Ellen Hørup: Under try kkere og unundertrykte. (Rhodos, 1971). 153 s.

Som Ellen Horup taenkte og talte, sadan skrev hun, skarpt og varmt, og med en pen, der var en direkte pafaldende arv fra faderen Viggo Horup. Som han, horte hun til sin sidste stund livet til, var trods sine 81 ar naesten ungpigeagtig optaget af alt omkring vagne og vagtsomme and, der bevarede hendes ungdommelighed, i det indre, som i det ydre. Semper ardens, altid braendende for store sociale opgaver, hun ville have Iost, eller for nye tanker, der skulle vaernes. Hendes fysiske lethed var forbavsende, hendes udholdenhed ikke mindre. Hun takkede vegetarianismen derfor.

Fra sin af hende beundrede far havde hun fra ret ung taget hans kampmod og hans politik som et eje. Gennem ham havde hun faet sin gode placering i »Politiken«s inderkreds, og pa den store arena ville hun som journalist ga uforsagt i ledding mod de staerke, for de svage. Med braendende ildhu blev hun i stigende grad som tiden gik hans levendegjorte tanke.

Ellen Horup gik sine egne veje. De var betingede af hendes frihedstrang og folsomme samvittighed. Hun var sig selv, brod sig kun lidet om, hvad andre mente, nar de aengstedes ved den blanding af noget hojst kvindeligt og noget ungdommeligt udfordrende. Hun stolede pa sig selv, hun ville noget. At vaere Viggo Horups datter var en forpligtelse. De stigende forventningr til hende, indfriede hun i fuldeste mal.

Medens hendes far kun een gang havde vaeret i udlandet, da hansom ung af en fejltagelse strandede med en sejlbad pa. Skanes kyst, for hun selv viden om i verden, tog arevis ophold i det fremmede. Den hjemlige rigsdagspolitik interesserede hende ikke, med talent for mange sprog og rig humanistisk viden, blev hun en kulturel, politisk og social verdensreporter i stor stil. Det var de levende skasbner hun tog sig af. Hendes hjertes medfolelse gjorde hende til den danske presses ypperste kvindelige journalist. Her var hun i bedste ojeblikke sin geniale faders datter og efterfolger. Paragrafferne for den menneskelige tilvaerelse betod ikke meget. Selv sagde hun, at aldrig havde hun skrevet om andre end dem, der ikke havde nogen ret. Menneskene stod forst. Derfor folte hun sig pa linie med borgmester Carl Lindhagen i Stockholm. Hun beundrede ham, hans politik forstod hun. Begge havde de hjerter i brand.

Altid var hun pa vagt, stedse ville hun med i kampen for retfaerdighed, og hendes journalistik viser os hende stadig pa jagt efter idealet, hvor det sa var at finde i den store verden. Hendestre laeremestre var Albert Schweitzer,der haevede de undertrykte farvedefolk, englaenderen A. S. Neill, der loftede de fortrykte born ved at give dem kaerlighed, og endelig Mahatma

Gandhi, der befriede Indiens millionerved at give dem fred. - Som politiskjournalist havde hun arvet sin faders tankeklarhed og enestaende sprogsans. Hun havde hans billedskabendeevne og smidighed. Hun kendte kulissespillet bag den internationale politik sa godt som nogen traenet diplomat,og som Viggo Horup kunne hun se ind i fremtiden. Nar hun skrev om den store politik, begrundede hun sit standpunkt. Sa hun, at hendes bedommelsevar rigtig, blev det for hendeen bekraeftelse af de kommende begivenheder.

Bogens fern kapitler rummer 25 artikler, der i et tvaersnit viser, hvad det var, der la Ellen Horup pa sinde. Hun ville fred og retfaerd i verclen, men hun var klar over, at man ikke naede dette mal uden en radikal og dybtgaende revolution, ikke mindst af den menneskelige indstilling. Hvor hun sa sig om, modte hun kraftige spirer til krig. De naeredes overalt af misforholdet mellem jordens ydeevne og befolkningens vaekst. Sa laenge der er »en himmelrabende ulighed bade i materiel og intellektuel henseende«, skriver hun, »vil der vasre ufred«. Verdens ulykke ligger i suit, undertrykkelse og uret, og den tilintetgorende katastrofe naermer sig hastigt dag for dag. Vil man forsoge at redde, hvad reddes kan i den elvte time, ma man stotte de svage befolkninger i stedet for kolonistaterne og de feudale mere eller mindre fascistiske regeringer. Deter umuligt at na uden gennemfort

Gennem ar levede Ellen Horup i Italien, og ved rejser rundt om i alle egne, hvor turisten sjaeldent kommer, laerte hun landet og folket at kende som fa, Hvad hun skrev derfra, er rystende, men sandt. Var hun blandt arbejdere og bonder, sa hun, at de »levede i den yderste elendighed, er ikke alene fattige«. Gennem generationer har de vaeret sa fuldstaendig afskaret fra forbindelse med omverdenen, at deres privatliv, deres tanker og folelser folger ganske de samme baner som i en fjern fortid. De fleste er analfabeter, og selv de, der som born har gaet i skole, glemmer hurtigt, hvad de har laert, fordi de aldrig far brug for det. De har aldrig lsest en avis eller haft en bog i handen, aldrig skrevet et brev eller selv laest et, hvis de har faet et. - Men den dag er naer, da de ikke vil mere. De er ved at bryde op fra deres hytter og huler og er begyndt at rydde jorden og ploje den og tilsa den. Kvinderne er i spidsen, her som pa sa mange felter. Det italienske jordsporgsmal optog Ellen Horup meget. Det var hende en stor glaede at se, at de skiftende regeringer, som alle gav gyldne lofter, lidt efter lidt blev tvunget til at tage fat pa jordreformen. Kun den kan daemme op for den voksende arbejdsloshed, fordi fabrikkerne lukker, kun adgang til jorden, der er übenyttet nu, kan standse prisstigningerne, der saetter hele landet i uro. For Ellen Horup skyldes miseren de svage regeringer og paven, den katolske kirkes overste. De handler ikke, fordi de ikke vil ga »imod deres forbundsfasller, godsejerne og fabrikanterne«. Katolikkerne i parlamentet har »en sand raedsel for at kraenke ejendomsretten«, og de »savner mod til at sla ned pa luksusen, slovheden eller den forbryderiske dumhed hos dem, der forbeholder sig jorden til jagt, der hvor arme uden arbejde og maver uden mad har en hellig ret til at arbejde og spise«.

Med samme kritiske blik som hun ser pa Italien, analyserer hun Amerikaog osten. Billedet er trist. Magtpolitikensidder i hojsaedet i USA. To verdenskrige har intet som heist forandret.Deter

andret.Deterden samme mennesketype,der sidder ved magten, deter det samme spil, der planlaegges. Med den samme indsats af millioner af menneskeliv om den samme gevinst - magt.

Om forholdene i osten siger Ellen Horup mange kloge ord, og deter til osten med Indien som centrum hun saetter sit hab, deter her fred ikke har mistet sin betydning. At hun ogsa kommer ind pa jodesporgsmalet og Palaestina, siger nsesten sig selv. Ogsa her er hun Ionnende at folge. At Palaestina endnu ikke er blevet det hjem, hvor de fredlose har fundet fred, ma erkendes. Deter heller ikke blevet det jodedommens hjerte, det centrum, hvor hele verdens joder ved, at deres religion, deres skikke og deres historie dyrkes og seres. Den eneste 10sning pa Palaestinaproblemet ma forega. ved zionismens medvirken. Den er uomgaengelig nodvendig. Et genopbygget jodisk Palaestina ville tilfredsstille pa en gang drommenes og virkelighedens krav. Det bor, trods alt, ligge indenfor mulighedens graense.

De sidste kapitler er om bornene, der for Ellen Horup er fremtiden. At hun til det yderste er radikal i sin indstilling er kun, hvad man matte vente. Mange vil vaere uenige med hende, men ingen vil benaegte, at hendes hjerte banker i hver linie. Kort sagt, hvad hun vil, for at hjaelpe den opvoksende slasgt, er en udrensning i skolen. Hun vil af med alle dem, der holder pa kaserneskolen, gengaeldelsessystemet og disciplinen. Som det stod for hende, sad skolernes laerere ikke i deres embeder for bornenes, de unges skyld, men for at opretholde et system, »der sikrer overklassen magten, og som er betingelsen for fremtidige nazistiske overfald. Ud med vor egen nazisme«.

En lille bog, der saetter mange tanker
keri bevaegelse, og aegger til diskussion
om tidens storste problemer.