Jan Lindhardt: Det politiske menneske. En udviklingslinie i middelalderens og rencessancens frihedsbegreb. (Gad, 1970). 108 s.

Efter forlagets meddelelse tilsigter Kosmos-serien at imodekomme den almindelige interesse for teologi og religionsvidenskab og skulle ogsa kunne bruges som supplerende lassning ved forskellige uddannelsesformer, f. eks. universitetet, hvor der virkelig ogsa er et meget stort behov for en elementaer indforing i vanskelige idehistoriske emner. Forf.s formal er ifolge forordet at kortlaegge den sekulariseringsproces, der foregar i den politiske taenkning fra Thomas Aquinas over Dante, Marsiglio af Padua, den tidligere italienske humanisme til Machiavelli og Luther. Lidt over en trediedel er helliget Dante som den, der repraesenterer det forste og afgorende brud rned middelalderens

For en begynder er det nu nok snarere den anden end den forste bog, fordi der forudsaettes en hel del forhandsviden, og mest af alt savner man en klar definition af, hvad forf. forstar ved sekularisering, som dog er et ret omdiskuteret begreb i religionssociologien. Omslagsbilledet er Virgils kroning af Dante, og teksten dertil forklarer, at »det symboliserer, at mennesket frigores fra arvesyndens ag i politisk og samfundsmaessig henseende. Deter selv i stand til uden kirkens og troens hjaelp at skabe det lykkelige samfund her pa jorden.« Hvis dette er en definition pa sekularisering, daekker det sa ogsa Machiavelli, for hvem politik er et sporgsmal om magt og menneskets lykke kommer i anden raekke (s. 92)?

Pa s. 96 erklaeres som en generel
grundregel, at »det gaelder her som i
naesten al idehistorie, at det var taenkerne,som

kerne,somlod sig inspirere af den historiskeudvikling mere end det var deres tasnkning, der skabte historie«, og ud fra den grundsaetning ma laesernevaere berettigede til en langt fyldigerehistorisk end der gives her. Pa godt 100 sider kan man begribeligvis ikke forlange at fa alting med, og emnet er maske for stort til det lille format, for billedetbliver skaevt, nar der hverken bliver plads til Ockham eller til den kamp mod pavens overherredomme, som ingenlunde skyldtes onsket om at skille stat og kirke, men en hang til caesareopapisme. Endelig er alle de omtalte forfattere bortset fra Luther fra Italien, og den tidlige italienske renaissance var et lokalt, for ikke at sige provinsielt fasnomen, som det nordalpinske Europa var überort af. Den florentinske republik var sa. at sige en dognflue, og nar det siges, at herskeren derefter atter blev kongeaf Guds nade, ma det tilfojes, at nord for Alperne var han overhovedetikke naet at blive andet.

Ikke desto mindre giver bogen smag pa mere: Enten en lille bog om Dante alene, eller en storre bog om det samlede problem i en bredere historisk