Harald Langberg: Dødens Teater. Revolutionen 1772. (Gyldendal, 1971). 128 s.

Forf., der er overinspektor ved Nationalmuseet, har udarbejdet sin bog efter at de originale aktstykker i kongehusets arkiv om dronning Caroline Mathilde i 1966 blev offentligt tilgaengelige. En anden motivering for at udsende en ny bog om Struensees fald er, at »den offentlige moral« er aendret derhen, at man kan skrive om de intimere detaljer i forholdet mellem dronningen og Struensee. At bogen samtidig kommer til at fungere som en jubilaeumsbog, vil hverken vaere ukaert for forf., forlag eller publikum.

De papirer, der nu er blevet tilgaengelige,kaster isaer lys over dronningenog hendes forhold til Struensee, saledes som det blev gjort til genstand for »inkvisitions-kommissionens« efterforskning.Deter et rystende billede,der tegnes af, hvordan den purunge,temperamentsfulde og godhjertede,men naive dronning interneredes pa Kronborg, hvor hun med alle midler - legemlig tortur undtaget - blev lokket, truet og narret til at tilsta sit forhold til Struensee. En tid lang lykkedesdet endog kupregeringen at forhindrehendes korrespondance med sin bror, den engelske kong George III; sasrlig hjertelos var den brug, der blev gjort af hendes born i det politisk/revolutionaerepokerspil. Hele tiden,mens hun opholdt sig pa Kronborg,opretholdt man imidlertid den

foreskrevne etikette i omgangen med »Hendes Majestaet«, der »residerede« pa slottet. Budskabet om hendes mors dod i England naede pa denne tid til landet, og i den staevning hun fik fra kommissionsdomstolen, der skulle afsigeskilsmissedom, havde dommerne - for at tilkendegive deres sympati - forseglet med sort lak!

Forf. levendegor skildringen med mange lignende iagttagelser. der bevirker, at man flyver gennem bogen som en spaendende roman. Men een ting, der ikke kan - og sikkert aldrig vil kunne - dokumenteres, er enkedronning Juliane Maries nojagtige andel i statskuppet. Det ma dog sta klart, at hun har vaeret den, der diskret trak i tradene, uden at efterlade sig kompromitterende materiale, og hun bliver derfor forf.s skurk, mens Caroline Mathilde er heltinden.

Forf. har ikke villet belaste bogen med et videnskabeligt noteapparat; men dette er dog alligevel blevet udarbejdet i nogle fa eksemplarer og deponeret pa de forskellige videnskabelige biblioteker, saledes at bogens oplysninger kan efterkontrolleres af saerligt interesserede; utvivlsomt en udmasrket ide, hvis man pa denne made kan billiggore bogerne og fa dem ud til et storre publikum. For udbredelse fortjener denne lille, velskrevne bog! Forf. lever med i handlingen, indigneres og tager parti; men ikke pa en sadan made, at kendsgerningerne tilslores, for behandlingen af dronningen var skandalos, og henrettelsen af Struensee og Brandt var bestialsk. Skildringen er lagt pa et personligt plan: de mere principielle politiske begivenheder og deres arsager berores kun perifert. Men inden for den givne ramme giver bogen et levende indtryk af den sidste voldelige statsomvaeltning her i landet for 200 ar siden.