Barn i Flensborg 1890-1920. Sydslesvigske år og dage. Udgivet af Poul Kürstein. (Skandinavia, 1972). 343 s.

Bogerne Barn i Arhus, som Arhus Byhistoriske Udvalg udgav i 1956 og 1957, har givet studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig i Flensborg ideen til at udgive en raekke barndoms- og ungdomserindringer fra tiden 1890-1920. De er skrevet af dansksindede, der i dette tidsrum levede i Flensborg, og giver saledes et billede af, hvordan de danskes situation var under det tyske styre. Bornene havde - fremgar det i hvert fald af erindringerne, der for de flestes vedkommende er skrevet mange ar senere - en klar folelse af at vsere danske, men noget staerkt modsaetningsforhold mellem dansk og tysk synes bornene almindeligvis ikke at have oplevet, selv om det til tider stak hovedet frem. Karakteristisk er en bemaerkning som: » . . . (jeg) voksede op uden at fornemme noget videre til den folkelig-nationale modsaetning . . .«, og Tage Jessen, redaktor Jens lessens son, skriver: »l Flensborg radede der langt fra den nationale spaending som i Nordslesvig«.

En af forklaringerne herpa skal nok soges i, at de dansksindede i Flensborg ikke udgjorde nogen dominerende gruppe. Gennem de forskellige erindringers gentagne omtale af de samme personer og begivenheder far man indtryk af, at danskerne i Flensborg var en lille kreds, der kendte hinanden og modtes jaevnlig. Det faste gruppebillede fremtraeder dog nok staerkere i erindringerne, end det faktisk var. Der er ingen tvivl om, at de fleste bidragydere stammer fra den kreds, der modtes i Borgerforeningen, d. v. s. »de fine«, mens den mere jaevne forening Ydun ikke har talt mange af memoireforfatterne eller deres foraeldre. Erindringerne giver saledes ikke et fuldt daekkende billede af, hvorledes danske borns situation var i Flensborg for 1920.

At skrive erindringer, der har betydning for historikere, er vanskeligt. Mange er tilbojelige til at haefte sig ved det kuriose, ligegyldige smiting huskes, eller man skriver om det, man forventes at skrive om. Enkelte af erindringerne i Barn i Flensborg lider af nogle af disse skavanker, men kvaliteten af de fleste er hoj. Flere af forfatterne er vant til at have en pen i handen. Deter imidlertid ikke en erindring, der er det mest interessante og faengslende i bogen, men derimod en dagbog, fort af Hakon Thomsen i arene 1913-18. Som son af bankdirektor Peter Thomsen, der var en af danskhedens mest fremtraedende maend i Flensborg, fik Hakon Thomsen en udmaerket uddannelse, og da han samtidig havde gode evner og var en fin iagttager, bliver hans dagbog en vigtig kilde til forstaelsen af de dansksindedes forhold under 1. verdenskrig. Her ser man afspejlet habet om, at krigen matte fore Sonderjylland tilbage til Danmark, den evige frygt for broderen, der var i tysk krigstjeneste, og til sidst Hakon Thomsens ensomhed som studerende blandt tyskere i Marburg. Han dode i slutningen af 1918 i Marburg af den spanske syge. Dagbogsnotaterne udmaerker sig ved at give et samtidigt billede, der ikke er prasget af de staerke modsaetninger, som 1920 skabte.

I forordet til Barn i Flensborg omtales,at studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek allerede ligger inde med materiale til flere boger med erindringer fra Flensborg, som man vil udgive i de folgende ar. Holder

disse kvaliteten fra forste bind, har
man noget at glaede sig til.