H. D. Schepelern: Museum Wormianum. (Wormianum, 1971). 435 s.

Den danske laerdomshistone bar ikke vaeret dyrket meget. Deter forklarligt, fordi det store fremskridt i det 19. og 20. arhundrede fik de landvindinger, man havde opnaet 300 ar tidligere, til at tage sig ud som et barns forste forsog pa at udforske tilvaerelsen. Deter disputatsens vigtigste opgave at gendrive denne traditionelle opfattelse og ved en kritisk gennemgang af Museum Wormianum fra 1655 at pavise, at tilvejebringelsen af denne samling og det ledende princip for udvaelgelsen af genstande til den ikke hvilede pa. noget foraeldet princip, men var i overensstemmelse med synspunkter, ogsa vor tid kan vedkende sig. Det er i det store og hele lykkedes forfatteren at bevise sin these.

Deter almindeligt at bebrejde Ole Worms arhundrede for polyhistorisme og fastholden ved de anskuelser, oldtidsforfatterne havde fremsat, men H. D. Schepelern viser, at den forste anke delvis er überettiget for Ole Worms vedkommende, da han forst og fremmest betragtede sig som laege og naturvidenskabsmand, mens hans arkaeologiske og runologiske studier kun var et sidespor, omstaendighederne havde fort ham ind pa, selv om man nu nodigt vil undvaere disse udslag af hans vidtspaendende interesse. Om hans afhaengighed af de anskuelser, de klassiske forfattere havde fremfort, mener H. D. Schepelern, hvis jeg da har forstaet ham rigtigt, at netop uenigheden mellem dem sammen med den selvstasndige iagttagelse vakte Ole Worms kritiske sans og forte til selvstaendig taenkning. Som et bevis herfor anfores det, at Ole Worm viser, at enhjorningehornet ikke stammer fra et eksotisk fabeldyr, men er narhvalens stodtand. Han var ganske vist ikke den forste, der fremsatte denne tanke, men han beviste den sa grundigt, at den aeldre teori definitivt blev skrinlagt. Det var netop til studier af denne slags, hans museum skulle tjene, og pa. titelkobberet til beskrivelsen af hans samling ses i en vinduesvange et narhvalkranium med den bekendte stodtand, der overflodiggjorde alle andre beviser. Museum Wormianum er ikke et raritetskabinet, men et hjaslpemiddel i forskningens og undervisningens tjeneste, og forfatteren fremhaever med rette, at Ole Worm ved siden af sine mange andre hverv ogsa var universitetslaerer og med alvor gik op i denne opgave.

For mange ar siden har Otto Andrupsom ledende princip for det 17. arhundredes samlinger peget pa det thaumatologiske. Det usasdvanlige, det maerkelige, som afveg fra alt det, man kendte fra det daglige liv og vakte forundring, blev anset for vaerd at samle pa. H. D. Schepelern gor sig umage for at vise, at dette synspunkt i det mindste ikke havde storre betydningfor Ole Worm, men deter tvivlsomt, om han har ret. Nysgerrighedeller med et smukkere udtryk

videbegaer vil altid opsta over for det sjaeldne og ukendte og saette en tankeraekkei gang, der kan fore til gode resultater, og det kan ikke afvises, at det thaumatologiske altid har spillet ind, nar en samling skulle grundlaegges.Da J. A. Trostrup i slutningen af forrige arhundrede samlede ind til Herning Museum, tog han alt med, som havde lidt besynderligt ved sig, og hans efterfolger H. P. Hansen fik et ikke ringe arbejde med at udskille alt det ligegyldige. Noget forsvar pa dette punkt behover grundlaeggeren af dansk museumsvaesen ikke.

Det thaumatologiske kan endnu i vore dage ikke undvaeres pa noget museum, selv om det nu fremtraeder i en aendret og forfinet form. Nar Kobenhavns Bymuseum samler pa Soren Kierkegaards mobler, og museet i Odense gemmer H. C. Andersens personlige sager, er det ikke, fordi disse ting kan oplyse noget om verdensgeniet hos den kobenhavnske hosekraemmerson eller proletardrengen fra Odense, men fordi hjertet braender efter »at kjende ham ret private som J. L. Heiberg udtrykker det i »En Sjael efter Doden«, og det ma sta for denne andsaristokrats egen regning, at disse ord udtales i hans sasrlige helvede.

H. D. Schepelern viser, at hovedparten af Ole Worms samling horte under naturvidenskaben, fordi hans interesser mest gik i denne retning, men at bestanden af historiske og etnografiske sager efterhanden voksede staerkere, og maske kan man tage det som bevis for, at hans opmaerksomhed lidt efter lidt mere blev draget mod disse ting. Kun lidt er bevaret af dem. Blandt de tabte sager kan fremhaeves den middelalderlige foldestol, der er gengivet pa billedet af hans museum og to middelalderlige stamper til gildesegl, for hvis beskrivelse skrivelseman desvasrre udelukkende ma bygge pa hans omtale. Men ogsa de naturvidenskabelige afsnit kan opre gne genstande af historisk vaerdi. Det gaelder f. eks. om terra sigillata, der under forskellige navne havde et stort ry som lasgemiddel og endnu i forrige arhundrede blev anvendt i folkemedicinen. Farmacihistorisk har stoffet en ikke ringe betydning, og prover pa deter bevaret i stort omfang. Man ansa det for en virksom modgift, og for at overbevise sig herom lod en tysk fyrste en dodsdomt forbryder fylde med gift og derefter indtage en dosis terra sigillata. Det ulykkelige menneske kom sig (J. W. S. Johnsson i Danske Studier 1921). Beretningen viser, at eksperimenter ikke var fremmede for Ole Worms tid, selv om det naevnte forekommer nutiden noget hardhaendet. Et moderne forsog pa at indtage terra sigillata af den varietet, der kaldtes axungia lunae (manefedt), viste, at midlet var uden smag og vel ogsa uden virkning.

H. D. Schepelerns disputats vil sikkert vise sig at vaere af grundlaeggende betydning for studiet af de aeldste danske museers historie. Den haever sig hojt over de tidligere behandlinger af emnet ikke alene ved sin detailrigdom, men isaer med den klarhed, hvormed den opstiller og forsvarer sin opfattelse. Som forfatteren har for skik, er vaerket udstyret med fyldige registre, og illustrationerne tilfredsstiller alle krav.