Kaj Aalbæk-Nielsen: Historie. Struktur og eksistens. (Munksgaard, 1970). 163 s.

Den rode trad i denne bog, hvis forfatter har sit teoretiske stasted i fransk eksistentialistisk filosofi, synes at vaere en sogen efter en acceptabel begrundelse for historisk virksomhed i vor tid.

Nar det forekommer en smule vanskeligt at finde en entydig linje i bogen, haenger det muligvis sammen med, at den er bragt til veje ved sammenstilling af artikler og foredrag fra forfatterens hand gennem ca. 10 ar. Disse er suppleret med nogle indledende og afsluttende historiefilosofiske overvejelser samt med en refererende indforing i henholdsvis Jean- Paul Sartres, Claide-Levi-Straus og Michel Foucaults filosofiske anskuelser, for sa vidt disse har relevans for historien. Denne indforing imodekommer utvivlsomt et behov hos danske lassere. Forfatterens egne teoretiske afsnit er af en rent essayistisk karakter; andre synspunkter, som forfatteren vender sig imod, citeres ikke exakt, hvorfor det kan findes vanskeligt at begribe, nojagtigt hvor kritikken saettes ind.

Det synes at sta fast, at Aalbaek Nielsen vender sig mod idealet om at skrive historien »wie es eigentlich gewesen«,thi fortidens begivenheder er slet ikke blevet oplevet som adskilte begivenheder af fortidens mennesker. Begivenhederne er et resultat af historikerensstrukturering af et i sig selv meningslost og kaotisk kompleks af alle slags faktorer. Strukturens udseendeafhaenger da af den begrebsmasssigeramme, hvormed historikerengriber ind i kaos, dvs. historikerenskaber historien; den eksisterer ikke uden ham og hans kategorier. Forfatterens anliggende emu, sa vidt

undertegnede forstar ham, at vor tids historiker ikke anstaendigvis kan lade sig lede af andre kategorier end dem, der opstar ved den skaberakt, hvormedhan engagerer sig i udformningenaf fremtiden. »I sin fornyede form vil historieskrivningen blive identisk med en debat om fremtidens udformning« hedder det mod slutningenaf bogen. Derfor ma den vel i hvert fald tolkes som en opfordring til historikerne om at engagere sig i dagens problemer, hvorimod der ikke synes at vaere fremfort nogen indlysendeargumentation for, at deter umagen vaerd at beskaeftige sig med fortiden overhovedet, hvis deter rigtigt,at den alene er et produkt af vor nutidige eksistens.

Dette haenger maske sammen med, at forfatteren i sin kritik af det Rankeske historieideal (som jo dog ingen hylder i vore dage), synes at se helt bort fra fortidens efterladenskaber, hvorpa den strukturerende historiker arbejder. Helge Paludan