En kidnappingaffære i 16. arhundrede

Under mine studier af Anders v. Barbus indsats i dansk udenrigspolitik stodte jeg pa en retssag, som i sit forlob forekommer mig at kaste et sa interessant lys over retstilstandene i Tyskland ved midten af det 16. arhundrede, at jeg ikke kunne lade den ligge.

I aret 1545 blev biskoppen af Liibeck Balthasar Rantzau, broder til statholderen i hertugdommerne Breide Rantzau og amtmanden pa Gottorp Henrik Rantzau (ikke at forveksle med Johan Rantzaus son, den laerde Henrik Rantzau), overfaldet pa stiftsgodset Kaltenhof nord for Liibeck og bortfort af lejetropforeren Martin von Waldenfels 1.

Baggrunden for denne voldshandling var, at Waldenfels havde vseret hverver for Christian 111 under grevefejden, og kongen havde lovet at betale ham til den ringeste pfennig2. 24. maj 1539 horer vi, at kongen ikke har brag for nogle ryttere, Waldenfels har hvervet, men kongen vil lonne ham for hans flid 3. Vi ved ikke, hvor vidt dette er sket. I folge Waldenfels er det det ikke. I 1543 har han tabt talmodigheden. I et brev til Johan Rantzau⁴ begrunder han sine fordringer fra 1539. En del hvervningervar der ikke blevet anvendelse for, men Waldenfels havde lige fuldt mattet betale eller huse ryttere. Kongen havde to gange givet JohanRantzau ordre til at godtgore ham hans udgifter, og nu matte det

---

1. Sagens akter findes i en tyk pakke: T.K. U. A. Liibeck Stift A 11, nr. 2. Akter og dokumenter vedrorende tilfangetagelsen af biskoppen af Liibeck Balthasar Rantzau.

2. Kopi af brev til Martin v. Waldenfels dat. Kolding 5. aug. 1534.

3. Kopi af brev fra Johan Rantzau til Waldenfels.

4. Dateret Kiel 17. nov. 1543.

ske, thi han var hardt traengt af sine kreditorer. Hans tilgodehavende var 1400 gylden, formentlig guldgylden, den mont, hvori Waldenfels sidenkraever erstatning. Kort efter mindede Johan Rantzau kongen om 5, at han i Nykobing havde talt om, at han - Johan Rantzau - skulle »?//fredsstille«Waldenfels. Nu ville Johan Rantzau gerne vide, hvad han skal gore eller undlade - en ganske mystisk udtalelse. Rantzau vil gerne have skriftlig besked, sa han kunne besvare Waldenfels' fornyede henvendelse.6. januar 1544 - datoen for pengemarkedet Kieler omslag - kom der et nodskrig fra Kiel⁶. Skont kongen to gange havde befalet Johan Rantzau at betale gaelden - over 1400 gylden - havde Rantzau forlangtskriftlig redegorelse for hans fordringer. Derefter havde Waldenfelsventet uden vrovl at fa sit tilgodehavende, men det var ikke sket, og han kunne nu ikke slippe fra Kiel pa grund af sin gaeld. Belobet kunne bekraeftes af en vis Boltewein m. fl. Fire uger senere er stadig intet sket⁷. Kongen havde nylig tilbudt voldgift af to eller tre rader »derglichenich (Waldenfels) frunde zum handel haben«, altsa et godt tilbud;deres afgorelse ville kongen rette sig efter. Johan Rantzau havde stadig intet foretaget sig.

Sa er der ingen akter sagen vedrorende, for Waldenfels sendte kongen sit fejdebrev 10. august 1545 8. Hvad der kom ud af voldgiften, horer vi intet om; den fandt naeppe sted. Til sidst havde kongen gennem statholderBreide Rantzau erklaeret, at han ikke skyldte Waldenfels noget. Sa havde Waldenfels henvendt sig til dronningen - uden resultat. Han var redet til Kiel for at betale sin gaeld og matte »ligge« der, da hans midlerikke strakte til. Endelig havde han skrevet til landmarskallen Iver Reventlow og lederen af Tyske Kancelli Anders von Barby og paberabt sig breve og segl fra en afsked i Rendsborg; men kongen havde sagt sit sidste ord. Waldenfels truer i fejdebrevet med »raub, brand und mort«(!) og undertegner sig »E. K. M. abgesagter feind«, altsa en formelig krigserklseringtil den danske konge. I en efterskrift meddeler han kongen og Rantzauerne, at han har bortfort biskoppen - en handling, som han abenbart betragter som ganske legitim efter udsendelsen af fejdebrevet. Han skriver til sidst: »Das dieser mein feyds brieff zu rechter zeit is ankhomen, bekennt der konig vnnd die Rantzau, das jre bruder von mir als des konigs abgesagter feind hinweg gefurt«. At det var en Rantzau,det gik ud over, var nok ikke rent tilfaeldigt. Til Waldenfels' synsmadeer

---

5. Johan Rantzau til kongen 8. dec. 1543. Kopi.

6. Martin v. Waldenfels til kongen. Original.

7. Waldenfels til kongen 4. feb. 1544. Original.

8. Det foreligger i 3 eksemplarer, hvoraf 1 med segl.

madeerder nu det at sige, at fejder var ulovlige pa tysk grand, idet fejderettendefinitivt
blev afskaffet i Tyskland ved den sakaldte »evige landefredl49s«»!

Men hvem var nu denne Martin von Waldenjels? Af Allgemeine deutsche Biographie 10 fremgar det, at han tilhorte en urgammel frankisk adelsfamilie, som med kurfyrst Frederik I (af Hohenzollern) kom til Brandenburg og ved en Martin von Waldenfels kom til stor anseelse, da denne aegtede Frederik I's datter Magaretha. Flere af familien var betydelige maend, saerlig krigeren og diplomaten Georg v. Waldenfels. Senere gik det tilbage for slaigten, maerkbart i den generation, vor Waldenfels

Om ham er der ogsa i Allgemeine deutsche Biographie nogle oplysninger, som vil blive benyttet i det folgende; men hovedkilden til hans historie er et stort vaerk skrevet af en Waldenfels, der tilhorer vort arhundrede: Freiherr Otto v. Waldenjels: Die Freiherren von Waldenfels, 4 Teile, udgivet pa eget forlag i Miinchen Pasingen. Forfatteren er fhv. archivdirektor. Han bygger pa kildemateriale fra forskellige tyske arkiver, mest regester uden indbyrdes forbindelse, ordnet ar for ar, men i sjasldnere tilfselde ogsa pa historisk litteratur. Forfatteren kalder det »Stammfolgen mit urkundlichen Belegen«. Vor Martin v. Waldenfels behandles i 11. Teil, Miinchen Pasingen, 1956. Han blev fodt ca. 1480 som son af Georg v. Waldenfels til Plaue, en borg ved Havelfloden, og hustru Magaretha (slsegtsnavn ukendt). At han var gift, fremgar af det folgende, men vi kender ikke hustruens navn. Vi ved heller ikke, om han havde born. Martin v. Waldenfels viste sig tidligt som en stridbar og hidsig herre. Sammen med moderen og nogle faetre, der i forening med ham ejede Plaue med tilhorende lille bysamfund, kom han i 1512 i strid med Mariaklostret ved Brandenburg, som de forholdt et tilgodehavende. Trods gentagne staevninger var de ikke modt og var blevet ekskommunicerede! To ar senere har Martin von Waldenfels smaedet kurfyrsten med grove ord, men bliver taget til nade pa en af markgrevernes forbon, dog ikke uden straf: han skal tjene kurfyrsten en maned med 100 rustede ryttere, hvad han ikke havde rad til, han matte soge om et ars udsaettelse. Han indvikler sig desuden i stridigheder om told og fiskeri pa Havelfloden - det forste uden held. I 1528 har han plyndret et lille landsbysamfund U.

Men sa gik det gait. Waldenfelserne havde indviklet sig i kurfyrst
Joachim I's kamp med landadelen og matte bode derfor. 1531 afkobte

---

9. Poul Johs. Jorgensen i Salmonsen, 2 udg. VII, 846.

10. 40. bd., s. 689 f.

11. Otto v. Waldenfels, 11, s. 155 ff.

Joachim dem deres hovedbesiddelse Plaue. Ved samme tid jagede han
vor Martin von Waldenfels, der havde deltaget i nedbrasndingen af by en
Fiirstenwalde ost for Berlin, ud af landetl2.

I et brev fra Christian 111 til Ferdinand I af ostrig 13 horer vi, at Martin von Waldenfels nu var hertugerne af Mecklenburgs rad og amtmand pa Gorlosen, en befaestet borg i det sydlige Mecklenburg ved floden Elde. At han var meget slet okonomisk stillet fremgar af forskellige notitser hos Otto v. Waldenfels og af fejdebrevet af 10. august 1545, hvor han taler om sin forestaende alderdom og om, at han har pantsat sit hus (dvs. borg), der var testamenteret hans kone, til de to mecklenburgske hertuger. Bortforelsen skulle da ogsa hjaslpe ham ud af hans store gaeld. Det ses med al onskelig tydelighed af et egenhaendigt brev til adelsmaendene Detlej v. Billow, Christojjer og Friedrich von der Schulenburgu. De to forste var i den folgende tid mellemmaend rnellem Rantzauerne og Waldenfels. Han skriver pa sit ret ejendommelige tysk (sch skrives f. eks. s), at »biskoppen, som den almaegtige Gud af hitter nade har forundt mig til afhjaelpning af min retfaerdige sag« har bedt ham henvende sig til dem, for at de kunne virke til hans befrielse. Han sender de tre herrer fejdebrevet, for at de kan saette sig ind i sagen. Waldenfels nojes nu ikke med de godt 1.400 gylden, men krasver 20.000 guldgylden plus godtgorelse for de udgifter, som efterhanden lober pa for biskoppens ophold, alt at betale pa et »belejligt sted«! Han star med andre ord ikke tilbage for nutidens kidnappere.

Men hvor meget betod nu disse summer malt ud fra datidens prisniveau?Jeg har radspurgt prishistorikeren Erik Helmer Pedersen. Han har oplyst folgende: En dygtig handvaerker kunne dengang tjene V2 daler i solv (= senere speciedaler), hvilket giver 3 speciedaler om ugen og 150 speciedaler om aret, omsat til gylden: 100 gylden, idet den almindeligt anvendte rhinske gylden var lig 1 daler i solv. En speciedaler var lig 4 kr. i vore penge. En tilsvarende handvaerker tjener idag cirka 60.000 kr. = 15.000 speciedaler = 10.000 gylden (guldgylden) 15. Her er altsa tale om en 100 dobling af priserne eller rettere lonningsniveauet. Nu ma det imidlertid bemaerkes, siger Helmer Pedersen, at en direkte sammenligningmellem nutidige og datidige priser og lonninger egentlig krasver en tilbundsgaende undersogelse af de cirkulerende monters aktuelle omregningsforholdog

---

12. Allgemeine deutsche Biographie, anf. sted.

13. Dat. Haderslev 14. dec. 1545, maerkeligt nok original. Ikke afsendt?

14. Dat. 20. sept. 1545. Stedangivelse mangier forstaeligt nok i alle Waldenfels' breve efter bortforelsen.

15. I det folgende vil gylden betegne guldgylden.

regningsforholdogaf relationerne mellem priser og leveomkostninger; pa det foreliggende grundlag kan man derfor kun rent antydningsvis anfore,at de 1.400 gylden skulle svare til en nutidig kobekraft pa cirka 840.000 kr. (1 gylden = 6 X 100 = 600 kr.), og tilsvarende bliver Waldenfels'krav om 20.000 gylden = 12.000.000 kr.

Nu ma man imidlertid regne med, at et sadant belob betod mere i datiden end nu. Helmer Pedersen har da ogsa kunnet henvise til, at Christian Ill's statsudgifter i 1547 - ifolge L. V. Birck: Rigets offentlige Formal og Indtaegter i Middelalderen og under Adelsvaelden s. 161 - androg ca. 80.000 daler = ca. 53.000 gylden. Dette belob saetter nok Waldenfels' krav i 1545 i det rette relief. Trods belobets uhyrlighed har Waldenfels nok taenkt sig, at kongen eller og den rige Rantzau-slaegt kunne betale losesummen. Den i det folgende refererede korrespondance kunne tyde derpa.

Efter denne gennemgang af sagen melder skyldsporgsmalet sig. Her ma det straks bemserkes, at vi naesten kun kender den gennem Waldenfels' fremstilling. Man har pa forhand svaert ved at tro, at den ellers sa noble Christian 111 har snydt ham. Imod det taler, at Waldenfels havde tiet stille med sagen i ni ar. Det lyder besynderligt i betragtning af hans slette okonomi.

Hans fortid — nedbraendingen af byen Fiirstenwalde m. m. — oger ikke tilliden til ham, forhojelsen af Christian Ill's formentlige gaeld fra 1.400 gylden til 20.000 i losesum for den fangne biskop heller ikke. Man far det indtryk, at man harmed en roverridder at gore. AUigevel melder der sig en Me tvivl: Kongen havde talt om, at Johan Rantzau skulle »tilfredsstille« Waldenfels, og Johan Rantzau ville vide, hvad han »skal gore eller undlade«! Det taler vel ogsa i Waldenfels' favor, at kongen havde tilbudt voldgifi:. Rantzau havde forlangt skriftlig redegorelse for Waldenfels' fordringer, og da Waldenfels derefter ventede at fa sit tilgodehavende udbetalt, ma man vel tro, at han har faet den. De senere planer om voldgift eller forligsforhandlinger, som bade kongen og Waldenfels gik med til, kan vel opfattes sadan, at kongen godt ville ofre nogle penge pa at fa biskoppen fri og mente, at Waldenfels ikke kunne sta for udbetaling af kontanter.

I September skriver Christian 111 til en maengde tyske fyrster og bederdem sende stikbreve ud til Waldenfels' pagribelse, og der bliver fra alle sider svaret imodekommende, selv af en af hans landsherrer, hertug Henrik af Mecklenburg 16. Snart efter folger et kejserligt mandat, hvorvedWaldenfels

---

16. Brevaf 11. Sept. 1545.

vedWaldenfelserklasres fredlos 17. Umiddelbart efter modtog Christian 111 ejendommeligt nok et brev fra kejser Carl V, bilagt et mandat mod den urolige hertug Albrecht af Mecklenburg, fordi man mente, at han og hans officerer (beuelchsleut) stod bag troppesamlinger i Nordtyskland og »die gefengklich enthaltung des bischoffs von Liibeck« 18.

I det for omtalte brev fra Christian 111 til kejserens broder Ferdinand I skriver kongen i tilslutning til omtalen af Waldenfels, at sadanne forbrydelser var almindelige i fyrstendommerne Mecklenburg! Kongen havde hort og ansa det for troligt, at Waldenfels havde fort fangen til Lausitz, og han havde da ogsa. skrevet til Ferdinands landfoged i Lausitz, men brevet havde ikke truffet ham. Da kongen gerne sa fangen befriet og Waldenfels straffet, bad han Ferdinand sende stikbrev til landfogeden i Lausitz og andre myndigheder. Christian 111 havde hort om mistaenkelige »huse«, hvor biskoppen kunne taenkes at sidde fangen 19. Men dette brev er maske ikke afsendt.

Imidlertid begyndte korrespondancen om den fangne biskop, pa den ene side Rantzauerne, sserlig Breide, med kongen i baggrunden, pa den anden Waldenfels og Balthasar Rantzau selv, hvis breve Waldenfels udnyttede som pression. Forbindelsen formidledes som naevnt af Detlej v. Billow og Christoffer v. d. Schulenburg.

Korrespondancen begyndte med et brev fra Balthasar Rantzau 20 til en broder, vel sagtens Breide, som forte hans sag. Han takker ham for hans indsats og kongen for et tilbud, hvis indhold ikke omtales, men afvises af Waldenfels, der stasdigt kraever de 20.000 gylden, en sum, som biskoppen skonnede, det ville vaere umuligt at udrede; han giver broderen fuldmagt til at handle pa hans vegne. Indlagt i dette brev ligger et udateret brev fra Waldenfels til biskoppen. Vi horer igen, at kongens afslag pa hans fordringer havde fort Waldenfels »in ewighen vorderb«. Han forstar ikke, at brodrene ikke frikober biskoppen. Jo laengere det varer, des dyrere bliver det. I et brev fra mellemmaendene til Waldenfels - uden navn pa afsendere og adressat, men indholdet viser klart, hvem de er - indlagt i et brev fra Breide Rantzau til mellemmaendene 21, far vi at vide, hvori kongens og Rantzau-brodrenes tilbud bestar: Kongen huskede ikke, at han havde givet Waldenfels anledning til undsigelse eller

---

17. Dat. Briissel 6. oktober 1545.

18. Carl V til Christian 111, dat. Briissel 9. okt. 1545, original.

19. Christian 111 til Ferdinand I, dat. Haderslev 14. dec. 1545, original. Ikk< afsendt?

20. Dat. u. st. 28. nov. 1545.

21. Dat. 24. dec. 1545.

en sadan forbryderisk handling. Waldenfels havde ingen retskrav eller gasldskrav pa kongen. Hvis Waldenfels ville loslade biskoppen mod kaution, kunne han tsenke sig at lade hans pastaede krav afgore retsligt eller ved maegling af nogle fyrster - kurfyrsterne af Sachsen og Brandenburg og en raekke andre fyrster naevnes. Videre kunne kongen og bispens brodre ikke straekke sig. Mellemmaendene radede indstaendigt Waldenfels til at modtage tilbudet - han ville vaere ilde stedt, hvis biskoppen skulle dO. Hvis Waldenfels skulle onske yderligere at drofte sagen med dem, kunne de aftale at modes pa et »belejligt sted«. Men Waldenfels holdt som naevnt ovenfor übojeligt fast ved de 20.000 gylden. Ejendommeligt virker det, at bortforeren ikke synes uden medfolelse med sin fange. Efter et nyt afslag pa. nedsaettelse af den store sum skriver han til mellemmaendene 22, at det gor ham ondt »diese abslegeliche antwort her Balzern (Balthasar) zu zuschicken, welliches dem guden frommen marine eine trostlose und erschreckliche antwort sein will«. Med det afvisende svar taenkes der sikkert pa kongens og Rantzau-brodrenes holdning. I et brev 23 fra begyndelsen af 1546 horer vi, at Waldenfels folte sig forfulgt »midt fylen praticken und nachtrachtunge«; det kunne ikke ga laengere med denne breweksling i begge retninger. Han ville derfor begive sig til steder, hvor han var uden for fare. Han havde allerede flyttet biskoppen og frygtede, at han ikke fik et tilfredsstillende underhold. Men han havde en god samvittighed over for Gud, skylden var familiens, der tovede med at betale 2i.

Waldenfels blev meget rigtigt forfulgt fra dansk side. Af et brev fra Christian 111 til domkapitlet i Magdeburg nytarsdag 1546 25 fremgar det, at aerkebispen der i begyndelsen havde nasgtet at udsende stikbreve mod Waldenfels. Kongen havde opsporet, at den fangne biskop var blevet fort til serkestiftet, hvor en af overfaldsmsendene Jacob v. d. Schulenburg (vel en slaegtning af maegleren Christoffer v. d. Schulenburg?) havde givet Waldenfels og biskoppen ophold pa sin borg Altenhaus.

Nu havde kongen erfaret, at biskoppen var blevet fort videre til stiftets borg Langenstein og havde opholdt sig der en tid lang. Kongen havde vaeret i forbindelse med en, der havde hort det af slotsherren selv, der kunne berette, at Waldenfels nyligt var redet derfra. iErkebispen

---

22. Originalbrev fra 1546, uden sted og dato.

23. Waldenfels til mellemmaendene u. d. Han havde modtaget en skrivelse fra dem indeholdende Rantzauernes svar, dat. Kiel 7. jan. 1546.

24. Waldenfels' gudelighed fik 1541 udtryk i, at han bestilte en messe for de afdode ved St. Bernhards alter. Waldenfels 11. 160.

25. Kopi.

indtog nu en mere korrekt holdning, idet han havde givet kongen tilladelse til at angribe den borg, hvor Balthasar Rantzau sad fanget. Kongen beder nu kapitlet at forma aerkebispen til at sorge for, at den fangne biskop bliver skaffet til veje og frigivet. Kort efter folger stikbreve fra Ferdinand I pa tysk og ungarsk 26. Oplysningerne om, at Balthasar Rantzau var blevet fort til Lausitz (jf. s. 579) kan efter dette synes at vsere tvivlsomme. Og dog! To maneder efter Christian Ill's brev til Ferdinand I (jf. s. 579) far kongen svar pa en henvendelse (jf. s. 578) til grev Albrecht Schlick, greve af Passau, til hvis besiddelser markgrevskabet Nieder Lausitz horte²⁷. Greven skriver, at hvis han vidste, at biskoppen blev holdt fanget i landfogdiet i markgrevskabet Nieder Lausitz, ville han vide, hvordan han havde at forholde sig. Christian Ill's brevviser lod grev Albrecht laese et brev fra Ferdinand I denne sag vedrorende og fortalte desuden, at Balthasar Rantzau skulle vaere fort fra Altenhaus til borgen Lobnau i hans amt som fange. Grev Albrecht havde da straks skrevet et alvorligt brev til slotshovedsmanden pa, Lobnau, Georg v. d. Schulenburg (maerk navnet!) og sendt sin »hauptmann« og to andre adelsmaend samt Christian Ill's udsending til Lobnau. Der blev sogt i »alle gefengnis gewelbe vnd andere gemach vnd gewarsam« uden resultat. Men kongens udsending havde ikke deltaget i eftersogningen, som det var blevet ham tilbudt, men overladt det til en af sine »mitgesellen«. Han troede mere pa v. d. Schulenburgs ord - han havde naturligvis bedyret sin uskyld - end pa eftersogningen! Greven havde derefter den dristighed at bede kongen en anden gang at have bedre grundlag for sine henvendelser, han matte dog betaenke, »das solchs einem jedern erlichen von adell gantz beschwerlich« 28!

Imidlertid fortsatte korrespondancen mellem Rantzauerne og Waldenfelsmed Detlef v. Billow og Christoffer v. d. Schulenburg som mellemmamd.Brevene gar pa den samme melodi. Waldenfels holder stasdigt fast ved de 20.000 guldgylden, og biskoppen beder brodrene betale. En tid bliver det ham forbudt at skrive, for at det ikke skal blive opdaget, hvor han befinder sig, og han ma heller ikke modtage breve. Waldenfelsma af og til lade »den gode frommen mand« skifte opholdssted 29. 5. marts giver Waldenfels efter for biskoppens »heftige« bon og sender

---

26. Dat. 12. jan. 1546. Originaler.

27. Dat. Luben 17. febr. 1546. Original.

28. 10. aug. 1547 meddeler den brandenburgske kansler Johan Weinleb Breide Rantzau, at kejseren havde domt grev Albrecht fra sere, liv og gods. Original.

29. Breve fra Waldenfels til mellemmaendene, dat. 13. jan. og 4. febr. 1546. 4. febr. to breve, det ene egenhaendigt.

mellemmaendene to breve, et til dem selv og et til brodrene. Biskoppen
var pa dette tidspunkt netop pa ny blevet flyttet3o.

Til sidst er Breide Rantzau forstaeligt nok ved at tabe talmodigheden. Han skriver 15. april³¹ til Detlef v. Billow, at han er ved at fortvivle over den halsstarrighed, hvormed Waldenfels fastholder sine krav. Nu ved han ikke bedre end »de sake mynem hemmelschen vader beuelen, de sie tho siner wolgefelligen tidt richten werdt«! Han kan ikke fortsat plage kongen og hertugerne, som sagen er sa meget imod. Trods alt beder han Biilow fortsaette maeglingen og prove at omstemme Waldenfels »tho billeken wegen«. Han og brodrene vil fortsat gore deres yderste.

At kongen ogsa var ved at blive traet af sagen, fremgar af et brev fra amtmanden pa Gottorp, Henrik Rantzau, til Breide, dat. Gottorp 22. maj 1546. Han skriver, at han har stasvnet Anders v. Barby til sig for at ssette ham grundigt ind i sagens forlob med det formal, at han skulle bevaege kongen til at sende en af sine dygtigste forhandlere ned til kurfyrsterne og landgreven (Filip af Hessen). Barby var den rette mand.

Det i tid nsermest folgende aktstykke er et brev fra den fangne biskop Balthasar Rantzau til domkapitlet i Liibeck. Brevet er dateret 23. juli 1546 32 og indlagt i et brev fra Henrik Rantzau til Anders v. Barby, dateret Gottorp 23. august 1546. Brevet mangier segl - et sadant havde bispen vel naeppe i sit faengsel - men sammenfoldningerne tyder pa originalitet. Deter skrevet pa nedertysk. Indholdet er fuldkommen hjerteskaerende. Netop derfor har Waldenfels vel afsendt det i hab om at fa stiftet og vel ogsa brodrene til at betale. Biskoppen betoner sin »jammer og elendighed, der har varet lsenge og daglig bliver storre«, og appellerer til stiftet, hele kleresiet og »myner lansten³³« samt sine brodre og venner og endda ogsa til byen Liibeck for om muligt at tilvejebringe den uhyre sum »tho erreddunge mynes lywes und leuendes«. Han regner med, at kapitlet af al magt vil fremme hans sag. Han giver i denne skrivelse kapitlet - ligesom sine brodre - fuldmagt til at handle pa hans vegne. Han fremhaever ogsa, at han befinder sig pa et ukendt sted.

Man ma vel formode, at kapitlet har faet brevet og ladet det ga videre
til Henrik Rantzau, der altsa lod det ga videre til Anders von
Barby.

Fra Barbys hand har vi lidt senere en udateret koncept til et brev fra
kapellerne i Liibeck stift til kejser Carl V; den er vedlagt et brev fra

---

30. Orieinalbrev til Detlef v. Billow og Christoffer v. d. Schulenburc

31. Kopi, dat. Segeben

32. Ved en skrivefejl star der 1526.

33. Dsv. forpagtere.

Breide Rantzau til Christian III³⁴. Barby er unasgtelig kommet ret langt bort fra sin kompetence som leder af Tyske Kancelli i Kobenhavn. Om koncepten virkelig udgik som brev ved vi ikke; men deter vel sandsynligt,for det var normalt tilfaeldet med Barbys koncepter. I koncepten gor de gejstlige - lidt sent - rede for tilfangetagelsen og bortforelsen af biskoppen og beder kejseren undskylde, at de besvserer ham, der er optaget af sa hojvigtige anliggender, med en forholdsvis ringe sag 35. Men da de fra palidelig kilde har hort, at voldsmanden en rum tid har opholdt sig i kejserens feltlejr i kurfyrst Moritz's tjeneste, beder de kejseren om i det mindste hos Waldenfels at udvirke, at deres ganske uskyldige biskopblev overgivet i kejserens eller en anden upartisk fyrstes hsender. Det skulle ikke mangle pa kaution og sikkerhed under retssagen mod Waldenfels. Kejseren kunne utvivlsomt ikke billige hans lovlose faerd. Kongen af Danmark og hertugerne af Holsten havde trods alt tilbudt ham upartisk retsafgorelse. Til slut naevnes den uhyrlige sum, Waldenfelsforlangte for bispens frigivelse.

Virkelig et hyggeligt perspektiv: en »achter« uanfaegtet i kejserens
feltlejr!

Samme dag som brevet til domkapitlet afgik et brev fra biskoppen til hans brodre af beslaegtet indhold³⁶, men knap sa klagende, selv om han skriver, at hans nod daglig bliver »hardere og storre«. Mellemmaendene mellem hans brodre og Waldenfels, Detlef v. Biilow og Christoffer v. d. Schulenburg, ser ikke nogen udvej og opgiver forhandlingerne; men biskoppen har dog selv ikke opgivet alt hab. Han beder mellemmaendene henvende sig til hertug Henrik af Mecklenburgs kansler, Schonecke, og Liitcke v. Quitzow, som han har hort er meget gode venner med Waldenfels.

Kongen havde imidlertid - pa tilskyndelse af Barby? - skrevet til kurfyrstJoachim II af Brandenburg. Det fremgar af en kopi af et brev fra kurfyrsten til en af Waldenfels' hjaelpere - hans navn naevnes ikke - som far befaling til at sorge for, at bispen udfries af sit fangenskab indenen maneds frist37. Hvis han undskylder sig, staevner kurfyrsten ham til at mode 17. September tidligt om morgenen for den brandenburgskekammerret. Her skulle han pahore den danske advokats klage

---

34. Dateret Segeberg 22. aug. 1546.

35. Kejseren matte dog kende den, idet han foranlediget af overfaldet havde udstedt et mandat mod Waldenfels 6. oktober 1545, jf. s. 578 f.

36. Indlagt i brev fra Henrik Rantzau til Anders v. Barby dat. Gottorp 23. aug. 1546.

37. Dateret Koln an der Spree 10. aug. 1546.

mod ham, men han ville ogsa fa lejlighed til at forsvare sig. Der matte han afvente processen. Hvis han ikke indfandt sig, risikerede han ifolge den kejserlige landefred sine godser. Kurfyrsten havde ogsa taget sig af andre, der var mistamkt for at hjselpe Waldenfels. Mest oplysende er et forhor »in der giithe« over en vis Karsten Klod 38 i Koln an der Spree 3. august 1546 39. Klod var blevet opsogt af Waldenfels, der ikke havde truffet ham hjemme; men senere fik Jacob v. d. Schulenburg, der ved siden af Waldenfels synes at have vaeret hovedmanden, ham til at deltage i overfaldet pa bispen. Man vidste, at amtmanden i Steinburg(i Holsten) Dietrich Blume 40, der ogsa blev efterstrsebt af Waldenfels,ikke var hjemme, og en enspaender, der gik under navnet Kleiner JUrgen, oplyste, at bispen lige var kommet til Kaltenhof med to heste. Sa gik rytterne - ca. 50 i tallet - efter overnatning i nonneklostret Reue i Mecklenburg straks til angreb. De besatte fsergen - Kaltenhof ligger ved et vandlob i fortsaettelse af en fjord ca. 4 km nord for Llibeck - og fangede biskoppen. Foruden rytterne deltog 20 knaegte til fods. Klod nxvneren lang raekke navne pa rytterne - ingen var fra Holsten, nogle var fra Mecklenburg, der jo nu var Waldenfels' hjemsted. Vigtigst var vel, naest Jacob v. d. Schulenburg, Hans Winterjeld, der havde lagt planen for overfaldet. Pa sporgsmalet om, hvad rytterne skulle have for deres ulejlighed, svarede Klod, at han selv intet havde modtaget; men af Schulenburg havde han hort, at rytterne skulle have »den tredie penning« af byttet, Schulenburg selv halvdelen af pengeskatten! Desuden tog han to heste med sig! Selv havde Klod forladt selskabet ved Ratzeburg. Waldenfels,der til at begynde med korte i en vogn, men senere red ved sidenaf bispen, og Schulenburg blev hos bispen. Hvor de forte ham hen, vidste Klod ikke, men ggettede pa Schulenburgs borg Altenhaus - det havde han ogsa hort noget om. Det foroger jo tilliden til kongens oplysninger(jf. s. 580). Der gik rygter om Lausitz (jf. s. 579, 581). Klod havde ikke set Waldenfels siden overfaldet og vidste ikke, hvor han opholdt sig. Men hvis den danske konge ville ga i forbon for ham og anbefale nans 10sladelse,sa vil han love at skaffe den fangne biskop til veje eller i det mindste meddele, hvor han befandt sig. Unaegtelig et tilbud!

Knap sa oplysende er et andet forhor, der blev foretaget ikke blot »in der giithe«, men ogsa »mit der scharfe«. 10. august skrev kurfyrst Joachim til den lille by Bardels' (?) rad og bad det tilstede kongen af Danmarks tjener at foretage forhor over Karsten Koch og »den anden«,

---

38. Kaldes til tider Klaus.

39. En beretning derom blev tilsendt Christian 111.

40. Stamtavler over Danmarks adel, 11, s. 18.

der viser sig at vaere en person ved navn Jiirgen Pommerinck 41. Koch, der blev forhort »in der giithe«, kan i det vaesentlige kun naevne navne pa deltagerne, nogenlunde sammenfaldende med Klods liste, fx. Jacob v. d. Schulenburg, Hans Winterfeld og Kleiner Jiirgen. Han vidste, at Waldenfelssiden paske ikke en eneste gang havde vaeret hjemme pa Gorlosen.Jiirgen Pommerinck haevdede, selv under tortur, at han intet kendte til affaeren 42.

Rantzauerne var imidlertid blevet utalmodige over kongens tilsyneladende ringe interesse for deres broders sag. Dette far udtryk i et brev fra Breide Rantzau til kongen43: Da Joachim Rantzau havde ledsaget dronningen pa en rejse til Pommern, havde han pa sine brodres og hele ridderskabets vegne henvendt sig til hertug Henrik af Mecklenburg i den fangne biskops sag. Hvad hertug Henrik havde svaret Joachim Rantzau, havde Peder Svave faet besked om, og denne havde vel ladet sin viden ga. videre til kongen. Skulle det ikke vsere tilfseldet, matte Breide Rantzau bede kongen skaffe sig besked; thi det, hertug Henrik tilbod, var, hvis kongen gav ham fuldmagt, intet mindre end, at han sammen med kurfyrsten af Brandenburg ville soge at fa sagen mellem kongen og Waldenfels forligt. Kongen vil nok forsta, at biskoppens langvarige »beschwerung« gar ham og brodrene naer, og Breide Rantzau anmoder derfor kongen om at tenke pa midler »zu hinlegung der sachen«. Han synes ikke, kongen kan afsla maeglingen. Han bor skrive til hertug Henrik, og han beder kongen sende ham en kopi af brevet og siden om tilladelse til at bryde hertugens svarskrivelse! Han sender kongen en kopi af sin fangne broders brev til ham og de andre brodre. Rantzauernes gamle moder, Margrethe Brockdorff (1477 - 19. aug. 1547), var nylig rejst til Mecklenburg for at soge rad hos sine venner, sa at Sonnen kunne blive befriet. Hun har imidlertid forstaet, at det kun kunne ske ved »pengespilding«. Breide Rantzau bonfalder derfor kongen »meinen gegangenen bruder den bischof nicht zu verlassen. Das bin ich sampt meinen brudern vmb eur ko. matt, zu uordinen zum untherdanichsten allezeit gantz willich«. Dette kan vel ikke forstas anderledes end, at han beder kongen betale den 10sesum, maeglerne kan fa Waldenfels til at akceptere.

Som man vil have bemaerket, var Breide Rantzaus ovenstaende brev
til kongen i original indlagt i Breide Rantzaus brev til Anders v. Barby

---

41. Kopi, dat. Koln an der Spree. Jeg har ikke kunnet finde byen.

42. Aktstykke indlagt i brev fra Christian 111 t. Anders v. Barby 28. aug. 1546.

43. Dat. Segeberg 15. aug. 1546. Indlagt i Breide Rantzaus brev til Barby af 19. aug. 1546. Original.

af 19. august; meningen ma have vasret, at han skulle ekspedere det videre til kongen. I brevet af 19. august skriver Breide Rantzau, at hans fangne broders sag nu ma fremmes hurtigst muligt. Barby ma gore sit allerbedste. Breide Rantzau vil gerne vide, hvad Barby synes om det, han har skrevet til kongen. Hans tillid til Barby var graenselos. I en efterskriftstar der: »Ich stelle alle meine sachen zu euch«.

En uge senere skriver Breide Rantzau et nyt indtraengende brev til konge n⁴⁴, bilagt en kopi af et brev, han har sendt til den mecklenburgske kansler Schonecke. Han beder kongen snarest meddele, hvad han agter at foretage sig i sagen.

Helt uvirksom har kongen dog maske ikke vasret. Han havde, som vi har hort - sagtens pa tilskyndelse af Barby - skrevet til kurfyrsten af Brandenburg. Pa tilsvarende made er initiativet i det her foreliggende tilfaelde nok kommet fra Breide Rantzau. 17. august afgar en relation af den danske udsending Jost v. Eggenhusen fra Hamburg om hans sendefaerd til Brandenburg til Breide Rantzau, der for kort tid siden havde affaerdiget ham til kurfyrst Joachim med ordrer og skrivelser, som Kongelig Majestaet havde ladet fremstille til ham 45. Relationen drejede sig om den fangne biskop, og kurfyrsten beklagede, at der var blevet handlet sadan med kongen og Balthasar Rantzau af Waldenfels og »hans tilhaengere«. Kurfyrsten ville gerne tillade, at der blev holdt venligt eller pinligt forhor over Klaus v. Klod og de andre, der havde vasret med i Waldenfels' overfald. Eggenhusen medbragte kopier af bekendelserne af Klod, Karsten Koch og Jiirgen Pommerinck (jf. ovfr. s. 584 f). Kurfyrsten ville gore sit for, at biskoppen kunne blive befriet.

Jasvnsides med Breide virker amtmanden pa Gottorp, Henrik Rantzau, for broderens sag. I et brev til Barby af 23. august (jf. note 45) indlsegger han endda en memorial, affattet af brodrene Rantzau, med forslag til, hvad Barby skal sige til kongen. Han beder Barby gennemlaese den og eventuelt forbedre den og drofte den med kongen. Han anmoder dernsest Barby om hurtigst muligt at tilstille ham alle breve og akter ved sin tjener eller »vist bud«. Man vil se, at han har den samme tillid til Barbys dygtighed som Breide.

Forst skal man drofte forhandlingerne mellem hertug Henrik og JoachimRantzau
og deres resultat: at man skulle sende breve og fuldmagt til

---

44. Dat. Segeberg 22. august.

45. Kongelig Majesta&t vil man almindeligvis sa&tte lig med kancellist (Barby), saledes rimeligvis ogsa her. Relationen er indlagt i Christian Ill's brev til Barby af 28. august; men i brev til Barby af 23. august gar Henrik Rantzau ud fra, at Barby kender den. Breide har sendt Henrik den med en skrivelse til Barby med bon om at tilsende kongen den.

hertug Henrik og kurfyrsten af Brandenburg til at forhandle om biskoppensbefrielse pa grundlag af en rimelig sum penge, som Henrik af Mecklenburg havde foreslaet. Og man skulle tilskynde kongen til at handle hurtigt, som Breide Rantzau allerede havde gjort det. Endvidere skulle man forelzegge Eggenhusens relation med dens meddelelse om kurfyrstensimodekommenhed, idet han havde holdt forhor over fangeme og truet med staevning mod en af Waldenfels' hjaelpere. For det tredie skulle man diskutere den foretagne henvendelse til asrkebispen af Magdeburg angaende Jacob v. d. Schulenburg til Altenhaus (jf. ovf. s. 580, 584), for det fjerde antagelsen af en advokat og endelig fangernes bekendelser. Barby skal takke kongen for hans henvendelse til kurfyrsten af Brandenburgog udtale habet om, at sagen fremdeles matte ligge ham pa. sinde. Der skulle tilsendes advokaten ved den brandenburgske kammerret tilborliginstruktion og gives ham nodvendig information, hvori ogsa ma gores asrligt rede for stridens opstaen og gores opmaerksom pa det ejendommeligei, at Waldenfels en tid lang havde tiet med sine formente krav - i hele ni ar (jf. s. 578). Det skulle ogsa fremhaeves, at kongen til enhver tid havde tilbudt at lade sagen padomme eller forlige af kurfyrster, fyrster og staender,og at Waldenfels det til trods havde understaet sig i at bekrige kongenog saette sine krav igennem med magt uden at ga rettens vej, hvorvedhan og alle hans hjaelpere havde brudt landefreden. Biskoppen af Liibeck var en rigsfyrste, der intet havde med sagen at gore. Barby skulle drofte med kongen, om han kunne taenke sig at forlige sagen med Waldenfelsog hans medskyldige »in der giite« og bruge kurfyrsten af Brandenburgsom forhandler. Advokatens instruktion skulle i sa fald foruden anvisning om rettergangen indeholde forslag til venlig forhandling. Men han ma regne med en regulaer proces, og Barby ma tale med kongen om, hvornar kurfyrsten skal indlede retsforhandlingerne, der ogsa ma omfatteWaldenfels' hjaelpere. Disse er imidlertid ikke alle brandenburgere, nogle er mecklenburgere, andre horer til i Magdeburg stift. Man ma anmodehertugen af Mecklenburg om at skaffe kongen ret over for hans undersatter. Man skal endvidere skrive til landgreven, som har Jacob v. d. Schulenburg i sin magt, om ikke at slippe ham 10s, da han er lige sa skyldig, om ikke mere, end Waldenfels selv. Man skal endelig bede kongenhos kurfyrsten af Brandenburg og andre herrer at virke til, at Waldenfels'hjcelpere ma blive genstand for retsforfolgelse og fa deres godser konfiskeret og ogsa blive straffet pa deres person, hvis ikke biskoppens »lejlighed kommer pa andre veje«.

Indlagt i Christian Ill's brev til Barby af 28. august findes endnu et

brudstykke af et brev til Breide Rantzau. Hvem afsenderen er, ses ikke,
og dateringen mangier ogsa.

Brevet er skrevet pa nedertysk og er svaert at laese. Brevskriveren synes at sta Breide Rantzau naer; fragmentet begynder: »Ock leue Breide«. Han synes at vaere udset til advokat, men afslar det: »ys de orsake, dath eck jnhalt myner fulmacht nicht mechtig was«, og han kunne ikke saette en anden i sit sted. Det drejer sig om de kommende retsforhandlinger i Brandenburg. De junkere, der har deltaget i overfaldet pa Kaltenhof, har modtaget staevning. Waldenfels har bedt »den guten kurfiirst« (af Brandenburg) tage sig af sagen i onsket om »eynen guithliken handell«, hvad han habede, kongen ogsa ville gamed til. Brevskriveren havde vaeret i Brandenburg og talt med kurfyrsten, »der my alrede gefraget und gesecht, hi hore, dat Marten van Waldenfels eyn froem maen syn scholle« (!)⁴⁶. Pa kurfyrstens sporgsmal, om »de sake vp ander weghe komen mochte« kunne brevskriveren svare, at kongen for overfaldet havde tilbudt retslig afgorelse af nogle »chur vnd fursten«, hvad Waldenfels havde afslaet. Hvordan kongen nu var til sinds, vidste han ikke; men hvis bispen i henhold til det kejserlige mandat blev frigivet uden losesum, var kongen nok til at fa i tale.

Christian Ill's brev til Barby af 28. august er i ovrigt lidet indholdsrigt.
Det vaesentligste er, at kongen beder Barby omgaende forfoje sig til
ham pa Halsmes (hvor kongen gerne gik pa jagt).

Fra efteraret 1546 er der nogen korrespondance angaende asrkestift Magdeburg. Det vigtigste brev er en erklaering af asrkebiskop Johan Albrecht om, at han desvaerre ikke kunne anholde sine undersatter brodrene Jacob og Mathias v. d. Schulenburg, for Jacob var i fangenskab hos Filip af Hessen og Mathias var mistaenkt for manddrab og derfor ikke let at finde 4?!

Imidlertid syntes kurfyrst Joachim at ga helt ind for sagen. Han skriver til Christian III⁴⁸, at han vil gore alt for bispens befrielse og straffe de undersatter, der havde lagt hand pa den gejstlige herre eller huset ham eller pa anden made stottet Waldenfels. Fangen Klaus Klod havde tilbudt at bidrage til bispens befrielse. I et udateret dokument bringer Christian Ill's advokat en liste over maend, han havde faet stilletfor den brandenburgske kammerrret. Her skal kun naevnes dem, vi skal mode i det folgende: Hans Winterjeld zum Hohenlande, »Christoff

---

46. Jf. ovf. s. 580, note 24.

47. Johan Albrecht til Christian 111, dat. Halle 4. okt. 1546.

48. Brev dateret Schonbeck 22. sept. 1546, original indlagt i Breide Rantzaus brcv til Christian 111, dat. 17. okt. 1546.

vnd Palm gebrudere, die Piuerlinge, Klaus' sohne«. Det var alle folk, som sammen med Klaus Klod havde deltaget i overfaldet, og som Klod havde angivet »jn seiner urgicht« (dvs. pinligt forhor). Dette strider mod en tidligere beretning af kurfyrsten, hvori der tales om forhor »in der giithe« i Koln an der Spree 3. august 1546 (jf. s. 585). Hvis de anklagede ikke vil aflaegge ed pa deres uskyldighed, ma man anse dem for skyldige.Sa vil de falde »in die acht vnd peen des landtfriedens«. Hvis de ikke moder, vil den danske advokat anse dem for skyldige. I oktober 1546 blev en raekke brandenburgske adelsmaend pa Christian Ill's foranledningstaevnet for den brandenburgske kammerret, hvor de skulle rense sig for beskyldninger for at have deltaget i bortforelsen eller for at have »huset og haeget« bispen.

Den mest dramatiske episode foregik vel nok ved Jacob v. Bredows bryllup med lngeburg v. d. Schulenburg i Sandau i serkestiftet Magdeburg sondag d. 12. September 1546 49. Pa vej til brylluppet i landsbyen Scharlubbe var to adelsmaend Joachim v. Beyern og Moritz v. Arnim, der kun var ledsaget af to knaegte, uden forudgaende varsel blevet overfaldet og fanget af 12 harniskklaedte ryttere, der i ovrigt havde optradt saerdeles voldsomt. De havde slaet og saret de ryttere og personlige venner, som ledsagede damernes vogne, skudt ind i vognene og revet vognknaegtene af hestene, en opforsel, damerne var blevet forskanet for i felten. En frugtsommelig frue var blevet sa forskraekket, at hun vanskeligt ville komme over det med livet i behold. En af damerne havde genkendt to af overfaldsmaendene, den ene lederen Henrik Bockholt, og det blev klart, at de var i den danske konges tjeneste.

Den forste klage til Christian 111 fra de to fangne herrers »freundschaft« er tabt; men der henvises til den i en ny og utalmodig henvendelse af 17. oktober. Budet havde ikke kunnet na frem til kongen og dronningen, der var i Skane, men havde i Bremen stift truffet en kgl. sekretasr, der havde lovet omgaende at skrive til Anders v. Barby, denned et ilbud skulle bringe kongen brevet, sa de kunne have kongens svar pa 14 dage; men intet svar endnu.

Den aeldste bevarede kilde er et brev fra fmer og jomjruer til Christian111, dateret Sandau 15. September underskrevet af 24 kvinder, hvoriblandt vi naturligt nok moder navne som v. d. Schulenburg, v. Bredow,v. Arnim og ejendommeligt nok en v. Barby. Brevet suppleres af en henvendelse til dronning Dorothea, idet damerne gik ud fra, at hun

---

49. Beretning derom af Breide Rantzau i brevet til Christian 111, dat. Segeberg 19. okt. 1546.

»sampt ewrenn konlichen fravenzimmer« ville fole afsky for en sadan udad. Man havde hort, at overfaldet skulle vasre sket for den fangne biskopsskyld. Men damerne vidste, at de to msend var uskyldige. Ingen af dem havde stottet Waldenfels. De kunne derfor ikke tro, at overfaldet var sket pa kongens befaling. 28. September fulgte et nyt brev fra fruer og jomfruer til kongen, patrykt med 12 sma kvindelige signeter.

Den ovenfor givne fremstilling af overfaldet bygger ogsa pa et brev dat. Brandenburg 27. September fra Moritz v. Arnims og Joachim v. Beyerns »furwanthe freundtschafft« til deres landsherre, aerkebisp Johan Albrecht af Magdeburg, helt overensstemmende med damernes skrivelser, dog med den tilfojelse, at en af ugerningsmasndene havde sagt, at Moritz v. Arnim og Joachim v. Beyern havde bortfort deres »fromme herre«, dvs. biskoppen af Liibeck; men vennerne kunne forsikre, at de ikke havde ydet Waldenfels nogen hjaelp, hverken med rad eller dad, og de bad derfor serkebispen skrive til Christian 111 om begivenheden. Det skete ogsa omgaende. bad d. 7. oktober - efter vennernes onske - kongen om at loslade de to masnd og overlade dem i hans, deres ovrigheds, haender; sa ville han, hvis det var kongen til behag, sorge for rettergang mod dem.

Joachim v. Beyerns og Moritz v. Arnims venner nojedes ikke med henvendelse til kongen. 21. September skrev 7 adelsmasnd, hvoriblandt Joachim og Hans v. Barby., til Anders v. Barby og bad ham sorge for et gunstigt udfald af de to masnds sag.

Ikke laenge efter det utalmodige brev af 17. oktober ma v. Beyerns og v. Arnims »freundschaft« have modtaget kongens svar, dateret Lund 11. oktober. Kongen haevdede, at han ikke kendte noget til episoden ved Sandau, hvad der vel nseppe kan vaere rigtigt. Han ville nodig besvaere den menige adel, saerlig ikke den af tysk nation, og beklagede, at det var gaet ud over fruer og jomfruer.

Over for overfaldet i Sandau stillede han Waldenfels' overfald pa den ganske uskyldige biskop af Liibeck. Derefter fulgte en polemik mod Waldenfels' fremstilling af sin sag. Waldenfels var simpelt hen ude pa pengeafpresning. Der var udstedt et kejserligt mandat mod ham og hans hjaelpere, der i saerlig grad holdt til i Magdeburg stift. Fra asrkebispen kunne kongen ikke fa nogen stotte. Hvis v. Beyern o. a., som statholder Breide Rantzau mente at vide, havde stottet Danmarks fjender, matte kongen skride ind. De to herrer ville fa besked af statholderen.

Kort efter horte kongen fra Breide Rantzau 50, som han havde tilsendtalle

---

50. Dateret Segeberg 19. okt.

sendtalleklagebrevene. Lederen af overfaldet ved brylluppet i Sandau, Henrik Bockholt, havde fra folk pa egnen hort, at Joachim v. Beyern havde holdt bispen som fange pa sin gard Karau, og folte sig derfor nodsaget til at gore indfald pa garden, men havde ikke fundet bispen; men en af bryllupsgaesterne, som Breide Rantzau havde stsevnet til sig, Jasper Pentz, havde siddet »over bord« med v. Beyern, der havde sagt, at med hensyn til bispen matte han have sig undskyldt, men at han havde huset Waldenfels og hans venner, ville han ikke naegte. Dermed ville kongen forsta, at han var skyldig ifolge det kejserlige mandat. Han kunne ikke undskylde sig med, at Waldenfels-affaeren var en ham übekendtsag. Henrik Bockholt var ikke stolt af sin bedrift, men han havde handlet efter ordre af kongen og hans brodre og havde intet imod at overlade fangerne til brodrene Rantzau. En uge senere 51 horer vi, at fangerne samme dag var kommet til Segeberg, og at Breide Rantzau i henhold til kongens skrivelse ville beholde dem i sin og sine brodres varetaegt. Breide Rantzau viser i ovrigt sympati for de to herrer og vil give dem et cerligt underhold. Han forteller dem, at han har skrevet til kongen - sikkert for at stemme ham til mildhed.

Jacob v. Bredow - brudgommen - og nogle af hans undergivne samt hans brodre Joachim og Jiirgen horte for ovrigt ogsa til dem, der var indstasvnedefor den brandenburgske kammerret. Retten frifandt Joachim, der i seks ar havde staet sig darligt med Waldenfels, der skyldte ham penge; han havde kautioneret for 600 gylden 52. Anderledes med de to andre. Ingen af dem modte for retten. Jiirgen undskyldte sig med, at han for ojeblikket var syg. Han matte indromme, at han havde huset sin »ven« Waldenfels, men biskoppen havde han aldrig set i sit liv 53. Vaerre stod det med Jacob. Han erkendte, at han havde huset »vennen« Waldenfelsog bispens medfange, en ung holstener af slaegten Pogwisch; men at bispen skulle have ligget i hans jaegerhus, matte han bestemt benaegt e⁵⁴. let nyt brev til kurfyrsten en uge senere⁵⁵ udtaler han sin skuffelse over, at kurfyrsten ikke var tilfreds, men havde sendt ham en ny staevning med aktserklaering over ham med sa kort frist, at han ikke kunne na frem. Det matte dog vaere nok, nar han havde erklaeret, at han ikke kendte meget til Waldenfels' sag. Han turde ikke tage afsted uden et sikkert lejde, thi fjendtligt sindede ryttere kunne lure pa ham

---

51. Breide Rantzau til kongen, dat. Segeberg 26. okt. 1546.

52. Dokument dateret 25. okt. 1546.

53. Kopi af brev til kurfyrst Joachim 11, dat. hans gods Lauenberg 23. okt. 1546.

54. Brev fra Jacob v. Bredow til Joachim 11, dat. u, st. 24. okt. 1546. Kopi.

55. Brev dat. 30. okt. 1546 u. st. Kopi.

pa veje og stier, bade holstenere og kurfyrstens egne undersatter. Han habede, kurfyrsten endnu en gang ville undskylde hans udebliven. Hvis ikke, bad han kurfyrsten give ham en rigelig udsasttelse og en sikker beskyttelse.Brevet lugter af darlig samvittighed. De danske advokater ved kammerretten kraevede ham da ogsa domt skyldig pa grundlag af hans egen beretning; Waldenfels' forbrydelse var jo almindelig bekendts6. Hvad angik de trusler, som Jacob v. Bredow mente sig udsat for, hsevdedekurfyrst Joachim, at det ikke var sandt, nar Jacob og Jiirgen v. Bredowpastod, at de var blevet forfulgt (»iiberritten«) af holstenske ryttere57. Den 30. november sendte kurfyrsten Jacob v. Bredow et svar, der havde bade na?b og kloer 58. Han havde ikke nogen ordentlig undskyldningfor, at han havde huset Waldenfels. Dennes krigserklaering til Christian 111 var intet vajrd; retten til den slags undsigelser fra enkeltmandsside var blevet ophaevet for 26 ar siden⁵⁹; overgreb pa det grundlag blev betragtet som roveri. Den, der gjorde sig skyldig deri, lige meget ora adelig eller ej, fortabte liv og gods. Uvidenhed om rettenundskyldte ingen. Nu kunne Jacob taenke pa, hvordan han kunne fa den fangne biskop ud af Waldenfels' kloer. Skete det ikke, ville Jacob komme for retten, hvad kurfyrsten ikke ville onske for ham.

Ved denne tid indberettede den danske udsending Jost v. Eggenhusen fra Brandenburg til Breide Rantzau eo, at nogle unge mennesker blandt de indstaevnede havde bedt kurfyrsten om, at han ville basre over med dem, fordi »se noch junge gesellen weren«, der ikke havde forstand pa, hvad sagen drejede sig om, og undlade at lyse akt over dem. Da Waldenfels var deres »angeborenne frundth«, havde de ikke kunnet undsla sig for at tage imod ham; men nu ville de beflitte sig pa i lobet af kort tid at bringe Waldenfels og biskoppen i kurfyrstens hinder. Eggenhusen ventede, at Waldenfels ville indfinde sig i lobet af fa. dage; sa ville Eggenhusen haevde kongens retskrav; men modparten ville forsinke retshandlingen. For at undga det, matte kongen snarest skrive til kurfyrsten. Denne og kansleren Johan Weinleb gjorde deres bedste.

Samtidig kunne kansleren meddele, at processen mod nogle af Waldenfels'
stotter (»hauser und heger«) var begyndt6l.

To dage senere appellerede Joachim v. Beyerns hustru, Anna v. Bredow,som

---

56. Udat. kopi.

57. Joachim II til Breide Rantzau, dat. Koln an der Spree 9. dec. 1546.

58. Brevet er ogsa rettet til Jiirgen v. Bredow.

59. Ikke ganske korrekt, jf. s. 576.

60. Dateret Koln an der Spree 9. dec. 1546.

61. Johan Weinleb til Breide Rantzau, dat. Berlin 8. dec. 1546. Kopi.

dow,som»in gottes banden ging« (dvs. var gravid) pa ny til dronning Dorothea 62. Hun var dybt skuffet over, at de adeliges og fruers og jomfruersforbon ikke havde hjulpet. Hun frygtede, at hendes »armer alther mann« ikke ville overleve fangenskabet, og sa sad hun tilbage med sine sma uforsorgede born. Hun bad om hurtigt svar.

Vi vender nu tilbage til Waldenfels. Kurfyrst Joachim II havde sat sig i forbindelse med ham ved brev af 1. oktober 1546, og vi har en kopi af Waldenfels' svar63. Det fremgar heraf, at kongen har tiltradt Rantzauernes forslag om at bede om mangling af kurfyrst Joachim og hertug Henrik af Mecklenburg eller kurfyrsten alene. Waldenfels pastar, at deter kongens skyld, nar det ikke er kommet til forhandling og forlig; men han er de to fyrster meget taknemmelig, fordi de vil tage sig af sagen. Han gar i sin »gegenbericht« kraftigt imod kongens fremstilling. Hvis kurfyrsten vil fastscette en dag og garantere hans sikkerhed, vil han gerne mode til retsforhandling. Biskoppen har han underholdt siden Bartholomseus (24. august) forrige ar, og udgifterne dynger sig op, sa han ikke kan loslade bispen uden stort vederlag. Han klager over, at han - »ich armer geselle« - er nodt til at fejde i sin alderdom. Han har erfaret, at nogle af kurfyrstens undersatter pa kongens foranledning er sat under anklage for hans skyld. Han beder kurfyrsten om at lade dem komme i tilborligt forhor og at vente dermed, til han selv kommer til stede, sa der ikke sker noget overilet.

Tre uger efter indlob kurfyrstens svar 64. Kurfyrsten minder om, at Christian 111 havde stillet den betingelse, at bispen blev fri, for der kunne vaere tale om forhandling. Med hensyn til dem af kurfyrstens undersatter, som den danske konge havde stillet for den brandenburgske kammerret, fordi de havde huset ham - Waldenfels - kan kurfyrsten ikke for hans skyld udssette rettergangen, da kongen havde indstaevnet dem i god tid. Dagen til padommelse af deres landefredsbrud var allerede fastsat. Kurfyrsten ville have sat pris pa, om Waldenfels efter overfaldet pa Kaltenhof ville have ladet hans lande og folk i fred. Kurfyrsten kan ikke nzegte den danske konge hans ret. Hvis Waldenfels ikke loslader bispen, kan det komme hans venner dyrt at sta; men hvis det sker omgaende, tror kurfyrsten, at hans undersatter muligvis vil blive fri for den besvcerlige proces; i modsat fald ville de ikke vaere sikre pa deres liv, og deres godser ville blive overladt til kongen.

Men nu biskop Balthasar selv. I et brev af 18. januar 1547 ved Breide

---

62. Dateret 10. dec. 1546. Original.

63. Dateret u. st. 16. okt. 1546.

64. Dateret Koln an der Spree 7. nov. 1546.

Rantzau ikke, otn broderen er i live, i et brev af 29. marts tror han det65,
men i brev af 26. august til Anders v. Barby frygter (tror?) han, at han er
dod.

3. januar 1547 rapporterer den brandenburgske kansler Johan Weinleb, at Waldenfels' venner har formaet kurfyrsten til at give Waldenfels frit lejde til ophold i Berlin, mens retssagen star pa - et ret kraftigt omsving i kurfyrstens holdning siden brevet af 7. november. Man venter hver dag Waldenfels' ankomst, forudsat han ikke bliver forhindret af de alvorlige krigsbegivenheder (uden tvivl i Moritz af Sachsens tjeneste, jf. s. 583)⁶⁶. Dagen efter skriver Jost v. Eggenhusen 67, at brodrene Bredow, Jacob og Jiirgen, havde forpligtet sig til at bringe Waldenfels og biskoppen der tilstede, og oplyser desuden, at det var dem, der sidste St. Hans dag havde vasret hos kurfyrsten for at skaffe Waldenfels frit lejde i Berlin fra nytar til kyndelmisse, for at han over for kurfyrsten kunne gore rede for sin sag. Adelen pa stedet var fjendtligt stemt over for Eggenhusen i hans egenskab af dansk forhandler. Indlagt i Eggenhusens rapport ligger et brev fra kurfyrsten til brodrene Bredow af 16. december i samme tone som brevet til Jacob af 30. november. Han henstiller til dem at skaffe bispen til veje inden jul, hvis de ikke vil risikere en aktserklaering mod deres personer og tabet af deres godser. Men som man vil have set, blev det ved truslen.

9. januar 1547 kunne Eggenhusen berette, at Waldenfels og brodrene Bredow havde indfundet sig til sidste tingdag (!) og stadig var til stede; men der var sa mange vigtige sager for retten krigen vedrorende, at Waldenfels' sag ikke kunne komme for (!); men sa snart de er sluttet, vil Eggenhusen sige til. Dagen efter skriver kurfyrsten til Christian 111, at han vil befordre processen sa hurtigt som muligt. Han har givet Waldenfels lejde for at bevaege ham til at udlevere biskoppen og den unge Pogwisch. Kurfyrsten optneder med andre ord pa lige fod med den fredlose.

Imidlertid sendte kansler Johan Weinleb et referat af forhandlingerne med Waldenfels 68. Da kurfyrsten lod denne vide, at Christian 111 som betingelse for rettergang kraevede frigivelse af biskoppen og den unge Pogwisch, svarede han, at det var ham umuligt. For det forste var de ikke i naerheden, for det andet »weil andere seine midhelffer auch teil an jne hetten«(!), idet de havde huset og underholdt dem. Sa blev ChristianIll's udsending Jost v. Eggenhusen spurgt, om han kunne indlade

---

65. Breve fra Breide Rantzau til kongen.

66. Johan Weinleb til Breide Rantzau, dat. Berlin 3. jan. 1547.

67. Jost v. Eggenhusen til Breide Rantzau, dat. Koln an der Spree 4. jan. 1547.

68. Dat. Koln an der Spree 15. jan. 1547. Original med segl, men uden adressat.

sig pa forhandlinger pa dette grundlag. Det kunne der naturligvis ikke vasre tale om. Eggenhusen paberabte sig det kejserlige mandat, hvorefterfangerne skulle vasre fri eller i det mindste overgives i kurfyrstens haender. Hvis det ikke skete ufortovet, matte kurfyrsten anlaegge sag mod »die hauser und heger«, og procedere »die acht«. Hvis ikke fangerne blev fri, ville kurfyrsten ikke fortsaette forhandlingerne.

Det hjalp. Efter mange forhandlinger erklaerede Waldenfels sig rede til at drage til de steder, hvor fangerne befandt sig, og hente dem mod en rimelig tidsfrist og sikkerhed for, at »hr. biskoppen« i det tilfaelde, at sagen blev uafgjort, atter blev overgivet i hans haender! I dette tilfaelde skulle de, der havde del i »hr. biskoppen« sikres, sa de lettere kunne bringe »hr. biskoppen« tilbage til deres domicil, og lejdet skulle forlaenges for Waldenfels selv og dem. Der skulle fastsaettes en dag, da »die hauser und heger« skulle mode for retten. Hvis Waldenfels' sag blev uafgjort, skulle processen mod dem fortsaette. Hvis retten skonnede, at Waldenfels ikke havde vaeret befojet til fejde og til dette foretagende (dvs. bortforelsen), ville han tage det til efterretning. Det blev aftalt, at Waldenfels skulle begive sig til »de steder« hvor biskoppen og unge Pogwisch befandt sig, og meddele, at kurfyrsten havde forpligtet sig til »sa vidt muligt« at modtage dem mellem dags dato og 27. februar, den forste dag, kurfyrsten havde afsat til forhor og forhandling i Koln an der Spree, dog forudsat at det passede Christian 111.

Kurfyrsten vil sa. vidt muligt padomme sagen. Det gaelder ogsa alle »die hauser und heger«, mod hvem der fores proces her ved kammerretten. Hvis kongen ikke vil akceptere den planlagte voldgift, men alene bygge pa retten, ma kurfyrsten bede ham om at lade de to fanger, Joachim v. Bey em og Moritz v. Arnim rejse hjem til deres »huse«, da de skal mode pa den fastsatte dag. Hvis kongen afslar denne handel (dvs. dette forslag), ma Waldenfels' sag hvile, men processen mod »die hauser und heger« skal fortsaette og fores til dom.

Waldenfels' og hans hjaslperes lejde skal gaelde til midfaste, dvs. ind i marts. Hvis Waldenfels ikke kan skaffe bispen til veje, hvilken mulighed han havde antydet, vil han meddele kurfyrsten det mindst tre uger for den fastsatte dag. Safremt Waldenfels opgiver sagen, skal processen mod »die hauser und heger« fortsaette.

Dagen efter - 16. januar - skrev kurfyrsten selv til Christian 111 og giver
et endnu grellere billede af Waldenfels' umedgorlighed. Han ville
dog ikke frarade kongen at sende folk ned til rettergangen 27. februar.

Fra denne tid stammer formentlig et dokument uden dato og adresse
med Waldenfels' karakteristiske skrift. Pa. bagsiden star der: »Was ich

zu sonderlichem bericht an die hendeler sribe«, hvormed vel menes forhandlerneved kammerretten i Berlin; men ejendommeligt nok henvenderdet sig til en enkelt mand, idet det begynder: »Erendf_ester lewer swager und guter frund«. Heri udtaler han sin undren over Rantzauernes uforstandighed, at de ikke gor noget for deres broders befrielse - hermedmenes vel: betale losesummen, men holder sig til »den widlofthigen vnde vnmogeliche forslagen des koniges«; thi jo laengere han ma underholdebispen, jo flere udgifter lober der pa. De forstar ikke den rimelige arsag til hans fejdebrev (Waldenfels matte vel vide, at fejderetten for laengst var afskaffet, jf. s. 576): kongens uretfcerdige behandling af ham. Han stoler imidlertid pa Guds nade! Han vil ikke skjule for den »trewen frunden wolmeynenden hendleren«, hvad der er betingelsen for BalthasarRantzaus frigivelse: for det forste de 20.000 guldgylden, for det andetpengenes udbetaling pa et farefrit og sikkert sted.

Med Waldenfels' indstilling kan man godt forsta, at der ikke kom noget ud af det hele. Der blev ingen rettergang 27. februar. I et postscriptum til brevet af 16. januar skriver kurfyrsten, at Waldenfels var staerkt optaget af urolighederne i Brandenburgs nabolande: kampene mellem kurjyrst Johan Friedrich og hertug Moritz af Sachsen. Det giver nok forklaringen derpa.

I den folgende tid fortsaetter korrespondancen om Joachim v. Beyern. Det vil erindres, at en af gaesterne ved brylluppet i Sandau havde fortalt Breide Rantzau, at v. Beyern havde indrommet, at han havde huset Waldenfels (jf. s. 591). Hans hustru Anna v. Bredow bestormede bade kurfyrst Joachim og kurfyrstinde Hedvig med bonskrifter. Hendes mand tog sig beskyldningerne for, at han havde stottet Waldenfels meget naer, for han befattede sig ikke med sadanne affaerer som Waldenfels'. Hun tror for ovrigt ikke, at det gar Waldenfels til hjerte, at hendes mand ma lide for hans skyld. Bade kurfyrsten og kurfyrstinden stotter hende. Kurfyrstenhavde jo allerede lidligere foreslaet Christian 111 at loslade Joachimv. Beyern og Moritz v. Arnim, da de skulle mode for retten i Berlin27. februar⁰⁹. 16. marts fulgte en ny adresse fra v. Beyerns »freundschaft«70. Vennerne beklager sig over, at han nu har siddet faengslet i Holsten et halvt ar trods fyrsters og deres egen henvendelse uden nogen retskendelse. Hverken hans hustru, der snart ventede sin nedkomst, ellerde har hort fra ham eller faet noget at vide om ham i den lange tid.

---

69. Anne v. Bredow til Joachim 11, dat. Tuchem 23. febr. 1547, samme dag brev til kurfyrstinde Hedvig. Kurfyrstinde Hedvig til Christian 111, dat. Koln an der Spree 24. febr. 1547. Joachim II til Christian 111, dat. smst. 3. marts 1547.

70. Original med 10 segl.

Seerlig matte det bemaerkes, at hans landsherre, serkebiskoppen af Magdeburg,havde
tilbudt rettergang.

Imidlertid gik sagerne mod »die hauser und heger« deres gang for den brandenburgske kammerret. Her foretog nogle af de anklagede et modangreb. Ifolge en redegorelse fra kammerretten⁷¹, sorn kancelliet i Kobenhavn modtog den 13. februar 1547, vil Hans Winterjeld, hans »kriegs vorwante« og medanklagede ikke anerkende den danske advokatsfuldmagt, da den danske konge »vnter dem heiligen romischen reiche nicht begriffen (!) noch darmitter sein will« og derfor ikke var berettigettil at fore proces for kammerretten. Tilmed havde Christian 111 brudt landefreden sidste efterar ved overfaldet pa Joachim v. Bey em og Moritz v. Arnim »auff kaiserlicher freier landstrassen« og matte forst rense sig for denne udad. Endelig havde den danske konge med nogle ryttere stottet kurfyrst Johan Friedrich og Filip af Hessen, der begge var lyst i rigens akt, i deres krig mod kejseren (den schmalkaldiske krig) og derved begaet crimen laesae maiestatis! Derimod kunne de ikke indromme,at de selv havde brudt landefreden sammen med Waldenfels ved overfaldet pa Kaltenhof, og de kunne ikke akceptere Klods tilstaelserunder pinligt forhor⁷² med specifikation af de anklagede, og hellerikke, at hans udtalelser blev bestyrket af Casper Kochs bekendelser. Brodrene JUrgen og Jacob v. Bredow m. fl. fremforte de samme argumentermod processens gyldighed som Hans Winterfeld og de samme angreb pa Christian III⁷³. For ovrigt var brodrene v. Bredow, Hans Winterfeld og alle deres »kriegsverwandte« ikke personligt modt i retten - »af tvingende grunde« 74. Som deter almindeligt bekendt, var Christian111 som hertug af Holsten tysk fyrste. Beskyldningen for hjaelp til kejserens modstandere holder heller ikke; deter almindelig anerkendt, at kongens holdning i den schmalkaldiske krig var strengt neutral7s. Det svage punkt var overfaldet i forbindelse med brylluppet i Sandau. Der findes endnu en udateret kopi om indlaeggene i kammerretten. Fra dansk side anfores det naturligvis, at det var urigtigt af Joachim v. Beyern at huse Waldenfels, slaegtning eller ikke. Det var kongens pligt at anholde den slags folk. Kongen kunne ikke fa nogen retshjaelp af hans landsherre, aerkebispen af Magdeburg, der ikke havde villet udsende stikbreve.Kongens tjener - Henrik Bockholt - havde ikke handlet utilborligt.Joachim

---

71. Slutningen af dokumentet mangier.

72. Ifolge kurfyrst Joachims beretning var det »in d©r giithe« jf. s. 584.

73. Kopi dateret 13. febr. 1547.

74. Udateret brev til kurfyrst Joachim 11.

75. Se f. eks. Danmarks Riges Historie 111 b s. 99.

ligt.Joachimv. Beyern matte vide eller nassten vide, at han ikke matte huse en sadan ufredsmand som Waldenfels; fejder var jo forbudt under svaer straf. Jiirgen v. Bredow har bekendt, at han efter udaden har huset Waldenfels, Jacob v. Bredow, at den unge Pogwisch havde boet hos nogle af hans undergivne. Den danske anklager, Johan Schlegel, havde indstillet Joachim v. Bredow til purgation, dvs. renselse ved edsaflseggelse, derimod burde efter hans opfattelse Jiirgen og Jacob v. Bredow, der havdeforvaerret deres sag ved udebliven fra retten, dommes i det hellige romerskeriges akt, »busse undsstrafe«.f_e«. Foruden Johan Schlegel havde dr. Hieronimus Schurff, der kalder sig »doctor und ordinarius zu Wittenberg*,optradt som kongens advokat mod Bredowerne og andre, og han havde - efter egen opfattelse med held - gendrevet deres £ererorige pastande, sikkert i forbindelse med anholdelsen af Joachim v. Beyern og Moritz v. Arnim 76.

Et par dage senere fik kongen brev fra kurjyrst Joachim II⁷⁷, der havde mattet tage Johan Schlegel under sin beskyttelse mod »uret, void og overfald«, sa at han übesvaeret kunne tjene kongen i den foreliggende sag. Kurfyrsten havde med beklagelse hort om Bredowernes beskyldninger mod kongen, men troecle ikke pa dem. Han priste kongen, fordi han havde holdt sig uden for krigen. Kurfyrsten forte selv habsburgvenlig politik uden dog som Moritz af Sachsen at ga ind i krigen pa kejserens side. Baggrunden derfor var, at kejseren havde godtaget Brandenburgs overgang til reformationen 1541 med et lofte om politisk folgagtighed 78.

Kort efter bebrejder kurfyrsten Christian 111, at han endnu ikke havde besvaret hans sidste brev angaende Joachim v. Beyerns losladelse⁷⁹. Kurfyrstens son, markgrev Friedrich, der var blevet valgt til administrator og fremtidig aerkebiskop af Magdeburg, var sammen med domkapitlet gaet i forbon for v. Beyern som stiftets undersat, sa. meget mere som v. Beyerns hustru hver dag ventede sin nedkomst. Han bad om losladelse i tre eller fire maneder.

Sidst i marts⁸⁰ appellerede Breide Rantzau pa ny til kongens interesse for hans broders sag. Han mindede om den stedfundne korrespondance, hvoraf en del synes tabt, og om de danske advokaters indlseg i kammerretten.Breide Rantzau havde brudt kurfyrstens brev til kongen (brevet

---

76. Breve dat. Altbrandenburg 18. marts 1547 fra H. S. til Chr. 11l og Breidc Rantzau, begge i original.

77. Dateret Koln an der Spree 20. marts 1547. Original.

78. Dietrich Schafer: Deutsche Geschichte, 7. Auflage, 1919, 11, 77.

79. Dateret Koln an der Spree 24. marts 1547.

80. Breide Rantzau til kongen, dat. Segeberg 29. marts 1547.

af 24. marts?), idet han regnede med, at det beskaeftigede sig med biskoppen, og habede ikke, det var kongen imod. Han habede ogsa, at kongen ville drofte sagen med sine brodre, sa biskoppen kunne blive befriet.

Appellen synes at have virket. 25. maj skriver kapitlet i Liibeck stift til Breide Rantzau 81, at man af hans brev havde forstaet, at Christian 111 havde skrevet til kejseren om at fa bispen pa. fri fod. Christian Ill's brev kan vel sta i forbindelse med Peder Svaves 82 instruktion pa sendelse til rigsdagen. Af den foreligger der en udateret kopi, hvoraf det fremgar, at sendelsen er afgaet inden kejserens andet mandat mod Waldenfels, der omtales som en fremtidsmulighed. Det blev udstedt fra Niirnberg 11. juli. I det forste, dateret Briissel 6. oktober 1545, havde kejseren kraevet biskoppen frigivet inden 10 dage (jf. s. 579). Dette mandat samt Waldenfels' fremstilling af arsagerne til hans udad var vedlagt instruktionen, der i forste omgang giver en redegorelse for overfaldet pa Kaltenhof og biskoppens pafolgende lidelseshistorie. Peder Svave skal understrege, at Waldenfels havde ladet hant om det kejserlige mandat ved ikke at give mode. Han skal henstille til kejseren at lyse Waldenfels i rigens akt. Folges aktserklasringen ikke af et nyt kejserligt mandat, burde sagen henvises til kejserens afgorelse, med mindre den kunne befordres ved kammerretten. Hvis forsinkelse der ikke kan undgas, skal man foresla at overdrage hertug Henrik af Braunschweig eller kurfyrsten af Brandenburg sagens afgorelse med udelukkelse af appel. Kan det ikke lade sig gore, rna man overlade til kejseren at finde en Iosning. Hvis Waldenfels fremsaetter sine gamle krav, skal han afvises; men man skal ikke naegte ham retssag, hvad han i ovrigt aldrig har begaeret. Sa folger i instruktionen ligesom en lille tvivl om retsforholdet (jf. s. 578): »Es ist auch hierbey rechtmessig darzugeben, wenn wir auch Waldenfels schuldig gewesen, wie nicht gestanden auch nicht zuerweisen, so hett Waldenfels vnns mitt rechte furnemen vnnd nicht fridtbruch gebrauchen sollen«. Havde han haft ret, sa havde han ikke tiet sa mange ar. Hans gaeld havde nok drevet ham til ugerningen. En raekke af Waldenfels' krav afvises. Til sidst far Peder Svave ordre til at henstille til kejseren at overdrage en kommission under ledelse af kurfyrsten af Brandenburg og hertug Henrik af Braunschweig at tage sig af padommelsen af Waldenfels' hjaelperes sager. Waldenfels' godser taenker man sig overladt til hertugerne af Mecklenburg.

---

81. Original.

82. Peder Svave var en tyskfodt diplomat, en mand af stor humanistisk dannelse, der deltog i de fleste af Christian Ill's diplomatiske sendelser. Til sidst - senest 1548 - blev han optaget i det danske rigsrad. D. B. L. XXIII 184 ff.

Der skete imidlertid stadig ingenting. 11. august skriver Johan Schlege, ganske vist til Breide Rantzau 83, at sagen var klar bade fra dansk og modpartens side; men da modpartens advokat af kurfyrst Joachim vai blevet sendt ud i nogle forretninger, havde han faet udsaettelse til Bartholomasus (24. august); sa havde kansleren til gengaeld lovet, at sager ufortovet skulk ga til doms og dommen blive offentliggjort. Samme kanslei - Johan Weinleb - skrev imidlertid dagen for, at han i halvtredie mined af denne sommer havde vseret ude i sendelse, at han en tid havde vasret sammen med kurfyrsten i kejserens feltlejr, sidst et sted i Thiiringen, hvor han ofte havde set Waldenfels blandt hertug Moritz's krigsfolk, ogsa. nogle gange talt med ham. Waldenfels havde ansogt kejserer om nedsa2ttelse af en kommission bestaende af de to kurfyrster Joachirr, II og Moritz (denne var efter slaget ved Miihlberg blevet kurfyrste ai Sachsen) samt hertug Henrik af Mecklenburg til padommelse af ham sag, altsa et lignende forslag som Christian Ills bortset fra det personelle karakteristisk nok ville Waldenfels have Moritz med. Der havde imidlertid ikke fundet nogen procedure sted, sa. lsenge Weinleb opholdt sig ho< kurfyrsten. Fra mange sider havde Weinleb hort, at biskop Balthasai var dod. Waldenfels havde derimod aldrig over for ham ladet sig forlyde dermed, men kun talt om kommissionen og bispens frigivelse, som orr han endnu var i live. Ingen talte mere om bispens opholdssted, men kur om hans dod.

Man kan nok undre sig over retstilstandene i datidens Tyskland. En mand, der to gange var lyst: i rigens akt, kunne uantastet tjene kurfyrst Moritz. Vaerre endnu bliver det, nar man kort efter horer, at Waldenfels skal sidde inde med to af kurfyrst Moritz's huse 84, hvad der til fulde bekraftes af et brev fra Waldenfels til en vis Bastian Berlin, dat. Belzig 8. april 1548, og undertegnet »Martin v. Waldenfels, hauptmann zu Belzigk vnnd Rabenstein« 85.

I Joachim v. Beyerns sag, hvor der jo var tale om void fra dansk side, skete der heller ingenting. Christian 111 reagerede ikke - vel under indflydelse af Breide Rantzau - pa kurfyrst Joachims anmodning om at fs ham losladt. I sommeren 1547 satte v. Beyerns son, Christojjer, der jusi var kommet hjem fra tjeneste hos kejseren, sig i bevasgelse for at befri faderen, der var blevet sat fast maske pa grundlag af en falsk angivelse - kengere fremme i brevet taler Christoffer om en usandfaerdig beretning

---

83. Original indlagt i brev fra kansler Johan Weinleb til Breide Rantzau, dat. Berlir 10. aug. 1547.

84. Breide Rantzau til Chr. 111, dat. Segeberg 25. aug. 1547. Original.

85. Original.

af Rantzauerne. Faderens brode bestod ikke i andet end, at han skulle have huset sin ven Waldenfels en nat. Faderen var blevet sa darligt behandlet, at der kunne vaere fare for hans liv. Han havde desuden lidt for 2.000 gylden skade pa sine godser. Hans fader havde aldrig indladt sig pa skurkestreger som tilfangetagelsen af biskoppen. Christoffer bad kongen om ikke at lade Rantzauerne »ga videre i sagen«, men nadigt at befri faderen for det uforskyldte fangenskab eller i det mindste efter forudgaende losladelse at stasvne ham 86. Vi kender ikke kongens svarskrivelse, men derimod Christoffers derpa folgende svar, hvori det hedder, at faderen intet vidste om biskoppens fangenskab, og til forskel fra forrige brev, at faderen havde huset Waldenfels »en Mile tid«, og at han blev godt behandlet pa Segeberg 87! Desuden foreligger der en klage fra Christoffer v. Beyern til Henrik d. Yngre af Braunschweig-Liineburg 88, hvor der tales om Rantzauernes »ugrundede og usandfaerdige angivelser«, og hvor vi far at vide, at kongens betingelse for Joachim v. Beyerns losladelse var, at Waldenfels ville frigive biskoppen uden erstatning. I et brev af 30. aug. stotter Henrik den Yngre Christoffer v. Beyerns bonskrift og beder kongen loslade Joachim v. Beyern eller staevne ham mod kaution 89. Af et brev fra Breide Rantzau til Christian III⁹⁰ synes det at fremga, at kongen personlig var stemt for storre mildhed end Breide Rantzau. Dette bekraeftes af et brev fra Breide Rantzau til Johan Friis og Anders v. Bar by 91, hvori han undrer sig over, at kongen »so instendigen Beyerns betagunge (dvs. staevning) befurdern duut, vnnd nicht bedacht werth jnn was mhercklicher lenger vnnd grosser beswerunge mein bruder der bischopf so gantz vnuorschuldet stecket«, og sa gar rygtet endda, at bispen er dod. Breide Rantzau havde habet, at kongen, der altid over for kejseren og fyrsterne havde tilbudt rettergang, ville have bragt sagen frem pa den kommende rigsdag, for at der kunne blive gjort ende pa. den. Han beder dem soge at bevaege kongen til at udsastte staevningen, til rigsdagen var forbi. Nar Breide Rantzau laegger sa staerk vaegt pa dette, synes det at haenge sammen med, at han, sa laenge v. Beyern var faengslet, kunne presse penge ud af hans »freundschaft« til daekning af hans og hans brodres udgifter - over 2.000 gylden.

---

86. Christoffer v. Beyern t. Christian 111, dat. Tuchem 30. juli 1547. Original.

87. Christoffer v. Beyern t. Christian 111, 5. sept. 1547. Kopi.

88. Dat. »eillich« Wolfenbuttel 23. aug. 1547. Original.

89. Original, dat. Gandersheim.

90. Dat. Segeberg, 25. aug. 1547. Original.

91. Med paskriften »K6. Maj. Cantzlernn meinen gunstigen heerren und freunden«, dat. Segeberg 26. aug. 1547. Barby kaldes altsa, som det ofte er tilfaeldet, kansler.

Breide Rantzau var i det hele meget aktiv. Han skriver 29. august til kongen, at han har forhandlet med kapitlet i Liibeck om, at det skulle henvende sig til staden Liibeck og amnode om, at den skulle sende sin syndicus til rigsdagen med fuldmagt »was nodich seinn will zu befurdern vnnd dem termin zu erwarten«. Vi horer desuden, at kongen har anset det for heldigt, at Liibeck kapitlet lader sig repraesentere pa rigsdagen sammen med Danmark, og Breide beder i den forbindelse kongen udtale sig, om han synes, at en af brodrene Rantzau skal tage derned sammen med kongens udsending. Fa dage senere kan Breide Rantzau meddele, at kapitlet i Liibeck har givet stadens syndicus fuldmagt og befaling i Waldenfels' sag. Da Waldenfels er kongens fjende, og det kejserlige mandat mod ham er udsendt af kongen, mener kapitlet, at sagen vil vaere at befordre af kongens advokat pa naervaerende rigsdag. Breide sporger pa ny, om Rantzau-brodrene bor lade sig repraesentere pa rigsdagen, og om han selv kunne fa orlov dertil. Han har af kongen modtaget mandatet, som han vil lade trykke, og hvis kongen vil sende ham tre enspaendere eller bud, kan det blive sendt til Sachsen, Brandenburg og Magdeburg stift⁹².

I den folgende tid udfolder Breide Rantzau en livlig virksomhed for at fa mandatet publiceret rundt om i Tyskland. I flere tilfaelde beder han adressaten om at sorge for, at mandatet kom Waldenfels i hasnde⁹³. Men Waldenfels havde gjort sig usynlig. Hertug August of Sachsen, der i oktober 1548 asgtede Christian Ill's datter Anna, skriver 18. okt. i broderen kurfyrst Moritz's fravser til Christian 111, at han har tilstillet Waldenfels det kejserlige mandat og ventet, at det skulle traeffe Waldenfels i Belzig. Hertugens brev blev modtaget af Waldenfels' tjener, der lovede at give sin herre brevet og sende hertugen hans svar; dette var dog hidtil ikke sket, skont kongens bud havde ventet otte dage 94.

Man kan undre sig over, at kongen ikke direkte satte sig i forbindelse
med Waldenfels' velynder, kurfyrst Moritz. At dette imidlertid var sket,
fremgar af Breide Rantzaus brev til oberst Bastian Walnitz af 18. septembe

---

92. Breide Rantzau til kongen, dat. Segeberg 4. sept. 1547.

93. Breide Rantzau til oberst Bastian Walnitz, dat. Segeberg 18. Sept., til kansler Johan Weinleb 18. sept., til hertug Henrik af Mecklenburg 19. sept. Kurfyrst Joachim forkynder mandatet i sine lande 29. sept. Det samme gor grev Albrecht Schlick (jf. s. 581) i Nieder Lausitz 1. okt., botrgmester og rad i Waldenfels' by Belzig 10. okt., hertug Henrik af Mecklenburg 17. okt.

94. Dat. Torgau. Kopi. Indlagt i brevet ligger hertug Augusts brev til Waldenfels, dat. Torgau 7. okt. Kopi. I dette brev star der, at mandatet bliver slaet op alle vegne. Hertugen bad Waldenfels om en kvittering for brevet og kopierne af mandatet.

tember⁹⁵, hvor man horer, at mandatet ikke direkte var tilstillet kurfyrsten,men at kongen derfor havde sendt ham nogle kopier med bon om, at det matte gives Waldenfels i haende og blive offentliggjort i kurfyrstenslande. Imidlertid fortsatte sagen mod »die hauser und heger« for den brandenburgske kammerret, og 18. September spurgte Breide Rantzau forstaeligt nok kansler Johan Weinleb, hvor langt man var kommetmed processen 96.

Derimod horer man intet om, at Waldenfels' sag er kommet for pa
rigsdagen. Deter abenbart ikke lykkedes.

Waldenfels' fraekhed kendte, som vi skal se, ingen graenser. Han over ugenert spot med de hojeste autoriteter. Hojdepunktet er nok et brev til kejser Carl V i efteraret 1547 97. Han havde intet vidst om kejserens forste mandat (fra 1545), han havde aldrig set det, han vidste intet om, hvor det havde vaeret opslaet. Ingen havde hentydet til det, forend han »hiebeuor« havde faet en kopi fra det brandenburgske kancelli, hvad kejseren ville vide, fra dengang han gjorde sin undskyldning »i lejrenforan Wittenberg«, hvor kejseren fik en beretning om hans sags for-10b,hvordan af Danmark havde narret ham for betaling for hans tjeneste, hvor umedgorlig kongen havde vseret, naegtet forhor og forhandling,hvad der var mange mennesker bekendt. Nu havde han for fa dage siden (!) erfaret, at et nyt kejserligt mandat mod ham var slaet op i Gorlosen(hans bopael i Mecklenburg). I det stod der, at kejseren tidligere havde befalet ham under bodestraf at frigive nogle fanger, »die koniglicherwirde zu Dennemark angehorig«, men han skulle have vasret ulydig og ikke fyldestgjort det foregaende mandat. Kejseren bod ham nu mod en bode at loslade fangerne inden 6 dage eller inden 36 dage at give en forklaring. Han bliver helt ynkelig: Nu »weis Got, das ich seer alter vorlebter, krancker man am liebesten friede und ruhe haben wolte«. Han beder kejseren om at komme i forhor og fa en billig besked (dvs. dom) i sagen mod kongen af Danmark og om, at han vil forordne kurfyrsterneaf Sachsen og Brandenburg som kommissaerer i sit sted, sa vil han vasre lydig mod deres afgorelse. Han beder endelig kejseren om at kassere mandatet og alle de stikbreve, som han havde hort skulle vaere udgaet mod ham og hans. Hvis kongen af Danmark ville antage de to kurfyrster som voldgiftsdommere, ville han overlade dem »die gefangen, die ich habe, wue (dvs. wo = hvis) der almechtig Got sie vnnd mich am leben lest« - vel en fin antydning af, at biskop Balthasar var dod - forudsatat

---

95. Jf. ovf. note 93.

96. Brev dat. Segeberg. Kopi.

97. Waldenfels til kejseren, dat. 31. okt. 1547. Uden sted.

satathan kunne fa dem udleveret af dem, der havde dem i forvaring. Endelig ma kejseren undskylde ham »alten vorlebten krancken mann, das ich aigner person meiner leibes kranckheit halben dismal nicht erscheinen habe konnen«. Til sidst minder han kejseren om sine krigsfortjenesterlige fra ungdommen med opofrelse af liv og gods.

Indlagt i Waldenfels' brev til kejseren ligger et brev fra Waldenfels til kurfyrst Joachim II⁹⁸, hvori han meddeler, at han ved flittig forhandling havde bragt det dertil, at »meyne mythuorwanthenn vnd de vnterhalter« var gaet ind pa at tilstille kurfyrsterne Joachim og Moritz »alle de gefangen, so wir haben« " pa den dag, Waldenfels' sag kommer for, dog pa den betingelse, at Christian 111 vil udlevere Joachim v. Bey em til kurfyrsterne. Waldenfels vil gerne selv give mode under forudsastning af sikkert lejde.

Ved samme tid, som Waldenfels skrev til kejseren, gik der brev fra Joachim v. Beyern til Christian 111, undertegnet Joachim v. Beyern auf Tuchem, v. Beyerns gard 10°. Sagen var den, at Christian 111 havde losladt ham, for at han kunne staevne ham for den brandenburgske kammerret. Under staevningen havde han anvendt al mulig flid pa at befri biskop Balthasar. Straks efter, at han var kommet hjem, havde han sendt tre venner til Waldenfels. Efter en heftig strid havde denne tilbudt at udlevere biskoppen til kurfyrsterne af Brandenburg og Sachsen (jf. ovf.). Han beder af hensyn til retssagen om forlaengelse af staevningen til midfaste, dvs. 11. marts. Hvis kongen ikke horer hans bon, »muss ich meyner vorplichtung nach wie eynem erliebenden des adels geburt zuuorhalten wyssen« dvs. vende tilbage til Segeberg!

Sagen mod »die hauser und heger« fortsaetter. Endelig kan Johan Weinleb meddele, at nok er dommen over dem trukket ud pa grund af krigsbegivenhederne; men nu lysner det, idet »numals darjnne zum urteil beschlossen zu forderlicher entschaft und vrteil« 101.

I december erfarer vi, at Waldenfels' sag alligevel er kommet for kejserens domstol. Der foreligger en udateret kopi af den danske advokat Peder Svaves supplikation til kejseren 102. I denne sag har kejseren tilsendt Peder Svave to dokumenter: »ein missive sampt eingelegter copey eines absagens oder whede brieffs, so euer kay: mt: gemeltem von Wal-

---

98. 1547. Uden sted og dato. Kopi.

99. Der har fetr kun vaeret tale om biskop Balthasar og den unge Pogwisch

100. Dateret 6. nov. 1547.

101. Johan Weinleb til Christian IH, dat. Koln an der Spree 7. nov. 1547, men fo,rst modtaget i Kobenhavn 10. dec. Original.

102. Af indholdet fremgar det, at den er fra december 1547: »amandern dieses monats decembris«.

denfels unter seynem sigel überschickt, am andern dieses monats decembris mir zugestelt worden«. Peder Svave forer proces mod ham pa kongens vegne »auf euer kay: mat: penal mandat«; men han er ulydigt udeblevet. Han har offentlig bekendt, at han har brudt den kejserlige landefred og angrebet det hellige rige i stiftet Liibeck ved bortforelse af biskoppen. Han har ikke adlydt de kejserlige mandater, som han havde modtaget og var bekendt med. Han matte derfor vsere hjemfalden til det hellige riges »acht und überacht« (det sidste en skaerpet form for aktserklaering).

I pakken findes et herhen-horende udateret brev fra Peder Svave til en unasvnt aerkehertug, antagelig rigskammerrettens praesidentlo3 af nogenlunde det samme indhold. Peder Svave forklarer i et vedlagt missive til Detlej v. Billow og Christoff v. d. Schulenburg 104 Waldenfels' ulydighed sadan, at han agtede »seiner gewaltsamen fridbruchigen hanndlungen anzuhangen, wie er sich dann offentlich horen lassen, vnnd von jme geschriben mit den worthen: vhed (dvs: fejde) khunne kein recht leiden«.

Kejseren tog imidlertid forbavsende godmodigt pa Waldenfels. 16. december udgik der en citation (stasvning) til ham, hvori kejseren bebrejder ham, at han havde siddet to mandater overhorig. Kejseren havde ganske vist modtaget en skrivelse fra ham dateret 31. oktober, hvori han soger at besmykke sine handlinger; men det, han anforer, er uden retslig betydning, og kejseren er pligtig til at hjaelpe enhver til sin ret. Derfor byder og kraever kejseren, at Waldenfels giver mode - selv eller ved fuldmasgtig - pa den naeste retsdag for kejseren, hvor han til den tid befinder sig, eller vort hofrad med trovserdig pastand om, »das du die obberurten unseren mandaten gehorsamlich volzihung gthan habst«; det vil blandt andet sige, at han havde losladt bispen. Hvad enten han moder eller ej, sa. vil der pa anklagernes forlangende blive procederet med krav om den fastsatte straf (peen), som det bor sig efter retsordningen, »darnach weis dich zurichten!«

Waldenfels modte blot ikke. Hen imod foraret havde han endnu ikke vist sig pa den kejserlige retsdag. Peder Svave mente, at nar staevningsterminenvar til ende, kunne aktserklaeringen ikke udskydes laengere 105. Et par uger efter bekender svoren kejserligt kammerbud Valentin Freuenberg106,

---

103. Et andet dokument begynder: »Durchleuchtigster ertzherzog, edel hochgelarte key: may: verordnete president vnnd rethe«.

104. Det vil erindres, at de to herrer var mellemmaend mellem Rantzauerne og Waldenfels (se ovf. s. 577).

105. Breide Rantzau til Christian 111, dat. Segeberg 15. marts 1548. Original.

uenberg106,at han 30. marts 1548 kl. 8 formiddag har »forkyndt og afleveret«et kejserligt forseglet mandat til »den aerbare« Wolf Gogk Schusser pa. slottet i Belzig »i naerva;relse af den sedle Martten von Waldenfels' tjenerHans«. Schusser svarede, at Waldenfels ikke var hjemme, han var redet til hertug August i Leipzig. Han ville eftersende det kejserlige mandatmed eget bud.

I begyndelsen af juni noterer Peder Svave, at sagen mellem kongen af Danmark og Waldenfels vedrorende overfaldet pa biskoppen af Liibeck ifolge tagen beslutning skulle komme for d. 6. i denne maned, »dieweil periculum in mora!« Nederst til hojre pa dokumentet star der: »Decretum in consilio jmperiali XI junii 1548« 107. Det kunne scud, som om der var faeldet en dom; men der findes intet om den i materialet. Det har imidlertid sin rent ud forbloffende forklaring, derma soges i Waldenfels' indflydelse i forste raekke pa kurfyrst Moritz, i anden pa kurfyrst Joachim 11, begge kejserens politiske venner. Vi ma soge tilbage til Waldenfels' virksomhed i 1547-48.

I brev af 25. august 1547 takker Waldenfels kurfyrst Moritz, fordi denne gerne sa striden mellem ham og kongen af Danmark forligt. Han har ansogt og ansoger kejseren om at fa sin sag for retten; men deter blevet forpurret af kongen, der ville have fangerne fri uden losepenge og overladt i kurfyrsten af Brandenburgs haender. Ved flittig overtalelse havde han bragt sine »mitverwandten« og »die underhaltter« til at overgive fangerne til kurfyrst Moritz og kurfyrsten af Brandenburg 108. Da kongen af Danmark tidligere havde taenkt sig, at fangerne skulle tilstilles kurfyrsten af Brandenburg, matte losningen blive voldgiftsdom af de to kurfyrster. En sadan dom ville Waldenfels underkaste sig. Hvis kongen af Danmark ogsa vil gore det, vil Waldenfels overlade fangerne til kurfyrsterne, dog at kongen ogsa vil udlevere Joachim v. Beyern. Hvis det sker, vil han give mode. Hvis kongen ogsa onsker det, ville han vaere kurfyrsten meget taknemmelig, om der snart matte blive ansat en dag »zu gutlicher vnd mechtiger verhoer vnnd hanndelungk« 109.

I brev af 13. januar 1548 til Christian III¹¹⁰ roser kurfyrst Moritz Waldenfels i hoje toner. I »nechst verlaufener krigshanndelunge« har han taget ham i »vor bestalling«, og han har tjent ham til behag. Da Waldenfels havde indladt sig »i fejde« med kongen, og der pa begge si-

---

106. Indlaeg i udateret dokument. Kopi.

107. Indlaeg i udateret dokument. Kopi.

108. Jf. det udaterede brev til kurfyrst Joachim s. 604.

109. Dat. u. st. 25. aug. 1547, indlagt i brev fra Moritz til Christian 111 13. jan. 1548. Kopi.

der var taget nogle fanger (!), sa kurfyrsten gerne sagerne forligt. Han og kurfyrsten af Brandenburg var villige til at vaere voldgiftsdommere, og nan har formaet hertug Frantz af Luneburg m til ogsa at toede ind i sagen og haber, at kongen vil akceptere ham. I et brev af samme dato til hertug Frantz udtrykker Moritz sig nok sa sterkt om Waldenfels' fortraeffelighed. Han har dog beklageligvis en tid lang vaeret i »jrrung vnd vhede« med kongen af Danmark 112. Som man vil se, regner Moritz med det foraeldede fejdebegreb, og han ligestiller overfaldet pa biskop Balthasar med overfaldet pa Joachim v. Beyern, uden tanke for, at det var Waldenfels, der brod freden, og Joachim v. Beyerns eventuelle skyld.

29. marts 1548 kunne hertug August af Sachsen meddele, at han havde faet sikker efterretning om, at biskop Balthasar var dod 113. Waldenfels holdt tre adelige som fanger. August ville gerne vide, om han skulle foretage sig noget i den anledning. Tre dage for havde Waldenfels skrevet et forbloffende dristigt brev til kurfyrsterne Moritz og Joachim 114. Det fremgar, skriver han, af kurfyrsternes breve til ham og af en ham tilsendt kopi af den danske konges svar, at kongen er gaet ind pa voldgiftskendelse af de to kurfyrster, forudsat at han - Waldenfels - vil overgive fangerne til kurfyrsterne uden vederlag, og det lover han. Han henstiller dernaest til kurfyrsterne, at de soger at forma kejseren til at aflyse den foregaende proces mod ham i Augsburg »uff die acht«! Han onsker intet mere end en god ende pa. fejden.

Et par uger senere takker kurfyrsterne Christian 111 for den tillid, han viser dem ved at underkaste sig deres voldgift. De forstar godt, at sagengar kongen pa; men alligevel folger de Waldenfels' henstilling. Kongenma befale sine gesandter og rader at indstille processen for kejseren i Augsburg. Kurfyrsterne er ikke glade for at overtage sagen, men gor det for fredens skyld! Hvis kongen onsker det, vil de fastsaette tid og sted for forhandlingerne og befale deres rader at hore begge parters fremstilling og soge at forlige dem. Hvis det ikke kan lade sig gore, vil kurfyrsterne selv trseffe en hurtig afgorelse. Da sagen er trukket i langdrag, beder de kongen svare hurtigt for at undga forsinkelse 115. Man vil bemasrke, at

---

110. Dat. Torgau. Original.

111. Hertug Frantz synes at vaere en temmelig krigersk herre. I et brev til Christian 111 af 25. aug. 1547 fortaeller Breide Rantzau, at der hverves ryttere og knaegte til hertug Henrik af Braunschweig pa. anstiftelse af hertug Frantz af Liineburg.

112. Original.

113. August til Christian 111 29. marts 1548. Original.

114. Dat. u. st. 26. marts 1548.

115. Kurfyrsterne Moritz og Joachim til Christian 111, dat. Augsburg 13. april 1548.

kurfyrsterne befandt sig i Augsburg, altsa i kejserens omgivelser (jf. note
115 og 116). To uger senere skynder de pa kongen; de taenker sig voldgiftsdommensamtidig
med Augusts bryllup med Christian 111 datter Anna 116.

Man forstar godt, at Christian 111 kviede sig ved at opgive processen
for kejseren; det betod jo en ydmygelse.

Snart efter folger en henvendelse fra de to kurfyrster til kejseren. Den foreligger i udateret kopi m. Pa dokumentets bagside star der: »Des kurfiirsten zu Brandenburg, auch der chiirsechssische rethc bit Mertten von Waldenfels halben«. De har erfaret, at der pa grund af Waldenfels' udebliven pa tilskyndelse af de kongelige gesandter fores proces mod ham i det kejserlige hofrad med det formal at fa ham lyst i rigens akt. Nu har de to kurfyrster imidlertid skriftligt henvendt sig til kongen af Danmark om at overlade sagens behandling til dem. Deter kongen »an etlicher massen« gaet ind pa. De har tidligere formaet Waldenfels til at afsta fra fejden og at tilstille dem fangerne samt at afvente deres »gutliche oder rechtliche hanndlung«, hvilket de allerede for nogle uger siden har skrevet til kongen og tilmed naevnt tid og sted for forhandlingerne. Nu venter de daglig kongens skriftlige svar. Folgelig beder kurfyrsterne underdanigst kejseren at standse processen indtil den berammede forhandling eller i det mindste, til kongen af Danmarks endelige svar er indlobet; thi det forholder sig sadan, at Waldenfels ganske forlader sig pa kurfyrsternes tilsagn og derfor ikke har anset det for nodvendigt at mode i Augsburg til den fastsatte termin, ligesom han ikke frygter, at der fortsat skulle fores proces mod ham der! Skulle han nu alligevel blive lyst i rigens akt, hvad kurfyrsterne slet ikke frygter (!), sa ville man let kunne regne ud, hvilken irettesasttelse der matte blive tildelt dem. Derfor beder de allerunderdanigst kejseren om at imodekomme dem. Det har kejseren muligvis gjort. Det kan vaere forklaringen pa, at der ikke foreligger nogen dom fra retssagen i Augsburg.

Kilderne, i hvert fald i den store pakke, som danner grundlaget for denne afhandling, tier om Christian Ill's svar, men ogsa om kejserens reaktion pa de to kurfyrsters ejendommelige adfaerd, og vi ved heller ikke, om det blev til noget med deres voldgiftskendelse i Waldenfels' sag. Derimodved vi, at kejseren 11. juli 1548 har udstedt et tredie mandat mod Waldenfels 118, sikkert pa dansk foranledning, med henvisning til hans

---

116. Moritz og Joachim II til Christian 111, dat. Augsburg 28. april 1548. Original,

117. Arkivet har - jeg ved ikke med hvilken motivering - skrevet 28. april. Deter nok ikke meget forkert. De to kurfyrster opholdt sig jo i hvert fald pa det tidspunkt i Augsburg. Af indholdet fremgar, at brevet er skrevet i Augsburg.

118. Dat. Augsburg. Trykt original

ulydighed mod de tidligere mandater. Et sadant kejserligt mandat betodfredloshed,
ingen matte have nogen omgang rned en mand, der var
lyst i det hellige riges akt. Men Waldenfels syntes stadig at klare sig.

Et ar senere horer vi i et brev fra Carl V til Joachim 11, at Christian 111 har sendt kejseren en modberetning til et skrift, som var forfattet af »vnsers und des reichs erklerten echters Martens von Waldenfels'« venner til undskyldning for hans »fredsbryderske« handling 119.

Derimod er der mere om de sma syndere. Joachim v. Bey em var vendt tilbage til sit fangenskab. 28. august 1548 skal han sidde i husarrest i Slesvig. 1. September pastas det, at han fores fra sted til sted i Holsten. Fyrster, slaegt og venner gar i forbon for ham 120. Beskyldningerne mod ham er blevet grovere! Han skulle have radet til bispens faengsling og gjort Waldenfels mange tjenester.

21. oktober 1548 stasvner kurfyrst Joachim en maengde herrer, hvoraf Jacob v. Bredow, Jiirgen v. Bredow, Hans Winterfeld og Christoff og Palm »die Piuerlinge« (dvs. af slasgten Piuerling) er omtalt i det foregaende (jf. s. 584, 588 f, 591 f, 597 f) til at mode for kammerretten i Berlin 7. december pa anklage af kongen af Danmark for »hausung und hegung« og deltagelse i bortforelsen 121. Kurfyrsten har bedt kongen lade nade ga for ret (»das stracke recht fallen zu lassen«). Man maerker her den samme aendring i hans holdning som i Waldenfels' sag nogle maneder tidligere. Kurfyrsten venter svar fra kongen, men henstiller alvorligt til de indstaevnede at give mode og soge venlig forhandling. Hvis de ulydigt udebliver, vil der pa de kongelige gesandters og advokaters »rechtmessig bitten vnd ansuchen« blive faeldet dom »vnd ferrer gescheen vnd ergehen, was recht ist«. Dagen efter fik Palm Piuerling en alvorlig skrivelse fra kurfyrsten¹²². Der var rettet en grov beskyldning mod ham af Christian Ill's advokater og gesandter: Han skulle en rum tid have fort den afdode biskop fra sted til sted - det kunne han ikke snakke sig fra - »daruber der bischoff also vnschuldiglich von danne bracht vnd vmbkommen«. Han anklages kort og godt for at vaere skyld i biskoppens dod. Pa det grundlag vil de kgl. advokater fore proces »wider dich vnd deine guether«. Den 7. december skal han hore advokaternes klage og tiltale, og derpa skal han give sit svar og afvente dommen og dens eksekution.

---

119. Dat. Brussel 14. juni 1549.

120. Breve til Christian 111, fra markgrevinde Hedvig af Brandenburg, markgrev Johan Georg, Joachim 11, alle dat. 28. aug., fra slaegt og venner, dat. Tuchem 1. sept. Alle originaler.

121. Kopi. Man savner Jacob v. d. Schulenburg blandt de anklagede; men han var maske stadig fange hos Filip af Hessen (jf. s. 587).

122. Kopi.

Samme dag - 22. oktober - skrev kurfyrstenl23, at nu skulle der endelig holdes rettergang over dem, der havde huset Waldenfels efter overfaldet pa bispen. Den var blevet udskudt, fordi han ikke havde haft sin kansler og de rader hos sig, der havde beskaeftiget sig med sagerne, for han kom hjem fra sit lange fravaer pa rigsdagen. Han havde nu konstateret, at der var faeldet domme, men at publikationen af dem var blevet udsat, da han ikke selv var til stede. Han omtaler derefter staevningen af »die hauser und heger« til fremmode for kammerretten 7. december. De skulle hore dommene pa grundlag af de indbragte akter. Denne dag skulle kongens advokater og gesandter ogsa vaere til stede. Der lod ogsa milde toner: En del af de anklagede, mente nogle af kongens udsendinge, var unge mennesker, som ikke kendte noget til eller forstod Waldenfels' foretagender.

Fra den 8. december foreligger et dokument med den brandenburgske kammerrets segl. De anklagede synes nassten alle at blive frikendt; men de domte fik ikke dommene forkyndt, som kurfyrsten havde skrevet til Christian 111 i brevet af 22. oktober, og kunne altsa uantastet drage hjem igen 124. Palm Piuerling, der ifolge de danske advokater var saerlig belastet, synes at vaere sluppet fri. Modsat kurfyrstens brev til Christian 111 af 22. oktober lyder anklagen her pa, at han havde hjulpet med ved bortforelsen af bispen og som faderen Claus' hjaelper og medskyldige havde »huset og haeget« ham og maske endnu havde ham i sit hus 125! Faderen hasvdede, at Palm var for ung til at blive betegnet som hjaelper eller gerningsmand og bad ham forskanet for purgation, og han mente for ovrigt, at der heller ikke gennem klagerne og formodningerne var grundlag for at kraeve purgation af ham selv. Advokaterne matte nu ga frem efter landefredens indhold, der kraevede bevis for formodningerne og indicierne. Sa folger derefter trods Piuerlings indsigelse i henhold til landefreden purgation eller straf, eftersom hvad der er ret.

Fremdeles havde de kgl. gesandter rettet de samme beskyldninger mod brodrene Rochow, der skulle have fort bispen rundt pa deres godser,hvor hr. biskoppen, »wie man sagt«, var dod og begravet! Derfor havde den diinske gesandt bedt om landefredsstraf eller purgation af

---

123. Joachim II til Christian 111, dat. Koln an der Spree 22. okt. 1548. Original.

124. Skrivelse fra kammerretten i Berlin, dat. Koln an der Spree 11. dec. 1548, u. adressat. Original.

125. Bispen var senest dod 29. marts 1548, jf. s. 607, antagelig allerede i 1547, jf. s. 594 og s. 600.

Rochowerne. Men Rochowerne - brodrene Dietrich, Jacob og Joachim - protesterede heftigt, thi de havde tjent den danske konge med liv og gods og undertiden ogsa med deres blod. Dommerne fandt ingen beviserimod dem i denne sag. At dommerne ikke har taget denne anklage alvorligt,bekraeftes af, at det ikke skulle betragtes som ulydighed, at Hans Rochow havde vaeret forhindret i at give mode. Ellers blev de, der ikke var modt, straffet »nach ordnung des landtfridens«.

Man vil have bemaerket, at anklagerne mod Palm Piuerling og Rochowerne udelukkede hinanden. Det giver just ikke tillid til anklagematerialets soliditet. Kurfyrst Joachim opfordrer da ogsa sin son, markgrev Friedrich, der i spidsen for nogle rader ledede retshandlingen til at soge sagerne afgjort i mindelighed. Hvis de danske forhandlere afslar det, har kurfyrsten truffet aftale med kurfyrst Moritz om, at de begge hurtigt ville sende rader til Christian 111. Kurfyrsten haber, at Christian 111 har rimelige forslag til venlig forligelse og ophaevelse af sagerne. Han befaler sonnen og raderne lempeligt meddele de kgl. rader dette. Ved undersogelse af deres sager siges det at fremga, at Jacob og Jiirgen v. Bredow samt Hans Winterfeld ikke har forstaet Waldenfels-affasren, men som unge mennesker af uforstand har ladet sig overtale! Han beder sonnen og raderne vente med abningen af dommene, indtil hans og Moritz's rader vender tilbage. Hvis Hans Winterfelds dom allerede er abnet, ma de vente med eksekutionen til radernes tilbagekomst¹²⁶.

Det lyder unaegtelig maerkeligt, nar brodrene v. Bredow og Hans Winterfeld karakteriseres som uforstandige unge mennesker, der ikke forstod, hvad de havde indladt sig pa. Man taenke bare pa kurfyrst Joachims skrappe brev til Jacob v. Bredow af 30. sept. 1546, hvor man far indtryk af en forhaerdet synder (jf. s. 591 f), og pa, at Hans Winterfeld i folge Karsten Klods bekendelser, som kurfyrsten syntes at tage alvorligt, var den, der havde planlagt overfaldet pa Kaltenhof (jf. s. 584).

Efter kurfyrstens befaling matte dommene ikke abnes for en ny sendelseaf rader og nye forhandlinger ledet af de to kurfyrster. Det kunne de danske advokater ikke gamed til. De stod fast pa deres instruktion, der krsevede abning af dommene. De bad om deres afsked skriftligt, og den blev givet dem. Om der kom en ny retshandling i stand, ved vi ikke. Men sa sent som 14. juni 1549 befalede kejseren - efter henstilling af Christian 111 eller hans advokat - kurfyrst Joachim »zu eroffnung der

---

126. Kurfyrst Joachim til Sonnen markgrev Friedrich og de forordnede rader, dat. Newen Kennat am Gryennitz 10. dec. 1548. Kopi. Grimnitz by syd for Frankfurt an der Oder.

urtail, wie sich gepuert, furderlich procediern und recht ergehen lassen«127.

Man kan just ikke pasta, at man far indtryk af, at de to kurfyrster var upartiske voldgiftsdommere. I 1546 havde Joachim II vseret Christian 111 en god stotte. Det i hvert fald i et enkelt tilfaelde svage anklagemateriale basrer maske ogsa i nogen grad skylden for forandringen i hans holdning, men afgorende har sikkert vaeret Joachim Il's og Moritz's politiske makkerskab som habsburgske partigsengere.

Waldenfels synes at have fortsat sit liv uanfaegtet. I 1550 var han endnu - 70 ar gammel - befalingsmand pa Belzig. 75 ar gammel forovede han sin formentlig sidste voldsforbrydelse. Det drejede sig om pengeafpresning - 1500 floriner - mod en mand, der hed Heinrich Schmeeker, som han kastede i tarnet pa sin mecklenburgske residens Gorlosen, hvad der forte til stridigheder med Heinrich Schmeeker den Yngre. Det er det sidste, vi horer om Martin von Waldenfels. Hans dodsar kendes ikke 128.

---

127. Carl V til kurfyrst Joachim 11, dat. Brussel 14. juni 1549. Kopi.

128. Otto Freiherr v. Waldenfels. Die Freiherren v. Waldenfels II Teil, 1956, s 160f.