Vækkelsernes frembrud i Danmark i første halvdel af det 19. arhundrede. V. Frands 01 e Overgaard og Anders Pontoppidan Thyssen: De senere jyske vækkelser. (Gad, 1970). 350 s.

I dette bind af det store »Vaekkelsesv£erk« ses den staerke indflydelse, emissaererne fra brodremenigheden udovede, og det bliver klart, hvordan et skel opstod mellem de stasrke jyder og den senere forsamlingsbevaegelse, der navnlig stimule redes af udsendinge fra vakte kredse pa Fyn.

Ogsa dette bind er bygget topografisk op og er i det hele anlagt efter terde samme principper som de tidligere bind. Vi far en grundig gennemgang af forholdene egn for egn under udnyttelse af et stort kildemateriale, og sa godt som alle de vakte, man har oplysninger om, er omtalt i teksten. Registre og en oversigt over underskriverne pa adressen om sognebandslosning (1834), adressen om Pontoppidans forklaring (1835) og ritual-adressen (1839) giver desuden en samlet oversigt over de vakte og deres erhverv. Hertil fojes i dette bind en liste over det herrnhutiske Skern-societets medlemmer og en fortegnelse over de rejser, Peter Larsen Skraeppenborg foretog i Jylland. Disse rejser var vigtige incitamenter for de jyske vaekkelser, og deter udmaerket, at man har sogt at rekonstruere deres antal og deres forlob.

Saerdeles vaesentlig er bindets pavisning af nogle sasrtraek ved de jyske vaekkelser. F. eks. konstateres omfattende slaegtsband mellem de vakte. Familieforbindelser var kanaler for vaekkelserne, og vakte giftede sig i stor udstraekning med hinanden. Det sidste kan, noterer Pontoppidan Thyssen, haenge sammen med, at sa mange unge deltog i vaekkelscs-forsamlingerne. Desuden lykkes det pa det jyske materiale at afvise tesen om, at vaekkelsernes frembrud hang sammen med en direkte afstandtagen fra statskirken. De vakte stod staerkt kritiske over for kirken, men de opgav den ikke. Den »kirkelige vedhaengen«, som Birkedal talte om, er et vigtigt traek i de vakte, jyske sogne. Der kan ikke spores tilbagegang i kirkegangen.

Interessantest er dog nok resultaterneaf analyserne af de vaktes socialestatus. Den jyske vaekkelse indtagerher klart en saerstilling ved at have en markant deltagelse fra gardmandsstanden.Gardmaendene

mandsstanden.Gardmaendeneog deresfamilier var vel ikke lige staerkt repraesenteret i alle jyske egne, men tendensen er umiskendelig. Tilmed var det ofte fremtraedende bonder med en hoj social status — sognefogederf. eks. - der gik i spidsen for vaskkelserne.

Dermed er yderligere understreget, hvad der har tegnet sig i de foregaende bind, at vaekkelsernes sociale baggrund er saerdeles sammensat. Forskellene fra egn til egn er for store til, at man kan operere med enkle sociale forklaringer pa vaekkelsernes opkomst og udbredelse. Antagelig er tiden snart inde til at tage dette problem op til en grundig, samlet overvejelse. I flere nabodiscipliner til historien har man i de senere ar udviklet synspunkter pa den folkelige og politiske mobilisering, pa oplosningen af den gamle enhedskultur og dannelsen af nye gruppefaellesskaber o. s. v. i forbindelse med den okonomiske og industrielle udvikling i de sidste 100-150 ar. Vaekkelsesvaerket har lagt en dynge data frem, som givetvis egner sig til analyse i fortsaettelse af disse teoretiske overvejelser. Den smukkeste kvittering for det vasrdifulde arbejde, der er ydet med udsendelsen af det store vaerk, ville netop vaere, at det fremlagte materiale blev brugt og taget ind i nye f orskningss ammenhaenge.