Erich Thomsen: Deutsche Besatzungspolitik in Ddnemark 1940-1945. zur modernen Geschichte. Bertelsmann Universitätsverlag, Düsseldorf, 1971). 277 s.

Erich Thomsens posthumt udgivne bog er en betydelig arbejdspraestation. Han har som den forste samlet det store materiale i de tyske arkiver og den mangeartede danske litteratur til en oversigt over og en vurdering af den tyske politik i Danmark i besaettelsesarene. Selvom der ikke bringes opsigtsvaekkende nyheder, er dette en praestation, som bringer forskningen i besaettelsestiden fremad.

At der undervejs har indsneget sig en del misforstaelser i enkelthederne, kan ikke undre og er naeppe heller af vaesentlig betydning for det helhedsbillede, forfatteren har sogt at tegne. Mere problematisk er hans vurdering af de forhold og personer, der gav den tyske politik sin form.

Deter skuffende, at en tysk historiker sa villigt og ukritisk har overtaget den traditionelle danske made at stille problemerne op pa. Interessen er stadig koncentreret om det tyske gesandtskab i Kobenhavn, om de personer, der var i direkte kontakt med danske myndigheder. Den centrale tyske beslutningsproces er svagt behandlet, og politikken overfor Danmark er ikke indplaceret i den samlede tyske strategi under 2. verdenskrig. De skiftende politiske situationer, der opstod som folge af krigens udvikling, spiller kun en sekundaer rolle i fremstillingen.

Ogsa den konkrete tolkning ligner for meget den, der er gaengs i dansk tradition. Den gar i vaesentlige traek tilbage til de forklaringer, som Best, Kanstein og Duckwitz gav efter krigen. Der er i hovedsagen tale om en moralsk personvurdering, hvor de enkelte aktorer placeres efter deres holdning til forhandlingspolitikken, deres bestraebelser pa at opretholde et harmonisk forhold til den danske regering. Det bliver en tegning i sort og hvidt med nogle grumsede nuancer. Hvidest er Best med sine ovennaevnte sekundanter, sortest hans modspillere, Hitler og general von Hanneken. Bests forgaenger, gesandt von Renthe-Fink, optraeder i grat, en velmenende mand, men svag og med tilbojelighed til at favcrisere de danske nazister. Kanstein tilskrives - uden fjerneste belagg - aeren af, at det ikke gik vaerre i de forste ar.

Bortset fra at sadanne personvurderingerikke

deringerikkebidrager til at forsta de grundlaeggende praemisser for den tyskepolitik, er de egnede til at lede en undersogelse pa vildspor. For Erich Thomsen er saledes striden mellem von Hanneken og Best blevet en personligstrid. Han er ikke opmaerksompa, at von Hanneken vel havdeen anden form end hans forgaengersom overstkommanderende, generalLudke, men at den militaere utilfredshedmed resultater var brudt frem nogle manederfor dette personskifte, og at den militasre holdning iovrigt hang sammen med centrale overvejelser, som disse personer kun havde en begrasnsetindflydelse pa. Bests pastand om, at von Hanneken tilstraebte en militaerforvaltning, er godtaget, men ingenlunde pavist. Hvis de militaere overvejelser omkring aktionen 9. april havde vaeret studeret nairmere, ville det ogsa vaere fremgaet, at man i vaernemagtens overkommando fra begyndelsenhavde betragtet det usaedvanligearrangement i Danmark med skepsis. Deter ikke uvaesentligt, at vaernemagten ogsa efter 9. april fastholdtsin principielle kompetence, skont den i praksis lod de politiske myndigheder kore lobet. Erich Thomsener ikke den forste, der er faldet for fristelsen til at lade den »harde kurs« - et ret intetsigende udtryk - blive personificeret i general von Hannekens skikkelse, fordi han nu i sin ydre fremtraeden lignede en preussiskgeneral i karikatur.

Ogsa en uheldig disposition har svaekket helhedsbilledet. Perioden indtil telegramkrisen i efteraret 1942 er behandlet som en helhed efter en ahistorisk, systematisk opdeling. Forfatteren bliver derfor ikke opmaerksom pa, at problemstillingen i tysk politik undergar vaesentlige aendringer indenfor dette tidsrum. De enkelte problemer bliver ikke dele af politiske situationer, men enkeltsporgsmal, episoder. Det erkendes heller ikke, at der umiddelbart for telegramkrisen, som et af bogens fern hovedafsnit er helliget, forela en kritisk situation, og deter derfor intet under, at Hitlers staerke reaktion pa Chr. X's telegram simpelthen betegnes som irrationel. Hitler er i det hele taget en person, der vanskeligt lader sig indpasse i det moralske monster omkring forhandlingspolitikken. Han horer naturligt hjemme blandt de sorte, og det var ogsa ham, der for 29. august traf beslutning om at afbryde den. Pa den anden side var han ogsa dens ophavsmand og sikre stotte under etableringsfasen. I bogen er det sidste moment ikke draget frem, og som mange andre fremstillinger lider den af en tendens til at betragte Hitler skiftevis som et gait menneske, skiftevis som en marionetfigur, hvis holdning •bestemtes af andres »pavirkning«, hvad man sa end skal forsta ved det.

Kritikken af dette tyske arbejde ma samles i en beklagelse af, at det ikke er tilstraekkelig tysk, men altfor dansk i sin problemstilling. Som det var relevant for danske politikere at opdele tyske myndighedspersoner i venner og fjender, er det relevant for historikeren at forsta, at sadanne holdninger ikke var primaere faenomener, men udsprang af et kompliceret og skiftende tysk monster af interesser og forventninger, hvori hensynet til Danmark og det dansktyske forhold kun kunne vaere et enkelt moment. Denne analyse er kun mangelfuldt foretaget i den foreliggende bog; men gennem sin kortlasgning af materialet har den skabt grundlag for en meningsfyldt diskussion af, hvad man skal forsta ved den tyske politik i besaettelsesarene.