Vækkelsernes frembrud i Danmark i første halvdel af det 19. drhundrede. IV. De ældre jyske vækkelser. Brødremenigheden af Anders Pontoppidan Thyssen. De steerke jyder af Herluf Hegnsvad. (Gad, 1967). 285 s.

Det store vaerk om den folkelige vaekkelsesbevaegelsesgennembrud i forste halvdel af forrige arhundrede naermersig sin afslutning. Det forste bind udsendtes i 1960, og nu mangier kun det afsluttende bd. VII, som skal behandleudviklingen

handleudviklingeni Sonderjylland i
perioden 1815-50.

Sjaelen i dette betydningsfulde arbejde har vaeret og er docent, dr. theol. Anders Pontoppidan Thyssen. En raekke andre medarbejdere har medvirket, men dr. Pontoppidan Thyssens redaktion af vaerket har bestemt dets retning og indhold, og foruden de bidrag, han selv har leveret, har han i en del tilfaelde fuldfort eller suppleret afsnit, som andre forfattere har pabegyndt.

I det ene af de sidst udsendte bind har han desuden skrevet det uden tvivl mest interessante og faengslende bidrag til vaekkelsesvaerket. Deter skildringen af brodremenigheden i Christiansfeld fra dens grundlaeggelse fremtilo. 1815.

Det saerpraegede, religiose samfund i Christiansfeld har altid pakaldt sig interesse, men vor viden om det har i almindelighed vaeret prasget af oplysninger fra en senere tid, hvor menighedens oprindelige struktur var gaet delvis i oplosning. Pontoppidan Thyssen har nu taget sig for at give en beskrivelse af, hvordan brodremenigheden var organiseret og fungerede i de tidligere artier, hvor den virkelig var indrettet efter de strenge herrnhutiske forskrifter. Af forfatterens forord fremgar, at han selv er blevet overrasket over resultatet, og det bliver laeseren ikke mindre. Pontoppidan Thyssens forbavselse over, hvad han opdagede, er formentlig medvirkende til, at netop dette afsnit afviger behageligt fra den noget tunge og uinspirerede stil, der ellers praeger vaekkelsesvasrket. Afhandlingen om brodremenigheden erf aengslende laesning.

Pontoppidan Thyssen har ved hjaelp af brodremenighedens arkiv i Christiansfeld og materiale fra arkivet i Herrnhut formaet at give os den forste vel dokumenterede beskrivelse af oprettelsen af brodremenigheden i Christiansfeld og af menighedens organisation. Forst nu ved vi i virkeligheden, hvordan menigheden fungerede, og forst nu er det muligt at danne sig et indtryk af, hvor ejendommeligt et trossamfund der var tale om. Det er en vigtig indsats i den historiske forskning, og dette bind af vaekkelsesvaerket vil have interesse for en langt bredere kreds end den, der soger til vaerket for at fa noget at vide om forsamlingsbevaegelsen. Pontoppidan Thyssens praestation bliver ikke mindre for den, der ved, hvad der kraeves af en forsker, der skal opholde sig laenge ad gangen i det iskolde arkivrum i Christiansfeld.

I bogen gives en kort karakteristik af herrnhutismen og af den strid, der har staet om den. En beskrivelse af denne religiose bevaegelse har altid vaeret haemmet af den hemmelighedsfuldhed, hvormed den omgav sin organisation i forhold til omverdenen. Det kraever derfor megen omhu at na frem til et afbalanceret billede af brodremenigheden. Helt nodvendigt for forstaelsen af den danske udlober af bevaegelsen er det desuden at kende hovedtraekkene af den tyske herrnhutisme, og Pontoppidan Thyssen tegner knapt og overskueligt de nodvendige konturer op om den tyske moderbevaegelse.

Det spaendende ligger imidlertid i hans afsnit om opbygningen af menighedeni Christiansfeld. Her kommerden overraskende pavisning af, hvor stramt reguleret livet i menighedenvar. Alle menighedsmedlemmerneslivsytringer sogtes overvaget og blev i meget stort omfang faktisk ogsa kontrolleret. Menighedens organiseringi de sakaldte kor gav gode muligheder for at overvage de enkeltemedlemmer og regulere deres livsforelse.Deter ikke overdrevet at sige,

at fra undfangelsen over fodsel og opvaekst,giftermal, livsvaerk og dod for-10bmenighedsmedlemmernes efter et noje fastlagt skema. Den enkeltes mulighed for selv at bestemme begraensedesaf ledelsen i Christiansfeld, der igen refererede til ledelsen i Herrnhut,som holdtes orienteret om alt og alle i Christiansfeld. Sindirige lodtraekningssystemerskulle sikre, at alle vigtigebestemmelser var udtryk for Herrensvilje, samtidig med at det alt for tilfaeldige ved lodtraekning afbalanceredes.

Dette noje regi.ilerede rnenighedsliv, der var rammen om herrnhuternes fromhedsliv, havde sit hojdepunkt i de forste 10-ar efter gmndlaeggelsen af kolonien i Christiansfeld. Selve grundlaeggelsen er godt behandlet i aeldre fremstillinger, men de tidligere forfattere har naeppe helt erkendt, hvor dybt det herrnhutiske saerprasg gik. Forst med det arbejde, Pontoppidan Thyssen her har fremlagt, er det blevet helt klart beskrevet.

Den religiose indflydelse fra herrnhutismen i Danmark er aeldre end Christiansfeld. Men forst efter 1770 fik den virkelig betydning, og deter helt rimeligt, at Pontoppidan Thyssen kun i et hastigt rids behandler perioden op til 1770. Lige sa vel begrundet er det, at han har brugt sa meget af pladsen til den omtalte, indgaende beskrivelse af det fromhedsliv, der trivedes i Christiansfeld, og den organisatoriske ramme om det. Her ligger en vigtig forudsaetning for den religiose indflydelse, der udgik fra brodremenigheden, og som er en af komponenterne i de religiose vaekkelsesbevaegelser.

Umiddelbart kan det forekomme lidt umotiveret, at Herluf Hegnsvads solide afhandling om de staerke jyder er slaet sammen med Pontoppidan Thyssens bidrag om brodremenigheden til et bind. En begrundelse kan man dog finde i, at bade brodremenigheden og de staerke jyders vaskkelse kan betragtes som forlobere for de senere forsamlingsbevaegelser. Det fremgar tydeligt af bind V af vaekkelsesvaerket, hvori Frands Ole Overgaard og Pontoppidan Thyssen behandler de senere jyske vaekkelser, d. v. s. perioden 1815-1850.