H. Gösta Davidsen og Vilh. Møller- Christensen: Liden Kirsten og Buris. (Fremad, 1971). 111 s.

Den lille bog, som radiologen, overlaege Davidsen og - med en vist af ham selv opfvmdet betegnelse - osteoarkaeologen og lepraforskeren, professor Moller-Christensen i faellesskab har skrevet om »Liden Kirsten og Buris«, falder groft taget ito afsnit. Et forste hvori der nogternt og objektivt gores rede for den omfattende undersogelse, som forfatterne med bistand af en raekke andre specialister i 1962 foretog af skeletterne fra den sagnomspundne dobbeltgrav i Vestervig. Et andet hvori der hverken nogternt eller objektivt argumenteres for, at de gravlagte er folkevisens bedrovelige elskerpar, der identificeres som den norske kong Sigurd Jorsalfarers datter Kristine og Henrik Skadelars son Buris. »Under den forudsaetning« - lyder bogens konklusion - »at »Liden Kirstens grav« rummer de jordiske rester af fremtraedende, historisk kendte personer, og at disses navne - som haevdet af overleveringen - er Kristine (Kirsten) og Buris, taler den nu afsluttede undersogelse for, at de begravede er Prinsesse Kristine Sigurdsdatter af Norge og Prins (Hertug) Buris Henrikson af Danmark.«

Ingen af disse forudsastninger er imidlertid til stede. De to grave, hvoraf mandsgraven antagelig er den sidst tilkomne, er ganske jaevnt byggede. Stenen, som daekker dem, er ikke fornemmere i udforelsen end seks andre i Vestervig kirke fra et lokalt vasrksted, deriblandt en over en kannik og en over en praest. Usaedvanligt ved »Liden Kirstens grav« er blot, at gravene ligger i forlaengelse - ikke ved siden - af hinanden. Arkitekt I. B. Loffler, som abnede dem i 1875 og fuldt og fast troede at have fundet Liden Kirsten og Buris, ansa dengang forholdet for enestaende, men kunne fjorten ar efter i »Danske Gravstene fra Middelalderen« nasvne flere lignende tilfaslde. Nar han - og med ham nu senest Davidsen og Moller-Christensen - mener, at man ved denne placering »med Bestemthed har villet udtale, at den her hvilende Mand og Kvinde ikke havde vaeret forenede ved Baand,« er dette maske rigtigt, men placeringen kan naturligvis ikke indicere en illegitim forbindelse. Overhovedet er der intet rimeligt grundlag for at omfortolke de fa bevarede ord af den oprindelig to hexametre lange indskrift, som fortaeller, at stenen er lagt over en soster og broder. Resten har det vestjyske vejr forlasngst udslettet, og alle forsog pa at restituere teksten udfra en afskrift fra slutningen af 1600arene og pa denne made fa indflettet, at de dode var af kongelig byrd, er pa forhand domt til at mislykkes. Forskellen mellem J. Kinchs (1876), P. C. Kierkegaards (1878) og Sofus Larsens (1897) tydninger demonstrerer klart det Mblose i foretagendet.

Allerede i 1878 og 79 bragte Caspar Paludan-Miiller i et par smaafhandlingertingene pa deres rette plads. »Deter«t_er« - skrev han - »rent vilkarligtat sastte denne Grav i Forbindelsemed en Vise, hvis Alder ikke kjendes, og hvis Indhold ikke kan godtgjores at have andensteds hjemmeend i en Digters Fantasi.« Mere er der egentlig ikke at sige i denne sag, og nar de to forfattere i forordetprofeterer, at deres ideer givetvis ikke vil komme til at staa uimodsagt, vil de blive skuffet, hvis de forestillersig, at faghistorikere skal tage deresargumentation alvorligt. En bog som deres kan simpelthen kun skrivesudfra ukendskab til selv de mest

elementasre regler for historisk kildekritik.Men heller ikke indenfor klassiskfilologi (tolkning af indskriften pa en gravsten i Vestervig, der skal gores til Liden Kirstens indtil Buris' dod) og litteraturhistorie (tiden for folkevisernes tilblivelse) tynges Davidsenog Moller-Christensen af besvaerligviden. Bringer »Liden Kirsten og Buris« nyt af vaerdi, ma det vaere at finde i bogens forste afsnit, som kun forfatternes egne fagfaeller kan vurdere.