Tue Gad: Helgener. Legender fortalt i Norden. (Rhodos, 1971). 287 s.

Deter sjaeldent, man kan karakterisereen handbog som fornojelig og charmerende, men deter faktisk tilfasldetmed dr. Tue Gads alfabetisk ordnede redegorelse for de helgener, som blev dyrket i nordisk middelalder.I sin disputats, Legenden i dansk middelalder, 1961, betragtede han hovedsagelig legenderne som rent litteraturhistoriskfaenomen, men skont hans nye bog i vid udstraekning behandlerdet samme stof, sker det ud fra en anden synsvinkel, idet hensigtenher er at indfore laeseren i en yderst vigtig del af den middelalderligeforestillingsverden. Deter lykkedesi betydeligt omfang. De indledendekapitler om helgendyrkelsens oprindelse, relikvier, helgendage og liturgi, kanonisering, legendens natur og overlevering, mirakler og helgenbillederdanner tilsammen en overskueligog

skueligogletforstaelig indforing i de vanskelige problemer, der knytter sig til forstaelsen af den middelalderlige helgendyrkelse.

Til hver helgen gives en kort redegorelse for de historiske fakta, f. eks. om Knud den Hellige eller Frans af Assisi. I and re tilfaelde er der kun et legendestof, f. eks. om Kristoffer, den Kristus-baerende kaempe, som fornylig blev slroget af den katolske kirkes helgenka lender, fordi han menes aldrig at have levet. Efter de historiske oplysninger folger uddrag af legenderne, for en stor del hentet fra Jacobus de Voragine: Legenda aurea, og til sidst lidt om hvor udbredt den pagaeldende helgens dyrkelse var.

Laeserne - og sikkert ogsa forfatteren - ville gerne have haft flere illustrationer, men okonomiske hensyn har formodentlig umuliggjort det at bringe mere end de 9 farveplancher, og der har heller ikke vaeret rad til at bringe blot et lille billede af hver eneste helgen. De sma illustrationer er gengivelser af traesnit fra en nedertysk udgave 1492 af Jacobus de Voragine, som ogsa er en af hovedkilderne, men man savner trods alt illustrationer fra den nordiske ikonografi, og der er jo kalkmalerier nok at tage af. Og nar det nu er en handbog, ville det have vaeret praktisk, om attributerne var blevet systematisk opregnet, fordi det isaer er pa dem, man kan genkende helgenernes billeder. Men det ville selvfolgelig ogsa have kraevet flere illustrationer, og man er i forvejen godt hjulpet med Frithiof Dahlbys uundvaerlige handbog, De helige tecknens hemlighet. Stockholm 1963. Den star da ogsa i den lyldige litteraturfortegnelse, men skulle maske nok have vaeret naevnt i teksten, hvor attributerne