Arvid Lindman: Dagboksanteckningar. Udgivet ved Nils F. Holm. Kungl. Samfundet før utgivande av handskrifter rörande Skandinaviens historia. Del I.

Vort arhundrede har vaeret sa rigt pa store haendelser, at det giver et rigeligt materiale til historikerne. De har gennem de mange memoirer, et stort vidnestof, og hvad den svenske indenrigspolitik angar, er det umuligt at komme udenom Arvid Lindman. Han var i en lang arraekke en fremtraedende aktor pa den politiske scene. Man moder ham fra unionskrisen i 1905 frem til midten af trediverne. Han skrev om mangt og meget han oplevede, og nu har arkivar Nils F. Holm udgivet dagbogerne som forste bind i en ny serie: Kgl. Samfundets handskrifter vedrorende Skandinaviens historic

Denne fortjenstfulde publikation vil naeppe komme til at hore til de centrale ved siden af de dagboger som Hugo Hamilton, Erik Kule Palmstierna og Johan Widen har efterladt os. De giver et rigere indhold og har flere oplysninger, de er ligesom mere levende med i alt, fordi de er skrevet samtidig med begivenhederne og med et vist tiltalende stilistisk sving. Arvid Lindmans pen er tung, og den er fort med lange mellemrum. Nogen rigtig dagbog er det ikke, vi har faet.

Alt hvad Lindman fortaeller om er partifarvet. Politiske modstandere far en skanselslos grov behandling. Vaerst gar det ud over Karl Staaff. Han og Lindman var sa. forskellige som nat og dag. Den ene var den raske og frimodige handlingens mand med begraenset horizont, den anden var en overvejende natur med en staerk vilje, som var langtskuende og urokkelig i at fastholde et politisk mal. Taktiker kontra strateg, det lette kavalleri kontra de tungt rustede batailloner. Der var en kloft mellem dem, der ikke kunne slas nogen bro over.

En blid kommentator var admiralenaldrig, men han var en aegte partileder,denned et flinkt handelag gjorde den bestaende indsats, at sammensmelteHojres

mensmelteHojresfire rigsdagsgrupperi en organisation. Den har ganskevist aldrig genvundet konservatismensgamle magtposition, men den har overlevet alle aendringer i de politiskekonjunkturer.

Optegnelserne er fragmentariske. Kun fra 1911 til 1917 er teksten sa nogenlunde sammenhaengende. Det fastslas her, at Lindman ikke havde noget med borggardskuppet at gore. Konsekvent gik han mod dette aeventyr. Han ville ordne forsvaret ad parlamentarisk vej, og han ville ikke vaere med i den nye kongeregering Hammarskjold. Om stillingen i Hojre horer man en del, men regeringsdannelsen i 1917 forbigar han, ligesom han heller ikke kommer ind pa tiden som udenrigsminister. - Men pennen saettes i sving om spillet bag kulisserne, da ministeriet Eden blev dannet. Det var Hojres vaegring, ved at bista Widen i hans übehjaelpsomme forsog pa at stable et kabinet pa benene, der forte til den kortvarige, men handlekraftige venstrekoalition.

Foruden sin offentlige gerning havde Arvid Lindman meget at tage vare pa. Det fastslas ogsa i disse dagboger, at kong Gustav den Femte nu og da havde to ministerier, et regelret parlamentarisk statsrad, og en kreds af usynlige radgivere, hos hvem han sogte rad og assistance, nar det kneb for ham. Frem for nogen var Lindman favorit. Kongen kaldte ham, eller han kom af sig selv, og ingen af parterne fandt noget maerkeligt heri. Det var »denne springen i slottets trapper«, som sa ofte fik vreden til at sla ud i Brantings artikler og taler. Lindman taler ganske abent om sine mange samtaler med kongen. Mere reserveret er han, nar det gaelder forbindelsen med dronning Victoria. Gennem lange tider var Lindman hendes rapportor om den politiske situation. Hendes breve til Lindman findes i hans arkiv, men er ikke tilgaengelige endnu, hans er tilintetgjorte, da dronningen dode. Det var hendes onske. - Om Danmark og dansk politik, er der noget hist og her, bl. a. om trekongermodet i Malmo. Om O. C. Scavenius, der var gesandt i Stockholm i 1916, er der nogle spotske bemaerkninger i anledning af, at Scavenius aerlig talt viste sig meget naiv, for ikke at sige dum. Sa havde Lindman ganske anden respekt for Erik Scavenius som udenrigsminister under den forste verdenskrig. Altid er Lindman velvillig overfor Danmark, som man foler stod ham meget naer.

Udgiveren viser sig som den skolede
historiker og arkivmand, som har
vaeret meget papasselig.