Gunnar Hägglöf: Samtida vittne 1940-45. (Norstedts).

Anden del af Gunnar Hagglofs erindringer, der baerer titlen »Samtida vittne 1940-45« fastslar, at denne betydelige svenske diplomat atter har meget at berette - og et og andet at bekraefte. Han har alle naturlige forudsaetninger for at fordybe sig i, hvad han mindes at have haft med at gore. Han havde vigtige poster under krigen og havde skarpe ojne og en lynhurtig opfattelse. Dag for dag var han rede til at meddele dagbogen, hvad han havde oplevet, og han viger aldrig tilbage for at sige det, som deter, og han lagrer aldrig nogen animositet. Han er aben og ligetil.

Erindringerne handler om den svenske handelspolitik under anden verdenskrig. okonomiske forbindelser bliver som regel et sporgsmal om at give og tage, og svenskerne indstillede sig pa at udnytte begge lejres interesse og nu og da at spille dem ud mod hinanden, sa Sverige fik, hvad det behovede. Den svenske handelspolitik var en balancekunst, hvis tyngdepunkt forskod sig med krigslykkens skiften. Politisk blev tilpasningens kunst dyrket med stor virtuositet. Det var kendt af alle, at flere af de toneangivende i det svenske udenrigsministerium, med regeringens fulde billigelse, talte realpolitik med tysk accent. Der var en skillelinie - udenrigsminister Chr. Giinther og hans naermeste medarbejdere Staffan Soderblom og Ragnar Kumlin tog sig af det svensk-tyske forhold, med tysk sejr som arbejdshypotese i 1940, medens Erik Boheman skottede vestmagterne. Der radede en virkelig forskel i holdning og synspunkter. Udenrigsminister Giinther hasvdede, at de tyske sejre radikalt aendrede situationen og nu matte man tilpasse sig det ny kontinentalvaslde. Det forstod svenskerne ikke. Der var hos Giinther ikke tale om nogen tyskvenlighed, men om resignation. Udenrigsministeren var ikke ensom. Da admiral Fabian Tamm med andre hoje soofficerer kom hjem fra Berlin, var de alle overbeviste om, at Tyskland vandt krigen. Udenrigsministeren ville oge svenskernes forstaelse for nyordningen og soge at hindre, at de spaendte ben for den. Den ene linie i den svenske udenrigspolitik var representeret af Giinther selv. Han var efter Hogglofs mening en ganske betydelig mand, med visse iojnefaldende fejl. Statsrad Herman Eriksson sammenlignede ham med en panter, der havde store pletter. Hans naivitet viste sig i omgangen med tyske diplomater, der var velvilligt stemte over for Sverige. Han var fin og hensynsfuld, men vidste naeppe altid hvad han gjorde. Den made, han behandlede Finlands mange problemer pa i foraret 1941, var et eksempel pa godtroenhed, og det harmonerede ikke med Giinthers onske om at vaere realpolitiker.

Gang pa gang advarer Hagglof i dagbogen mod legenden om, at det var en »dygtig og fast neutralitetspolitik«, der holdt Sverige udenfor krigen. Det var kun ganske fa af de faktorer, som bestemte krigens for-10b, Sverige var i stand til at kontrollere. Deter denne erfarne diplomats kommentar til pastanden om, at neutraliteten reddede freden, eller at freden reddedes ved at Sverige tilsidesatte neutraliteten.

Disse memoirer er i al deres begrsensningoplysende og i hoj grad underholdende, men nu og da studserman over, i hvor hoj grad Hagglofkan tage fejl i sin bedommelse og karakteristik af en mand som Erik Scavenius. Her er det Hagglof som

er naiv. Han har ikke forstaet det mindste af, hvad Erik Scavenius var for en virkelig statsmand, selv om han er klar over, at han var en mand af stort format. Styrken i Scaveniushar han ikke kunnet lodde. Langt bedre har han oje for folk som Hitler, Goring, Churchill og Rooseveltog en rsekke amerikanske senatorer.Her er den nu granende forfatter,der forer en let pen, pa hjemmebane.