Kai Uldall: Billeder af dansk folkekunst. Folkeudgave. (Thanning og Appel, 1971). 127 s. 198 ill.

Med denne bog har den tidligere leder af Frilandsmuseet ved Kongens Lyngby fortsat sin flittige virksomhed i publikationer fra den folkelige kulturs omrade. Folkekunsten horer til det, der er yndet hos alle, der gaester et museum, og der er i arenes 10b skrevet sa meget, at man skulle tro, at emnet snart er udtomt. Det gaelder i hvert fald, hvad billedstoffet angar. Mange af illustrationerne i Kai Uldalls bog genfindes hos Jorgen Olrik i hans afhandling i Dansk Udsyn 1930 om kaerestegaver eller i Axel Steensberg: Danske bondemobler, 1949, og deter ikke i stoffet, man skal soge det nye, men i den klare redegorelse, der indleder billedserien. Den gor opmaerksom pa, at folkekunsten som forudsaetning har et samfund med adskilte sociale klasser, og at forskellen mellem de forskellige egnes folkekunst er betinget af den vekslende velstand og den hurtighed, hvormed impulserne udefra blev optaget og bearbejdet. Det maerkes, at forf. gennem et menneskeliv har vaeret optaget af problemerne.

Ved ordet folkekunst vil de fleste forsta bondens kunst og kunsten hos bonden, nar den er fremstillet til brug i hans hjem af andre. Deter saerlig dette omrade, Kai Uldalls bog behandler med nogle fa bemaerkninger om folkekunsten hos somanden. Det er her, folkekunsten finder sin storste og smukkeste form, og det kan vist tilfojes den mest populaere. Det rejser imidlertid sporgsmalet, om ikke by ernes arbejdere og handvaerkere havde deres folkekunst. Meget lidt er bevaret, men isaer i svendelavenes sager skimter man lidt af den folkekunst, der fandtes i kobstaederne, med et saerpraeg, der adskiller den fra kunsten hos de hojere lag. For arbejdernes vedkommende er sporgsmalet vanskeligere at besvare. Der er ikke bevaret noget arbejderhjem fra 1870, der kan give en forestilling om, hvorledes udsmykningen har vaeret, og hvilke retningslinier der er fulgt. Her findes en beklagelig mangel i nutidens viden. Helge Sdgaard