Minister Mohrs referater af samtalen med ambassadør Ritter den 18.juli 1940

I Henrik Nissens disputats: »1940 studier i forhandlingspolitikken og samarbejdspolitikken« er sporgsmalet om optakten til told- og montunionsforhandlingerne med Tyskland i juli-august 1940 blevet indgaende behandlet. Nissen skildrer og kommenterer den samtale, som Udenrigsministeriets direktor, Otto Mohr, havde med lederen af det tyske Udenrigsministeriums afdeling for krigsokonomi, ambassador Ritter, i Auswartiges Arnt den 18. juli 1940. I denne forbindelse omtaler Nissen tillige udenrigsminister Erik Scavenius' reaktion den folgende dag. Deter forfatterens pastand, at Mohr sa det som sin opgave at forhindre Ritter i at fa det indtryk, at der var tale om et dansk initiativ i denne sag. Pa den anden side matte Mohrs svar ikke virke som en afvisning, »hvis Tyskland virkelig havde planer under opsejling«. Forfatteren haevder endvidere med stotte i Mohrs notater, at Scavenius var meget utilfreds med det skriftlige referat af 18. juli, som Mohr dagen efter forelagde ham, og at han trods Mohrs protester foretog sadanne udstregninger i referatet, at dette blev helt lemlaestet, idet alle forbehold m. h., t. en kommende dansk-tysk okonomisk forhandling blev fjernet. Referatet daekkede derfor ikke mere, hvad Mohr »faktisk havde sagt til Ritter, men derimod hvad han efter udenrigsministeren burde have sagt«. Det saledes aendrede referat lod Scavenius derefter renskrive og datere til den 19. juli, hvorefter han forelagde det i ministermodet sarnme dag. Referatet af 18. juli med alle »detaillerne« lod han Mohr beholde (Nissen s. 287-291 og 456 ff.)

Hvis forfatteren har ret i disse pastande, sa kaster de et sserdeles odiost

skser over Erik Scavenius' karakter og haederlighed, ja ogsa over hans intelligensog
giver samtidig en skildring af forhandlingen den 18. juli, der er
i modstrid med ambassador Ritters referat.

Hvorpa bygger Henrik Nissen nu sin fremstilling og sine pastande? Han gor det forst og fremmest pa 3 referater, der alle er skrevet af Molir. Det forste, som Mohr har dateret til den 18. juli 1940, er en udforlig gengivelse af samtalen med Ritter tidligere pa dagen. Det andet er dateret den 19. juli 1940 og omhandler den samtale, som Mohr skal have haft med Scavenius samme dag om referatet af 18. juli og dennes udstregninger deri. Det tredie, der ogsa er dateret den 19. juli 1940, skal efter Mohrs pastand vaere det af Scavenius forkortede referat af Mohrs samtale med Ritter. Det forste og tredie referat findes gengivet in extenso og side om side i Nissens bog s. 456-463.

Hvorledes forholder det sig nu med disse 3 referaters proveniens og autenticitet? Om det sakaldt forkortede referat af den 19. juli 1940 kan det siges, at det har beroet i Udenrigsministeriet siden denne dato, og at der aldrig i ministeriet har hersket tvivl om dets segthed. Deter i overste venstre hjorne forsynet med Mohrs og hans skrivedames initialer, og Mohr har egenhaendigt skrevet sine initialer under referatet samt pa forste side forsynet det med denne overskrift: »Referat af samtale med ambassador Ritter i det tyske Udenrigsministerium«. Endelig har Mohr i slutningen af referatet personligt tilfojet folgende ssetning: »hvad der ville vaere lettere efter vor samtale med den betydningsfulde fortolkning af »Erklaeringen«. Dette referat medbragte Scavenius til ministermodet samme dag og forsynede det med folgende pategning i overste venstre hjorne: »Meddelt i ministeriet 19/7 ES.«

»Referatet af 18. juli 1940« blev offentliggjort i 1953, medens referatet af samtalen med Scavenius den 19. juli 1940 var ukendt indtil 1965, da Mohr modte op i Udenrigsministeriet med forslag om at fa dette (og andre referater fra arene 1938-1945) renskrevet og henlagt i Udenrigsministeriets arkiv som en saerlig samling. Efter at renskrivningen havde fundet sted, og Mohr havde konfereret afskrifterne med originaleme, destruerede han de originale dokumenter. Alene disse kendsgerninger er egnet til at vaskke opmaerksomhed.

Mohrs toven i 25 armed at fremkomme med sine pastande om tilblivelsenaf referatet af samtalen med Ritter er saerdeles pafaldende, og det sa meget mere som han i 1946 havde en oplagt lejlighed til at gore det. I dette ar beskseftigede den parlamentariske Kommission sig med forhandlingerneom en told- og montunion, og i forbindelse hermed blev der forelagt Kommissionen en af Mohr udarbejdet beretning, dateret den 25.

juni 1946 (p. K. bd. V s. 391 ff) om hans forhold til denne sag. I denne beretning refereres samtalen med Ritter i overensstemmelse med »18. juli-referatet«. Beretningen er endog delvis ordret identisk med dette referat,men den indeholder ingen oplysninger om, at der skulle have eksisteret et sadant dokument, at det skulle have vaeret forelagt Scavenius, at denne skulle have foretaget udstregninger deri etc.

Mohrs beretning blev i 1947 forelagt Scavenius til udtalelse, men heller ikke i sit gensvar til Scavenius' kommentar (P. K. b.d. V s. 399) nsevner Mohr nogetsomhelst om et referat af 18. juli og folgelig heller ikke om den behandling, det skulle have faet af Scavenius.

I 1953 blev dokumenterne fra Auswartiges Amt offentliggjort og deriblandt Ritters referat af 19. juli 1940 om samtalen med Mohr den foregaende dag. Dette referat, der stemmer godt overens med Mohrs af samme dato, blev af Kommissionen forelagt Mohr til erklaering, og den 11. marts 1953 sendte han en skrivelse (P. K. bd. XIII s. 294 ff.), hvori han siger: »Om indholdet af denne samtale skrev jeg samme dag folgende meget detaillerede referat«. Derefter citeres i skrivelsen hele »18. juli-referatet«. Deter forste gang, Mohr haevdede eksistensen af et sadant aktsstykke, men den teori han 12 ar senere fremsatte om tilblivelsen af »18. julireferatet«, forbigar Mohr ogsa i denne skrivelse til Kommissionen i fuldstaendig

De tre neevnte aktstykker fra Mohrs hand - beretningen af 1946, gensvaret af 1947 og skrivelsen af 1953 - baerer praeg af at vsere et selvforsvar, hvorved han soger at distancere sig fra det positive svar til Ritter, der fremgar af 19. juli-referatet. Safremt der havde eksisteret et referat af den 18. juli, sa havde det vaeret Mohrs pligt at omtale det for Kommissionen i 1946 eller i 1947. Det ville ogsa have vaeret i hans egen interesse at komme frem med det pa det tidligst mulige tidspunkt. Det ville ogsa have vaeret rimeligt, om han havde gjort sin pastand om 19. juli-referatets tilblivelse bekendt pa et tidspunkt inden Erik Scavenius' dod i november

Gar man derefter over til at analysere Mohrs »Nedskaeringsteori«, der gar ud pa, at der kun blev foretaget de aendringer i »18. juli-referatet«, der bestod i udeladelser af de stykker, Scavenius skulle have udstreget, sa viser der sig sa betydelige modsigelser, at teorien bliver ganske usandsynlig.For det forste er der slet ikke tale om, at 19. juli-referatet kan vaere fremkommet ved en blot og bar nedskaering af et oprindeligt referat. I adskilligetilfselde ville det have vaeret nodvendigt med en omskrivning af saetningerne. Enhver kan overbevise sig derom ved omhyggeligt at laese og sammenligne de to tekster, som Nissen har gengivet pa siderne 456-462

i sin bog. Her skal blot citeres to ssetninger fra side 457. I »18. juli-referatet«hedder det: »Jeg sagde, at motivet til det patsenkte besog kun havde vaeret gammelt bekendtskab ...«. I 19. juli-referatet star der: »Jeg motiveredemit besog med gammelt bekendtskab ...«. Der findes adskillige sadanne verbale afvigelser.

Hvad nu indholdet af »18. juli-referatet« angar, sa kan der fremdrages
flere urimeligheder, der gor det ganske usandsynligt, at Mohrs forklaring
om de to referaters oprindelse kan vsere rigtig. Nogle eksempler:

Ifolge referatets 5. afsnit (Nissen s. 457) spurgte Ritter, om 8. juli-erklaeringen skulle forstas saledes, at Danmark var rede til med Tyskland at drofte det fremtidige samarbejde pa det okonomiske omrade allerede forinden fredsslutningen og ikke forst efter denne. Det var et afgorende sporgsmal. »Jeg matte vel kunne hjaelpe med fortolkningen«. Til dette skal Mohr have svaret, »at jeg ikke kunne hjaelpe ham, da jeg aldrig havde droftet dette sporgsmal med udenrigsministeren«. Hertil ma siges, at selv om dette muligvis var korrekt, sa forekommer det hojst maerkeligt for ikke at sige usandsynligt, at direktoren for Udenrigsministeriet, en erfaren diplomat, som var rejst til Berlin for at overraekke 8. juli-erklaeringen til den tyske regering, og som matte forudsaettes at vaere i stand til at forklare meningen med denne erklaering, over for Ritter skulle have indledt sit svar med den citerede passus og derved robet en komplet mangel pa kontakt med sin chef i dette vigtige sporgsmal. At robe eller foregive at robe sin blanke uvidenhed pa denne direkte og klodsede made, matte have virket pa Ritter som en forbloffende desavouering af Danmarks udenrigsminister, og dette kan trods alt ikke have vaeret Mohrs mening.

Men demist: hvis Scavenius har stroget sa meget i »18. juli-referatet«,
hvorfor har han da ikke ogsa stroget disse famose ord, der var sa kompromitterende
for samarbejdet mellem minister og direktor?

Til gengaeld skal Scavenius sa have stroget denne saetning: »at han (Mohr) i alt fald naeppe havde taenkt sig, at man i Tyskland udarbejdede planer, der ogsa tog sigte pa vore forhold, uden at vi i forvejen havde faet lejlighed til at gore vore synspunkter gasldende« (Nissen s. 458). Derimod skal Scavenius have ladet Mohrs anbefaling af at fore forhandlingerne pa regeringsudvalgsplan sta urort (Nissen s. 459). Nu ved vi fra Mohrs referat af samtalen med Scavenius den 19. juli, at denne ansa den forstnaevnte udtalelse for klog og den sidstnaevnte for uklog. Hvorfor skulle Scavenius sa have stroget den forste udtalelse og ladet den anden sta? Det vil jo sige, at han har stroget det for ham positive og bibeholdt det negative! Hvor er logikken?

Endelig er der grund til at omtale den vigtigste udtalelse under hele

samtalen med Ritter, nemlig Mohrs svar pa Ritters sporgsmal om den danske regerings beredvillighed til at forhandle allerede under krigen. Dette afsnit er helt forskelligt i de to versioner, skont Scavenius pa dette punkt ifolge Mohr ikke skulle have foretaget nogen udstregning. De to versioner har folgende ordlyd:

»18. juli-referatet«.

Det ville vaere en naerliggende logisk slutning, at en droftelse ville vaere af interesse allerede, sasnart man fra tysk side havde ... . etc. 19. juli-referatet.

Danmark ville vaere staerkt interesseret
i en sadan droftelse, sa
snart man fra tysk side . . . etc.

18. juli-formuleringen er, som det vil ses, ulden og forbeholden, medens
19. juli-formuleringen er et klart positivt og bekraeftende svar pa sporgsmalet.

Gar man ud fra Mohrs teori om udstregninger, sa matte han vaere saerdeles tilfreds med, at Scavenius pa dette vigtige punkt ikke havde streget noget ud, men altsa havde accepteret Mohrs formulering. Det matte have vaeret ham magtpaliggende at sorge for, at denne formulering blev bibeholdt i et »forkortet« 19. juli-referat. Alligevel har den pagaeldende passus i det virkelige 19. juli-referat den omtalte positive bekraeftende karakter. Fastholdes Mohrs teori, matte han, skont der ikke forela noget aendringskrav fra Scavenius' side, selv have foretaget en aendring fra den uldne formulering, som han hzevdede at foretraekke, til den klare formulering, der var i Scavenius' and. Men noget sadant er ifolge hans egne ord umuligt!

Konklusionen bliver herefter, at Mohrs teori om nedskaering af et udforligt
»18. juli-referat« til det kortfattede 19. juli-referat falder sammen.

I sin bog s. 465 siger Nissen, at »forfalskningsteorien« ogsa ma indeholde en hypotese om, hvornar denne forfalskning har fundet sted. Det mest oplagte tidspunkt ville vaere i slutningen eller umiddelbart efter krigen, da motivet ville vaere klart. Det hedder videre: »Det lader sig imidlertid med sikkerhed fastsla, at Mohr pa et langt tidligere tidspunkt opponerede mod det billede af indledningen til told- og montunionsforhandlingerne, som det »officielle« (d. v. s. 19. juli) referat uvaegerlig ville give anledning til. Allerede i September 1940 begyndte man i Udenrigsministeriet at udarbejde en fremstilling, der aret efter blev trykt som grabog om forhandlingerne.« Senere tales om »Mohrs protester og rettelser«.

Af disse citater ma laeserne fa det indtryk, at Mohr allerede i 1940/41
havde formuleret en klar protest mod den oprindelige version af »Grabogen«sfremstilling
og dokumenter med det resultat, at 19. juli-referatet

udgik af den endelige version. Men sa enkelt forholder det sig ikke. Et par af Nissens beviser for Mohrs »opposition« er folgende: i marginen til en af grabogsversionerne, hvori det haevdes, at samtalen med Ritter var kommet i stand i »henhold til de direktoren medgivne instruktioner«, findesdenne blyantspategning: »Nej, O. M.«. Mohrs indvending var korrekt og blev derfor taget til folge. Der star intet i 19. juli-referatet om nogen instruktion, og formuleringen lader forsta, at besoget hos Ritter var Mohrs egen ide.

Endvidere findes der ud for gengivelsen af samtalens indhold to lodrette streger og et sporgsmalstegn. Nissen mener, at deter Mohrs. Men dette er der ingen beviser for, thi Mohrs initialer mangier. Men hvis vi gar ud fra, at der er Mohrs, saved vi intet om tidspunktet for anbringelsen af disse tegn. De kan ligesa godt vsere blevet anbragt i tiden fra foraret 1945 til foraret 1947, da Mohr midlertidig gjorde tjeneste i Udenrigsministeriet. I dette tidsrum matte han i forbindelse med afhoringerne i den parlamentariske Kommission gennemkese mange af Udenrigsministeriets akter om Besaettelsestiden.

Nissen har imidlertid ret i, at der er et par forhold som viser, at Mohr allerede i vinteren 1940/41 var ved at lsegge af stand mellem sig og 19. juli-referatet. Men nar hansom bevis fremforer, at der blandt direktor Svenningsens handakter findes en version af indledningen til »Grabogen«, hvor Mohrs negative reaktion pa Ritters bemaerkning om en toldunion er nsevnt, sa glemmer han at fortaelle, at der i samme version ogsa star folgende saetning: »Vedrorende samtalen med ambassador Ritter naeste formiddag har direktor Mohr lidet at foje til det summariske referat, han afgav straks efter sin hjemkomst til Kobenhavn. Referatet vedlaegges som bilag 1«. Dette vil sige, at det drejer sig om 19. juli-referatet. Her erkender Mohr jo direkte, at referatet er hans vaerk! Hvad nu angar det lidet, han har at tilfoje, sa gar det forst ud pa, at han ikke med udenrigsministeren havde droftet det specielle sporgsmal om tidspunktet for en forhandling med Tyskland, »men at der efter alt det foreliggende for ham ikke kunne vaere nogen tvivl om Danmarks villighed til en »Besprechung« for fredsslutningen, da det selvsagt la i Danmarks interesse at blive taget med pa rad, inden Tyskland lagde sig fast pa bestemte standpunkter«. Som man vil se, er der her tale om en noget bredere formuleret, men klar bekraeftelse af tilsagnet i 19. juli-referatet.

Den anden tilfojelse er den, som Nissen omtaler nemlig Mohrs negativereaktion pa Ritters ord om en toldunion. Hans reaktion her er ganske rigtig i overensstemmelse med fremstillingen i »18. juli-referatet« eller for at vaere mere korrekt: det naevnte referat er her i overensstemmelse med

versionen fra 1940/41. Ordet toldunion var i lobet af efteraret og vinteren 1940/41 blevet det uartigste i Danmark. Det havde kun een konkurrent,og det var ordet mfintunion, der ikke er naevnt i 19. juli-referatet og iovrigt heller ikke i »18. juli-referatet«. Men ganske interessant findes det netop i denrie version af indledningen til Grabogen, hvor det hedder: »derimod nasvnte han (Ritter) ikke montunion«. Deter ganske ojensynligt,at det allerede pa dette tidspunkt har vaeret magtpaliggende for Mohr at prove pa at forklare, at han ikke havde nogen andel i fremsaettelsen af forslaget om en dansk-tysk told- og montunion.

Den afgorende forskel pa den forste version af Grabogen fra efteraret 1940 og den endelige version, der udkom den 4. juli 1941, ligger deri, at 19. juli-referatet er udeladt. Om arsagen til denne udeladelse kan der ikke herske nogen tvivl: i foraret 1941 kunne det ikke vaere i den danske regerings interesse at fremsta som en slags med-initiativtager til de mislykkede told- og montunionsforhandlinger. Denne interesse faldt sarnmen med Mohrs, og han har utvivlsomt vaeret enig i denne udeladelse.

Til sidst melder det sporgsmal sig, hvornar det farnose referat dateret den 18. juli 1940 er forfattet. Herom kan der kun gisnes. Deter imidlertid en kendsgerning, at forste gang det fremlaegges er i marts 1953, da Mohr pludselig blev pnesenteret for Ritters referat af den 19. juli 1940, der stemte sa vel overens med hans eget af samme dato, men afveg fra hans redegorelse til den parlamentariske Kommission i 1946. Deter derfor en naerliggende mulighed, at selve udformningen af referatet, hvis ledende tanker kendes fra 1946, har fundet sted i begyndelsen af marts 1953.

Efter en indgaende analyse af alt materiale vedrorende denne sag er jeg derfor kommet til den overbevisning, at Mohrs referat af den 19. juli 1940 er det originate og autentiske referat af, hvad der passerede mellem ham og Ritter under deres samtale i det tyske Udenrigsministerium i Berlin den 18. juli 1940.