A. Strange Nielsen: Lokalhistoriske Arkiver. En vejledning for medarbejdere og benyttere med en indledning ved Johan Hvidtfeldt. (Dansk historisk Fællesforenings Håndbøger, 1972). 91 s.

I 1954 udsendte Sammenslutningen af lokalhistoriske Arkiver pioneren, cand. pharm. Hans Brandts lille »Vejledning i oprettelse af byhistoriske Arkiver« (saertryk af »Fortid og Nutid bd. 19). Da oplaget i 1959 var opbrugt, begyndte man de forste droftelser om en ny, aendret og foroget vejledning. Den blev med arene stadig mere pakraevet, for arkivernes antal voksede gennem 1960'erne i et omfang, ingen havde kunnet forudse. De blev et led i lokalhistoriens fornyelse ved midten af 20. arhundrede - ogsa. selv om de stadig i det store og hele mangier at dokumentere det. Endnu har deres antal - omkring 100 - langt fra naet maksimum. Og her vil i ovrigt et af deres problemer i fremtiden stikke, for et er, at mange samler; men er det lige sa rationelt, nar tingene skal nyttiggores til andet end at vaere samleobjekter, at de da ligger tusinde steder? Det vil de nu nok blive ved med en rum tid endnu, og en saerlig opgave bliver det sa at gore indholdet kendt, ikke blot arkivfonde og billeder, men ogsa de mange registreringer af aviser m. v., der i arenes 10b er gennemfort.

Formalet med nasrvaerende bog er at vise potentielle arkivskabere, hvordan de skal baere sig ad, og det gor den engageret og godt. Rigsarkivaren redegor i sin optakt for det offentlige arkivvaesens historie, for proveniensprincippet, arkivdannelse, registrering, kassationer og tilgaengelighed - alt med traek, der kan vasre af vaerdi for den, der vil starte en ny samling. Han redegor desuden for forholdene omkring de kommunale arkiver, et af de »omme« punkter i disse ar mellem statsarkiverne og de lokale, og han slar her fast, at offentlige arkiver horer hjemme i statens arkiver, ligesom store erhvervsorganisationer og ditto virksomheder i Erhvervsarkivet. Men ellers giver han fuldt handslag til lokalarkivernes arbejde pa. mikroplanet — ogsa i erkendelse af, at der er en naturlig graense for, hvad Rigsarkiv, Landsarkiver og Erhvervsarkiv kan overkomme.

Det mserkes ikke pa Strange Nielsens afsnit, at der har vaeret tale om en opgave, som han har arvet fra i al fald to forga::ngere, som sygdom har forhindret i at gore arbejdet faerdigt. Han har dygtigt og med megen systematik sammen- og faerdigkogt, hvad der har vaeret pabegyndt, og det system og da ideer, der nu holdes frem for nuvaerende og kommende kolleger, er derfor hans alene. Detaljerigt er det blevet; men det skal det ogsa vaere for at kunne vaere vejledning for savel begynclere som viderekomne. For ogsa her stikker et af lokalarkivernes problemer. De bor til en vis grad vaere ensartede, eller maske rettere tage pa samme made pa de samme ting. Bogen giver mulighed for koordination pa dette omrade, og det samme gor de kurser, sammenslutningen jaevnligt afholder.

Af de fire former for organisation af et arkiv: gerinem forening, idekreds, museum eller bibliotek er Strange Nielsen nok mest tilhaenger af den sidste. Og deter klogt; det giver de bedste muligheder for kontinuitet, - og for en solid og rimelig okonomi. Men ikke alle biblioteker har lyst til at v;;ere med, og sa ma en af de andre fremgangsmader bruges. Lokalemaessigt har mange arkiver vanskeligheder, og man bor derfor vaere pa taeerne, nar der i by eller pa land skal indrettes biblioteker, bygges skoler eller lignende. Arkiverne bliver ofte sorteper og ma klare sig efter de forhandenvasrende anden - eller tredieklasses muligheder. Deter ogsa afgorende for, hvor meget man kan tage ind, eller hvor mange medarbejclere, man kan have.

For de sidste s vedkommende sa Strange Nielsen vel heist en heltidsbeskaeftiget som daglig leder. Der ville i nogle arkiver vaere nok at gore; men sa meget sidder arkivtanken endnu ikke fast, at det har kunnet lade sig gennemfore. Man klarer sig med frivillig medhjaelp de fleste steder. Og her er endnu et af lokalarkivernes svage punkter: Hvem skal fore videre, hvad der i disse ar pabegyndes? De helt sma og meget lokale vil med tiden komme i vanskeligheder.

I indsamlingsarbejdet ma lokalarkiverne endnu vaere opsogende og ind imellem ogsa ret sa overtalende. De sma, uanselige ting er ofte dem, folk heist beholder - de store samlinger gar det lettere med. Men i ovrigt er interesserne vidtspredte, og af egentlige arkivalier ser det ud til, at man faktisk tager alt med. Ogsa billeder, films, bandoptagelser og tryksager arkiveres, og her har flere arkiver allerede udfort et stort pionerarbejde.

Strange Nielsen laegger ikke skjul pa, at han gerne ser arkiverne udvikle sig til uundvaerlige led i den lokale kulturvirksomhed, og han giver udmaerkede instruktioner i, hvordan en sadan position kan skabes - bade ved samarbejde med biblioteker, historiske foreninger, museer og statsarkiver, og med presse, turistforeninger, foto- og bandamatorklubber og kommunale myndigheder. Udadtil kan arbejdet og dets vaerdi dokumenteres ved publikationer, udstillinger, foredrag og kurser ved aftenhojskoler. Sadanne initiativer er allerede taget af adskillige arkiver.

I bogens anden halvdel skildres det daglige arbejde: Modtagelsen af arkiverne, journaliseringen, registreringen,fordelingen pa afdelinger (personalhistorisk,topografisk og saglig samling (her placeres sager, der ikke kan rubriceres under de to forste)), billedsortering og -identifikation samt avisregistrering. Til stotte for arbejdetma der skaffes boger: gasngse opslagsvaerker,vejvisere, skattelister og fra statsarkiverne mikrofilmeller

krofilmellerxerox-kopier af arkivalieraf lokal interesse - evt. ogsa aeldredagblade, hvor sadanne ikke er for handen i original.

Naeppe mange uden for de interesserede kredse vil give sig af med at laese Strange Nielsens bog. Men da lokalarkiverne er kommet for at blive, er det vel rimeligt at praesentere dem og det, de beskaeftiger sig med, for andre end arkivfolkene selv. Derfor