografiske variationer i merkantilismens udformning. De europasiske staters forskellige infrastrukturer kraevede, at midlerne blev tilpasset hvert enkelt lands forudsaetninger.

I middelalderen havde samfundets kontrol med det okonomiske liv ligget pa det lokale plan; men efterhanden begyndte det at sta klart, at en centraliseret kontrol fra samfundets side var nodvendig for at lede den private, profitsogende aktivitet ind i baner, der tjente alrnenvellet.

Problemstillingen kan sammenlignes med mange udviklingslandes situationi

---

1. Et dansk eksempel pa mere reflekteret merkantilistisk taenkning er Otto Thotts Uforgribelige Tanker om Kommerciens Tilstand fra 1735 (udg. 1966).

2. Det folger ogsa heraf, at samtidens kritik af merkantilismen var meget begraenset.

tionidag. Det vanskelige er at fa sat en dynamisk udvikling i gang, at fa okonomien ind i det, den amerikanske okonom W. W. Rostow har kaldt »take-off« fasen³. Nar det forst er sket, bliver den okonomiske vaekst selvforstaerkende.

Selv det relativt fattige formerkantilistiske Europa prcducerede et overskud, som matte dirigeres ind i produktive investeringer. Det var en forudsaetning for, at de private investeringer kunne blive udbyttegivende, at den okonomiske infrastruktur blev udbygget tilstraskkeligt. F. eks. matte der skabes et effektivt kommunikationsnet ved bygning af veje, havne osv. Man kunne ikke forvente, at private skulle investere i disse anlsegsarbejder, da de ikke var profitgivende i sig selv. Derfor matte de nodvendige basisinvesteringer foretages af staten for midler, der var skaffet ved beskatning 4.

En udbredt opfattelse af merkantilismen gar ud pa, at den havde til formal at skaffe mest muligt guld og solv til landet. Denne definition gor a3delmetalakkumulationen til et mal i sig selv og overser, at metallerne kun var et middel til f. eks. at skabe storre velstand eller oge statens magt udadtil.

Synet pa velstand og magt faldt i ikke ringe grad sammen. Deter nok en af merkantilismens alvorligste fejltagelser, at den betragtede summen af velstand i verden som vaerende statisk; ligesom et land kun kunne fa mere magt pa andre landes bekostning, kunne det ene land ikke foroge sin velstand uden at gore andre fattigere 5.

Det matte derfor vasre afgorende for et land at skabe det storst mulige handelsbalanceoverskud og dermed valutaoverskud 6. Det kunne ske ved at eksportere sa meget som muligt og ved at importere sa lidt som muligt. Eksporten ville ogsa. give beskaeftigelse for den indenlandske arbejdskraft, mens importen kun gav arbejde til udenlandsk arbejdskraft.

Eksporten kunne fremmes f. eks. ved at opmuntre sofarten til aktiv handel (handel med landets egne skibe og egne kobmaend) eller ved at skaffe sig kolonier, der bade kunne tjene som rastofleverandorer og som marked for landets produkter. Eksportvarerne skulle i videst muligt omfang vsere foraedlede; Det ville give landet en storre fortjeneste end udforsel af ravarer eller halvfabrikata.

Importen kunne man begraense ved en protektionistisk toldlovgivningog

---

3. W.W.Rostow: The Stages of Economic Growth. New York 1960.

4. Dillard, p. 151 s.

5. He i m a n n, p. 35.

6. Alene titlen pa et af merkantilismens vigtigste teoretiske vaerker, Thomas Muns England's Treasure by Foreign Trade, viser at man betragtede udenrigshandelen som velstandens kilde.

ningogved inden for landets graenser at producere de varer, som ellers tilfortes udefra. Hvis prisen eller kvaliteten pa de indenlandsk fremstillede varer ikke var konkurrencedygtig, matte man forbyde import af de tilsvarendeudenlandske produkter. For at fa en produktion af foraedlede varer sat i gang kunne staten trsede til og enten selv drive virksomhederne ellerstotte private initiativer gennem direkte finansiel subvention eller med privilegier og monopoler. Ved opbygning af manufakturer med ny teknik var det af betydning at gore det tillokkende for sagkyndige udenlandske handvaerkere at immigrere.

Den gradvise udvikling i merkantilismens teori viser sig i synet pa aedelmetalbeholdningen. De tidlige merkantilister sogte at samle en stor beholdning af aedelmetaller, som de sorgede for at holde inden for landets graenser. Denne politik kaldes bullionisme. Senere blev man klar over, at eksport af mindre maengder aedelmetaller skulle tolereres, hvis man kunne kobe importvarer for dem, der efter at vaere blevet foraedlet kunne reeksporteres og indbringe storre maengder aedelmetal, end man havde eksporteret i forste omgang.

Man vanned andre ord gaet over til at betragte handelsbalancen som det centrale. Handelsbalancen kunne bruges som et middel til at male de merkantilistiske foranstaltningers effektivitet 7. Ideen til at opgore landets import og eksport pa denne made fik man fra det private erhvervsliv, hvor det dobbelte bogholderi netop pa. denne tid var ved at komme i brug; ogsa der var formalet kontrol.

Andre track ved den okonomiske taenkemade indicerer ligeledes, at man anvendte almindelige forretningsprincipper eller, som den tyske sociolog Max Weber udtrykte det, overforte den kapitalistiske indstilling til politikken 8. Landet skulle f. eks. saelge (eksportere) mere, end det kobte (importerede), og overskuddet skulle realiseres i penge (aedelmetaller). Et andet eksempel pa projicering af principper fra de individuelle husholdninger pa statshusholdningen var opsparingen, hvor det ligesom for en enkeltperson ogsa for landet var en dyd at spare, altsa akkumulere penge eller aedelmetaller.

Merkantilismens historiografi

Merkantilismens historiografi er et skoleeksempel pa, at historikernes fortolkning
af en epoke aendrer sig med tiden, og at indstillingen til stadighed
afspejler historikerens egen tidsalder og hans ideologiske udgangspunkt.

---

7. Wilson (1967), p. 568.

8. Weber, p. 256.

Formuleringen af begrebet merkantilisme tilskrives saedvanligvis Adam Smith, som i sit skelsaettende vaerk »Wealth of Nations« fra 1776 gjorde afgorende op med den »merkantile« politik, der havde vseret fremherskende i Europa fra det 16. til det 18. arhundrede, samtidig med at han introducerede liberalismen som nationalokonomisk teori. Merkantilismebegrebet var dog kommet til udtryk tidligere, f. eks. havde Quesnay allerede i 1757 i artiklen »grains« i den store encyklopsedi beskrevet merkantilismens funktio n⁹, men Quesnay, der som fysiokrat opfattede landbruget som det eneste produktive erhverv, var i modsaetning til Smith ikke i stand til at opstille et brugbart alternativ.

Adam Smith angreb merkantilismen for gennem sine importbegrasnsende og eksportfremmende foranstaltninger at aflede kapitalen fra at flyde derhen, hvor den kunne gore mest nytte. Den merkantilistiske politik tjente kun en enkelt klasse (manufakturister og kobmaend) i et enkelt land, mens det gik ud over alle andre klasser og alle andre lande. Endvidere betragtede Smith det som forfejlet, nar merkantilisterne kun lagde vaegt pa. produktionen og ikke sa forbruget som det vigtigste.

Den umiddelbart foregaende periodes ideer er som regel de mest forksetrede, og Adam Smiths negative vurdering af den merkantilistiske politik var dominerende i europaeisk okonomisk taenkning i over hundrede ar. Herfra ma dog undtages Tyskland, hvor Smiths tanker aldrig blev sserligt populaere; her fremstod teoretikere som Fr. List, der i 1841 forkastede frihandelsprincippet, idet han sa det som udtryk for et egoistisk engelsk handelssynspunkt10.

Det var ogsa i Tyskland, at det afgorende skred i synet pa merkantilismensatte ind med den »historiske skole« af okonomer i 1880'erne. Interessenfor de okonomisk-politiske doktriner voksede under den okonomiskedepression 1873-96, hvor frihandelsprincippet spillede fallit, og protektionismendukkede op igen. Under indtryk af disse begivenheder formuleredeforst senhegelianeren von Heyking nogn_og et par ar senere den tyske nationalokonom Gustav Schmoller 12 et nyt og mere positivt syn pa merkantilismen.De sa samspillet mellem det okonomiske liv og de kontrollerendepolitiske organer, og Schmoller paviste merkantilismens statsdannendefunktion. Smith havde kun beskseftiget sig med merkantilismens okonomiske sider, mens Schmoller pegede pa, at den okonomiske fremganghavde til formal at styrke statens enhed. Englaenderen William Cunninghamtog

---

9. Dey on, p. 73.

10. Das nationale System der Politischen Oekonomie. 1841.

11. Zur Geschichte der Handelsbilanztheorie. 1880.

12. Der Merkantilismus in seiner historischen Bedeutung. 1884.

ninghamtogSchmollers teori op og understregede teoriens karakter af magtsystem, samtidig med at han fremsatte den hypotese, at merkantilisternesbestraebelser for at skabe et handelsbalanceoverskud skyldtes et onske om at sikre beskseftigelsen 13.

Midt under depressionen i 1930'erne kom det forste vaerk, som anlagde en helhedsvurdering, Eli F. Heckschers »Merkantilismen«. Den betragtes stadig af de fleste som standardvEerket om dette emne. Den svenske okonomiske historiker belyste merkantilismens funktion som enhedssystem, som magtsystem, som beskyttelsessystem, som pengesystem og endelig som samfundsopfattelse.

Ud fra sin klassisk-liberale grundholdning definerede Heckscher merkantilismen som et enhedssogende system, hvis rnal er magten for magtens skyld. Han indrommede, at systemet havde en betydelig politisk kohaerens, men samtidig papegede han svagheden ved dets midler. Heckschers viden om merkantilismen var imponerende, men han sa den som et idesystem uafhasngigt af ydre pavirkninger af konjunkturmcessig eller anden art, og det lykkedes ham ikke fuldt ud at na frem til en syntese af det historiske forlob og den okonomiske teori.

I 1936 fremkom et va;gtigt forsvar for den merkantilistiske politik med J. M. Keynes' »General Theory of Employment, Interest and Money«. I et appendiks til sin nye okonomiske teori, der pa en raskke punkter korrigerede den klassisk-liberale okonomis dogmer, viste Keynes, at handelsbalancen var merkantilisiernes eneste middel til at regulere renten og dermed beskasftigelsen 14. I en ekspanderende okonomi ville en forogelse af beholdningen af sedelmetaller fremme investeringslysten og dermed oge produktionen. Merkantilisterne benyttede sig med andre ord af inflationens vaskstfremmende virkninger. Keynes' analyse har vaeret en vsesentlig arsag til historikernes storre forstaelse for merkantilismen i de senere ar 15.

Fremstilling af den merkantilistiske politik 1619-25

Beslutningstagerne

For at kunne forsta hvilken baggrund den merkantilistiske erhvervspolitik havde, og hvad sigtet med den var, er det nodvendigt at gore sig klart, hvem der reelt satte politikken i gang og tog de lobende beslutninger om den okonomiske politiks forelse.

---

13. Growth of English Industry and Commerce. 1882.

14. K e y n e s, p. 336.

15. I den reviderede 2. udgave af »Merkantilismen«, der udkom i 1953, diskutere Heckscher Kevnes' svnsnunkter.

I Christian 4.s handfaestning havde kongen forpligtet sig til at sty re riget sammen med rigsradet, men handfsestningens garanti var sa vag, at det ikke var svaert for kongen at omga den. I realiteten lykkedes det kongen at begraense det adelige rads indflydelse meget staerkt, ligesom han i vidt omfang lod rigsembederne sta übesatte. Handfsestningens uklare bestemmelser medforte, at magtfordelingen i hoj grad blev afhaengig af kongens og rigsradernes personlige egenskaber; og da kongen viste sig meget handlekraftig, og rigsradet bestod af adelsfolk uden saerligt initiativ, blev udfaldet, at kongen kom til at spille den aktive rolle, mens radet hojst kunne komme til at virke bremsende.

Et andet forhold medvirkede til, at rigsradets indflydelse blev udhulet - isser i forbindelse med den investeringskraevende merkantilistiske politik. Op imod 1620 kunne kongen pa egen hand disponere over betydelige belob, f. eks. gik den storste del af oresundstolden direkte i hans egen kasse. I 1618 blev hans kapital opgjort til 1 million daler 16. Herved opnaede Christian 4. en udstrakt uafhasngighed af rigsradets bevillinger.

Pa trods af den stasrke magtkoncentration hos kongen havde andre indflydelse pa formuleringen af mal og midler. Det ser ud til, at kansleren Johan Friis-Kragerup og kancelliraden Jonas Charisius har vaeret de mest fremtrsedende radgivere i den merkantilistiske politik. Charisius dode dog allerede i 1619, sa han kan kun have vaeret med til at praege den indledende fase; deter bemaerkelsesvaerdigt, at hansom borgerlig kom til at spille en sa vigtig rolle i regeringen.

De økonomiske forudsætninger

Deter ikke tilfaeldigt, at deter i arene lige omkring 1620 den merkantilistiske politik bliver ivaerksat. Arene mellem Kalmarkrigen og Kejserkrigen blev Christian 4.s mest konstruktive periode, og det skyldtes isaer landets gunstige okonomiske situation.

Den almindelige europaeiske hojkonjunktur var naturligvis en af de vigtigste arsager til de gode tider, men ogsa nogle specielle danske forhold gjorde sig gaeldende. Saledes havde kongen konsekvent forringet monten igennem 1610'erne, og selv om det pa laengere sigt ogsa ville komme til at gaud over staten selv, som ikke kunne naegte at modtage sine egne monter, betod det i forste omgang en fortjeneste pa. omkring 40.000 daler

---

16. LadewigPetersen, afsnit 3. 4.

17. Hvor konsekvent montforringelsen blev ivaerksat ses af Christian 4.5; indkaldelse i 1619 af den professionelle montsvindler Albert Dionis. (Wilcke, p. 170).

I 1618 var der blevet indfort toldvisitation i oresund, hvorved toldindtsegterne fordobledes til ca. 200.000 daler om aret. Endvidere betalte Sverige i arene 1616-19 en million daler i losesum for Elfsborg, som det var blevet fastsat ved freden i Knaerod.

Tredivearskrigen og genoptagelsen af krigen mellem Spanien og Nederlandene
matte ogsa gore tidspunktet velegnet til at virkeliggore de rnerkantilistiske

De teoretiske forudsætninger

Deter ikke sandsynligt, at beslutningstagerne har haft noget storre kendskab til merkantilistisk teori, da der stort set ikke findes nogen okonomisk litteratur i Danmark for Holberg, og da de storre udenlandske vaerker om emnet ogsa forst dukker op senere (f. eks. udkom Thomas Muns »England's Treasure by Forraign Trade« i 1664). Det stotter den antagelse, at merkantilismen var mere praktisk end teoretisk orienteret. Man ma formode, at kongens vigtigste radgivere ved deres studier og rejser i udlandet, bl. a. i Nederlandene, har erhvervet et vist kendskab til merkantilismen, som de kunne nyttiggore i planlaegningen af den danske politik.

Forberedende initiativer

Allerede for Christian 4.s tid havde staten vaeret aktivt engageret i erhvervslivet. Det var isa:r sket i forbindelse med produktion til brag for militeret (f. eks. kanoner, krudt og groft klaede), og tankegangen bag det var regalistisk, dvs. at staten skulle straebe efter at blive selvforsynende.

I den merkantilistiske politik, som satte ind i arene op mod 1620, konsolideredes driften af de allerede eksisterende statsmanufakturer, men man sigtede samtidigt mod at udvide de statslige erhvervsinitiativer ud over den militzere produktion. Manufakturerne skulle ogsa producere almindelige forbrugsvarer; det vigtigste fremstod fandt sted i tekstilbranchen.

Albert Olsen ser forordningen af 16.9.1613 om ophsevelse af lavene som indledning til de folgende ars manufakturpolitik 18. Forordningen skulle forbedre forholdene for de udenlandske handvaerkere, som kongen siden 1607 havde skaffet til landet. Det understreges, at enhver skal have lov til at nedsaette sig som bandvaerker i byerne, men i motiveringen for lavenes nedlaeggelse laegges hovedvaegten pa, at lavsvaesenet forhindrer kongens undersatter i at fa deres varer til en rimelig pris; Christian 4. retfaerdiggor indgrebet med forbrugernes interesse.

Forordningen er saledes bade en stotteforanstaltning for de indvandrede

---

18. Olsen (1927-28). Christensenser ophaevelsen isoleret (p. 46).

handvaerkere og en naturlig forlaengelse af den arhundredgamle kamp, kongemagten havde fort mod lavene, hvis magt til stadighed truede med at blive for stor. Staten var ikke imod monopoler i sig selv, men lavene forhindrede den centralisering, der matte til, for at man kunne gore op med de lokale privilegier.

Det viste sig snart, at lavsordningen ikke sadan lod sig afskaffe. Forordningen blev ikke overholdt, og borgerne klagede over arbejdets forringede kvalitet. I 1621 genoplivede kongen lavsvassenet med visse modifikationer; mesterstykke og mestergilde blev forbudt, ligesom man ikke ville tolerere prisaftaler mestrene imellem 19. Det havde vist sig umuligt fra den ene dag til den anden at fjerne et sa fundamental element som lavene fra det danske bysamfunds struktur.

Et andet forsog pa at bryde enkelte gruppers magtstilling i byerne fremkom
med den nye kobstadlov i 1619, der sigtede mod at fratage de velhavende
kobmaend deres dominerende indflydelse i bystyret2o.

Handelskompagnierne

Udenrigshandelen var jo af fundamental betydning for merkantilistisk politik, og deter ogsa i denne sektor man ser nogle af statens forste initiativer udfolde sig. To indvandrede nederlandske kobmasnd, Jan de Willum og Herman Rosencrans, fik gennem Jonas Charisius kongen interesseret i at konkurrere med englaenderne og hollaenderne i handelen pa Indien og ostasien, og i marts 1616 blev Det ostindiske Kompagni stiftet som Danmarks forste aktieselskab. Oktrojen var for flere artiklers vedkommende direkte skrevet af efter det nederlandske kompagnis 21. Det voldte ret stort besvaer at fa. bragt den fornodne aktiekapital pa 180.000 daler til veje, sa kongen matte lsegge pres pa adel og velstaende borgere. Endnu i juli 1618 ses det, at kongen har provet at fa folk med formue til at investere i kompagniet²².

Lige fra starten modte Det ostindiske Kompagni vanskeligheder i driften. Forst blev fern skibe sendt til Ceylon under falske forudsaetninger, idet kejseren af Ceylon naegtede at anerkende en traktat, der var indgaet i Kobenhavn af en nederlsender, som haevdede at repraesentere kejseren. Senere var det kapitalmangel og flere fejlslagne ekspeditioner, som stillede sig i vejen for kompagniets fremgang. I 1640'erne blev dets virksomhed indstillet, og det blev nedlagt i 1650.

---

19. Nielsen, p. 589.

20. Jorgensen, p. 11.

21. Wilier si ev, p. 614.

22. L a u r s e n, p. 442.

Det petsoriske Kompagni, der blev oprettet i 1619, horer til de mindre projekter, men fortseller noget om beslutningstagernes manglende realitetssans. Det var meningen, at kompagniet skulle udruste ekspeditioner til Petsora-omradet ved Barentshavet, hvorfra en stor del af de russiske skind kom. Zaren onskede imidlertid overhovedet ikke, at udlsendinge skulle give sig til at organisere Petsora-handelen, og de udsendte danske kobmaend blev arresteret og holdt fangne i fire maneder 23. Kongen og de syv velstaende kobenhavnske borgere, som havde financieret udrustningen af kompagniets forste skib, matte erkende, at med de russiske myndigheders indstilling var grundlaget for kompagniets drift faldet bort, og det blev oplosti 1622.

Danmark importerede store kvanta salt gennem nederlaenderne, og i et forsog pa at fa denne handel over pa danske haender udsendte kongen i 1621 en forordning om, at der skulle oprettes salt- og vinkompagnier i kobst£ederne landet over. De fleste byer afslog at deltage pa grund af kapitalmangel, og kun ganske enkelte havne var store nok til at rumme skibe af den storrelse, kongen havde foreskrevet. I 1623 fik kompagnierne monopol pa saltimport, men det viste sig snart, at de ikke havde kapacitet til at indfore de nodvendige maengder. Man kunne ikke undvsere nederlaendernes tilforsler, og i 1626 matte saltmonopolet ophaeves.

Det eneste handelskompagni, der pa laengere sigt kunne lobe rundt, var Det islandske Kompagni, som efter at vsere blevet omdannet til et aktieselskab i 1619 blev overordentlig udbyttegivende for de deltagende kobmamd; det var en vigtig grund til successen, at man anlagde Gliickstadt og i 1623 gjorde den til stabelplads ogsa for Islandshandelen, hvorved Hamburg mistede sin betydning som afsaetningsmarked for de islandske varer. Kompagniets monopolstilling pa Island og den deraf folgende uelastiske eftersporgsel udnyttedes hardt; der var mange klager over varernes darlige kvalitet og de hoje priser.

Et faslles traek ved Christian 4.s handelskompagnier er altsa kapitalmangelen. De storste investeringer blev foretaget af kongen (f. eks. blev hans udlaeg til Det ostindiske Kompagni i 1624 opgjort til ikke mindre end 307.000 daler), men ogsa de kobenhavnske storkobmaend skod mange penge ind. Derimod var adelens investeringslyst ringe. Projekterne var ogsa gennemgaende praeget af en svigtende realitetssans, optimismen var overdreven og planlaegningen ikke grundig nok.

Det fortseller noget om den danske merkantilismes karakter, at man isaer
lagde vaegt pa, at handelskompagnierne skulle kobe udenlandske varer

---

23. Dalgard (1955), p. 65.

fordelagtigt, mens afsaetning af danske varer i udlandet kom i anden rsekke.
Det gjaldt mere om at spare pa importen end pa at tjene ved eksporten.
Derved far Christian 4.s merkantilistiske politik et defensivt praeg.

Manufakturerne

Som naevnt skete udvidelsen i den industrielle sektor i forste omgang som
en videreudvikling af de militaere statsmanufakturer, hvis tyngdepunkt la
i metalvaerkerne og tekstilindustrien.

I 1605 var tugthuset blevet oprettet i Kobenhavn med det formal at oplaere fangerne til et handvaerk i tekstilbranchen samtidig med, at staten kunne blive selvforsynende med klaede og laerred. I 1620, da den nye manufakturpolitik for alvor var kommet i gang, fandt en omorganisation af institutionen sted, sa den blev opdelt i tugthuset for kriminelle og bornehuset for hjemlose born. I de folgende ar voksede antallet af beskaeftigede i bornehuset til 5-600, og pa grund af den billige arbejdskraft overlevede det lige til 1649 og blev derved det laengstlevende af tekstilmanufakturerne.

Et andet initiativ i denne sektor var oprettelsen af et klaedekompagni i 1620, der skulle fungere som forlag for en rsekke vaerksteder. Kompagniet beskaeftigede et anseligt antal personer - Ionudbetalingerne tyder pa, at over 300 svende og drenge har vseret i arbejde - og produktionen blev ogsa af betydeligt omfang. Afsaetningen svigtede imidlertid, og i 1628 blev Klaedekompagniet nedlagt.

Etableringen af Silkevaerket i 1621, som Aksel E. Christensen har kaldt »det storste og dristigste initiativ indenfor dansk industris historie 24«, er et klart skridt bort fra de militaere manufakturer og over til produktion, der sigtede pa det almindelige marked.

Silkevaerkets produktion var langt mere specialiseret end Klaedekompagniets, men det gik ikke bedre med afsaetningen. Selv om borgerne kun matte kobe den danske silke, og avancen blev sat helt ned til 2 %, var Kongens Klaedekammer nodt til at opkobe storstedelen af produktionen. End ikke et forbud mod indforsel af silkestoffer kunne ophjaelpe Silkevserket. I 1624 gik virksomheden over til et privat selskab med kobmanden Jan de Willum i spidsen, men heller ikke det kunne hjaelpe Silkevaerket over afsaetningsvanskelighederne, og i 1626 matte det likvidere.

Meget bedre gik det ikke de manufakturer, som oprettedes uden for tekstilindustrien.Hans
Ropers saebesyderi havde ogsa svigtende afsaetning til
trods for, at saeben (i det mindste efter fabrikantens udsagn) var af udmaerketkvalitet,

---

24. C hr i st e n s e n, p. 54.

ketkvalitet,at prisen la 20 % under den hollandske, og at han fik eneret
pa forhandling af sasbe i Kobenhavn, Koge, Helsingor og Alborg.

Stottet af monopoler og andre privilegier blev sukkerraffinaderier, oliemoller, papirmoller, glasvzerker, tradmoller, limkogerier, cementmoller og en raekke andre virksomheder i mindre format sat i gang, men resultatet var overalt ligesa nedslaende som i de statsdrevne manufakturer. Heller ikke en toldpolitik med indforselstold pa udenlandske faerdigvarer og toldfrihed for indforsel af ravarer og levnedsmidler kunne vende billedet.

Bygrundlæggelser

Ved Kejserkrigens begyndelse i 1625 stod det saledes allerede klart, at de foregaende ars energiske merkantilistiske initiativer ikke havde baret frugt. Fra 1625 faldt det okonomiske grundlag for eksperimenterne endvidere bort, dels pa gmnd af krigen, som bade betod storre udgifter (til militaeret) og mindre indtsegter (bl. a. fra oresundstolden), dels pa grund af den generelle nedgangskonjunktur, der satte ind i Europa omkring 1625. I de folgende ar indskrEenkede Christian 4.s stotte sig til bevilling af monopoler og privilegier og en toldlovgivning af merkantilistisk tilsnit.

Selv om kompagni- og industripolitikken var slaet fejl, havde de merkantilistiske eksperimenter dog sat sig visse spor ud over 1625. Hertil horer de talrige bygrundlseggelser: Christian 4. grundlagde Christianopel, Christiansstad, Christiania, Christianshavn og Gliickstadt. Det primaere formal med deres oprettelse var dog mindre byerhvervenes trivsel end strategiske hensyn; de var alle faestningsbyer.

Et andet varigt resultat var den styrkelse af Kobenhavn, der havde fundet sted ved den merkantilistiske centralisering. Langt den storste del af handelskompagnierne og manufakturerne havde vaeret placeret i hovedstaden, og det omfattende byggeri afspejlede kongens onske om at have en hovedstad, der kunne male sig med udlandets.

Analyse

I. Førte Christian 4. merkantilistisk politik?

Inden vi ser naermere pa Christian 4.s politik, kunne det vaere pa sin plads at overveje, om det overhovedet er hensigtsmsessigt at operere med et begrebsom merkantilisme. A. V. Judges matte forkaste begrebet, idet han kraevede en kohaerent doktrin for at anerkende en -isme₂₅. Ogsa D. C.

---

25. J u d g e s, p. 41 ss.

Coleman har kritiseret merkantilismebegrebet staerkt. Han betragter det som et mislykket forsog pa at sammenligne inkommensurable storrelser 26. Hvad der varmentrment som et forenklende redskab er efter Colemans meningblevet til et begreb, som ikke alene er vildledende, men direkte forvirrende27. A. W. Coats har forsvaret brugen af begrebet merkantilisme og anforer, at det gor det lettere for os at belyse de faslles traek i kildematerialetsusammenhaengende vrimmel af partiske udsagn 28.

Diskussionen bunder i virkeligheden i et helt fundamental sporgsmal, nemlig om historikeren skal betragte enhver begivenhed som unik, eller om han skal soge at finde monstre og systemer, hvorefter udviklingen har formet sig. Hvis man ser det som hans opgave ikke blot at analysere, men ogsa at opstille synteser, ma man affinde sig med, at en syntese kan indebsre generalisationer, som er i modstrid med enkelte detaljer; et vist mal af unojagtighed er prisen for at ga lasngere end til at analysere enkeltproblemer. Nar man gar sa vidt, at man opererer med hele idesystemer, vil der uundgaeligt kunne rejses indvendinger, da ingen ideologier er praktiseret med fuld konsekvens. Deter rigtigt, som Coleman naevner, at der kan pavises store forskelle inden for det, man har kaldt det merkantilistiske system, men hvis der er sa stort sammenfald bade af de mil, man saetter sig, og de midler, man tager i anvendelse, ma det vaere frugtbart at betragte en raekke staters okonomiske politik i en bestemt periode som udtryk for den samme taenkemade. Ogsa andre ide-systerner som liberalismen eller socialismen har vist markante variationer i praksis. Man kan ogsa naevne et af historikere ofte anvendt begreb som »industriel revolution*, der heller ikke er entydigt, men som alligevel bliver betragtet som nyttigt af de fleste 29.

En accept af merkantilismebegrebet som sadant medforer ikke, at man kan forholde sig kritisk over for forenklinger og uklare afgra^nsninger. F. eks. ville det vasre forkert som Adam Smith at anskue merkantilismen som et system med rent okonomiske mal. Anvendelsen af begrebet betyder blot, at man prover at se periodens forskellige former for okonomisk politik ud fra en faelles synsvinkel. Det medforer ogsa, at der nogle steder i de folgende analyser vil kunne foretages sammenligninger mellem generelle teorier om merkantilismen og de specielle danske forhold.

Af flere grunde ma det vaere relevant at undersoge, om Christian 4.s

---

26. Coleman (1957), p. 24.

27. Coleman (1969), p. 1 ss.

28. Coats, p. 173 ss., K e 11 e n be n z, p. 171

29. M i n ch i nt on, p. xi.

okonomiske politik i disse ar kommer ind under, hvad man normalt betragtersom

For det forste kan man ikke have haft nogen teoretiske forudsaetninger, da den merkantilistiske teori endnu ikke var opstaet, og man har naeppe vaeret sig bevidst: at handle efter noget bestemt system i betragtning af, at merkantilismebegrebet forst bliver til ca. 150 ar senere, da teoriens rolle er ved at vaere udspillet.

For det andet ma man haefte sig ved, at de danske eksperimenter ikke lykkedes. Det kunne ogsa vaere et tegn pa, at man ikke havde fulgt de gzengse retningslinier for den okonomiske politiks udformning, da der jo findes en raekke eksempler pa vellykket merkantilisme, f. eks. Nederlandene i den samme periode.

Endelig er det for det tredje tydeligt, at kongens personlige rolle var af helt fundamental betydning, bade hvad angik initiativ og finansiering. Man kunne fristes til at sporge, om kongen ikke snarere optradte som forretningsmand pa linie med patriciatet, end han forte traditionel merkantilistisk

En af de seneste sammenfatninger af merkantilismen er udarbejdet af
den amerikanske okonom Jacob Viner, som har opsummeret »mercantilist
thought* i folgende 5 principper:

1. Politikken skal udformes og realiseres pa rent nationalistisk grundlag,
dvs. der skal alene laegges vasgt pa naturlige fordele.

2. Ved vurderingen af ethvert relevant element i indenrigspolitik eller
udenrigshandel skal altid lsegges stor vaegt pa dets direkte eller indirekte
indvirkning pa landets beholdning af aedelmetaller.

3. I mangel af indenlandske guld- eller solvminer skal det vaere et prirnaert
mal at opna det storst mulige eksportoverskud som det eneste middel
til at oge landets aedelmetalbeholdning.

4. En positiv handelsbalance skal tilstraebes ved, at myndighederne direkte
fremmer eksporten og ved begraensning af importen med andre midler,
som indirekte virker i samme retning.

5. Udenrigspolitikken skal okonomisk og politisk fores under stadigt hensyn til bade velstand og »magt« (herunder sikkerhed) som nationale mil, der er sideordnede og i almindelighed stotter hinanden gensidigt, saledes at det ene kan bruges som middel til at opna det andet3o.

Hvis vi prover at sammenligne Christian 4.s politik med Viners principper,ses
det, at den forste betingelse er opfyldt, idet der ikke kan rejses
tvivl om, at det var den rene nationale egoisme, som la til grund for den

---

30. Viner (1968), p. 436.

merkantilistiske politik. Nationalismen fik naering bl. a. fra opfattelsen af, at bade velstand og magt kun kunne opnas pa andre staters bekostning. Punkterne 2, 3 og 4 hunger sammen og kan ogsa spores i den danske udvikling.Havde punkt 2 omfattet hele udenrigspolitikken, ville det have vaeret mere tvivlsomt, om man kunne betragte betingelsen for opfyldt. Det voider heller ingen vanskeligheder at genkende det tredje princip i den danske erhvervspolitik, da onsket om et eksportoverskud jo var det vigtigstemotiv til at igangsastte projekter som manufakturerne og handelskompagnierne.(Det ma ogsa. naevnes, at man forsogte minedrift i Norge for at skaffe sig solv, men resultaterne kunne ikke sta. mal med anstrengelserne.)Som eksempel pa Viners fjerde merkantilistiske princip kan man pege pa importforbudene som direkte statsindgreb, og som direkte kan man naevne manufakturerne, der skulle pavirke handelsbalancen ved at tilvejebringe en erstatningsproduktion for de varer, som ellers importeredes. Som vi har set, lagde den danske merkantilisme mere vaegt pa at haemme importen end pa at fremme eksporten. Den femte betingelse vedrorer forholdetmellem magt og velstand. Begge mal indgar i Christian 4.s politik, som der vil blive gjort naermere rede for i analysen af politikkens malsaetning.

Alt i alt kan det saledes konstateres, at den politik, Christian 4. forte i arene omkring 1620, med god ret kan kaldes merkantilistisk. Man ma dog vasre opmaerksom pa, at endnu i denne periode rummer den okonomiske politik regalistiske toek 31. Overgangen fra egentlig regalisme til tidlig merkantilisme finder sted i arene lige for 1620 og kendetegnes ved, at produktionen fra at vaere bestemt alene til brug for statens eget personel gar over til at vasre fremstillet med et storre marked for oje. Endvidere viser aendringen sig ved, at man begynder at stotte private initiativer. Den nodvendige statslige udbygning af infrastrukturen indledes ogsa med etablering af et postvaesen, udvidelse af adskillige havne, opforelse af Borsen i Kobenhavn m. m.

Deter derfor misvisende, hvis man taler om dansk merkantilisme for Christian 4. Man kan hos nogle forfattere se Erik af Pommern og Christian 2. udnaevnt til merkantilister 32, men deres politik var ikke udformet efter de principper, der er opstillet i Viners definition, og fordi nogle af merkantilisternes midler har fundet isoleret anvendelse tidligere, betyder det ikke, at der har vaeret merkantilisme i Danmark for det 17. arhundrede.

---

31. Opfattelsen af den merkantilistiske politik som en fortsaettelse af regalismen blev tidlisst formuleret af F r i e d r i c i a. v>. 295.

32. F. eks. B a r f o d, sp. 61 s.

Verifikationen af, at Christian 4. forte merkantilistisk politik, stiller os imidlertid overfor et nyt problem: Hvis det var merkantilisme, hvorfor var resultaterne da ikke lige sa tilfredsstillende som i f. eks. England og Nederlandene? Dette sporgsmal skal soges besvaret i nseste afsnit.

II. Hvorfor mislykkedes Christian 4.s merkantilisme?

Ingen af de historikere., som har beskeeftiget sig med Christian 4.s mekantilisme, vil benaegte, at den var en übetinget forretningsmasssig fiasko. Derimod harder vaeret ret stor uenighed om arsagerne til det Sorgelige udfald.

Den forste vjesentlige analyse af den tidligste danske merkantilisme skyldes J. A. Fridericia. Det var hans vurdering, at projekterne mislykkedes, fordi de savnede et naturligt miljo i Danmark. Endvidere pegede han pa den kendsgerning, at den ortodokse lutheranisme triumferede over kongens religiose tolerance, netop da de store manufakturer skulle saettes i gang, hvilket Fridericia betragter som medvirkende til deres fiasko, idet crtodoksiens sejr skulle have skraemt sagkyndige handvaerkere bort³³.

Albert Olsen var den forste danske historiker, som gav udtryk for et klart positivt syn pa merkantilismen. Som marxist havde Albert Olsen forstaelse for betydningen af en statsstyret samfundsokonomi, og inspireret isaer af Werner Sombarts vaerk »Der moderne Kapitalismus« publicerede han i 1930 en artikel, der har haft afgorende betydning for den senere danske historieskrivnings holdning til merkantilismen³⁴. Det siger sig selv, at Albert Olsen med disse grundsynspunkter ikke som Fridericia kunne sige, at Danmark manglede forudsaetninger for merkantilisme. Han matte forklare det nedslaende resultat pa en anden made og lagde skylden pa de forringede konjunkturer efter 1625 og krigsdeltagelsen. Endvidere fremhsevede han manglen pa kapital og pa. kvalificeret arbejdskraf t35.

Aksel E. Christensen gav i forbindelse med sin gennemgang af Christian 4.s manufakturpolitik36 ogsa en vurdering af, hvorfor den mislykkedes. Han tillagde ikke kapitalmangelen nogen betydning, men sa det som mest afgorende, at statsmaskineriet var for lidt udbygget til, at kongen kunne gennemfore lavsordningen og varereguleringen. Han ansa befolkningens passive modstand og rigsradets besindige toven for betydnings-10S.

---

33. Fridericia, p. 317 s.

34. Olsen (1930).

35. Olsen (1930), p. 236 ss.

36. AxelNielsen (ed.): Industriens Historie i Danmark, vol. I, Kbh. 1943.

Sporgsmalet om rigsradets rolle og eventuelle skyld i projekternes manglende succes belyses med al onskelig tydelighed af den debat, der fandt sted mellem kongen og radet ved et radsmode i marts 1620. Kongen havde sendt en proposition til radet og foreslaet for det forste at forbyde import af visse udenlandske varer for at tvinge kobmaendene til at kobe danske varer i stedet, for det andet at forbyde eksport af überedte skind, fordi de i stor maengde blev udfort überedte og derpa igen indfort i beredt tilstand, saledes at den fortjeneste, kongens undersatter kunne have af beredningen, blev fremmede til del37.

Rigsradet kan kun anbefale importforbud for konkurrencedygtige danske varer, og det henstiller, at importforbudene bliver tidsbegrsensede. Det foreslar endvidere, at kongen nojes med 6 % i udbytte af sine investeringer i manufakturer, og at manufakturerne placeres i provinsen. Radet kan ikke tiltraede forslaget om at forbyde eksport af überedte skind, men vil i forste omgang gamed til at forbyde import af beredte. Betsenkningen slutter med at konstatere, at det synes »dog efter dette riges og dets indbyggeres vilkar, art og tilstand fast radeligt, at der ikke for hasteligen med adskillige forandringer efter hver andre bliver ilet 38«. Radets konservatisme er saledes ganske udtalt.

Deter imidlertid ikke rigtigt, nar J. A. Fridericia tillasgger rigsradet en bremsende virkning pa kongens merkantilistiske initiativer³⁹. Politikken viderefortes mindst ligesa radikalt, uden at kongen lod sig anfaegte af radets betaenkeligheder. Han forbod eksport af überedte skind og import af silkestoffer 40 og fortsatte med at oprette manufakturer i Kobenhavn. Rigsradets indflydelse pa og dermed ansvar for den merkantilistiske politik var minimal.

Ligesa lidt kan man laegge ansvaret for fiaskoen pa konjunkturudviklingen og Kejserkrigen. Som tidligere omtalt havde den merkantilistiske politik allerede spillet fallit for 1625, og deter urealistisk at tro, at de ventede resultater ville have vist sig, hvis kronen havde haft rad til at fortsaette sin understottelse i endnu nogle ar.

Hvis man vil forsta, hvorfor det ikke lykkedes for Christian 4. at
gennemfore merkantilisme i Danmark med storre succes, ma man betragte
de enkelte sektorer af erhvervslivet hver for sig.

Manufakturpolitikken mislykkedes, fordi afssetningen svigtede. F'roduktionennaede
ret hurtigt op pa et rimeligt omfang i forhold til arbejdsstyrken,og

---

37. Erslev, p. 266.

38. Erslev, p. 276.

39. Fridericia, p. 292.

40. Rasch, p. 16.

styrken,ogvarernes kvalitet var stort set acceptabel, selv om de ikke kunne male sig med de importerede udenlandske varer. Man beherskede teknikkentilstraekkeligt, og der var adskillige udenlandske handvserkere i arbejde, sa den religiose intolerance har naeppe skadet manufakturerne, sorn Fridericia haevdede. Kapitalmangel var heller ikke noget storre problem for manufakturerne, da de vigtigste jo blev drevet for kongens regning.

Afsaetningen svigtede, fordi der ikke var noget marked for de varer, manufakturerne producerede. De storste manufakturer fremstillede tekstiler, men hele landbefolkningen var selvforsynende med groft klaede, og overklassen foretrak stadig de udenlandske stoffer. End ikke importforbudet for silkestoffer kunne lede dette luksusforbrug over pa danske produkter; staten havde ikke midler til at forhindre indsmugling af udenlandsk

Endvidere modte manufakturerne modstand fra handvaerkerne, der sa sig truet i deres erhverv, og fra kobmaendene, som var meget utilbojelige til at kobe de danske varer hjem, hvis de kunne fa billigere og bedre udenlandske. I et brev skriver Christian 4., at deter nodvendigt at oprette en statslig valkemolle, fordi kobmaendene efter bedste evne forhmdrer, at stoffet fra bornehuset bliver valket i rette tid med det resultat, at stoffet odel£egges 41.

I modsaetning til f. eks. Nederlandene og England eksporterede Danmark praktisk taget ikke manufakturprodukter, hvilket bade haenger sammen med varernes manglende konkurrenceevne og med handelskompagniernes ringe succes.

Handelskompagniernes fiasko skyldtes i nogen grad andre forhold end manufakturernes sammenbrud. Da de ikke var statsdrevne, blev kapitalmangelen her en faktor af betydning. De vigtigere udenlandske kompagnier havde langt storre ressourcer til deres radighed og behovede ikke at give op, fordi et par ekspeditioner slog fejl. Det ses ogsa, at salt- og vinkompagnierne slet ikke havde kapacitet til at klare eftersporgslen.

Borgerne investerede mere i kompagnierne end adelen⁴², selv om J. A. Fridericia haevder det modsatte 43. Adelen havde fortrinsvis agrare interesser og naerede ikke noget saerligt onske om at stotte byerhvervene; desuden var adelen ramt af en likviditetskrise i arene efter 1618 44.

Det var ogsa medvirkende til kompagniernes darlige resultat, at man
kastede sig ud i projekterne med en alt for overfladisk viden om de reelle

---

41. Bricka & Fridericia, 8. 9. 1623, p. 326.

42. Willerslev, p. 623, Dalgard (1955), p. 31.

43. Fridericia, p. 318.

44. LadewigPetersen, afsnit 3.2.

vilkar for udenrigshandel. Det ostindiske og Det petsoriske Kompagni er
eksempler herpa.

Sune Dalgard har fremsat den teori, at Christian 4.s merkantilistiske politik manglede fasthed og konsekvens, fordi erhvervspolitikken var sekundser i forhold til udenrigspolitikken 45. I det folgende afsnit skal vi undersoge, hvilken rolle erhvervspolitikken spillede i den sarnlede politik, herunder dens relation til udenrigspolitikken.

III. Hvad var den merkantilistiske politiks mål?

I en analyse af den danske merkantilismes mal vil det vaere hensigtsmasssigt
at tage den generelle diskussion af merkantilismens malsastning
som udgangspunkt.

Jacob Viner fastslog i en artikel i 1948, at de fleste tidligere forfattere lige fra von Heyking og Schmoller havde set merkantilismen prima?rt som et magtsystem og havde betragtet alle bestraebelser som midler til at na dette mal 46.

Den engelske historiker Charles Wilson opponerede imod denne udla^gning af merkantilismens historiografi, idet han paviste, at hverken Schmoller eller Cunningham havde set magten som merkantilisternes eneste mal 47. Ifolge Wilson var Heckscher den forste, der beskrev merkantilismen som et ensidigt magtsystem⁴⁸. Heckscher mente, at mens rniddelalderens okonomiske tsenkning havde vaeret religiost inspireret, og liberalismen gav velstand forrangen, havde merkantilismen anset magt for det vigtigste. Han skrev, at merkantilismen var »framst systemet for de ekonomiska intressenas anvanding i tjanst hos makten som sjalvandarnal 49.«

Det kan diskuteres, om magt overhovedet kan vsere et mal i sig selv. Denne diskussion har i de senere ar vseret taget op inden for faget international politik, hvor den traditionelle opfattelse var, at enhver statsadfasrd i den sidste ende udelukkende tilstrasbte en maksimering af den pagseldende stats magt. Den »realistiske« skole betragtede ligefrem politisk videnskab som videnskaben om magt. Siden anden verdenskrig er den »behavioristiske« skoles synspunkter blevet mere fremherskende, hvorefter magt ikke ses som et mal, men som et middel til at realisere andre vasrdier. Magt har kun betydning i det omfang, den kan konverteres 50.

---

45. Dalgard (1962), p. 367.

46. Viner (1948) p. 1 ss.

47. Wilson (1958), p. 6.

48. Wilson (1957), p. 186.

49. Heckscher, vol. 11, p. 7.

50. Et eksempel pa en behavioristisk analyse af magtbegrebet er K. J. Holsti: The Concept of Power in the Study of International Relations, Background, VII, 1964, pp. 179-94.

Det kan saledes falcte svaert i dag at ga ind pa Heckschers tankegang og se magten som et mal i sig selv. Wilson har ogsa vist, at de fleste historikere tillsegger merkantilisterne andre mal end magten for dens egen skyld, og mange har peget pa velstand som et mal, man sogte at realisere.

Jacob Viner har fremdraget en lang raekke eksempler pa merkantilistiske skribenter, der mente, at staten matte strsebe bade efter rigdom og magt⁵¹. Thomas Hobbes skrev f. eks.: »Wealth is power and power is wealth*. Magt og velstand - eller i Viners terminologi: power og plenty - var komplementsere begreber; hvis man havde magt, kunne man beskytte sin udenrigshandel, sine kolonier, sit fiskeri osv. og opna storre velstand. Denne velstand kunne sa tjene til at styrke magten yderligere, hvilket igen ville foroge velstanden og sa fremdeles. Pa den made blev power og plenty bade til midler og mal.

Denne dobbelthed i merkantilismens vaesen er ikke traengt meget igennem i den danske forskning. De tidlige forsog bliver i reglen forklaret som udslag af Christian 4.s magtbegaer, f. eks. skriver Arup: »Malet for hans selvregering var ikke i al beskedenhed det danske folks lykke og fremgang; det var mere ophojet, det var Danmarks storhed... 52.« Den merkantilistiske politik er i reglen blevet tilpasset billedet af Christian 4. som en magtgrisk dilettant, der bl. a. bygger pa hans senere ambitiose krigsdeltagelse. Naesten alle forfattere citerer det brev, hvor Christian 4. udtrykker habet om, at et nyt projekt ma blive »Os til aere og dem (kobmaendene) med Guds hjaelp uden skade«, og udleder deraf, at merkantilismens eneste mal var at foroge kongens glorie. Som modvaegt mod denne udtalelse findes dog mange udsagn om, at merkantilistiske projekter skulle tjene almenvellet, som f. eks. den tidligere refererede proposition om, at eksport af überedne skind skulle forbydes, sa undersatterne kunne have fordel deraf. Vi sa ogsa, at lavenes ophaevelse blev begrundet med forbrugernes interesser. Man skal imidlertid nok vsere varsom med at tillaegge sadanne mere eller mindre officielle udtalelser storre vserdi; det gaelder ogsa udtalelser af typen »Os til aere . . .«.

Albert Olsen har bidraget med den teori, at kongen med sin merkantilistiskepolitik onskede at styrke borgerstanden over for den privilegerede adel⁵³. Det virker ikke som nogen sserlig sandsynlig forklaring i betragtningaf, i hvor ringe grad Christian 4. - bortset fra de forste par ar af sin regeringstid - udnyttede muligheden for at spille borgerne ud mod adelen54.

---

51. Viner (1948) p. 10 ss.

52. Arup, p. 674.

53. Olsen (1933), p. 114.

len54.Albert Olsen karakteriserer ogsa rigsradet som en ivrig tilhsenger af den merkantilistiske politik 55, hvilket ikke helt rimer med den tidligererefererede kilde fra rigsradsmodet i 1620. Arsagen til radets entusiasmeskulle vaere, at den forventede storre velstand ville gore borgerstandentil et bedre skatteobjekt og befri adelen for frivillige kontributioner.

En raekke traek ved Christian 4.s merkantilisme viser, at man ogsa i Danmark ved at kombinere erhvervspolitik med udenrigspolitik gjorde sig bestrsebelser pa at opna power og plenty pa en gang. BygrundlEeggelserne skulle f. eks. tjene begge formal, og da saltkompagnierne skulle udruste skibe, bestemte kongen, at de skulle vaere bevsebnede, sa de i krigstilfaelde kunne anvendes sammen med orlogsfladen som »defensionsskibe«. Interessen for Islandshandelen og kongens ikke saerligt udbytterige engagement i hvalfangst ma ogsa ses som en dansk magtdemonstration pa de nordlige have. Hele selvforsyningsprincippet var - isaer for de militaere manufakturers vedkommende - mere end et middel til at skabe en bedre handelsbalance; det var ogsa en vigtig strategisk forholdsregel i en tid, hvor krige var en meget almindelig made at Iose internationale konflikter pa. Et eksempel pa et udenrigspolitisk initiativ med tydeligt okonomisk sigte er overtagelsen af Trankebar i 1620.

Christian 4. sogte bade power og plenty. I forbindelse med plenty-begrebetrejser et sporgsmal sig imidlertid: Hvilken form for velstand tilstraebteman? En velstandsstigning kan enten tjene til at gore landet staerkere(sikre en hoj vaekstrate) eller til at give befolkningen en hoj levestandard.Det sidste alternativ fik betydeligt vaegt hos senmerkantilisteme i slutningen af det 18. arhundrede, da man bl. a. investerede i socialpolitik56. Deter overvejende sandsynligt, at man pa Christian 4.s tid forstod velstand i den mere langsigtede betydning, nemlig som en styrkelse af staten.Svaret ma blive lidt hypotetisk, da man jo ikke fik nogen velstand at administrere, men detaljer i den praktiserede politik peger i retning af en vaekststigning snarere end en forbrugsudvidelse. Som eksempel kan naevnes, at kongen i 1625 i et sidste forsog pa at gore Silkevserket rentabelt greb til at nedsaette silkearbejdernes lon 57. Statens vel matte ga forud for den enkeltes.Den staerke udnyttelse af monopolstillingen pa Island tyder ogsa pa, at kompagniernes vel blev betragtet som vigtigere end befolkningens. Man

---

54. Fridericia mener, at Christian 4. sogte at frigore sig fra rigsradets indflydelse, men at han ikke onskede at erstatte den med bourgeoisiet. (Fridericia, p. 322).

55. Olsen (1933), p. 115.

56. J oh a n s en, p. 13.

57. Olsen (1933), p. 234.

forte ikke velfasrdspolitik i det 17. arhundrede; ved samfundets velstand
forstod man i forste raekke en staerk stat.

Der var forskel fra land til land pa den vaegt, man tillagde henholdsvis power og plenty. P& Christian 4.s tid lagde f. eks. nederlaenderne hovedvasgten pa plenty og lod deres magtpolitik tjene de okonomiske interesser 58. Danmark derimod havde ogsa udenrigspolitiske mal, der var uden forbindelse med bestraebelserne for at skabe okonomisk vaekst, hvilket indebar, at man anvendte en del af den power, man havde til radighed, til andre formal end at befordre plenty. Engagementet i tredivearskrigen, som umuliggjorde den dynamiske erhvervspolitiks fortssettelse, havde ingen direkte okonomiske arsager.

Christian 4.s merkantilisme skulle gore Danmark rigt og staerkt. Velstanden skulle vaere et middel til at oge rigets ressourcer, og den storre kapacitet skulle bade skabe yderligere velstand og tjene til at realisere de ovrige mal, kongen satte sig, herunder de sikkerhedspolitiske mal. Sikkerhedspolitik kommer imidlertid ind under, hvad Viner forstar ved power (jfr. det femte princip i hans definition), og indgar derved som et naturligt led i merkantilistisk statsadfserd.

Det egentlige mal med den merkantilistiske politik var saledes ikke magt
alene, men magt og velstand i forening; magt forstaet som evnen til at
realisere vaerdier, velstand forstaet som oget okonomisk vaekst.

Konklusion

Det, der forst springer i ojnene ved en analyse af Christian 4.s merkantilistiske erhvervspolitik, er dens dristighed. Fridericia har sammenlignet den i radikalitet med Struensees korte reformperiode, som den ogsa ligner derved, at den kom for tidligt og kom til at sta som et isoleret reformforsog, der ikke blev fortsat i den umiddelbart efterfolgende periode, men som senere skulle lykkes under gunstigere betingelser.

Til de nodvendige gunstige betingelser for en vellykket erhvervspolitikhorte en storre konjunkturspredning i det danske samfund og naturalokonomiensaflosning af pengeokonomi. I det 17. arhundrede var der ikke noget kobedygtigt dansk marked for manufakturernes produkter og handelskompagniernesvarer. Endvidere er inertien omkring 1620 i naesten alle samfundsgrupper for stor til, at der »hasteligen med adskillige forandringerefter hver andre bliver ilet.« Den eneste gruppe, som viser storre vilje til at stotte de nye projekter, er en kreds af kobenhavnske storkobmaend,

---

58. Dalgard (1962), p. 367.

hvoraf adskillige var indvandrede nederlaendere. De merkantilistiske eksperimenterer med til at knytte dette handelspatriciat og kongen naermere sammen og bliver en af forudsaetningerne for den senere alliance mellem konge og borgerskab, som forer til enevaeldens indforelse.

Samtidig er den merkantilistiske politik et tegn pa adelens svaekkede stilling og den styrkelse af kongemagten, som er et gennemgaende trsek i Europa i denne periode. Deter dog urealistisk at se den danske merkantilisme som et forsog fra kongens side pa at styrke borgerne pa adelens bekostning. Eksperimenterne udsprang snarere af trang til at efterligne andre stater, isaer de forhadte og misundte Nederlande. Danmark var dog ikke i stand til at kopiere nederlaendernes vellykkede merkantilisme, bl. a. fordi man ikke havde de samme forudsaetninger at bygge pa (Nederlandene havde i det 16. arhundrede oparbejdet en udbredt velstand gennem den nasre forbindelse med Spanien, mens man i Danmark nsesten udelukkende havde kongens kapital at bygge pa), og fordi Christian 4. ikke var indstillet pa at lade hele udenrigspolitikken underordne den merkantilistiske

Christian 4.s merkantilisme naede ikke meget ud over forsogsstadiet, og man skal ikke overvurdere dens proportioner. Vi kender ikke den samlede produktionsvaerdi af de varer, manufakturerne fremstillede, men vi kan med sikkerhed sige, at antallet af beskasftigede inden for manufakturer og handelskompagnier pa intet tidspunkt naede op over 1 % af befolkningen. Hvis man sammenligner med landbruget, som gav omkring 80 % af landets indbyggere deres udkomme, kan man indse, hvor ringe samfundsokonomisk betydning manufakturer og kompagnier havde.

Ligesom merkantilismen i almindelighed blev betragtet som et naivt og egoistisk system indtil Keynes rehabiliterede den, blev Christian 4.s merkantilisme laenge opfattet som snaeversynet bade i sin gennemforelse og sin malsaetning. Set i lyset af den moderne merkantilismeforskning ma vurderingen blive mindre negativ. I betragtning af, at man praktisk taget stod uden erfaringer, er det forstaeligt, at forventningerne var virkelighedsfjerne og anvendelsen af midler usikker. En naermere analyse viser endvidere, at den merkantilistiske politiks malsaetning var mere perspektivrig end man har villet gore den til.

Kilder og litteratur

A r u p, E.: Danmarks Historie, vol. 2 b. 1932

B r i c k a, C. F. & Fr e d eri ci a, J. A. (ed.): Christian den Fjerdes egenhcendigi
Breve, vol. T-TT. 1887-89.

C hr i stst e n s e n, A. E.: Industriens Historie i Danmark indtil c. 1730. 1943.

C o a t s, A. W.: Defense of Heckscher and the Idea of Mercantilism, Scandinavian
Economic History Review vol. 5, 1957, pp. 173-87.

C o 1 em a n, D. C: Heckscher and the Idea of Mercantilism, Scandinavian Economic
History Review vol. 5, 1957, pp. 3-25.

C o 1 e m a n, D. C. (ed.): Previsions in Mercantilism. London 1969.

Dillard, D.: Vdsteuropas och Forente Staternes Ekonomiska Hisioria. Lund 1970.

E r s 1 e v, K. (ed.): Aktstykker og Oplysninger til Rigsraadets og Stcendermfidernes
Historie i Kristian IV's Tid, vol. I. 1883-85.

Fri d e r i c i a, J. A.: Remarques sur la conduite de Christian IV en economie politique
et sur ses relations avec la bourgeoisie jusqu'en 1625, i Oversigt over
Videnskabernes Selskabs Forhandlinger 1896.

Heckscher, Eli F.: Merkantilismen I—II, 2. reviderede udgave. Stockholm 1953.

J u d g e s, A. V.: The Idea of a Mercantile State, i Transactions of the Royal Historical
Society, fourth series, XXI, 1939, pp. 41-69.

J 0 rg ens en, J.: Det kobenhavnske patriciat og staten ved det 17. drhundredes
midte. 1957.

Kellenbenz, H.: Probleme der Merkantilismusforschung, i XIIe Congres Internationale
des Sciences Historiques, 1965, Rapports IV, p. 171 ss.

K e y n e s, J. M.: The General Theory of Employment, Interest and Money. London
1936.

Lade wig Peter sen, E.: Afsnit i Gyldendals Danmarkshistorie (i manuskript
1971).

L a u r s e n, L. (ed.): Kancelliets Brevb</>ger 1616-20. 1919.

Minchinto n, W. E. (ed.): Mercantilism. System or Expediency? Lexington 1969.

O 1 s e n, A.: Staten og Lavene, i Historiske Meddelelser om Kobenhavn, 2. raekke,
vol. 3. 1927-28.

O 1s e n, A.: Nogle Synspunkter for dansk merkantilistisk Erhvervspolitik, Scandia
1930.

O 1 s e n, A.: Das Zeitalter des Merkantilismus, i Axel Nielsen (ed.): Danische Wirtschaftsgeschichte.
Jena 1933.

R a s c h, Aa.: Dansk Toldpolitik 1760-1797. 1955.

V i n e r, J.: Power versus Plenty as Objectives of Foreign Policy in the Seventeenth
and Eighteenth Centuries, i World Politics, vol. I. 1948-49.

Viner, J.: Mercantilist Thought i International Encyclopedia of the Social
Sciences, vol. 4. New York 1968.

Weber, M.: General Economic History, am. udg. New York 1961.

Will erslev, R.: Danmarks f<prste aktieselskab, Hist. Tidsskr. 10. raekke, vol. 6.

Wi 1 so n, C: Some Vicissitudes of an Idea, i Economic History
Review, Second series, vol. X, no. 2, 1957.

W i 1 so n, C: Mercantilism. London 1968.

Wilson, C: Trade, Society and the State, i The Cambridge Economic History of
Europe, vol. IV. Cambridge 1967.