Niels Skyum-Nielsen, Hans-Christian Eisen og Kaare Rubner Jørgensen: Filmen de fern år. Skoleudgaven. Billed- og lydside. En kildekritisk gennemgang (Nationalmuseet, Gyldendal 1970). 190 s.

De sakaldte historiske dokumentarfilm er takket vaere fjernsynet kommet til at spille en meget stor rolle for formidlingen af historisk oplysning i det moderne samfund. Man mindes gennem de seneste ar at have set bade enkeltfilm og serier med originale filmoptagelser af vort arhundredes dramatiske haendelser rundt om pa. kloden. Historikere, der er vant til at matte leve med en betydelig distance til forskningsobjekterne, foler ved sadanne lejligheder at matte teiagttage en vis andagt, nar selve den levende historie panorerer over skaermen. Det sporgsmal melder sig da ofte for tilskueren, om de mange optagelser alle kan vaere autentiske.

I den foreliggende bog har professor Skyum-Nielsen med to historiestuderende som medarbejdere taget en dansk film inden for genren op til grundig analyse. Om end emnet saledes er behandlingen af en bestemt film, »De fem ar«, der oprindelig blev produceret i 1955, men i 1960 forkortet med 40 pet. til en skoleudgave, er imidlertid sigtet med bogen af en bevidst videre raekkende karakter. Skyum-Nielsen taenker sig isaer bogen som hjaelpemiddel for laerere, der onsker at benytte filmen om besaettelsestiden i undervisningen og haber gennem sin pavisning af fejl, der kan begas, og tricks, der kan benyttes, at »have tilfort filmen en ny kvalitet - i hvert fald for den paedagog, som vil ga videre med filmkritik pa andet historisk materiale.«

Hovedafsnittet i bogen udgores af ikke mindre end 928 billeder nemlig et fra hvert af de klip, filmen er sammensat af. Parallelt hermed gengives filmens lydside, dvs. hele speakerteksten samt omtale af musik og andre lydeffekter. Samtlige disse klip har forfatterne gennemgaet med henblik pa at fastsla, hvornar de er blevet til, hvor de stammer fra, hvad de gengiver etc. Resultatet af denne analyse publiceres i form af en typografisk stjerne ud for klip, der i filmen er tids- eller indholdsmaessigt fejlplaceret, og en firkant ud for klip, der viser sig at stamme fra tiden efter krigen eller endog at vaere rekonstruktioner. Deter indlysende, at der i mange tilfaelde bag et enkelt sadant typografisk tegn ligger en meget omfattende

Af filmens 928 klip far 81 stjerner,medens

ner,medens58 tilkendes firkant. Den, der ser filmen med bogen i handen, ved nu, at sa mange af dens klip i virkeligheden er noget andet end det, de udgives for at vaere. Forfatternehar i fuldt mil opnaet deres hensigt, nemlig i klassisk forstand »at fore den historiske kildekritiks metodeigennem over for en film.«

Under sadanne omstasndigheder synes det en naerliggende mulighed, at en og anden laeser af bogen vil gribes af noget af den misstemning ved at se store konstruktioner styrte sammen, som sa udtalt kom til udtryk i mange kredse i den klassiske kildekritiks gennembrudsar. Mange af de historielaerere, som bogen specielt henvender sig til, kunne i det mindste finde sig foranlediget til alligevel ikke at benytte filmen i undervisningen. Det bor derfor understreges, at Niels Skyum-Nielsen ingenlunde tilsigter noget sadant. »Det ville« fremhaever han, »vaere urimeligt at sammenligne den foreliggende film med en bog om tiden 1933-45. Filmen spiller kun en time og ma nodvendigvis lade meget uomtalt og nojes med at strejfe andet.« Hertil kan fojes, at film og bog i forening udgor et (i hele verden?) enestaende paedagogisk materiale til illustration af filmi.sk kildekritik.

I ovrigt bor den desillusionerede laeser vel nappe heller blive staende ved det kildekritiske rydningsarbejdes konstatering af, hvad filmens billeder ikke er. Der kan vaere god grund til at overveje, hvad denne udbredte genre sa er. For undertegnede at se kan en film som »De fem ar« ikke som helhed betegnes som en historisk kilde (det ma efter filmforskernes indsats vaere helt givet); den ma mere formalstjenligt kunne anskues som en historisk fremstilling, der i dette tilfaelde betjener sig af en kombination af ord, levende billeder og lydeffekter herunder musik. Ved hjaelp af denne kombination af virkemidler meddeles historisk oplysning (historiske teorier, om man vil) til modtageren. Filmen er skabt af folk, der er sig bevidst, at disse midler hver for sig og i forening har en effekt.

Som historisk fremstilling betragtet er filmen dog egenartet derved, at den mere udpraeget end de gaengse verbale (skriftlige eller mundtlige) fremstillinger supplerer historikerens tolkning af det behandlede emne med en direkte konfrontation mellem tilskueren og en del af den fortidige virkelighed. En konfrontation, der, som Skyum-Nielsen siger, ikke kan opnas pa nogen anden made, f. eks. ikke gennem skriftlige kilder. Derfor er det naeppe heller rimeligt at stille de samme krav til filmen som til en bog om emnet; men dette hindrer vel i og for sig ikke, at man henregner dem til i princippet samme kategori af historisk arbejde. Ogsa en bog ma jo lade meget uomtalt og strejfe andet; det gaelder ikke mindst skoleboger. Netop ved at vaelge stof ud (og ved at vaelge andet bort) tolker laerebogsforfatteren i hoj gtad det historiske forlob. I princippet skulle man derfor kunne forholde sig til en historisk dokumentarfilm pa samme made som til andre fremlaeggelser af historiske teorikomplekser.

I sig selv er en veldrejet filmisk praesentation af en historisk teori naeppe mere odios end en velskrevet litteraer praesentation af samme; blot er historikerne mindre ovede i at gennemskue de tekniske raffinementer ved fremstillingen.

I betragtning af dokumentarfilmgenrensbetydning i dagens samfund synes det da indlysende, at der er tagetet betydningsfuldt forste skridt til en filmkritisk skoling af historielaereremed

reremedden klare papegning af genrenskildekritiske problematik, ligesomdet forekommer velanbragt, at Statens Humanistiske Forskningsrad har stottet projektet.