Efter arhundreders naesten totalt retligt morke fik jordemodrene i 10bet af enevaelden pludselig en klart defineret offentligretlig retsstilling, og fremstod i 1700-tallet som en jordemoderstand *. Var det et resultat af en mere tilfaeldig lovgivning eller udgjorde denne nye stand et integreret led i samfundets politiske bestraebelser? Disse og mange lignende sporgsmal kunne stilles pa denne baggrund, men de, som skal Soges besvaret her, er folgende to: Pa hvilken retlig struktur byggede samfundet den nye stand? og Blev de retlige intentioner, saledes som de manifesterede sig i retskilderne, realiserede i den sociale virkelighed (gyldighedsproblemet)?

Ved besvarelsen har jeg ikke blot anvendt en mere traditionel retshistorisk metode, men yderligere som et metodologisk eksperiment forsogt at bearbejde retskilderne ud fra en retssociologisk tolkningssystematik. Artiklen er som folge heraf opdelt efter retskildernes basale malsaetning: den adfaerdsregulerende og den konfliktlosende 2.

---

1. JM st&r i det folgende for jordemoder/jordemodre. Almindelige frernstillinger af JM-standens historie: A. Stadfeldt: Kjobenhavns Fodselsstiftelse som Humanitets- og Undervisnings-Anstalt 1787-1887; Gordon Norrie: Jordemodervcesenets Udvikling i Danmark, Fodselsvidenskabens og Jordemodervcesenets Udvikling i Danmark for Jordemoderkommissionens Stiftelse 1714; K. C ar 0 e: Bidrag til Jordemodervcesenets Historie i det 18. Aarhundrede; E. I n g e r - s 1 e v: Fragmenter af Fodselsh]celpens Historie. H.

2. V i 1 h. A u be r t: Rettssosiologi, p. 31.

Det teoretiske sigte kan herefter formuleres som et forsog pa en retshistorisk analyse af de vigtigste herhenhorende retskilder og af forholdet imellem disse og deres efterlevelse, idet graden af efterlevelse opfattes som et raal for normernes gyldighedsvirkning.

Adfærdsregulerende regler Uddannelse.

Europæiske baggrund.

I begyndelsen af 1600-arene fik Paris den forste jordemoderskole ved l'Hotel-Dieu. Man optog kun et meget begrasnset antal aspiranter pa skolen og henviste de udskilte til en 3-arig undervisning hos praktiserende jordemodre. Begge uddannelser skulle afsluttes med en eksamen aflagt for en eksamenskommission. At proveordningen var af aeldre dato ses bl. a. deraf, at en af epokens kendte jordemodre, Loyse Bourgeois, aflagde eksamen og blev svoren jordemoder i 1598. I eksamenskommissionen havde oprindelig St. Come-kirurgerne og medlemmer af det medicinske fakultet samt to jordemodre saede 3. Ogsa uden for Paris fandtes regler om uddannelse og eksamination. Efter en Ordonnance fra Strasbourg af 1605 skulle eksamen for jordemodre afholdes af stadslaegen og nogle praktiserende jordemodre 4.

I Tyskland opstod i lobet af 1500-arene krav om en vis uddannelse, og enkelte steder skulle lasretiden afsluttes med en eksamination foretaget af laeger 5. Den svenske laege, Johan von Hoorn (1662-1724), som havde en vsesentlig del af asren for, at det svenske jordemodervaesen blev organiseret efter europa:isk monster lidt tidligere end det danske, fortalte, at jordemodernaeringen i Hamborg var et sluttet embede, saledes at den kvinde, som ville naere sig ved denne kunst, matte have et godt navn og rygte og skulle ga i laere hos en edsvoren jordemoder i 4 ar, hvilken undervisning skulle betales godt. Bagefter matte hun lade sig eksaminere, give et anseligt belob til embedskassen og derpa vente, til et medlem fra skraen dode, i hvis sted hun kunne traede. Forst nar denne betingelse var opfyldt, kunne der aflaegges ed, og beskikkelse foretages 6.

---

3. E. I n g e r s 1 e v: Franzosische Geburtshelfer zur Zeit Louis XIV p. 4, 27, 35 f, cfr. Henriette Carrier, Origines de la Maternite p. 78 (som sastter skolens begyndelse til 1630'erne).

4. A. S tad f eld t, p. 5.

5. Luise Hess: Die deutschen Frauenberufe des Mittelalters, p. 116 f. G. K. Schmelzeisen: Die Rechtsstellung der Frau in der deutschen Stadtwirtschaft, p. 20.

6. J. v. Ho or n: Den swenska walofwade Jord-Gumma, p. 10.

I Holland kraevedes i lobet af 1600-tallet en begrasnset fagkundskab, selv om tilstanden endnu langt op i 1700-tallet betegnedes som sorgelig. En hollandsk forfatter skrev om jordemodrene, at de forpestede hele kvarterer i Nijmegen, 'dat zij eerder Doodhulpen dan Noodhulpen genoemd moesten worden' (at de snarere matte antages til dodshja;lp end til nod(s)hjaelp)7. Johan von Hoorn, som ogsa. kendte forholdene i Holland af selvsyn, har i sin jordemoderbog en mere optimistisk beskrivelse. Han beretter, at de, som havde laest vel i sadanne boger og fulgt en asldre erfaren jordemoder, blev eksamineret af en beskikket stadslaege, som i ovrigt skulle sta dem bi med rad og dad savel hos fattige som rige. Han skulle forelsese den forste mandag i hver maned 'pa en public Ort innom lasta Dorar', hvor de alle skulle vaere til stede, medmindre de var saerdeles undskyldt, og hvis de havde erfaret noget ussedvanligt, skulle de fremkegge det for de andre. Ligeledes skulle han give dem anatomiske forevisninger pa dissekerede kvindelig 8.

I England blev der i lobet af 1600-arene gjort tillob til indforelse af
almindelige regler om eksamination, oprindelig foretaget af 6 kirurger
og 6 erfarne jordemodre, senere af The Doctors' Commons 9.

Udviklingen i dansk (nordisk) ret. Ingen af middelalderens retsboger eller landskabslove havde regler om JM, heller ikke stadsretterne, der dog ellers i hoj grad vedrorte naerings-, sundheds- og andre offentligretlige problemer. Endnu i 16. arhundrede findes ingen krav om faglig uddannelse, eksamination, jordemoderskoler eller andre foranstaltninger.

Kirkeretlig styring. Det forste autoritative retlige forsog pa at styre
jordemoderuddannelsen gjordes af den nye kirke umiddelbart efter reformationen.

Ifolge Kirkeordinansen af 14. 6. 1539 skulle man have sadanne jor
demodre

'som ere erlige oc gudfryctige, der forstaa seg noget paa sit embede, oc bo paa bequemelige steder, saa wel de fattige som de rige til hielp'. Videre skulle 'predicanterne . . . wnderuiise disse Jordemodre, naar de der til ere wdualde, huorledis de seg da skulle haffue bode med barselquinderne oc med fostered'.

De skulle laere at troste og formane barselkoner til taksigelse og bon. I
Peder Palladii skrift fra 1538 'Lonlige SkriftemaaF, hed det: Predickerneskulle

---

7. S.I. von Wolzogen Kuhr: De nederlandsche Vrouw in de tweede Helft der 18e eeuw., p. 196.

8. J. v. Hoorn, p. 9.

9. A. Clark: Working Life of Women in the 17th Century, p. 275 f. Organiseret undervisning efter fransk monster synes i London at vaere af langt yngre dato, ca. 1742. E. Ingerslev: Fodselsstiftelsen i Amaliegade, p. 4.

kerneskullevnderuise Jordemoderne / som saa ere vdualde oc vdkaaredetil
ath hielpe syuglige quinder . . . 10.

Det fremgik imidlertid hverken, hvorledes en udvaelgelse skulle forega,
eller hvem der skulle foretage den. At det naeppe var prassterne, synes
at fremga af Palladii Visitatsbog fra 1543:

'Och de eldste och ypperste danneqvinder udi sognen eller i byen schulle forfare om hun er god paa sit embede, forend hun stedes till nogen danneqvinder, deter alt ellers borte, det barn er dod, der dod er, forderffuet det, som forderffuet er, den gaas kaeger icke, der hoffuedt er aff, plejer mand at sige.'

Han fortsaetter med sine manende advarsler og tilfojer, at deter magtpaliggende
savel for maend som for kvinder, at en jordemoder er godt oplaert,
og at hun er gudfrygtig, fordi ingen genie vil have sine kaere fordaervet.

Disse ord udtalt af den kirkens mand kan vistnok tages til indtasgt som en prascisering. Palladius havde ikke alene deltaget i udformningen af den latinske version af ordinansen af 1537, men tillige selvstaendig nedfceldet 'Lonlige SkriftemaaT fra 1538 og formuleret vassentlige dele af den endelige redaktion af kirkeordinansen fra 1539 n.

De £eldre svenske kirkeordninger giver intet bidrag til forstaelsen af
ordet: udvaslge. 1571-ordningen havde i forbindelse med reglerne om
noddab:

'Men the qwinnor som plaga mykit och alment lata bruka sigh for Jordgummor
. . .'. Dette gentoges naesten uaendret i 1650-ordningen 12.

Udvaelgelseskriteriet synes den faktiske konstatering, at de plejede at praktisere hos alle og enhver. Maske en mere hensigtsmaassig beskrivelse af den retlige virkelighed end i den danske regel. Dansk praksis har maske lignet den svenske.

Maske kommer man problemets losning lidt naermere ved at undersoge Johannes Bugenhagens (1485-1558) brunsvigske kirkeordinans 13. Den dannede forbillede savel for andre nordtyske kirkeordinanser som for den danske, ligesom dens ophavsmand i egen person blev hentet til Kobenhavn med Luthers velsignelse for at bista ved faerdiggorelsen af 1539-ordinansen.

---

10. Fr. R ordam: Danske Kirkelove, I, p. 86, Peder Palladius: Danske Skrifter, bd. 1, pp. 131 og 149.

11. Peder Palladius, bd. V, p. 109

12. 1571-Kyrkaordning, Handlingar rorande Sveriges Historia, p. 56. clem hiligen Euangelio.

13. J. Bugenhagen: Der Erbarn Stadt Brunswig Christlike ordeninge/to denste dem hiligen Euangelio.

Om jordemodre, 'Van den Heue Amrnen', haevdede Bugenhagen, at
der sker mange ulykker, hvis man ikke har gode JM isaer hos fattige
kvinder, som ikke er i stand til at skaffe sig god hjselp.

'Darum wil eyn Erbar Radt / dorch vorstendige wiue vorschaffen / vnde dar to vorplichten so vele guder erfarner Heue Ammen / alse van noden hyr wert sin'. (Derfor skal ovrigheden ved hjaelp af forstandige koner skaffe og forpligte sa mange gode, erfarne JM, som det findes nodvendigt).

Og laengere fremme:

'Sulk Heue Ammen wen se angenamen synt / scholen gewiset werden to dem Superattendenten edder to eynnem anderen prediger / dat se leren wat Gades wort bedrept in orer sake'. (Nar sadanne JM er antagne, skal de undervises af superintendenten eller en anden gejstlig, sa de laerer Guds ord om deres sag.)

Forstandige koner synes pa ovrighedens vegne at skulle foretage valget af stadsjordemodrene, hvis embede var lonnet af stadskassen, 'de gemeynen Schat Casten', fordi de skulle betjene de fattige gratis. Andre kvinder skulle derimod selv betale lon for deres hjaelp. 'De frawen ouers de nicht so gantz arm synt / scholen en geuen alse se plegen /'.

Her er bade en regel om udvaelgelse foretaget af forstandige kvinder ud fra vurdering af faglige kvalifikationer, og en om efterfolgende andelig undervisning. Denne ordning kunne ligne et forlaeg for Palladii udtalelse om, at de aeldste og ypperste dannekvinder skulle erfare, om en JM var god til sit embede. Udtrykket 'vorstendige wiue' forer iovrigt tanken hen pa det franske udtryk 'sage femme' og det hollandske vroedevrouwe'.

Den skitserede tyske ordning lod sig imidlertid ikke overfore til danske forhold i reformationstiden. Danske bysamfund ansatte ikke JM til bistand for de fattige. Der skulle ga over 200 ar, for det blev muligt. Kirkeordinansen ma derfor, hvor den talte om JM-gerningen som et embede, anses for at have vaeret socialt sa meget foran sin tid, at den blev virkningslos. Dette udelukker ikke, at reglen om praesternes pligt til at undervise JM i andelig fodselshjaelp kan have vaeret efterlevet af praesterne over for de JM, som faktisk og alment kendt fungerede som sadanne efter eget eller efter forstandige koners valg.

Verdslig-retlig styring. Da forst medicinernes interesse for obstetrikken, som hidtil kun havde vseret dyrket af kirurger eller bartskasrere, var vakt, fik de ogsa de verdslige myndigheder i de nordiske samfund til at begribe det store behov for en faglig uddannelse af JM. Forstaelsen manifesterede sig i begyndende lovgivningsvirksomhed.

I Sverige gjorde biskop Erik Emporagrius (1606-74) i sit forslag til en ny kirkeordning det tillaeg: 'Forfarne lakiare, ther the finnas, skola them ock profwa och gilla. Och hafwe ingen qwinna macht af egen wilia, medh sadana sysslo sigh at inlata 14.

Denne fremsynede tanke fandt ikke optagelse i Privilegier for Collegium Medicum af 4. 8. 1680. Ifolge § 12 skulle kollegiet have opsyn med at: 'de som sig wilja for Jordegummor och Barnmorskor bruka lata, are forstandige och wid sadant warck wahne . . .'¹⁵.

Nye var reglerne om uddannelse af laerlinge i Privilegiernes XXXII kap., pkt. 9 og 10, hvorefter laeretiden hos en anden jordemoder var 4 ar og forpligtede den enkelte til under laeretiden hvert fjerde ar at aflsegge beretning for stadsfysicus om, hvad hun havde laert, eller hvad hun ikke matte forsta. Alle jordemodre havde derudover pligt til at overvsere 'anatomier ofwer Qwindfolk' for at fa undervisning i deres videnskab (pkt. 10).

Reglemente och Forordning for Jorde-Gummorne uti Stockholm af 29.4. 1711 bragte ikke meget nyt til undervisning og eksamination. Efter §§ 6 og 7 var lasrlingeuddannelsen nu kun af 2 ars varighed. Men det var ingen billig fornojelse. Udover betalingen for undervisningen kostede det laerlingen 5 daler til embedskassen ved indskrivningen og atter 5 daler efter opnaet beskikkelse 16. Den drivende kraft bag denne ordning var stadsphysicus Johan von Hoorn 17.

I Danmark havde i 1666 en del lseger indgivet forslag til ordning af medicinalvEesenet, hvorefter vordende JM skulle eksamineres af det medicinske fakultet og en aeldre JM, fra hvem bevis matte erhverves inden aflaeggelse af ed til byens ovrighed. Men forslaget nod ikke fremrne. Forst ved forordningen af 4. 12. 1672 om Medicis og Apothekere indfortes, bl. a. takket vsere den internationalt kendte Thomas Bartholin (1616— 80) en sasrregel, hvorefter medicinerne i Kobenhavn skulle

'hafve flittig och tilborlig Omsorg, at Staden med gode och forfarne Jorde- Modre bliver forseet, hvilke och af dem skal overhores och underviises, forend de maa lade sig bruge; i de andre Staeder skal sligt skee af Medicis approbatis loci eller de naestvaerende' (§6).

Bartholin havde ligesom v. Hoorn hentet sin uddannelse i Holland og
Paris. Han afholdt selv den forste eksamen i Domus anatomica. 15 jordemodreblev

---

14. Handlingar rorande Sveriges Historia, p. 38 f.

15. Stiernmans Commerce, Politie och Oeconomie Werk, IV p. 268 f.

16. Stiernman, V, p. 48 f.

17. B. Lu n d q v i st: Det svenska barnmorskevasendets historia, p. 21 f.

demodrebleveksamineret den 30. 9. 1673. Til stede var blandt andre
Ole Borch (1626-90) og Niels Stensen (Steno) (1638-86) samt 2 JM 18.

Den folgende tids jordemoderbestemmelser var af blandet kirkeret-
Ugt og verdsligretligt indhold.

DL 2-8-8 siger indledningsvis:

'Praesterne skulle undervise Jordemodere, hvorledis de sig skulle forholde baade med Barselqvinderne og Fosteret, og skulle samme Jordemodere vaere aerige og gudfrygtige Qvinder, som sig paa deris Embede forstaa og boe paa beqvemmelige Staeder, saa vel de Fattige som de Rige til Hielp . ..'.

Saetningen fra 1539-ordinansen: 'naar de dertil ere wdualde' er udeladt her og i NL 2-8-8. Artiklen blev udformet af Rasmus Vinding (1615-84) i Forste Projekt 2-7-8 (1669-72), d. v. s. inden fr. 1672 § 6 kunne na at virke i praksis. Om udeladelsen var et resultat af en bevidst overvejelse eller beroede pa en tilfaeldighed er svzert at sige. Vinding kunne vaere vidende om, at man onskede at indfore regler om eksamination af jordemodre. En sammeligning pa dette sted med 5—6—14 i Forste Projekt (DL 6-6-8) om barnefodsel i dolgsmal kan rnaske kaste lys over problemet.

5-6-14 overtoges fra 1643-recessen ll—s—l, herunder ogsa udtrykket: 'de ordentlige af Gud beskickede Middel'. Peder Lassen (1606-81) og 1. revisionskommission slettede ordene of Gud og formidlede saledes en saekularisering. De naevnte ordentlige beskikkede midler var formentlig en tilstedevaerende JM 19. Vinding kan pa samme made have onsket at fremhaeve, at JM i 2-8-8 burde vaere verdsligt beskikkede hjaelpersker. Uanset hvad han matte have ment, star det dog fast, at allerede 2 ar efter Danske Lov kom Kirkeritualet for Danmark og Norge af 25. 7. 1685, som indeholdt et detailleret saet regler om jordemodres retsstilling, og som igen medtog vendingen fra ordinansen 'naar de dertil ere udvalgte'2o.

Det i udtrykket 'wdualde' liggende pabud fik efter 1539 en usikker efterlevelse;det ville have vaeret en realistisk korrektion fra Vindings side at udelade det fra lovbogen, hvis ikke udviklingen netop medforte, at danske JM for forste gang i historien fra 1672 at regne skulle underkastes en udvaslgelseved

---

18. V. Ingerslev: Danmarks Lceger og Lcegevcesen, 11, p. 97.

19. Secher og Stochel: Forarbejderne til Danske Lov, p. 504 og 11, p. 199, smh. C. D. He degaard: Dissertation ang. Barnejodsel i Dolgsmaal, p. 17. Tage Holmboe: Hojesteret og Strafferetten, 11, p. 122.

20. Forholdet virker endnu mere pafaldende for Norge, idet Norske Lov af 1687 blev bekendtgjort sammen med Kirkeritualet ved en fr. af 14. 4. 1688, hvorefter de skulle traede i kraft til Mikkelsdag 29. 9. s. a. F r. Brandt: Forelcesninger om den norske Retshistorie, bd. I, p. 64.

vaslgelseveden faglig eksamination. At slette udtrykket i DL 2-8-8 var
saledes en smule post festum, at gentage det i Kirkeritualet af 1685 var
derimod realistisk.

Uddannelsesreglen i Ritualet, som naermest var en gentagelse af 1672forordningens
regel, svarede til en europaeisk minimumsstandard. Men
som tiden gik, opstod problemet, om disse basisfordringer blev opfyldt.

Kobenhavns politimester Claus Rasch afgav den 3. 2. 1701 et andragende til kongen, hvori ban klagede over den store uorden, der herskede i jordemodervaesenet, og hvori han bl. a. foreslog, at fuskere skulle betale 20 rdl. i bode. Han anforte, vel nok tendentiost overdrevet, at han ikke troede, der fandtes 3 JM i landet, der var eksaminerede, og som opfyldte Kirkeritualets bestemmelser.

Andragendet blev sendt til horing hos magistraten, som ikke kendte noget til disse ulemper, men som dog matte indromme, at der endnu aldrig havde vaeret nogen JM, som var blevet taget i ed eller havde faet attest. Man havde gjort forsog pa at fa at vide, hvor mange der fandtes i byen (Kobenhavn), men det viste sig umuligt. Man havde kun fundet et par stykker, som horte under magistratens jurisdiktion, mens de fleste skulle hore under andre, f. eks. de militsere jurisdiktioner, hvorfor magistraten ikke mente sig kompetent til at foretage sig noget²¹.

I Stockholm kunne Konsistorium i 1703 praestere lister over JM fra
de forskellige sogne, udarbejdet af klokkerne, vistnok som led i kontrollen
med uaegte born 2iJ.

Forst i 1913, efter pestens huseren, begyndte der at ske noget. Stadsphysikus Johan Eichel (1666-1736) afgav et nyt andragende til kongen, som imidlertid lod foresporge magistraten, hvad der i grunden var foregaet, siden kongen ved rescript af 1704 havde anmodet magistraten om sammen med medicis at forbedre forholdene 2S. Eichel, der som viceborgmester selv var medlem af magistraten, gjorde mange undskyldende forklaringer, men fik ogsa sat i vaerk, at han, sammen med Johannes de Buchwald (1658-1738) og Christian Vilhelm Haquart (1668-1715) skulle eksaminere alle byens jordemodre, med ret til at kassere de uduelige. Eksaminationen blev gennemfort med et nedslaende resultat, idet 'de fleeste af dem stod sig i examine heel slet, og vidste lidt eller intet af, hvad som reqvireres til denne saa hoynodvendige Konst'. 24.

---

21. Gordon Norrie, TfJ (1895) p. 56 fog Danmarks Jordempdre (1935) p 32 f.

22. B. L u n dqv i st, p. 25 f.

23. Kobenhavns Diplomatarium, VIII, p. 297, jfr. 304

24. Sjaell. Reg. K. og I. Nir. 287. (30. 11. 1714); G or do n Nor ri e, TfJ (1895) p. 59 f.

Efter afsluttet eksamen udarbejdede kommissionen et forslag pa 15 artikler til en Forordning angaaende Jordemodres Examen, Antagelse og Forhold, saavel i Kjobenhavn som overalt i Danmark. Det medicinske fakultet, som fik forslaget tilsendt, onskede, at udtrykket 'Facilitate Medica' skulle indsaettes rundt om i forslaget ved siden af udtrykket 'Commissionen'. Conseillet og kongen fulgte forslaget, saledes at Jordemoderkommissionen kom til at besta. af fakultetet og de tre embedslaeger for Kobenhavn 25.

Jordemoderforordningen, som udstedtes den 30. 11. 1714 indeholdt folgende

'§ 1: Alle Jordemodre, som lade sig bruge i Kjobenhavn, skal for de deres Profession maa ove, af Jordemoder-Commissionen examineres og undervises. I de andre Stasder og paa Landet skal det ske af den dervaerende Medico eller, om ingen sammesteds er, da af den naestliggende Bys Practico; .. .

§ 2: De Jordemodre i Kjobenhavn, som allerede ere overhorte, men ei have tilstraskkelig Kundskab og Forfarenhed om Anledningen til haarde og tunge Fodsler, og hvorledes sligt kan forekommes eller ved godt Haandelag hjaelpes, skal i denne Kunst giore sig mere habile, paa det at, naar det af Commissionen fordres, de da kan gjore Regnskab, for hvad de imidlertid have profiteret.

§ 4: Paa det Staden ei i sin Tid skal lide Mangel paa gode og forfarne Jordemodre, skal alle, som i Fremtiden agte at lade sig bruge i saadant Tilfaelde, naar nogen af de specificerede Jordemodre ved Doden afgaar, l eller 2 Aar tilforn angive sig hos denne Commission, og derpaa lade sig af en forfaren Medico eller Chirurgo undervise om de fornemste Stykker, som Fodslen angaar, hvortil dem mere Anledning skal gives, naar Anatomi holdes, og naar de herom have erlanget en almindelig Kundskab, skal de henvises til de forfarne Jordemodre, som skulle tage dem med sig til Barselkvinder og laere dem at praktisere det, som de tilforn kun have havt en bar underretning om.'

I Jordemoderkommissionens protokol26 findes enkelte oplysninger om
efteruddannelsesvirksomhed, saledes f. eks.

9. 9. 1746: '... hvor da motte en deel af Jorde-Modrene og blev tracteret om
en deel forefaldte haendelse ved Barsel-Koner, i anledning af nogen forefaldende
Casus efter deres egne udsigelser.'27

---

25. Sjaell. Reg. (1714) (Nr. 287) f. 533.

26. Protocoll angaaende Jordemodre. Indrettet af den Kongel. anordnede Commission for Jordemodre i 1739. Den bruges fortsat som eksamensprotokol ved Jordemoderskolen pa Rigshospitalet. Ved stor imodekommenhed fra skolens leder, professor, dr. med. Mogens Osier har jeg haft protocollen til lans. Den citeres i det folgende som JMC Prot. fol. ..., medens CM star for Collegium Medicum.

27. JMC Prot. fol. 27.

den over Ribe Stift om en edsvoren jordemoder af 2. 9. 1757 palaegges
det hende

'at holde og oplasre een eller to Svobekoner, eller Undergiordemodre, hvortil hun dog ikke maae antage hvem hun lyster, men hun skal forst for Doktoren og Magistraten melde. hvilke hun dertil udseer, og ikke uden deres Samtykke, dertil maae antage nogen;...³⁴.

I de amter, hvor der indsattes amtsjordemodre, saledes for Friderichsborg - og Cronborg Amters Syge- og Jordemoder-Huse ved an. af 12. 10. 1770, pahvilede der amtsjordemoderen udover en almindelig tilsynspligt med de praktiserende JM tillige en pligt til at 'undervise dem om alle Ting, som henhore til deres Forretning' ligesom de skal rejse om 2 gange om aret for i praestegardene i praesternes naervasrelse at 'examinere og informere Jordemodrene i ethvert Sogn . ..'. Endvidere bor, hvis amts-JM bliver kaldet til en farlig fodsel, den lokale JM vsere til stede for at undervises.

Ved den nye fodselsstiftelses oprettelse i 1787 blev det muligt at optage elever fra provinserne og de store godsbesidderes distrikter. Det betod en vaesentlig forbedring i okonomisk henseende. Hidtil matte provinsernes JM, om de onskede den bedre kobenhavnske uddannelse, enten betale opholdet selv eller habe pa hjemstadens velvillighed. Pa fodselsstiftelsen kunne optages 10-12 eller flere laerlinge fra provinserne. De fik gratis ophold, men havde til gengaeld pligt til, sa lasnge de opholdt sig i Stiftelsen uden betaling, til hver en tid at gore tjeneste som opvartningskoner. De store godsbesiddere nod det saerlige privilegium, at de mod eller uden betaling efter direktionens naermere bestemmelse matte indsende kvinder fra deres godser til oplaering. Ogsa for dem skulle undervisningen vaere gratis.

Iovrigt gjaldt der den sasrlige udskillelsesregel, at hvis nogle viste sig uegnede til studiet eller gerningen, skulle de udskilles enten straks eller i lobet af 3-4 maneder, efter advarsel og bekendtgorelse for dem, som havde indsendt dem, saledes at der kunne blive plads for andre.

Ordningen med uddannelse hos landlaegen opretholdtes sidelobende,
ogsa efter udstedelsen af Reglement for Giordemodervaesenet af 1810
§26:

'Skulle der ved denne Indretnings Ivaerksaettelse ikke findes et tilstraekkeligt
Antal af slige ordentlig oplaerte Giordemodre, da vil Kongen, paa det at intet
Giordemoder-District skal savne Fodselshielpere, have Over-ovrighederne bemyndigettil

---

34. Om forholdene pa landet se i ovrigt Gordon Norrie, ib. p. 40 f. og Caroe, TfJ (1919) p. 174 f.

myndigettili slige Tilfaelde at give saadanne Fruentimmere Tilladelse til at
practisere som Giordemodre, ...' der pa en eller anden made var uddannet
og provet af land- eller stiftslaegerne.

Ved regl. af 14. 10. 1777 om JM i hele Sverige blev det i § 6 bestemt, at vel matte landlasgerne undervise JM uden for Stockholm, men de skulle bagefter indsendes til undervisning pa Accouchements-Huset og til eksamen for Collegium Medicum.

Norge. Det bor erindres, at Kirkeritualet ma antages at have vaeret g<eldende
i Norge som den grundlaeggende retskilde om jordemodrenes retsforhold
lige fra 1688 indtil Reglementet af 1810.

1714-forordningen omfattede formelt ikke Norge, men det antoges efterhanden i praksis, at tilsvarende uddannelsesregler skulle bringes i anvendelse. I rescript af 16. 3. 1764 til vicestatholderen og stiftsbefalingssamt amtmaendene blev det om JMs undervisning anordnet:

'at de Koner, som i Kjobstaederne og paa Landet udi Norge agte at lade sig bruge som Jordemodre, skal anmelde sig hos vedkommende ovrighed for fra samme at blive forsynet med et Beviis til naermeste Medicum eller Chirurgum, hvilken Medicum eller Chirurgum, efter givne Underviisning, og naar han eragte saadan en Kone beqvem til at vaere Jordemoder, skal derom meddele hende sin skriftlige Attest til Stedets ovrighed, som derefter haver at beskikke hende til Jordemoder.'

At der allerede inden 1764 fandt en vis undervisning sted af jordemodre
ses f. eks. af, at Physicus Erichsen i Bergen i 1749 anmodede om at fa
dode uaegte fostre og born til undervisning af JM 35.

I en erklaering af 10. 6. 1773 fra Collegium Medicum til Danske
Kancelli om jordemodervsesenet i Bergen by og stift indstillede man,

'at forbenaevnte forordninger, som hidindtil allene for Danmark maatte (gaelde) tillige herefter ved en kongelig Anordning eller Placat extenderes til Norge paa det, at den ogsaa der kan blive en almindelig Regel og Rettesnor' - hvilket onske opfyldtes, ikke for Norge som helhed, men for Bergen by og stift ved reskriptaf 4. 8. 1773 36.

I et Promemoria fra CM til kancelliet af 28. 1. 1788 om en ugift kvinde,
der havde praktiseret uden beskikkelse, udtalte kollegiet:

'.. . at det af Stift Amtmandens erklaering erf ares, at hun ansees for strafskyldig til Tugthuset, hvilcket rettelig maa vaere efter Jordemoderforordningen af 30. November 1714 art. 3, endskiont uden de vide, hvorvidt den loven er geldende i Norge, da den egentlig kuns er givet for Danmark ... .37..³⁷.

Stiftamtmanden har saledes ved sin erklaering forsogt at tillempe dansk ret

---

35. Norske Tegnelser (1749) fol. 81 Nr. 107.

36. CM, CP fol. 103.

37. Ib, fol. 625.

pa norske forhold ved en slags reception, hvilket CM synes at stille sig noget
forbeholdent overfor.

Hvorledes tor efterlevelsen af disse regler afsluttende karakteriseres? Problemet er allerede berort pa side 344, hvor det naevnes, at Kobenhavns politimester, lidt kategorisk, tvivlede pa, om der fandtes 3 jordemodre i hele landet, der var eksaminerede. Det kan ikke oplyses, hvor ofte der eksamineredes, og hvor mange der eksamineredes pr. gang i de forste 20-30 ar efter 1714. Fra 1736 og 1739 skulle der findes hhv. 1 JM angivet som eksamineret i 1715 og 11 fra arene 1720-30. Stadfeldt, fra hvem jeg har oplysningen, mener, at tallene maske ma saettes hojere, fordi nogle JM kumne have slaet sig ned uden for Kobenhavn, ligesom en del materiale formodes at vaere brsendt ved den store brand i 1728 38.

1714-forordningens art. 3 udtaler om antallet af JM i Kobenhavn at der skal vsere 30 eller 'saa mange som allerede ere examinerede', hvoraf eventuelt tor udledes, at den nye JMC ved eksaminen i 1713 godkendte indtil 30 som duelige.

At der eksamineredes efter 1740'erne fremgar manifest af Jordemoderprotokollen,
ligelsdes hvor mange der eksamineredes pr. gang:

---

38. A. Stadfeldt, p. 14.

Aret 1743 falder uden for normen, idet antallet af JM i Kobenhavn netop da blev ha?_vet fra 30 til 60. Hvad arsagen kan vaere til det lave antal i 1763-65 tor jeg ikke sige, maske star det i forbindelse med overforelsen af den nyoprettede jordemoderskole pa det kgl. Accouchements- Hus til Universitetet. Efter 1780 kommer det arlige antal af eksaminerede jordemodre ikke under et tocifret tal.

Alder og civilstand

Hverken kirkelig eller verdslig lovgivning tog konkret stilling til sporgsmalet
om JMs alder og civilstand. I 1664 skrev Thomas Bartholin:

Eo robore corporis & aetatis sit, quod laboris sufficat, effoeta & vidua, monitu
Platonis in Theaster. (Hun skal vasre sa stasrk og sa gammel, at hun kan udholde
anstrengelser, hun skal have fodt selv og vasre enke)39.

Han henviste iovrigt til Platons Theaitetos, hvor Sokrates fortasller, at
han er son af en meget agtet og respektindgydende JM, Fainaret, og hvor
han opstiller visse regler for JM 40.

Bartholin ville omplante den sokratiske opfattelse af JM til dansk jord; tilfojelsen om, at de heist skulle vasre enker, viduas, synes dog at sta for hans egen regning. Maske opstillede han her det saedvanlige som norm.

Efter den hollandske forordning for Dordrecht af 1720 skulle JM vasre
fyldt 25 ar og have fodt born 41.

I Sverige gjaldt efter von Hoorn:

'Bor hon wara lagom aldrig och icke for gammal: Ty man skulle kunna wijs manga Barn som aro umkomne / der igenom at Kraffterna / for Alderdon skull / felade Jordegumman / ehuruwal hon war nog forfaren uti sin Kons 5 40

Sporgsmalet om alder korn til droftelse i en promemoria fra Collegium Medicum til kancelliet om en ugift pige fra Norge, Marthe Johannesdatter, der havde betjent barselkoner i tillid til landphysici überettigede autorisation. Pa sporgsmalet om, hvorvidt det stred imod decorum i JMgerningen, at en kvinde var ugift, udtalte kollegiet:

'tvertimod synes en sadt alder med sundhed og godt forhold at vaere tienligere
til denne laerdom og forretning, end naar aldrende koner af Verdens Modgang,uhaeldig

---

39. Thomasßartholin:De Insolitis Partus Humani viis, p. 167.

40. Platons Skrijter, VI, p. 102 f. (Stephanus 148 C-149 B).

41. S. I. v on Wo 1 zo g e n-K ii hr, p. 199.

42. JohanvonHoorn, p. 12.

gang,uhaeldigpaa sind og legeme forsvaeckede laegger sig derefter

Efter 1810-reglementet om JMvaesenet uden for Kobenhavn § 30 matte
det fruentimmer, som bragtes i forslag til oplaering, ikke vsere under 20
ar og ikke over 30 ar. Det tilfojedes, at

'under lige Beqvemhed til at bringes i Forslag (skal) den nyde Fortrin, som er gift og selv har fodt B0rn; ligesom og den, der kan skrive, bor foretraekkes andre, der ikke forene denne Faerdighed med de ovrige udfordrende Egenskaber.'

Sporgsmalet om alder og civilstand synes ofte pa maerkelig vis droftet i forbindelse med hinanden, som om der var en nodvendig indre sammenhasng, dog ses sporgsmalet om civilstand behandlet separat: En ugift kvinde, Bendte Christiansdatter, formentlig datter af den kendte JM Inger afg. Chr. Petersens, ved det frie jordemoderhus, bestod eksamen i januar 1754. Hun fik tilladelse til at blive adjungeret sin moder ved Findehuset, ligesom hun fik lofte om at blive optaget blandt JMs antal ved vacance. Endvidere betalte hun det kraevede belob til kassen⁴⁴. Norrie mente, at kommissionen gav tilladelsen, fordi hun var forlovet med en dygtig kirurg Johan Georg Nessler og skulle rejse med ham til Altona. Ingerslev oplyste, at brylluppet fandt sted i Altona 13. 11. 1756 45.

Storre klarhed over retsopfattelsen hos JMC bragte sagen om JM
Madame Bittermans datter. Moderen ansogte i 1774 JMC om tilladelse
for datteren til at laere JM-kunsten, hvorpa JMC svarede:

'at hun gierne maatte gaae paa laere, men kunne icke beskikkes til JordeModer
Embede uden hun forst kom i eller fik kongel. Dispensation 40.

Datteren tog eksamen i 1776 og ansogte i 1782 Collegium Medicum om nummer som JM, i hvilken forbindelse hun oplyste, at hun havde vaeret trolovet med en styrmand og levet med ham som aegtefolk, men at han var dod pa en rejse. Kollegiet godtog trolovelsen som tilstraekkelig begrundelse til udstedelse af en kgl. bevilling under hensyntagen til hendes gode eksamen, idet man anforte, at

---

43. CM, CP, fol. 625 (28. 1. 1788).

44. JMC Prot. fol. 69, smh. GordonNorrie: TfJ (1895) p. 104 og DanmarL Jordem.odre, p. 55.

45. E. I ng e r s 1 ev: Matthias Saxtorph p. 9.

46. JMC Prot. fol. 124 (30. 9. 1774).

Beskikkelse

Allerede i 1500-arene synes man i Frankrig, eller i hvert fald i Paris, at
have beskikket eksaminerede jordemodre efter aflaeggelse af ed og erlceggelse
af et vist gebyr 54.

I England modtog det kirurgiske kollegium og senere The Doctors'
Commons de erlagte gebyrer, ligesom embedseden blev aflagt overfor
dette. Den kunne bl. a. rumme folgende lofter:

'. . . to be diligent, faithful and ready to help every woman traveling of child,
as well the poor as the rich and I shall not forsake the poor woman and
leave her to go to the rich . . .'53.

Saledes som Bugenhagens Brunsvig-ordning viste, var det i 1500-arenes Tyskland ikke ualmindeligt, at eksaminerede JM skulle prastere gode vidnesbyrd fra kendte borgere og aflaegge ed som betingelse for at matte drive nasring 56. Almindeligt blev det i lobet af de folgende arhundreder at krasve edsafkeggelse. Men eksempler pa. embedsed kendes allerede fra Konstanz i 1379.

I 14-1500 arene skal det vaere blevet almindeligt i embedseden at indflette udsagn om pligt til at hidkalde kolleger, hvis man fandt 'die sachen so swerlich und gefarlich's7. Forbudet mod at forlade byen genfindes i Norden i den svenske 1711-forordnings § 23 om forholdsregler i forbindelse med pestepidemier, som det nasvnes i afsnittet om specif ikke jordemoderfunktioner.

I de protestantiske omrader blev jordemodrene underlagt gejstligt tilsy n⁵⁸, hvilken ordning adopteredes i Danmark (og Sverige). Men det var i det store og hele ogsa alt, hvad der ma antages reciperet i dansk reformationstids ret. Jordemoderfunktionen var en fuglefri mering uden forbindelse med den organiserede nasrings- og forvaltningsredige virkelighed. Man ma pa det faktiske plan sikkert give Engelstoft ret, nar han om Kirkeordinansen af 1539 hasvdede, at den i mods£etning til den brunsvigske helt rent fastholdt det kirkelige synspunkt af JM som Guds ords forkynderinder og praesternes medhjaslpersker. Men formelt set opfattede den hvervet som et verdsligt embede med et vist katalog af embedspligter 59.

---

54. E. Ingerslev: Franzosische Geburtshelfer zur Zeit Louis XIV, p. 26 f.

55. A. C 1 a r k, pp. 265 fog 277.

56. Lu i s e He s s, p. 116 f.

57. Luise Hess, p. 117 f.

58. K. L. C. Roslin: Abhandlung von besonderen weiblichen Rech'.en, II B. p. 32.

59. C. T. En g e 1 st o ft: Kirke-Ordinantsens Hislorie, p. 68.

'deter meget at onske, at skikkede Personer ville lasgge sig efter denne Videnskab
i de Aar, da Sinds og Legems Kraefter kan vaere dem til Fordel'47.

Hun fik bevillingen og foreviste den for JMC den 9. 4. 1783 48.

Sagen imod den ugifte Marthe Johannesdatter fra Norge kan ogsa bruges
til illustration pa dette sted:

'Det lader og til som hendes ledige hensiddelse 40 og ugivt stand som anstodelig mod decorum til denne forretning synes (?) at komme i betragtning: Hvad det sidste angaaer saa ved man ingen positiv lov, som forbyder det. . .'⁵⁰. Herefter folger udtalelsen om, at deter bedre med kvinder i en moden alder end aldrende koner.

Ved fodselsstiftelsen l'Hotel-Dieu i Paris ansattes i 1714 en demoiselle Langlois, datter af den afgaende JM, som hendes efterfolger i ernbedet. Hun modtog den samme gage, som moderen havde faet, 400 livres om aret. Hun blev der i 23 ar 51.

1 Sverige besluttede Collegium Medicum 7. 5. 1795, at en ugift kvinde gerne matte lade sig uddanne som JM og tage eksamen. Men der udtaltes intet om, hvorvidt hun matte praktisere eller skulle vaere ansat pa en institution 52.

Forholdet imellem JMC og CM og deres kompetenceomraders afgrcensning. JMC bestod af livmedicus, hofchirurgus og stadspfysicus samt Facultas Medica, mens CM, der oprettedes i 1740 bestod af 'de virkelige' (formentlig de fungerende) Liv- og Hof-Medicis, professorerne i det medicinske Facultet, Stads-Physicus og endelig prof. extr. Doctor J. Becker (Johan Heinrich Becker (1715-61) 53. Alene sidstnaevnte, der fungerede som sekretaer, adskilte saledes oprindelig de to instansers personsammenfald.

JMC havde kompetence m. h. t. afgorelser om uddannelse og eksamination, mens CM vurderede grundlaget for og indstillede til kancelliet, at der burde udfaerdiges kgl. bevilling. De respektive embedslaeger havde som medlemmer af JMC besluttende myndighed og som medlemmer af CM kun en saerlig indstillings- eller radgivende myndighed.

---

47. CM, CP fol. 460 (17. 8. 1782).

48. JMC Prot. fol. 138.

49. Ugifte personer af begge k<z*n havde ifolge tyendelovene pligt til at tage tjeneste, jfr. pi. 27.10.1751, pi. 3.12.1755 og resl. 7.8.1776, og matte under trussel om straf ikke »hensidde ledige«.

50. Smh. ovf. p. 351 CM, CP fol. 625 (28. 1. 1788)

51. HenrietteCarrier, p. 21.

52. B. Lu n d q v i st, p. 84.

53. Sjaell. Reg. (1740) fol. 505.

Den forste danske regel om beskikkelse af eksaminerede JM fremkom
i Kirkeritualet for Danmark og Norge af 1685 (1688) kap. Ill:

'Til Jordemodere skulle af Magistraten i Kiobstaederne, og af Amptmaendene paa Landet, beskikkes aerlige og Gudfrygtige Qvinder, som forstaar sig paa det Embede, og med deres Sogne-Praestes Attest bevise, at de ere af et got og Christeligt Levnet . . .'

Ligesom Kirkeritualet kan siges at have givet Kirkeordinansens formodede intentioner vedrorende faglig udvaelgelse en realistisk formulering, saledes blev ogsa Ritualet mere i overensstemmelse med de Bugenhagenske tanker om beskikkelse:

'og naar de af dennem ere dertil kiendte dygtige, gives dem Brev paa forseglet Papir under Raadstue-Seigl i Kiobstaederne, og under Amptmandens Seigl paa Landet for en billig Skriver-Penge, at de maa lade sig bruge hos Barsel- Qvinder, naar de begiaeres, og skulle de boe paa beqvemme Staeder, saa vel de Fattige, som de Rige til Hielp, og skal, efter en hver Staeds Leylighed saa mange beskikkes, som vel fornoden giores, paa det den ene ikke skal vasre den anden i Veyen.'

Efter opregningen af 11 punkter indeholdende JMs pligter af blandet etisk og retligt indhold, fulgte JM-eden pa 3 punkter, formentlig den forste i dansk ret, idet hverken 1539- eller 1607-ordinansen indeholdt bestemmelser om edsaflaeggelse. Deter en klar misforstaelse, nar V. Ingerslev troede, at 1607-ordinansen skulle have indfort edsaflaeggelse. Denne ordinans blev givet for Norge og var m. h. t. JM en gentagelse af 1539-ordinansen⁶⁰.

De forste svenske beskikkelsesregler kom i 1688-privilegierne for Collegium Medicum i Stockholm. Det palagdes JM efter provelsen at aflsegge ed, men der sagdes intet om, hvem eden skulle aflaegges for. Formentlig var det overfor magistraten. Dette blev i hvert fald reglen efter JMforordningen af 1711, hvorefter magistraten bade skulle modtage edsaflaeggelsen fra de eksaminerede JM, der modte med attest fra CM, og meddele skriftligt bevis til forevisning pa anfordring, altsa naeringsbevis; efter 1768 skulle eden dog aflaegges for Collegium Medicum 61.

Ligesom uddannelsesreglerne i Kirkeritualet fik beskikkelsesreglernevistnok
heller ingen hoj efterlevelseseffektivitet i de forste 20 ar,

---

60. V. Inge rslev, I. p. 404, smh. Engelstofts Universitets- og Skoleannaler p. 172.

61. Smh. Magistratsforordningen 14.7.1686 § 9, forudsaetningsvis, hvor den taler om disse »Edsworne«. St i e rm a n, IV, p. 1063 og B. Lu n d q v i st, pp. 19 ogso.

idet magistraten i 1701 indrommede, at ingen JM i Kobenhavn var tageti
ed eller havde faet attest62.

Forordningen af 1714 medforte intet nyt vedrorende opnaelse af eller fremgangsmaden ved tildeling af nasringsadkomst, hvorfor Kirkeritualet forst og fremmest i henseende til forholdene pa landet, men ogsa i Kobenhavn og kobstaederne, i disse sidste fald dog som subsidiasr retskilde, ma antages fortsat at have vseret gaeldende. 1714-forordningen siger om beskikkelse i art. 1 kun:

'siden, naar de dygtige erkjendes, skal de svaerge Stedets Magistrat, hvor de
agte at bo, at de trolig vil efterleve den Pligt og Skyldighed, som i folgende
Artikler af dem udkraevesi.'

Til belysning af problemet, om magistratens beskikkelsespraksis havde et mere seriost prasg end omkring arhundredskiftet, har jeg undersogt byens bestallingsfortegnelse. Det fremgar heraf, at der i arene fra 1743-72 beskikket 159 JM 63. Der synes at herske en vis uoverensstemmelse imellem antal eksaminerede JM og antal beskikkede. Flere faktorer kan have skabt forskydninger. Man ma gaud fra, at en del JM rejste tilbage til provinsen efter endt eksamination. Prisen pa autorisationen, der skulle betales for bade eksamens- og naeringsattest, bevirkede, at nogle JM undlod at sorge for beskikkelsesdokumentationen 64. Fra JMhold fremfortes der iovrigt protest imod prisens storrelse. Protesten fik f. s. v. folger, som prisen herefter blev fikseret til et ret lavt belob, ligesom der abnedes mulighed for gratis attest til de fattige JM.

Kirkeritualet, som tradte i kraft i 1688 for Norge, ma opfattes som
den fundamental retskilde vedrorende norske JM. I slutningen af 1700arene
synes en vis retsusikkerhed at brede sig.

Rescriptet af 16. 3. 1764 til vicestatholderen, stiftbefalings- samt amtmaend
i Norge fastslog, at den kone, som havde faet attest fra teegen pi
sine kundskaber, skulle beskikkes af 'Stedets ovrighed'.

Ved rescript af 4. 8. 1773 blev de danske forordninger for jordemodre extenderet til Bergen by og stift, ikke for andre byer eller stifter. I CMs erklaering til kancelliet i sagen mod Marthe Johannesdatter, hvor bade hun og landlaegen havde befundet sig i retsvildfarelse m. h. t. beskikkelsesmyndighed gav man tydeligt udtryk for tvivl om, hvorvidt 1714forordningen var gaeldende for Norge, 'da den egentlig kuns er givet for Danmark'⁶⁵.

---

62. Smh. ovf. p. 344 og Go r d on No r r i e: TfJ (1895) p. 56

63. Bestallinger, p. 128.

64. JMC. Prot. fol. 5 og 23.

65. Smh. ovf. p. 349 og CM, CP, fol. 625. (28. 1. 1788).

Forst ved reglement for Giordemodervaesenets Indretning og Bestyrelse i begge Riger, Kiobenhavn undtagen, af 21.11.1810 blev der igeri givet faellesregler for tvillingrigerne - pa falderebet for Norges vedkommende.

Magislratens beskikkelsespraksis kan ikke vurderes materielt alene ved en henvisning til antal beskikkelser, idet man var bundet af regler om antalsbegrasnsning. Ved Kirkeritualet af 1685 blev vurderingen af tilgangen til faget i overensstemmelse med tidens opfattelse overladt til myndighedernes frie skon:

»Og skal efter en hver Staeds Leylighed, saa mange beskikkes, som vel fornoden
giores, paa det den ene ikke skal vaere den anden i Veyen.«

Men ved 1714-forordningen blev der sat en fast grsense pa 30 for Kobenhavn. Ved rescript af 3. 5. 1743 haevedes grsensen til 60 »paa det Fuskerier og mange deraf flydende farlige sviter kunde forekommes«. Forst i 1795 blev JM-naeringen fri, saledes at enhver efter overstaet eksamen matte udhaenge sit skilt, dog at alle fortsat skulle tages i ed af magistraten.

Ikke alle med eksamen fik dog for 1795 tilladelse til at fimgere i Kobenhavn. Udenbys JM skulle indhente JMCs tilladelse og derpa afvente beskikkelse, ellers var de at anse som fuskere. I 1783 naegtede magistraten en jodisk enke, Anna Uria Cohen, beskikkelse i Kobenhavn. Hun var uddannet i Amsterdam og medbragte attest derfra, som hun vistnok havde forevist for professor Saxtorph 66.

Magistraten udlalte i den anledning:

»Da her i Staden icke er nogen Mangel paa duelige Jordemodre efterdi der foruden de beskickede, der have Skildt udhaengende, altid findes en deel fleere, som i JMC ere examinerede, maae vente efter deres Tour til at erholde Bestalling«.

Man henviste til, at den jodiske nation nu som for kunne benytte sig af de almindelige JM, ligesom man mente, at hun »som en til at opholde sig her überettiget Person« burde forfoje sig ud af landet under trussel om straf. Dette kunne vsere en formelt korrekt og tilstraekkelig begrundelsefor afvisning, hvis hun manglede lejdebrev eller opholdstilladelse. Men magistraten havde pabegyndt realitetsbehandling af sagen og havde i den anledning afassket de aeldstes rad fra den jodiske nation en udtalelse om hende. Radet anbefalede ansogningen under forudsaetning af, at hun kunne dokumentere sine kvalifikationer. Herefter afviste magistraten

---

66. Caroe, p. 212.

hende dels under henvisning til reglerne om fremmede joders adgang og dels til fagets tilgang. Magistratens afgorelse forekommer mig mere politiskend retlig, ligesom den bagvedliggende holdning virker diskriminerendeset pa baggrund af anden bag § 9 i Indfodsretten af 15. I. 1776, som abnede adgang for fremmede til at bo og naere sig i Danmark, men holdningen var sikkert loyal over for den radende socialokonomiske politik.

Næringsretlige vilkår

Skiltning blev forste gang pabudt ved 1714-forordningens art. 3 om, at
eksaminerede JM

'skal have et vist Tegn haengende over deres Bolig, paa det enhver kan vide, at de alene ere edsvorne og approberede. Fordrister nogen sig, som ei med ovenmeldte Tegn er privilegeret at betjene nogen Kvinde, skal den straffes med Bornehuset.:

Slet sa gait gik det ikke de forste gange, nogen forsa sig herimod. En JM blev i 1743 indkaldt, fordi hun 'i lang tid har haft skildt ude, mens ingen attest haver'. Hun svarede, at hun havde vaeret indskrevet og kobt papir til attesten. Enden pa sagen blev, at hun blev eksamineret og tildelt attest 14 dage senere 67.

Dorethea Schyttes havde ogsa haft skilt ude uden attest. Hun fik
besked om at nedtage skiltet, og gjorde hun ikke det, ville det blive nedtaget
af politiet68.

Skiltning var ikke noget enestaende dansk fsenomen. I den svenske
1711-forordning hed det i § 3:

'och som annorstades brukeligit ar, for deras boning et Tecken hafwa, pa. det
man dem bade natter och dagar, wid pakommande nodfall i hast finna kan'69.

Om JM-skilte normalt i Danmark udstyredes med et bestemt motiv
eller dekoreredes efter fantasi og forgodtbefindende, tor jeg ikke sige.
Skilte havde i Sverige ofte »ett malat barn« som motiv 70.

Et skilt gav i 1783 anledning til en konflikt. Om det var skiltet som

---

67. JMC Prot. fol. 6.

68. Ib, fol. 13 (17.5. 1744).

69. Saledes ogsa i Paris, hvor de edsvorne JM fik lov at praktisere og 'poser une enseigne qui instruit de son nom et de sa demeure'. Henriette Carrier, p. 87.

70. B. Lund q vist, p. 45. Dagligliv i Danmark, 1720-1790, p. 231, gengiver et JM-skilt fra 1785. Man ser en nydelig dame klaedt efter tidens mode siddende ved et bord med et svobelsesbarn pa skodet.

sadan eller dets motiv, der ansas for anstodeligt, fremgar ikke lclart. JM Marie Svendsen, som var gift med en skoleholder, fik 11.6. 1783 JM-brev og hsengte straks skilt ud. Men da manden blev skoleholder ved Petri Kirke, fik hun af kirkeforstanderen Grev Thott pabud om at nedtage det. Hun ansogte om enten at blive fri for at bruge skilt, skont det ville skade hendes naering, eller om at matte hasnge det op trods forbudet. Collegium Medicum fandt Thotts opfattelse besynderlig og udtalte, at JM-videnskaben bade er vaerdig og nyttig og uanstodelig. Man anbefalede,at hun udhasngte en sort tavle med folgende tekst i guldbogstaver: 'Her boer Jordemoder Marie Svendsen som betiener Barsel-Koner.' Men grev Thott ville heller ikke godtage dette skilt⁷¹. Historien melder ikke noget om, hvorledes Marie Svendsens forretning gik, men noget kunne tyde pa, at det har vseret vanskeligt for hende at klare sig, idet hun i vinterhalvaret1786-87 vikarierede som JM ved det 'Kgl. frie Jordemoderhus'eller Fodselsstiftelsen 72.

Hvor bestemmelserne om antal og skilt vel isasr har rod i europasisk nasringsret, kan pabudet om, at JM skal 'bo paa bequemelige staeder', bopcelskravet, maske tillige opfattes som udsprunget af et praktisksocialt behov, der havde mere relation til JM-naeringen end til andre naeringer.

Bugenhagen udtrykte det saledes i sin brunsvigske ordning: 'De heue Ammen scholen vordehlet syn in der Stadt dat man se balde yinden kan'. Bopaslskravet rettede sig i dette tilfselde lige sa meget til ovrigheden som til JM selv.

Lon. Lonsporgsmalet skal ikke gores til genstand for en dyberegaende undersogelse, da det f. s. v. falder udenfor dette arbejdes rammer. Eilnkelte aspekter skal dog omtales i forbifarten, isaer pa grund af de socialretlige relationer. Ved lon kan man her forsta savel det enkelte private salaer som den faste lon fra det offentlige. Forstnaevntes ornfang kan man normalt kun gisne om, selv om der kendes direktiver om maksimumtakster. Den offentlige lon derimod fremgar ofte klart af reskripter og ariSEettelsesbreve. Den skulle isasr udgore kompensation for JM's pligt til at betjene de fattige gratis. I det folgende omtales isaer den offentlige aflonning.

Enkelte JM i Kobenhavn havde allerede i 1600-arene drevet det ret vidt. Af »Testament- heller Siellegaffue-Bog for de Fattige wdi K'obenhaffn«ses, at Lisabeth Niels Oelsens i 1653 'som kaldis jordemooder' testamenterede2000 rdl til kirken, skoleborn, de fattige samt syge sengeliggende,mens

---

71. CM, CP, fol. 495, og K. C a roe, p. 211.

72. Edsformularer, fol. 27.

liggende,mensde husarmes part skulle udgore 500 rdl. Efter samme bog skulle JM Karen Pedersdaater i 1659 have givet 160 daler til de fattige73. Den tyskfodte,, kgl. hofjordemoder ved det svenske hof, CatharinaWent, som bistod ved Carl XIIs fodsel i 1682, fik en tilsikret arslon pa 800 silfvermynt + ret til at drive fri nasring som JM eller som det hed »bademutter«. lovrigt synes JM i almindelighed henimod slutningen af 1700-arene ikke at have vaeret sserlig vellonnede i Sverige74.

Visse byer i Tyskland havde allerede fra 1500-arene⁷⁵ 'Ratsammen' eller 'Stadtammen', som modtog en bestemt lon til gengaeld for pligten til at betjene de fattige. Nogle JM blev fritagne for skatter og afgifter m. v. overfor byerne, formentlig som en slags godtgorelse for deres sociale ernbedspligter76. 1 Holland synes man forst at tale om 'Stadsvroedrouwen' henimod 1700-arene. I 1731 var der 4 i Haag, som skulle betjene de fattige og uformuende 77.

I England synes det at have vaeret skik, at man udover salaeret, som
betaltes af de nye foneldre, forventede, at slasgt og venner bragte JM
rigelige gaver ved barnedaben 78.

I Hertugdommerne gjaldt saerlige regler dels om frihed for skatter og byrder dels om honoreringen, som skete ved indsamlinger ved bryllupper og barnedab. Hos de fornemme skulle dog erlasgges et fast belob uden indsamling 79.

Peder Palladius opfordrede kvinderne til at lonne JM godt, men han
var allerede klar over, at det havde lange udsigter med at bringe ovrigheden
til forstaelse:

'Och naar som i haffuer saa en god iordemoder i danneqvinder, da Ionner hendc vel for hendes umag, hun er da sin Ion verd, och vaar at ondske aff borgmester oc raad i kiobsteder, at saadanne iordemoder rnotte vere fry allevegne for almindelig skat og tonge, deter di som hielpe oss till denne verden, och end haffue de dieris lou allevegne udj skriften.⁸⁰

Kirkeritualet havde folgende direktiv:

'For saadan deres Umage skal dennem gives hvad billigt er; men de Fattige
skulle de hielpe for Guds Skyld.'

---

73. KD 11, pp. 792 og 793.

74. B. L u n d qv i st, pp. 28 fog 89.

75. Smh. Bugenhagens ordning ovf. p. 341 og L u i s e He s s, p. 116 f.

76. Schmelzeisen, p. 21, note 74.

77. S. I. v on Wo 1 zo g e ri-K u hr, p. 200 f,

78. A. Clark, p. 279.

79. Go r d on No r r i e, TfJ (1896) p. 63 f.

80. P. Palladius, V, p. 112.

For at hindre den udbredte forseelse, barnefodsel i dolgsmalBl, og for at hjaelpe de fattige eller ugifte barselkvinder indrettedes med hjemmel i rescript af 13. 3. 1750 et sakaldt frit jordemoderhus af JM Inger Pedersdatter, Chr. Petersens enke. Hensigten var, at kvinder skulle befries for savel straf som skam 82. Hun indrettede det for egne midler i lokaler lejet af fattigvaesenet i Gothersgade. De barselkvinder, som ikke kunne underholde sig selv, skulle have deres forplejning fra konventhuskassen, sa laenge de la i barselseng, ligesom opholdet iovrigt skulle vaere gratis. Inger Pedersdatter skulle som 'bestandig Betient' for sin ulejlighed have 50 rdl. arlig samt frit hus, braendsel, sengeklaeder og tillige en dusor for hver person, hun betjente, som kunne vaere 2 rdl for hvert barn og forventedes at blive ca. 100 rdl om aret. I de 9 ar det frie jordemoderhus bestod, skulle der vaere fodt 2.958 born. (D. v. s. gennemsnitlig 328 born om aret til en indtaegt af 2 rdl hver = 656 rdl om aret! 83

Det kunne vaere vanskeligt at skaffe uddannede JM i provinserne og
pa landet, derfor blev det efterhanden almindeligt at sikre JM her en
mindstelon dog imod forpligtelse til at betjene de fattige gratis.

I 1728 optradte der i Rudkobings regnskaber en post pa 5 rdl til
byens JM til hjaelp til husleje 84.

Som svar pa en skrivelse fra stiftamtmanden i Holbask om at fa tilsendt
4 dygtige JM med fri bolig, braendsel og lon, udtalte JMC bl. a.:

'. . . saa ses letteligen at der maa vaere stor forskield iblandt dem, og at de bedste ikke uden saer fordeelagtige conditioner drager herfra paa Landet, folgelig vil det blive meget vanskeligt at skaffe 4 saa gode Jordemodre som vi onskede til et Amt, da Lonnen og de bvrige Conditioner ey vel kunne blive antagelig uden for de fattige og mindre vittige . . .'

Man foreslar derfor, at de nojes med at fa 1 god, som efterhanden kunne undervise nogle fornuftige bonderkoner til at assistere, men anforer, at en 'saadan god og vittig JordModer vil i det mindste foruden andre favorables Conditioner paastaa et hundrede Rigd. aarlig Lon . . .85.⁸⁵

JM i Ribe skulle efter rescript af 2. 9. 1757 have en fast lon pa 40
rdl arlig fra byens og de fattiges kasse, samt fra et par herreder. Derudoverskulle

---

81. C. D. He d e ga a rd, p. 28: (. . . Kan det ikke naegtes, at jo dette Crimen . .. idelig gaar i svang, ja deter observeret og med Justitz Protocollerne kan bevises, at intet Crimen saa ofte begaaes som just dette.); Tage Holmboe, p. 120 f.

82. H. St a m pc: Erklceringer, Breve og Forestillinger, VI, p. 249-50.

83. Poul Thestrup: The Standard of Living in Copenhagen 1730-1800, p. 132, hvorefter for 1750-59 ved det frie JM-hus fodselstallene fordeltes mere uregelmaessigt, Cfr. No r r i e, TfJ (1895) p. 143.

84. C hr. K i i 1 s g a a r d: Rudkobing, 11, p. 54.

85. JMC Prot. fol. 85 (20. 12. 1755).

overskullehim have bodeindtaegten hver gang, barselkoner betjente
sig af en fusker samt en pris af 4 til 6 Mk for at betjene borgerkoner.

Amtsjordemodrene i Frederichsborg og Cronborg Arnters jordemoderhuse
skulle have 50 rdl om aret, frit hus samt vinterfoder, sommergrassning
og braendselB6.

Jordemodrene pa de vestindiske oer var offentlig ansatte og fik foruden stotte til transporten frem og tilbage en fast lon pa 500 rdl vestindisk courant om aret, med pligt til at betjene de fattige gratis, hvilket formentlig omfattende slavekvinder 87.

Pa Island gjaldt efter rescript af 20. 6. 1766, at kongen ville skaenke
100 rdl om aret til aflonning af de nodvendige JM. Belobet skulle fordeles
af amtmanden efter aftale med landphysicus.

Ogsa i Norge kom man i slutningen af 1700-arene ind pa at betale JM et vist belob arligt, i Stavanger 50 rdl (1784) i Skeen (1787) 50 rdl⁸⁸, men i Romsdal amt loste man problemet ved en saeregen dusorordning, hvorefter amtmanden fik bemyndigelse til at disponere over 100 rdl om aret efter en takst, som ikke matte overstige 5 rdl og ikke komme under 3 rdl. Lonnen medforte pligt til at undervise laerlinge, og den matte ikke komme til udbetaling, for lasgen havde attesteret JMs arbejdsopgivelser.

Det horer med i billedet af JMs lonforhold, at der i 1753 oprettedes JM-kasse, som forvaltedes af JMC. En gennemgang af JMCprotokol har vist, at der blev god brug for kassen, bade til understottelser, begravelsesudgifter og lan for fattige JM 89. Alle eksaminerede skulle laegge 4 MK i bossen til Kommissionens udgifter, altsa en slags gebyr for optagelse i jordmoderstanden 90.

Specif ikke jordemoderjunktioner

Karantcene- eller epidemiforanstaltninger. Nar pest eller anden smitsom
sygdom greb om sig i en by, opstod problemet om hjaelp til barselkoner i
smittede huse.

I den svenske 1711 -forordning, som fremkom i det store pestar, havde man indflettet en saerlig regel om disse barselkvinders betjening. Efter § 23 pahvilede det de yngste jordemodre, sa mange som matte findes nodvendigeefter magistratens naermere forordning at bista og betjene dem

---

86. An. 12. 10. 1770 § 6, cfr. 1810-reglementet §§ 13-22

87. Vestind. Sag. K. o,g I. 1766, nr. 22 (miss. 9.12.1768) CM, CP, fol. 136 10.4. 1774.

88. Kane. prom. 31. 1. 1784 og rescript 8. 6. 1787.

89. JMC Prot. fol. 22. 88, 130, 131, 132.

90. G. Norrie, ib. (1895) p. 94.

i besmittede huse. Disse JM matte ikke forlade byen, og de matte ikke
besoge kvinder i ikke-ramte huse. Der skulle vaere angivet et saerligt
tegn, let at finde, hvor de saerlige tilforordnede JM skulle bo.

Kobenhavn haergedes ogsa af pest i 1711, 3 ar for 1714-forordningen. Under epidemien klarede man sig med visse katastrofeforholdsregler, hvorefter der skulle veere 'visze jordemodre til at betjene de frugtsomme-lige i mistasnkte huze'⁹¹. Den danske regel var langt mindre udforlig end den svenske, og den blev ikke optaget i 1714-forordningen.

Noddab. Daben var for den gamle som for den nye kirke et sakramente, der alene matte consecreres af indviede praster. Men allerede middelalderlig kirkeretlig opfattelse accepterede en vigtig undtagelse i tilfaelde, hvor nyfodte born befandt sig i livsfare. Efter Gratians Dekret matte endog en kvinde foretage denne kirkelige handling, 'si instante necessitate femina puerum in nomine Trinitatis baptizauerit⁹².

Denne opfattelse afspejledes i SKL 3:

'Hvis et barn bliver fodt, da skal det have gudfader og gudmoder i kirken og faa sin kristendom af praesten. Men bliver det saa sygt, at det ikke kan komme til kirken, men dog faar sin kristendom af en mand eller af en kvinde, da har det ret til arv; men faar det ikke kristendom, da har det ikke ret til arv, for hojmand kan ikke arve.'

JL, I, 2 omhandlede tillige det vigtige problem om den rette dabsformel:

For saledes skal den sige, der dober barnet:

Jeg dober dig i Faderens, Sonnens og den Helligands navn. Men kvinder ma
aldrig dobe et barn, hvis der er en mand til stede. Heller ikke ma barnet dobes
i andet end vand 93.

Saledes skete der en vis transformation af den internationale kanoniske noddab til dansk kirkeret. Pa dette sted kan ogsa henvises til Magnus Lagaboters gamle Kristenret om dab foretaget af fader eller moder pa vej til Kirke, jfr. Cap. IV 94.

Pa florentinerkonciliet uddybedes noddabsreglen i Bulla unionis Artrtenorum
af 22. 11. 1439:

Minister huius sacramenti est sacerdos, cui ex officio competit baptizare; in
casu autem necessitatis non solum sacerdos vel diaconus, sed etiam laicus vel

---

91. KD VIII, p. 172.

92. F r i e d be r g, C. 30. que. 3. c. 4.

93. rektor og professorer anmodedes ved Kongebrev af 12. 5. 1666 om at give betaenkning om en dab, der af JM var forrettet med 01 under foregivende af, at barnet var sa svagt, at det ikke kunne vente, til der skaffedes vand, H. M a t z e n, I, p. 365.

94. P au s: Samling af Gamle Norske Love, 11, p. 273.

mulier, immo paganus et hereticus baptizare potest dummodo formam servet ecclesie et facere intendat quod facit ecclesia (deter praesten, som uddeler dette sakramente, da det tilkommer ham efter embedet at dobe; men i nodsfaldkan ikke alene en praest eller diakon, men ogsa en lasgmand eller kvinde, ja endog en hedning eller kaetter, dobe, nar blot han folger den kirkelige form og har til hensigt at gore, som kirken gor.)⁹⁵

Noddabsreglen vandrede med over i den reforrnatoriske kirke:

'Der som barnet croc y liffs fare effter deter fod, da skal Jordemod:ren
med de andre Gudfryctige dannequinder, som hoers ere, strax befalet Gud

. . . Oc dermed skal det strax dobes med disse ord: Jeg dober deg y naffn
Faders, Sons oc Helligaandz. Amen.'98

I modscetning til ds katolske regler taltes der i 1539 udtrykkeligt om jordemodre til forskel fra blot tilstedevserende kvinder, af hvilke, der i 1500-arene var adskillige ved bade fornemme og mindre fornemme kvinders barselfaerd.

Bestemmelsen gentoges og prseciseredes i DL 2-8-8.

'Er Barnet i Livs Fare, efterat det fuldkommeligen fodt er, da maa Jordemoderen
det dobe med Vand, og ikke andet, om Praesten ikke er ved Haanden,
eller nogen skikkelig Mands Person, som er kommen til Skieldsalder.'

Efter Kirkeritualet af 1685 matte noddab foretages ikke bare af JM,
men ogsa af 'en anden Gudfryctig aerlig Qvinde'. 97

Ligesom JM skulle kende det rette dabsritual, var det af vital betydning for den nye kirke, at JM havde den rette tro. Praesterne skulle tit og ofte overhore JM, om de var gudfrygtige, om de var kristne, kunne de ti bud, troen og fadervor, om de gik til alters, og om de forstod at troste en barselkvinde med Guds ord, som var det vigtigste, thi skrev Palladius i sin Visitatsbog:

'huor en gammel scharns papistisk muncheqvinde er iordemoder, der er gierne
diefflen inden dorre med hende, och vil iche gierne gaa vel thill, der bor at
vere en gudfryctige qvinde.'98

---

95. Conciliorum oecumenicorum Decreta, p. 519 (sessio VIII). Smh. ogsa Bulla unionis coptorum fra 1442 pa den 11. session, hvor denne regel gentoges, p. 552-53. Se iovrigt Codex iuris canonici (1918) can. 742 § 2, hvorefter en mand skal foretra;kkes for en kvinde, medmindre kvinden er vaerdigere end manden eller kender dabsformen bedre.

96. Kirkeordinansen 1539, F r. R 0 r d a m: Danske Kirkelove I, p. 87.

97. Om droftelse af formuleringen: Aktstykker.

98. Pall ad ius, V, p. 109.

Andre fristelser lurede i reformationstiden end det papistiske spogelse.
Nogle af de kloge fodselshjaelpersker stod naeppe helt fremmede overfor
brugen af trolddomsmidler:

'Det schal vere langt fra, at en iordemoder skal fare met Ioff, seynelse,
manelse, heller traaldom . . .'

Saledes advarede Palladius og truede dem med et hundrede laes ved, sa de kunne fa en sviende hale, om de gjorde sa. Men de gamle havde troet, at det var trolddomsvcerk, nar barselkonen la denned store smerter, at det var onde magter, som drev deres spil. Der matte en staerkere trolddom til for at bekaempe disse magter. Efter de hedenske fodselsguder kom Maria og andre hellige kvinder⁹⁰. Den katolske kirke laerte ogsa sine far at soge hjas'p ved relikvier. Den navnkundige abbed Vilhelm (^Ebeltoft) efterlod en tand. Den pastodes, dyppet i vand, at vaere virksom for barselkoner. Det samme gjaldt Margrethe-saerken fra Lund, som Christian ICO anmodede Lundekapitlet om at fa til lans ved dronning Dorothea's nedkomst i 1468 101.

Det ville ikke vaere übegribeligt, hvis overtroiske koner, som af praesterne blev undervist i at bruge bon og andre andelige midler ved vanskelige fodsler, kunne fristes til at soge mindre legitime andelige midler end dem, de havde lasrt hos praesten, hvis en fodsel viste sig ekstra tung.

Deter naeppe muligt at vurdere de kirkeretlige direktivers efterlevelseseffektivitet. Den foregaende undersogelse har vist, at de dennesidige regler ikke blev efterlevet, og at det skete ganske risikofrit. Sporgsmalet var et ganske andet sub specie aeterni:

Den JM synder, £om ikke dober born med ret form og made, praesterne synder,
som ikke underviser JM om noddab og deres ganske embede, og ovrigheden
synder, som ikke beskikker forstandige JM i byer og staeder.102

Om prasster og JM fortsatte med at synde imod de kristelige trosartikleri
1600- og 1700arene, tor jeg ikke sige, men magistraten i Kobenhavnsynes

---

99. I. Reich bo rn-Kjenneru d: Var gamle Trolldomsmedisin, II (1933) p. 62 f.

100. Missiver fra Kongerne Christiern I's og Hans' Tid, I, p. 36.

101. V. In g e r s 1 e v, I, p. 26, kaldte saerken St. Birgittesaerk; Edv. Gotfredsen, Kulturhistorisk leksikon, talte om Jomfru-Maria-saerken; Niels Lund: Scerken i Lund. p. 57 paviser overbevisende fodselssaerkens historiske tradition, og at det pa dette tidspunkt matte vaere Margrethe-saerken, der var den korrekte betegnelse.

102. F r. Rordam: En Bispevisitats i det 16. Aarhundrede, K. Hist. Saml. 3. Rk. V. Bd., d. 91.

havnsynesi hvert i'ald plettet af denne synd helt ind i begyndelsen af
1700-arene103.

Processuel junktion. SKL 1 (AS 1) omtaler den situation, at en enke straks efter mandens dod siger, at hun er med barn. Hvis him efter at have siddet i boet i tyve uger alligevel ikke er med barn 'og der er gode kvinders vidnesbyrd derom', da skal der skiftes. Efter ESL I, 2 skal man 'tilkalde gode kvinder, og de skal se, om hun er med barn eller ej' og efter JL, I, 3 skal 'gode kvinder undersoge og afgore, hvorledes det forholder sig'.

De kvinder, som skal aflaegge vidnesbyrd, karakteriseres som 'gode'. God kan forstas etisk som modsat ond. God havde i senmiddelalderen og reformationstiden faet en betydningsforskydning i retning af overklassen — som vel var sprogligt toneangivencle. I hvert fald finder man ofte god brugt som adelig, fremstaende, palidelig eller anset person. 104 God ses ogsa brugt i betydningen forstandig eller dygtig. I den plattyske oversaettelse af JL fra 1593 hed det: 'darna Scholen ehrlike, frame Frouwen erfaren vnde proven, effte se schwanger sy edder nicht', hvor frame naermest svarer til dygtig.¹⁰⁵

Ingen af landskabslovene kendte til fodselshjaelpersker af profession. Jyske Lovs sene glossator, Biskop Knud Mikkelsen, bibragte ved sin glossering af JL, I, 3, en international tolkning, som ogsa havde plads for egentlige jordemodre 106.

Hvis en kone siger, at hun er med barn, efter at hendes husbond er d(/>d, da skal hun hensidde uden skifte i boet i tyve uger, siger JL, I, 3, eller i latinsk oversaettelse: Si mulier dixerit se inpregnatam post mortem uiri, debet residere in bonis mariti inconcussis uiginti septimanis.

Knud Mikkelsen bemserkede til si mulier, at denne regel var i overensstemmelse med D 25, 4, 1 § 1. De inspiciendo ventre custodiendoque partu. Uanset om dette digeststed har ligget bag udformningen af JL I, 3 og de andre tilsvarende regler i landskabslovene eller ej, sa kan man konstatere, at det har hort hjemme i en internationalt skolet biskops citeringsapparat, som vel kan begrunde et kort referat af D 25, 4, sa meget mere som en langt yngre tid fortfarende mente, at dansk JM-lovgivning stod i gaeld til D 25, 4. 107

I indledningen omtales det tilfaelde, hvor en kvinde, som lod sig skille fra sin mand, pastod, at hun ikke var gravid, mens han pastod, at hun var gravid. Hun matte affinde sig med, at hendes tidligere mand forlangte hende besigtiget.Til dette formal skulle hun anbringes i et hus hos en aerbar kone, hvorpa 3 jordemodre (obstetrices), som var bekendt for deres kunst, skulle

---

103. Smh. ovf. p. 344.

104. O. Kalkar, Ordbog til det celdre danske sprog; Holmbach och E.Wess e n: Magnus Erikssons stadslag i nusvensk tolkning, p. 250, note 38.

105. P. G. Thorsen: Danmarks gamle Provindslove, IV; Schill e r-L iibben: Mittel-Niederdeutsches Worterbuch.

106. DGL, Bd. IV, p. 12-14.

107. Thomas Bar tholin, p. 157 og C. D. He d e g a a r d, p. 17.

besigtige hende efter praetors udnaevnelse og udtale, om hun var gravid eller ej.
(D 25, 4, 1).

I 1 § 10 hed det ngermere, at hvis en hustru efter asgtemandens dod pastod, at hun var gravid, da skulle hun foranledige, at den eller de, som det vedkom, om de onskede, sendte hende kvinder til besigtigelse af hendes liv m. fl. bestemmelser om bevogtning af hende og den eventuelle livsfrugt. Dernaest fulgte detaillerede regler om antal frie kvinder, som matte sendes og vaere til stede, samt om hvem der matte bevogte fodestuen. Der taltes flere gange om 5 frie kvinder, foruden to jordemodre.

Bade i indledningen og i 1 § 10 taltes om egentlige JM contra frie kvinder. Nar Mikkelsen i sin glosse henviste til de uentre inspiciendo ff. 1.1 § 1 som eksempel pa nudum uisum eller kropsinspektion, er det dog et sporgsmal, om der ikke i stedet for 1 § 1 skulle have staet enten kun 1 d. v. s. om de tre JMs besigtigelse eller 1 § 10 om de 5 frie kvinders inspektion. 1 § 1 handler slet ikke om inspektion.

Derefter skal gode kvinder undersfige og afgfire, hvorledes det forholder sig,
siger JL I, 3 videre - Postea, iudicio honestarum matronarum examinari debet,
utrum inpregnata sit an non . . .

Til udtrykket examinari havde Mikkelsen folgende at sige:

Aduertendum est, quod sepe fallitur oculus et manus obstetricem (man bor bemaerke, at jordemoderens oje og hand ofte tager fejl). Herefter folger en henvisning til Gratians dekret om undersogelser af kvinders überorthed: 'et manus obstetricum et oculus saepe fallatur'. 108 og Liber Extra, hvor der tales om tilkaldte 'matronas parochiae providas et honestas (fremsynede og haederlige koner fra sognet, som skulle undersoge en kvinde i forbindelse rned sporgsmalet om frigiditet m. v.)¹⁰⁹

I den fra begyndelsen af 1500-arene stammende danske oversaettelse af
glossen hed det:

'at gode danneqvinder skulle grandske og forfaare huad heller hun er met barnn eller icke, saa hender det sig dog, at fostermoderens oye oc haand udi saadanne sager tidt oc offte slaar feil, saa at mand ved icke til visse, huad heller hun er met barnn eller icke . ..'¹¹⁰

Deter ikke ganske klart, om Mikkelsen antager JM som en af de »gode kvinder«, eller om disse ligesom efter digesterne formentes at have en sa;rskilt funktion i forhold til JM. For mig at se, synes »fostermoderen« at optraede som en af de »gode kvinder«.

Ligesom Mikkelsen understregede, at JM kunne tage fejl, saledes ytrede
han ogsa skepsis m. h. t. deres gode ry, som de i ond tro selv kunne finde
pa at lave, sandsynligvis mod betaling fra den hojstbydende af parterne.

Ad iudicio honestarum matronarum hed det i glossen:

'Non ideo statim debet credi, quia huiusmodi eulogia sepe ex mala fide fiunt.
. . . Nota eulogium, gii, id est bona fama; set aliquando non procedit ex bona

---

108. Friedberg, C. 27 que. 1. c. 4.

109. Friedberg, X-15. c. 6.

110. DGL, Tilkeg til Bd. IV, p. 4. Efter O. Kalkar: kunne fostermoder bruges for JM.

radice. Uersus: A ui fautorum dependet lex populorum! (derfor bor man ikke straks tro, at de ofte laver en eulogium af den slags i ond tro. Eulogium er et godt ry; men undertiden udgar et sadant ry ikke af en god rod. Verset: Folkenes lov afhaenger af velynderes magt). Der kunne sikkert sta vaesentlige okonomiske interesser pa hojkant for de implicerede parter — enken og de andre arvinger. Til belysning af arvesynspunktets vaegt kan henvises til en rettertingsdom fra 1591, hvor en adelig enke sagsogtes af hendes mands arvinger, fordi hun ikke havde villet tillade deres fruer at se liget af hendes kort efter mandens dod fodte og straks efter afdode barn, ligesom hun imod deres forbud havde ladet barnet begrave og graven tilmure. Hun tilpligtedes derfor ved dom i 1592 med 12 riddermaends ed at bevise, at hun i barnets sted kunne arve det af hendes mand efterladte jordegods. m

Inspektionsproceduren i JL I, 3 omtaler kun eet hold 'gode kvinder', mens Mikkelsen uden direkte henvisning dertil, naermest synes at have taenkt pa en ordning som den i digesterne 25, 4, 1 § 10 naevnte, der muliggjorde flere hold undersogende 'frie kvinder', som en fortsaettelse af bemaerkningerne ovenfor om ordet examinari:

'Ideo si examinari dixerint earn non impregnatam, et alie mulieres non suspecte deposuerint, quod post aliquod tempus post examen peperit, et quod partui interfuerint, earum dictis est standum, quia probatio ad oculum aliam uincit . . .'.

Her vil jeg bruge tidens egen oversaettelse:

'derefore dersom de dannequinder, som der till betroed er, at forfaare sagenn, siger, at hun er icke met barnn, oc andre wuildige dannequinde siger at hun nogen tidt :/: effter at de forste hadde grandsket om sagenn :/: fode barnn til verdenn, oc at de vaare neruerendis, der barnet bleff fodt, saadanne deris ord oc vidne skal bliffue ved sin fulle mact, fordisaa, det som mand seer for oyenn, der haffuer mand icke (at) tuile paa.'¹¹²

Ds 'gode kvinder' synes processuelt at vaere blevet opfattet som erfaringsvidner,
der aflagde vidnesbyrd pa grundlag af en syns- og skonsforretning.
Matzen kaldte deres vidnesbyrd et materielt bevis 113.

Om Knud Mikkelsen havde udarbejdet sin glosse med henblik pa en europaeisk laeserskare alene, eller om han ogsa havde haft danske lsesere i tankerne, kan man ikke have noget begrundet mening om. Det for mig at se interessante er, at han i reglen om de 'gode' kvinders vidnesbyrd ved krydshenvisning til justiniansk og kanonisk ret fik indflettet begrebet jordemoder i funktionen som sasrlig sagkyndig. Den professionelle fodselshjaelperske var netop i slutningen af 1400-arene begyndt at vinde indpas i Europas bysamfund.

---

111. Kolderu p-R osenvin ge: Udvalg af gamle danske Domme afsagte pa Koneens Rertertine os Landstine. TV Nr. 64 oe 78. nn. 275 oe 31fi.

112. DGL, Till, til IV, p. 4.

113. H. Matzen: Om Bevisreglerne i den celdre danske Proces, pp. 81 og 86.

I hvilket omfang samtiden og eftertiden laeste hans glosse og lod sig belaere er uvist, pa den anden side var overssettelsen nasppe helt uden virkning i et samfund, der fortsat stottede sig til Jyske Lov som bcerende lovbog 114. Det kan nasppe helt udelukkes, at han lod sit kendskab til dagligdagens virkelighed smitte af pa sin glosse. Senmiddelalderen kan have givet ordet 'god' en betydningsforskydning over imod dygtighed eller erfaring 114a.

JL I, 3 gentoges i DL 5-2-12, maske fordi de reale arveinteresser bagved
var af samme styrke som i middelalderen.

Ved rescript sa sent som af 12. 3. 1698 fik jordemodrene sammen med magistraten eller byfogden i landets kobstaeder samt disses hustraer pligt til at Vcere til stede ved natmsendenes koners barnsnod. Natmanden og hans familie vakte alles übehag, dels fordi arbejdet rent bogstaveligt gjorde ham uren, og dels fordi der hvilede nogle tabuforestillinger over bade ham og familien, hvorfor ingen onskede at sastte sine ben i hans hus. Ikke blot jordemoderen, men ogsa byernes fornemste koner bliver palagt denne pligt. Rent bortset fra, at det nok skulle vaere et eksempel til efterlevelse, at de fineste ikke var for fine til at komme der, sa ligner udvalget af kvinder socialt set de i JL I, 3, jfr. DL 5-2-12 omtalte 'gode kvinder'.

Efter de svenske privilegier for CM af 1688 havde JM ifolge § 5 pligt til, nar de af nogen ret eller domstol blev forordnet til at examinere og bese det, som horte under deres embede, at give trofast rad og sandfaerdig berette sagens rette sammenhaeng og ikke fortie noget, som bor vides, eller udsige noget, som ikke er sandt af venskabs, slaegtskabs, uvenskabs eller anden interesses skyld, ejheller at give deres vurdering af det, de ikke forstar. 1711-forordningen gentog bestemmelsen let forkorteti § 21.

Den danske 1714-forordning var uden tilsvarende udtrykkelige regler,
men med hjemmel i art. 14 kunne JMC palaegge JM at komparere
for kommissionen og at efterleve alt, hvad den fandt nodvendigt.

Af en radstueattest af 8.3. 1741, tilsendt JMC, fremgik, at 2 JM, Maren Laurentii og Rebecka Schultz, havde vseret udnasvnt til at besigtige en gift kone, Mette JensDaatter, som var anholdt i Frederiksholms fangetarn under mistanke for at have fodt i dolgsmallls.

En JM fik af JMC ordre til at mode i arresthuset, Slutteriet kaldet,
for at undersoge en kvinde efter byfogdens rekvisition. Irnidlertid udeblevhun,
sendte ikke nogen anden i sit sted og gav ingen undskyldning,

---

114. DGL, Bd. IV, p. xix.

114a. Smh. ovf. p. 341 om forstaelsen af ordene 'forstandige' og 'ypperste'.

115. JMCProt. fol. 5.

hvorfor kommissionen palagde hende en mulkt pa 8 mk til de fattige116.

Om denne syns- og skonspligt pahvilede JM i henhold til art. 14 eller ifolge en retssasdvane, fremgar ikke af de naevnte sager. Men jeg er mest tilbojelig til at tro, at art. 14 udgjorde det tilstraskkelige retsgrundlag til palaeggelse af iklce nasrmere specificerede embedspligter.

Iovrigt kunne JM formentlig indkaldes som vidner ifolge de almindelige
vidneregler, som gjaldt 'Mands- eller Qvindis-Personer', jfr. DL
I_l3_4ii7.

Flere steder i JMCprotokol kan man finde omtalt, at nogle af de under moderne tilstedevaerende JM har fungeret som bisiddere. Der kunne vaere tale om bisiddervirksomhed bade ved eksaminer, og nar JMC optradte som judiciel myndighed. Saledes var under forhoret af fuskeren Lisbeth Thomsen 3 JM til stede som bisiddere, mens der kun var 1 ved Rebecca Ho:nsekones sag 118.

Konfliksløsning

Konjliktlosende organer. Retten har to hovedfunktioner: at skabe samsvar mellem adfaerd og adfcerdsnorm og at lose konflikter mellem personer eller grupper. I forste tilfaelde er lovgivningen udgangspunktet og grundlaget for funktionen, i det andet udgores grundlaget af de konfliktlosende organer. Men domstolenes opgave kan ogsa vasre at virke som middel i lovgivningens tjeneste, d. v. s. at sigte mod en pavirkning af folks adfaerd 119. Domstolene ma efter 1714 anses for de primaere konfliktlosende organer m. h. t. JM-forhold. Imidlertid indfortes i lobet af 1700-arene andre organer, som i et vist omfang overtog de almindelige domstoles funktion m. h. t. JM-sager af mindre alvorlig karakter, en undtagelse, som fik karakter af en praktisk hovedregel.

1714-forordningen gjorde jordemoderkommissionen til det almindelige
konfliktlosende organ i K.obenhavn rned folgende regel i art. 15:

'Forseer sig nogen Jordemoder i sit Embede, eller hun for denne Kommission
anklages for utilborligt Forhold, skal Sagen strax samrnesteds forhores, og
hun af Kommissionen straffes med Mulkt eller Kassation efter Sagens Beskaffenhed;men

---

116. JMC Prot. fol. 103 (29. 7. 1761).

117. Jfr. Universitetets arkiv, Med. Fac. Nr. 1460 om vidneafhoring af 6 kvinder, som havde vaeret til stede ved en fodsel + af 1 JM. G. T r y d e: Retsmedicinske Erklceringer afgivet af Kobenhavns Universitets medicinske Fakultet i Aarene 1630-62, p. 34, om at fodselshjselpersker og andre retskafne Kvinder, tilhvem undersogelsen af underlivet blev betroet, havde aflagt vidnesbyrd i en sag om abort.

118. JMC Prot. fol. 27 og fol. 37, smh. fol. 62, hvor der var 6 til stede.

119. ViJhelm Aube r t, p. 31.

fenhed;mennaar Sagen efter art. 10 (om brug eller overladelse af abortfremkaldendemidler)
angaar hendes Liv og JEre, da henviser Kommissionen
det til hendes rette Forum.'

Udenfor Kobenhavn skulle klager over eller fra JM, der vedrorte deres bestilling, pligter og rettigheder, forelaegges den stedlige ovrighed, som enten selv skulle afgore sagen eller indbringe den for domstolene, jfr. 1810-reglementet, der formentlig kodificerede hidtidig praksis 120.

Vedrorende Norge afgav kancelliet en promotion af 15 9. 1792 til samtlige stiftbefalings- og amtmaend angaende JMs forseelser og klager over Physicis, fordi 1714-forordningen 'ikkun egentlig angaar Danmark' og reglen om JMCs befojelse til at tildomme mulct eller kasation 'aleene gjelder for Kjobenhavn':

At naar en JM i Norge forseer sig i sit Embede, og saadant kommer til Stedets Physici Kundskab, da kan denne, naar Forseelsen er übetydelig, give liende en Irettesaettelse, med Formaning om at handle rigtigere; men naar Forseelsen er storre eller igientagen, da skal han vaere pligtig til at indberette samme til Stiftamtmanden i Kjobstaederne og Amtmanden paa Landet, som efter indhentet Erklaering fra Collegio Medico eller Jordemoder-Commissionen (!) grundet paa Physici Beretning og den Anklagedes Forklaring, bemyndiges til at dictere hende en Mulct til Stedets Fattige, indtil 5 Rdl. Skulde en storre Straf ansees passende, da indberettes Sagen til Cancelliet af vedkommende ovrighed, som conjunctim med Stedets Physici maae e. 0., i Tilfaelde af igientagne og grove Forseelser, vaere authoriseret til forhaanden og indtil Resolution falder, at suspendere den skyldige JM. Hvad derimod angaaer de Klager, som fra JMene maatte indkomme over Physicis, da skal samme med disses Erklaering indsendes til Cancelliets Afgorelse.

Efter den svenske 1711-forordnings § 22 fungerede Collegium Medicum som konfliktlosende organ m. h. t. faglige tvister jordemodrene imellem, mens det vistnok pahvilede de almindelige retter at traede i funktion ved andre konflikter, jfr. § 9 om fuskere, hvor barnet eller moderen omkom, og § 17, om undladelse af at hente hjaelp med den folge, at moder eller barn led skade.

Ogsa det i 1740 i Kobenhavn stiftede Collegium Medicum skulle medvirke til at bilaegge tvistigheder, nemlig imellem Medicos, Pharmacopaeos,Chirurgos, Jordemodre etc. samt besvare sporgsmal, klager., forslagm. v. 121. Collegium Medicum havde dog ikke judiciel kompetence, men var en teknisk-administrativ autoritet for dem, som indenfor de

---

120. CM, CP, fol. 363 og 391 (1779-80) om striden imellem en JM og Ballum bys beboere, i hvilken kancelliet og CM blev indblandet p. g. a. en ansogning om beneficium paupertatis.

121. Sjaell. Reg. (1740) fol. 505.

angivne videnskaber havde noget at 'angive, foreslaae, foresporge, klage, Raad og Assistance at soge\ JMC havde principielt kun kompetence for Kobenhavn, mens CM omfattede alle lande og omrader under den danske monark. Ved rescript af 13. 5. 1803 oprettedes Sundhedskollegiet,som skulle daekke alle de omrader, der hidtil var blevet varetaget af Collegium Medicum, det chirurgiske akademi, karantaenekommissionenfor Kobenhavn og Jordemoderkommissionen, ligesom det skulle udpegemedlemmerne af den eksamenskommission, der nu kun bestod af 1 medicus, 1 chirurgus., prof. obst. og stadsphysicus.

JMC var bade domstol og fagligt organ. Landets almindelige retter beklaedtes ikke altid af personer med ekspertise i lov og ret¹²², men JMCs medlemmer skulle isaer have indsigt i medicinalforhold, ligesom man ofte anvendte JM som bisiddere, nar kommissionen fungerede som ret.

Domstolenes afgorelsesmade var, ogsa i straffesager, som hovedregel akkusatorisk, d. v. s., at det var overladt den forurettede eller hans parorende at rejse og gennemfore anklagen; den inkvisitoriske procesform, hvorefter undersogelsen skal foretages af dommeren eller retten ex officio pa grundlag af angivelse, almindeligt rygte eller anden grundet mistanke, trasngte sig efterhanden frem, forst ved saerdomstolene 123. Art. 15 kunne friste til at antage, at bade den inkvisitoriske og den akkusatoriske form kunne lasgges til grund i JMC:

'Forseer sig nogen JM i sit Embede eller hun for denne Kommission anklages
for utilborligt Forhold, skal Sagen strax sammesteds forhores, og hun af
Kommissionen straffes . . .'

Af 21 sager behandlet af JMC i perioden 1742-82 synes de 11 igangsat ved klager indgivet af JM, 2 af private, 1 af stadsphysicus og 1 af kommissionsbudet, mens 5 synes igangsat ex officio pa andet grundlag. Kommissionens praksis synes imidlertid at vise, at begrebet anklage ikke er opfattet som en beskrivelse af akkusationsproceduren, men snarere som synonymt med anmeldelse (denuntiatio). Ingen af klagerne synes at have haft processuel befojelse til at fore anklagen igennem. Det ligner den typiske inkvisitionsprocedure, jfr. ogsa 'skal Sagen strax sammesteds forhores'.

Af Kirstine Kohlerts-sagen fra 1772, som henvistes til Hof- og Stadsretten,
ses endvidere, at behandlingsformen forventedes at vsere ret summarisk:

---

122. Se f. eks. H^esteret, 11, p. 204.

123. I. E. Lars en: Forelcesninger over den danske Criminalproces, p. 4 f.; Knud W a a be n: Misgerning og straf, p. 291 f.; Stephan Hurwitz: Den danske strafferetspleje, p. 27.

'Men som til Sagens fulde Oplysning kunde maaske behoves Vidners Afhorelse
og vidtloftigere Procedure end dette vores Fori Natur tillader . . .'124

JMC kunne idomme mulkt eller kassation, d. v. s. fratagelse af retten
til at praktisere, samt sende fuskere i Bornehuset, mens domstolene
skulle afgore sager, som vedrorte 'Liv og Mxq\

I forbindelse med JMCs fuskerioffensiv i 1740erne opstod der tvivl om udstrsekningen af JMCs jurisdiktionskompetence. Ved rescript af 16. 10. 1744 fik den generel kompetence i alle sager vedrorende JM, ogsa imod fuskere under andre vaerneting, bortset fra de sager efter art. 3 og 15 som hjemlede hojere straf, og hvori der skulle vaere appel til hojesteret. Denne retstilstand varede til 1772 efter Hof- og Stadsrettens oprettelse. Den overtog de storre sager i forste instans, mens JMC beholdt disciplinaer- og bagatelsager, formentlig indtil oprettelsen af Sundhedskollegiet, der optog kommissionens funktioner under sig 125.

Konfliktløsningsfunktionen

Beskikkede Jordemodre. 1714-forordningen giver ikke selv nogen definition pa art. 15s sondring imellem embedsforseelse og utilborlige forhold. Man kunne taenke sig, at de to betegnelser afspejlede henholdsvis egentlige kriminelle forhold og politiforseelser. Men deter muligt at lasse utilborlige forhold som et eksempel pa embedsforseelser i vid forstand; utilborlige forhold kan ogsa blot have vzeret taenkt som en tautologi pa embedsforseelser. Denne uvished befordrer ikke lysten til at lede efter en bevidst straffeteoretisk sondring i artiklens indledning. Fremstillingen vil derfor i det vresentlige folge de enkelte artiklers orden.

Art. 6. De skulle vaere aedruelige og entholde sig fra al staerk Drik saavel for som efter Barnefodslen, at ofte tvende Menneskers Liv og Sundhed beror paa deres Vindskibelighed, og at deres Samvittighed, Rygte og gode Navn lider, om de sig i deres Embede forse.

Det synes ikke at vaere en forseelse, der ofte blev gjort geeldende i JMC,
om det nu skyldtes, at det ikke blev opdaget, eller ikke paklaget, eller
at JM faktisk var mere sedruelige, end man antog.

En kgl. Lands-, Over-, samt Hof- og Stadsretsdom af 30. 8. 1824 stadfaestedeen birketingsdom, der havde domt en JM fra sin bestalling p. g. a. drukkenskab. Prsemisserne understregede, at der dels var tale om gentagendrukkenskab trods irettesaettelse og advarsel 9 ar for, og dels at hun

---

124. JMC Prot. fol. 120.

125. G. No rri e: Danmarks Jordemodre, p. 47.

i den konkrete sag formentlig p. g. a. den beskaenkede tilstand havde undladtat
gore alt, hvad der havde vaeret anledning til for at redde moderensliv
126.

Hvor JMCprotokol er maerkelig tavs om JMs drukkenskab, beretter
den til gengald tydeligt om deres vanskelighed ved at holde godt venskab
efter art. 8:

De skulle indbyrdes holde godt venskab og fortrolighed, den ene misunde ikke
den anden, og naar noget vanskeligt forefalder, skulle de trolig med Raad og
Daad hjaelpe hverandre.

I anledning af en strid imellem 2 JM resolverede JMC den 26. 6. 1744, at kommissionsbudet pa dens vegne skulle advare den anklagede om 'herefter at entholde sig fra slige aererorige skielsord imod andre JM', da deter 2. gang, hun har faet en advarsel, skal hun vide, at 3. gang hun forser sig, vil sagen blive overleveret i 'verdslig ovrigheds haender'¹²⁷.

Den folgende artikel i raekken kan indledningsvis karakteriseres som
en almindelig pligtgrundsaetning i overensstemmelse med eeldre vesteuropaeisk

art. 8: De skulle trolig forestaa deres Embede, skikkelig og venlig omgaas dem, som ere i Barne-Nod, hjaelpe den fattige saavelsom den rige, og ikke for en skiden Gevinsts Skyld uden vigtig Aarsag forlade den fattige, naar de forst til den ere kaldte.

En direkte henvisning til art. 8 forekom i sagen mod Maria Porsch den 30. 4. 1765. Kommissionen anforte, at hun med de 4 naevnte forhold havde forset sig imod art.erne 8, 9 og 11, men undlod at prascisere, hvilke forhold der havde relation til hvilke artikler 128.

I en sag fra 1782 matte Madame Strange betale 1 rdl i mulkt til JMkassen,
fordi hun forlod konen af sovnighed og ikke kom tilbage, da hun
blev tilkaldt, som hun havde lovet, men

'foregav at vaere hentet til en anden Kone uden at sige hvem eller hvor
det var, saa at Manden maatte med Vasgteren Iobe heele Natten forlegen fra
een Jordemoder til en anden som alle undskylde dem'.129

Kommissionen henviste imidlertid ikke specielt til art. 8 i sin dom, men
har formentlig palagt hende bode ud fra den almindelige adgang i art. 15

---

126. JT 12. Bd. I. H. p. 100 smh. 11. H. p. 205, hvor hojesteret stadfaestede dommen

127. JMC Prot. fol. 5 og 14.

128. JMC Prot. fol. 109.

129. JMC Prot. fol. 136 (16. 2. 1782).

til at idomme arbitraer straf 'efter sagens beskaffenhed.'

Rent konkret omtaler art. 8 iovrigt heller ikke det forhold, at en JM vaegrer sig ved at komme, skont kaldet, ejheller langvarig eller gentagen udeblivelse, men kun det forhold, at JM forlader en fattig barselkone for at ga. til en rig.

1810-reglementet indforte i § 39 den bestemmelse, at hvis nogen JM
mod formodning

'skulle vaegre sig ved ufortovet at komme til en Barselkone, skal hun forste Gang af Stedets Politiemester inden Retten gives en alvorlig Irettessettelse og Formaning, som bliver at tilfore Protokollen; men anden Gang tiltales hun til sin Bestillings Forbrydelse.'

De medicinalretlige regler i artikerne 9-12

Art. 9: De skal i Fodslen flittig give Agt paa alle Omstaendigheder, og om noget tungt eller farligt forekommer, da i Tide raadfore sig med forstandige Jordemodre og efter Sagens Beskaffenhed lade hente en Medicum for at hore hans Raad. Findes de forsommelige herudi, og enten Fosteret eller Moderen geraader derover i Livsfare, straffes de med deres Bestillingers Fortabelse og med anden Straf efter Forseelsens Beskaffenhed.

Birthe Miinster blev domt efter art. 9 den 5. 6. 1750 til at betale 6 rdl med trussel om at miste bestillingen i gentagelsestilfselde, fordi hun, skont hun fornemmede, at fosteret var ved at radne i moderens liv og abningen var temmelig stor

'ey strax har sogt hielp hos en Jordemoder eller Accoucheur, ey heller anmeldet
dette Tilfaelde for en Medico, hendes Omgang ogsaa med Barsel-Qvinder
i adskillige Maader er suspekt,.. .'130

Det var ikke nogen torn trussel. Ved dom af 21. 5. 1761 mistede hun
retten til at praktisere, atter p. g. a. art. 9 og med folgende begrundelse:

'Hendes her givne Svar paa de af Commissionen giorte Sporgsmaal viiser tydelig hendes i JM Videnskabet masrchelige Uagtsomhed og strafbare Skiodesloshed, der ey kan befrie hende aldeles og fuldkommen for den Mistanke at have brugt en for barnets Liv hoyst skadelig Void og grov medfart. Deter i sserdeleshed en strafvasrdig Skiodesloshed af JM, at hun slet intet foretog sig med det nye-fodte barn, som kunne tienne til at bringe det til Live i fald det ikke var dodt. . .m

Anna Maria Schwartz blev pa samme made efter den 9 og 15 art. domt
til at have privilegium og bestalling som JM i Kobenhavn aldeles forbrudt

---

130. JMC Prot. fol. 56.

131. JMC fol. 100 (21. 5. 1761).

'for hendes twert imod den hende givne Undervisning og Oplysning, skiodelose,uagtsomme,
og desaarsag straffzeldig Omgang 132'.

Maria Porsch 133 fandtes som naevnt ved en barsel samtidig at have overtradt art. 6', 9 og 11 134. Art. 11 slutter sig til forbudsnormen i art. 10 om indgivelse af abortfremkaldende midler. Efter art. 11 var det forbudt:

at give nogen udi Fodslen drivende Medikamenter, men heller kalde en Medicum
til Raads, hvilken best kan give tilkjende, om de i et saadant Tilfaelde
gjores fornodne, og hvorvidt man dermed kan gaa.

Hun tilstod, at hun ikke kom, straks him blev bedt, og gentagne gange
forlod den fodende, endvidere:

'at hun haver fordristet sig til at ordinere og indgive dend fodende drivende medicamenter: da det og tillige af Vidner blev beviist, at hun forlod den fodende da Veerne blev fleere og kraftigere, i sit staed ordinerede een af naervserende Koner til at tage barnet i fald det skulde forinden hun kom igien blive fodt og at hun ey strax haver undersogt barselkonen for at opdage Aarsagen til den Klage hun forte, da det syntes Konen at noget hang ned hos hende, men übesindig svarte derpaa; og da barselkonen derefter ved andres Undersogning befandtes at vaere betydeligere revent og skaden forsomt . . .'

Ved straff astsaettelsen udtalte kommissionen:

'Saa bliver det aabenbar, at Maria Porsch i denne begivenhed ey haver forrettet sit JordModer-Embede saa troelig, skikelig og venlig som hun burde, men tvertimod forseet sig imod forordningens 8. 9. og 11. §§ af 30. November 1714 om JMs Forhold m. v. saa i henseende til at deter hendes forste angivne forseelse, tilkiendes hun for sin forsommelige og uvenlige forholds skyld denne gang at bode til Cassen 4 Rdl og til den anklagende 4 Rdl . . . med trussel om strengere straf i gentagelsestilfaelde.

Med forsigtighed kan man sige, at sagen rummer en sammenstodssituation,
idet hun havde overtradt artiklerne 8, 9 og 11.

Man har ikke ladet art. 8 med det mere generelle pligtindhold udtommende gore op med de begaede forhold. Alle 3 artikler anfores i domsbegrundelsen, hvad der kunne friste til at betegne situationen som en modereret kumulation 135.

Efter indforelsen af Reglement for Giordemodervaesenets Indretning og
Bestyrelse i begge Riger, Kjobenhavn undtagen, af 21. 11. 1810 synes

---

132. JMC fol. 82, (12. 12. 1755) jfr. Gordon Norrie, TfJ (1895) p. 87 f.

133. Smh. p. 374.

134. JMC Prot. fol. 109 (30. 4. 1765).

135. Cfr. S. H u r w i t z: Den danske Kriminalret, p. 551.

1714-forordningen geografisk at vaere blevet begranset til kongens by.
Imidlertid manglede 1810-reglementet det detaillerede pligtkatalog i 1714forordningen.

Af en Lands-Over- samt Hof- og Stadsretsdom fra 27. 4. 1812 130 far man indtryk af, at retsgrundlaget var et andet udenfor Kobenhavn. Anne JacobsDatter var under to fodsler kommet til at brcekke henholdsvis et lar pa et barn og begge ben pa et andet. Begge benbrud blev dog helbredt. Sundhedskollegiet erklserede, at hun ikke havde vist 'Ukyndighed i sin Videnskab', og regimentslaegen, at ved vanskelige fodsler kunne selv den forsigtigste Accoucheur komme til at brsekke et lem pa barnet. Retten mente derfor ikke, at hun burde miste sin JM-bevilling. Men hun matte bode 20 rdl. til Kobenhavns Fattigvsesens hovedkasse samt betale omkostning m. v., fordi hun

'under de ommeldte Fodsler ikke har brugt den Vaersomhed, som det i Folge Kirkeritualets 3. Cap. 2. Art. og den 5 § i den hende meddelte Instrux, var hendes Pligt at iagttage, saa findes det, at en arbitrair Straf er anvendelig, hvilken efter Omstasndighederne bestemmes til en Mulct af 20 Rdl

Man brugte altsa ikke 1714-forordningen, men Kirkeritualet, som ellers
i 1714-forordningens gyldighedsperiode naermest ma anses for i det vaesentlige
kun at have haft virkning som subsidiaer retskilde.

Kirkeritualets art. 2 pålagde JM omhu i deres kald

'at baade Moderen og Barnet maa holdes ved god Helbred uden Men og Skade, vidende, at dersom I enten af Forsommelse, Uagtsomhed, Drukkenskab, eller og formedelst en grov Medfart tilfoie nogen af dem nogen Skade, da ere I Mordere, og Gud vil krasve det uskyldige Blod af Eders Hinder.'

Jordemoderinstruksen af 1797 palagde JM i § 5' noie (at) give Agt paa alle Omstaendigheder, og saa lemfaeldig som mueligt, soge at hielpe hende, efter den Undervisning hun har faaet, og den Erfarenhed hun har erhvervet sig ...'

Endvidere palagdes det JM at skaffe hjselp i vanskelige tilfaelde.

Art. 10 forbyder indgivelse af, prseparering eller anden form for fremskaffelse
af 'noget Medikament, Drik, Pulver eller deslige, hvorved Fosteret i Moderens
Liv kunde beskadiges, draebes, levende eller dodt uddrives'.

Maren Hansdatter havde givet noget medicament, som bestod af en blanding
med coloqvint, hvortil kommissionen i 1760 bemserkede, at den var

'i sig selv som bekiendt en farlig og drivendc medicin, denned billighed kan
regnes ibland de medicamenter som den 10. art. i Forordningen af 1714 om

---

136. NJAIII. Bd. p. 137 nr. 12.

melder, hun sorn JM burde have vogtet sig for, icke nogen slags fruentimmer
at indgive . . .'

Imidlertid slap Maren. Hansdatter med skraskken, 'da sagen imod formodning lyckelig er udfalden og konen berget Livet'. Hun kunne nojes med at betale 4 sl.d. til JMs fattiges kasse 137. Art 10 naevner selv strafferammen ved disse forseelser: JM ma ikke give, praeparere, lade prasparere, give dem selv eller andre anslag derpa. 'under deres Bestillingers, aeres, Godses, ja Livets Fortabelse efter Sagens Beskaffenhed'. Man kan saledes ikke beskylde JMC for, at den for sserlig hardt frem i denne sag.

Efter art. 12 forbydes det JM 'at kurere Kvindfolk, barselkoner, spaede Born
eller andre' medmindre der er stor nod og ingen laege kan fas, i hvilket tilfaelde
de ma give barselkoner eller spaede born et simpelt medikament fra apoteket.

Kirstine Kohlerts, som ikke var beskikket i Kobenhavn, havde givet en
tjenestepige medikamenter, hvorefter denne var blevet sa darlig, at hun
dode natten efter. JMC henforte tilfeeldet til art. 12, men tilfojede:

'Da nu saadan en Misbrug ey opdages eengang mod hundrede den practiceres saa haver Commissionen holdt det af stor vigtighed at saadanne Qvinder, der i saa mistaenkelige Tilfaelde opvarte ugifte Fruentimmer bleve alvorligen afstraffede: Men som til sagens fulde Oplysning kunde maaske behoves Vidners Afhorelse og vidtloftigere Procedure en dette vores Fori Natur tillader, saa have vi troel ey bedre at kunde giore, end foredrage hans Majestat igiennem det Danske Cancellie.'

Man forespurgte kancelliet, om ikke sagen burde henvises til den nyoprettede Hof- og Stadsret¹³⁸. Kancelliet delte kommissionens opfattelse. Under 18. 11. 1772 oversendtes herefter sagen til Hof- og stadsretten, som formedeist den beskikkede forsvarers 'unyttige Opssettelser' forst afsagde dom i sagen den 11.7. 1774; man skonnede ikke, at art. 3 var anvendelig, fordi hun havde vaeret lovlig antaget JM pa Amager med ret til at praktisere

'derimod bliver hun som den der, uden at vaere beskikket til JM her i Staden har betient 4 Barselkoner, og desuden tvertjmod bemelte 10. artikul givet den strax derefter bortdode pige, Inger, Medicamenter, med vilkaarlig straf at belaegge.'

Den vilkarlige straf blev 8 rdl. til Kobenhavns almindelige hospital og 8

---

137. JMC Prot. fol. 96 (8. 5. 1760).

138. JMC Prot. fol. 120 (12. 10. 1772). Hof- og Stadsrettens Domprotokol nr. 2 fol 880. nr. 356.

rdl. til justitskassen, men maerkeligt nok blev hun ikke frataget sin jus
practicandi pa Amager.

Fuskere i faget. Fuskere bruges her om JM, der praktiserede uden beskikkelse
fra rette ovrighed, uanset om de var eksamineret, var under uddannelse,
helt uden uddannelse eller om de var beskikket andetsteds.

Samfundets reaktion over for fuskere er bestemmende for det retlige problem om fuskerreglens gyldighedsvirkning. Arsagen til, at eksaminerede JM fungerede uden beskikkelse, kunne vaere okonomisk 139, eller kunne bero pa. en retsvildfarelse, som i sagen fra Frederikshald imod den ugifte Marthe Johannesdatter, hvor bade hun og landlsegen havde troet, at han var befojet til at beskikke JM. Stiftamtmanden ansa hende for strafskyldig til tugthuset med tvivlsom hjemmel i 1714-forordningens art. 3, hvorimod CM indstillede til kancelliet, at hun fik en mulkt pa 1 rdl eller deromkring, fordi hun mere af »Enfoldighed end af Traadsighed« havde forset sig 140. Kirstine Kohlerts, som blev indklaget for overtrsedelse af art. 12 om medikamentmisbrug, skulle tillige have overtradt art. 3, fordi hun ikke var beskikket i Kobenhavn, selvom hun var lovlig beskikket andetsteds 141.

1714-forordningens art. 3 in fine gav folgende direktiv:

'Fordrister nogen sig, som ei med ovenmeldte Tegn (JM-skilt) er priviligeret,
at betjene nogen Kvinde, skal den straffes med Bornehuset.'

Alt tyder pa, at JMC straks fra sin begyndelse har anset sig som kompetent i sager savel imod de beskikkede, som imod fuskerne. I arene 1743-50 JMC henved 20 sager mod fuskere. Men i sagen mod Lisbeth Thomsen opstod der alligevel tvivl om raekkevidden af dens kompetence 142.

Lisbeth havde faet sin forste advarsel af kommissionen 19. 7. 1774. Allerede8. 11. s. a. klagedes der igen over hende, denne gang fordi hun havde betjent et 'besovet fruentimmer'. Sagen overgaves til byfogeden, som skulle indkrseve erstatning til den beskikkede JM, hvis naering var gaet for naer, samt bode efter forordningen. Men byfogden foretog sig intet andetend lade optage en slags rapport i sagen, 'alleeniste har inqvireret ved sine folck', og indhente hendes lofte om ikke at befatte sig videre med JM-forhold. Kommissionen var i hoj grad utilfreds med byfogdens fremgangsmadeog

---

139. JMC Prot. fol. 23 (8. 10. 1746).

140. CM, CP, fol. 625 (28. 1. 1788).

141. JMC Prot. fol. 120 (12. 10. 1772) smh. ovf. p. 378.

142. A. St a d f e 1 d t, p. 11 og G. No r r i e, TfJ (1895) p. 90 f.

gangsmadeoganmodede derefter politimesteren om ved sine betjente 'at lade samme Lisbeth Thomsen alvorligen med trussel af Bornehuset forbyde slig ulovlig indgreb i JMs forretning . . .' samt om at udpante hos hende for 2 rdl samt hvad betjentene skulle have for deres umage 143.

Lisbeth blev nu indkaldt for politikammeret og forklarede, at hendes mand havde vaeret ved artilleriet i 26 ar, at han var dod for 9 ar siden i Ost-Indien, hvor han var taget hen som soldat. Hun erkendte, at hun havde betjent en ugift kvinde, men hun havde ikke vidst, at den beskikkede JM havde vaeret tilkaldt een gang, for hun selv kom. Hun lovede bod og bedring og modte samme eftermiddag for JMC, hvor hun fik en ny advarsel. En maned senere var den gal igen, hun indkaldtes og undskyldte sig med, at hun (hvad der muligvis var nogen sandhed i) intet andet havde at leve af. Hun fik en ny advarsel om enten at tage sig i agt eller ogsa melde sig til eksamen og erhverve en lovlig attest¹⁴⁴.

I September 1744 blev hun tillige beskyldt for at vaere fordrukken, hvad hun nsegtede, mens hun ikke kunne fraga, at hun fortsat betjente barselkoner. Man anmodede politimester Torm om at ga frem efter 1714-forordningen. Han ma ojensynlig have givet udtryk for tvivl om sin eller kommissionens kompetence, i hvert fald anmodede kommissionen herefter kongen om at fa jurisdiktionskompetence i alle sager om JM - med eller uden beskikkelse. Kancelliet hseftede sig isasr ved de

'fra de i Kjobenhavn vaerende examinerede og privilegerede JM ofte indkomne Klagemaale, at dem af Matros- og Soldaterkoner, som, endskiont de ei ere privilegerede, betjene svangre koner i Barnsnod, betages deres lovlige Brod og Fortjeneste ...'

Man tilfojede, at man med hjemmel i 1714-forordningens art. 3 havde vaeret tvunget til under trussel om straf at forbyde slig uorden, at man havde formaet politimesteren at gore advarsel og borttage udhasngende skilte, men at disse foranstaltninger kun agtedes lidet, hvilket skyldtes, at de fleste fuskere skulle sortere under militaer jurisdiktion og ikke uden besvaer og omkostninger kunne dommes til Bornehuset.

JMCprotokol giver kun om Lisbeth Thomsen den oplysning, at hun var soldaterenke, mens der intet fremgar om de ovrige fuskeres mulige tilhor til militasr stand. Man sporger uvilkarligt, om ikke kommissionen har smurt lidt tykt pa for at vinde gehor i kancelliet, og om ikke alle de soldater - og matroskoner, der tales om, kan reduceres til den flittige Lisbeth alene eller dog til ganske fa. Kongen lod sig overbevise, og den 16. 10.

---

143. JMC Prot. fol. 8-10.

144. JMC Prot. fol. 12.

1744 fik kommissionen generel jurisdiktion i alle sager vedrorende JMforhold.

Nu kunne man komme hende til livs. Efter nye indkaldelser, hvor hun een gang skal vasre modt beskaenket, fik hun en ny advarsel, da man intet nyt havde pa hende. I januar 1747 gik det imidlertid gait. Hun blev af kommissionsbudet 'attrapperet' udenfor Garnisonskirken baerende pa en kaptajn Schack's barn efter barnedab. Hun blev stasvnet, men modte forst i kommissionen 10. marts. Der blev afholdt forhor, hvorunder JM Catharine Peders Darter, Maren Ole Madsens og Dorothea Maria Christophers var til stede som bisiddere. Hun fik folgende sporgsmal:

1) Qv.: om hun icke vidste at hende var 3de gange af commissionen forbuden
at betiene nogen barselkoner, med trudsel efter forordningen med straf af
bornehuset.

resp.: hun tilstod at hun vel har vasret 3de gange og at hende og var forbuden
at lade sig bruge som jordemoder.

2) Qv.: siden hun nu vidste at hun var forbuden, og icke bestilt til jorde
moder icke heller har attest, hvorfor hun da har betient Capt. Schackes fru<
i Barselnod og forlost hende.

resp.: fordi det var dend 9de gang hun hafde betient hende i slige tilfaelde

3) Qv.: om hun icke har betient flere barselkoner imod forbud

resp.: hun hafde ickun betient 4 siden

—
4) Qv.: Hvorfore hun hafde begegnet Commissionens Bud saa uhoflig ve(
Oarnisons Icirke

resp.: hun vil icke tilstaa at have begegnet ham uhoflig

5) Qv.: om hun icke ved at hun tvende er bleven lovlig stasfnet at mode
for Commissionen og sidste gang med forelaeggelse.

resp.: Ja, hun tilstod det, men forste gang kunde hun icke komme for
svaghed i hendes fodder.

Den 14. 4. 1747 afsagdes dom over den udeblevne Lisbeth:

'Eftterdi Lisbet Thomsens Bekiendelse og Selvraadig samt formastelig omgang mod Commissionens oftere advarsel og forbud, kiendes for Ret: at hun bor i forordningens folge af 30. November 1714 den 3die Articul udi Borne-Huset at arbeyde udj 3 maaneder.'

Efter at kaptajn Schack igennem flere ar havde forsogt at msegle, tilskrev politimesteren 28. 2. 1749 kommissionen, at han ville bringe dommen til execution, sa snart han fik at vide, hvor hun var at finde 145. Det vides ikke, om hun havde forladt byen for at praktisere pa landet, hvor uddannelsesfordringerne var vsesentlig lavere.

Det synes en gammel skik, at JM bar barnet ved barnedaben. Af nogle
ekstrakter af Lyngby kirkebog (ca. 1645-72) kan man se, at enkelte

---

145. JMC Prot. fol. 17, 18, 33, 38, 45 og 47.

kvinder hyppigt stod noteret ikke blot som faddere, men ogsa som dem,
der bar barnet. Nogle er vel blevet bedt derom p. g. a. deres fremtraedende
status i sognet, andre snarere fordi de har fungeret som JM 146.

Fra Sverige kan i denne forbindelse erindres 1711-forordningens § 10:

'Sa skal Barnmorskan, nar nagon Hustru ar forlost och hos Klockaren antingen om Tacksajelsen uti Kyrkjan, eller om Barnets Dop bestalles, sit af Magistraten meddelte witnesbord astad skicke, som til et wartecken for Klockaren skal upwisas.'

Kom nogen uden behorigt tegn og bestilte dab m. v. havde klokkeren pligt
til at meddele det pa rette sted, for at der kunne gribes ind fra ovrighedens

Den danske fuskeribestemmelse i art. 3 gjorde straffens idommelse afhaengig
af den rent formelle betingelses svigten: manglende beskikkelse eller

I Sverige sanktioneredes fuskeri efter 1711-forordningens § 9 med bode til embedskassen eller korporlig straf, hvis der ikke skete en ulykke, men i tilfaelde af en paviselig skadevirkning, f. eks. at barnet eller moderen omkom, skulle sagen henvises til domstolene.

I sagen mod den dygtige fusker Carin Erichsdotter, som ved et operativt indgreb reddede bade mor og barn, synes det svenske CM's eneste reaktion i 1704 at vasre at pabyde Carin, der vel var undervist men ikke edsvoren, at hidkalde lsegehjaelp og undlade brugen af instrumenter 147.

Lisbeth Thomsen-sagen viser, at man i Danmark forsogte sig et langt stykke henad vejen med advarsler og boder, for man skred til alvorligere reaktioner. Maske var retspraksis her ikke sa meget forskellig fra den svenske § 9, som art. 3 kunne lade formode, jfr. domsbegrundelsen i Hofog Stadsrettens sag imod Rebecca Maria fra 29. 6. 1778, nedenfor s. 385. I rescript af 16. 10. 1744 opstilledes en sondring imellem de forseelser, der efter art. 3 og 15 skulle anses med storre straf, hvori der var appel til hojesteret, og de mindre sager, hvori kommissionen havde den endelige afgorelse.

Fuskeribestemmelser var vanskeligere at handhaeve pa landet. Selv om 1714-forordningen principielt ogsa gjaldt landet uden for Kobenhavn og kobstaederne, vedrorte art. 3 efter sin ordlyd Kobenhavn alene. I en erklasringtil kancelliet, indhentet i anledning af et forslag indsendt af doktor Bertel Wichmand (1720-70) i Aalborg om mulkt savel for dem, der lod sig überettiget bruge som JM, som for den, der brugte en sadan, hed det,

---

146. Materialet venligst udlant til mig af cand. mag. Ebba Waaben. Smh. ndf. p. 383.

147. B. L u n d q v i st, p. 32 f.

at det vel kunne gores fornoden af hensyn til de af ovrigheden beskikkede'i fald ey tingenes vanskelighed selv eller andre hensigter skulle hindredet '¹⁴⁸. Dette princip kom efterhanden modificeret til at dominere praksis pa landet, saledes at mulkten tilfaldt den JM, som skulle have vaeret tilkaldt i distriktet, jfr. 1810-reglementet § 33, hvorefter savel fuskerensom kunden skulle bode fra 2 mk til 5 rdl efter sagens beskaffenhed,medmindre det bevisliggjordes, at en autoriseret JM ikke kunne fremskaffes.Det var fortsat billigere at fuske i faget pa landet.

I Norge vedblev almuen efter stiftbefalingsmanden for Christiania at benytte sig af 'de Hielpemidler, som omlobende og uexaminerede Jordemodre tilbyde, uden at ville betjene sig af hine (de eksaminerede), eller soge deres Hielp.' Rescript af 16. 12. 1791 palagde almuen hver gang den sogte de omstrejfendes hjselp, at betale noget bestemt til de beskikkede i overensstemmelse med pi. af 29. 4. 1791.

Den svenske fuskeribestemmelse i 1711 -fr. §9, jfr. 1777-reglementet § 9, kom til at volde myndighederne mange zergrelser. Isaer pa landet var der staerk modstand imod reglen; folk ville blive ved skik og brug med hjaslpende nabokoner. At benytte autoriserede JM stred helt enkelt imod retsbevidstheden. I Uppsala tillod radhusratten i 1734 nogle uautoriserede JM at praktisere, fordi den beskikkede ikke kunne overkomme hele byen. Pa rigsdagen udtalte Bondestanden i 1778 sin misfornojelse med § 9. Selv om Collegium Medicum strittede imod, blev § 9 herefter ophaevet ved kgl. brev af 3. 4. 1780. En ret enestaende situationl49. Maske bor forholdene i Norge ses pa baggrund af de tilsvarende svenske. Ogsa i Norge syntes JM-reglerne om fuskeri naermest at have vaeret i strid med den almindelige retsbevidsthed.

Den almindeligste form for fuskeri blev praktiseret af dem som mangledebade uddannelse og eksamen. Den mest omfattende sag herom var Lisbeth Thomsen-sagen. Men der var i 1740erne og 1750erne tillige en del andre, mindre fisk, som gik i kommissionens net. Saledes synes for arene 1743, 1744, 1745, 1748 og 1749 samt 1755 knapt en halv snes stykker at have modtaget advarsler imod at lade sig bruge som JM. To matte modtage mulkter. Den ene, Inger OlufsDatter, fik 2 rdl 'ad pios usus' og den anden, Madame Mads Madsens, fik 4 rdl 'hvilke Penge til fornoden Udgifter ved Commissionen forefaldende skal employeres', fordi adskillige JM 'havde attraperet hende i Kirkerne med Born til Daaben, hvilcke hun hafde self hiulpen til forlosning'lso. Hun tilstod sin brode,

---

148. PCM (17. 4. 1756).

149. B. Lu n d q v i st, p. 61, 63 og 78 f.

150. Smh. ovf. p. 382.

men tilfojede., at hun 'ey (havde) vidst at slig en Gierning var saa meget coupable, som hun af forordningen om JM dateret 30. 11. 1714, hvilckenhende blev forelaest, erfarede.' Hun pakaldte sig ukendskab til loven,som man, savidt jeg kan se, ikke opfattede som diskulperende, idet hun matte betale en relativ hoj bode i sammenligning med Inger Olufs- Datter, som tilmed var indkaldt for anden gang, men slap med 2 rdl. Inger OlufsDatter havde pakaldt sine vanskelige sociale forhold, 'siden hun ey hafde andet at leve af, og kommissionen synes at have nedsat hendes bode af denne arsag 151.

Retsopfattelsen om laerlingefuskeri fandt sit noget vage udtryk i 1714forordningens art. 4, hvorefter de, som agte at lade sig bruge som JM, skulle henvises til erfarne JM, som skulle tage dem med til fodsler og lsere dem at praktisere.

Den svenske 1711-forordnings § 6 forbod udtrykkelig lasrlinge at lade
sig bruge som JM uden den foresatte beskikkede JMs vidende, bortset
fra nodstilfaelde.

Skont de danske lreredotre saledes ikke matte praktisere alene, blev der den 9. 4. 1745 i JMC klaget over, at 'de unge som gaar i laere og endnu icke er antagen' gjorde de beskikkede stor indpas i nasringen. Kommissionen opfordrede de klagende JM til at bevise det¹⁵². Det ma abenbart have vaeret svsert. Forst i 1748 fik en laerling forbud imod at befatte sig med barselkvinder, medmindre 'det skeede i overvaerelse af en Edsvoren JM'. Den pagaeldende havde ment sig berettiget til at praktisere, fordi hun pa ste ar gik i lasre hos prof. Buchwald uden at kunne blive antaget¹⁵³.

Laerlingen Anna Sophie Fielderup var ojensynlig saerlig ivrig efter at komme i gang med at praktisere. Den 18. 4. 1749 foreholdt kommissionen hende 'sin formastelige Dumdristighed' pa grund af adskillige forhold med trussel om straf, hvis der pany skulle indkomme klager. Det gjorde der, og den 28. 11. s. a. matte hun vedtage en mulct pa 2 rdl, med trussel om straf af Bornehuset, hvis hun endnu engang som landing skulle blive indklaget. Der var alvor bag truslen. Den 3. 7. 1750 stod hun frem for kommissionen og tilstod at have betjent to kvinder siden sidste gang. Dommen faldt den 31. 7. s. a.: 'Et halvt aar udi Bornehuuset her udi Staden og efter den Tiid ingen videre Adgang at nyde til JM Professionen 154.'

13. 11. 1750 og 14. 3. 1751 fik lasrlingene Christine Jorgen Larsens og
Sophia Jens Hansens hver en advarsel og 10. 9. 1751 blev samtlige lasrlingeformanede

---

151. JMC Prot. fol. 45 (15. 11. 1748) og fol. 50 (17. 10. 1759)

152. JMC Prot., fol. 19.

153. JMC fol. 41.

154. JMC Prot., fol. 47, 51, 57 og 58.

lingeformanedeom, ikke at fratage nogen edsvoren JM hendes barselkonermed trussel om straf af 4 rdl forste gang og Bornehuset i gentagelsestilfaelde155. Saledes fik den vage regel i art. 4 ved kommissionens praksis et mere utvetydigt indhold, hvilken praksis nok var medvirkende til at begraense laerlingefuskeriet i 1750erne. Elisabeth Borremesters blev 12. 12. 1755 som en af de sidste advaret imod at betjene koner pa egen hand. Hun fik sin eksamen 4. 2. 1757, sa him har nok holdt sig advarslen efterrettelig 156.

Efter lang tids ro indbragtes i 1777 en klage imod en kvinde, Rebecca Maria, som hsevdede, at him havde lsert 1 ar under Buchwald (Balthazar Joh. de (1697-1763)), og vaeret hos Etatsrad Berger (Christian Johan (1724-89)) 1 a 3 gange pa skolen. Under forhoret matte hun dog indromme, at hun ingen faglige boger havde laest, at hun hverken havde eksamen eller tilladelse til at praktisere. Hun havde fungeret som JM i 24 ar i Kobenhavn og pa Christianshavn, ligesom hun havde haft 4 kvinder i sit hus for at fode der. Da JMC saledes havde hort, at hun var 'ukyndig, uexamineret og uprivillegeret', besluttede man den 14. 11. 1777 at henvise sagen til Hof- og Stadsretten 'siden hun har forseet sig mod Jordemoderforordningens 3. Articul.¹⁵⁷' Man anser sig ikke laengere for kompetent til at behandle sa store sager i JMC 158. Hof- og Stadsretten afsagde dom den 29. 6. 1778. Det anfortes i prsemisserne, at hun bade ved egen tilstaelse og ved vidner var blevet overbevist om igennem 24 ar at have udovet JM-kunsten uden indsigt i denne videnskab. Man matte folgelig domme hende til at arbejde i Bornehuset.

'Men da det dog ey er oplyst, at hun ved hendes 'U-Kyndighed har tilfoyet de Barsel-Koener hun har betient eller deres Foster nogen Skade, men naesten alle vidnerne derimod forklarer, at de ved hendes hielp lykkeiig ere blevne forloste med levende Born' - sa sattes straffen kun til 4 uger i Bornehuset.

Afsluttende bemærkninger

Reglerne om uddannelse, aflasggelse af prove, antalsbegraensning, fuskeri og praksis om erlasggelse af gebyr til en embedskasse efter aflagt prove havde vel naermest laugsretlige jorbilleder. Det samme kan nok baevdes om modepligten i JMC og om JMs pligt til at fungere som bisiddere og til at underkaste sig kommissionens disciplinarmyndighed.

---

155. JMC fol. 61, 62.

156. JMC fol. 83.

157. JMC Prot. fol. 127.

158. Smh. p. 378.

Skont JM-hvervet betegnedes som et »embede« og beskikkelsen ogsa kunne opfattes som en offentligretlig bestalling, der medforte visse pligter af medicinal-, forvaltnings- og kirkeretlig samt processuel art, var funktionen i almindelighed ikke at sammenligne med et »embede« i nyere forvaltningsretlig forstand, men mere i familie med det gamle kodstadretlige handvaerkerembede, som jo ogsa havde visse offentligretlige pligter

Den omtalte JM-lovgivning gjorde erhvervet, som ellers havde staet aben for en fri udnyttelse, til en bunden naering. Man opstillede i 1714forordningen strafsanktionerede direktiver om betingelserne for at drive JM-nsering, herunder at den kun matte udoves i henhold til en forvaltningsretlig tilladelse. Men man opbyggede ikke JM-standen over den traditionelle laugslaest, saledes som ved dannelsen af kirurg- eller bartsksererlauge t¹⁶⁰, heller ikke i Kobenhavn, selvom centreringen omkring JMC her havde stserkere mindelser om en laugskorporation end udenfor hovedstaden. Arsagen skal maske soges deri, at laugsvaesenet allerede laenge havde vaeret i politisk modvind. Maske spillede det ogsa en rolle, at Danmark var hell: uden tradition vedrorende kvindelige laug eller kvinders aktive medlemsskab i disse politisk-retlige korporationer (modsat f. eks. Frankrig). Staten kan ogsa have onsket at vinde staerkere indflydelse pa og kontrol med et fag af sa indlysende betydning for folkesundhed og befolkningstilvaekst, end en laugsorganisering kunne sikre.

Reformationskirkens velmente forsog pa at vaekke ovrighedens pligtfolelse i henseende til barselkoner og jordemodre forblev uden respons i den verdslige virkelighed, mens 1672-forordningens JM-regel straks blev fort ud i livet af Thomas Bartholin. Men pa lsengere sigt synes den ikke efterlevet med tilsvarende ihaerdighed. Kirkeritualet af 1685, der gav en detailleret udbygning af 1539-ordinansens JM-direktiver, plagede tilsyneladende hverken laegernes eller ovrighedens samvittighed, og embedslaegernes forste eksamination i 1713 viste kun altfor nedslaende resultater. 1714-forordningen fik, ihvertfald fra omkring 1740erne, en stigende efterlevelse, isaer i Kobenhavn, mens det havde laengere udsigter udenfor og i Norge.

JMC gjorde en ret forbloffende indsats for at give JM-lovene en rimeligefterlevelse, men ikke pa bekostning af sociale hensyn. Mildhed og langmodighed praeger flertallet af kommissionens afgorelser, hvilket ogsa med forsigtighed kan haevdes om Hof- og Stadsrettens. Bade ved overtraedelseaf medicinalretlige pabud og ved fuskeri-sager lod man straffens udmalingvaere afhaengig bl. a. af konkret indtruffet skadevirkning eller mangelderpa,

---

159. P. J. J 0 rge n s en: Dansk Retshistorie, p. 453.

160. Se f. eks. Bartskaerernes laugsartikler af 18. 2. 1668.

gelderpa,ogsa selv om der matte mangle direkte lovhjemmel. JMCs konfliktlosendefunktion
synes alt i alt tillige brugt som rniddel i lovglvningenstjeneste
til at skabe efterlevelse, d. v. s. som adfaerdsstyrende.

Som en historisk beskrivelse af den tid og det rum, hvori 1714-forordningen fik sin virksomhed, kan fremhaeves, at den er fodt i oplysningens arhundrede, hvor medicinen var en ekspanderende videnskab, og hvor kirurgi og fodselsvidenskab vandt i anseelse overalt. Perioden indtil 1750 anses som typisk for den aeldre enevaelde og dens talrige mere eller mindre vellykkede forsog pa at dirigere de sociale og socialokonomiske aktiviteter. Blandt de i denne henseende vigtigere retlige foranstaltninger kan naevnes:

En kgl. befaling imod kvaksalveri 4. 11. 1735, 1739 indrettelse af JMCprotokol, 1740 oprettelse af Collegium Medicum, 1743 forhojelse af antallet af JM i Kobenhavn til 60 og nedsaettelse af prisen pa beskikkelse, 1744 udvidelse af JMCs jurisdiktionskompetence over for fuskere, 1740erne til 1750erne skasrpelse af kampen imod fuskere og uduelige JM, 1750 indrettelse af det frie JM-hus, (bl. a. for at hindre barnefodsel i dolgsmal), efterfulgt af Fodselsstiftelsen i 1759 og overforelsen af dennes JM-skole til universitetet i 1761.

To politiske hensyn skimtes i denne strom: hojnelse af JM-standens kvalifikationer og fremme af befolkningstallet. Resultatet af de mange ainslag kan naeppe aflseses direkte pa. den befolkningstilvaekst, som vitterlig fandt sted i lobet af arhundredet, men det vil naeppe vsere realistisk at udelukke dem fra komplekset af tilvaskstarsager.

Poul Thestrup viser i sine korrigerede tabeller over Kobenhavns befolkning 1730-1800, at det samlede befolkningstal 1730-35 befandt sig imellem 60.000 og 70.000; det naede 80.000 i 1748 med stigende tendens indtil 1758, hvor en kort nedgang satte ind. Herefter steg tallet stot, forst til 90.000 i 1786 og naerved de 100.000 i 1801 161.

Udfaldet af enevaeldens retspolitik vedrorende JM-forhold kan - bedomt
over denne laengere periode - saledes nok karakteriseres som ganske vellykket.

---

161. Poul Thestrup, pp. 17 fog 132 (App. 1.02) og p. 294 f (App. 5.33).

Kilder og litteratur

Utrykt kildemateriale

Aktstykker: Aktstykker og Forarbejder til Danmark og Norges Kirke-Ritual 1685
D. Kane. RA.

Bestallinger: Fortegnelse over Bestallinger udstedte af Kiobenhavns Magistrat (Kobenhavns

CM, CP: Collegium Medicum, Correspondance Protokol. RA.

Edsformularer: Edsformularer for Jordemodre, Frederiks Hospitals Arkiv, RA.

JMC Prot.: Protocoll angaaende Jordemodre. Indrettet af den kongel. anordnede
Commission for Jordemodre i 1739, Rigshospitalet.

Norske Tegnelser D. Kane, RA.

PCM: Protocollum Collegium Medicum. RA.

Sjaell. Reg. K. og I.: Koncepter og Indlaeg til Sjaellandske Registre. D. Kane. RA.

Vestind. Sag., K. og I.: Koncepter og Indlaeg til »Vestindiske Sager«, D. Kane. RA.

Trykte kilder og fremstillinger

A u be r t, V i 1 he 1 m: Rettssosiologi. 1967.

Bartholin, Thomas: De Insolitis Partus Humani Viis. 1664.
BfL: Bibliotek for Laeger.

B r a n d t, F r.: Forelcesninger over den norske Retshistorie. I-11. 1880-83

Bugenhagen, J.: Der Erbarn Stadt Brunswig Christlike ordeningelto denste
dem hiligen Euangelio. 1525.

Carrier, Henriette: Origines de la Maternite de Paris. 1888.

C ar 0 e, K.: Bidrag til Jordemoderv&senets Historie i det 18. Aarhundrede: TfJ.
1919.

C 1 a r k, A.: Working Life of Women in the 17th Century. 1919.
Codex iuris canonici. 1918.

Conciliorum oecumenicorum Decreta. (Friburgi) 1962.

Dagligliv i Danmark i det syttende og attende drhundrede. 1720-1790, v. A.
Steensberg. 1971.

DGL: Danmarks gamle Landskabslove med Kirkelovene. 1933-61.

E ng e1 s to ft, C. T.: Kirke-Ordinantsens Historie, Ny Kirkehistoriske Samlinger
IV. 1860-62.
- Universitets- og Skoleannaler. 1812.

Friedberg, Ac: Corpus luris Canonici. 1879.

Handlinger rorande Sveriges Historia. Kyrko-ordning och Forslag dertill fore 1686.
11. S. 1872.

He d e g a a r d, C. D.: Fierde Forsog til en Dansk Juridisk Dissertation angaaende
Barnef</>dsel i Dolgsmaal. 1756.

Hess, Luise: Die deutschen Frauenberufe des Mittelalters, i: Beitrage zur
Volkstumsforschung. Bd. VI. 1940.

Holmboe, Tage: Hojesteret og Straff eretten, i: Hojesteret 1661-1961, ved P o v I
Bagge, J. L. Frost og Bernt Hjejle, 1961.

Ho 1 m b a c k, A. och Wessen, E.: Magnus Erikssons Stadslag i Nusvensk Tolkning.

Hoorn, Johanvon: Den swenska Wdlofwade Jord-Gumman. 7697.

H u rw i t z, S.: Den danske kriminalret, Aim. del. 4. udg. v. Knud Waaben,
1971.
- Den danske strafferetspleje. 1959.

Hojcsteret: Hojesteret 1661-1961, v. Povl Bagge, J. L. Frost og Bernt
Hjejlel-11. 1961.

Ingerslev, E.: Fragmenter af F <pdselsh]celpens Historie, 11. 1947.
- Franzosische Geburtshelfer zur Zeit Louis XIV. 1909.
- Fodselsstiftelsen i Arnaliegade, i: TfJ. 1910.
- Matthias Saxtorph og hans Samtid, 1913.

Ingerslev, V.: Danmarks Lceger og Lcegevcesen fra de celdste Tider indtil 1800.
1873.

JT: Juridisk Tidsskrift.

J 0 r g e n s e n, P. J.: Dansk Retshistorie. 1971.

K a 1 k a r, O.: Ordbog til det (eldre danske Sprog. 1881-85.

Kolderup-Rosenvinge, J. L. A.: Udvalg af gamle danske Domme afsagte
paa Kongens Retterting og Landsting. 1842-45.

KHL: Kulturhistorisk leksikon for nor disk middelalder, 1956 f.

L u n d, N i e 1 s: Scerken i Lund. En fodselshja2lperske fra middelalderen og dens pastaede
ejerinde, i: Almanak, 1968.

L u n d q v i st, B.: Det svenska barnmorskevdsendets historia. 1940.

M a t z e n, H.: Kipbenhavns Universitets Retshistorie. I-11. 1879.
- Om Bevisreglerne i den celdre danske Proces. Inbydelsesskrift til Kjobenhavns
Universitets Aarsfest. 1893.

Missiver fra Kongerne Christiern I's og Hans' Tid v. W. Christesen, 1912.

NJA: Nyt juridisk Arkiv.

Norrie, Gordon: Det danske Jordemodervcesens Historie i: Danmarks Jordemodre,

- Fodselsvidenskabens og Jordemodervazsenets Udvikling i Danrnark f<f>r Jordemoderkommissionens
Stiftelse 1714 i: BfL 1895.
- Jordemodervcesenets Udvikling i Danmark i: TfJ. 1894-96.

Palladius, Peder: Danske Skrifter v. LisJacobsen, 1911.

P a u s: Samling af Gamle Norske Love. 11. 1752.

Reichborn-Kjennerud, I: Var gamle Trolldomsmedisin. 1953

R 0 r d a m, F r.: Danske Kirkelove. I. 1883.
- En Bispevisitats i det 16. Aarhundrede, i: Kirkehistoriske Samlinger, 3. Rk. V. Bd.,
1884-86.

R 6 s 1 i n, K. L. C: Abhandlung von besonderen weiblichen Rechten. 1775.

Schmelzeisen, G. K.: Die Rechtsstellung der Frau in der deutschen Stadtwirtschaft,
i: Arbeiten zu der Rechts- und Verfassungsgeschichte, X, 193 5.

Secher, A. V. og Stochel, Chr.: Forarbejderne til Chr. V's Danske Lov.
1891-94.

Stadfeldt, A.: Kjobenhavns Fodselsstiftelse som Humanitcts- og Undervisnings-
Anstalt 1787-1887 med en Indledning om Fodselshjcelpens Udvikling i Danmark.

St a m pc, H.: Erklarringer, Breve og Forestillinger. 1807.

Stiern m an, A. A. von: Samling utaf Kongl. Bref, Stadgar och Forordningar
ang. Sweriges Rikes Commerce, Politie och Oeconomie. IV-VI. 1760-75.

Th e stst ru p, Paul: The Standard of Living in Copenhagen 1730-1800. 1971.

Tryde, G.: Retsmedicinske Erklceringer afgivet af Kobenhavns Universitets medicinske
Fakultet i Aarene 1630-32. 1939.

Waaben, Knud: Misgerning og straf, i: Dagligliv i Danmark 1720-1790, 1971.

Wo 1 z o g e n - K ii hr, S. I. von: De Nederlandsche Vrouw in de tweede Helft der
18. eeuw. 1920.