Henning Bregnsbo: Kampen om skolelovene af 1958. En studie i interesseorganisationers politiske aktivitet. Odense University Studies in History and Social Sciences; Vol. 4. (Odense University Press, 1971). 238 s. A. R. Schacht: En praktisk mellemskole. Bidrag til en skolereforms historie. Selskabet for dansk skolehistorie. (Gad, 1971). 157 s.

Interessen for studiet af skoleproblemer bade i et aktuelt og i et historisk perspektiv er stot voksende i disse ar. Vi oversvommes af en pjeceog pamfletlitteratur af staerkt blandet kvalitet om skolens forhold. Oprettelsen af det skolehistoriske institut ved Danmarks Laererhojskole, hvorfra den forste disputats er pa vej mod forsvar, og dannelsen af Selskabet for dansk Skolehistorie med publikationen Arbog for dansk Skolehistorie er blot et par af flere vidnesbyrd om, at en serios, videnskabelig interesse nu er rettet mod det skolehistoriske omrade. Antagelig er det forbud om, at danske forskere er ved at ruste sig til at tage del i den omfattende samfundsvidenskabelige og historiske udforskning af skolens problemer, som laenge har vaeret i gang i andre lande.

Et par af de seneste bidrag til den nyere danske skolehistorie har det til faelles, at de behandler sider af det udviklingsforlob, som fandt en fore- Iobig afslutning med vedtagelsen af skolelovene i 1958. Forskellen mellem dem ligger i, at den ene koncentrerer sig om de politiske, den anden om de paedagogiske elementer i udviklingen.

Lektor Henning Bregnsbo harmed sin skildring af kampen om skolelovene af 1958 villet analysere det politiske spil, der gik forud for vedtagelsen af lovene, navnlig for sa vidt angar laererorganisationernes aktivitet. Derved har han pa forhand sat ganske snaevre grasnser for sin fremstilling, og deter grunden til, at arbejdet i visse henseender ma karakteriseres som vellykket, mens det i andre ma betegnes som temmelig utilfredsstillende.

Bogens kvalitet ligger i, at den for forste gang giver en samlet og omfattende beskrivelse af hele det indviklede, politiske forlob, der begyndte ved krigens slutning, og som forte frem til vedtagelsen af lovene i maj 1958. Bortset fra enkelte laereboger - Aksel H. Nellemann: Den danske skoles historie, 1966, bor her naevnes, med honnor - er vor litteratur ynkelig fattig pa ordentlige, moderne oversigter over den danske skoles udvikling. Ret beset er det beskaemmende, at den eneste anvendelige, brede fremstilling er skrevet af en englaender. Deter Willis Dixon: Education in Denmark, u. a. (1958), og man kan gaette pa, at F. C. Kaalund-Jorgensens bistand er en af forudsaetningerne for, at en udlaending har kunnet give en sa indforstaet skildring af det danske skolevaesens udvikling.

For fremtiden vil det imidlertid ikke vasre vanskeligt at skaffe stof, nar man vil give en oversigt over den danske skolepolitik i efterkrigstiden frem til 1958. Materialet kan hentes hos Bregnsbo.

Han har brugt partiernes protokoller, laererorganisationernes interne papirer, aviser og tidsskrifter samt hele det publicerede stof om folketingets behandling af skolelovene. Dette kildemateriale har han suppleret med interviews med en raekke af aktorerne, bade politikere og organisationsfolk, og han har dermed vaeret i stand til at kortlaegge og beskrive alle faserne i det politiske spil.

Det fremgar med al onskelig tydelighed, at resultatet i 1958 ma karakteriseres som en sejr over laererorganisationerne for de politikere, der havde sluttet et skolelovsforlig. Organisationernes samlede front til forsvar for den bestaende skolestruktur kunne ikke holde. Deter utvivlsomt rigtigt, nar Bregnsbo ser en vigtig forudsastning for dette resultat deri, at de skolepolitisk aktive i venstre i 1955 fik partiet til at fremsaette et skolelovsforslag, der brod med den gamle struktur.

Betydningen heraf ser man, nar man folger Henning Bregnsbos beskrivelse af situationen i partierne venstre og det konservative folkeparti, navnlig efter dannelsen af trekantregeringen i 1957. Bregnsbo har her kunnet stotte sig pa den ganske udforlige konservative partiprotokol, og det fremgar af den, at man i den konservative folketingsgruppe mente at have begrundet hab om, at venstre ville springe fra forliget med socialdemokraterne og de radikale og gore skolelovenes skaebne usikker.

Dette hab stottede sig pa viden om spaendingen i venstres gruppe, hvor en floj med Erik Eriksen som den mest fremtrasdende prioriterede oppositionspolitikken sammen med de

konservative hojere end en samlet losning af skok,sporgsmalene. Venstresdeltagelse i et forlig om skolen kunne under visse omstaendigheder betragtes som et ikke uvaesentligt brud pa den konsekvente VK-politik, som Erik Eriksen og Poul Sorensen forte.

Her overfor stod i venstre en gruppe med det, Bregnsbo kalder specialpolitiske synspunkter i modsaetning til Erik Eriksens universalpolitiske holdning. Poul Hartling var efter sit valg til folketinget i 1957 leder af den forhandlende floj i venstre, og for den tid havde han udefra ovet afgorende indflydelse pa venstres skolepolitik. Han havde ansvaret for venstres forslag i 1955, og han stod bag venstres tilnaermelse til socialdemokratiet og de radikale i skolesagen,. I efteraret 1956 refererede formanden for Danmarks Realskoleforening en venstrepolitiker for folgende udtalelse: ». . . Jorgen (Jorgensen) og Hartling sidder jo og regner og finder ud af noget, og Bomholt star parat med pennen til at underskrive, hvad de to herrer kan enes om, sa. jeg ved ikke, hvad det kan ende med«. Det udtrykker ganske udmaerket situationen op til foraret 1957.

Formodentlig havde det gavnet klarheden, om Bregnsbo havde anvendt lidt andre udtryk end de hjemmestrikkede 'universalpolitisk' og 'specialpolitisk' om de to floje i venstre. Uenigheden gik ikke pa substansen i skolepolitikken, som der var om ikke fuld sa dog udstraki; enighed om i partiet. Skellet gik mellem dem, der i skolepolitikken lagde sl:orst vaegt pa det parlamentariske hensyn til oppositionspartneren og dem, der fremhaevede den interesse, venstre matte have i at sikre en skolereforim i overensstemmelse med partiets grundsynspunkter og med tydelige fordele for landdistrikterne.

I den sammenhaeng bliver Poul Hartlings optraeden interessant, fordi han sa stasrkt plaederede for den sidstnaevnte holdning. Det vil vaere alt for dristigt ud fra den senere politiske udvikling mellem venstre, konservative og radikale at slutte, at en kursaendring allerede i 1957/58 foresvaevede Hartling. Men man skal laegge maerke til, at han sa tydeligt prioriterede interessefaktoren hojere end den parlamentariske faktor og dermed abnede for en anden konstellation i skolesporgsmalet end den, Erik Eriksens taktisk betingede snaevre samarbejde med det konservative folkeparti ellers indicerede. Deter baggrunden for, at Poul Sorensen fandt Hartlings adfaerd helt uforstaelig.

Man har haevdet, at Hartlings staedige arbejde i skolesagen vanned til at sikre hans valg til Erik Eriksens efterfolger. Meget taler for den opfattelse. Om dem, der valgte ham, gjorde det for at fremme den linie, han derefter fulgte, kan ikke efterproves her. Men deter givet, at der retrospektivt kan traekkes en linie fra Hartlings holdning i skolepolitikken over Svanninge-talen til den videre udvikling i venstres forhold til det radikale venstre og de konservative.

At Hartlings synspunkt kunne sejre i 1957/58 haenger som naevnt sammen med, at venstre sa tidligt havde vovet sig ud med et forslag, som det var svaert at Iobe fra. Det gav Erik Eriksen-flojen snaevre bevaegelsesmuligheder.

Dette haenger igen sammen med et andet specifikt traek ved det skolepolitiskeforlob op til 1958, som Bregnsborigtigt har understreget: Enkeltpersonerspillede en meget stor rolle i forlobet. Bregnsbo er her mest optagetaf at vise, hvilken personlig indflydelsede tre undervisningsministre, Hartvig Frisch, Julius Bomholt og

Jorgen Jorgensen har ovet pa forlobet,fordi han ligesom vil uddrage nogetgenerelt om ministres adfaerd. Dervedfar han ikke tilstraekkeligt fremhaevet,hvor afgorende det personligeelement i politikken i virkelighedenvar for skolesporgsmalenes skaebne.

Deter helt tydeligt, at skolesagen i meget lang tid i betydeligt omfang handteredes af enkeltpersoner med staerk interesse for sagen og tilstraekkelig anseelse i deres respektive partier til, at man ikke bagefter kunne se helt bort fra deres resultater. Det gjaldt Bomholt i socialdemokratiet, Jorgen Jorgensen hos de radikale og Hartling i venstre, og for hans vedkommende ogsa for han kom i folketinget. Skolepolitikken betragtedes som disse politikeres og nogle fa andres domaene, og da sporgsmalene befandt sig ret lavt pa. den almenpolitiske interesse- og konfliktskala, kunne de na langt pa. egen hand med planer og aftaler.

Da forst almenpolitiske og snaevrere parlamentariske hensyn omsider begyndte at gore sig gaeldende, viste det sig, at man var bundet et meget langt stykke vej af det, enkeltpersonerne havde faet lov at gore. Kun de konservative, som ikke havde haft en aktiv skolepolitiker med ideer, han ville realisere, var da übundet, men havde ikke noget at bruge friheden til.

Pa lignende made spillede det i den sidste fase af forhandlingerne en rolle, at Stinus Nielsen var formand for Danmarks Laererforening. Han onskede forliget med politikerne, og det fik indflydelse pa den linie, DLF valgte. At han til mange utilfredse kollegers irritation personligt afleverede DLF's endelige accept til Jorgen Jorgensen i Lejre er vel det bedste udtryk for, hvad hans mal havde vaeret i kampen om skolen.

Her er et fundamentalt traek ved det politiske spil om skolelovene i 1958. I den forbindelse viser det sig, at begrebet »politisering«, som Bregnsbo i lighed med sa mange andre i disse ar har lant af svenske, teoretiske politologer, er et alt for groft instrument til at analysere konkrete politiske situationer som den, der her er tale om. Deter ganske uden interesse at fa fastslaet politiseringstidspunktet, d. v. s. det tidspunkt, da partierne tager en sag op i deres propaganda. Langt vaesentligere er det at karakterisere de vilkar, hvorunder en sag behandles, og den prioritet, den pa et givet tidspunkt har eller kan fa i et partis samlede vurdering af de sager, der er oppe.

Man kan i enkelte tilfaelde, som det allerede er antydet, fristes til en diskussion med forfatteren af hans vurderinger og synspunkter. Her og der savner man det fulde perspektiv i fremstillingen. Det gaslder f. eks. i den vigtige fremhaeven af den vaegt, Jorgen Jorgensen lagde pa at fa venstre med, hvorved Danmarks Laererforening fik ekstraordinaert gode betingelser for at ove indflydelse.

Her havde man gerne set tydeliggjort,hvad der var Jorgen Jorgensens helt konkrete interesse heri, bortset fra det naturlige onske om det bredestmulige forlig om skolen. Jorgen Jorgensen havde brug for venstre til at hindre en udvidelse af undervisningspligtentil 8 ar, hvad han var en staerk modstander af. Socialdemokratietgik ind for en udvidelse af undervisningspligten,og ogsa i det radikale venstre havde tanken tilhaengere, omenddet lykkedes Jorgen Jorgensen at daempe modstanderne af hans politik, da denne flyttedes fra det personlige over pa. partiplanet. Tilmed gik de konservative, da de forst bekendte kulor,ind for en udvidelse af undervisningspligten,men

ningspligten,menda var det for sent, for venstre var gaet ind i realitetsforhandlingerom en skolelov med de to andre partier. Jorgen Jorgensen havdesaledes god brug for venstre til at sikre den skolepolitiske linie, han selv gik ind for.

Disse kommentarer til bogens fremstilling af det skolepolitiske for-10b ikke forklejne den uomtvistelige vaerdi, der ligger i dens udtommende beskrivelse af det politiske spil, der foregik organisationerne og partierne imellem i skolesporgsmalet i 50'erne. Nar arbejdet alligevel ma siges i en vis forstand at vaere mislykket, skyldes det, at Henning Bregnsbo - ganske vist noget halvhjertet - har sigtet videre. Han bar i undertitlen kaldt sin bog: »En studie i interesseorganisationers politiske aktivitet«. Men den laeser, der venter at finde bidrag til dette emne af mere generel karakter, vil skuffes.

Bregnsbo indleder bogen med en kort karakteristik af lovgivningsprocessen som en kommunikationsproces, hvor han i ovrigt er tilfreds med at referere en del af de kommunikationsteoretiske synspunkter pa anden hand. Men dette tillob til en model anvendes overhovedet ikke i resten af fremstillingen og kunne uden skade have vaeret sparet.

Vaerre er imidlertid, at Bregnsbo ikke udnytter de muligheder, emnet giver til en lille smule systematisk at samle information om interesseorganisationers adfaerd. Deter rigtigt, som han selv skriver, at vi pa dette felt mangier meget, og han havde faktisk haft muligheden for at fylde lidt af hullet ud. Desvaerre folger han slet ikke selv helt oplagte problemstillinger

Nar det nu er abenlyst, at ogsa pa organisationssiden spiller enkeltpersoner en stor rolle, havde det vaeret spaendende at fa en analyse af relationen mellem personlig indflydelse og organisationsbestemt adfaerd. Er der graenser for den personlige indflydelse, og hvor gik de i sa fald i denne sag?

Der savnes ogsa en systematisk droftelse af, hvad der overhovedet gav de involverede organisationer politisk indflydelse, og hvad der i det hele taget betinger en interesseorganisations styrke og svaghed. Vi far end ikke en ordentlig samlet beskrivelse af de enkelte organisationers struktur, storrelse, tekniske apparat, og hvad der ellers kunne taenkes at indga i et mal af deres politiske styrke. Der findes oplysninger herom, men spredt rundt i bogen.

Det samme gaelder for det vigtige stof, der fremlaegges om, hvad det indre sammenhold og hensynet til at opretholde en organisations trovaerdighed udadtil, betyder for organisationsledernes opfattelse af deres handlemuligheder. Netop pa dette felt havde Bregnsbo haft gode chancer for at traekke interessante ting ud af sit stof, men han udnytter ikke chancerne til bunds. Han har heller ikke set det saerlige perspektiv, det behandlede emne har m. h. t. interaktionen mellem interesseorganisationer. Vi har i skolesporgsmalet et sjaeldent eksempel pa en koalition mellem organisationer med forskellige interesser, og det kunne der formentlig komme en hel del interessante iagttagelser ud af. Bogens undertitel kunne i hvert fald uden vanskelighed have faet et indhold at daekke over.

Ogsa i en anden henseende er bogenfor snaever, men det skal forfatterenikke uden videre lastes for. Nar man vaelger en synsvinkel som den, Bregnsbo har skrevet ud fra, giver man afkald pa at skildre de videre samfundsmaessige sammenhaenge i politikken.Man

litikken.Manbortskaerer den samfundsmaessigebaggrund for de synspunkter,der brydes, og man ser bort fra de samfundsmaessige konsekvenseraf de beslutninger, der traeffes. Politik bliver i stort omfang et spil uden substans.

Deter en legitim begraensning, men sporgsmalet er, om man ikke skaerer for meget bort. I hvert fald er det tydeligt, at kendskab til substansen i skolepolitikken er en af forudsaetningerne for at forsta de muligheder, der eksisterede for at fa venstre med til et forlig pa trods af de parlamentariske hensyn, der kunne tale imod for partiet. I den fase af kampen om skolelovene, hvor forudsastningerne for resultatet i den sidste fase skabes, er indholdet i skolepolitikken helt afgorende.

Bregnsbo gor i sit afsluttende kapitel opmaerksom pa tre af de grundsynspunkter, der gik gennem skoledebatten: det elite-orienterede, det socialt udlignende og det grundtvigske. Der kunne peges pa andre, men det afgorende er, at hermed angives nogle af de sporgsmal, der ma. tages op, nar problematikken omkring skoleloven af 1958 skal behandles fyldestgorende. Bregnsbo har arbejdet i et hjorne af emnet, men en stor og spaendende opgave star tilbage.

Laeser man fhv. skoleinspektor A. R. Schachts erindringsbog om den praktiske mellemskole, far man et indtryk af de sociale og pasdagogiske faktorer, der horer med i behandlingen af emnet. Schacht var en af de pionerer, der i 1930'erne og 40'erne arbejdede energisk pa at give den praktiske mellemskole form og indhold som et alternativ til eksamensmellemskolen. Skoleloven af 1937 blev for ham og hans arbejdsfaeller en skuffelse, fordi den eksamensfri mellemskole, der da etableredes, ikke ville kunne blive et effektivt modstykke til eksamensskolen. Forsogsarbejdet var ikke langt nok fremme til, at der kunne gives den nye skoleform det rigtige indhold overalt, og reformen i 1937 blev i virkeligheden en hemsko for det frugtbare, paedagogiske udviklingsarbejde, der var i gang. Den fri mellemskoles fiasko kom til at pavirke bedommelsen af arbejdsskolefolkenes

Schacht vanned i det paedagogiske reformarbejde i mellemkrigstiden helt fra begyndelsen. Han deltog saledes i de meget omtalte Vanlose-forsog, der begyndte i 1924, og han var med i forsogsundervisningen ved det kobenhavnske skolevassen i 1930'erne. I 1934 vandt han en af priserne for besvarelsen af en prisopgave med titlen: »Hvad kan den kobenhavnske kommuneskole gore for at forberede eleverne til det praktiske erhvervsliv?«. Deter derfor af betydelig interesse, hvad han kan fortaelle om ideerne bag forsogene og modstanden imod dem.

Desuden er bogen af vasrdi, fordi den giver perspektiv til de paedagogiske tanker, der nu er ved at blive allemandseje, og som nye generationer i de sidste artier har brystet sig af at have opdaget. Schacht kan vise dem, at det hojst er en genopdagelse. De (navnlig tyske) pionerer, der i 20'erne talte arbejdsskolens sag, havde hele det register, der praeger den moderne debat: skolens autoritet skulle afskaffes til fordel for et samspil mellem individer, der beskaeftigede sig frit og hver pa. sin made; vidtgaende hensyn til elevernes individualitet; undervisningen skulle bygge pa. det storst mulige arbejdsfaellesskab, dels mellem eleverne indbyrdes, dels mellem eleverne og laererne; o. s. v.

Disse og andre paedagogiske tanker
dukkede op igen ved slutningen af 2.

verdenskrig, og Schacht giver gode bidrag til de droftelser, der da fandt sted med reference til Frit Danmarks laerergruppe og pii den rundbordskonference,Hartvig Frisch arrangerede. Her begynder den deb at, som til sidst forte frem til loven af 1958. Med udgangspunkti Schachts betragtninger ma man unaegtelig stille det sporgsmal:Hvad blev der af de paedagogisketanker i den politiske kamp om skolen? Der ligger en vigtig forskningsopgavei at besvare det sporgsmal.

Karakteristisk nok finder Schacht ikke folkeskoleloven af 1958 tilfredsstillende. Han havde hellere set en struktur med udelt skole de forste 6 ar og derefter en tre-arig trestrenget mellemskole (en studiebetonet, en handelsbetonet og en handvaerksbetonet) og derefter de videre uddannelser, realklasser, gymnasium og erhvervsskoler. Deter forstaeligt ud fra den tradition, Schacht reprassenterede m. h. t. at udvikle den eksamensfri

Nu er den faktiske struktur efter 1958-loven jo blevet den udelte skole, og det spaendende er, hvordan de paedagogiske tanker, Schacht og hans ligesindede holdt vedlige i deres utraettelige forsogsarbejde., kornmer til at fungere i denne skole. Schachts bog er af interesse for alle, der interesserer sig for dette problem og for alle dem, der er sat til at Iose det.