Ole Klindt-Jensen: Rejse i vikingetiden. (Berlingske Forlag, 1971). 148 s.

For en historiker kan bruge en kilde, ma han fastsla dens repraesentativitet, dvs. bestemme dens forhold til eller placering i den virkelighed, som han har taget op til undersogelse. Formalet hermed er at klarlaegge, hvilke sporgsmal kilden kan aflokkes svar pa, om den kan belyse den valgte problemstilling og hvordan. Collingwood har jo laert os, at deter en fundamental synd at stille sporgsmal, som kilderne ikke kan besvare. At Iose denne opgave kan vasre vanskeligt nok, hvor det drejer sig om skriftlige levn - den meste uenighed historikere imellem drejer sig jo netop om, hvorvidt et givet kildemateriale nu ogsa. kan basre de tolkninger, som laegges pa det - men de storste vanskeligheder voider utvivlsomt de ikkeskriftlige kilder, i al fald nar man stiller dem sporgsmal, som ikke kan besvares umiddelbart ved iagttagelse af levnene. Er saledes stendysser og jaettestuer vidnesbyrd om en indvandring i Danmark, eller er de blot resultater af kulturel pavirkning udefra? - Er nordiske vikingetidssager fundet i de baltiske lande og Rusland udtryk for en nordisk kolonisering, er de resultater af handelssamkvem eller blot folgen af kulturel pavirkning?

Det vaekker derfor interesse, nar Berlingske leksikonbibliotek, der jo tidligere har bragt vaegtige sma bogerom metodeproblemer inden for bade arkaeologi og historie, udsender en bog af en af vore forende arkaeologerog vikingetidskendere, og man pa omslaget og i indledningen laeser, at han vil beskaeftige sig med, hvorledesman stiller velovervejede sporgsmalog undgar problemer, som kilderneikke

derneikkekan lose. Man glaeder sig, selv om deter et stykke arbejde, som forst og fremmest kraever skolingi historisk metode, til at hore en arkaeologs mening om, hvad man kan slutte af det arkaeologiske materialeog hvorfor og maske navnlig hvad ikke og hvorfor ikke. Det kraevernemlig ogsa et indgaende kendskabtil det arkaeologiske materiale og de betingelser, hvorunder det tilvejebringes.Skuffelsen er derfor stor, nar det viser sig, at Klindt-Jensen slet ikke forfolger sin lovende intention og tilmed synes at have haft svaert ved at beslutte sig til, hvem bogen egentlig skulle henvende sig til. Den stiller pa nogle punkter ikke ringe krav til laeseren, der blandt andet formodes at kunne sin vikingetidskeramikpa fingrene, pa andre er den ganske populaer.

Som ramme benyttes en rejse gennem vikingetiden, og deltageren forberedes ved en gennemgang af oldsagsmaterialet, hvor de typisk nordiske traek, de traek, der ude i verden vidner om nordboers tilstedevaerelse, udpeges og karakteriseres. Her gores visse metodiske betragtninger, f. eks. vedrorende arkaeologiske dateringer, hvis vide spillerum i ovrigt hyppigt slas fast, og over hvad der ma kraeves, for man slutter til en nordisk udvandring, men uden konsekvens, og det meste er beskrivelser, hvor den ikke specielt kyndige laeser vil savne illustrationer og grundigere forklaringer. Herpa berejses Skandinavien, de enkelte monumenter beses efter tur, og siden folges vikingerne til osteuropa og sidst vestover. Under denne rejse er der mange muligheder for at bringe de opstillede metodiske principper i konkret forbindelse med materialet, men de forsommes i en sadan grad, at man kommer i tvivl om, hvor alvorligt Klindt-Jensen senhar ment det med det metodiske sigte; han forbryder sig tilmed flere gange selv mod dem, desvaerre altid uden argumentation. Det hele har et praeg af tilfaeldighed.

Dette praeg befaestes ved, at bogen rummer et sa. stort antal fejl af forskellig art, realfejl, forkerte navne, saetninger, der er gaet i kludder foruden rene trykfejl, at man far mistanke om, at den er blevet vel hastigt til. Lad det vaere nok at pege pa omtalen (s. 55) af det blysignet, som i 1906 fandtes ved Laeborg Kirke ved Haervejen. Den rummer bade en afgorende realfejl og en forseelse mod det udmaerkede princip, som Klindt-Jensen anbefaler, at man skal vaere varsom med at saette arkaeologiske fund i forbindelse med kendte personer eller begivenheder. Seglet baerer indskriften BALDVVINVS DVX FLANDRENSIV, og det ssettes gerne i forbindelse med Balduin IV den Skaeggede (988-1036). Klindt- Jensen skriver: »Hvis det tilhorte Knud den Helliges svigerfader, Balduin IV, giver det endnu en kontakt med en dramatisk tid«. - Man ser naesten for sig Knuds svigerfar, der jo havde andel i hans planer om et angreb pa England, stove op ad Haervejen i egen person og med sin kansler i folget - havde blot ikke Knuds svigerfar heddet Robert I Friseren (1071-93) og vaeret Sonneson af Balduin IV. Niels Lund