Peter Riismøller: Sultegrænsen. (Nyt Nordisk, 1971). 139 s.

»Deter magtpaliggende at fa registreret sejren over hungeren, mens erindringen derom endnu ikke er helt sloret af vor tids billigste og populaereste narkotikum: myten om de gode, gamle dage.«

Saledes skriver Peter Riismoller i en efterskrift til sin bog, og deter jo en udmaerket programerklaering. »Sultegraensen« handler da ogsa om mad pa en ny made, ikke som delikatesse, men som livsfornodenhed.

Der er tale om et stykke kulturhistorie,og forfatteren har, siger han, hentet en stor del af sit stof fra eget erfaringsfelt, nemlig fra en opvaekst akkurat pa den rigtige side af sultegraensen,men med lejlighed til mangeobservationer hinsides denne grsense.Bogen far dermed et stserkt personligtpraeg, og det kan vaere rimeligtnok, at forfatteren ikke i der raekke essays, der er tale om, arbejdermed noget noteapparatur. Det ei ikke mange historikere, der kan have et sa personligt forhold til sit stol som Riismoller, og her smitter del

ogsa. af pa formen. Han bander dygtigten sjaslden gang, om ikke hvis fortiden gar ham imod, sa dog hvis den ikke lader sig aflokke fornodne oplysninger. Noget karakteristisk for denne fremstilling er ogsa forfatterensvilje til at folge den historiske udvikling op til nutiden. Det giver perspektiv. I et afsnit om selvfremkaldtenaturkatastrofer og jordplyndringlanger han ud efter den nu sa moderne halmafbraending, der finder sted af kortsigtede okonomiske grunde,og som kan betyde muldens undergang.Det tilkommer eksperter at tage stilling til sadant i sit bredeste perspektiv, men en gang imellem melderden fornemmelse sig, at Riismollerselv naermer sig betasnkeligt den romantiske opfattelse af fortiden, f. eks. nar han vrisser ad nye driftsformeri

Bogen er rigt illustreret, bl. a. med forfatterens egne fotografier, taget gennem de sidste 35 ar, og de viser bedre end andet himmerlasndingens store indsigt i forholdet mellem nordjysk natur og kultur.

Indholdsmaessigt er bogen uhyre faengslende. Som naevnt bestir den af en raskke essays uden egentlig sammenhaeng, blot med det til faelles, at de handler om kampen mod sulten.

I et afsnit om fattigkost fortaelles der om grod, alternativet til brod, og den mest okonomiske anvendelse af det dyrebare korn. Men der er forskel pa grod, og f. eks. rugmelsgroden var ikke morsom. Det blev sagt, at den kunne klaskes op pa vaeggen og afgnaves uden brug af redskaber. Ligeledes om den berygtede Rumford-suppe, overtaget fra det engelske fattigvaesens spisereglement. I opskriften var der angivet et kvart pund kod til seks portioner, men med islaet af aerter, brod og byggryn var det dog en suppe med nogen naering. ring.Den lignede pa mange mader den sakaldte Kjaerbolsuppe, som man diverterede de tyske flygtninge med i 1945; den virkede ikke indbydende pa tilskueren.

Videre beskriver Riismoller varhungeren, som bornene tilfredsstillede med en gron rugvisk, og han fortaeller, at den skyldtes mangel pa Cvitamin, der medforte forarstraethed. Ligeledes om engelsk syge og andre mangelsygdomme, som forst en senere tids ernasringslaere skabte vaben imod.

Det var i begyndelsen af dette arhundrede, at forholdene bedredes pa dette omrade. Til eksempel fortaeller Riismoller om vinteren 1900, da jernbanen gennem Rold skov fog til med sne fra januar til paske, og jordlose fra tre sogne strommede til Skorping for at fa. lejlighed til at tjene nogle fa. kroner ved snekastning. Nogle var for forsultne og forslidte til at klare arbejdet og faldt fra, i enkelte tilfaslde forst efter at have druknet elendigheden i den velsignede og forbandede braendevin. Men tyve ar senere, fortaeller Riismoller, blev der bygget underforinger under sarnme bane, og da meldes der ikke om frafald. Landarbejderne var sluppet inden for sultegraensen.

En vigtig del af baggrunden for den almindelige forbedring i ernasringsforholdog leveforhold var landboreformernesresultater for produktionsvilkarene.Hertil kom vaccinen og hygiejnens fremskridt, og i det hele betod det, at den fattige befolkningkunne begynde at overleve. For forste gang i flere hundrede ar begyndtebyerne at vokse. De problemer,der opstod i forbindelse med byernes hurtige tilvaekst, beskasftiger Riismoller sig ikke med; deter ikke hans omrade, men om andre af disse »overlevende«, udvandrere og borsterog

sterogherregardsarbejdere, fortaellesder.

Og ind imellem om mere eller mindre anonyme medborgere fra de nodlidendes klasse, karakteriseret ved tilnavne, f. eks. Bovse-Drejes og Jens Rov, begge naturligvis uden bund i bukserne. Men Tus-Hans far det sidste ord. Han haengte sig i gedens tojr, men det blev opdaget: i tide, og han reddede livet. Men hvilket liv. Da praesten foreholdt Tus-Hans, at han naer havde begaet en dodssynd, svarede han: »Ja, det kan praesten sagtens sige, der har, men jeg har ikke krumme, jeg har ikke skorpe«.