Rentemesterregnskaber og overslag: Problemer inden for dansk finanshistorie omkring 1600

Begyndelsen af nyere tid er karakteriseret ved udformningen af den moderne stat¹. Idet den middelalderlige praksis overvindes, loses statslige funktioner fra personer og overfores til institutioner, det nye suveraenitetsprincip gennemfores. Suveraenitet betod pa det udenrigspolitiske omrade, at enhver afhaengighed af andre magter fjernes, ogsa med krigeriske midler, pa det indenrigspolitiske omrade pa den ene side en centralisering af alle afgorelser hos den herskende myndighed - hvad enten denne var monarkisk eller aristokratisk - og pa den anden side en gennemforelse af disse afgorelser pa lokalt plan. Disse mal kraevede en rationel forvaltningsorganisation med fagligt uddannede embedsmaend og som militaert magtmiddel en staende haer eller en krigsflade.

At denne forandring medforte ganske betydelige aendringer i de enkelte landes sociale og okonomiske struktur, er indlysende, men sporgsmalet er indtil nu ikke udforsket i enkeltheder. Det turde vaere lige sa klart, at disse forandringer delvis blev fremkaldt af behovet for at kunne finansiere bureaukratiet og militaeret. Derfor ma man tilskrive finanshistoriske undersogelser stor betydning, netop de giver indblik i finansieringen af den moderne statsdannelse og abner mulighed for ogsa at vurdere dens okonomiske og sociale folger.

---

1. Se herom Otto Hintze: Wesen und Wandlung des modernen Staates, i Gesammelte Abhandlungen Band 1,3. Auflage, Gottingen, 1970, s. 470-496.

Begrebet finanser forbindes i almindelighed med penge; men deter ikke daekkende for begyndelsen af nyere tid. Finanser ma derfor omdefineres som statens samlede betalings- og underholdsmidler. Disse bestod i aeldre tid af 1. penge, 2. naturalier og 3. arbejdsydelser. Den til rationel forvaltning passende finansieringsform er penge; men de fleste europaeiske lande naede forst dertil i det 19. arh. Det ville imidlertid v&re en fejlslutning at betragte den for den tid vidt udbredte blandingsform af finanserne som tilbagestaende eller ineffektiv. F. eks. kunne Sverige udvikle sig til en europaeisk stormagt, selv om naturalokonomi var fremherskende i dette land, men her blev den siden slutningen af det 16. arh. udnyttet fiskalt pa yderst effektiv vis 2. I Frankrig derimod havde den i det 16. arh. afsluttede omstilling af statsfinanserne til pengeokonomi alvorlige folger. Embedsmandsstillingerne i den statslige forvaltning blev solgt og blev derved gjort arvelige; i pengeknappe tider oprettede man simpelt hen nye og helt overflodige stillinger. Indtaegter pa lokalt plan blev principielt bortforpagtet. Lantagning med store rentebyrder var regelen. Derved indskod der sig en gruppe af bankierer mellem centralog lokalforvaltningen - heller ikke intendanterne aendrede meget ved dette; en virkelig sanering af statsfinanserne var umulig - forhold, der var vaesentlige forudsaetninger for revolutionen 1789.

De naevnte former for underholds- og betalingsmidler var af forskelligkvalitet. Problemlose med hensyn til transport og anvendelse var penge, hvis msengde dog var begraenset af de i landet forhandenvaerende aedelmetaller; fratog man en region eller en by for mange penge, betod det der en ojeblikkelig okonomisk krise. Anvendelsen af naturalier (agrarogfiskeriprodukter, rastoffer, halv- og helfabrikata, arbejdsprsestationer) som betalingsmidler medforte en raekke vanskeligheder. De var underkastetproduktions - og prissvingninger og nodvendiggjorde seerlige arrangementerog organisationsformer til oplagring, transport og anvendelse; men de dannede i tilfaelde af god administration et solidt grundlag for statsfinanserne, idet hoffets, forvaltningens og militasrets elementaere behov(fode, klseder, bolig) for storste delen kunne daekkes dermed. Desudenkunne overskud i tider med stigende priser blive fiskalt saerdeles vaerdifulde, hvis man solgte dem godt, saledes som eksemplet med agrarprodukteri det 16. og 18. arh. viser 3. Arbejdsydelser bidrog i form af regelmaessig hoveri og segt til domeenernes agrarproduktion, til vedligeholdelseaf

---

2. Se herom folgende arbejder af Birgitte Oden: Rikets uppbord och utgift, 1955; Kronohandel och finanspolitik, 1966, Kopparhandel och statsmonopol, 1966.

3. Se herom Wilhelm Abel: Agrarkrisen und Agrarkonjunktur. 2. Auflage, Hamburg,

holdelseafveje og til transport af naturalier; som uregelmaessige krav
brugtes de hovedsagelig ved storbyggeri som fsestninger og slotte.

Administrationen af finansmidlerne var kompliceret. De blev for storste delen opkraevet pa lokalt plan, en del brugtes direkte til aflonninger af lokale embedsmaend og betaling af lokale fornodenheder (byggeri og reparationer). Overskuddene modtog centralforvaltningen til dsekning af sine behov. Ofte, isser i en vanskelig okonomisk situation, blev centralforvaltningens udgifter betalt ved anvisninger fra lokale finansembedsmaend, som sa indsendte mindre overskud. Desuden kunne den finansielle radighedsret vaere delt: dualismen monark-rige gjorde sig ogsa gaeldende i finansforvaltningen i begyndelsen af nyere tid. Udbredt var ogsa, som en tredje gren, staenderudpegede finansmyndigheder, der havde egne kasser, og som skulle garantere overholdelsen af, at saerskatterne blev anvendt til deres formal. Finanshistoriske undersogelser beskseftiger sig med en rekonstruktion og kvantificering af disse forhold med det mal at undersoge dem til bunds, men deres overordentlige kompleksitet vil kraeve endnu en reekke tidsmaessigt eller tematisk begraensede enkeltbidrag, for der kan skrives en finanshistorie for begyndelsen af nyere tid.

I de forste artier af Chr. IV's regering var de vigtigste regelmsessige indtaegter: 1. indtsegter fra lenene (naturalier og penge), 2. told (penge) og 3. boder (penge). De vigtigste uregelmsessige indtaegter var: 4. saerskatter (penge, sjaeldent naturalier eller arbejdsydelser) - bundet til staenderbevillinger gennem rigsradet, 5. lan. Pa udgiftssiden stod som vigtigste regelmsessige poster: 1. Ionninger (penge og naturalier) til nof, forvaltning, militaer og flade, 2. foirsyning af hof, militaer og flade med naturalier, 3. indkob af naturalier (penge). Og som de vigtigste uregelmsessige udgifter: 4. byggeri (penge og naturalier), 5. forrentning og afdrag pa lan. Forvaltere af disse midler var pa lokalt plan: 1. pa landet lensmasndene (lensindkomster, boder, i sjseldne tilfaelde told) og 2. i byerne toldere, byfogeder og akcisemestre (told og boder) - disse embeder var i ovrigt ofte forenede. Pa centralt plan var radighedsretten over penge og naturalier delt. Pengene blev forvaltet af to kasser: rigets kasse af Rentekammeret, monarkens af Kongens eget Kammer; en saerskilt stasnderkasse fandtes ikke for Kejserkrigen 4. Modtagelsen og anvendelsen af naturalier la hos proviant-- og materialeskrivere de steder, hvor de brugtes. Kontrollen over alle finansembedsmsends regnskabsforelse la hos Rentekammeret.

---

4. Engberg: Finanshistorie, s. 200 ff.; Kriiger: Rentmeister, s. 174 ff., som forlober for et stsenderkassevaesen kan muligvis gaelde de af krigskommissaererne forvaltede vagtpenge fra 1611 - Kriiger: Rentmeister, s. 192, nr. 15.

Det turde ud fra dette vasre klargjort, at ogsa udforskningen af den danske finanshistorie pa denne tid ma overvinde betydelige vanskeligheder, idet de skitserede komplicerede forhold ma tages i betragtning. Endvidere ma rekonstruktionen af disse forhold altid lade deres kompleksitet fremtraede klart, hvis der ikke skal opsta abstrakte talraekker med ret ringe udsagnsvaerdi. Det betyder helt konkret: det ma opgores i tal, hvilken del af finanserne der bestod af 1. penge, 2. naturalier, hvilken del der 3. anvendtes af lokalforvaltningen, 4. tilkom centralforvaltningen, 5. hvilke centrale instanser der radede over overskuddene og hvorledes, nemlig om det skete gennem 6. anvisninger eller 7. ved koncentration i hovedstaden 5. Forst besvarelsen af disse sporgsmal vil tillade sikre konklusioner om organisationen af finansforvaltningen og om dens betydning for landets okonomiske og sociale struktur. Deter ikke umuligt. Engberg har leveret det metodiske instrumentarium for lensindkomsterne 6 og giver effektfulde eksempler, f. eks. det overskud, der 1644-45 blev afleveret i Kobenhavn af fogeden pa Island: 357 rd. i penge og naturalier til en vaerdi af 2679 rd. 7. Astrid Friis' udsagn om umuligheden af at udforske omfanget af naturalieforbruget i statshusholdningen nojagtigt8 - gseldende for midten af det 16. arh. - kan kun passe pa Christian IV's tid for sa vidt som kildegrundlaget er det samme som under Christian 111. Siden ca. 1600 er der imidlertid tilstrsekkeligt med kilder til radighed, saledes at man derefter meget vel karma frem til palidelige tal.

Det seldre Rentekammers stilling inden for dansk finansforvaltning er i mellemtiden blevet klart erkendt, nemlig som rigets centrale pengekasse,ved siden af hvilken der fandtes kongens kasse. Rentekammeret modtog fra lokalforvaltningen overskuddene, som oven i kobet kunne vsere formindsket gennem anvisninger. Tiden er inde til pa ny at undersogekildevaerdien af dets regnskaber, for siden hin mindevaerdige strid mellem Grundtvig og Lund har man anset rentemesterregnskaberne for at vaere et intetsigende og endog vserdilost materiale. Naturligvis giver de ikke oplysninger om de samlede statsfinanser, men kun om de pengemidler,der stod til radighed for rigets centralforvaltning i Kobenhavn, men det var heller ingen quantite negligeable! Netop i en tid med

---

5. Hans H. Fussing: Stiernholm Len 1603-1661, 1951, en fortraeffelig detailundersogelse, giver ingen oplysninger om netop dette problem.

6. Engberg: Finanshistorie, s. 171-181.

7. Engberg: Finanshistorie, s. 178.

8. Astrid Friis: Rigsradet og statsfinanserne i Christian 3.s regeringstid, i Historisk Tidsskrift, 10. r. 6. bd., 1942-44, citeret af Engberg i Finanshistorie s. 20 og i Historic Jyske Samlinger, Ny rsekke IX, 4, 1972, s. 620.

tiltagende centralisering af den statslige aktivitet, med udbygning af hovedstadentil en praesentabel rigsfaestning, med skabelsen af en moderne flade og begyndende merkantilistisk fremme af okonomien havde regeringenshovedkasse en meget stor betydning. Saledes giver rentemesterregnskabernepalidelige oplysninger om finansieringen (i penge) af disse forehavender og indeholder desuden en hidtil ikke udtomt msengde materialeom de dermed forbundne personkredse, samspillet mellem centralforvaltningog kobmaend, bygherrer, handvserkere, projektskabere og andre.Alene af disse grunde forekommer en undersogelse af rentemesterregnskaberneberettiget, og det samme gor en begraensning til denne sluttedekildegruppe 9 - i sidste instans er der for enhver enkeltforskning sat arbejdsokonomiske graenser, som ganske vist kan udvides i et forskningsprojektmed flere medvirkende.

Fra 1588 til 1612 og delvis til 1617 afspejler rentemesterregnskaberne desuden Rentekammerets forfatningsretslige stilling som finansforvaltningensoverste kontrolmyndighed. Det vil sige, at rentemestrene i deres regnskaber opforte uddrag af de lokale regnskaber, som de netop havde revideret. Derved bliver det muligt at klarlsegge de lokale pengekassersbrutto - og nettoindkomster, og ligesa omfanget af anvisningerne 10. Det gaelder for told indtil 1612, og de fleste toldregnskaber kan sagar rekonstrueres pa grundlag af rentemesterregnskaberne, saledes oksetolden - med tal over de fortoldede eksporterede okser og heste - for 1612 og fra 1617-1621 n. Ogsa saerskatterne (i penge) kan man fa et nojagtigtbillede af, for de tilflod indtil 1628 Rentekammeret, og indtil da findes alle dertil nodvendige angivelser i rentemesterregnskaberne¹². Hvorvidt de giver oplysninger om lensindkomster, er endnu ikke undersog t^1;}; men man ma formode, at de i det mindste gor det om lenenes pengeindkomster. Saledes kan f. eks. udbyttet og anvendelsen af de regionalesaerskatter for faestningen Akershus 1599-1605 ses af afsnittene »Akershus len« i rentemesterregnskaberne 1603-1607 u. Den af Engberg

---

9. Den deraf folgende begraensning i udsagnskraft bliver flere gange betonet i Kriiger: Rentmeister, tallene fra rentemesterregnskaberne angives intetsteds som tallene for de samlede rigsfinanser.

10. Dette ma absolut fastholdes mod Engberg i Historie 1972, s. 620 og i Finanshistorie, s. 56.

11. Krüger: Rentmeister, s. 157-72.

12. Krüger: Rentmeister, s. 186-200.

13. I Krüger: Rentmeister matte der gives afkald pa. det, fordi de af penge og naturalier sammensatte lensindkomster kraever et saerskilt studium.

14. Krüger: Rentmeister, s. 183 f., 189 nr. 6. I ovrigt optraeder de paviste anvisninger pa told og saerskatter ikke i de sammenfattende tabeller, thi der er kun opfort rentemestrenes indkomster og udgifter.

beskrevne regnskabsforelse hos rentemestrene i 1640'erne viser tycleligt
aendringerne i forhold til begyndelsen af arhundredet15. Dermed aendredesogsa
kildevaerdien af rentemesterregnskaberne.

Viser rentemesterregnskaberne en begraenset, om end ikke uvigtig del af rigets finanser, sa skulle de overslag, som Rentekammeret efter 1600 ofte udarbejdede, vise et samlet billede af dem. For begyndelsen af det 17. arh. foreligger der sadanne overslag fra arene 1600, 1602, og 1608 IG. De bestar af flere dele. Den mest omfattende er den, der indeholder lensindkomsterne. Der opregnes alle len, deres bruttoindkomster, udgifter til lokalforvaltningen og det overskud, der blev tilbage til centralforvaltnnigen, alt beregnet i penge. Sammenlignet med rentemesterregnskabernes tal viser der sig folgende billede: Norge indbragte den centrale pengekasse ca. 75 % af de i overslagene beregnede summer, Jylland, Skane, Blekinge, Halland ca. 50 %, oerne ca. 15 %. Det ville vaere naerliggende at forklare disse forskelle med naturalieleverancer til centralforvaltningen, da transportforholdene medforte storre overforsler af naturalier fra len, der var beliggende i nserheden af hovedstaden. Et stort antal krav om naturalier fra kancelliet er da ogsa kendt¹⁷. Men denne konklusion er ikke mulig, sa laenge det ikke er kendt, hvorledes de beregnede summer er fremkommet, altsa hvilken andel naturalier havde deraf, til hvilke priser de blev omregnet til penge, om der er taget hensyn til misvaekst eller andre tab, om de beregnede udgifter var tilstraekkelige. Men en ting er sikker: det drejede sig ikke om virkelige pengeindkomster. De forskellige slutsummer for lensindkomsterne i de enkelte overslag tyder muligvis pa en fortlobende korrektion og dermed pa vis palidelighed.

Anderledes forholder det sig med den anden del af indkomsterne: oresundstold,toldindtaegter, byskatter og uvisse indkomster. De er i alle fire overslag anfort med samme belob. Deter vel rigtigt m. h. t. de i ovrigtret übetydelige byskatter, for de havde ligget fast siden middelalderen.Ogsa ved de uvisse indkomster, for storste delen boder, kan det passe, men ikke ved oresundstold og toldindtsegter. Ved oresundstolden, og kun ved oresundstolden 18, findes i alle overslagene den anmasrkning, at summen var beregnet som et gennemsnit af de tre forudgaende ar,

---

15. Engberg: Finanshistorie, s. 54-78.

16. Man kan ikke betegne de forste tre som forskellige udgaver af samme overslag, blot med henvisning til usikker datering - saledes Engberg: Finanshistorie, s. 116.

17. Kriiger: Rentmeister, s. 63-72 og 127-129, hvor ogsa. naturaliernes rolle undersoges; der findes ogsa belaeg for naturaliekravene i Kancelliets brevboger.

18. Mod Engberg: Finanshistorie, s. 116.

men kun for 1596-97-98 kan der pavises en nogenlunde overensstemmendegennemsnitssum 19. Lige sa lidt kan toldindkomsterne sta for en undersogelse. En sadan er mulig, fordi bruttoindkomsterne lader sig rekonstruerepa grundlag af rentemesterregnskaberne. Afvigelserne ligger mellem 4.000 og 40.000 rd. Deraf kan man slutte, at den anden del af indkomsterne - rene pengebelob - er upalidelig i overslagene.

Pa udgiftssiden forholder det sig forskelligt. En raekke af de i overslagene anforte udgiftsgrupper kan - mere eller mindre - verificeres ved hjaelp af rentemester- og oresundstoldregnskaberne, andre derimod ikke, fordi de enten er skonsmaessigt ansatte summer eller naturalier, vurderet i penge. Vigtige udgifter mangier, som der i denne tid blev anvendt saerlig store belob til, saledes bl. a. de store byggearbejder, skibsnybygninger og anskaffelse af krigsmateriel. De mange sporgsmal, som overslagene 1600-1618 lader sta abne, tillader kun den konklusion, at deres kildevaerdi er hojst tvivlsom2o. Forst nar der foreligger en kritisk undersogelse af overslagene med udnyttelse af de forudgaende beregninger og koncepter og de i tilstraekkeligt antal forhandenvserende lokale og centrale regnskaber, vil deres udsagnsvserdi for oplysninger om rigsfinanserne kunne bestetnmes nojagtigt. Indtil da har rentemesterregnskaberne en hojere kildevaerdi, thi deres udsagnsvaerdi er allerede under- Sogt.

Sluttelig skal der drages nogle almene konklusioner. Finanshistorien for begyndelsen af nyere tid - ikke blot Danmarks - ma tages op til en nodvendig bearbejdelse, for derved nar man, som allerede dengang erkendt, til nervus rerum i staten ved overgangen til nyere tid. Kildemateriale til belysning af de danske forhold star til radighed i tilstraekkelig maengde siden ca. 1600. Udnyttelsen af det byder pa betydelige vanskeligheder, men er principiel mulig, fordi der allerede er udfort metodiske forarbejder. Tilbage bliver da at habe, at der i den nsermeste tid vil fremkomme en raekke detailstudier, der muliggor et helhedsbillede.

---

19. Indtasgterne fra oresundstolden 1588-1628 er meddelt i Kriiger: Rentrneister, s. 320.

20. At overslagene indtil nu er blevet benyttet kritiklost som kilder, bliver blot konstateret i Kriiger: Rentmeister, s. 63, bebrejdelser ytres derfor intetsteds.