Povl Eller: Kongelige portrætmalere i Danmark 1630-82. En undersøgelse af kilderne til Karel van Manders og Abraham Wuchters' virksomhed. (Selskabet til Udgivelse af Skrifter om danske Mindesmærker, Dansk historisk Fællesforening, 1971). 561 s.

Portraetter taler som kilder i saerlig grad til senere tiders mennesker. Dette gaelder ikke mindst de smukke, karakterfulde portraetter, renasssancekunsten skabte. Deter derfor et faengslende og betydningsfuldt emne, museumsinspektor Povl Eller behandler i sin omfangsrige disputats.

I en laengere indledning gores der forst kort rede for opgaven, en raekke portraetsamlinger gennemgas, og kunstmalernes stilling i datidens samfund

I redegorelsen for opgaven opstilles to hovedmal: gennem sa fyldig en viden som muligt om kunstens og kunstnernes vilkar at soge et fast grundlag for opfattelsen af begivenhedernes forl0b; og ved forsog pa at fastsla, hvilke billeder de enkelte malere har malet, at laegge op til en bedommelse af deres indsats (s. 19). Selve bedommelsen betegnes som en i snaevrere forstand kunsthistorisk opgave, som Eller ikke vil angribe, og bogen bliver da ogsa her ved oplaegget. Som baggrund for det folgende arbejde med bestemmelse af, hvilke billeder de enkelte malere har malet, praesenteres i denne forbindelse et vigtigt problem: de sakaldte tilskrivninger. Brugen af 1600arenes portrastter som kilder vanskeliggores i hoj grad af, at malerne for det meste arbejdede anonymt, saledes at signaturer er sjaeldenheder. I mange tilfaelde kan sadanne anonyme billeder vel bestemmes ud fra bevarede inventarier og paskrifter fra en tid, da traditionen endnu var levende; men i utallige tilfaelde har man vaeret henvist til at bestemme billedernes kunstnere ud fra stilistiske, maletekniske, motivmasssige og andre hensyn. Vanskelighederne er her store, og Povl Eller anforer selv et eksempel pa. en portraettype af Frederik 3., der efter tur har vaeret tilskrevet Karel van Mander, Abraham Wuchters, atter van Mander, atter Wuchters og vaerkstedsmedhjaelpere (s. 20).

Gennemgangen af en raekke portraetsamlingerbringes
som baggrund
for en bedommelse af, i hvilken grad

de i dag bevarede billeder giver et rimeligt udtryk for bestanden i datiden.Pa grundlag af isaer gamle inventariergennemgas de kongelige billedsamlinger, pa Kobenhavns Slot, pa Rosenborg, pa Frederiksborg, pa Sophie Amaliejiborg og andre slotte. Afsnittet, der pa grund af de mange gengivne billed lister og kataloger virkernoget tungt og traettende, giver et godt billede af datidens store interessefor portraetter og aktuelle og historiske portraetsamlinger og et overvaeldende indtryk af de store tab, som den danske portraetbestand har lidt pa grund af 1600arenes krige og en raskke slotsbrande, Sophie Amalienborgsi 1689, Christiansborgs i 1794 og Frederiksborgs i 1859. I arbejdetmed at folge de enkelte billederned gennem tiden har Povl Eller udfort et meget omfattende detektivarbejde.

Indledningens tredje og sidste afsnit, om malerne, deres forhold i almindelighed og deres stilling i datidens samfund, forsoger at skabe en baggrund, saledes at den Iosrevne viden om de enkelte malere kan ses i en sa rigtig belysning som muligt. Dispositionen forekommer noget uklar, idet afsnittet forst behandler malernes lavsforhold, deres ansaettelses - og understottelsesforhold, og derefter i tre stykker skildrer portraetmalergenerationen forud for 1630 og to lidt mere kendte malere, Remmert kontrafejer og Johan maler; stykket om Remmert kontrafejer har tilfojelsen »efter 1630« og falder saledes forsavidt ind under det forste af bogens folgende tre hovedafsnit, Christian IVs sidste ar 1630-48.

Ogsa stykket om Johan maler beskaeftigersig med tiden efter 1630. Povl Eller forsoger her at bestemme en »Johan maler« som Johan Thim, son af tegnelaereren Reinhold Thim

og to gange Johan kontrafejer uden stedsangivelse. Var Johan Malers bopaelSoro, var denne vel blevet anfort snarere, end hvis den var det ikke langt fra Rosenholm liggende Arhus. At det i regnskabsbogen under arst 1634 naevnte portraet af Holger Rosenkrantz,udfort af Johan maler, var en gave til Henrik Ernst, er ikke et argument for Johan Thim; Ernst var nemlig ikke da, som anfort af Eller (s. 98), Soro-professor, men opholdt sig pa. Rosenholm; hans ansaettelse som professor ved Soro Akademi skete forst ca. 1639. Hertil kommer, at JohanThims ovrige virksomhed overhovedetkun, endda med usikkerhed, er kendt gennem et billede, og det ligger 30—40 ar senere: et stort gruppebilledepa Gauno, signeret »J. T. f. 1672«, hvilket man har formodet betegner Johan Thim. Er det ham, har han altsa. da benyttet sit gode slaegtsnavn, ligesom faderen, mens Sophie Brahes maler blot betegnes Johanmaler. Denne kan lige sa godt vaere Johan Jorgensen som Johan Thim, og senere i bogen (s. 282) har Povl Eller da ogsa selv den opfattelse,at Johan Thims arbejde er sa godt som ukendt. Dog omtaler han et andet sted (s. 187) uden forbeholdJohan Thims billeder, som var de en realitet.

Efter indledningen folger bogens tre hovedafsnit: Christian IVs sidste ar 1630-48, Frederik Ills tid indtil ca. 1660, og efter enevaeldens indforelse. De tre afsnit opdeles i kapitler betegnet enten med Karel van Manders eller Abraham Wuchters' navne, og hele materialet er presset ned i denne ramme. Det giver en rodet og uklar disposition, saledes som det fremgar f. eks. af opdelingen i stykker af forste hovedafsnits forste kapitel: Karel van Manders ungdom: 1. De forste ar. Familien i Kobenhavn havni 1630erne. 2. Kilderne om Karel van Manders arbejde 1630-35. 3. En kopi og et maleri fra 1630erne? 4. Christian IVs ikonografi i 1630ernes forste del. 5. Den udvalgte prins. 6. Udenlandsrejsen. 7. Intermezzo: Engel Rooswijck. Biografiske afsnit vedrorende Karel van Mander, andre personers ikonografier og behandlingen af en anden maler er blandet mellem hinanden. Laesningen af bogen og arbejdet med den besvaerliggores.

I sin behandling af de to fremtraedendeportraetmaleres liv og virksomhedog forskellige personers ikonografierudnytter Povl Eller sit enormekendskab til tidens kildematerialeog den senere litteratur. Et meget omfangsrigt regnskabsmateriale og andet arkivstof er gennemgaet ligesomde eksisterende portraetsamlinger.Dette giver mulighed for mange iagttagelser af sammenhaenge og forhold,som tidligere har vaeret ukendt. Det store detailkendskab rummer dog ogsa. en fare. Mange steder forekommerdet, at der er sluppet for mange detaljer med i fremstillingen. Vi far saledes en fuldstaendig opregning af de i alt 26 varer, som portrastmalerenKarel van Manders mor handledemed i sin forretning i Kobenhavn(s. 107). Vi far at vide, at Karelvan Mander i 1635 fik bevilling pa alle de hasselnodder, der blev indsamleti Nykobing, Alholm og HalstedKlosters len (s. 123). Vi far en opregning af Karel van Manders tjenestefolk(s. 132), af reparationer i Abraham Wuchters' lejlighed (s. 195), af alle fadderne ved en dab, hvor Abraham Wuchters' kone var fadder(s. 196) og senere ved en dab, hvor Karel van Mander var fadder (s. 319), af personer, der havde kobmandsgaeldhos Karel van Manders mor, da hun omkring 1653 dode (s. 222-23). Vi far at vide, at Karel van

Mander den unge endnu i 1660 var ugift, og at det maske belyser hans liv, at han i 1662 blev udlagt sora barnefar til en datter af en pige, der tjente hos Cornelia van Manders tidligerefuldmaegtig Elias Biener i Pilestraedeosv. (s. 224). De mange detaljergor bogen tungt laeselig, og det samme gor de mange, ofte sidelange regninger, breve og andre aktstykker, der gengives i teksten. Meget kunne med fordel vaere anbragt i noterne og i bilag bagest, meget kunne helt vaere udeladt.

I sine argumentationer har Povl Eller med stor fantasi udnyttet de mange sma delaljer i det omfattende kildemateriale. Et sted har han dog overset et argument til fordel for en hypotese. I behandlingen af Karel van Manders store rytterbillede af Christian 4. fremdrages (s. 150) et brev til Corfitz Ulfeldt fra kongen, der giver befaling til, at der til brug for et stort kongeligt rytterbillede skal fremstilles laerred i Bornehuset »pa ded Store getou, som staar paa ded lofft, der som Segel dugen gorris«. Povl Eller bemaerker hertil, at den gamle konge dog i dette tilfaelde kunne have sparet sig ulejligheden med at forklare om laerredets tilvejebringelse; det var en rutinesag for Bornehuset at udlevere det saedvanlige fern alen brede kontrafejdug af lageret. Senere omtaler Povl Eller de fra kilderne kendte mal pa billedet, der braendte ved Christiansborg Slots brand i 1794: 369 X 390 cm, og udtrykker tvivl om rigtigheden af storrelsesopgivelsen. »Laerredets bredde pa 5 alen eller 314 cm gor det kun muligt, at originalen var storre end de bevarede billeder, hvis der er sket sammensyning . . .« (s. 152). Men - Christian 4. havde jo netop til brug for det store billede befalet, at der skulle fremstilles specielt laerred pa loftet i Bornehuset pa det store »getou«, hvor se/Vdugen gores. Han har ikke kunnet spare sig ulejligheden med at forklare om laerredets tilvejebringelse.

Enkelte gange svigter en argumentation pa grund af konkrete fejl. Det kan ikke vaere som suveraen fyrste, hertug Frederik lod sig male i tiden mellem oktober 1645 og november 1646 (s. 205); han var ganske vist endnu formelt fyrstbiskop af Bremen og Verden, selv om han med Torstenssonkrigen havde mistet sine tyske stifter, idet han forst i 1647 definitivt gav afkald pa dem; men i stifterne stod han over for staerke staenderforsamlinger. Heller ikke var Corfitz Ulfeldt den forste, Christian 4. udsa til svigerson (s. 172); han blev forlovet med Leonora Christina i 1630, men Frantz Rantzau var allerede 1627 blevet forlovet med kongens aeldste datter.

Selv om det ved behandlingen inddragnekildemateriale er meget omfattende,giver det dog ikke mulighed for at slutte noget ud fra manglendeomtale eller forekomst, saledes som Povl Eller gor det adskillige gange.Rentemesterregnskaber, hus-regnskaber,Christian4.s egenhaendigebreve og materialet i DanskeKancelli er vel meget omfattende; men derfor kan man ikke tro, at alt eller i det mindste alt vaesentligt afspejlersig netop i disse kilder (s. Ill); og man kan ikke haevde, at hvis kongen havde faet malet portraetteri storre tal af andre malere end dem, der naevnes i dette materiale,var der en stor chance for, at et eller andet var blevet naevnt (s. 112). Meget materiale fra 1600arene er jo gaet tabt, ikke blot breve, men i saerlig grad ogsa regnskabsmateriale,idet senere tider ikke havde sans for vaerdien af disse kilder. Det sammeforhold

meforholdgor sig gaeldende for den samlede portraetbestand. Eller har selv pavist de katastrofale folger af 1600areneskrige og slotsbrandene, men glemmer selv senere, at man pa grundlag af de bevarede samlinger ikke kan slutte ud fra f. eks. udelukkelsesprincippeteller manglende forekomst(evt. manglende forekomst af alternative billeder) (eksempler s. 114, 183, 186, 207, 213, 242, 279, 312, 345, 364). En udtalelse om, at det ser ud til, at der havde vaeret en pause i fremstillingen af store helfigursbilledersiden Peter Isaacsz' og Jacob van Doorts tid (s. 115), ma saledes blive hojst usikker. Det sammegaelder udtalelsen, at der intet videsom, at Morten Steenwinckel maledesma billeder (s. 119). Den megetsikre udtalelse i billedteksten til Abraham Wuchters' portraet af Hans Lindenov (s. 469): »Af Abraham Wuchters som forlaeg til ikke udfort kobberstik« har som grundlag i selveteksten den mere rimelige formulering(s. 276): »men der findes ikke i serien [af kobberstik], som den nu er kendt, noget stik af« Hans Lindenov. Alt for ofte glemmer Povl Eller dette forbehold. Allerede fa, sider senere hedder det om Christen Thomesen Sehested, at han var den eneste adelsmand,Albert Haelwegh afbildede i mere end to stik (s. 279).

Pa samme made, som man ikke kan slutte ud fra manglende billeder, kan man ikke slutte ud fra manglende omtale i regnskaber. Povl Eller gor det dog enkelte steder, saledes s. 207 og 380. Og som et argument for, at Rosenborgs lille ovale portraet af Griffenfeld skulle vaere udfort for 1671, anforer han, at det ikke forekommer pa. Abraham Wuchters' regning for arene 1672-76 til Griffenfelds konfiskationsbo (s. 362). Flere steder er Povl Eller dog selv inde pa, at der i forholdet til en maler og hans portraet af en enkelt person kan vaere flere bestillere (s. 363, 366), og Rosenborg-billedet tilhorte netop Griffenfelds

Ved tilskrivningerne af de enkelte, ikke signerede portrastter til bestemte malere har Povl Eller benyttet en lang raekke kriterier, der dog ikke alle er lige faste eller sikre. Mange portraetter er bestemt ud fra omtale i breve, regnskaber eller inventarier. Andre er bestemt ud fra maletekniske og motivmaessige hensyn. Og atter andre er bestemt ud fra deres stilling som forlaeg for kobberstik, der angiver forlasggets ophavsmand.

Nar omtalen i breve, regnskaber og inventarier er tilstraekkelig fyldig, kan man na frem til en temmelig sikker bestemmelse af kunstnere, og det samme gaelder, nar der inddrages mange traek i den tekniske og motivmaessige vurdering. Ogsa ukendte personer pa. portraetter kan pa forskellig made bestemmes.

Saledes synes bestemmelsen af det ukendte mandsportraet i en serie pa seks ovale portrastter pa Ovesholm som et portraet af Ebbe Ulfeldt rigtig (s. 389-91). Ligeledes synes bestemmelsen af Engel Rooswijcks helfigursportraet pa. Frederiksborg af en Ulfeldt som et portraet af Corfitz og ikke Laurids Ulfeldt (s. 128-31, jfr. s. 442) rigtig og overbevisende, selv om Povl Eller senere tilsyneladende selv har glemt den, idet han hasvder, at der i det hele taget ikke findes nogen helfigursbilleder af Corfitz Ulfeldt (s. 179).

Derimod synes argumentationen for at tilskrive Adriaen Muiltjes to sammenhorende rytterbilleder af Christian 4. og den udvalgte prins (s. 118) mindre heldig. I Rosenborginventarietfra 1696 siges de at vaere af »den gamle« Steenwinckel, dvs.

Morten Steenwinckel. Povl Eller haevderher overfor, at »det vil vaere naerliggendeat tro, at hans navn blev knyttet til billederne, fordi de var erhvervetpa hans auktion, hvor der blev udbudt flere billeder af kongen og prinsen, og bl. a. en skitse af Christian IV til hest. Efter hvad der vides om Muiltjes, vil det ikke vaere maerkeligt, om billeder af ham havde tilhort Morten Steenwinckel og var gaet i arv fra ham til brorsonnen Anton«.Forholdet skulle altsa. vaere det, at Rosenborg-inventariet fra 1696 har betegnelsen af »den gamle« Steenwinckel,fordi billederne gennem AntonSteenwinckel var erhvervet fra Morten Steenwinckels auktion (der fandt sted 1688), idet Morten selv havde erhvervet billederne, der var malet af Adriaen Muiltjes. Forklaringenforekommer sogt. Og den stottesikke af forskelle og ligheder i bevaredebilleder, for det vides, at Muiltjes havde kopieret Morten Steenwinckel, og forholdet mellem kopier og originaler kan, som det omtales om lidt, vaere kompliceret.

Slutninger ud fra maletekniske traek er meget benyttet af Povl Eller: penselstrogenes loshed og form, pastose strog, glanslys, lysets retning, skyggepalaegning, farveholdning, morke eller lyse baggrunde, overfladekarakter osv. Slutninger ud fra tekniske kriterier ma dog blive usikre, nar der er tale om darligt bevarede eller tidligere restaurerede billeder. Povl Eller udtaler selv et sted om et billede, at det »fremtraeder i ojeblikket mere afslidt« (s. 241) og bruger udtrykket »billedets nuvaerende tilstand« (s. 242; andre eksempler s. 237, 251). Om et portraet af Hans Svane hedder det »billedet er noget afslidt og har derfor en flygtig karakter, som maske ikke er oprindelig« (s. 350), men alligevel bruges dette traek kort efter som bevis for sammenhaeng mellem Hans Svane-billedet og et maleri af Henrik Mullen »flygtigheden i strogene navnlig i ansigtet er den samme« (s. 353).

Hvad slutninger ud fra motiv, opstillingosv. angar, har Povl Eller selv vaeret inde pa. vanskelighederne: »Nar det forholder sig, som det gor, at der blev produceret kopier af andre kunstnere end portraettets ophavsmand,og samtidig saedvanen var, at bade kopisten og kunstneren i sine gentagelser altid varierede portraettetog ikke nojagtigt kopierede i rnoderneforstand, er det i virkelighedenumuligt at opna nogen form for sikkerhed. Man far da nojes med sandsynligheder« (s. 115). En slutningsom »Det lovomkransede landskabspartitil hojre i billedet og de store planter i forgrunden kan derfor kun betyde, at billedet er af ham« [Karel van Mander] (s. 258) er derfornaeppe sa. sikker, som den udtrykkes.Og noget lignende gaelder i flere andre tilfaelde (saledes s. 171, 247, 255, 284, 329). Om analyserne og sammenstillingerne ud fra motiver og opstilling ma ogsa. siges, at de benyttedekriterier flere gange gar pa alt for almene traek. Om dobbeltportraettetaf et übekendt aegtepar pa Ravnholt udtaler Povl Eller saledes, at aegtefaellerne star med hinanden i handen og ved siden af hinanden, ikke ulig opstillingen i dobbeltportraettetaf et sandsynligvis ogsa ukendt par fra Verne Kloster (s. 258); men i virkeligheden har de to billeder ikke andet tilfaelles, end at de begge viser en mand og en kvinde (billederne er gengivet henholdsvis s. 450 og 468); arm- og benstillinger er forskellige, og pa det ene billede star de to personerlidt fra hinanden, mens mandenpa

denpadet andet star lidt ind foran
kvinden.

Vigtige er de resultater, Povl Eller har naet ud fra sammenligninger mellem malerier og bevarede stik, der ofte er dateret og angiver ikke blot kobberstikkerens navn, men ogsa forlaeggets kunstner. Der er dog adskillige kildekritiske problemer, og kriterierne er naeppe helt klare. Et sted siges det om et portrait, at portraettypen kendes fra et stik, der er dateret 1664, »sa da var maleriet vel nyt« (s. 325) og kort efter om et stik, at det rimeligvis er udfort omkring en halv snes ar efter et maleri og efter malerens — van Manders — dod, hvilket sidste skulle forklare stikkets i plastisk henseende utilfredsstillende gengivelse af hovedet (s. 326). Et sted stiller Povl Eller ogsa selv sporgsmalstegn ved et stiks oplysninger om forlaeggets maler (s. 331), og han paviser ejendommelige forhold omkring oplysninger pa. andre stik (s. 345, 346, 347, 357).

Ikke blot i forbindelse med tilskrivningerne forekommer hypoteser. Det spredte og tilfasldige kildemateriale er skyld i, at mange, ogsa vigtige, forhold ikke kan belyses. Nu og da forekommer det, at der opstilles hypoteser blot for hypotesernes skyld. Nar det saledes (s. 233) formodes, at en gruppe forsvundne ovale portraetter har haft bla. baggrund, kan man kun konstatere, at deter en hypotese, der aldrig nogensinde vil kunne verificeres; billederne er borte, og hypotesen er egentlig ligegyldig, den kan ikke bruges til noget. Megen nytte kan man heller ikke have af de yderst luftige teorier om, hvor Karel van Mander har staet i laere (s. 107). Eller af en konstatering af, at det store rytterbillede pa Valdemar Slot og Simon de Pas' stik fra 1633 af Christian 4. kan have haft »et faelles forlaeg, som nu er ukendt, og som Morten Steenwinckel formentlig har udfort« (s. 122, note 65). Eller af en formodning om, at enkedronning Hedvig Eleonora havde ladet Wuchters udfore kopier af en raekke officersportraetter fra krigens tid (s. 307).

Man masrker igennem hele bogen om de kongelige portrastmalere, at forfatteren er historiker. Kun sjaeldentforekommer bedommelse af stil og af portraetkunstens udvikling, den udvikling, man oplever staerkt, nar man gennemgar de mange portraetter,der i kronologisk orden gengives i bogens plancheafsnit (s. 429-500). Der er kun tillob til vurdering af portraetterneog deres gengivelse af portraetteredepersoner (s. 206, 210, 215, 248, 302, 327-28 osv.), og beskrivelserneaf portraetternes personer kan virke noget impressionistiske: »blidhed i ansigterne« (s. 255), »hareter halvlangt og slet ikke en hofmandsglatkaemmede lokker« (s. 251), »Henrik Bielke er malet fuldendt elegant,skarpt individualiseret, med en let mandfolkeagtig frihed i frisurens lose lokker, spidst sort og hvidt i dragten« (s. 256), »stillingen er uforeneligmed den vaerdighed, som horertil et fyrsteportraet« (s. 271) osv. Af de lange linjer i udviklingen i malerkunstengiver bogen et meget flimrendeindtryk, og desvaerre samles tradene heller ikke til sidst i en konklusion.Det hedder endda i kapitlet Afslutning: »En sammenfatning kan egentlig ikke foretages, da hovedresultatetbor ligge i forsoget pa at folgede to portraetmaleres virksomhed sa detaljeret, som kilderne i ojeblikkettillader« (s. 403). Man kunne onske,at bogen om Kongelige portraetmalerei Danmark 1630-82 matte blive fulgt af endnu en bog, hvor

linjerne i udviklingen i portraetkunstenog portraetterne som udtryk for datidens menneskesyn og samfundslivblev behandlet. Hertil har Povl Eller ryddet grunden.

Som det passer sig for et arbejde om et kunsthistorisk emne, er bogen smukt udstyret, i en fin typografi og med et stort antal godt trykte plancher bagest. Desvaerre er der ingen henvisninger i teksten til plancherne, sa man ma selv med noget besvaer, via planchernes kapitel- og stykkehenvisninger i overskrifter og via noternes angivelser af samling, nuramer og billedformat, finde frem til en eventuel illustration til den pagaeldende beskrivelse i teksten. Her havde f. eks. sma numre i margenen vaeret nyttige.

Bogen afsluttes med en omfattende kilde- og litteraturfortegnelse og med gode person- og stednavneregistre, nyttige hjaelpemidler, liar man skal holde sammen pa tekstens mange