Gunnar Sandfeld: Komedianter og skuespillere. Dansk teaterliv uden for hovedstaden o. 1790—_0. 1870. (Nyt Nordisk Forlag - Arnold Busck, 1971). 400 s.

Med denne bog har Gunnar Sandfeld afsluttet sit stort anlagte vaerk om det rejsende provinsteater, som han i 1962 begyndte med »Thalia i provinsen. Dansk provinsteater 1870-1920«, af Jysk Selskab. Mens »Thalia« og fornemmelig seriens anden del »Teaterkunst pa sma scener. Mellem to verdenskrige« (1969) behandlede perioder, der ikke tidligere havde vaeret gjort til genstand for samlet fremstilling, er der skrevet ganske meget om den aeldste tid. Det er imidlertid Sandfelds fortjeneste ved studier i et omfattende arkivmateriale i Rigsarkivet, Det kgl. Bibliotek, Teatermuseet, et par lokalhistoriske arkiver m. v. samt ved en gennemgang af, hvad der forekommer at vaere hele den trykte litteratur og en lang raekke aviser, at have skabt en endegyldig skildring af en side af provinslivet, der, hvor bizar den end ind imellem yttrede sig, spillede en stor rolle for mange mennesker. »Endegyldig« betyder naturligvis ikke, at der ikke fortsat vil vaere rigelig plads for detailstudier.

Det hele begyndte i Odense i 1789, forst med et borgerligt initiativ, der et par ar efter blev fulgt op af den fynske adel, der spillede med indkaldtetyske selskaber. Populaere blev disseselskaber aldrig; men endnu et par artier ind i 19. arhundrede var der dog basis for deres virksomhed. De rejste som de samtidige og seneredanske i hele provinsen. 1795 kom den forste teaterbygning, ogsa i Odense, og aret efter satte man her det forste rent danske personale pa scenen. Otte ar senere nod fire byer i Jylland aeren af den forste danske turne med skuespil pa modersmalet - og hermed var en udvikling startet, som efterhanden foldede sig ud i en farverig mangfoldighed, baret af ildhuog af dodsforagt for de besvaerligheder,som transport- og sceneforholdskabte for udoverne. Med vanlig dramatisk sans afmaler Sandfeldet miljo og en tilvaerelse, der for

en moderne betragtning har vaeret rent utrolig. Som i de ovrige boger har han skaffet sig et vaeld af oplysningerom miljoets mennesker, og i biografiske afsnit giver han data og vurderinger. De sidste kan naeppe sta alene; i mangfoldige tilfaside vel ikke engang sta, for hvad er »stor«, og hvad er »talent«, nar kritikken er sa sparsom og tilfseldig - og nar Overskouer sa partisk?

Foruden de egentlige provinsselskaber behandles - maliciost — »kongelige« turneer og de dramatiske selskaber med deres dilettanter. Om end der for de sidstes vedkommende var meget grinagtigt iblandt, opfyldte de dog den vigtige mission, at de skaffede deres publikum i kontakt med teatret, »mindede« dem for det. Og sa er det forresten et sporgsmal, om de ikke ofte var bedre korende med talenter end mange af de professionelle

Af saerlig interesse er de to sidste afsnit: forestillingerne med en fuldstaendig gennemgang af repertoiret, skuespillenes sceniske virkning og spillet samt vurderingen med offentlig kritik og private meninger. Her far forfatteren virkelig en del frem af det, som giver tidsfornemmelse - og derved bogen helhed. Lad sa vaere, at detaljerne - bortset fra repertoiret - kun kan hentes fa steder fra. Der er ingen grund til at tro, at de ikke er typiske.

Om bygninger og en del personer m. v. gives supplerende oplysninger i fyldige billedtekster, et ditto kilde- og litteraturafsnit giver grundmaterialet. Men der er ikke egentlige noter og henvisninger. Deter kun delvis en skam, for identifikationen i teksten er i almindelighed saledes, at kilden ret let lader sig finde i oversigten. Et personregister og et titelregister slutter

I 1805 skrev litteraten Jens Kragh Host, at teatret almindeligt kun betragtedes som tidsfordriv, et sted, hvor de »af arbejde udtomte menneskeklasser« sogte hen for adspredelse og hvile. Sa gammel og maske aeldre, er debatten om teaterkunstens mission. Den er stadig Iobende med sine hundredeogsytten meninger; men det ma indrommes, at det gamle teater kun i fa stunder - tilsyneladende i al fald - har givet mere end det, Host naevner. Somme tider gav det meget ufrivilligt; det laegger Sandfeld heller ikke skjul pa.

En ting, som hans tidligere boger har gjort sig sa meget fortjent ved: udblikket til tiden og de almindelige forhold, er i denne sidste i nogen grad ladt i stikken. Stoffet har vaeret stort, og chancen for at fa det meste med har ikke kunnet modstas. Derfor vel ogsa de irriterende ret omfattende petittrykte afsnit, hvor der ellers gemmer sig nogle af de fornojeligste detaljer.