Dommen over Guldberg

Skipnt deter 200 ar siden, Guldberg begyndte sin statsmandsgerning, foreligger endnu ikke en stor Guldberg-monografi. Hensigten med den foreliggende afhandling har vceret at rydde vej for et sadant vcerk. Fhv. folketingssekretcer, cand. polit. Jens Moller finder, at Guldberg ikke har fdet det eftermcele i det danske folk, som han fortjener, og pdpeger, at dommen over ham har fdet en indgroet skcevhed ved, at der er tillagt ham dels en magtfuldkommenhed, som han ikke besad, dels indgreb, som han ikke med rimelighed kan ilastes for.

Guldberg dode pa herregarden Hald den 8. februar 1808 og blev begravet pa Finderup kirkegard. Han havde taenkt sig begravelsen sa enkel som muligt. I sine haender onskede han lagt et lille graesk Nytestamente 1, som han daglig havde laest i, hovedet skulle hvile pa de kongelige breve. Jorden skulle jaevnes over graven, og der matte ikke rejses noget monument². »Staten er det blivende; vi andre, hvem vi end er, er kun traekfugle«.

Guldbergs landsmamd respekterede fuldt ud hans onske om at ga bort i stilhed. Deter dog overdrivelse, nar rektor Oluf Worm skriver til litteraturhistorikeren Rasmus Nyerup (1811): »Ved hans dodsfald lod sig ikke et Quask hore foruden mit³«. Jo, der var et par knastorre nekrologer i »Laerde Efterretninger« og »Theologisk Manedsskrift«. Worm priser i sin gravskrift Guldberg, som han holdt for et af de aedleste og bedste mennesker pa jorden; han kalder ham »en herlig mand, blandt fa fra enhver tidsalder, en mand, i hvem den kristelige visdom synes at have forsogt, hvad den i eet menneske kunne udrette« 4.

»Saert nok, at Nogen endnu mindes denne mand,« - skriver Worm
i samme brev - »da det dog er sa mange maneder siden han dode«! Men

1. Maske det, som Luxdorph havde givet ham den 14. juli 1771 med folgende tilegnelse: »Amico/Christiano et Civi/Ov. Guldberg/Hanc/Communis fidei et fidelitatis/Tesseram/Patrice tempore iniquo/Tradit/ B. W. Luxdorph«. Luxdorphs Dagboger I, 431.

2. Christian Hoegh-Guldberg: Et par ord om Ove Hoegh-Guldberg. Odense 1841, s. 26 og 8. Ifolge Brickas Biogr. Lex. blev der 1885 sat en granitsten og en marmortavle pa Finderup kirkegard.

3. J. Mollers Nyt theol. Bibl., bd. 19, s. 213.

4. Christian Hoegh-Guldberg 1. c. 32.

Side 92

mindet har ingenlunde altid vseret til Guldbergs pris. Ellers ville den unge Grundtvig vel ikke i sin Verdenskronike 1812 have advaret mod at fordunkle det ved »nidsk bagtale«. Eftertiden skal nsevne ham med asrbodighed, skont samtiden miskendte hans vaerd, siger Grundtvig. Han sa nok, at Guldberg gang pa gang for vild - bade salmebogen og oversaettelsenaf Ny Testamente regner han til vildfarelserne - men »det var hans herlige ojemed at gore Danmark kristelig og dansk og videnskabelig[o: oplyst]«, og selv om han »ikke sa tidens hele brost« og »lovede sig for meget af indretninger«, var det brist, han havde faelles med »de fleste hine dages herlige«.

Hvem eller hvad Grundtvig har sigtet til med udtrykket »nidsk bagtale*, skal jeg ikke kunne sige; han har kanske taenkt pa, hvad man i visse kobenhavnske litteraere (eller litterat-) kredse domte om Guldbergs gerning. Men gar vi en menneskealder frem i tiden, da vidnerne til Struenseetiden var borte, og erindringen om det danske sprogs fortrykte stilling vel allerede var ved at udviskes, behover man ikke at lede laenge efter dem, der »fordunklede« Guldbergs minde. Carl Ploug er ligefrem forhippet pa at klandre hans politiske virksomhed 5. Han finder den prseget af »eensidige synsmader« »blinde fordomme«, »egensindig fastholden ved det gamle« og af »smalig og blind straeben efter at udslette nsesten ethvert spor af Struensees reformer*. Derfor ma Guldbergtiden »betragtes af historikerne som en gold ork, i hvilken kun en enkelt gron plet vederkvaeger det utalmodigt forskende oje«. Denne gronne plet er naturligvis indfodsretten, for hvis skyld det danske folk bor afskrive Guldberg »en rund summa af hans ovrige misgreb«, men loven ma dog anses for »reaktionens umiddelbare folge«, omsider fremtvunget som modsastning til den tyskhed, der i sa mange ar havde domineret ved hoffet. Ikke engang Guldbergs menneskelige egenskaber finder nade for Plougs ojne: han er herskesyg, smidig og smaligt sengstelig - i modsaetning til den eerlige, djaerve og frisindede Bernstorff — han er tillige kold og beregnende, manden bag kulisserne. Dette er det nationalliberale syn pa Guldberg. Den aldrende Orla Lehmann giver ikke den unge Ploug noget efter. At personer som enkedronning Juliane Marie, arveprins Frederik og »deres Guldberg« stod i spidsen for revolutionen 17. januar beviser i Lehmanns ojne kun, at nar tidens fylde er kommet, er historien ikke krassen i valget af sine redskaber 6.

Deter ikke godt at vide, hvor megen aere der var blevet levnet Guldberg,hvis

5. Dansk Folkekalender 1841. »Faedrelandet« 1841 nr. 642, 643, 647, 648 og 649.

6. Det gamle mellemvserende mellem Dansk og Tysk, Foredrag holdt 6/2 1868.

Side 93

berg,hvisde Nationalliberale havde faet lov til ugenert at skalte og valte med hans eftermaele. I tysk liberal-rationalistisk historieskrivning var han allerede reduceret til »bosartiger Frommler« og »schleichender Heuchler«7. Men lykkeligvis dukkede Caspar Paludan-Miiller op pa arenaen. Hans ypperlige »Bem3erkninger i anl. af hr. C. Plougs artikel . . . om Ove Hoegh Guldberg som statsmand« (1841) er ikke blot en pavisning af Plougs talrige fejl og hans kilders upalidelighed, men tillige hsevdelse af arveprinsregeringens midlertidige karakter, en udredning af Guldbergs stilling bade til landboreformerne og til trykkefriheden og en varm anerkendelseaf Indfodsretten, hvis storhed Paludan-Miiller netop finder i, at den kom i rette tid. Han vedstar, at Guldbergs navn er ham dyrebart.»Fra min barndom har jeg hort ham prise som en af faedrelandet velfortjent mand og som den, dansk nationalitet isaer ma takke for sit kraftige opsving; senere har jeg fundet denne fremstilling bekraeftet i alt vaesentligt, og det har altid glsedet mig at kunne regne Guldbergs navn blandt de bedstes«. (s. 3).

Hvilke er da Plougs kilder? Deter - med Jens Kragh Hosts boger om Christian VII og Struensee som mellemled - saerlig et par tyske skrifter fra ca. 1790, nemlig Marquis d'Yves' Geheime Hof- und Staats-Geschichtedes Konigreichs Danemark og Authentische und hochtsmerkwiirdige Aufklarungen iiber die Geschichte der Grafen Struensee und Brandt. Forfatteren af den romanagtige Authentische Aufklarungen, muligvis Sturz, ofrer kun Guldberg et par ringeagtende bemaerkninger. Marquis'en derimod, som var kejserlig tysk udsending i Danmark, og som efter et halvt ars forlob - uden kendskab til sprog eller love, men med slsegtsforbindelseri flere af de fornemste tyske familier - mente at kunne optraede som dansk historieskriver, skoser ham, hver gang lejlighed byder sig; bade pa grund af hans ringe herkomst, hans karakters brist (glat og listig,aengstelig og übeslutsom), hans tarvelige kundskaber (»fremde Sprachenund schone Wissenschaften sind fur ihn ganz unbekannte Gegenstande« )⁸, den kulde, han moder fra Bernstorffs side, hans forkasrlighed for alt Dansk og Indfodsretslovens skadelige virkninger. d'Yves' vurderinger dog for lost funderet til, at den i det lange 10b kunne skade Guldbergsnavn. Men Paludan-Miiller njevner endnu en kilde, og det en

7. Se dr. I. L. A. Kolderup-Rosenvinges Sendschreiben an den Herrn F. C. Schlosser, Geheimenrat und Professor der Geschichte in Heidelberg, Kbh. 1843, s. 23 og 29. Schlosser har bygget pa J. K. Hosts vaerk om Struensee og pa Falkenskiolds

8. Christian Hoegh-Guldberg oplyser anf. skrift s. 18, at faderen med lethed besvarede tyske, franske, latinske, ja graeske breve i samme sprog som det, hvori de var skrevet.

Side 94

der i almindelighed har ord for at vaere palidelig, nemlig Rasmus Nyerup. Han advarer dog mod at faeste übetinget lid til Nyerup, nar talen er om trykkefriheden, og saerlig nar det gselder Guldberg 9. I det folgende har jeg sogt at ga nogle Nyerupske vidnesbyrd, som har haft stor og varig betydning for dommen over Guldberg, efter i sommene.

Det skyldtes Guldbergs initiativ, at Suhm skrev sin fasdrelandshistorie til skolebrug, ligesom Guldberg var ophavsmand til Mailings »Store og gode handlinger«, der skulle bruges ved undervisningen i modersmale t¹⁰ - man havde hidtil ide laerde skoler kun lcert dansk ved oversasttelse af klassikerne n. Begge boger var de forste i sin slags, og da Guldberg var den ledende i hele skolereformen af 1775, var det ret selvfolgeligt, at de to forfattere, som oven i kobet stod ham personligt nser, lod ham folge arbejdets gang. Suhm sendte saledes korrekturarkene af faedrelandshistorien til Guldberg, som sendte dem tilbage med sine bemserkninger og aendringsforslag. Guldbergs indvendinger retter sig dels mod enkeltheder, dels mod veerkets anlaeg, idet han finder, at Suhm »har dreven en vis upartiskhed for vidt, og sa vidt, at ungdommen .. . ikke far den patriotisme antaendt, ikke den hengivenhed til kongehuset opvakt, ikke den lyst indskaerpet at agte og folge gode forfaedre, som dog bliver historiens eneste nytte«. Og skont »al statens velfaerd bestar i samdraegtighed og borgernes indbyrdes fortrolighed«, har Suhm ikke vogtet sig for at sa en saed, hvoraf kunne spire nag mellem norske og danske og mellem de enkelte staender. Deter i denne forbindelse, Guldberg indfletter de kendte saetninger: »Ingen Nordmand er til. Alle er vi borgere af den danske stat. Skriv ikke for de foragtelige Christianias Raisonneurs« og det til trivialitet gentagne ord om, at bondemes ag »ikke kan afkastes, uden at staten i alle sine grundvolde skal baeve«. Slutningsformaningen »For alting tal om vore Konger med hede og omhed« er jo heller ikke ukendt12.

Disse Guldbergske noter »kom siden Nyerup over«, for at bruge Paludan-Miillersudtry
k13., og han optrykte en del af dem i Suhmiana
(1799). Selve publikationen skal ikke bebrejdes Nyerup, for noterne er

9. Se naermere ndfr. note 39.

10. Chr. Bruun: P. F. Suhm s. 180. Edv. Holm: Danmark-Norges Historie V. s. 668 med note 8.

11. N. M. Petersen. Litteraturhistorie 2. udg. 5 b s. 102 anm. 1.

12. Citaterne er fra Suhmiana s. 351-53.

13. P.-M. ansa det for tvivlsomt, om det var retmaessigt at publicere noterne, isaer uden den da endnu levende Guldbergs samtykke (anf. V. s. 20); Suhm var dod aret for.

Side 95

sare interessante og karakteristiske for Guldbergs grundsyn, tilmed ganskeusminkede. Hvad Paludan-Miiller og Chr. Bruun derimod med rette har bebrejdet ham, er, at han ikke aftrykte alle Guldbergs aendringsforslag,men kun »de vigtigste«, og navnlig at han sendte disse ud under et falsk flag, nemlig »Bidrag til censurens historie under det Guldbergske ministerium«. Ved at lade de Guldbergske henstillinger fremtraede som censur stillede Nyerup dem i odiost lys og uddybede derved skellet mellemsin helt, den frisindede, landboreformvenlige, for de norske krav lydhore Suhm, og den »reaktionaere« Guldberg, som her lagde sin manglendesans bade for bondens og for Norges sag for dagen. Nyerups lille afhandling blev da ogsa senere et arsenal for liberate skribenters angreb pa Guldberg.

Guldberg »castrerer det suhmske udtog« af Danmarkshistorien er Nyerupsordi registeret til levnedstegningen af Suhm^u. Man aner dybe indgreb, vel ogsa overgreb, men overraskes ved i teksten kun at finde den ret uangribelige oplysning, at bogen udkom 1776, »men ikke uden at vaere forud noje gennemset, og hist og her forandret af statssecretairen«.Skulleforklaringen pa dette misforhold mon vsere den, at teksten i levnedstegningen er skrevet »sa at sige under Suhms ojne« 15 og pa grundlag af hans beretning, sa at Nyerup, som formodentlig allerede pa det tidspunkt havde kendskab til de Guldbergske noter, kun i registeret har kunnet sla sig lidt 10s? Sammenholder man noterne med Danmarkshistorien,viserdet sig, at Suhm ganske vist har fulgt de fleste af Guldbergshenstillingerenten helt eller delvis, men dog ikke har akcepteret dem alle eller taget dem kritiklost. Har Suhm saledes ikke altid faet sagt sin hjertens mening, har Guldberg pa sin side utvivlsomt fundet adskilligeafhans domme blottede for »hede og omhed«. Kompromiset er ofte samarbejdets vilkar, og for sa vidt var Guldbergs kritik, som Holm siger 16, »naeppe helt efter Suhms onske«. Man kan ogsa gerne sige, at det »pa en made var en censur, Guldberg her foretog«, hvis man blot er pa det rene med, at censur netop ikke skal tages i den af Nyerup brugte betydning. Men nar Holm slutter sin udvikling med at hasvde, at Guldbergsbemserkninger,selv om de blev fremsat i en meget venskabelig form, dog derfor »var lige tvingende«, antydes derved netop anvendelsen af magt eller myndighed, sa meget tydeligere som der i en tilknyttet note henvises til den skaebne, der ramte Martfelts kornhandelsplan, som et vidnesbyrd om »den Guldbergske rigorisme«. Det var dog virkelig

14. Kbh. 1798. Saml. skr. bd. XV.

15. Chr. Bruun: Anf. v., Fortalen.

16. Anf. v. s. 164.

Side 96

ikke Suhm, der stod i den svageste stilling; det var Guldberg, som skulle bruge en faedrelandshistorie til sin undervisningsreform, og som havde bedt sin ven om at skrive den. Suhm var i okonomisk henseende fuldstsendiguafhsengig - »Forsynet og min kone takker jeg for, at de har sat mig i stand ej at bede om noget« - og ganske vist var hansom forfatterinteressereti, at hans arbejde sa dagens lys, men dog ikke i en skikkelse,somhan ikke personlig kunne vedkende sig. Suhm var heller ikke den mand, der forsagt stak sin mening under stolen. Han havde talt til selve den enevaeldige konge med uhort dristighed og abenhed, og sa skulle han fa ar senere krybe i et musehul for hans kabinetssekretaer!De»hemrnelige efterretninger« tyder ikke pa, at Suhm havde mistetmselet,medens Guldberg steg til vejrs 17, og »Euphron« siger efter min opfattelse rent ud, at »Adskilligheden« af deres meninger tvaertimod »undertiden er blevet udtrykt noget haeftigt« 18. Nej, Suhm har for samarbejdetsskyldakcepteret Guldbergs rettelser, hvor han mente at kunne gamed dertil eller ansa dem for uvaesentlige. Deter jo da endelig ogsa en mulighed, at han ligefrem har fundet en rettelse rimelig eller opportun.Suhmringeagtede nemlig ikke Guldberg, men hojagtede ham for hans »indsigter«. Derfor naevner han ogsa Guldberg blandt dem, hvis bedommelse af hans okonomiske betragtninger han »gerne« (o: jasvnligt)underkastersig n\ Nyerup spotter en indtraengende henstilling af Guldberg om »for alting og for at undga fortraed« at sendre folgende Suhmske reflektion over forfatningen: man kan i en vis mening sige, at her er egentlig ingen regeringsform - »det fandt naturligvis statssecretairenaltfor formasteligt« 20. Men hvorfor er denne henstilling af Guldberg odios, nar dog ingen ville finde pa at kalde Luxdorphs rad til Suhm om at undlade at trykke »Saga om Liren« 21 for andet end venskabeligt.Guldberghavde bitre minder om det indtryk, som »Euphron« nys havde gjort ved hoffet. Holm sporer »censur« bag en henstilling om

17. Se f. eks. dagbogen for februar-marts 1773.

18. »Euphron« er optaget i bd. 11l af Suhms samlede skrifter.

19. I sin afhandling fra sommeren 1772: Om Danmarks og Norges tilstand i henseende til handelen (saml. skr. VI s. 449) skriver Suhm: »Det, som synes gavnligt, er ofte ikke gavnligt, og hvad som er let i tanken og pa papiret, bliver ofte vanskeligt i udforelsen. Mine tanker underkaster jeg derfor gerne sadanne maend som en Oeder, en Martfelt, en capitain Liitken, en Philodanus (d: Guldberg), en Philocosmus (= Martfelt), forfatteren af Azan (atter Guldberg) deres omdomme«.

20. Suhmiana s. 356.

21. Dette digt, der blev skrevet samme ar som faedrelandshistorien, og som til dels er en satire over de oldenborgske konger, mente Luxdorph det ikke radeligt at trykke. (Levnedstegningen 82-83).

Side 97

at omforme afsnittet om enevseldens indforelse - ellers forudser Guldberg vanskeligheder for bogen, nar den kommer ud 22. Guldbergs bekymring er maske her noget overdreven og naeret af hans personlige onske om enighed og fasthed som grundlag for enevselden i stedet for den af Suhm skildrede mangfoldighed af opfattelser og meningsbrydning pa stsendermodet;menhan har efter mit skon ret i sin hovedbetragtning: at sadan udpensling af enkeltheder - ligesom i ovrigt den ovennaevnte reflektion - ikke horte hjemme i et kompendium for ungdommen. Dette hensyn til, at bogen skulle vaere til skolebrug, berettiger ogsa efter Paludan-Miillers mening pa flere steder Guldbergs udsaettelser²³. Ingen lasrer vil vel lasteham,fordi han fik slettet denne karakteristik af Frederik IV: »Hans moralske karakter var god, og er deri intet at forekaste ham undtagen visse fornojelser, som han havde tilfselles med sine forfaedre« 24. Pa den anden side skal jeg ingenlunde Soge at forsvare Guldbergs anmodning til Suhm om »endelig« at lade den linie gaud, hvor Frederik 111 nsevntes som »den sidste af vore Konger, som kan kaldes laerd« 25. Fjernelsenafden slags sma skonhedspletter har dog kun i sa ringe grad kunnetpatrykkebogen Guldbergs stempel, at Tyge Rothe i sit takkebrev til Suhm af 4. august 1776 26 kan love sig bl. a. det gode af bogen, at »mangen en vil blive laeget for nationalstoltheden. ..« Og der er ingen grand til at sorge over dens »Castrering« - hvad enten dette ord skal forstas i mere eller mindre nedsaettende betydning - da den fik en lignende succes som Store og gode handlinger, kom i det ene oplag efter det andet og i nye udgaver af Kierulf og Werlauff holdt sig som skolebog og ved universitetsundervisningen i langt over et halvt arhundrede. IntetafSuhms vserker har efter Chr. Bruuns vidnesbyrd27 gjort hans navn kendt for sa mange mennesker gennem flere generationer eller har kunnet virke sa gavnligt og belaerende som udtoget af Danmarkshistorien.

En anden af Nyerups fyndige register-henvisninger til levnedstegningen af Suhm lyder saledes: Guldberg »ophaever skrivefriheden«. Hermed sigtes til den malende lille skildring (s. 73), hvormed Nyerup indleder oratalen af Suhms »Euphron«:

22. Suhmiana s. 350.

23. Anf. v. s. 20.

24. Suhmiana s. 354.

25. Ny kgl. saml. 2125 b4 nr. 1-20, ad pag. 148.

26. Delvis trykt i Chr. Bruuns anf. v. s. 184-85.

27. Anf. v. s. 198.

Side 98

»Politimester Faedder var censor og statssecretairen obercensor; og nu blev taenke - tale - og samvittighedsfrihed laenkebundne. Gammeltorv, hvor Faedder i hojsaedet med et nik kunne ryste det dariske Parnas, fortjente med rette sit navn af Geniets Gehenna. Det var ringe, at Thiele for at have trykt Morpionaden matte bode 50 rdlr., at Thura blev hensat pa Munkholm, at Prahl og Schmettow kom i fortrsed for deres skriverier; men at boger som Martfelts sa vigtige og ypperlige Kornhandelsplan, som han lod trykke 1774, blev supprimerede, det gerader hine tider til skam og skaendsel«.

Deter samaend sandt, at det var en ringe ting, at bogtrykker Thiele i november 1774 fik en bode for at have trykt »Heltedigtet« Morpionaden. Digtet var, ifolge Holm²⁸, bade slet og letfaerdigt, det indeholdt »en gemen, aerekraenkende fornaermelse« mod skuespillerinden Karoline Walter, og straffen »var vel fortjent«. Sagen mod general Schmettaus »Blatter aus Liebe zur Wahrheit« er det heller ikke vaerd at tage for tungt pa. Dette skrift var rettet mod »die Schliche, Kniffe und Gauckeley der Theologie« 29, generalen ansa bade det gamle og det nye Testamentes boger for romaner og legender og erklaerede de bibelske skribenter for bedragere, fantaster og svasrmere³⁰. Skriftet blev angivet af generalsuperintendent Adam Struensee, som fandt det egnet til at »forvirre de vankundige og uerfarne og give de ugudelige anledning til at bespotte religionens sandheder«. Sagen viste sig dog sare difficil at forfolge, bade fordi skriftet var trykt for trykkefrihedens begraensning eller, om man vil, rette forklaring ved oktober-reskriptet 1771, fordi det ikke havde vaeret falbudt, og fordi Schmettau hanligt afviste Ober- Consistorium i Gliickstadt som kompetent myndighed. Skont der i statsradet »spyedes ild og flammer imod ham« 31 - Bernstorff f. eks. hadede ham 32 - endte det da ogsa med, at skriftet vel blev konfiskeret, men at regeringen i ovrigt matte standse sagen 33, sandsynligvis pavirket af Schmettaus gode ven Koller-Banner, sa at generalen slap med en nasse for sin uanstaendige skrivemade. Regeringens tilbagetog blev ynkeligt daekket, men selv om det skulle vaere muligt at bebrejde Guldberg noget i sa henseende, kan en pressesags opgivelse dog ikke laegges ham til last som et indgreb i trykkefriheden.

28. Anf. v. s. 161.

29. N. M. Petersen: Anf. v. 5 a s. 40.

30. Luxdorphiana, hvor sagens gang er indgaende skildret, s. 54-55.

31. Suhms Hemmelige Efterretninger s. 81.

32. Aage Friis: A. P. Bernstorff og Ove Hoegh Guldberg s. 96.

33. Kongelig befaling af 19. marts 1773, Luxdorphiana s. 77.

Side 99

Stakkels Christian Thura slap derimod ikke sa billigt fra »Den patriotiskeSandsiger«, skont ogsa den var trykt - i alt fald for en stor del - indenoktoberreskriptet om trykkefrihedens rette graenser udkom. I stik modsaetning til Schmettau mener Thura, at hele rigets ruin stammer fra »religionens forfald og foragt«, thi »religionen, fornemmelig den kristelige,er just de band og seler, ved hvilke Gud holder bade regenter og unflersatteri tomme« 34. Han betragter »denne antikristiske ands regerings-tidi Danmark« som en virkelig provetid og revser gejstligheden, fordi den ikke har holdt ryggen rank nok overfor »den store forargelse, hvorved Guds allerhelligste navn bliver agtet ringere end Kongens, som dog er ikke uden et syndigt, usselt menneske« 35! Her rorer Thura imidlertidved et farligt emne: han sigter utvivlsomt pa Struensee, men han kommer til at ramme kongen og kongemagten. Det skulle ikke gore hans sag bedre, at han kaldte en forordning fra Christian Vl's' tid om forbud mod at give almisse ugudelig og foreslog Kongelovens art. 8 forandret ved at udsaette kongens myndighedsalder fra det 14. til det 24. eller 25. ar36. Da Sandsigeren forst fremkom efter revolutionen 17. januar 72, frygtede regeringen, at dens kritik var montet ogsa pa de nu aendrede forhold, og ved kgl. befaling af 15. oktober 1772 blev der nedsat en kommissionsdomstol, bestaende af to hojesteretsdommere. Den domte l. marts 73 Thura til at have forbrudt aere og gods og hans skrifter til at braendes. Dommerne havde langt fra fulgt generalfiskalens glubske pastand,men man kunne ikke komme uden om, at der var brugt formasteligeudtryk mod kongen, kgl. anordninger og Kongeloven, og dette forhold henfortes under D. L. 6-4-9 (»Taler nogen ilde om Kongens regering.. .«). Dommen blev dog ved kgl. resolution af 1. april 73 formildetsaledes, at Thura skulle hensaettes pa Munkholm pa kongens nade og hans skrifter konfiskeres. Der sad hansom statsfange, indtil han 1779 fik tilladelse til at flytte til Bornholm. - Skont Thuras faengsel ikke var strengt, og skont han ved overflytningen til Bornholm ikke var mere forknyt,end at han straks sogte om at blive sognepraest i Pedersker eller rektor i Ronne, ma man dog vist give ham ret i, at det langvarige faengselsopholdhverken havde vaeret kongen til acre eller ham til nytte. I betragtningaf alt, hvad der var gaet upatalt hen under trykkefrihedsrusen og revolutionsfeberen, var det urimeligt pludseligt at statuere et eksempelher, hvor endda meget talte for at fare med lempe. Og der var brod i studiosus Niels Prahls ironiske forsvar for den hojst ulige skaebne, der

34. Sandsigeren s. 40.

35. Sandsigeren s. 63 og 61.

36. Sandsigeren s. 229 og 258.

Side 100

havde ramt Thuras »dumdristige naesvished« og Suhms dristige Brev til Kongen, som blev haevet til skyerne, gik af som varme fastelavnsboller og blev anset med nade af en stor dronning 37. Prahls frimodighed lonnedesimidlertid med konfiskation og en alvorlig irettesaettelse af Konsistoriumfor hans utilborlige og übetaenksomme forhold. Men hvor kan man pavise Guldbergs hand i den Thuraske sag? At den skulle vasre rejst pa hans tilskyndelse, er, sa vidt mig bekendt, intetsteds dokumenteret,og hvis Nyerups insinuation blot hviler pa formodningen om Guldbergsalmagt, kan det vaere pa sin plads at minde om, at Guldberg i 1772 kun stod ved magtens taerskel.

Men skampletten og skaendselsgerningen er altsa efter Nyerups abenbartmere bibliofilt end filantropisk praegede synsmade undertrykkelsen af Martfelts kornhandelsplan; lykkeligvis dog kun for en arraekke - bogenudkom 1785 - hvad der er sa meget mere beroligende, som det sporgsmal, den tog sigte pa at lose, lige var blevet afgjort ved en forordningaf 14. marts 1774, og forfatterens hab derfor kun var at kunne »tjene en tilkommende alder« 38. Hvad grunden har vaeret til, at bogen forst udkom en halv snes ar efter trykningen, vides ikke. Paludan-Miiller lsegger ikke skjul pa, at han ikke stoler pa Nyerups udsagn 39, men savneri ovrigt materiale til at udtale sig om sagen. Holm naevner den mulighed,at Martfelt selv er blevet betaenkelig ved at offentliggore kornhandelsplanen,men han finder det dog ikke usandsynligt, at deter blevetbetydet ham, at man pa hojeste steder ikke onskede udgivelsen, bade fordi det kunne vaere regeringen übehageligt at se sin nye forordningledsaget af et skrift, der, selv om det omtalte den med al mulig aerbodighed,dog i virkeligheden var en kritik af den, og isaer fordi Martfelt havde stemplet regeringens okonomiske politik siden 1735 som odelaeggendefor landet - det var ikke den tone, Guldberg onskede brugt om Enevoldskongernes regimente4o. Over for denne lidt spinkelt underbyggedeformodning om »suppression* ma det vaere rimeligt at fremhaeveden kendsgerning, at Guldberg som statsokonom stod Martfelt

37. Den patriotiske Sandsigers bedrifter, bedommelse og dom s. 6-7.

38. Holm: anf. v. s. 494.

39. Anf. V. s. 37 »Pa Nyerups dom tor man ikke übetinget forlade sig, nar talen er om trykkefriheden, isaer nar det gaelder Guldberg, imod hvem han sa ofte laegger et übilligt nag for dagen, at det end ikke har undgaet hans venners patale«. P. M. sigter formodentlig til et brev fra Oluf Worm til Nyerup af 14. oktober 1804 (Nyt theol. Bibl. bd. 19, s. 203-04), hvor det hedder: »Det kommer mig for, som du havde et hemmeligt nag til Guldberg, hvilket du ytrer ved adskillige lejligheder i dine boger. Hvad kan dertil vaere arsag? Er det fordi han er orthodox? Er det, fordi han ikke er en ven af uindskraenket skrivefraekhed? ...«

40. Anf. v. s. 494 og 496.

Side 101

naer⁴¹ og ikke blot nserede den allerstorste respekt for hans okonomiskeindsigt, men ogsa i alvorlige situationer tyede til hans rad. Man skal lede laenge i litteraturens historie, for man finder magen til den virak,som forfatteren Philodanus (o: Guldberg) ofrer pa sin overlegne kritiker Philocosmus (o: Martfelt)⁴². Guldberg kan ikke blive traet af at prise Martfelts kundskaber, grundighed og omhu (se crescendoet over siderne4, 5, 6, 7 og 8) og synes, at det forst er hans indgaende, frugtbare kritik, som har givet hans eget lille vserk (Undersogelsen af Philopatreias' anmserkninger) nogen vaerdi (s. 16). En viis regering vilde da ogsa nok vide at drage nytte pa rette post af denne mands store politiske indsigt (s. 9). Skulle Guldberg virkelig i 1774 have realiseret dette onske fra 1771 ved at give Martfelt mundkurv pa? Det ville stemme darligt med den friere stilling, Martfelt lige havde faet ved beskikkelsen til kommercekonsulen t⁴³, og med den store tillid, Guldberg viste ham ved at pakaldehans rad, da den ugunstige vekselkurs og det store seddelomlob i 1779 vakte regeringens aengstelse, og »intet syntes at vaere dyrere end gode rad.« 44 Samarbejdet om luksusforordningen af 20. jan. 1783 45 vidner ogsa om, at de to maend gik godt i spaend sammen. Endnu fra sin retraetestilling i Aarhus ser vi Guldberg folge Martfelts forfatterskab med sympati og interesse 46.

Rasmus Nyerups overordentlige indflydelse pa den almindelige bedommelseaf Guldberg belyses karakteristisk ved J. K. Hosts kommentar til et brev, som Guldberg d. 17. maj 1775 skrev til Suhm 47, og hvori han besvaerger ham om »ikke mere at rore ved de sager«, det vil formentligsige de emner, der havde sat et dramatisk og for Guldberg pinligtopgor om »Euphron« i gang. Skont dette brev ellers i form og indholder kammeratlig-venskabeligt, har Host deri alene kunnet finde udtrykfor »hvilken and Guldberg var besjaelet af i henseende til ytringsfrihed«,og »derfor havdes allerede afgorende bevis« i hans bemaerkninger til Suhms Danmarkshistorie - altsa underkuelsens and. Host senser lige sa lidt, som Nyerup har gjort det, at Suhm med »Euphron« havde bragt

41. H. L. Bisgaard: Den danske nationalokonomi i det 18. arhundrede, s. 86-93.

42. Philodani tanker over Philocosmi betsenkninger Kbh. 1771.

43. Kabo. 10. juni 1774. Se Holm: Anf. v., note 48 til 2. bogs kap. 5.

44. Holm: Anf. v. s. 611.

45. Holm: Anf. v. s. 468-73.

46. I et brev af 20. decbr. 1785 skriver han til Thorkelin: »Martfelts smukke memorial [o: genpart af en allerunderdanigst promemoria til H. K. H. Kronprinsen den danske kornhandel angaende, Kbh. 1785] har jeg laest og det med forbavselse«. Personalhist. tidsskr. 9. r. VI, 1934.

47. »Af Politik og Historie« 1820, bd. 2; aftrykt i Chr. Bruuns anf. v. 144-45.

Side 102

Guldberg »i forlegenhed«, d. v. s. i en yderst prekaer situation ved hoffet, og at Guldbergs ovenciterede reaktion derfor naturligt forklares som det, den giver sig ud for, »oprigtige erindringer« i anledning af übesindig handlemade fra Suhms side 48.

Nyerups opregning af Guldbergs kraenkelser af trykkefriheden ma efter sammenhaengen standse 1774. Men derved er et par af de indgreb, som isaer har sat klik pa Guldbergs rygte, ikke kommet med. For fuldstaendigheds skyld tilfojes derfor her nogle ord om forbudet mod oversaettelsen af Werthers Leiden og konfiskationen af Thomas Bruuns »Mine Fritimer«.

Ved kabinetsordre al: 9. septbr. 1776 befalede arveprinsen det teologiskefakultet at udtale sig om en af Proft anmeldt oversaettelse af WerthersLeiden. Fakultetets erklsering, der er trykt i Kirkehistoriske Samlingerbd. 2 (1853-56), blev afgivet »i mueligste Iil« 16. septbr. Den var underskrevet af P. Holm, Balle og Janson, men A. S. orsted oplyser 49, at den »var skrevet med den som meget frisindet teolog bekendte C. F. Hornemanns hand«. Erklaeringen munder ud i, at »denne roman ma holdesfor et skrift., som bespotter religionen, besmykker lasterne, kan fordaervehjertet og gode sa;der; des mere farligt for uskyldige og ej vel grundedemennesker., da forfatteren har givet sig umage nok at fremsaette alt i en smuk stil og et blomstrende foredrag«. I henhold til erklaeringen blev oversaettelsen forbudt. - Georg Brandes kalder forbudet »naragtigt«50, men tih°ojer dog, at »man vilde gore Danmark uret, hvis man vilde soge et bevis for ualmindelig national indskraenkethed i et aktstykke, i hvilket kun datidens sa hyppige teologiske trangsyn rober sig«; i Milano lod biskoppen oplaget af Wertheroversaettelsen opkobe af gejstligheden for i al stilhed at bringe bogen ud af verden, i Leipzig blev Werther under bodestraf forbudt »af stadens vise faedre«, og i Hamburg udsendte overpastorI. M. Goetze et advarende skrift mod den hele »Charteque«, hvis eneste formal syntes haim at vaere »at vaske en ung friskfyrs selvmord rent for den skaendsel, der klaeber derved«. Dette skrift udkom 1775 og kan muligvis have givet den danske regering impulsen til at skride ind. - Ludvig Helveg har i nogle kommentarer til fakultetserklaeringen peget pa, at de teologiske professorer ved denne lejlighed havde fulgt ganske samme fremgangsmade, som ofte for var blevet anvendt, og at de var i deres gode ret, nar de ikke kunde finde den kristelige livsanskuelse

48. En udforlig redegorelse for den ret komplicerede sag vil senere frernkomme.

49. Af mit livs og min tids historie s. 70, noten.

50. Samlede skrifter I, s. 368.

Side 103

udtalt i Werthers Leiden, men - som Helveg siger - fandt »en sadan folelsensog lidenskabens egenradighed« stridende mod den borgerlige og saedelige orden. Men sagen var, at man her ikke havde at gore med et saedvanligt ukristeligt og utugtigt smoreri, men med et genialt vserk, »hvorforde beskikkede censorers bemaerkninger kommer til at tage sig sa fattigeog spidsborgelige ud ved siden af bogens glimrende fremstilling . . . Werthers Leiden udtalte sig sa paradox skarpt som muligt imod den hele tilvante kirkelige og borgelige betragtning« - Es sind lauter Brandraketen, siger den aldrende Goethe selv i en samtale med Eckermann 2. januar 1824 - »og dog gjorde den det pa en sadan made, at den henrev alle, isser ungdommen; og nar desuagtet den gamle betragtning mente at kunnevserge sig imod den ved de saedvanlige midler, sa matte det snart vise sig, at den havde forloftet sig ...« Deter netop sagen. Hvor mat den gamle tids indsigelse falder til jorden, kan et enkelt citat af erklaeringen vsere tilstraskkeligt til at vise: »Til at gore nyttige mennesker i staterne er det sa langt fra dette skrift tjener, at det tvaertimod afskraekker derfra: Da hojere motiver til at gore sig duelig og fremme det almindelige bedste ej hos ham ma soges, sa finder man derimod pag. 69 »Ich liebe die Subordination nicht sehr«, og straks pag. 70: »Alles in der Welt lauft doch auf eine Lumperey hinaus, und ein Kerl, der um anderer Willen, ohne dass es seine eigene Leidenschaft ist, sich um Geld, oder Ehre oder sonst was abarbeitet, ist immer ein Thor«. Man kan knap nok tale om et sammenstod mellem to epoker; der er slet ikke kontakt.

T. C. Bruuns »Mine Fritimer« blev konfiskeret ved kabinetsordre af 16. december 1783, forfatteren fik en bode pa 100 rdlr. og matte lade sig overhore og eventuelt undervise i den sande kristendom og dydslaere. Medens samtiden ansa Bruun for »et geni af stor rang« (Pram), har i eftertiden N. M. Petersen, Allen og P. Hansen - for ikke at tale om Grundtvig - rent ud henfort »Mine Fritimer« til smudslitteraturen, og Vilhelm Andersen finder 51, at Bruuns »kvikke ansigt ikke er rent som Wessels, men sksemmet af arrene efter pubertetsalderens udslaet«. Men det vilkarlige og monstrose i kabinettets indgreb gjorde Bruun til martyr, og forargelse over indgrebets art har kastet lange skygger over Guldbergs

Offentliggorelsen af A. P. Bernstorffs breve fik afgorende betydning
for Guldbergs personlige rehabilitering. Deter klart, at nar denne hans
politiske modstander gang pa gang vidnede om hans bravhed og retskaffenhed,matte»altale

51. Den danske litteratur i det 18. arh. s. 542.

Side 104

fenhed,matte»altaleom unoble sider hos ham forstumme« 52. Billedet af Guldberg som statsmand og som offentlig personlighed i det hele har derimod fra forste faerd faet en skaevhed, som det vil holde hardt at fa fjernet. Denne skaevhed stammer fra overdrivelsen af den reaktion, der fandt sred i den sakaldte Guldbergske periode, og fra brugen af selve dette navn eller en lignende bensevnelse (Det Guldbergske ministerium o. dsl.), hvorved alt ansvar for handlinger og forsommelser i tidsrummet 1772-84 lasgges over pa Guldbergs skuldre. Som eksempel pa, hvad man har paduttet »reaktionen« pa presselovgivningens omrade, kan naevnes, at det i aeldre tid var en ret almindelig opfattelse, at der ved reskriptet af 20. oktober 1773 (med tillaegsbestemmelser) indfortes vilkarligt politimestertilsynmedhelelitteraturen; ja, denne opfattelse var sa udbredt og naede sa hojt, at den endnu i begyndelsen af 1890'erne - et halvt arhundrede efter Paludan-Miillers redegorelse for reskriptets virkelige indhold - deltes af professor Holm⁵³. Faktisk blev reskriptet i tiden indtil Guldbergs fald anvendt af politimestrene i alt - 3 gange, nemlig 1774 mod »Morpionaden« (se foran) og 1773 for et urigtigt rygte og et polemisk indlaeg i Adresseavisen. Men i tilslutning til reskriptet greb en raekke kabinetsordrer umiddelbart ind over for pressen med advarsler, konfiskation eller boder, saerlig pa grund af kritik af regeringens anordninger.Holmanforerfra arene 1774-80 en halv snes indgreb 54, der raekker lige fra formaninger for mikroskopiske forseelser til bode pa 1000 rdlr. for Liittichaus angreb pa forordningen om braendevinsbrsending.Deterdenneregeringens vilkarlige indskriden, der i langt hojere grad end politimesterens optraeden faengsler opmaerksomheden, siger Holm. Paludan-Miiller erkender, at de umiddelbare indgreb, i forbindelsemedreskriptetshenvisning af pressesager til politimesteren i stedetfortildomstolene, var det betaenkelige for den tids presse, men han haevder dog, at de pressesager, der forefaldt i arveprinsregeringens 12arigeperiode,badehvad hyppighed og straffene angar var »for intet at regne imod dem, vor tid har vaeret vidne til.« 53 Bade de foranforte sma tal pa pressesager og Paludan-Miillers sammenligning med forholdeneetparmenneskealdre senere synes mig vserd at naevne som et lille korrektiv til den gaengse opfattelse, der vel tor siges at vaere udkrystalliseretifolgendepassus

52. Aage Friis: Anf. v. s. 64. En smuk skildring af Guldberg og et kont vidnesbyrd om den venlighed og hjaelpsomhed, han viste, da han var stiftamtmand i Aarhus, findes for ovrigt i amtsprovst J. P. Kobkes selvbiografi (Personalhist. Tidsskr. 7 r. II bd. 1917).

53. Anf. v. s. 160 med note 33.

54. Anf. v. s. 161-62 samt note 46 a.

55. Anf. v. s. 34.

Side 105

retifolgendepassusfra Johan Ottosens lserebog i Nordens Historie (10. udgave 1931): »Trykkefriheden krsenkedes ved, at regeringen eller politimestrenehvertojeblikvilkarlig straffede übehagelige udtalelser med boder.« For ovrigt er en sammenligning mellem antallet af straffede forseelsernaturligvisenmeget ufuldkommen malestok ved vurderingen af to presseloves tryk pa befolkningen; sma tal kan skyldes ikke blot, at befolkningen finder en ordning talelig, men ogsa, at den ikke vover at lofte hovedet. Holm traeffer nok det rette, nar han sammenfatter sin opfattelse i den dom, at reskriptet af 20. oktober 1773 m. m. sammen med regeringens holdning indeholdt en trussel - for mig gerne en alvorligtrussel - mod dagspressen og den for og under Struenseetiden sa udbredteflyveskriftlitteratur,medensder kun et par enkelte gange, og da pa moralens vegne, blev skredet ind mod boglitteraturen; pa visse omradertillodesendogsaen fri droftelse af vigtige samfundssporgsmal (navnliglandbosporgsmalet),»selvorn den fremkaldte udtalelser, der matte forekomme Guldberg og andre af de hojst staende personligheder aldelesforkastelige«.s6Guldbergforstod meget vel betydningen af en sagligdiskussionoghar i sin undersogelse af Philopatreias Anmaerkningers7 givet sine tanker herom folgende uforbeholdne udtryk: »Deter et gammeltord,atnar to traettes, far man sandheden at vide, og deter vist, at nar man vil have en sag vel oplyst, sa jo flere vittige folk der taler og er uenige, jo klarere bliver alt for den, som skal domme .. . Endog den kloge, kyndige og vittige mand far pa den made mangen en tanke og oplysning,hanaldrigselv havde skullet falde pa, og som dog er sa vigtig, at den bestemmer udslaget. Vor vise Monark har jo selv behaget Allernadigst at erklaere, at Han og derfor har tilstaedet presse-frihed«. Pressefriheden var altsa fremkaldt af onsket om at lade en oplysende tankeudveksling mellem »vittige folk« fa frit 10b, men tilsigtede naturligvisikkeatgive ignoranter eller ildesindede personer frit slag. Lige sa ivrigt Guldberg stottede, hvad han ansa for sand og nyttig oplysning, lige sa nidkasrt sogte han at vogte sine landsmaend for smitte fra »KjobenhavnsSludder«og»foragtelige Christianise Raisonneurs«, fra moralsk anlobenhed og kristelig vranglaere - selv Miltons frie poetiske omgang med de bibelske sandheder voldte ham jo bekymring. Deter karakteristisk,athan - naivt - hcevede sin stemme mod en stymper som Philopatreias»fordeenfoldiges skyld, at de ikke skulle misledes« 58. Guldberg

56. Anf. v. s. 164-65.

57. 2. hefte s. 15.

58. N. M. Petersen: Anf. v. 5 a, s. 232. Citatets ordlyd har jeg ikke kunnet stedfaeste, men ganske tilsvarende udtryk bruges i Philodani Tanker om Philocosmi Betasnkning, s. 9: »Han [o: Martfelt] kunne have forestillet sig ... hvor meget det da var nodvendigt for den store og vankundige maengdes skyld, snart ja snart at berove Philopatreias det ynkelige bifald, han havde faet«. Og i fortalen til Undersogelsen af Philopatreias' Anmasrkninger motiverer Guldberg sit skrift med, at han har anset det for sin borgerpligt at tage til orde, fordi Philopatreias synes at have manglet tilstraekkelig »Indsigt og Sindighed og Upartiskhed til grundigen at undersoge og retskaffen at bedomme« de foreliggende vigtige emner.

Side 106

var aengstelig for - og trykkefriheds-flyveskrifternes usselhed og gemenhedharvelnaeret denne frygt - at det, Oluf Worm kalder »uindskraenket skrivefraekhed« skulde undergrave anden i staten, den fasdrelandskcerlighedogpligtfolelse,som han i overensstemmelse med Sneedorff og Schytte betragtede som det baerende grundlag i samfunds- og statslivet. Han frygtede for, at lossluppen kritik vilde fa »bandet« fra hirnmel til jord til at smuldre og rokke ved tillidsforholdet mellem konge og folk, og at uhaemmet aflob for nationale stemninger og sociale ideer vilde avle nag og splittelse i stedet for den uomgaengelig fornodne tillid og samdraegtighed.Tankegangenerlet forstaelig, og Guldbergs hensigt var den allerbedste; men fejlen var, som Grundtvig siger, at han »lovede sig for meget af indretninger« og indgreb og mente at kunne holde tendenseritomme,som i kengden ikke lod sig tvinge ved ydre midler.

Den anden grand til, at Guldbergs fysiognomi nu star fortegnet for os, er som sagt den, at man tidligere har vaeret tilbojelig til at lade hans navn daekke udviklingen fra 1772 til 84 i hele dens bredde, skont hans stillingvar beskednere og hans indflydelse ringere i periodens forste ar, da Schack-Rathlous stjerne stod hojt ved hoffet, Bernstorff ledede udenrigspolitikenog Schimmelmann finansvaesenet, end i dens sidste. LigesomGuldberg har mattet lsegge ryg til trykkefrihedens indskraenkning, har han pa den made faet skyld for hoveriforordningen af 12. august 1773 med princippet: hoveri efter hovedgardens fornodenhed og har mattettage ansvaret for, at arbejdet med landboreformerne gik i sta; vi har jo hans egne klare orcl for, at bondernes ag ikke kunne afkastes. Ja, denne sentens savner ikke fynd, og den fsestner sig i erindringen, men den er - som allerede Paludan-Miiller har gjort opmaerksom pa. - i sin unuanceredeskikkelse ikke noget adaekvat udtryk for Guldbergs anskuelse. Han var klar over, at landbruget - »Din Bygnings Grand void« - fortjenteregeringens »forste og ommeste omhu«, og bade i Azan (s. 88) og i skriftet mod Philopatreias (s. 36-37) opfordrer han indtrsengende til at opmuntre og undervise bonden, til at tage udyrket jord under plov og fremme frugtavlen - dispositioner som veterinaerskolens oprettelse (1773, statsovertagelse 1776) og indretningen af »Traeskoler« (1776 og

Side 107

senere), der bl. a. uddelte frugttraeer til bonderne, er helt efter hans hjerte. I det sidstnaevnte skrift gar han endda langt videre ved at pege pa betydningen af, at bonderne havde mindre jord »og efterhanden fik hver sin del for sig«, at de »ikke belaesses med afgifter«, og at der ved lovene tilsikres dem »forst en hastig, vis og maegtig skyts under lovene, og med visse vilkar en uryggelig arveret; indtil man efter den nojeste undersogelse kunde forst fastssette hoveri, og siden efterhanden med en uafladelig opmaerksomhed arbejde sig frem til de langt storre og herligere ojemeder« 59. Deter snart sagt hele reformprogrammet: udskiftning, fsesteforholdetsordning og hoveriets fastsaettelse - stavnsbandets losning skimtes i det f jerne.

Hvorfor blev det trods denne levende interesse ikke til mere i »Guldbergtiden«end den, ganske vist epokegorende, indledning, som jordfsellesskabetsophaevelse (1781) betegner? Paludan-Muller tror ikke, at man kan bebrejde Guldberg nogen indgriben eller forsommelse i landbosagen:»Jeg ved intet bevis pa, at han har grebet ind i denne sag; snareresynes det, at Rentekammeret har vaeret den ledende magt; thi regeringensadfaerd er kendelig forskellig i Juels og i Moltkes tid. Man vil maske indvende, at Guldberg dog burde have fort regeringen ind pa reformbanen;men kunde han det? Er det afgjort, at hans indflydelse var stor nok dertil? Kunde han det imod Juels, Schack-Rathlous og overhovedetet stort parti af den hojere embedsstands onske, imod herremaendenesmodstand?« 60 Holm kalder det en stor overdrivelse, at man ganske overvejende har ladet Guldberg have ansvaret for den landbrugspolitik,der fulgtes. »Kabinetsordrerne spiller en meget underordnetrolle pa de punkter, hvor der kan kritiseres stserkest, og skont deter rimeligt nok, at Guldberg kan have gjort sine meninger gaeldende under samtaler med arveprinsen eller andre, kan man dristigt sige, at selv om han slet ikke havde vaeret til, vilde statsmagtens holdning i denne tid have vaeret den samme med hensyn til landboforholdene« 61. Men hvad enten man med Paludan-Muller antager, at Guldberg har savnet magt og indflydelse til at fore regeringen ind pa reformbanen, eller man med Holm mener, at han faktisk hverken har gjort fra eller til i landbosagen,sa

59. En lidt udforligere gengivelse findes i Bisgaards anf. v. (s. 89-90), hvor denne udtalelse ogsa fremdrages som modstykke til den saedvanlige ytring om bondens uafrystelige ag.

60. Anf. v. s. 28.

61. Anf. v. s. 405. Citeret i »Dansk jordpolitik 1757-1919« I, s. 106, hvor dr. Hans Jensen selv bruger det mere dsempede udtryk: »I ovrigt foreligger der ikke vidnesbyrd om, at Guldberg pa nogen fremtraedende made har Sogt at gore sin mening og vilje gaeldende i landbosagerne«.

Side 108

gen,sabliver clet vildledende, nar Guldbergs slagord om bondens uafrysteligeag ikke blot nsevnes som typisk for tankegangen hos stavnsbandslosningensmodstandere, men saettes som hans stempel pa tiden. Hvorforidelig fremdrage en ytring af ham fra et omrade, hvor han kun har haft ringe betydning? Ingen vilde dog finde pa stadig at lade skygge falde pa Bernstorff, fordi hans krav om adelens ledende stilling i staten nu forekommer os bornert, eller fordi han var blottet for forstaelse af Indfodsretten. Det var ikke der, han kom til at gore sin indsats. Men for Guldbergs vedkommende er det af Ploug indforte afskrivningssystem stadig i kurs: Man opretter en konto, hvor debetsiden fyldes med virkeligeog formentlige Guldbergske synder mod trykkefrihed og landboreformer,og sa »afskrives en rund summa« pa grund af hans nationale fortjenester.

Hvor tegner Grundtvig dog Guldbergs portrait anderledes klart og levendeblot med de tre streger: han vilde gore Danmark kristeligt, dansk og oplyst, og laegger alligevel slet ikke skjul pa hans »vildfarelser«! Hvor levende og sande er ikke ogsa de sma Suhmske portraetskitser fra revolutionstiden:aerlig og modig, laerd og eftertaenksom, men uvant med »affaerer«, en mand, som elsker sit faedreland, men gor for meget af enevaelden. Taenk, om man haedrede mindet om den mand, som har indfort fsedrelandshistorien i vore skoler, ved i skolebogerne at optage blot et lille uddrag af fortalen til Guldbergs oversaettelse af Lovtalen til Trajan (1763): »Den medfodte nidkaerhed for vort kaere faedreneland udbreder sig til alt, hvad landets er, og hvad sker lettere, end at man for meget kan elske det, man bor elske mest? Dog vort sprog bor vaere kaert og dets aere hellig. Men selv foragter vi det og overlader det na> sten til almuen. Vore fleste fornemme fornedrer sig, nar de taler det. . . Adskillige af vore laerde bruger det arme sprogs styrke for at beklage dets mangier . . . Ingen under, at et sprog har tabt sin sere, som kernen af folket ikke bruger .. . Men det fortjener vor forundring, at et sprog, der saledes er i lang tid begegnet, har endnu sa megen rigdom, smukhed,hojhed.« I kaerlighed til og omsorg for det danske sprog har Guldbergsgerning en af sine dybeste kilder, og ingen har vel som han bidragettil at genrejse dets »sere« og anseelse. Man skal ganske vist ogsa pa dette omrade vogte sig for overdrivelse; tilbojeligheden til at betragte Guldberg som eneradende for regn og solskin har nemlig affodt overdrevneforestillinger ogsa om hans nationale indsats. Men selv om Thott har fort den danske klausul⁶² i statsrads-forordningen af 13. februar

62. »Derhos Vi og Allernadigst ville, at alting herefter (det alene undtagen, som angar Vores Tyske provinser) skal soges, behandles, foredrages og udfaerdiges i det danske sprog«.

Side 109

1772 i pennen 63, Eickstedt har taget initiativet til indforelsen af dansk kommandosprog64 og Schack-Rathlou har optrukket grundlinierne i Indfodsretten, sa tor det dog nok siges, at Guldberg som arveprinsens mentor og Indfodsretslovens forfatter har ydet kraftig stotte til, at Dansk blev det officielle sprog i landet og kommandosproget i haeren, og at embedsstanden blev Dansk ogsa i toppen. Han satte Dansk pa en haederspladside laerde skoler, og »deter ham, der har gjort vor Kongefamiliedansk« .65.

62. »Derhos Vi og Allernadigst ville, at alting herefter (det alene undtagen, som angar Vores Tyske provinser) skal soges, behandles, foredrages og udfaerdiges i det danske sprog«.

63. Holm: Anf. v. s. 15.

64. Holm: Anf. v. s. 38.

65. Holm i Brickas Biogr. Lex.

Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 10 (1972 - 1974) 1

Dommen over Guldberg