Jürgen Wetzel: Theodor Lehmann und die nationale Bewegung in Schleswig-Holstein 1859-1862. (Quellen und Forschungen zur Geschichte Schleswig-Holsteins bd. 61, 1971). 256 s.

1859 var et ar, hvor nationale og liberalekraefter i Europa fattede nyt mod efter henved ti ars konservativ dominans. I liberate kredse i Tysklandblev begivenhederne i Norditalien,dannelsen af en ny, tilsyneladendemere fremskridtsvenlig regering i Projsen og oprettelsen af Den tyske Nationalforening udlagt som tegn pa et gunstigt omsving i konjunkturen. Dette maerkedes ogsa i det politiske klima i Holsten. Staenderforsamlingen i Itzehoe havde i de foregaende ar

vaeret behersket af konservative adeligemed baron Scheel-Plessen i spidsen.De onskede principielt ikke et brud med helstaten, men ville bruge monarkiets forfatningsproblemer som middel til at traenge de demokratiske kraefters indflydelse tilbage. Netop i 1859 blev deres dominans brudt med valget af Theodor Lehmann (1824-1862)som Han repraesenterededet borgerskab i Kiel. Hans klare mal var at fore bade Holsten og Slesvig ind i et af et liberalt Projsen samlet Tyskland. Derfor sigtede han i forfatningssporgsmaletmod at fremkaldeen situation, hvor den projsiske regeringville gribe ind, om nodvendigtmed vaebnet magt. Sammen med sine national-liberale modstandere i Danmark trak han problemet til i den gordiske knude, som forst Bismarck huggede over i 1864. Deter hans virksomhed i staenderforsamlingen og Den tyske Nationalforening, der er bogens emne.

Undersogelsen er antaget som dissertation ved Kiels universitet. Den bygger pa et betydeligt utrykt materiale fra bade offentlige og private arkiver. Blandt de sidste er der isaer grund til at haefte sig ved Theodor Lehmanns eget arkiv. Det regnedes i lang tid for tabt, men deter lykkedes forfatteren at finde frem til det. Dermed er han blevet i stand til at fremlaegge en raekke ikke tidligere kendte oplysninger. Men nye vurderinger af det i forvejen i hovedtraekkene kendte begivenhedsforlob rummer bogen ikke.

Afhandlingens grundlaeggende vaerdipraemis er den tysk-nationale sag, og Theodor Lehmanns indsats vurderes i forhold hertil. Der skal ikke i et dansk tidsskrift ankes over dette valg. Men nar deter sagt, kommer man naeppe uden om, at forfatterens staerkt nationale engagement har vseret medvirkende til at hindre, at problemer, som under andre synsvinkler forekommer vaesentlige, er analyseret med ringe konsekvens. Der kan her eksempelvis peges pa Lehmanns modsaetningsfyldte samarbejde med Scheel-Plessen, hans akcept af 1851/ 52-aftalerne som grundlag for sin politik i staenderforsamlingen og pa forholdet mellem hans nationale og hans liberale ideologi. En storre koncentration om sadanne problemer ville have givet fremstillingen en mindre tungt refererende karakter og oget dens interesse uden for Slesvig- Holsten.

Nogle af afhandlingens konklusioner forekommer mindre overbevisende. Forfatteren onsker tydeligt at fremstille Lehmann som en realistiskpragmatisk politiker, men i sin konkluderende karakteristik tager han eksempelvis ikke hensyn til den iagttagelse, at Lehmann delte den udbredte liberale illusion, at Projsen var pa vej til at udvikle sig til en demokratisk stat. Forfatteren betoner ogsa, at Lehmann stillede sig pa den nationale selvbestemmelses grund og kunne ga ind for en deling af Slesvig. Denne interessante konklusion hviler imidlertid pa en hardhaendet tolkning af et enkelt kildested, som set i sammenhaeng med Lehmanns politik i ovrigt kan synes tvivlsom.

Endelig skal det ikke skjules, at bogenen del steder stoder an mod naervaerendeanmelders personlige smag. En raekke teleologiske udsagn i dens forste kapitler ma. nok snarere betragtessom udslag af en noget altmodischlitteraer maner end som seriosehistoriske forklaringer. Stedvis slar ogsa ekkoet af den romantiske filosofis lidt svulstige fraseologi igennem.Forfatteren synes saledes at have en forkaerlighed for sammensaetninger,hvori

ninger,hvoriordet »Schicksal« indgar.Det giver bogen en tone, som i sammenligning med den mere nogternestil, der kendetegner mange tyskehistorikere i dag, forekommer nogetanakronistisk.