Jens A.Nielsen: Grundtvig og grev Danneskiold. Et bidrag til Gisselfelds kulturhistorie. (Udgivet af Jean Petersens Bogtrykkeri, Haslev, 1971).

At Gisselfelds, og dermed Danneskioldernesnavn, i en kortere arraekkeer knyttet sammen med en af Danmarksstorste kulturpersonligheder - Grundtvig, er naeppe kendt uden for Grundtvigforskernes kreds, og selv her kan man kun tale om en minimal ind'sigt i emnet. Hvad man vidste baseredesi alt vaesentligt pa udsagn af det aeldre slaegtled af Grundtvigkendere.De har vidst, at Gisselfeld Klostersoverdirektor C. C. S. lensgreve Danneskiold-Samsoe (1774-1823) var en stotte af Grundtvig i trange dage, og altid viste ham stor yndest. At Grundtvig var taknemmelig, viser flerehyldestdigte til og mindedigte om den gavmilde og forstaende godsherre,der var amtmand over Praesto amt fra 1808 til han dode. Arkiverne pa Brattingborg, i Landarkivet for Sjaelland,og isaer Grundtvigarkivet pa Det kgl. Bibliotek har meget som fortaelleros om Grundtvigs forbindelse med lensgreven. Det sidstnaevnte sted opbevaresdet store utrykte manuskript

til »Blik paa Grev Danneskiolds Liv«, hvori Grundtvig uden forbehold vedgar,hvad han skylder sin forstaende adelige ven. Deter isaer fra 1811-21, da Grundtvig var kapellan i Udby, og til han efter lange pinsomme ar med en slet okonomi og uden embede,endelig bliver sognepraest i Praesto, at greven understottede Grundtvigs boglige production, som just da var stor og af ganske afgorende betydning for hans hele littersere virksomhed. Uden den aldeles nodvendige hjaelp, havde det unaegtelig set sort ud.

De forste vidnesbyrd om forbindelsen mellem Udby-kapellanen og amtmanden og lensgreven, to pa. mange mader vidt forskellige maend, er tjenstlige skrivelser og private breve. De viser os, at Grundtvig havde et varmt hjerte for de fattige og svage, og han drager en naesten overdreven omsorg for de af samfundet udstodte, og alle hans bestraebelser i retning af at yde hjaelp, vandt Danneskiolds bifald. Gang pa gang ser vi, at amtmanden havde en endog ganske saerlig social forstaelse, der langtfra var almindelig i de tider. Greven var en i ordets bedste forstand fornem adelsmand, og hans virke har sat sig spor, som kan ses den dag i dag. Derfor bor man mindes ham, og det kunne ske pa den naturlige vis, at man nu hentede Grundtvigs store mindeskrift ud fra arkivet og offentliggjorde det. Sent bedre end aldrig. Her er jo tale om en virkelig foregangsmand, der vidste, at adel forpligter. For blot at naevne et par ting. Det var ham, der for en stor del af egne midler startede det forste amtssygehus i Naestved, det var ham, der i 1808 resolut reddede Gasetarnet, da man ville nedbryde og tilintetgore dette imponerende middelaldermindesmaerke. Fra 1810 til 1814 lod han Susaen uddybe fra Bavelse s0 til Naestved og derved gjordes det store vandlob velegnet for transport af braende fra de store Naesbyholmskove til hovedstaden. Uden grev Danneskiolds store personlige tilskud ville dette millionforetagende have vaeret utaenkeligt. Som godsadministrator i landboreformernes tid, viste han sig som en virkelig bondeven, der hurtigt befriede sine bonder fra hoveriets byrde, og han fremmede den specielle udskiftning mand og mand imellem. Den var den frisindede og fremsynte godsejers store onske, at se alt jordegodset overga til arvefaeste, og for at gore det klart for bonderne, hvilke fordele den fri besiddelse af jorden ville vaere for dem, lod han i 1799 »indelukket« i Lysholm i Hasle sogn udstykke i 23 parceller, hver pa 8-12 tdr. land, og bortfaeste ved offentlig auktion. Men tanken slog ikke an. Bonderne kunne endnu ikke vurdere dette store gode. Meget andet var at tilfoje om denne mand. Lad det vaere nok, at han var den drivende kraft, da det i foraret 1814 gjaldt om at skaffe det udhungrede Norge korn. Et saerkende ved ham var hans iver for at fremme al humanitet, og hans evne til at tale med og forsta den jaevne

Om hvorledes kontakten Grundtvig-
Gisselfeld kom i stand, fortaelles her
indgaende.

Slottets porte stod abne for mange kunstnere og videnskabsmaend, og der trivedes et rigt andeligt liv, og vi kan folge alt i glaede og sorg. Deter et sare smukt billede vi far af Grundtvig og af greveparret pa det minderige sted, og man ma vaere bibliotekar Jens A. Nielsen tak skyldig, fordi han ved sine dybtgaende arkivstudier, har kunnet give os dette arbejde, som tjener sin udgiver bogtrykker Jean Petersen til stor faglig acre.