Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 10 (1972 - 1974) 3

Viggo Starcke og regeringskrisen 1957

Professor, dr. phil. Tage Kaarsted, Odense Universitet, tager i denne artikel til genmcele mod en rcekke polemiske indlceg af fhv. minister u. p. Viggo Starcke vedrfirende Retsforbundet og regeringsdannelsen i 1957.

Af Tage Kaarsted

Indledning

Siden min bog »Regeringskrisen 1957. En studie i regeringsdannelsens proces« udkom i 1964 har fhv. minister Viggo Starcke fort en intens kampagne imod bogens teori1. Den er forelobig kulmineret i forskellige afsnit i en bog med den provokerende titel »Triumf eller fiasko?« 243 sider, Stig Vendelkjaers forlag (1972). Jeg har aldrig villet svare Viggo Starcke - bortset fra et par meget lapidariske udtalelser 2 - dels fordi han ikke straebte efter nogen sandhedserkendelse, men kun var optaget af eftermaelebestrsebelser - dels fordi hans kampagne ofte antog en temmelig personlig karakter.

I sit forste indlaeg (Berl. Tid. 10. 6. 1964) citerer han H. C. Andersen: »Enhver fra gaden [Kaarsted] kan dyppe sin klud i raddent vand og vride den af pa hovedet af en haedersmand [Starcke]«. Senere pa aret blev jeg »grebet i at undertrykke aktstykker«, ligesom jeg udviste mangel pa »moralskautoritet« (Vejen Frem, nr. 26, 1964). Efter nogle ar avancerede jeg til en »politisk kommissasr« (Morgenposten 23. 2. 1969), og et ar senere


1. Ordet kampagne er efter min opfattelse velbegrundet. Folgende indlaeg er mig bekendt: Berlingske Tidendes kronik 10. 6. 1964, Aalborg Stiftstidende 14. 6. 1964, Information 15.6.1964, Vejen Frem, nr. 26, 1964, Information 8.8.1964, Information 18. 8. 1964, Berlingske Tidende 20.2. 1969, Morgenpostens kronik 23.2.1969, Vejen Frem 18.10.1969, Radioforedrag 23.10.1969, Kristeligt Dagblads kronik 13. 12. 1969, Reflex jan. 1970. Afvist lseserbrev af 28.9. 1971 til Politiken, Berlingske Tidende 24. 10. 1971 (laeserbrev) og Berlingske Weekendavis 7.4. 1972 (laeserbrev). Jeg er fuld af beundring for Starckes evne til at fa redaktionerne til at tage disse artikler, eftersom der oftest er tale om nassten verbal overenssternmelse og i al fald en fuldstaendig ensartethed i substansen.

2. Information 11. 6., 7. og 11. 8. 1964.

Side 434

sluttede en artikel med folgende salut: »Vi lever i et frit land. Enhver har lov til at sige om den, der fusker med kendsgerningerne: Den mand kan man ikke stole pd.« (Reflex jan.-febr. 1970). I »Triumf eller fiasko« tales sluttelig om »Kaarsted's karakterbrist«. Deter formentlig pa denne baggrundforstaeligt, at man ikke kan have nogen storre lyst til en diskussion med Starcke.

Imidlertid kan usandfaerdige pastande gentages sa ofte, at de engang maske vil blive troet - isaer nar der ingen er tilbage, som har en personlig oplevelsesfornemmelse af myteopbyggeren Viggo Starcke. Derfor mener jeg nu at burde tage til genmaele.

Radikalismen

Starcke mener - for nu at sige det hele i sa kort et begreb som muligt - at jeg giver ham for lidt a:re for trekantregeringens dannelse. I sin sogen efter at finde mine motiver hertil har han gjort den magelose opdagelse, at jeg har vaeret aktiv i Radikal Ungdom, ja sagar (1952-54) redigeret bevaegelsens blad sammen med senere statsminister Hilmar Baunsgaard, ligesom jeg har udgivet et skrift med titlen »Radikal Ungdoms politiske historie« (1961) 3. Det bliver til folgende: »Formentlig for at styrke tilliden til sin politiske upartiskhed, har Kaarsted ganske roligt udeladt denne bog i den fortegnelse over egne vserker, som han har offentliggjort i sin bog: »Dansk politik i 1960'erne« (1969) 4.« Deter korrekt, at jeg har udeladt denne 50 sider store pjece, der er et saertryk af bladet »Tidens Tanker« pa samme made, som jeg har udeladt andre mindre arbejder (eksempelvis: Hammershus (1960), Hedeby og Danevirke (1960), Dybbol (1961), 0m Kloster (1961) og Orla Lehmanns Nisungesaga (1965)). Jeg har aldrig dromt om at fornaegte nogen del af mit forfatterskab, og i det biografiske vaerk »Danske historikere« (1966), der lagde vsegt pa fuldstaendige bibliografiske oplysninger, har jeg medtaget revl og krat.

Men ganske bortset herfra kan jeg ikke anerkende, at min bog om trekantregeringensdannelse
er farvet af radikale sympatier. Tvaertimod. De


3. For rigtig at lamme mig citerer han (s. 202 f) fra dette skrift krasse udtalelser om »Statskirkens modding« og udskejende officerer af RU's formand 1926-28 N. P. Nielsen, med hvilken jeg skal identificeres; men V. S. glemmer den foregaende saetning, hvoii jeg skriver: »Hans svaghed var maske, at hans lidenskabelige sind kunne Iobe af med ham, sa at han brugte unodigt staerke udtryk«. (s. 19).

4. Triumf s. 187, ligel>dende i Kristeligt Dagblad 14. 12. 1969 og Reflex jan. 1970.

Side 435

radikale politikere stillede abent alle oplysninger til min radighed (ligesomf. eks. ogsa Viggo Kampmann og Poul M0ller) og uden klausuler, og resultatet er derfor efter min mening, at der kastes et ganske skarpt lys over den traengte taktiske situation, Det radikale Venstre stod i, og som navnlig Bertel Dahlgaard febrilsk arbejdede pa at frigore sig fra. Det var et dilemma,som han kun kom ud af ved at acceptere et regeringsfsellesskab med Viggo Starcke, hvem han foragtede. Herom, om Dahlgaards og Jorgen Jorgensens ret hardhaendede styring af partiet og om meget andet af samme slags, kan man lsese i min bog. Det pudsige er, at Starcke ma ty til min bog, nar han (s. 186) skal fremstille Dahlgaards »stygge drommesyn« 21. maj 1957. Naturligvis oplyser Starcke ikke, hvorfra han har sin viden, da det kunne svaekke det helhedsindtryk, han onsker at opbygge af mig.

Som Store Klaus ikke kunne lide degne, saledes har Viggo Starcke aldrig kunnet doje radikale. Det gar langt tilbage. »Jeg husker ... de unge studenter, der gik til manuduktion i filosofi hos min travlt optagne far, og mellem dem den unge Peter Munch, kolig og kedelig; og den senere faengselsdirektor Thorkil Fussing, varm og venlig. Han foraerede mig mine forste tynde tinsoldater, sodt duftende af glinsende maling i en oval spanaeske. Det gjorde Peter Munch ikke«. (s. 31). Lad nu vaere, at P. Munch som student matte ernsere sin mor og sin soster, og derfor ikke folte trang til at give den lille Viggo tinsoldater, som en fedtsyl skal han altsa nu haenges ud; men det kildekritisk interessante er, at Munch var faerdig med filosofi i 1890, og at Viggo Starcke er fodt i 1895, det ar P. Munch blev cand. mag. Starcke synes altsa at kunne huske ar for undfangelsen.

Formentlig har det vaeret mere bestemmende for Viggo Star ekes uvilje mod de radikale, at hans far, politikeren, filosoffen og sociologen dr. phil. C. N. Starcke, som sonnen naerer en naesegrus beundring for, fra 1908 fjernede sig mere og mere fra de radikale for i 1914 at ga ind i Venstre (som han i 1919 forlod for at vaere medstifter af Retsforbundet). Lige siden synes Det radikale Venstre at have vaeret arvefjenden, og det i den grad, at Starcke uden at blinke karakteriserer radikalismen som »en slags andssvaghed« (s. 95). Det forekommer, som om der er en vis lovmaessighed i de fraspraengtes hadforhold til moderpartiet. De radikales til J. C. Christensens Venstre, Kommunisteraes til Socialdemokratiet, Knud Kristensens uafhaengige til Erik Eriksens Venstre, Liberalt Centrums til Venstre, VS's til Aksel Larsens SF. Mellem Retsforbundet og Det radikale Venstre var den faelles grundskyldstanke anstodsstenen, idet Retsforbundet fandt, at de radikale svigtede pa dette punkt.

Hertil kom en gensidig personlig betonet uvilje mellem Bertel Dahlgaardog
Viggo Starcke, navnlig opbygget efter at Starcke blev medlem af

Side 436

folketinget 5. Men da man i 1957 var i bekneb, var grundskyld brugbart
som alibi for, at ogsa Retsforbundet kom med i regeringen.

For mig ma Starcke gerne hade de radikale; men jeg kan ikke acceptere, at han pa denne baggrund klandrer mig som historiker. I ovrigt bor Starcke betasnke, at jeg som kilder til Retsforbundets holdning i 1957 ikke bare har min samtale med ham 20. 3. 1962 (med beretning og brevveksling), men ogsa beretninger fra Knud Tholstrup, Oluf Pedersen, Mads Sig Steffensen, Soren Olesen og Niels Andersen, samt Retsforbundets hovedbestyrelses - og gruppeprotokol. Savel Niels Andersen som Oluf Pedersen og Soren Olesen har erklaeret, at min fremstilling af Retsforbundet under regeringskrisen i 1957 er korrekt6.

Starcke har siden fejet Niels Andersen og Oluf Pedersen til side som kilder, idet den forste blev venstremand, den anden i sin hoje alderdom i 1966 sluttede sig til de radikale. Den fuldstsendige nedvurdering, Oluf Pedersen efter sin dod er genstand for fra Starckes side, ses ikke i Starckes beretning fra 1962, selv om jeg ikke var i tvivl om, at der var et darligt forhold imellem dem. Forst efter 1966 far det pludselig en stor betydning, at Oluf Pedersen i 1920'rne var naestformand i RU, og forst efter Oluf Pedersens dod foretages den totale nedrakning.

Det ma yderligere anfores, at f. s. v. angar Retsforbundets folk, er alle mine samtaler og beretninger fra 1962-64, altsa for Niels Andersens og Oluf Pedersens brad med partiet. Hertil kommer oplysninger fra de ovrige partiers - og i denne sammenhseng szerlig Socialdemokratiets - forhandlere om deres opfattelse af magt- og personforholdene i Retsforbundet, en opfattelse, der var af ikke uvaesentlig betydning for begivenhedernes udvikling. Sidst, men ikke mindst foreligger der ogsa til vurdering af Retsforbundet et betydeligt samtidigt, offentliggjort officielt materiale.

Regeringsmulighederne 1945-53

Jeg skal ikke her referere alt, hvad jeg i min bog har skrevet om Retsforbundet, skont det ellers var fristende, idet det giver et meget mere omfattende og nuanceret billede, end Starcke ved sine polemiske udpluk lader ane. Jeg skal nojes med at tage Starckes pastande op til vurdering.

Starcke besvaerer sig (s. 177) over, at han ojensynlig uden resultat har
forasret mig sin radiotale forud for valget i 1945 (trykt i pjecen »Nationale


5. Triumf s. 71-83 (»Radikalismen«).

6. Soren Olesen i Ret og Frihed juli-august 1964, Oluf Pedersen i Berl. Tid. 24. 2. 1969 og i breve til forf. 1964, Niels Andersen i breve til forf.

Side 437

Sporgsmal« 1946). Ifolge Starckes referat af denne tale kunrie der pa jordpolitikkens omrade blive flertal af RF, S og R, pa handelspolitikkens af RF, V og R, og til afgraensning af statsmagten og skatteudskrivningen af RF, VogK. Deter korrekt, at jeg har udeladt denne tale af min fremstilling,dels fordi jeg kun skildrer tiden 1945-57 yderst kortfattet, dels fordi jeg fandt, at der ikke gik nogen lige og übrudt linje fra den og til Viggo Starckes og Retsforbundets regeringsdeltagelse i 1957. Lasser man hele talen,er der ingen invitation til Socialdemokratiet, som slas i hartkom med kommunisterne. Der tales kun om »et vist samarbejde« med Socialdemokratieti grundskyldspolitikken, og forinden er det sagt, at S vil misbruge det grundskyldsforslag, det har taget fra Oluf Pedersen, til at oge skatterne med. Socialdemokratiet angribes videre for sin manglende troskab over for frihandelsideen og sin skatteglsede, mens groften til V, K og R (og isaer V og R) ikke graves naer sa dyb. Efter min mening kan man godt argumenterefor, at talen ligger taettere op ad de ikke-socialdemokratiske partier end ad Socialdemokratiet; men den gor det pa en sa ulden og tvetydig made, at den ikke har kunnet hindre Starcke i at traekke, til hvilken side han ville. Deter ikke noget ringe politisk kunststykke at slippe helskindet fra det; men det kraever et betydeligt mal af frejdighed at postulere, at denne tale peger direkte frem mod trekantregeringen i 1957. Den kunne lige sa vel bruges som argumentation for en hvilken som heist anden regeringskonstellation.

De taler, Starcke holdt i 1946, er i al fald i de uddrag, han citerer i sin bog, snarere antisocialdemokratiske ved deres ensidige angreb pa den restriktionspolitik, som navnlig Socialdemokratiet ansa for nodvendig isaer a. h. t. de sma i samfundet (s. 110 if).

Om regeringsforhandlingerne i 1947 pastar Starcke, at jeg har udeladt de oplysninger, han har givet herom, nemlig at RF kraevede nedsasttelse af en grundskyldskommission og afvikling af rationeringer og restriktioner (Starcke s. 177 f.). Enhver kan ved at sla op i min bog (s. 11) se, at Starcke taler usandt. Deter derimod korrekt, at jeg ikke har medtaget Starckes oplysninger om, at savel S og R som V og K tilbod RF ministerposter.Deter muligvis en fejl, at jeg ikke har naevnt dette; men der var ingen, som tog disse tilbud alvorligt. VK, som Retsforbundet selv havde vaeret med til at bringe i mindretal ved afstemningen 4. 10. 1947, havde i virkeligheden intet at tilbyde, fordi det var aldeles abenbart, at de ikke kunne danne regering, og S onskede ikke RF med. Vilhelm Buhl v;eltede spillet ved at stille sadanne betingelser, at RF matte sige nej, hvad jeg udtrykkeligt naevner. Da min bog handler om 1957 og ikke om 1947, om hvilket ar jeg kun skriver en side (s.lO-11), har jeg altsa skonnet dette

Side 438

spilfaegteri som sa lidt betydningsfuldt for 1957, at jeg har udeladt det. For Starcke som »historiker« er det derimod karakteristisk. Han graver det op fra fortiden, som med lidt behaendighed kan tjene til at »bevise« senere handlingers dybe og folgerigtige baggrund, mens andet forties.

I forbindelse med valget i 1950 omtaler Starcke en forsideartikel i Jyllands-Posten med folgende overskrift: »Venstre og konservative soger at danne regering. Retsforbundet stillede sit valgprogram som betingelse for at deltage i en »grundskyldsregering« med de radikale og Socialdemokratiet«. Patetisk udraber Starcke: »Har Kaarsted medtaget denne oplysning? Ingenlunde. Enhver kan nemlig se, hvad den indeholder. Sandheden passer ikke ind i Tage Kaarsteds konstruktioner« (s. 179). Hvad skal man dog stille op med en sadan perfidi? Min bog handler som sagt om 1957, og jeg har ikke systematisk gennemgaet pressen fra 1950. Jyllands- Postens overskrift var mig saledes übekendt, og den er end ikke antydet i Starckes beretning til mig. ojensynlig er den ogsa ny for Starcke. I de naevnte mange artikler, der monomant gentager de samme angreb pa mig, er den ikke naevnet. Forst i bogen dukker Jyllands-Postens overskrift op som et eksempel pa min traeskhed! Men dette er i ovrigt i sig selv uden betydning, for hvilken beviskraft har overhovedet en overskrift i Jyllands- Posten, nar det gselder RF's politik? Hverken i Starckes beretning af 20. 3. 1962 eller hans breve til mig forekommer nogen omtale af RF's udtalelser for valget i 1950; men de er til gengaeld lette at opspore i for Retsforbundet mere trovaerdige kilder end Jyllands-Postens overskrifter, f. eks. Vejen Frem, hvoraf det fremgar, at RF indtog den saedvanlige uigennemskuelige pa den ene side/pa den anden side holdning, som er almindelig for partier, der af mange grunde ikke vil ud af busken. Deter lovligt; men kan pa den anden side darligt tjene til at »bevise«, at trekantregeringen i 1957 var en logisk folge ogsa af det, man sagde i 1950.

Nogle af Starckes fortielser skal naevnes. »Smorstormen« i 1950, der var Oluf Pedersens med held gennemforte aktion, og som medforte ministeriet Hedtofts afgang, omtaler Starcke ikke i sin bog, skont det ellers var en aktion, som tjente til at belaere de ovrige partier om, at RF's mandater kunne vaere ligesa betydningsfulde som alle de andre i tinget. Hvorfor under Starcke ikke sin gamle, nu afode, partifaelle den beskedne triumf?

Og hvorfor omtaler Starcke i sin bog slet ikke regeringskrisen i oktober1950? Det var ved den lejlighed, Starcke hos kongen lige som de konservative pegede pa en »Atlantpagt-regering« af VKS; men da den ingen»psykologisk baggrand« havde, matte man sporge Venstre, sagde Starcke. (Kaarsted s. 12-14). Bagefter forhandlede Erik Eriksen forgaeves

Side 439

med RF om stotte til sin VK-regering. RF ville kun yde »fair trial«.
(Kaarsted s. 19).

Pa samme made som Jyllands-Posten i den givne situation er Starcke tjenlig, er Venstres Valgavis brugbar for aprilvalget 1953. Den har 17. 4. bragt en overskrift: »Dr. Starcke truer« med et referat af Starckes radiotale 16. 4. Det stykke, Starcke citerer, siger, at Socialdemokratiet, radikale og Retsforbundet alle gar ind for fuld grundskyld, og at andre regeringsdannelser kunne komme under overvejelse, hvis ikke V tog den fulde grundskyld op. Hvorfor ma vi ikke hore mere fra den radiotale? I sin helhed er den nemlig ganske som udtalelserne for valget i 1950.

Septembervalget i 1953 forbigar Starcke i dyb tavshed savel i bogen som i sine mange artikler. Deter forstaeligt, for ved den lejlighed gik RF tilbage fra 9 til 6, hvad der var en storre tilbagegang, end figura udviser, idet folketingets medlemstal var sat op fra 151 til 179. Starckes tavshed er ogsa forstaelig, nar man ved, at han i forste omgang holdt pa VKregeringens forbliven, skont Socialdemokratiet havde vundet valget og nu havde 74 (+ 8 fra DKP) bag sig mod VK's 72 mandater; der havde her vaeret lejlighed for Starcke til at tale grundskyldssamarbejde. Forst da Erik Eriksen var kort fast, og man vidste, han skulle ga af, nsegtede RF VKregeringen stotte, og under de folgende forhandlinger pegede RF pa »det storste parti« Socialdemokratiet, som da ogsa kom til at danne regering (Kaarsted s. 20).

Starcke mener - med henvisning til den citerede udtalelse fra Venstres Valgavis - at jeg dermed ikke har ret til at pasta, at Erik Eriksen i 1957 var forbloffet over, at Starcke gik ind i trekantregeringen (Starcke s. 179). Jeg har kun gengivet, hvad Erik Eriksen gav udtryk for bade i 1957 og siden i samtaler med mig. Og haendelsesforlobet i 1953 berettigede hverken til pessimisme eller optimisme hos Erik Eriksen, men skulle gait vasre, dog snarere det sidste end det forste.

Ser man altsa pa RF's holdning til de regeringsmuligheder, der forela for 1957, er billedet flimrende. Grundskyld kunne bruges til SR-siden, frihandelog restriktionsafvikling til VK-siden. Begge muligheder forela; men i den almindelige bevidsthed stod grundskyldstanken blegt - den har nseppe skaffet RF mere end de 2-3 mandater, det havde i 1930'rne. Hvad der derimod gav RF oget tiltrsekningskraft i 1950'erne, var partiets - og da navnlig Starckes (og hans tro vabendrager Knud Tholstrups) - angreb pa restriktioner og rationeringer, som isser Socialdemokratiet (og R) havde ansvaretfor, som de nolede med at ophaeve, og som mange ogsa smakarsfolkvar lede ved. Det gjorde, at man i den almindelige bevidsthed regnedeRF med til VK-siden. Udadtil ranede Starcke (og Tholstrup) sa at sige

Side 440

ilden fra bade Oluf Pedersen, der i ovrigt 1945-50 var ude af tinget, og de mere stilfaerdige typer som Hans Hansen-Rorby, Soren Olesen, Alfred Jorgensenog Helge Madsen, hvem der til gengaeld naeredes agtelse for blandt de andre partier pa Christiansborg. Til at give Starcke haeldning over mod VK-siden tjente ogsa de staerkt nationale ideer bag hans bog »Danmark i verdenshistorien« (1946), hans deciderede pro-holdning til Atlantpagten,som han ene af alle RF's folketingsmedlemmer stemte ja til, hans lige sa afgjorte og hyppigt udtalte modstand mod liberalisering af abortlovgivningen,hvorom han allerede i 1932 udgav et skrift med titlen »Fosterdrab«,og endelig hans hele opfattelse af demokrati, som stemte meget lidt med socialdemokratiske og radikale forestillinger, men snarere med »akademisk-aristokratiske« (se Starcke s. 25 f. og 89).

Billedet af RF, som det dannedes i efterkrigstiden, var, at det forst og fremmest var et liberalt, anti-socialistisk parti, og aeren - skylden - ansvaret - herfor var isaer Starckes, idet han med en ikke ringe dygtighed og beregning udnyttede datidens formentlig mest effektive stemmefiskermedium: radioen. At Starcke selv skryder umadeholdent heraf er naturligvis givet (se Starcke s. 60-66).

Et andet forhold ma dog ogsa naevnes, nar man soger at gore status for RF i midten af 1950'erne. Det var de andre partiers og store dele af offentlighedens overbaerende holdning over for RF. Man ville ikke acceptere det som et parti, man tog alvorligt. Jeg nojes med herom at skrive, at »man i almindelighed ikke betragtede partiet som regeringsdueligt«. (Kaarsted s. 34). Jeg kunne godt have uddybet dette naermere, men lod vsere, fordi jeg ikke onskede, at min fremstilling skulle virke som rettet mod RF, hvad den let kunne komme til, hvis jeg var gaet mere i detaljer. RF betragtedes bl. a. som et hus i splid med sig selv. Det var almindelig kendt, at der var en fraktion om Oluf Pedersen og en anden om Starcke- Tholstrup. Tholstrup har berettet for mig, at der f. eks. i 1955 fandt et stormende opgor sted i gruppen, hvorunder han meddelte, at han ikke ville fortsaette laengere end til efter naeste valg. Han fandt, at man i gruppen brugte al tiden til oprivende diskussioner om petitesser, og nar man gik ned i salen, var man traette, uoplagte og uden linje7. Det var hele denne zig-zag kurs og velkendte splid, der kunne fa Bertel Dahlgaard til i 1957 at sporge: Kan man forhandle med en bisvaerm? (Kaarsted s. 82).


7. K. Tholstrups beretning. I forbindelse med udarbejdelsen af bogen om regeringskrisen i 1957 indsamlede jeg et antal beretninger, som i 1964 blev af leveret til Rigsarkivet.

Side 441

Valget l957

Hvad Starckes holdning umiddelbart for valget i 1957 angar, refererer han i sin bog (s. 179 f) et stykke af den tale, han holdt i folketinget 11. april 1957. Han pastar, at han har meddelt mig aktstykket; men at jeg »har skubbet det ind under saedet«. Igen taler Starcke usandt. Dels har jeg aldrig faet aktstykket (som jeg ogsa selv let kunne finde i Folketingstidende), dels gor jeg netop Starckes tale ved denne lejlighed til genstand for en grundig analyse (s. 30-32). Jeg slar fast, at Starcke pa trods af H. C. Hansens angreb (»en kedelig karl« om Starcke) dog holdt en mulighed aben for et snsevrere samarbejde forst og fremmest vel med S, men uden at bryde broerne af til VK. Derimod angreb Starcke hardt R, og isaer Dahlgaard. Jeg konkluderer derfor, at Starcke har regnet med at kunne fortraenge R som tungen pa vaegtskalen, og at RF maske kunne fa flertal sammen med Socialdemokratiet (eller evt. VK). Knud Tholstrups onske var derimod en regering af V, R og RF (s. 35). Starcke har aldrig opponeret mod denne i bogen ret udforlige skildring 8, i hvilken jeg i ovrigt ogsa mener at kunne sla fast, at debatten forud for valget i 1957 viste, at Socialdemokratiet ikke regnede med muligheden af et efterfolgende regeringssamarbejde med RF. Dette kan bl. a. laeses ud af den socialdemokratiske ordforers angreb pa RF.

Af sin radiotale 6. maj 1957 citerer Starcke fremdeles et stykke, der skal vise, at han ogsa ved denne lejlighed sigtede mod »en trekantregeringmed grundskyldspolitik som bindemiddel« (s. 180). Jeg beskyldes for at have udeladt dette aktstykke (og talen af 11. 4. som jeg altsa ikke har udeladt) for »at holde denne lognagtige myte i live, at RF forte sine vselgerebag lyset, da det gik ind i en grundskyldsregering«. Myten vil der senere blive lejlighed til at tage stilling til, og om radiotalen er der kun at sige, at dersom man ser den i sin helhed, kan den ligesa vel bruges til at argumentere for en hvilken som heist anden regeringsdannelse. Nar jeg ikke har taget talen op til vurdering, skont Starcke har givet mig den, er det, fordi jeg ansa synspunktet for daekket ved talen i folketinget 11. april. Den rummer de samme ingredienser, og den er, som min bog er lagt an, en bedre kilde, fordi den er holdt i folketinget i en duel med de partier, som Starcke og RF skulle samarbejde med eller modarbejde.


8. Bortset fra udtrykket »en kedelig karl«, som han mener, jeg har Iosrevet fra sin sammenhseng. Aldeles ikke. Det var HCH's hjertens mening, og et svar pa et angreb fra Starcke, der beskyldte ham for at vsere en munter fyr, der nod livet ved lystige rejser, for at vaere overfladisk og for ikke at tage jcrdsporgsmalet alvorligt, se Starckes egen gengivelse heraf i Berl. Tid. 10. 6. 1964.

Side 442

Jeg kommer i min bog ikke ind pa den i ovrigt interessante problemstilling,om man kan sige, at noget parti forte sine vaelgere bag lyset; men jeg skal gerne sla fast, at hverken RF's program eller Starckes udtalelser indicerede stotte til nogen regeringskonstellation - endsige afstandtagen. Vaelgerne har derfor ikke nogen formel grund til at fole sig svigtet af RF i 1957. Dette udelukker ikke, at de dog kan have folt sig snydt. Vi ved det ikke, bl. a. fordi vi ikke har nogen videnskabelig sikker metodetil maling heraf. Hvad vi derimod ved, er at RF ved valget i maj 1957 fik 123.759 stemmer, i november 1960 kun 52.330. Men dette fald i stemmetallet kan ogsa skyldes skuffelse over den indsats, Starcke og hans ministerkolleger ydede 1957-60. Vi ved det ikke.

Starcke gor (s. 181) et stort nummer ud af, at jeg har kaldt Venstres fremgang pa 3 mandater ved valget i 1957 for »valgets strompil«, men ikke bruger betegnelsen om RF, som dog ogsa gik 3 mandater frem. Kritikken er et yderligere eksempel pa den polemiske glidning, Starcke er expert i. Ser man nemlig efter i min bog, viser det sig, at jeg distancerer mig fra udtrykket. Jeg karakteriserer saledes »valgets strompil« med ordene »dette ikke alt for eksakte begreb« (s. 100), »dette ofte lidt vage begreb er ikke afgorende for en regeringsdannelse, hvor jo det nye folketings totalbillede er den egentlige faktor...« (s. 141), og »man ser, at begrebet »valgets strompil« ikke nodvendigvis behover at fa parlamentariske konsekvenser« (s. 176). Selv om RF's fremgang fra 6 til 9 mandater procentuelt var en meget storre fremgang end Venstres, der kun var fra 42 til 45, sa var og er det dog i politik som naevnt de absolutte tal, der taeller, og her var unaegtelig 45 V + 30 K en del mere end RF's 9.

Erik Eriksen og Starcke

Valgnatten sagde Starcke, at »vaelgernes onske synes at vasre en liberal regering« (Kaarsted s. 38). Erik Eriksen bemaerkede, at Starcke sagde »liberal regering« og ikke »grundskyldsregering«, og han bad derfor Starcke om en samtale 15. maj. I ovrigt fremkom Starcke efter min opfattelse ikke med noget konkret i sin udtalelse valgnatten, hvilket er forstaeligt, eftersom valgresultatet som bekendt havde givet »dodt l0b«, en udgang, der gav RF muligheder, det ikke havde haft for, hvis kortene blev spillet med omtanke. Det synes jeg, Starcke (og Oluf Pedersen) gjorde, og deter mig übegribeligt, at Starcke er blevet sa vred pa mig, thi denne opfattelse ses i min fremstilling af de folgende dages taktiske spil.

Men nu samtalen 15. maj mellem Starcke og Erik Eriksen. Om denne
har Starcke veeret meget tavs. Det eneste, han ville sige mig, var, at »de

Side 443

tilsagn om liberalisering, E. E. kunne give, var ikke tilfredsstillende for RF ... Da samtalen med E. E. var fortrolig, onsker Starcke ikke at meddele andet, end at den ikke forte til noget9«. Da Erik Eriksen den gang ikke ville give mig tilladelse til at offentliggore hans referat af samtalen angiveligt »af hensyn til Starcke«, matte jeg soge at »digte med kilderne«, dei foruden Starckes meget nodtorftige udtalelse var det vaesentlige, at man : alle politiske kredse (maske bortset fra Bertel Dahlgaard og et par andre radikale ledere) de forste dage efter valget i 1957 regnede med, at Eril< Eriksen skulle danne en VK-mindretalsregering. Det var derfor meget naturligt og rimeligt for Starcke at soge kontakt med ham, fremfor med H. C Hansen, og der var intet i Starckes eller partiets politik, der gjorde samtalen unaturlig, selv om det naturligvis havde passet bedre ind i Starckes mytebestraebelser, at han straks havde henvendt sig til de to andre grundskyldspartier. Som folge af de to kilders tavshed er i bogen (s. 47 f) mir filosoferen over, hvad de to kan have haft at sige hinanden, hypotetisk Men jeg vedstar gerne, at jeg i Information 10. 8. 1964 tillod mig at gaette pa, at Starcke hseldede til VK-siden, men opgav det for ikke at sfette si£ selv udenfor, da det viste sig, at hans gruppe trak en anden vej. (Her citerei efter Starcke s. 82).

Den samme vurdering anlagde Erik Eriksen, og da Starcke fortsatte sine angreb pa mig, fik jeg 25. oktober 1971 Erik Eriksens tilladelse til, hvis Starcke blev ved, da at offentliggore hans (Erik Eriksens) beretning til mig af 10. marts 1964 10. Det sker hermed: »Om samtalen med Starcke sagde EE, at Starcke fik at vide af EE, hvad han skulle sige til kongen - nemlig at han ingenting skulle sige. Og navnlig, at han skulle holde mund over for pressen. Starcke var uhyre positiv over for en VK-regering. EE sagde til ham, at han (Starcke) jo var liberal, nar man sa bort fra grundskylden, og EE havde spurgt ham, hvad vejer mest for jer: Det liberale eller grundskylden? Starcke havde i den givne situation lagt mest vaegt pa det liberale, og var helt indstillet pa, at det blev en liberal regering. Man havde ogsa droftet de to problemer, som EE i den givne situation lagde mest vsegt pa: Nato, udenrigspolitikken og fsellesmarkedet. I holdningen hertil var Starcke enig. Det var EE's opfattelse, at Starcke var blevet overmandet af sine egne - isaer af Oluf Pedersen.«

Erik Eriksen fojede til, at han modtog det bestemte indtryk, at Starcke
ville yde Erik Eriksen stotte og ikke under nogen omstaendigheder »ga til
den anden side n«.


9. Starckes beretning 20. 3. 1962. Den er skrevet i tredje person.

10. De sidste 2-3 ar E. E. levede, blev han stadig mere aben i sine udtalelser on og vurderinger af dansk politik og dets personer.

11. Bekraeftes af partisekretaer Harald Nielsen 5. 12. 72

Side 444

Vil Starcke bestride Erik Eriksens referat?

Dernaest er Starcke fortornet over, at jeg har sagt, at »deter klart, at jeg har ikke krav pa at fa oplyst det, som Viggo Starcke heller ikke har fortalt sine gruppefasller 12«. I RF's gruppeprotokol er intet indfort om nogen samtale mellem Erik Eriksen og Viggo Starcke; men det beviser ikke meget, da samtalen godt kan vaere omtalt uden at blive refereret13. Da jeg i marts 1964 spurgte Tholstrup om samtalens indhold, erklaerede han intet at kende til den, hvilket selvfolgelig kan skyldes, enten at han har glemt den, eller at han ikke onskede at fortaelle mig derom - eller at Starcke rent faktisk intet har fortalt ham 14. I brev til mig af jan. 1963, siger Niels Andersen, at han »med sikkerhed« kan sige, at »samtalen mellem E. E. og Starcke er ikke blevet refereret i gmppen«, hvis forste mode var 17. 5.15. Oluf Pedersen haevder i brev til mig af 28. 7. 64, at han var ukendt med Starckes og E. E.'s samtale, indtil jeg skrev om den i min bog 16.

Heroverfor haevder Starcke nu, at han selvfolgelig omgaende satte »sine gruppefaeller ind i samtalens resultat« (s. 182, udhsevet her). Jeg er ikke i tvivl om, at Starcke har gjort dette allerede, inden gruppen modtes forste gang, for det var Starcke nodt til, eftersom det var kendt, at han havde haft det pagasldende mode med Erik Eriksen. Men hvad jeg efterlyste, var et referat af samtalens indhold, og et sadant har hverken jeg eller RF's gruppe faet af Starcke, hvorimod Erik Eriksen nok senere har ladet antydninger falde bade til Niels Andersen og Oluf Pedersen 17. Jeg synes, tiden nu ma vaere inde, til at Starcke Iofter sloret for, hvad han husker om sin og Erik Eriksens samtale 15. maj 1957.

Men Starcke var ikke blot i radio og TV valgnatten. Han kommenterede ogsa valgresultatet i Studenterforeningen som skik var dengang, og her abnede han sig til den anden side. Det refererer jeg omhyggeligt (s. 43) byggende bade pa Starckes beretning og Kaj Bundvads; men se om jeg far tak for det, tvaertimod skriver Starcke i sin tanketunge straeben efter at


12. Information 11. 8. 1964, her cit. efter Triumf s. 181.

13. Den oprindelige side i protokollen er skaret ud, hvorefter man formentlig i juli 1957 har sogt at rekonstruere haendelsesforlobet ved, at et maskinskrevet manuskript har cirkuleret blandt nogle af RF's forhandlingsdeltagere. En version er indfort i protokollen aJ: Aage Goting, der 27. 5. 57 valgtes til sekretaer, en anden er Starckes, og en tredje er formentlig Tholstrups. Fremstillingen, der begynder med 15.5., laegger alene vaegt pa det, der forte til det endelige resultat.

14. Sporgeskema til K. Tholstrup.

15. N. Andersen til mig, T. K.s arkiv.

16. T. K.s arkiv.

17. Se NA's beretning og O. P.'s brev af 28. 7. 64.

Side 445

opbygge myter: »I sin tankelose iver efter at skade Retsforbundet og gavne de radikale, har han glemt at stryge den passus, som findes side 43 i hans egen bog«, og sa kommer hele min fremstilling af, at Bundvad af Starckes udtalelser savel fra talerstolen som privat fik indtryk af, at der maske kunne skabes et samarbejde med RF (s. 183). Jeg kan slet ikke anerkende den strseben, Starcke tillsegger mig. Jeg har naturligvis provet pa at give et helhedsbillede ogsa af Starckes adfaerd, og hertil horer, at han i radioen sagde »liberal regering«, hvilket han droftede med Erik Eriksen dagen efter, og »grundskyldsregering« i Studenterforeningen, som han bageftertalte med Kaj Bundvad om. Kort sagt, Starcke holdt begge udveje abne.

Hvem tog initiativet?

I Starckes fremstilling er der nu et tomrum mellem hans resultatlose samtale med Erik Eriksen og hans og Tholstrups samtale med Viggo Kampmann i vandrehallen pa Christiansborg torsdag 16. maj18. Allerede valgnatten var Kampman og O. E. Einer-Jensen i Socialdemokratiets interne radslagning inde pa et samarbejde med RF. Hvorfor naevner Starcke ikke dette? Ligeledes har Bundvad oplyst, at han jor valget havde talt regeringenssamarbejde med Oluf Pedersen (Kaarsted s. 42). Hvorfor skal det ikke siges? Starcke og Tholstrup var hos kongen torsdag 16., men gav - som anvist af Erik Eriksen - intet rad (Kaarsted s. 56); heller ikke under forhandlingen hos H. C. Hansen senere pa dagen bekendte RF kulor (Kaarsted s. 62). Allerede onsdag 15. diskuterede Starckes partifaelle Helge Madsen trekantregering med Bundvad. Hvorfor omtaler Starcke ikke det?

Derimod gor Starcke megen stoj i anledning af, at Oluf Pedersens valg forst var sikret torsdag kl. 13,14, hvad jeg ogsa udtrykkeligt omtaler (Starcke, s. 187, Kaarsted, s. 67). Men hvad rolle spiller det? Oluf Pedersen foretog sig intet, for han var valgt, og det gjorde Starcke heller ikke (udover at vasre hos Erik Eriksen og snakke uden om hos kongen og H. C. Hansen). Oluf Pedersen gik i aktion samtidig med Starcke og Tholstrup. Hvorfor ma Oluf Pedersen ikke fa andel i trekantregeringens tilblivelse?

Deter pafaldende, at Starckes (og Tholstrups) invitation over for Kampmannforst blev foretaget, da det var kendt, at Oluf Pedersen var valgt. Men under alle omstsendigheder refererer jeg samtalen i vandrehallen, byggendepa alle tre's beretninger (s. 68). Og jeg fremhsever udtrykkeligt dens


18. At der var tale om et tilfaeldigt mode, fremgar af vendingen »16. 5. kom Tholstrup og jeg gaende gennem vandrehallen pa Christiansborg, da vi moclte Viggo Kampmann* (s. 184).

Side 446

betydning, idet jeg skriver, at den viste Socialdemokratiet, at ikke kun den Oluf Pedersenske floj, men ogsa den Starcke-Tholstrupske maske var samarbejdsvillig19. I min fremstilling (s. 68) grunder jeg derpa over, hvilke overvejelser der har ligget bag, at Starcke forst nu klart gik ind for en grundskyldsregering. Det fremgar tydeligt, at der her er tale om gaetterier fra min side. At de sa af Starcke er opfattet som krasnkende for ham, har han kun sig selv at takke for p. g. a. det rogslor af uklare og tvetydige udtalelser,hansom -som det fremgar - er fremkommet med lige siden 1945.

Om vandrehalsmodet, Bundvads besog i RF's partivserelse 16. rnaj om aftenen, RF's forste gruppemode 17. 5. og Helge Madsens inddragelse i forhandlingerne, skriver Starcke: »Disse vigtige initiativer, kontakter og forhandlinger er bade af Tholstrup og mig meddelt T. K. Han har udeladt dem i sin bog. De passede tilsyneladende ikke med hans og Oluf Pedersens fremstilling*. Igen taler Starcke mod bedre vidende. Deter altsammen omhyggeligt fremlagt af mig s. 67-70, s. 74, s. 80, overalt er Starckes beretning lagt til grund, men naturligvis suppleret med andet kildemateriale.

Jeg burde utvivlsomt efter Starckes mening alene have holdt mig til hans beretninger. For sagen er, at han ikke under andre end sig selv (og Tholstrup) aere for, at RF kom med i regeringen. Intet sted har jeg pastaet, at »det var Oluf Pedersen, der tog initiativet til regeringsdannelsen, lededeforhandlingerne og forte dem frem til et resultat« (Starcke s. 187). Enhver, der laeser min bog, vil vide, at der var tale om en raekke komplementaerefaktorer; men i RF var Oluf Pedersen den, der svarede bedst til situationen. De naturlige forbindelsestrade mellem Socialdemokratiet og RF gik gennem ham, fordi han talte samme sprog som socialdemokraterne,fordi han var folkelig, og fordi han anskuelsesmsessigt stod dem naermere20. Derfor havde han ogsa venskabelige kontakter med socialdemokraterne.Pa den anden side er det givet, at Starcke og Tholstrup havde styrke til at hindre en regeringsdannelse. Det gjorde de ikke, de gik aktivt ind for trekantregeringen, som derved muliggjordes; men det var nyt for


19. Niels Andersen karakteriserede i sin beretning 1962 vandrehalsmodet »som en 10s samtale i forbindelse med det, der allerede var i skred«. Han havde ingen erindring om, at Starcke havde refereret samtalen for gruppen. (N. A.'s beretning).

20. Starcke erkender i virkeligheden dette, nar han s. 190 i sin bog skriver: »Noget tyder pa, at enkelte medlemmer af Det radikale Venstre og Socialdemokratiet folte sig mere pa bolgelsengde med Oluf Pedersen end med f. eks. Tholstrup og mig, men de vidste, at Oluf Pedersen ikke indtog nogen repraesentativ stilling indenfor folketingsgruppen, og de burde have vidst, at det var RFs ideer og ikke andre partiers inteiresser, vi var sat til at varetage«. Hertil er kun at sige, at i politik glider man ad de fselles bolgelaengder hen, hvor rnulighederne for indflydelsen er, og deter ikke altid i den representative stilling. Ofte nar man forst derhen, nar den sidste underskrift er nodvendig.

Side 447

de andre partier, at ogsa Starcke-flojen kunne taenkes at gamed Soeialdemokratietog radikale. Jeg kan ikke se, at der gar skar i Starckes aere ved at indromme dette. I stedet latterliggor han Oluf Pedersen. Han ser i ovrigt ikke, at han slar sig selv over munden, nar han citerer Oluf Pedersenfor en udtalelse fra 1966: »Mit hjerte har i ovrigt hele tiden vaeret hos de radikale« (Starcke s. 187), for hvis udtalelsen var sand, kunne Oluf Pedersen netop vaere velegnet som bindeled til de kommende regeringspartnere.Men udtalelsen er naeppe heller daekkende. I de mange ar, Oluf Pedersen var retsstatsmand, var han sit eget partis mand; men ganske vist ikke Starckes.

Om illoyalitet

Hvad angar alle de forhandlinger og overvejelser, der foregik mellem 17. maj og ministrenes udpegning 26. maj, har Starcke ingen kritik imod min redegorelse. Her kaemper han i stedet mod Bertel Dahlgaards fremstilling i »Kamp og Samarbejde« (1964) og Oluf Pedersens i »Fra nimandsudvalg og trekantregering« (1967). Herunder polemiserer Starcke (s. 160 f) mod Dahlgaards fremstilling af den brevveksling, som fandt sted mellem de tre parter derved, at RF og R samtidig skulle skrive til H. C. Hansen og anmode om, at han undersogte muligheden for en regering af S, R og RF. Starcke hsevder, at det var hans pafund for at modvirke, at RF blev snydt af de to andre. Dette stemmer ikke med, hvad jeg har faet oplyst hos de andre regeringsforhandlere. Af deres beretninger fremgar det, at det var socialdemokrater og radikale, som onskede at sikre sig, at RF ikke sprang fra i sidste minut, og navnlig onskede man, at Starcke explicite og under ansvar skulle meddele sin tilslutning. Man ma her huske, at RF aldrig for havde vseret involveret i seriose regeringsforhandlinger, og de to andre parter var noget usikre overfor, om der nu ogsa var den fornodne alvor bag navnlig Starckes invitation. Alle forhold afvejet matte og ma Jorgen Jorgensen, Kampmann, Oluf Pedersen og Skytte tillaegges storre trovserdighed end Starcke, fordi deres argumenter i situationen virker mere overbevisende end hans. Men pastand stod altsa mod pastand, og jeg er i min bog (s. 108) gaet uden om problemet, selv om jeg kendte baggrunden for brevene til H. C. Hansen.

Ministerambitioner

Starcke er vred over, at jeg tillader mig at antage, at han og Oluf Pedersen»personligt
attraede en ministerpost« (Kaarsted s. 74), selv om jeg

Side 448

fojer til, at det var naturligt, fordi de derved bedre kunne arbejde for deresideer, navnlig grundskyldstanken. Jeg synes, at jeg dermed i hoj grad anbringer Starckes og Oluf Pedersens ministeraspirationer i en meningsfyldtsammenhaeng. Jeg kan med min bedste vilje ikke se, at der er noget aerekraenkende i for en fremtraedende politiker at onske en ministerpost. Politik er et sporgsmal om magt, den har ministre i alrnindelighed mere af end folketingsmedlemmer, og har man ikke vilje til magt, bor man undlade at ga ind i politik2l. Starcke kan derfor godt spare sig en tirade som denne: »Dog kunne han (T. K.) maske have afstaet fra at fremssette lose formodninger og mistaenkeliggorelse af de mennesker, der ofrede deresliv, deres heibred og deres arbejde for en stor sag« (s. 200). Starcke har aldeles intet ofret.

I min fremstilling af ministerposternes fordeling har jeg vaeret hensynsfuld over for Starcke (s. 118-70). Jeg har saledes undladt fra Starckes beretning at citere hans udsagn om, at ambassadorer efter regeringsdannelsen udtalte deres skuffelse over, at han ikke var blevet udenrigsminister. Det havde man ventet i et par betydende ambassader, skriver Stracke med ringe forstaelse for diplomatisk uoprigtighed 22. Hvis Starcke havde faet denne post tilbudt, havde han nok glemt den coronartrombose, han ellers er sa flittig til at drage frem, nar den kan tjene som undskyldning.

De mange overvejelser vedrorende Starckes ministerpost ma vist siges at vaere rimeligt klarlagt. I al fald strider Starckes (s. 192 f.) og min fremstilling (s. 169 f) ikke mod hinanden. Det blev altsa en »post« som minister uden portefolje - og i sin bog undslar Starcke sig ikke for at jaevnfore sig med Orla Lehmann, J. C. Christensen, Th. Stauning, H. P. Hanssen og J. O. Krag, som alle har vaeret ministre u. p. Hvorledes Starcke-myten naeres og dyrkes, ses ogsa af, at Tholstrup i Berlingske Weekendavis forsvarer Starckes »regeringstid« under overskriften »Skat og priser steg ikke under Starcke« (15. 12. 1972). Under Starcke! Ikke blot emu Oluf Pedersen og Soren Olesen skubbet over bord, alle ovrige ministre er forsvundet. Alene Starcke forte statsskibet ind i smult vande.

Lige sa patetisk er Starckes glaede over at vaere »vicestatsminister« (s. 193). Viggo Kampmann har for laengst punkteret denne myte. Bade Kampmannselv og Jorgen Jorgensen gik forud for Starcke, hvis H. C. Hansen var borte, og man sorgede for, at ikke alle tre var borte pa engang for at undga Starcke. Men en gang blev Starcke konstitueret statsminister, »og


21. At Starcke ogsa holdt af sin ministerposts ydre attributter er en anden sag. Det fremgar bl. a. af, at han i al fald i 1962 anvendte brevpapir med krone og betegnelsen »minisi:er uden portefeuille Viggo Starcke«, og sa sent som i december 1969 brugte han visitkort med teksten »minister Viggo Starcke«.

22. Jyllands-Posten 27. 6. 71.

Side 449

han indforte da den nye praksis at ssette sig op i dennes kontor og stol.
Det gjorde vi andre aldrig, vi fik sagerne bragt ned pa vort kontor til underskrift«,
skriver Kampmann 23.

Starcke som minister

Starcke angriber dernaest punkter i min lille bog »Dansk politik i 1960'erne« (1969), der i ovrigt aldrig har vaeret taenkt som nogen udtommende fremstilling. Starcke er faldet over, at jeg skriver, at regeringssamarbejdet i alt vaesentligt foregik »friktionsfrit, nar man set bort fra enkelte mindre tilfaelde i regeringens forste tid, som fortrinsvis var forarsaget af, at RF's ministre, sserlig Viggo Starcke, var begyndere som ministre«. (Da. pol. s. 21). Jeg skal gerne medgive, at denne formulering er sprogligt angribelig, eftersom alle tre ministre var lige nye som ministre. Hvad jeg mener er naturligvis, at mens de to andre RF-ministre relativt hurtigt gled ind i ensemblet, var Starcke med jaevne mellemrum en belastning bade for ministerium og parti.

Kort efter ministeriets dannelse talte han i Roskilde om den nye situation, der ville foreligge den dag, Dahlgaard og Jorgen Jorgensen tradte ud af politik. Da Starcke sad i regering med de to, er det ikke saert, at de blev vrede over denne udtalelse, som de betragtede som illoyal, og Starcke matte da ogsa give dem en undskyldning (Starcke s. 81).

Pa tilsvarende vis gik det i RF's gruppe. Allerede 20. 8. 1957 var Starcke og Oluf Pedersen i harene pa hinanden, idet Starcke anklagede Oluf Pedersen for uoverlagte skriverier. Helge Madsen formanede til sammenhold. 18. 10. 1957 gentog Starcke sine anklager. 21. 3. 1958 ligesa - ved denne lejlighed kritiserede han Oluf Pedersen for at have talt om finansudvalgets forhandlinger uden forinden at have konsulteret Viggo Starcke. Denne sag skaendtes man atter om 27. 3. 1958. Hvem der har vaeret uromageren i de her naevnte forhold, ved jeg ikke; de forblev i ovrigt vist nok ukendte for offentligheden 24.

Det gjorde derimod ikke problemet med Starckes ministersekretaer, Axel Egekvist. Skont Starcke ikke havde departementale forretninger, udstyredes han dog med en akademisk uddannet ministersekretaer, og denne, der var retsstatsmand og hentet ind ude fra, fik lov at overvaere RF's gruppemode r25. Her blev han hurtigt upopulaer: »En Starcke er nok« har sekretaerennoteret


23. V. Kampmann i Aktuelt 9. 12. 1972.

24. RF's gruppeprotokol.

25. Axel Egekvist var sekretaer i Statens ligningsdirektorat. Ministersekretaerer rekrutteres saedvanligvis fra det pagaeldende ministerium.

Side 450

taerennotereti gruppens protokol 22. 8. 1958. Resultatet blev, at Egekvist
udelukkedes fra RF's grappemoder.

Starcke matte acceptere denne afgorelse og skrev i den anledning et brev til gruppen, der afspejler de brydninger, som var i RF. I brevet hed det, at det var et betydningsfuldt fremskridt, at der i fremtiden ville blive afholdt ugentlige gruppemoder om de storre politiske sporgsmal samt periodiske moder mellem de tre ministre, nar vigtige sager var forestaende. »Jeg har forstaet, at del: er min ministersekretsers tone, man ikke har vaeret tilfreds med, og at vedtagelsen ikke er udtryk for mistillid til det saglige arbejde, der er udfort i mit ministerium«.

»Mit ministerium«! Det var just der, problemet la: Starcke havde aldeles intet ministerium, men derimod nok en ministerpost. Ingen - bortset fra Starckes tilhaengere - kunne forsta, hvad han lavede, og ingen kunne fa dette forhold til at rime med den sparsommelighed i statshusholdningen, RF ellers altid havde foreholdt de skiftende regeringer nodvendigheden af. Uden at yde noget i ministeriet, blev han en belastning uden for dette. Deter muligt, at han foler det groft uretfaerdigt, og deter muligt, at jeg er fejlinformeret af Starckes kolleger; men det rokker ikke ved det forhold, at Starcke fremkaldte skiftevis smil, skiftevis irritation i den offentlige

Starckes fremstilling (s. 201 f) af Oluf Pedersens dissens i forbindelse med forsvarsforliget har jeg ingen indvendinger imod, da den svarer til min (Da.pol. s. 24 f), og deter mig übegribeligt, at Starcke angriber mig med pastanden »Alt dette skjuler Kaarsted«. Det eneste, jeg ikke har taget mcd, er H. C. Hansens udbrud: »Nej, Oluf - den gar ikke. I en sa vigtig sag kan en minister ikke undlade at stemme«. Nar jeg udelod dette udbrud, er arsagen den simple, at Starcke var min eneste kilde, og han maerkede dette sted i sin beretning: FORTROLIGT. Han har da ogsa forst offentliggjort det efter Oluf Pedersens dod. Det korte af det lange er, at Oluf Pedersen naerede pacifistiske anskuelser, og sa benyttede han sig af statsministerskiftet til at fore sin ret uhorte dissens igennem. Den var generende for R, der folte sig udsat for unfair konkurrence, og den irriterede - med god grand - Starcke meget, sa meget, at han sogte at fa Oluf Pedersen sat ud af ministeriet, hvilket Skytte, Bundvad og Soren Olesen dog modsatte sig. (Da. pol. s. 24).

Aret for - i 1959 - havde Starcke selv ved anden behandling undladt at stemme mod oppositionens aendringsforslag til Soren Olesens forslag om et levnedsmiddelinstitut (Da. pol. s. 25). Hvorfor har Starcke ikke omtalt denne sin egen illoyalitet over for en retsstatsminister, nar han bestandig crude efter Oluf Pedersen?

Side 451

I sin angrebskampagne har Starcke gjort et stort nummer ud af, at jeg ikke har prist trekantregeringens gode gerninger (f. eks. Starcke s. 201) 26. Denne kritik ma jeg bestemt afvise. Sigtet med bogen »Dansk politik i 196O'erne« har alene vaeret at behandle »de facetter, som kommer frem ved regeringsdannelser og parlamentariske kriser fortrinsvis set i det christiansborgske perspektiv« (s. 13). Heraf folger, at jeg pa forhand har valgt at se bort fra det almindelige lovgivnings- og reformarbejde, som praegede perioden 1957-60.

Valget i l960

I RF-folkenes tanker har det lige siden udslettelsens valg i november 1960
spillet en rolle, hvorledes man eventuelt havde kunnet afvserge denne katastrofe,
som partiet ikke siden er kommet over.

30. marts 1960 fandt en rekonstruktion af ministeriet Kampmann sted. I forbindelse med denne onskede Kampmann - angiveligt for at styrke RF ved det forestaende valg - partiets politiske ordforer, Niels Andersen, som handelsminister mod, at Soren Olesen forlod indenrigsministeriet27. Eventuelt kunne en anden af RF's ministre gaud. Starcke haevder saledes, at han tilbod at forlade ministeriet for derved at bane vejen for Niels Andersen, men at han trak tilbuddet tilbage, da det ved en indiskretion sivede ud til pressen. Starcke sigter direkte Niels Andersen herfor., mens denne pa sin side benaegter at have begaet nogen illoyal handling.

Hvordan det nu forholder sig med denne indiskretion, kan der ikke godt vaere tvivl om, at ingen af de tre retsstatsministre ville af med deres taburet. De kunne - som naesten alle ministre - lide den, og de folte, at hvis en af dem gik af, ville det med Starckes formulering blive udlagt »som en kassation af den pagaeldende minister*. Ingen havde lyst til at blive kassereret - hvem har det? - og de tre ministre havde altsa st}frke til at hindre, at gruppen vedtog, at en af dem skulle ga. Niels Andersen var rede til at overtage handelsministeriet, og han er nok tilbojelig til at mene, at forhandlingerne, der pa RF's vegne lededes af I. M. Pedersen, kunne vaere fort med storre pagaenhed28. Alle gisninger herom er naturligvisübeviselige, ligeledes hvorvidt en ny minister havde aendret valgresultatet;hvad der derimod star fast er, at RF kunne have faet handelsministeriettil


26. Det har vaeret mig umuligt at finde det citat, som Starcke i sin bog s. 201 anforer som stammende fra min bog s. 7. Hvilken?

27. V. Kampmanns beretn., jf. Aktuelt 9. 12. 1972.

28. RF's protokol. Starckes og N. A.'s beretn. Polemik i Jyllands-Posten mellem V. S. og N. A. 28. 6., 30. 6., 3. 7., 6. 7., 13.7., 16. 7., 20. 7. 1971.

Side 452

ministeriettilNiels Andersen mod, at en af de tre andre ministre gik af,
og at partiet ikke onskede at modtage tilbuddet, fordi ingen af de tre, nar
alt kom til alt, ville ga af.

Endelig har det forhold, at Starcke ikke blev genopstillet ved valget i november 1960, spillet en rolle som arsagsforklaring pa RF's nederlag. I denne forbindelse drager Starcke selv sit helbred frem. Det interessante er imidlertid, at Starcke ifolge sine egne oplysninger allerede i 1957 havde et vaklende helbred, men dog trods laegernes forbud tog en ministerpost. I december 1959 fik Starcke et anfald af coronartrombose. »Af let forstaelige grunde var det nodvendigt at holde disse sygdomsanfald hemmelige. Laeger har tavshedspligt«, skriver Starcke (s. 199).

Forst 1. 10. 1960 meddelte Starcke, at han ikke ville genopstilles, idet coronartrombosen nu stillede sig hindrende i vejen. Sagen var, at Starcke ikke kunne blive genopsullet. Han havde ganske vist tilbudt sin kreds (Gentofte-Hellerup) at lade sig genopstille; men pa den betingelse - pastar han - at han matte sige til vselgerne, at han ret snart efter valget var nodt til at nedlaegge sit mandat, sa at hans suppleant indtradte 29. Dette, siger Starcke, »skyldte jeg mine vaelgere«; men hans tilbud blev ikke modtaget, hvilket man naeppe kan fortaenke vselgerforeningen i3O.i30. Man kunne maske ogsa vende det om og sige, at dersom Starcke frygtede for valgkampens forlob i Niels Andersens uprovede haender (Starcke s. 199), sa burde han maske ligesom i 1957 have henholdt sig til »laegernes tavshedspligt« og frelst partiet. Men i 1957 stod ministerophojelsen for doren, i 1960 et valg, hvis udfald for et parti af Retsforbundets storrelse, struktur og omskiftelige vaelgerkorps var hojst tvivlsom, nar henses til den trommeild om svegne valglofter, som 9/io af den danske presse rettede mod RF.

Starcke paberaber sig ganske vist trekantregeringens gode resultater; men hvad hjselper det, nar man ikke kan overbevise vaelgerne derom og i ovrigt skal dele aeren med to store brodre, hvoraf den storste som i 1930rnekunne formodes at tage broderparten af en eventuel fremgang? Galluptallenefor valget lod pa 4,2 % for RF, og Starcke paberaber sig dem som bevis pa, at Niels Andersen satte RF's chancer over styr. Under alle omstaendigheder er dog 4,2 % mindre end de 5,3 %, RF fik i 1957; det var en tilbagegang pa naesten en fjerdedel, og yderligere ved enhver, der


29. Jyllands-Posten 20.7. 71, jf. 27. 7.

30. Starcke synes ikke at vaere klar over, at han med sin understregning af, at han af moralske grunde matte meddele vaelgerne dette, i virkeligheden rammer Tholstrup, som lod sig genopstille i 1957, skont han vidste og havde sagt i partigruppen, at han ville nedlaegge snart efter valget, hvilket ogsa skete i marts 1958. Mig bekendt sagde T. ikke til sine vaelgere: Stem pa mig, men jeg gar om et ar.

Side 453

beskaeftiger sig med sadanne forhold, at selv sma udsving kan vaere livsfarligefor et lille parti. Der kunne saledes vaere god grand for Starcke til at distancere sig. Det gjorde han ved at stille et uopfyldeligt krav til vaelgerforeningen, nemlig at han ville have lov til at sige, at han snart matte nedlaegge. Med laegeattest i handen kan han i dag fremstille sig som den eneste retfaerdige. Starckes tidligere partifaelles dom er derfor hard. Niels Andersen skriver om Starckes forgaeves forsog pa at blive opstillet i Gentofte-Hellerup: »Starcke blev ganske simpelt faeldet pa sine gerninger. Man onskede ikke at genopstille den mand, der sa eftertrykkeligthave gjort det svaert at forsvare Retsforbundets politik« 31.

Niels Andersens udsagn stemmer med den made, pa hvilken mange i RF reagerede efter regeringsdannelsen i 1957. Det var overvejende mere konservativt indstillede retsstatsvaelgere 32. De syntes ikke, at der i samarbejdet med Social demokratiet og Det radikale Venstre vandtes nok for RF's synspunkter, og i bladet »Vejen Frem« kom utilfredsheden til udtryk 33. Deter derfor forstaeligt, at Starcke benyttede sig af de sygdomsanfald, han vitterligt havde vaeret ud for, til at give afkald pa at soge genvalg.

Triumf eller fiasko?

Denne tilbagevisning af Starckes angreb pa mig kan ikke slutte uden en almindelig karakteristik af Viggo Starcke. Hans bog giver god anledning dertil. Aldrig har han fejlet, altid har han haft ret, og altid har han sejret. Som 18-arig satte han i 1913 oratorisk Georg Brandes til vaegs (s. 10). I 1926 var det Harald Hoffdings tur, fordi denne ikke havde omtalt Starckes far i en afhandling om nordisk filosofi og i ovrigt forgaeves havde sogt at hindre C. N. Starcke i at blive sin efterfolger i 1916. (s. 20 ff.). Han praler af sine eksamenskarakterer (s. 41), i al fald nogle af dem, og ingen har som han kunnet bevise det angribelige i »fosterdrab«, hvilket bl. a. kan ses af, at de danske katolikker har sendt paven i Rom et eksemplar af en artikel i Ugeskrift for Larger af Starcke (s. 49). I Silkeborgskovene gor en orn reverensfor den ridende Starcke, der lader laeseren ane den dybere mening dermed (s. 51 f). Vi far at vide, at der er gaet en stor scenekunstner tabt i Starcke (s. 52). Han citerer en stribe af udtalelser, der viser, at han var en


31. Jyllands-Posten 24. 7. 71.

32. Gentofte-Hellerup-kredsens ledende personer var lektor Vilh. Heilman (formand), fru Bue Bjorner, lrsf. A. Harremoes, overlsege Georg C. Brun o. a.

33. Se allerede 1. 6. 1957: Ledende artikel om det chok, RF's regeringsdeltagelse fremkaldte blandt partiets vaelgere, af hvilke mange protesterede.

Side 454

taler af et helt usaedvanlig format, ja, han nojes ikke engang med dem, der har vaeret offentliggjort pa tryk, ogsa et privat brev fra Poul Reumert ma holde for, da det taler om Starckes »klarhed, veltalenhed og andfuldhed«.Og patetisk sporger Starcke: »Hvad skal man gore? Skal man forfaldetil selvros, eller anlgegge tendentios beskedenhed?« (s. 63). For Starcke er ingen tvivl mulig. Ja, sa vidt gar Starcke, at han ogsa citerer et brev fra en rettroende retsstatsmand: »Gud er pa Deres side, vser sikker pa det« (s. 65).

Om Bertel Dahlgaard som ung taler siger Starcke, at han »stak sin lille naese i sky, og begyndte med sin gnaskkende stemme«. Senere bruger Dahlgaard en mikrofon forkert, hvad Starcke ikke gor! »Da jeg fik ordet efter Bertel Dahlgaard, kom det til at lyde som Mozarts Magnificat ovenpa hujende kattemusik«. (s. 75).

Fremdeles roser Starcke sig af, at han ogsa er historiker, hvilket er ganske morsomt, nar man betaenker hans forargelse over, at jeg i »Regeringskrisen 1957« om politikerne som berettere har skrevet, at »en vis forstaelse for den pagaeldende psyke og personlighedspraeg er nodvendig« (Kaarsted s. 183) og ladet forsta, at dette ogsa gjaldt ham. »Med rette«, siger Starcke, »kan man sporge, hvilke kvalifikationer Kaarsted har til at spille psykolog og dommer over andres personlighedspraeg. Han er jo ganske uvidende pa dette omrade. Da det tilfseldigvis er mig, der har et lang livs erfaring som overlaege etc.34.« Lad »overlaege« (kurlaege) med det lange liv (20 ar) ligge. Jeg kunne med samme ret betragte Starckes »historieboger«, sporge om hans kvalifikationer og foje til, at deter mig, der er historiker af profession. Jeg afstar gerne. Starcke er som historieskriver ikke »ganske uvidende«; men savel »Danmark i verdenshistorien« (1946) som »The Viking Danes« (1949) bserer praeg af en velskrivende, kultiveret og bizar amator, der ser naesten alt i et hulspejl, et spejl, som gengiver Starckes politiske dromme om grundskyld og andet godt. At Starcke kan citere rosende anmeldelser af fagfolk (s. 84, 154), bor ikke stige ham til hovedet. C. O. Boggild-Andersen, Svend Aakjaer og Johannes Brondsted var venlige mennesker, der nodig ville kraenke en amator - og min gamle laerer, professor Boggild-Andersen, som havde vseret patient hos Starcke, kunne nu ikke sta for, at Starcke ogsa havde skrevet om Hannibal Sehested (1941).

I USA laegger Starcke State Department for sine fodder og nedargumentererhojesteretsdommer Felix Frankfurter, »en af de fineste hjerner i Amerika« - men altsa for intet at regne mod Starckes (s. 140). Ingen kan overga ham som forela3ser og paedagog (s. 143 f.), ja sa god er han, at en


34. Reflex jan. 1970.

Side 455

amerikaner endog - ifolge Starcke - rejste fra Californien til Odense for
at hore det samme foredrag en gang til (s. 144).

Et hojdepunkt er Starckes »forhandlinger« 1955-56 rned NATO's
chef, general Gruenther, der naturligvis ogsa matte kapitulere for Starckes
betydelige militaerstrategiske evner (s. 167 ff).

Jeg mindes ikke nogen selvbiografi, der er sa selvovervurderende samtidig med, at den er ondskabsfuld, hanlig, kraenkende og uretfaerdig over for andre. Bogen er et enestaende udtryk for sin forfatters karakter, psyke og personlighed.

Retsforbundets indflydelse var ringe, og Starckes endnu ringere. Tilbage bliver et billede af en lidet respekteret, veltalende, behest demagog, der evnede at gore sit parti til en opsamlingsbeholder for restriktionstrastte og af andre grunde protesterende vselgere. Den harde kerne af overbeviste georgeister var til stede i forvejen; men ogsa i den gik der ta:ring i 1960. Sjseldent har dansk politik kendt storre fiasko.

Udgangspunktet for denne redegorelse var Starckes mangearige angreb pa min bog »Regeringskrisen 1957«. Jeg har i denne strsebt efter at vaere sa objektiv og redelig som mulig, og noget politisk formal har jeg aldrig forfulgt med den. Jeg gor mig ingen overdrevne forestillinger om historikernes muligheder for at klarkegge »den historiske sandhed«; men Starckes partifselle, den beskedne og sindige Soren Olesen, tor dog fastsla, idet ogsa jeg ma have lov til at citere, at jeg »alt i alt... deler sol og vind lige« 35.


35. Ret og Frihed juli 1964.