Tage Kaarsted: Ove Rode som partipolitiker. (Institut for Presseforskning og Samtidshistorie, 1971). 262 s.

I 1963 udgav professor Tage Kaarsteden elegant og letlaest bog om den unge Ove Rode. Nu foreligger »Ove Rode som partipolitiker«, omhandlendeperioden 1901-1913. Af flere

grunde er andet bind af biografien blevet ret sa forskelligt fra det forste.Vigtigst er nok, at emnet - personenRode - forandrede sig. Alleredei samtiden opfattedes hans forvandlingfra vittig elegantier til eminentpolitisk arbejdskraft som det mest slaende trask ved hans livslob. Hamskiftet fandt sted netop i periodenmellem Systemskiftet og dannelsenaf det andet ministerium Zahle. Rode begyndte at saette sig mal og folgelig at lide nederlag; han oplevedeat matte kaempe mod det image, som han selv med sa stor flid havde dyrket.

En anden grund er kildematerialets karakter. Hvor forste bind var skrevet og matte skrives i alt vaesentligt pa. primaert materiale, er Rodes virksomhed efter 1901 i den grad indvaevet med vor politiske historie og pressehistorien, at tidligere brede og veldokumenterede fremstillinger ligesom lukker horisonten. Opgaven har i den forstand vaeret mindre inspirerende, og fremstillingen er maske bl. a. derfor blevet mindre veloplagt. Det betyder dog - som det vil fremga af det folgende - ikke, at Kaarsteds bog er uden nye vaerdifulde resultater.

Allerede forste kapitel bortvejrer den stemning af ungdommelig übekymrethed, som praegede biografiens forste bind. Det handler om Rodes forste alvorlige nederlag, som han led i 1901 i kampen om Horups redaktorstol. Edv. Brandes ville til og kom det naturligvis i kraft af sin prestige og sine aktier. Rode blev ikke alene naegtet redaktorposten - han blev regulaert holdt nede, og han led under det. Kaarsted giver et vaesentligt bidrag til forstaelsen af de politiske brydninger pa Politikens redaktion efter Systemskiftet. Deter lykkedes ham at identificere en af Rodes svaertlaeselige, laeselige,udaterede kladder som et aldrig offentliggjort indlaeg mod Brandes. I anledning af kommunalvalget pa Frederiksberg i januar 1902 havde Brandes i bladet udtrykt den formening, at der i byerne fremtidig kun ville findes to partier: borgere (d. v. s. hojre og liberate) og socialdemokrater. Saledes udfordret leverede Rode den hidtil aeldste daterede skitse til det danske firpartisystem, hvis fjerde hjul var »et dristigere, radikalere fremskridtsparti«, rekrutteret fra land og by, altsa Det radikale Venstre.

Heller ikke da »paladsrevolutionen« i 1904 tvang Brandes bort, opnaede Rode den onskede redaktorpost. Hans stilling blev nok formelt forbedret; han blev politisk redaktor med selvstaendigt ansvar, men redakt<f>ren, der antog og afskedigede medarbejdere, blev Henrik Cavling. Hvorledes dette makkerskab i praksis udviklede sig er desvaerre stadig et übesvaret sporgsmal. Kaarsted rnener, at et par traek fra den forste tid, som Hakon Stangerup har fremdraget i sin bog om Cavling og den moderne avis, tyder pa, at Rode havde en betydelig indflydelse. Men han undlader at anfore, at Herman Heilbuth allerede i 1907 mente, at tiden var kommet til at gore revolutionen pa Morgenbladet om. Set i et storre perspektiv blev det naturligvis en uvurderlig fordel for den lille radikale bevaegelse, at den kunne flyve ind i et stort og voksende antal danske hjem pa. ryggen af den Cavlingske nyhedsavis, men for Rode har rollen som Niels Holgersen formentlig vasret nok sa anstrengende.

Nederlagene i den journalistiske karriere var for sa vidt ingen ulykke for Rode, som de tillod ham tidligere og staerkere at koncentrere sig om det, som formentlig var hans egentligemal: at blive politiker. Han havde

her det held ikke at skulle slide sig op gennem en allerede konsolideret bevaegelse,men erfarede den dybe tilfredsstillelseved at bygge og straks blive herre i sit eget hus. Han var i 1903 medstifter og blev straks sekretaerfor Den radikale Klub; sammen med P. Munch og Oskar Johansen skrev han udkastet til Odense-programmet.Af dette sidste samarbejde har Kaarsted givet en omhyggeligere og bedre analyse end tidligere set. Den viser Rode som ivrig for at slibe de kanter af Munchs oprindelige, vaesentligradikalere udkast, som kunne genere Folketingets Venstre. Som formand for det nystiftede partis forretningsudvalgkom han til at lede kredsopbygningen ud over landet, en side af hans virksomhed, man gerne havde hort mere om.

Men ved kandidatopstillingen til valget 1906 kom Rode igen pa ventebaenken; han tabte ifolge Munch Langelands-kredsen pa gulvet og matte nojes med stillingen som kronprins for den doende L. Fogtmann, der for sidste gang forsvarede Holbaek. Der var - igen ifolge Munch - stadig for meget kobenhavner ved Rode. Allerede i 1907 fik han dog lejlighed til at gore op med sit image; efter Fogtmanns dod opstilledes han ved suppleringsvalget mod en venstrereformmand, som i 1906 var gaet Fogtmann meget taet pa livet, og en dumpekandidat fra Hojre. Rode lagde naesten 100 stemmer til Fogtmanns tal fra 1906 og tabte valget med kun 11 stemmer.

I valgkampen, som Kaarsted analyserer noje, spillede Rodes person en stor rolle. Modstanderpressen gik pa sporet efter hans fortid, gravede hans übekymret arrogante artikler fra 90'erne frem, tegnede et billede af ham som en letbenet, atheistisk, kobenhavnsk salonradikaler. Omvendt fremhaevede det radikale Holbaek Amts Venstreblad hans virksomhed som formand for Studentersamfundet (og som sadan leder af udflugter til sjaellandske bonder), hans slaegtskab med Orla Lehmann, hans demokratiske sindelag, karakterstyrke og store politiske viden.

Alt dette irriterer Kaarsted. Han karakteriserer det som »givetvis den mindst pyntelige« side af valgkampen, men finder trost i, at denne »drejede sig imidlertid ogsa om saglig politik, i vurderingen af hvilken man kan dele sig regulaert efter anskuelser.« (s. 102). Er denne skelnen mellem den politiske kamps dag- og natside i grunden rimelig? Med alle sine overdrivelser var modstanderpressens billede af Rode jo hverken usandt eller irrelevant. Vi ved nu alle, at Rode i sig ogsa rummede de egenskaber, som skaber en stor politiker, men det vidste i foraret 1907 kun hans naermeste arbejdsfasller i partiet. Jeg kan ikke se noget odiost i, at man pegede pa de traek i hans karakter og baggrund, der reelt kunne gore det tvivlsomt, om han var egnet til at repraesentere de mennesker, som han onskede skulle vaslge ham. Det stod til ham selv og hans partifaeller at overbevise vaslgerne om, at der var en anden Rode, end den som modstanderne fandt i hans vita anteacta. Valgresultatet viste, at det lykkedes over rimelig forventning.

Var suppleringsvalget i Holbaek 1907 en personlig sejr for Rode, var det dog ligefuldt for partiet et nederlagat foje til de mange fra 1906. Perioden1906-08 var Det radikale Venstres kritiske periode, hvor - som Kaarsted kort berorer - oplosningstendensernetruede. Der skulle formentliger mirakel til for at redde partiet, men der indtraf et mirakel: Alberti meldte sig i September 1908

til politiet, og Rode stod som den, der mere end nogen anden havde bidragettil at afslore ham, selv om han naeppe i sine vildeste fantasier havde anet omfanget af bedragerierne, og selv om hans artikler i Politiken formentligvar uden betydning for handlingsforlobet.

Albertis fald gav - med Zahles udtryk - de radikale auraen af at vaere »det sidste hold af maend«, hvortil vaelgerne kunne naere tillid. Svaekkelsen og forvirringen i Venstre fremtvang i juni 1909 et valg, som fordoblede de radikales mandattal og bragte Rode ind i folketinget pa et stemmetal, der var 50 % storre end i 1907.

Men da det forste ministerium Zahle dannedes i oktober 1909 stod Rode ikke pa listen; han fik den traelsomme post som regeringspartiets ordforer i folketinget. Formentlig var det Edv. Brandes, som nok en gang domte Rode til rollen som redaktionssekretaer. I det hele kaster Kaarsteds fremstilling et skarpt lys over Brandes' retarderende virksomhed i partiet og modvillige, rent ud hadefulde forhold til Rode. Sserligt Brandes' breve til Oskar Johansen, som Kaarsted har opsporet, er meget afslorende.

Da det fra forste faerd stod klart, at ministeriets hovedopgave var at skaffe sig et gunstigt valggrundlag, blev det Rodes opgave som ordforer i den sag, som partiet allerede for regeringsdannelsen havde valgt til vimpel: grundlovsrevisionen, at markere et standpunkt, ikke at soge et forlig. Det var alle dage Rodes svaghed, at han i den slags situationer var tilbojelig til at overspille.

Det kan have bidraget til hans livs mest opsigtsvaekkende nederlag ved folketingsvalget i maj 1910. Sa opsigtsvaekkende var venstremanden Mads P. Tanges sejr i Holbaek, at den har givet anledning til rygtedannelser om, at sladderkampagner af saerlig ondsindet karakter har spillet en rolle. Kaarsted refererer disse rygter, men undlader klogelig at soge bunden i dette morads. Jeg tror, at en nogtern vurdering bor tage udgangspunkt i Munchs bemaerkning om valget pa Langeland, der, pa trods af at det ogede hans stemmetal, halverede hans forspring: »Det var mit indtryk, at kredsen var sikret mere ved dette valg end ved det forrige, altfor lette valg.« Rode kom i 1909 som andre radikale op at ride pa en konjunkturbolge; at tilbageslaget i Holbask blev kraftigere end andre steder lader sig formentlig vel forklare ved andre grunde end sladder af mere end gennemsnitlig ondsindethed: At Hojre havde forholdsvis mange vaelgere at flytte over pa Venstrekandidaten, at Rode havde et koligt forhold til de lokale socialdemokrater, at Tange var husmand. Det var Rodes held i denne kritiske situation, at Krabbes kammerherrenogle abnede ham mulighed for at overtage Kalundborgkredsen.

Suppleringsvalget i Kalundborg i august 1910 bragte Rode tilbage til folketinget og midt ind i spillet om ministeriet Berntsens grundlovspolitik. Han fik som ordforer en opgave, hvortil han var skabt: at prove at fore en stor sag, som begejstrede ham, igennem et indviklet politisk spil. Det blev for det radikale parti og for Rode det afgorende gennembrud. Da valget kom i 1913, kunne partiet hostefrugterne af at sta som den klarestetilhaenger af ministeriets vidtgaendegrundlovsforslag, medens Venstrevar skilt fra Hojre og pa samme tid usikkert pa sig selv. Og enhver tvivl om, at Rode var en stor politiker,var bortvejret. Nar man laeser Kaarsteds glimrende skildring af forhandlingerne1910-13,

handlingerne1910-13,forstar man hvorfor. Da det andet ministerium Zahle dannedes i juni 1913, blev Rode ikke alene optaget, men hans onske om indenrigsministerposten foltes uafviseligt,selv om det betod, at Munch matte lade sig noje med forsvarsministerietog en licit malicios vaelgers pamindelse om, at der skal nogen til det vaerste.

Under overskriften »Partipolitikeren« samler Kaarsted i et afsluttende kapitel tradene. Han fremhaever forst, at savnet af dagboger og erindringer fra perioden gor det vanskeligt at komme ind pa livet af personen. Han soger derfor at uddrage quintessensen af Rode ved at laegge en mosaik af venners og modstanderes karakteristikker og, i mindre omfang, af Rodes egne offentlige udtalelser. Metoden er ikke problemfri, hvad Kaarsted udmaerket er klar over. Kan de ret mange samstemmende vidnesbyrd adderes til et sikkert billede af visse grundtrask i karakteren: det nervose temperament, vanskeligheden ved at tage standpunkt og den dermed forbundne aggressivitet i forsvaret for den opfattelse, hvori han omsider sogte at finde ro? Eller har vi at gore med en mytologi, hvis faste formler gar fra mund til mund?

Hvad dette andet bind af Rode-biografien huskes for, er ikke indtrykket af hans person, men af et centralt afsnit af hans liv: den »violette drengs« harde kamp for at blive taget alvorligt.