Festskrift til Povl Bagge. Redigeret af Johny Leisner, Lorenz Rerup og Vagn Skovgaard-Petersen. (Den danske historiske forening, 1972). 400 s.

Denne udgivelse er baseret pa 17 historiske afhandlinger i festskriftramme; rammen vil der ikke blive taget stilling til, men i det folgende vil det blive forsogt at praesentere i korte traek hovedindholdet af afhandlingerne.

To af disse er teoretiske, resten har taget emner op (naesten udelukkende fra Danmarkshistorien) fra 1500-tallet til nutiden. Der er ingen sammenhaeng, de mest forskellige sider af videnskaben tages op, og redaktionen har fornuftigvis placeret afhandlingerne i raskkefolge efter forfatternavnets alfabetiske placering.

De to teoretiske bidrag er forfattetaf to af skriftets redaktorer. Med udgangspunkt i RousseaiU som et forbillede for franske revolutionasregor Johny Leisner nogle betragtningergaeldende over taenkerens reelle indflydelse pa. de politiske beslutninger.Hans konklusion er, at deter mindre frugtbart at rette opmaerksomhedenmod taenkerens systemend pa modtagernes generelle situation og deres fortolkninger af det tilbudte idegrundlag. Den Rousseau,de revolutionaere hyldede, havdepa

depavaesentlige punkter en ringe lighedmed den virkelige Rousseau. Afhandlingenstitel er »Zeitgeist«, og nutiden kan nok give stof til taenkningover

Den anden teoretiske afhandling star Lorenz Rerup for. Han soger at udforske begrebet data i historievidenskaben i en afhandling, der hedder »Omkring historikernes databegreb«. Rerup papeger, at databegrebet er en forholdsvis ny foreteelse i historievidenskaben og definerer det ved det dokumentariske grundlag, historikeren henter i kilden. Han konkluderer, at det ma vaere muligt at fore videnskabelige teorier, der udspringer af forskellige samfundsopfattelser, ind i en faelles debatramme. Dette er jo nok mere et politisk problem end et videnskabeligt.

Og derpa de ovrige afhandlinger. Om Skibbykronikens politiske tendens handler Kai Hfirbys bidrag. Nogen egentlig tendensbestemmelse lader sig ikke gennemfore pa grund af mangel pa kontrolmateriale, men kronikens politiske vurdering af de fire forste oldenborgske konger lader sig betragte i lyset af Erasmus' kristelig-humanistiske fyrsteideal. Der er saledes ingen tvivl om Skibbykronikens beslaegtethed med Erasmus' Institutio principis christiani fra 1515, som - oversat af Povl Helgesen - udkom trykt i 1534, men som foreligger i manuskript 1522.

Med udgangspunkt i Holbergs udgivelse af Herodian i 1746 skildrer Tor ben Damsholt 1700-tallets danske historikeres forhold til antikken og samtiden; forstaelsen af Roms historie, vurderingen af dets institutioner og forklaringen pa dets storhed og fald vakte stor interesse under enevaelden. Faengslende er Damsholts sammenstilling af Montesquieus og Holbergs opfattelse af Rom; for Montesquieu repraesenterede republikken Roms storhed, kejserdommet dets forfald, for Holberg derimod matte en vurdering af kejserdommet bero pa, om kejserne var gode eller slette, mere et sporgsmal om orden og kultur end om ekspansion. I det hele taget er Herodian-udgivelsen imidlertid et indlasg for den oplyste enevaelde, og udgivelsen var tilegnet Frederik V. I Holbergs fodspor tradte i det stykke en del andre, Fr. Chr. Eilschow, Sneedorff og Jacob Baden f. eks. med andre udgivelser. Med arhundredets slutning skifter smagen fra det romerske til det graeske og oldnordiske; de romerske kejsere traeder tilbage for de graeske filosoffer.

Jens Engberg giver sit bidrag til en af de klassiske diskussioner i dansk historieforskning: Er kongebrevet af 26. September 1660 i Niels Pedersen Slanges gengivelse fra 1720 aegte? Han refererer de holdninger, som John O. Evjen, Fridericia, Arup og Boggild-Andersen praesenterede og gor selv et overbevisende forsog pa at reducere Boggild-Andersens sprogstatistiske analyse til intet. Jens Engberg runder af med at fastsla, at sporgsmalet om aegtheden ikke kan afgores. Deter sa selvfolgeligt, som deter sagt, og mon ikke der allerede er blevet brugt for mange kraefter pa den sag?

I modsaetning til, hvad der er tilfaeldeti den store verden, har debatteni Danmark om negerslaveriet vaeret noget begraenset, og nogen egentlig teologisk debat har ikke fundetsted. Med udgangspunkt i Erik Pontoppidans kendte fortale til L. F. Romers »Tilforladelig efterretning om kysten Guineas 1760, har Sv. E. Green-Pedersen undersogt om Pontoppidanstanker er sammenfaldende med andre litteraere ytringer i 1700talletsDanmark. Den del af Pontoppidansforsvar

pidansforsvarfor slaveriet, der byggerpa. det kulturelle svaelg, der er mellem europaeere og afrikanere, visersig at vsere faelles for megen litteratur,og i det hele kan Pontoppidansforsvar saettes ind i en almindeligkulturel sammenhaeng. Dette er en konstatering, der nok kan baere en afhandling, og Green-Pedersen giverslaveriforskningen perspektiv, nar han anforer, at overforelsen af 10.000.000 negre til Amerika jo er en del af nutidens bitre racekonflikt; ved kortlaegningen af denne, historiensstorste deportation, i dens forskelligeaspekter har historieforskningenen nodvendig opgave at lose.

Akademikerens rolle i samfundet er et vigtigt tema i vor nyere historie, skriver Erik Stig Jorgensen. Med dette udgangspunkt tager han op behandlingen af den lasrde stand i Jens Schelderup Sneedorffs forfatterskab, som er det forste, der mere indgaende behandler emnet. Sneedorffs uddannelse i oplysningstidens Europa var grundlaget for hans tanker om den laerde stands placering som dynamisk element i det statiske samfundssystem. At Sneedorff havner i en del modsaetninger turde vaere klart.

Niels Petersen har, som ved andre lejligheder, stovet en god historie op. »Statslan i dolgsmal« hedder afhandlingen, og den drejer sig om et hemmeligt statslan, der i 1835 blev skrevet kontrakt pa med bankierhuset Rotschild i London. Statslanet blev aldrig effektueret, og staten matte betale en erstatning til bankierhuset pa 20.000 £. Grundene til, at lanet aldrig kom i stand, var politiske og ikke finansielle; staenderforsamlingerne var kritiske over for rigets finansielle operationer. Sagen blev afviklet i hemmelighed og med ikke ringe elegance, men hede om orerne var flere under dens forlob.

Jorgen Schoubye stiller det sporgsmal, om periodeopfattelsen af dansk udenrigspolitik, karakteriseret af ikke-agressiv neutralitetspolitik, fra midten af 18. arhundrede til anden verdenskrig, overhovedet har noget indhold. Pa grund af manglende viden er det svaert at strukturere en ny periodeinddeling; men i den foreliggende afhandling soges et af hullerne i kendskabet til dansk udenrigspolitik lukket, nemlig det, der findes for tiden omkring Krim-krigen. C. A. Bluhme var tydelig knyttet til udviklingen af en uvaebnet neutralitetspolitik, og forfatteren finder mange linjer, der peger frem mod det 20. arhundrede, samt antyder muligheden af en nyvurdering af Bluhme s indsats i dansk udenrigspolitik.

Ole Lange har fundet et ejendommeligt dokument til belysning af Tietgen som international foretager. Der er tale om et brev fra den mystiske Mr. Dunn til en britisk regeringsembedsmand, dateret i 1882. Brevet indeholder et resume af Tietgens ansogning fra 1869 til den russiske regering om koncession pa anlaeg af en telegraflinje mellem ostasien og Europa via det transsibiriske system. Brevet er den eneste kilde til ansogningen, som Tietgen fik imodekommet i efteraret 1869. Ole Langes kritik viser, at kilden har stor kvalitet, og ydermere har han indsamlet de sparsomme oplysninger, der findes om John George Dunn, der synes at have vaeret en begavet eventyrer, der har levet en stor del af sit liv i Kina, tilsyneladende pa. den ekspertise, han besad i forskellige entreprenorforhold.

Ikke mindre spaendende og et af skriftets hojdepunkter er Birgit NiichelThomsens afhandling om »Andelsbevaegelsenog Deter en redegorelse for situationen

omkring dannelsen af et baconkartel i 1890/91. Andelsbevaegelsen var for alvor kommet i gang pa slagteriomradet,og pengemaendene Tietgen og Heymann forsogte at samle alle slagterikraefterunder en hat for at opna rationaliseringsgevinsten. Det var for, andelen stagnerede pa slagteriomradet,og staerke kraefter inden for bevasgelsenvar imod kartellet, da man ikke onskede at underminere andelstankenog tilmed antog selv at kunnetage gevinsten hjem. Planen strandede,selv om privatslagteriernes tilbudtil andelsforetagenderne synes favorable.

Hans Kargaard Thomsen giver en karakteristik af historikeren Edvard Holm. Bruddet i Holms produktion sker ved midten af 1860'erne. For den tid stod antikken i centrum, efter var det den nyere nordiske historie, der optog ham. Skont det nationale engagement spillede en stor rolle for Holm, var »sandhedsprincippet« dog overordnet.

Kristian Hvidt giver en redegorelse for politikernes vederlag under folkestyret. I den velskrevne fremstilling er der ikke ophidsende ling at finde; 1920 er det tidspunkt, hvor vederlaget aendres til at vaere en reel aflonning. Det danske aflonningsniveau synes at vaere det samme som andre europaeiske landes. Hvidt berorer til sidst det problem, der er ved at opsta ved kommunalradenes affolkning. Det sporgsmal ma nu rejses, om den bor imodegas ved aflonning af lokalradsmedlemmerne.

Folkeoplyseren, historielaereren og skolepolitikeren Johan Ottosen var en af hovedpersonerne bag skolereformen af 1903. Som koordinator af de paedagogiske og politiske synspunkter kunne hansom ordforer for det folketingsudvalg, der behandlede skolereformen, pavirke denne pa afgorende made. Ved at kaste lys over personen Johan Ottosen forsoger Vagn Skovgaard-Petersen at undersoge intentionerne bag det opgor med den laerde skoletradition, som 1903-reformen var udtryk for.

Om den i 1967 afdode tyske historiker Gerhard Ritters forfatterskab handler lnga Flow's afhandling. Foruden Tysklands historie i dette arhundrede beskaeftigede Ritter sig med historiens og historikerens rolle i samfundet og var bestandig under skiftende politiske forhold engageret i Tysklands skaebne. Han havde blik for massedemokratiets svagheder og fremhaevede den personlige friheds undertrykkelse under lighedsprincippet, men med sit konsekvent konservative livssyn kunne han kun anvise en vej frem med kristendommen. Afhandlingen baeres i lovlig hoj grad af citater.

Foul Jensen forelaegger en skitse til fortolkning af finanslovsafstemningen i folketinget i marts 1929. Situationen var den sjaeldne, at regeringens forslag til finanslov faldt, hvorpa Madsen-Mygdal udskrev det valg, der banede vejen for det langvarige socialdemokratisk-radikale herredomme. Det konservative folkeparti, der for sa vidt skabte muligheden for mindretalsregeringens fald, star i centrum for undersogelsen, der bl. a. gar ind pa sporgsmalet om, hvorvidt dette politiske resultat var tilsigtet af de konservative.

Endelig har Niels Thomsen analyseretden forste folkeafstemning i Danmark, afgorelsen om salget af de vestindiske oer i 1916. Undersogelsenaf stemmetallene leder frem til den konklusion, at de etablerede partierstort set beherskede opinionsdannelseni deres miljoer. Blandt venstrevaelgerevar der imidlertid forvirring,og selv om partiledelsen anbefaledeet

faledeetja, stod den ikke samlet - med det resultat, at venstres vaelgere (af hvilke 40 % stemte) naede til en hojst forskelligartet beslutning ved afstemningen.Venstremaendene var udsatfor »cross pressure*, bl. a. gik Indre Mission gennem Kristeligt Dagbladmod